Taking This One to the Grave - Jackson

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hjertet hamrede i brystkassen på hende, hun kunne mærke sin puls. De lød voldsomt. Til sidst gav hendes ben efter og hun faldt ned på den frosne jord. Hun trak vejret meget tungt, og den kolde luft var tør for hendes luftrør. Hayley slog næven ind i jorden, og bandede af sig selv. Så rejste hun sig vaklende op, hendes muskler var udmattede og skreg på pause. De små sår var healet for længe siden på grund af hendes blod, men resterne var langtfra væk. Blod smurt rundt i ansigtet og resten af kroppen slap hun nok ikke lige væk fra. Været væk fra alle i 5 måneder, det var længe. Skilt fra Aria var nok det sværeste, selvom hun savnede lille Sofia og Jackson meget, så var det Arias tilstedeværelse der gjorde hende ustabil. Der var meget hun følte hun manglede, måder hun ville håndtere forskellige situationer. I følge hende selv, så var hun for farlig for dem. Lettere frusteret og følelsen af overvågelse holdt hende fra at blive det samme sted for længe. Dog havde hun slet ikke været inde i byen endnu, hun havde ikke fundet tilbage i byen, på trods af hun havde vinger. Men de væsner efter jordskævlet, vidste hun ikke om stadigvæk var der.

Hayley sukkede let og gik så hen til søen for at få lidt at drikke. Her fik hun øje på sig selv, og slog så ned i vandet. En lyd imellem træerne, gjorde hun trak et lille træspyd op. Trods alt var mørket ved at falde på, og vampyrerne kom sommetider her. Hun gik hurtigt hen imod lyden, og sendte med en voldsom bevægelse sin hånd afsted for at stikke den fremmede ned. Dog blev hendes hånd stoppet, og Hayley spærrede chokeret sine øjne op. Hayley glemte helt at trække vejret, og blev helt slap i armen.

//Tænkte siden du snart kan emne, og det samme kan jeg.. ville jeg fejre det med at starte det

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + hans sorte læderjakke samt et par mørke bukser.

Fem måneder... Der var gået fem måneder..
Efter den første havde han været bekymret, da de nåede den anden måned var han arrig og vred, ved den tredje var han blevet bitter og derefter havde han lukket sig selv inde i villaen med Julia, Julia deres datter der ikke havde haft en mor omkring sig i et halvt år efterhånden.. Det første stykke tid som far, eller alene far kunne han vel lige så godt være ærlig at kalde det havde været et mareridt, hun havde ikke lavet andet end at græde men efterhånden havde hun vendet sig til at der kun var Jackson hos hende.

Det var faktisk et rent tilfælde at han havde set hende, set hendes vandre rundt lige i udkanten af Doomsville, eller nærmere omkring Soul River, han havde taget sig en dag for sig selv og ved et tilfælde havde han brugt det meste af dagen ved søen her. Han havde egentlig bare tænkt, det var nærmest det eneste han gjorde medmindre han prøvede at distraherre sig selv men det han egentlig brugte mest tid på var at tage sig af sin datter.
Han var stadig den samme gamle Jackson men dog var det som om at det at blive far havde ændret ham, han gik ikke længere lige så ofte på kro, det var faktisk lang tid siden han sidst havde været der, han tog egentlig kun derhen for at spise nu og så i ny og næ for selvfølgelig at slå sig løs men alt havde ændret sig efter Julia var kommet til verden...
En af de ting der havde ændret sig var at Hayley ikke længere var en del af hans liv, han anede virkelig ikke hvad han skulle forvente, var hun død et eller andet sted eller var der sket hende noget og til sidst havde han lukket helt ned for den del af sig selv. Han kunne ikke både bekymre sig om hende, deres datter og sig selv.

Nephthys havde været en stor hjælp i de fem måneder, ikke at han havde fortalt hende om at Hayley var forsvundet men alligevel havde hun ikke stillet spørgsmåltegn ved at han havde opsøgt hende så meget som han havde. Han kunne bare ikke altid sidde derhjemme og vente på at hun måske dukkede op, det ville han ikke! Han ville ikke være en eller andens dørmåtte, det havde han brugt så mange år på at glemme sidste gang det skete og det var vel også derfor han reagerede mere voldsomt denne gang end han gjorde sidst.
Det var derfor da han greb hendes hånd efter hun havde slået ud efter ham med spydet at han blot kiggede på hende, et kort øjeblik så det nærmest ud som om han ikke kunne kende hende, ikke ville tro på at hun var der hvorefter en kold og lukket mine gled over hans ansigt. Hans greb omkring hendes hånd var ikke hårdt, men hårdt nok til at stoppe hende i at stikke ham ned. Dog slap han hendes hånd efter kort tid.

