I want you here, right here - Nora

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 21:01

Sted: Hans og Noras lejlighed.
Omgivelser: De sædvanlige, men lejligheden er omgivet af mørke.
Tid: Sent om aftenen. For sent.
Vejr: Det er regnvejr udenfor og regnens pisker mod ruderne.

Joseph sad i mørket. Det omfavnede ham. Han faldt i med mørket. Det var der han hørte hjemme nu. Hans vinger ville være mørke, hvis han stadig havde nogle. Lige så mørke som hans sjæl. Han var placeret i en stol, og havde siddet der længe nu. Han sad bare og ventede. Men jo længere han ventede, jo værre blev hans utålmodighed, og med utålmodighed førte der vrede. Nora vidste ikke hvor meget han gjorde for hende. Han beskyttede hende, for alt i verden, og havde altid gjort det. Men nu kunne hun forlade ham. Han ville ikke efterlades. Ikke igen. Hans kæber var sammenbidte og hans øjenbryn sænket. Tydelige tegn på han var vred. Han elskede Nora, og det havde han også fortalt hende før. Men ordene havde ikke lagt på hans læber i lang tid, og ville måske aldrig gøre det igen. Han kunne ikke. Følelser var svaghed. Det var det han fortalte sig selv. Det hjalp ham igennem dagen, hjalp ham med at sove om natten. Men han vidste godt det ikke var rigtigt. Hvis han bare kunne udtrykke sine følelser, var der ingen grund til at behandle Nora som han gjorde. De ville blive som de engang var. Men han anede ikke hvordan han skulle nå derhen igen. Det blev større. Den altædende vrede ind i ham voksede, og opslugte alle følelser der måtte bevæge sig rundt inden i ham. Han slog armen ud, og væltede en vase ned fra dens retmæssige plads og gik i tusinde stykker. Ironisk, at han kunne ødelægge noget i små revnede stykker, når det var sådan hans sjæl var. Revnet. Itu. Ødelagt. Hans vejrtrækning var i et øjeblik ujævn, før han igen kunne trække vejret normalt. Selvkontrol havde han til en vis grad, men kun fordi han ventede på at komme af med sin vrede som han bedst havde lært det. Igennem vold. Nu måtte Nora gerne komme hjem.

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 21:20

Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Med et smil på læberne forlod Nora kroen og begav sig endnu engang hjem. Det var ikke fordi hun hver aften tilbragte tiderne væk hjemme fra, mest fordi hun vidste hvordan det havde en effekt på Joseph og var der noget hun ikke ville, så var det at han var i et værre humør end normalt. Hun vidste at han nok højst tænkelig ville vente op på hende og derefter lade alle hans frustrationer gå ud over hende og selvom hun var mere end bare vant til dette, så betød det jo ikke at det gjorde mindre ondt hver gang han løftede sin hånd mod hende. Dog som den loyale søster hun nu engang var, så var hun der altid for ham, selvom hun i terien havde alle muligheder for at kunne slippe fra ham igennem de sidste 40 år. Men hendes kærlighed overfor hendes bror og forståelse for hvorfor han gjorde de ting han nu engang gjorde, var en af de ting der holde hende tilbage fra rent faktisk at tage afsted også var han jo familie. Deres familie var alligevel så ødelagt i forvejen, at de måtte holde sammen koste hvad det koste vil. Plus så lovede hun ham også efter han faldt at hun altid ville være ved hans side, og det løfte ville hun bare gerne holde for ham.
Hun åbnede døren og trådte ind, overraskende nok var der helt mørkt, dog kunne hun nærmest fornemme hans vrede omkring sig. Hun sukkede og fik lukket døren igen, hvorpå hun gjorde sig klar på hvad der ville komme. Hun holde omkring sin halskæde, bad om styrke fra hendes elskede. De små hæle fra hendes sorte sko gav genlyd mod det hårde træ, som hun bevægede sig rundt omkring døren, samtidig med at hun gjorde sig klar på det værste

