Taking back my freedom - Razion

Tid - Ud på aften
Sted - Ashen Wood Forest
Vejr - Blæsende og koldt
Omgivelser - Skov omgivelser.
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ash vandrede rundt i en skov, som hun ikke vidste hvad var for en, hun havde bare flygtet så langt væk fra den grå bygning som hun kunne, for at de ikke skulle kunne finde hende, hun ville helst være uden for deres rækkevidde.
Da Ash kom længere ind i skoven, begyndte hun at kigge sig omkring, for at se om der var nogle steder hun kunne søge ly. Hun ledte efter hvad som helst, nogle huler eller måske bare en lille træ hytte, og hvis der boede nogen, ville hun selvfølgelig bare skaffe dem af vejen.
Men jo længere hun gik rundt og kiggede, jo længere hun kom ind i den dybe og mørke skov, kunne hun slet ikke finde noget, ikke en gang en lille hule under jorden, det var frustrerende for hende, hun skulle have noget at gemme sig i, eller sove for natten, uden at de kunne komme og lede efter hende, og så bare finde hende ude i det blå.
Noget sagde hende at hun ikke ville finde et sted at søge ly, så måske var det bedste bare, at kravle op i et træ og gemme sig der for natten, men så skulle hun også bare finde et godt et, hvor hun kunne ligge godt, uden at det var alt for ubehageligt.
Selvom hun havde lægget på gulvet hele sit liv, så var der stadig ukomfortable måder hun kunne ligge på.

Ash gik rundt i nærmest ingen ting, hun havde sin gamle hospitals kjole på, samt hendes reb, som de havde brugt til at spænde hende op med i cellen, hun havde ikke nået at få dem af, da det skulle gå hurtigt med at komme væk fra den grå bygning. Hun løb rundt med nogle ret lange reb, der strammede gevaldigt om hendes håndled at de blødte, men det var fordi hun havde revet i dem for at komme fri, at de havde gnavet sig vej ind i hendes hud, hun mærkede det dog ikke lige med det samme, men hun begyndte at kunne mærke at det sveg lidt.
Hun kiggede ned på dem og prøvede at rive dem op, men da de var kommet en del ned i huden, gjorde det meget ondt på hende, bare at trække dem af. "For fanden da..." mumlede hun og kiggede på blodet som dryppede stille og roligt.
Hun satte sig ned på en stor sten, mens hun begyndte at lede efter en skarp sten, så hun måske kunne skære rebene af.
Men det gik ikke som hun havde regnet med, for da hun prøvede skar hun bare ned i det allerede åbne kød. Et skrig undslap hendes røde læber, det var dog ikke læbestift hun havde på, nej det var blodet fra en læge, som hun havde revet struben ud på, med sine tænder.
Hun besluttede at der ikke var noget at gøre ved rebene, så hun lod dem bare sidde, mens hun sad og slappede af på den dejlige kolde sten.

Razion en ung dæmon som han nu så ud, men han var nu ikke ligefrem ung eller noget men det var jo så det, han havde været ude og gå sig en tur, som han så tit havde gjort snart.
Men som han gik og mørket var faldet på for længst over skoven som han var i dog stoppede han op i det han så en eller anden skikkelse, og kom da til at undre sig over hvad andre folk vil her ude og den slags der, men det kunne være meget hyggeligt at møde andre her ude, roligt kom han stille vider og stoppede op, da han hørte en skrige i den retning som han var på vej i og undrede sig bare meget mere over det, og kom tættere på og stoppede op, da han fik øje på personen og undrede sig over hvad personen lavede her ude i den påklædning som personen havde på.
Han kiggede lidt før han tog sig sammen til at gøre noget "Er de okay"spurgte han roligt og kiggede på personen bagfra, da han jo var kommet derfra og det var jo ikke for at kigge på personen på nogen forkert måde eller noget, men han magtede da ikke lige til og gå hen foran personen bare for at sige noget som helst, så hvorfor ikke bare sige noget og se hvad der ville kunne ske.

