More Bad Than Good - Kitana

Hun havde siddet her og sovet oppe i træet de sidste par nætter. Hun var så tæt på Doomsville nu, at hun nærmest kunne mærke håbet på fingerspidserne. Dog var Hayley altid bedret, håb var ligmed elendighed. Og hun vidste, at om ganske kort tid ville hendes håb blive flænset i små stykker foran hende. Sådan var hendes liv blot, så hun var ved at være van til det. Alt blev i sidste ende som Aria havde fortalt hende... Hayley, du ville aldrig overleve en dag uden mig Den sætning kørte rundt i hendes hoved, og kort glemte Hayley nærmest at Aria slet ikke var der længere.
Så hold dig din kæft Aria! Svarede Hayley inde i sit hoved, men der var blot et tomrum. Let sank hun tøvende en klump og hoppede ned af træet. Det første lys fra morgensolen, og det var på tide at finde hjem ad. Endelig fri fra det sindssygshospital. Hayley havde endelig fået farven tilbage i kinderne efter al det medicin de havde fyldt hendes krop med.

Hayley gik i flere timer. Hun var i ført en hvid hospitalskjole, som ikke rigtig var hvid længere. Hun havde intet på sine fødder, andet end indtørret blod. Hayley hørte en lyd længere fremme og satte sig hurtigt på hug. Lydløst bevægede hun sig tættere på. Den kolde sne var naturligvis kolde for hendes tæer, men hendes system havde nærmest vendt sig til kulden i løbet af de måneder hun havde været udenfor. Pludselig kunne hun genkende nogle af de mænd der gik rundt udenfor. Den ene lignede hendes såkaldte far, men måtte være hendes såkaldte onkel der hjalp til med at torturer hende tilbage til den første måned hun var væk. Hayley kunne mærke vreden ramme hende, og hendes hænder knyttede sig voldsomt. Der var en medskyldig til hendes forsvinding væk fra Julia og Jackson... og hun ville aldrig kunne tilgive dem for at tage hende væk fra dem.

I ren og skær dumhed, rejste hun sig op og gik imod dem. Det lykkedes hende at sønnerbanke overraskende de fleste af dem. Men det lykkedes omvendt også dem at smide en blodig, og mørbanket Hayley ind i en fin lille celle. Dog lo hun blot af dem. De fleste af dem ville dø af deres skader, men det var aldrig noget hun så som hendes fortjeneste. Hayley spyttede lidt blod ud udenfor tremmerne, og vendte opmærksomheden imod en skikkelse i den anden ende af cellen. En anden ung kvinde. Hayley hørte sit eget håndled op til sine læber, også bed hun hul for blot at spytte kødet ud. Derefter drak hun af sit eget blod for blot at se hendes skader gro sammen. Blodet var der stadigvæk, men hun ville ikke dø af blodforgiftning eller andet. Ikke lige nu i hvert fald.
"Så, jeg har altid elsket en god historie. Hvordan ente du så herinde... og har du en plan til, hvordan vi kommer ud?" Spurgte Hayley så med et skævt smil.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så meget for, at forsøge at samle familien, nu var man endt her, i en mørk celle og ventede på... Hun havde ingen anelse om hvad hun ventede på.
Eftersom hendes maske var begyndt, at klamre sig til hendes ansigt hvergang hun trak vejret, havde hun taget ned den omkring sin hals og pustede nu hårlokke væk fra sit ansigt. Hun frygtede ikke rigtig hvor hun mon endte henne. Hvor hun så endte henne, så skulle hun have sine sais igen. Rent faktisk var det, det værste der var sket, de havde taget hendes sais fra hende. Gid der var et vindue, varmen var udholdelig og når man lige troede, at man var den eneste som var endt i fedtefadet, smed de en anden ung kvinde en, der allerede var smurt ind i blod og lignede en fra et sindsyghospital. Mest pga. den hvide blodige hospitals kjole.
Som kendte de hinanden, åbnede hun sin mund og spurgte ind til hvordan hun var endt her. Kitana rettede sig en smule op, pustede ud og løftede hænderne op. "Nu skal du høre.. det er den bedste historie nogensinde.. du kommer ikke til at fortryde at du hørte den," Hun så nu hen på den nyankommende, hvorpå hun sendte hende et drillende smil, der nok ikke var så tydeligt i mørket. "Jeg stjal.. eller rettere.. jeg forsøgte at stjæle en meget værdifuld genstand fra dem og BAM!" Hænderne viftede i en kort hurtig bevægelse. "Here I am," Hun lod sig falde dovent ned langs væggen igen. "Hvad med dig... Du ligner en.. no offence, der kommer fra et sindsygshopsital," De brune øjne lyste svagt op i mørket, da hun så hen på hende.