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 21:38

Joseph blev siddende i mørket, lige ind til døren gik op. Da tændte han lyset, og rejste sig op. ”Hvor har du været?” Han var ikke tilfreds, og det var tydeligt at mærke på ham. Han osede af vrede, og hun vidste hvor det ville føre. ”Du ved jeg bare vil have dig her. Jeg prøver at beskytte dig. Jeg vil bare beskytte dig.” Det var oprigtigt, han ville gerne beskytte hende. Han burde også forsøge at beskytte hende imod den værste fjende i hendes liv. Ham selv. Men det krævede meget mere selvkontrol og selvindsigt end han besad. Han gik helt hen til hende, og lagde mærke til halskæden om hendes hals. Det måtte være hendes kæreste der havde givet hende den. Han overvejede et kort øjeblik at tage den fra hende, men han så ingen nytte i det.

Han lagde en hånd på hendes hals og lod hans fingre føle sig frem til nogle gode steder på hendes hals, så han kunne få et godt tag. Joseph lod blidt hans hænder tage fat om hendes hals. Hans greb blev strammere og strammere. Til sidst kunne han mærke hendes luftrør og spiserør med hans fingre. Det føltes så tydeligt, at han et enkelt øjeblik overvejede at tage fat om dem og rive dem ud. Så fik hun den fred hun fortjente. Men han gav i stedet slip. Han trådte et skridt væk fra hende, og lagde en hånd i hans baghoved. Han fik et øjebliks tvivl. Han behøvede ikke at gøre det her. Men så så han på hende, og så deres forældre. Dem der havde ødelagt ham til at begynde med. Hans hånd bevægede sig op over hans hoved, og svang sig imod hendes kind med en høj fart.

af Gæst Tors 11 Sep 2014 - 21:48

Hun for sammen da lyset med et blev tændt, selvom hun havde set det komme gav det alligevel det samme chokeffekt som hvis hun ikke havde set det komme. Hun kunne næsten blive kvalt i hans vrede, da det direkte strålede fra ham, så selv en blind ville kunne se hans vrede på trods af den manglende evne til rent faktisk at kunne se. Hun pressede sig mod døren da han gik hen mod hende. Hun vidste at han blot ville beskytte hende, men at han blot ikke vidste hvordan han ellers skulle udtrykke sine følelser eller for den sags skyld agere dem. Hvilket også var en af de grunde til at hun aldrig gik for meget imod ham, da han allerede havde pres liggende på sig.
Hun gispede da hans hånd lagde sig om hendes hals og hun vidste dette betød kun en ting, han ledte efter lige netop det rigtig punkt, som lukkede for begge luftrør sad. Hun lagde hænderne over hans stærke arm, som forsøg på at fjerne armen, dog uden held. Hun bed sig i læben og kunne mærke hvordan tårerne kom frem i øjnene kom frem, dog var der ikke en eneste som rent faktisk lod sig falde. Hun var efterhånden vant til at kunne holde tårerne til sig, så hvis man ikke så de glinsende øjne ville man næppe kunne se på hende hun rent faktisk var tæt på at græde.

Det sekund han endelig gav slip på hendes hals, fløj hendes hånd op mod den og hun begyndte at hoste, som et resultat af lungerne skrigen efter luft. Hun så ikke direkte mod ham, da hun vidste dette blot ville irritere ham endnu mere, derfor holde hun kun blikket nede eller alle andre steder end ham. Hun skulle netop til at rette sig op, da det forventede slag kom. Hun blev slået om kuld, og bankede samtidig hovedet direkte ind i en kommode der var ved døren. Hun røg direkte i gulvet, og i et par sekunder bevægede hun sig slet ikke, dog stønnede hun af smerte og greb sig samtidig til hovedet da hun langsomt satte sig op

af Gæst Fre 12 Sep 2014 - 17:39

Joseph følger hendes bevægelser, og konsekvenserne af hans handlinger. Et sted dybt i ham, vidste han godt hvor forkert det var. Han var ikke bedre end hans forældre. Men den logik forsvandt når han blev vred. Så kunne han ikke længere styre sig, og han blev nød til at slå noget. Men det var ikke længere noget. Det var nogen. Den nogen der havde været ved hans side igennem tykt og tyndt. Hvorfor satte han ikke pris på hende, når hun var her?

