Insane Like Me - Nora

Det havde været måneder, men det havde føltes mere som år. Selvom hun blot lå og stirrede op i loftet, var hun fanget i sit eget hoved. Hun var fanget blandt stemmerne, og de blev flere for hver dag. Det var hviskende stemmer, og somme tider kunne hun knap nok kende dem fra hinanden, da slet ikke forstå hvad der rent faktisk blev sagt. Hun var fanget et sted, som ingen kunne se og hun kunne faktisk heller ikke selv se hvor hun var henne. På trods af hun var fanget, så bevægede hun sig endnu rundt og alligevel var der intet liv i hendes øjne. Hun stirrede blot frem, bevægede sig rundt som var hun en zombie. Få af de ansatte vidste hvad der foregik med hende, få kendte til hendes art og de få behandlede hendes krop, samt hende selv med respekt. Igennem de mange måneder hun havde været på hospitalet, havde hun haft mange "bofæller" men de blev ofte skiftet ud, de fandt hende skræmmende fordi hun blot stirrede op i loftet. Siden hendes indlæggelse havde hun kun haft få anfald, her ville hun begynde at skrige ukontrolleret. Hver gang folk rørte ved hende, ville hendes skrig blot blive værre. Det var som om alle de døde havde hobbet sig op i hendes hoved, og ved de anfald kunne hun endelig slippe for deres stemmer. Det var som regel efter anfaldende, hun i kort tid var rolig. Hun var ved sig selv, men disse tider blev kortere og kortere for hver gang.

Da den nye kvinde kom ind, eller rettere blev smidt ind af de ansatte opfattede hun intet, dette var dog ingen overraskelse. Dog som aftnen gled over, rejste hun sig om. Hun hviskede ukendte ord, og det sekund hun stod mm fra muren, hejste hun sin arm og begyndte at kradse sin negl imod den kolde mur. Blodet strømmede fra hendes negle og som hun kradsede sine negle imod muren, begyndte der at danne sig et navn. Det var et navn, men det formede sig igen og igen, med rester af blod omkring det. Da en hånd lagde sig om hendes skulder, trak hende væk fra muren var det som om hun endelig kunne trække vejret. Det var nemlig det sekund hun udførte det så kendte Banshee skrig, et skrig så øredøvende, det ville kunne få blodet til at hamre imod ørerne. Hånden fjernede sig straks, men i samme øjeblik kom der ansatte ind og hendes krop blev lagt ned i sengen. Der blev påført hendes krop noget beroligende, men det gjorde ikke rigtig nogen forskel på hende, da hun alligevel ikke var til stede. Næste morgen kom en ung kvinde ind, hun trak en stol med sig hen og satte sig ved siden af Nora's seng. Som kvinden begyndte at snakke, vendte den ansatte sig om. Hun havde efterhånden godt kendt omkring Nora, samt hendes art og hvordan hun skulle behandles "Hun kan ikke hører dig. Hendes krop har lukket ned, den kan ikke håndtere alt hvad der sker omkring hende, ej heller de hændelser der er sket. Du kan prøve ligeså meget du vil, men der vil ikke komme nogen kontakt, det var været sådan her de sidste 7 måneder" Hun løftede Noras arm op, blot for at give slip på den og lade den falde ned. Dette var blot for at vise hvad hun mente, der var ingen kontakt.

Kvinden kiggede til Nora, hun sagde intet og strøg hende blot ned over kinden. På et fremmede sprog hviskede hun blide ord til Nora, dette var de sidste ord kvinden sagde før hun forlod lokalet. De næste der kom ind var nok mere et rutine tjek, der dog om ikke andet på ingen måde gik særlig godt, dog kunne Nora svagt lytte med til hvad der skete. Hun havde haft en af sine anfald, et skrig og dette av hende minimal afslapning og i det fjerne kunne hun hører kvindens stemme, hun kunne hører lægerne svarede og kort efter var de mandelige stemmer væk. Der var en svag stilhed i horisonten, det var den stilhed hun søgte efter. Hun ønskede den så kraftigt, og hun ville have den mere end noget andet.
Igen var kvindens stemme der, og det var som hun var under vand. Hun forsøgte kraftigt at komme imod overfladen. Det var som om luften var ved at forlade hendes lunger, det blev kun værre da hun hørte ordet varulv. Hele hendes krop begyndte at ryste, hun knugede sin hånd sammen og det var som levede hun det hele om igen. Billeder fyldte hendes hoved og hun blev bragt tilbage til det.