Det var som om, at hun glemte at trække vejret. Ganske kort føltes verden omkring hende mere tom end den var i forvejen. Hendes spyd faldt ud af hendes hånd lige inden han slap hende. Hendes øjne var fortvivlede, overraskende bange, hvis hun viste det - og for Jackson havde hun irriterende nok svært ved at skjule meget. Endelig huskede hun at trække vejret og hev det ind, hvorefter hun trådte et skridt væk. Normalt ville Aria råbe på hende, at hun skulle sige noget. Det var så frustrende for hende. Ikke at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. Stille prøvede hun at få sagt noget, men det var som om, at hun var tom for ord. Ikke i stand til at sige noget som helst. Hendes hjerte bankede stadigvæk umådelig hurtigt, og det blev voldsommere af hans tilstedeværelse. I det mindste af alt den motion havde hun fået sin form tilbage... det var så det eneste gode ved det hele...

Let førte hun sine hænder op til sit hoved og drejdede sig rundt. Imens hun klemte sine øjne hårdt sammen. Hun havde ingen ord, ingen stemme i sit hoved... mange ville nok sige det var befriende... og det var det også de første par dage. Til sidst savnede man stemmen i hverdagen når man ikke vidste hvad der var blevet af personen, var Aria mon borte? Efter et par dybe og næsten sørgelige indåndinger, vendte hun sig så om.. Let sank hun en klump. Hendes hænder knyttede sig sammen, for at holde masken på. Det havde altid været hendes største evne, men når hun ikke havde været blandt dem hun kendte til og i byen så var det ikke nemt at holde den vedlige.
"J..je.. Du.. Du må ikke være vred på mig..." Var hendes første sætning, hun kæmpede nærmest for hendes stemme ikke skulle knække over. Hendes hænder rystede næsten ligeså meget som hendes ben, og det var ikke længere kun af musklernes træthed. Hayley vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, eller sige. Den måde han så på hende. Hun havde fået det blik før. Allerede der vidste hun, at hun skulle arbejde sig op til hans tillid igen.

Stille gik hun et skridt frem af, hendes læber rystede. Vandet var på vej ud fra hendes øjne. Forsigtigt prøvede hun at gribe ud efter hans ene hånd.
"J...jeg kan forklare..." Hun pustede let ud, for at kunne kæmpe sig til den næste sætning. "Je...jeg vil ikke også miste dig.." En lille tårer slap ud, men hun viftede den hurtigt væk. Jackson havde tilbragt 9 måneder med hende. Han ville vide, at hun ikke lod småting gå hende på. Han ville kunne se, at hvad end der var sket imens, havde de påvirket hende hårdt. Ingen havde nogensinde set hende synke så lavt her før.

Han kunne se at hun var overrasket og den overraskelse gjorde det kun værre, selvom hun havde været så tæt på Doomsville havde det vidst ikke været hendes plan at opsøge ham..
Selvom hun havde det svært, selvom hun rystede og skælvede over det hele og så ud til at kunne krakelere hvert øjeblik det skulle være kunne han stadig ikke få sig selv til at kunne åbne armene for hende, åbne armene og sig selv og bare på et sekund tilgive hende og lukke hende tilbage i hans liv. Det kunne han ikke... Han ville ikke! Han ville ikke have ondt af hende, ikke have det dårligt med at der tydeligvis var sket hende noget meget slemt kunne han ikke tillade sig selv at lukke hende ind, ikke når han ikke vidste hvad udfaldet ville være, ikke når han ikke vidste hvor han havde hende henne eller kunne forvente af hende.
Det hele var så syrealistisk, han havde ledt efter hende så længe og til sidst givet op og nu stod hun her foran ham..
Jackson sagde ikke noget, gjorde ikke noget, han blev egentlig bare stående. Han ventede på en forklaring, han ventede på at hun ville fortælle ham hvad der var sket men i sidste ende vidste han jo godt hvad han ville ende med. Han ville ikke kunne efterlade hende her så han ville tage hende med hjem men det ville ikke blive som før... Han var ikke klar til det.