//håber det okay //

Hun rejste sig hurtigt op fra den kolde sten hun havde siddet på, da hun hørte en stemme bag hende, en lav advarende hvæsen kom fra hende, da hun vende sig om og så en ung fyr stå foran hende. Hun blottede sine blodige tænder, men hun holdt om sit ene håndled, som blødte let.
Han havde formået at snige sig op på hende, det var ikke noget man bare lige kunne med hende, men hendes sanser var svækket, så hun havde ikke hørt noget som helst, hun havde heller ikke troet at der ville være nogen så langt inde i skoven som hun var, så hun var ret overrasket, det kunne man dog ikke se.
Hun kiggede nøje på fyren, med hendes kolde blik og et hævet øjenbryn.
Hun kom i tanke om det spørgsmål han havde stillet hende, et spørgsmål hun havde hørt så mange gange før, men denne gang var hendes svar anderledes end alle de andre som var ens.
Hun rystede på hovedet, hun var ikke okay, hun var langt fra okay, ikke mentalt og heller ikke fysisk, var hun okay, men det mentale var en anden side af sagen, hun viste det dog skam ikke, hendes blik var stadig lige koldt, men hun rakte så sine håndled frem så han kunne se dem.
Hvordan rebet havde skåret ned i hendes hud, hvordan blodet dryppede langsomt ned af rebene der hang.
Man ville tydeligt kunne se at hun ikke var helt okay, ikke blot fysisk, men også i hendes øjne, ville man kunne se at hun ikke lige var helt normal oppe i hovedet.

Han kiggede på hende og stod der stille og roligt hendes hvæsen og hvad hun nu ellers gjorde følte han ikke ligefrem som fare, da han havde prøvet så meget snart gennem sit liv.
Han kiggede på hende og så på hendes hænder hvor hun havde reb om håndleddene "hmm det ser ikke godt ud det der"sagde han roligt og rakte ned i sin lomme og fandt en lille kniv frem som nok kunne klare det reb, men den var ikke i stand til andet, da han selv brugte den til flugt og den slags ting.
Han kiggede på hende og viste ikke om han skulle gøre noget, så han holde kniven frem i flad hånd "jeg ved ikke om du kunne bruge den her altså jeg har selv brugt den til at komme ud af ting som reb og den slags"sagde han roligt og ville jo bare hjælpe her, hvis han kunne men det var mere ville denne her kvinde lade ham hjælpe hende eller ville hun selv klare det, det var sådan set op til hende og ikke ham, men nu måtte man jo se hvad der ville komme til at ske og hvad der ikke kom til at ske, roligt stod han bare der og stod med kniven i sin flade hånd ventede på at se hvad hun ville og alt det, for han ville jo ikke gøre noget hvis hun ikke vil ha det, for så måtte hun jo selv tage kniven og gøre noget.

Hun rystede på hovedet, da han sagde at det ikke så godt ud, det føltes heller ikke særlig godt, det gjorde ondt som en i helvede, det var bestemt ikke sjovt at være bundet på sindssyge hospitalet.
Hun kiggede lidt på ham da han trak en kniv op fra sin lomme, den ville nok kunne få rebene væk, men ingen tvivl om at det stadig ville komme til at gøre ondt, bare lige da kniven skulle under og skære, så den skabte et spænd, der ville gøre sådan så det nederste af rebet ville skære mere ind, indtil det så blev skåret op.
Hun tog en dyb indånding og rakte sine hænder frem mod ham.
"Lad os få det overstået" sagde hun og kiggede på ham, som hun forventede at han skulle gøre det, da hun ikke ville.
Hun stod der imens og studerede ham, hans kropsbygning, om han var stærk, og det syntes hun så ud til at han var.
Det var gået nogle år, siden hun havde set nogle ude fra, så de havde sikkert udviklet sig lidt, men han så nu ud til at være som hun havde set mændene, da hun var ude, det så ikke ud til at der var den store forskel.