Flashback

Hun skreg, mens hun holde sin elskede datter ind imod sig. Sky var ikke mere end to år gammel, hun var endda begyndt at snakke, dog lige nu var det ikke just snak hun gjorde sig af men mere gråd. De var blevet bortført fra deres hjem, ført til dette sted af varulvene og her smidt ind i et bur. Hun forsøgte med sit bedste at berolige sin datter, men omkring dem var varulvende godt i gang med at forvandle sig, og nu var det kun et spørgsmål om tid, før dyret i mændende ville dukke helt op "Hush, little baby, don't say a word. Mama's gonna buy you a mockingbird. And if that mockingbird won't sing, Mamas gonna buy you a diamond ring" sang hun, mens hun blidt vuggede sin datter i sine arme. Sangen var en hun havde hørt fra en gammel veninde, og den havde altid virkede beroligende. Ulvene hyllede, knurrede som de kastede sig imod buret. Tårerne stod ned af hendes kinder, som hun bøjede hovedet ned for at kysse sin datters rødelige hår "And if that diamond ring turns brass, Mama's gonna buy you a looking glass. And if that looking glass gets broke, Mama's gonna buy you a billy goat." et sted i hende vidste hun at dette nok ville være sidste gang hun så sin datter, og bare denne viden gjorde endnu mere ondt. Buret gav efterhånden efter og ulvene kom ind. De rev hendes datter ud af hendes arme, og mens en af dem holde hende nede med sin vægt, kunne hun se til mens de rev hendes datter fra hinanden. Hun skreg, kæmpede og forsøgte med alt hvad hun kunne at komme fri, men intet lykkedes og til sidst var der intet andet tilbage af hendes lille pige end knoglerne. De slikkede blodet væk fra deres muler. Hun skreg, og hendes stemme var fuld af gråd som hendes øjne var af tårer. Hun havde før kunne holde stemmerne væk, ikke lade dem tage over og nu var der ingen kontrol, så alt tog over og der var intet tilbage end alle stemmerne.

Alt i mens hun havde oplevet dette, havde hun grædt. Hun havde råbt, kæmpet imod det spøgelse der holde hende nede. Hun så imod det fjerne, imod de minder som tog hendes baby. Forinde det havde hun med en næsten ubrugt svag stemme sunget sangen, den sang hun havde sunget som det sidste til sin datter. Som mindet nået sin ende, blev hun helt stille igen og vendte tilbage til sin zombie stilling, hvor hun blot stirrede frem for sig og intet sagde. Hu gik fra et grædende, direkte panisk øjeblik og forsvandt ind i sit sædvanlige jeg. Tårerne tørrede ind, og der var intet andet end det indtørrede saltindholdende vand på hendes kinder.

Da hånden lagde sig om hendes arm, skød der noget ligende elektricitet igennem hende. Hun gispede og med et blev alting suget ud af hende, alle stemmerne og alt den død, det hele var væk. Hun gispede og skød op fra sengen, selvom smerten havde været forfærdeligt, så var det bedre end alle de stemmer. Den smerte fra hendes berøring havde fjernet alt andet. Hun kunne endelig se klart "Hvor er jeg?" spurgte hun og så forvirret rundt, det tog lidt tid før hun begyndte at huske hvad der var sket, hvordan det var sket og hvad der havde fået hende herind. Hun kunne ikke andet end hade de varulve, nu hvor hun rent faktisk var sig selv. Hun rejste sig op, det var her hun fik øje på kvinden på gulvet "Er du okay?" spurgte hun og rakte ud efter hende. Hun kunne lidt lægge to og to samen, at denne kvinde havde overtaget hendes evne. Det ville næppe være for evigt, så hvad end der var sket, så måtte hun vel nyde det. En eller anden dag skulle hun samtidig også hævne sin datter. Hun ville med glæde dræbe hver en af de mænd.

//jeg undskylder det korte svar!