Da hun greb hans hånd var det som om at et øjeblik var han ved at rive den fra hende, en refleks mest af alt, han følte sig forrådt på det groveste og desværre kunne det hun sagde nok ikke ændre det men i sidste ende lod han hende holde fast i hans hånd mens han stadig blot kiggede på hende. Han løftede et øjenbryn da hun pludselig udbrød at han ikke måtte være vred på hende... Hvordan kunne hun sige det?! Kunne hun ikke forstå hvad det var hun havde udsat ham for? Var det her kun om hende og ikke de ting hun udsatte ham for. Hun forsvandt altid... Det var ikke første gang og denne gang ville han ikke bare åbne døren for hende igen.

Han vidste godt at han måske ikke var helt fair lige nu men det samme gjaldt for hende... Hun kunne ikke bare smutte på den måde og blive væk. Efter hvad der virkede som en evighed åbnede han endelig munden og alt det han havde lyst til at sige, alt det han skulle have sagt blev til støv og stedet sagde han alt andet. "Fortæl...", han sagde ikke andet.

Fortæl... Ja det lød nemt nok ikke? Fortælle fra begyndelsen.
"En varulv." Startede hun ud. Dette kunne betyde meget. "Eller mere præcist, min far, forvekslede mig med min søster. Troede jeg var igang med at forråde min konge.. og var stadigvæk sur over noget jeg ikke kender til... jeg.. jeg kendte trods alt ikke manden." Hun slog stille blikket ned i jorden, at se ind i hans øjne vil få hendes sårbarhed helt frem og det vidste hun ikke på daværende tidspunkt om hun kunne klare. Hayley rømmede sig. "Efter lidt tid i hans hyggelige lille torturkælder... let løftede hun op i den ene side af sin trøje, hvor et langt ar blottede sig - kunne ikke heales.  Hun rystede vildt. "Så splittede han Aria og jeg fra hinanden... eller han vidste ikke han gjorde det. Da han opdagede det var mig og ikke Andrea blev han forskrækket. Undskyldte og lod mig gå..." Det lød jo som et eventyr. "Jeg har ikke kunne finde rundt i mig selv lige siden. Jeg prøvede at finde vej tilbage, men.. men jeg føler mig u..ustabil.. jeg føler mig helt tom. Aria var alt jeg var. Jeg er ingenting uden hende." Aria fortalte altid Hayley, at hun ikke ville overleve uden hende - måske var Hayley bange for at det var sandheden... Let løftede hun blikket op igen.
"Jeg mødte Assorian ude i skoven.. jeg ved ikke engang for hvor længe siden... det føles som en evighed... Nogle jægere kom... jeg endte dybere inde i skoven. Jeg har været ude.. ude siden.. i regn.. i frost... hvis det ikke var for en venlig sjæl, var jeg død nu..." Det blev lettere at snakke end hun havde regnet med. Hendes stemme var den samme, svage nærmest hjerteskærende. "Jeg blev væk fra ham, og nogle smed mig ind på et sindssyghospital... jeg har aldrig følt mig mere hjælpeløs." Hayley sank en klump. Faktisk anede hun ikke, at hun havde været væk i 5 måneder, eller måske gjorde hun og ønskede blot ikke at se det i øjnene. Hun havde været væk fra Julia så længe..

Let tog hun en dyb indånding.
"Jeg forventer ikke... jeg forventer ikke, at du vil lade mig se hende. Eller lukke mig indenfor nogensinde igen..." Det var nok alligevel den hårdeste sætning hun havde sagt. "Men jeg vil gerne se hende.." Den sidste sætning havde hun en stærk øjenkontakt. Selvfølgelig når hun engang kom til kræfter igen, ville hun ikke tage afslag så hurtigt, men lige nu kørte hendes ord ikke så hurtigt for hende, og hun lignede en der havde slagtet en hel landsby med blod over det hele - det meste af det var dog hendes eget. Hvis han anslog hende helt ville hun være alene. Eller Andrea ville nok altid tage hende til sig, men hun gad bare heller ikke løbe rundt i et stort slot med Andreas perfekte lille familie, for konstant at blive mindet om, hvad hun havde mistet.
"J... jeg er bange Jack. Jeg er skrækslagen... jeg lader som om at jeg har styr på det hele og alt, men det har jeg ikke.. jeg er.. jeg er ikke frygtløs." Det var nok en af de mest ærlige ting hun nogensinde havde sagt. Hun havde altid virket som den der havde styr på alt og var overlegen - folk kunne bare komme an. Hun havde aldrig synket ind i sine tanker og sine følelser - for Aria havde altid stoppet hende fra det.