Han kiggede på hende og slappede roligt af og ventede på at se hvad hun ville gøre og alt den slags der, men roligt så han hende række sine arme mod ham, og roligt nikkede han til hende, og roligt lagde han kniven ordenligt i sine hånd og skynde sig så hurtigt han kunne og få rebbet skåret af hendes hænder, da han jo helst ikke ville ha hun skulle lide af alt for meget smerte over længere tid, bare fordi han ikke gjorde det hurtigt nok, men dog ville hun stadig få smerte, da man jo ikke kunne undgå det.
Han kiggede på hende og håbede på at hun ikke havde fået for mange smerter for ellers ville han ikke vide hvad der ville sket hvis hun havde, for nogen kunne blive godt gale i hovedet over for mange smerter og andre ville falde om af det, men roligt kiggede han på hende i håb om at hun ikke var ved og falde om af smerter, dog var rebende om hendes led væk, så det var godt "det gik da sådan okay"sagde han slappede bare af, mens han ventede på at se hvad hun ville gøre nu, roligt tog han knive og kørte den over noget græs så den blive sådan okay ren.
Han kiggede på hende og slappede af "navnet er Razion"sagde han bare lige ud og kort, og håbede på at hun opfangede det lige nu og her, for ellers måtte hun jo sige noget, hvis det var for han kunne skam godt gentage sig selv, hvis der blev brug for det og alt det halløj der.

Hun kneb sine øjne hårdt sammen, da han hurtigt skar rebet op, hun kunne mærke det falde af hendes håndled, og selvom det havde gjort ondt, så den herlighed at det var væk, overdøvede smerten en del.
Hun kiggede ned på sine håndled, som blødte lidt, rebene havde lavet nogle tydelig mærker, som gik helt rundt om hver af hendes håndled, det var ikke fordi at mærkerne var så dybe at det så forfærdeligt ud, men de var dybe nok til at man nok skulle overveje at få dem forbundet, da hun havde været ret vild med de reb, da hun rev dem fra metalvæggen af.
Hun kiggede hen på manden, lod sine arme falde ned og bare hænge langs hendes sider.
Han var den første person hun var stødt ind i, efter hun var kommet ud af fængslet, som hun kaldte det.
Måske kunne han fortælle hende hvad der forgik rundt omkring, hvad der var sket i den tid hun var lukket inde og væk fra verden, for selvom lægerne konstant kom ud, fortalte de intet om hvad der forgik uden for væggene.
Hun nikkede da han fortalte sit navn, Razion, det var et specielt navn, man ikke lige hørte for som helst.
"Mit navn er Ash" fortalte hun.
Hun kiggede tavst på ham, bare i et par få minutter, før hun åbnede sin mund igen med et tomt blik hvilende på ham.
"Hvad forgår der i denne verden... lige pt?" spurgte hun, det var nok et rigtig mærkeligt spørgsmål at få stillet, især når han ikke kendte til hendes situation, men Ash var ikke en som fortalte alle alt, hun var lukket og meget hemmelighedsfuld, derfor gik hun bare lige til sagen, i stedet for at forklare ham om hendes sitation, det havde han ikke brug for at vide, hun kendte ham ikke en gang så.