Hvad end der var sket, så ville det tage en idiot ikke at regne ud, at denne tøs her havde overtaget hendes evner, nu var det bare et spørgsmål om hvor lang tid det ville tage hende, før hun ville få evnen igen. Derudover var det også spørgsmålet hvordan det ville komme tilbage, ville det komme tilbage langsomt eller alt sammen på en gang. Hun betragtede hvordan pigen forsøgte sig frem med den evne hun havde haft siden hun var lille, den som blev forøget efter hendes genopstandelse. Hun kunne sagtens forstå at kvinden næppe klarede det godt, alle de stemmer også på en gang, det var ofte det der fik Banshees. Det var ikke mange der fik chancen for at prøve livet som en Banshee, det var måske ikke det bedste, men det kunne vel være værre. Det havde kørt okay godt for hende, ganske vist var hun ustabil givet hun stadigvæk havde effekten af tiden i Limbo, men det blev alt sammen værre efter tabet af sin datter.
Da kvinden kom ind, den kvinde som havde taget sig af Nora igennem de sidste mange måneder. Hun var efterhånden vant til at når skriget kom, så var Nora i gang med en af sine anfald, hvilket betød hun ville være hysterisk. Dog var synet der mødte hende, på ingen måde hvad hun havde forventet. Dog med evnen til at kunne læse folks evner, kunne hun hurtigt sætte sig ind i hvad der var sket. Hun rystede på hovedet og forlod rummet. Nora hævedet øjenbrynet, men satte sig ned. Som der gik en time, begyndte hendes evne ligeså stille at slå ud igen, men givet hun fik det stille og roligt, var det ikke nær så slemt som det før havde været. Hun så imod kvinden på den anden seng

Der var en stilhed imellem dem, men ikke af den akavede kaliber. Det var mere en stilhed der viste respekt. Hun kunne fornemme denne kvinde havde en form for respekt, der var vel den uvidenhed i starten der med et blev besvaret. Stemmerne var ikke nær så slemme, det var som om der var en dæmper på dem og hun kunne faktisk lige nu ånde frit "Jeg hedder Nora, og du er?" hun havde et lettere spørgende ansigt udtryk. Hun kørte en tot af sit røde hår om bag hendes øre "Jeg er ked af det med din datter, jeg mistede også min baby" modsat det denne kvinde så havde oplevet, så ville hun aldrig selv være i stand til at blive genforenet med sin datter. Hun ville aldrig kunne opleve den glæde ved at holde sin lille pige igen, se hende vokse op eller for den sags skyld opleve glæderne ved hendes første skridt. Hun havde fået så lille en smagsprøve af hvordan det ville være at være mor, men hun mistedet det samtidig også så hurtigt "Jeg kunne svagt hører hvad du sagde da du snakkede, hvilket vel nok også var derfor min krop med et reagerede som den gjorde. Ligesom dig har varulvene også taget så meget fra mig" hun havde et blik af respekt rettet imod kvinden foran hende, der var ingen medlidenhed, kun respekt for det hun havde været igennem

Hun trak på skulderne "Det kan umuligt være det værste nogen har kaldt mig, men en fornøjelse Hayley" Hun kørte et tot af sit hår om bag øret, det var en vane hun havde med sig, den viste sig ofte når hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sine hænder. Hun lagde hovedet på skrå "Jeg ved det ikke vedkommer mig, men må jeg spørge hvad din lille pige hedder?" hun fik et blidere smil frem på sine læber, når det kom til børn så var dette hendes svage punkt. Da hun opdagede sin graviditet, havde hun haft store tanker om at få en abort, mest af alt fordi hadet for hvad han havde gjort, gav hende et mindre had for det liv i sin mave. Dog var livet i hendes mave uskyldigt, og som månederne gik tog hun sig selv i at elske det mere og mere. Hun grinede lidt over hendes ord "Jeg vil med glæde påføre hver og en af dem mere smerte end de nogensinde har oplevet i deres liv" Igennem de sidste tre år, så havde hun forandret etik. Hun gik fra lille uskyldig Nora, igennem sin ustabile face og endte til sidst ud i sin lidt mere hårde face. Hun ville ikke længere lade de som var stærkere styre hende, folk som hendes bror kunne ikke længere gøre hende bange.
Hun skulle netop til at åbne munden for at sige noget, da en mandelig læge kom ind. Modsat så mange af de andre som ikke havde det mindste menneskelige over sig, så var ham her menneske. Hun rynkede brynet, lagde hovedet på skrå mens hun betragtede ham. Ham her havde hun ikke set før, men så igen hun havde også brugt de sidste godt fem måneder fanget i sit hoved. Hun nikkede til ham, før hun igen vendte sit blik direkte imod Hayleys retning. Duften af blod fik hendes øjne til at skifte farve til en hvid og nærmest gennemsigtig farve. Duften af blod mindede hende om hun ikke havde indtaget føde i meget lang tid "Jeg lever af en striks dæmon blod diet" sagde hun og ligeså langsomt skiftede den hvide farve sig om til den hazel brune farve de altid plejede at være. Hun så mystisk på ham, det virkede som sådan et fladt spørgsmål "Og med hvordan har i det, mener du så i dette øjeblik, fysisk, psykisk. Er vi sultne, fryser vi eller er det mere bare generelt" der var nysgerrighed i hendes stemme, hun var god til at hive mere ud af et spørgsmål end hvad man i starten kunne forvente sig til