Hans krop var helt anspændt, helt stiv som hun stod der og betragtede hende, han følte sig kold helt ind om hjertet men dog alligevel ikke. Det var egentlig mest som om at hans egen krop prøvede at udkæmpe en massiv krig mod sig selv, en følelse som han efterhånden var vant til dog i havde det oftest et andet udfald. Jackson lod hende snakke, han kunne mærke at hun om end ikke andet havde brug for at fortælle det og selvom han følte sig forrådt og fortvivlet ville han stadig være der for hende og et eller andet sted hadede han sig selv for det fordi han ønskede ikke at blive udnyttet atter engang. Han bildte sig selv ind at han gjorde det for Julia men han vidste godt at det var en kæmpe løgn.
Man kunne se at han sank en lille klump da hun fortalt det med Aria, han vidste ikke rigtig så meget om hvordan det var gået til at de delt krop eller faktisk ret meget andet end at de netop delte krop men det måtte vel være som at miste en del af sig selv? Han hænder var lagt over kors så hun egentlig ikke kunne se hænderne men blot hans arme, hænderne knyttede sig let og foldede sig så ud atter engang, igen og igen...
Utrolig nok følte han stadig en kæmpe trang til at beskytte hende og det var vel også en af de grunde til at han netop følte sig forrådt, hun stolede ikke nok på ham eller satte ham højt nok til at ville finde ham i sine svære situationer... Han var endda næsten også den sidste til at vide at hun var gravid og det var endda hans barn!

Da hun var færdig stod han et øjeblik stadig helt stiv og kiggede blot på hende men der gik ikke mere end et sekund før han havde lukket armene omkring livet på hende og hevet hende helt ind til sig. "Lad os komme hjem... Jeg er sikker på at Julia har savnet dig...", han klemte hårdt øjnene sammen men hun kunne ikke se det, ikke fra den vinkel. "Men Hayley... Du er ikke alene og ingen i verden her frygtløs og det gør dem ikke svage... Det der gør en person stærk er at se sin frygt i øjnene, anerkende at man er bange men stadigvæk tage kampen op... Og du behøves ikke gøre det alene, jeg er her for dig..", han anede ikke rigtig hvad han skulle sige udover det, dog var en ting tydelig ud fra hans kropssprog, det ville tage tid at vinde ham tilbage, at genopbygge deres forhold atter engang men mon ikke de nok skulle klare den? De havde jo gjort det før..

Det øjeblik han stadigvæk stod helt frosset til jorden, imens han så på hende føltes som en evighed. Faktisk ventede hun blot på at han skulle ryste på hovedet af hende og gå sin vej. Det var hun så van til, i denne verden var der ikke mange folk som kom tilbage. Men hvis han bare vidste, hvor meget hun var kæmpet for at komme så langt her. Hvordan hver evig eneste dag var en byrde og hvordan hendes hjerne på trods af alt havde prøvet at regne den bedste vej ud. Men alt hun havde været igennem... det var nye kapitler til en uendelig lang roman, som hun håbede at ville slutte om langtid først.
Så bevægede han, sig og det gjorde blot hun holdt vejret. Da han lukkede armen omkring hende, tog det hende ikke længe før hun kastede armene omkring ham imens hun begravede sig ind imod ham. Det var den første... den første gang i hele fem måneder, at hun følte sig tryk. Helt tryk. Følelsen var ikke til at beskrive.

Den sten hun havde haft ovenpå sit hjerte så længe føltes ikke så længere tung. Hun vidste, at der skulle arbejdes på hans tillid til hende, men Hayley vidste også, at hun intet havde gjort talt. Hun skulle bare opføre sig som sig selv, også skulle de nok ordne sig. Forhåbenligt.
"Jeg har savnet dig så meget..." Hviskede hun ind imod hans brystkasse, og åndede lettet ud. Det var sandt. Let lukkede hendes øjne i og hun åbnede dem igen - det var ikke en drøm. Det skete faktisk virkeligt. Hun havde fundet tilbage. Måske var håb ikke så tosset i små mængder? Hayley var faktisk ufattelig glad for, at have ham som en part af hendes liv. "Jeg ved... jeg ved, at det vil tage tid for dig at stole på mig... men jeg mener det når jeg siger, at du og Julia er de vigtigste personer i mit liv. Det må du ikke tro har ændret sig." Let sank hun en klump. Hun havde ikke vokset med søskende, eller sine forældre for den sags skyld. Og hun vidste hans var døde, det havde Ali fortalt Aria engang. Måske en eller anden dag, hun skulle vise Jackson hvor hun var opvokset, måske der ville han forstå hende en anelse mere? Forstå, hvorfor hun ikke altid havde været lige åben og nem at sammenarbejde med.