Tankerne førte ham langt væk, men lige så snart han spottede hendes fine ansigt, og hendes lange røde hår, så forsvandt det hele igen. Han så hende ikke som hans søster, når han faktisk så på hende. Han så en menneskelig boksepude. Joseph så på hende som hun lå der på gulvet, og langsomt fik sat sig op. Han satte sig ned på hug ved siden af hende, og lod en finger køre igennem hendes hår. ”Du er så smuk.” Det var hun, helt bestemt. Han havde altid syntes hun var flot, og det var også grunden til at han følte han skulle beskytte hende. Joseph greb ud efter hendes håndled. Hendes puls lå lige derunder hans fingre og mindede ham om, at hun ikke var en død ting. Hun var levende og skulle blive ved med det, så han kunne have hende i sit liv. Han havde ikke andre. Det betød også, at han blev nød til at passe på hende. ”Der står mad til dig i køkkenet.” Han rejste sig op, og gik væk fra hende. Han burde bare fortælle hende om sine følelser. Hun ville forstå det. Ikke? ”Jeg er ked af det.” Han hviskede det så lavt, der næsten ikke var noget lyd på hans ord. Men han havde bare brug for at komme ud med det, om hun så hørte det eller ej.

af Gæst Fre 12 Sep 2014 - 17:49

Hun så på ham og vidste det sekund at han kørte hånden igennem hendes hår, at det ville være okay. Man kunne da bestemt sige at i denne familie var generne godt lagt ud, for ligesom han altid havde fundet hende smuk, var det jo også på samme måde for hende. Han var hendes storebror, den hun altid ville være hos og den hun gav et gyldent løfte til for de mange år siden. Hun var aldrig typen for der ikke holde sit løfte, hvilket også var en af de mange grunde til at hun ikke allerede havde pakket sine ting og forladt ham.
Hun lod ham tage sin hånd, da hun vidste dette var hans måde for at tjekke om hun var i live, dette var hans måde at berolige sig selv på. Hun så direkte mod ham og nikkede stille. Tøvende rejste hun sig op, det gik dog lidt tid før hun igen var fast på fødderne. Selvom de aldrig talte om hinandens følelser, eller direkte kom ind på hvordan det gik med den enkelte person, så havde de aldrig behøver...eller rettere det havde hun ikke, for hun vidste hvordan hendes bror havde det og hvorfor han netop havde specielle behov.

Hun bevægede sig mod køkkenet, hvor hun fik tørret tårerne væk, og fjernet blodet fra hovedet, hvorpå hun fandt maden. Dog ramte hun ind i noget som gav en form for lyd, for alle andre end hende var dette blot en helt normal lyd, af to objekter der rammer mod hende hinanden, men for hende gav det lyden af en sælsom hvisken. Hun stivnede og glemte alt om hvad hun lavede hvorpå hun gik hen til de to ting og gav sig til at gentage lyde, blot for at kunne høre hvad der blev sagt. på trods af dette mere eller mindre var hverdag for hende, at vågne op skrigene eller steder hun ikke kendte foran ukendte døde overnaturlige væsner, så betød det jo ikke nødvendigvis, at det var direkte behageligt at kunne høre disse stemmer rundt omkring eller lydende der blot blev højere og højere hvorpå hun til sidst skreg for at stoppe dem

af Sponsoreret inhold

I want you here, right here - Nora

I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora

Sv: I want you here, right here - Nora