Han kiggede på hende og smilte, da han kunne se hvor lettet hun sådan blev over at rebet var kommet af hendes håndled, og han lyttede til hvad hun sagde "hyggeligt at møde dig Ash men undskyld at jeg spørger hvorfor går de rundt med den slags påklædning"sagde han roligt, og håbede på at hun ikke blev fornærmet over at han spurgte om det.
Men det havde bare undret ham lidt, men dog ikke alt for meget, da han jo nok selv engang havde været i den slags påklædning, men det var ikke lige noget han gik og tænkte over sådan rigtigt.
Han kiggede på hende da hun spurgte ham om noget og gav sig til at tænke lige "hmm hvad der sker i verden der var et eller væsen som vist havde invaderet rundt omkring men er ikke sikker har ikke set dem så meget mere om det kan være jeg bare er heldig og være de steder hvor de ikke er så udbrudt så lige nu har jeg ikke den store ide om hvad der forgår"sagde han roligt og kiggede på hende og fik på fornemmelsen at hun ikke havde set sig omkring længe, så mon hun havde været på den lukkede eller noget i den still af.
Han så på hende "så ja alt kan vist forgå lige nu og her tror jeg"sagde han og kløede sig let i nakken og anede ikke hvad han skulle gøre eller sige, men roligt pakkede han kniven væk i en lomme og ventede på at se hvad hun ville sige til ham.

Hun kiggede noget intenst på ham, da han spurgte hvorfor hun var klædt som hun var, hun kiggede ned af sig selv og så sin old gamle hospitals kjole, som de havde givet hende og aldrig vasket igen.
Hun kiggede op på Razion igen og trak på skulderne. "Det er en lang historie" sagde hun, hvor bare at komme hurtigt uden om svaret, da han ikke lige behøvede at vide det. Nu var det så heller ikke ham som skulle stille spørgsmål, det var hende, hun havde besluttet, at han var interessant for hende, så hun ville lade ham leve og stille nogen spørgsmål, før hun gik videre.
Hun lyttede til det han fortalte om hvad der var sket, nogen væsner havde invaderet underworld, det gjorde hende meget nysgerrig, hvad var det dog for nogle væsner, nogen de kendte noget til, og hvad gjorde de.
Hun hævede et øjenbryn. "Hvad for nogle slags væsner er det? og hvad har de gjort?" spurgte hun nysgerrigt, mens hun holde sit tomme blik mod ham, kiggede direkte ind i hans øjne for at holde øjenkontakten.
Hvad hun ville gøre efter hun havde fået sine svar, vidste hun ikke helt endnu, hun ville nok prøve at finde et sted at slå sig ned for et kort øjeblik, inden hun måtte finde et permanent sted, hun skulle have bygget et liv op i hvert fald, det ville hun, det var det hun var kommet ud for, det hun altid havde i sinde at gøre, fra da hun kom til fængslet til da hun kom ud.

Han kiggede på hende og slappede roligt af "altså så vidt jeg husker dem var det nogen mørke væsner men om de er her mere aner jeg sådan set ikke"sagde han roligt og kiggede på hende *hvad er der med hende og de spørgsmål ved hun det slet ikke*tænkte han bare for sig selv og anede jo ikke noget, udover at hun havde sagt at det var en lang historie og den slags ting der, men det gav ham ikke meget og alt det "så man må slet ikke vide hvad du hedder eller hvad"sagde han roligt og kiggede bare på hende og hans øjne mens hun kiggede ham ind i øjne blev hans gule i det bare sådan kort før de blev sig selv igen, og roligt smilte han for han havde kun lige gjort det for at se hvordan, hun ville reagere på det lige der.
Om hun ville få et chok eller om hun ville spørge ham om noget nu, hvis hun virkelig havde lagt mærke til det eller hvad hun havde, men hvis ikke så var det jo også helt okay, for han gjorde det bare sådan for sjov lige det, men eller ville han nok ha vist noget mere omkring hende end han gjorde, dog lige nu gad han ikke bruge sin tid på at bruge sin evne bare for at finde ud af noget om hende, dog kun hvis det blev nødvendigt som det jo ikke var lige nu og her.
Han kiggede på hende og kiggede så lidt rundt før han vende sit blik om mod hende igen med et stille smil på sine læber og anede ikke hvad han skulle sige lige nu, da han ikke havde mere og sige lige nu og her da han havde sagt det han ville sige og endeligt kunne sige lige nu.