Han følte han burde råbe og skrige af hende og inderst inde, dybt inde havde han også lyst til at forlange at høre hvad der dog kunne få hende til at efterlade dem så længe, det var jo åbenbart lang tid siden hun var sluppet fri men så igen, de var jo ikke samme person så de reagerede på hver deres måde men lige i dette øjeblik havde han sådan en lyst til at skabe sig som et lille barn ved at ligge sig ned og hamre i jorden indtil han fik det hele af vide men han vidste også godt at Hayley nok ikke stolede nok på ham til at fortælle ham alt, han havde det i hvert fald selv sådan, det tog mange år at vinde hans fulde tillid.
Jackson sænkede let blikket så han kunne kigge på hende uden at hun kunne se han gjorde det, selvom det måske ikke var alt for tydeligt lige nu så havde han virkelig savnet hende og han var lykkelig over at hun var i god behold, om end ikke andet fysisk, eller i hvert fald nogenlunde behold.
Ordene sad fast i halsen på ham, han ville så gerne fortælle hende at han også havde savnet hende men han kunne mærke at han stadig var i forsvarsposition og derfor ikke kunne få ordene ud så derfor klemte han hende lidt tættere ind til sig for lige som at vise hende at han også havde savnet hende nu hvor ordene sad fast. "Jeg tror skam på dig Hayley...", hviskede han let, om end ikke andet med at Julia var en af de vigtigste personer i hendes liv, ikke at hun rent faktisk kendte sin datter særlig godt, men forhåbentlig ville det ændre sig nu, forhåbentlig ville hun ikke blot forsvinde ud i den blå luft atter engang.
De ville nok aldrig nogensinde forstå hinanden fuldt ud grundet de steder de var i deres liv lige nu, de var begge klodsede med deres følelser og anede ikke hvad der var op eller ned men mon ikke det en dag ville komme? Det håbede han da, det var ikke fordi at han var sikker på at de havde en fremtid sammen, i hvert fald en romantisk fremtid fordi det kunne man jo aldrig vide men han ville i hvert fald gøre sig for at beholde hende i hans liv men han kendte dog også sig selv så godt at han vidste når nok var nok.
"Lad os komme hjem Hayley..", sagde han let og slap hende så med den ene arm så han satdig havde den anden omkring hende og havde presset hende ind mod sig hvorefter han begav sig mod Doomsville.

Som de bevægede sig ind imod byen, var det hun bemærkede mest, hvordan folk stirrede. Hun lignede en som var slæbt igennem helvede og tilbage, hvilket hun rent ud sagt også gjorde. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerterytme blev hurtigere og hurtigere. Det føltes som et form for panikanfald, men hun kæmpede sig ud af det - det måtte komme på et andet tidspunkt. Måske var hun blot bange for at vågne op om lidt langt væk, og alt dette være en drøm. Der var noget galt, men hun vidste ikke hvad. Hun følte sig sårbar. Normalt når hun havde det dårligt så gemte hun sig bagved Aria, og nu stod hun foran verden. Det var en forfærdelig følelse for hende, og det fik hende nærmest til at gå i panik. Dog fangede hun lyden af Jackons åndedrag og fulgte dem, så hun langsomt faldt til ro. Sådan da.

Det tog sin tid, men endelig kom de da hjem. Hayley spærrede øjnene op da hun kunne hører lyden af barnelatter fra stuen. Og af instinkt ønskede hun blot at fare derind. Dog kiggede hun ned af sig selv. Dækket af blod ville ikke være noget rart øjeblik at se hende i.
"Je.. jeg kommer om et øjeblik. Der er ikke flere der skal se mig sådan her." Hendes stemme var svag, hun var pænt flov over at se sådan ud. Ikke blodet og sårerne. Men de øjne der havde været tegn på gråd, og sårbarhed. Det var det som skulle vaskes væk. Dog vidste hun ikke om Alison ville tillade at Hayley lånede lidt tøj, for hun var ikke sikker på, at hun havde noget tilbage der. Lyden af skridt der kom imod dem, fik Hayley til at blive opmærksom.


Hun greb hurtigt fast i Alisons næve da den blev sendt imod hendes ansigt. Og derefter hurtigt fast i hendes anden arm da hun ville slå med den. Alison var rasende det var tydeligt, og et knæ i maven på Hayley var virkelig også en måde at vise det på. Hayley slap Alisons hænder og bakkede lidt bøjende sammen. Hvorefter hun rettede sig op igen. Let sank hun en klump. Alison vrissede blot af Hayley. Men ville ikke angribe ydeligere hvis Jackson gjorde tegn på, at hun skulle stoppe. Men pointen var blot, at Alison kunne se på Jackson hvor ked af det han var over det. Og selvom at hun kunne se Hayley var en knust skal - så var hun sur over, at Hayley havde knust hendes storebror.

Hun ville kunne mærke hans hjerte banke hvis hun blot hvilede hovedet en anelse mod hans skulder, det var et tungt, fast og rytmisk lyd der løb gennem hele hans brystkasse, det var en anelse hurtigt, nok stadig en anelse chokeret over at han rent faktisk havde fundet hende, nok stadig vred efter det hun havde slæbt ham igennem og så selvfølgelig lettet over at hun fysisk set var i ganske god behold selvom rejsen nok havde været lang og barsk så stod hun her foran ham og han kunne atter engang tage hende med hjem... Hjem til Julia... Hjem til Garret og Alison...
Jackson lukkede kort øjnene, de var begge to noget så vrede på Hayley over at hun bare havde efterladt ham fra den ene dag til den anden og at sige noget som helst, han var faldet tilbage i gamle vaner som på ingen måde var sundt for ham og som sikkert bekymrede hans søskende umådeligt meget men han havde ikke haft kontrol over det, det var bare sket. Blidt sukkede han som han ledte hende op af den store sti der førte op til den store sorte marmor trappe til selve huset.
Allerede inden han trådte ind gennem døren kunne han høre Julias pludren og hans allerførste instinkt var at finde hende men han kunne ikke lade Hayley alene, ikke når Alison sikkert allerede havde hørt dem komme og havde plottet om at give Hayley en smule af hvad hun syntes om hende lige i dette øjeblik og rigtigt nok inden Jackson overhovedet kunne nå at svare på det Hayley sagde stormede Alison ud i forhallen og det første hun gjorde var simpelthen og slå ud efter Hayley.

"Hey hey!", udbrød han og greb hurtigt fat omkring Alison så hun ikke kunne komme til at gøre Hayley yderligere fortræd. Han kiggede kort ned på Alison inden han kiggede over på Hayley, "Er du okay?", han ventede på svaret og forsatte så, "Du kan skifte tøj ovenpå, dit værelse er der stadig som du efterlod det", han kiggede hende i øjnene "Jeg skal lige snakke med min kære søster", sagde han med et let smil på læben som han gav Ali et let klem.

Hayley nikkede let til Jackson da han spurgte om hun var okay. Hun var faktisk overrasket over, at han havde ladet hendes værelse stå som hun havde efterladt det. Så på det stikord, smuttede hun ovenpå. Let åbnede hun døren til sit værelse og fik et smil frem på læben. Her duftede på en måde der fik hende til at føle sig hjemme. Alison havde hun set i øjnene nu, og hun ville vædde sin hat på at Garret var mindst ligeså rasende på hende som Alison. Hayley smuttede ud på badeværelset, hvor hun trak af tøjet og vaskede blodet af sin hud, og ud af sit hår. Arrene på hendes side var ømme og hun vidste godt hvorfor. Hun hadede blot mindet om dem.

Imellem tiden så Alison at Hayley løb ovenpå og stod stille til, at hun ikke længere kunne se englebassen. Så kiggede hun på Jackson med et hævet bryn.
"Undskyld. Jeg havde blot ventet på det øjeblik i et godt stykke tid... Du ved hvorfor." Sagde hun og lagde hovedet en tak på skrå. Så lagde hun blidt sin hånd imod hans kind.
"Men, hvis hun gør det igen. Så kommer hun altså ikke ret langt." Alison var blid for det meste, men når det kom til sine søskende - så var hun den værste dæmon på denne jord. Så vendte hun tilbage til stuen og løftede Julia op i sin favn. Alison havde altid været utrolig god til børn, og det var næsten mærkeligt, at hun ikke selv havde nogen - men hun var glad for at passe på Julia.

Da Hayley var færdig hoppede hun i sit tøj. En trøje, som var en smule for stor nu, eftersom hendes mave ikke var rund længere og et par bukser. Derefter kunne hun ikke komme hurtigt nok afsted. Hun løb nærmest afsted. Dog stoppede hendes voldsomme bevægelser op da hun fik øje på Julia. Let løftede hun sin hånd op for sin mund. Hendes blik var så følelsesladet - det var ikke set sådan før. Der havde været et savn. Et savn som ikke kunne have været erstattet. Det føltes som en tur igennem den mørkeste tunnel af hendes liv, og pludselig efter så lang tid - kunne hun se lyset for enden. Stille gik hun tættere på. Hun åndede lettet ud og et smil bredte sig større og større på hendes læber. Det var helt tydeligt at hun var lettet. Hayley ønskede at holde Julia igen, men hun ville ikke skubbe Jacksons grænser, hvis han ikke ønskede det.

De blege grønne øjne fulgte hende som hun løb op af trappen, han vidste ærlig talt ikke hvordan han skulle reagere på alt det her. Som tingene var nu var han ikke sikker på hvordan det her havde ændret hende, det ville vel blive som at lære en ny person at kende fordi ud fra hvad hun havde fortalt kunne hun umuligt være den samme Hayley... Eller kunne hun?
Intet var sikkert nu og han følte sig pludselig i tvivl om alting, ville de overhovedet kunne komme tilbage til det sted de havde været eller var der sket for meget for dem hver især til at kunne krybe sig tilbage til det de havde inden hun forsvandt? Hans øjne havde ikke viget fra trappen mens tankerne havde spundet rundt i hovedet på ham..

Det der bragte ham tilbage fra sine tanker var Ali's stemme og han blinkede kort med øjnene et par gange inden han vendte opmærksomheden mod hende. "Jeg havde ikke forventet andet fra dig Ali", sagde han blidt med et varmt smil på hans læber. Let rakte han hånden ud og rodede hende i håret som han udmærket godt vidste at hun hadede men hvad var søskende ikke til for? "Bare rolig, hvis det sker en gang til så bliver jeg nødt til at skubbe hende fra mig... Selvom det vil gøre ondt så er jeg endelig nået til et sted hvor jeg har bare en anelse respekt over for mig selv og mit velbefindende...", sagde han let som om det betød ingenting men Ali ville vide at det var dybe ord der kom fra ham og at det var nyt for ham at skulle tænke over hvordan han egentlig havde det... Normalt lod han intet påvirke ham og hvis det gjorde lod han det ikke vise, han gemt det bag hans mange øvede facader... Jackson kiggede ned på Alison, kort var hans ansigt helt blankt men efter et øjeblik gled et ganske lille smil frem på hans læber.

Han fulgte hende ind i stuen og kiggede kort på hende som hun stod der med Julia hvorefter han blidt rakte armene frem for at tage hende fra Ali. Julia var hans et og alt. Den han ville gøre allermest for i hele verden.. Sammen med hans familie selvfølgelig men hun var jo hans familie. Let lod han hendes hoved hvile mod hans hals men hun træt pludrede løs... Hendes små hænder lukkede sig omkring hans trøje og øjnene faldt i og inden længe sov hun som en sten i hans arme.
Der gik noget tid før det gik op for ham at Hayley stod bag ham, det eneste der fortalte ham det var Ali's ansigts udtryk hvorefter han let vendte sig mod hende og kiggede på hende for blot at lade blikket lande på Ali... Måske han skulle give dem et øjeblik? Hvis Hayley skulle være en del af hans liv igen krævede det at hun kom på god fod med hans søskende atter engang... "Jeg tager Julia op og ligger hende så hun kan sove..", som han bevægede sig hen mod trappen stoppede han for foden af den og kiggede mellem de to kvinder... "Opfør jer pænt... Det er dyrt at erstatte møblerne eller væggene for den sags skyld i et så gammelt hus", sagde han med et lille kækt smil på hans læber inden han forsvandt ovenpå.

//Emnet er efter aftale afsluttet