Hayley hævede fascineret det ene øjenbryn da kvinden talte flyvende sarkasme. Det fik hende til at smile skævt og lade et lille grin flyve udover sine læber. Ikke ond, nærmere sindssyg dog glad på en måde man ikke kunne beskrive med ord. Hayley lyttede til denne lille spændende historie.
"Du har ret ekstremt spændende, min kan slet ikke sammenlignes med din.. du burde udgive en bog." Svarede Hayley og lænede hovedet let tilbage. Hun rynkede kort på næsen og vendte opmærksomheden imod kvinden. "Jeg kommer faktisk også næsten lige derfra... jeg stak af. Ikke let, men det lykkedes." Tilføjede hun med et skævt smil. Hayley var stædig og målrettet. En yderst farlig person, hvis hun var på fri fod og vidste hvor stærk hun var. Desværre for hende vidste hun slet ikke, hvor meget hun kunne være i stand til udover at slå en del mænd ud ene kvinde. Det takkede hun barndommen fra. Hendes muskulatur var skam også pæn tydelig, og holdt godt vedlige selvom hun havde været spærret inde i et par måneder - så forsvandt flere års træning ikke bare med det samme.

Let kørte hun sin blodige hånd igennem håret.
"Kald det hævntogt. De tog noget fra mig, og selvom jeg ikke kan få det tilbage. Så skulle de stadigvæk betale en pris, selvom deres chef ikke er her endnu... men hvorfor ikke vente med ham til senere tænkte jeg... desuden. De har ikke rigtigt noget at stjæle, udover deres falskhed. De har måske penge, men alt andet er bare falsk." Fortalte Hayley og slog blikket op i loftet af cellen.
"Du skulle aldrig vide, om nogle af dem har yderste nyttige evner?" Spurgte hun lidt efter og kiggede på kvinden. Hayley var netop kommet i tanke om sin evne. Ikke en som hun havde tilvendt sig endnu, og kun brugt få gange på Nora. Men måske den ville virke under pres?

Rosen for hendes simple, men voldsomt spændende historie, fik hende til at bukke og vifte rundt med den ene arm. "Jeg ved det godt, jeg kan bare det der.. ingen længe udkommer bogen.." Drillende pegede hun hen på hende. "Og du er lige blevet en del af femte kapitel," Hun fjernede sin finger igen og pustede igen en hårlokke væk fra sit ansigt.
Turen kom nu til, at den fremmede skulle fortælle hendes historie og Kitana fandt det spændende, at hun rent faktisk kom fra sådan et hospital. Hun fandt altid sindsyge væsner interessante. Deres måde at se verden på var nogen gange fantastisk. Hun trak sine ben ind til sig og lagde sin hage på knæet.
"Hvis du ikke har noget imod det mrs. sindsyg.." sagde hun roligt og en smule drillende, mest for at vise, at hun ikke mente noget ondt med det. "Hvordan endte du derinde i det hele taget.. altså, på hospitalet?" Nysgerrig satte hun hovedet på skrå, det brune hår faldt over til den ene side.

Hævntogt? Forstående nikkede hun og strakte sig, bare for at give sin krop en smule ro. Det hjalp hende altid at strække sig. "De har skam noget værdigfuldt for mig at stjæle lige nu... de har taget mine våben.. og ja.." Hun kiggede op på hende. "Det er måske bare et våben, men de er vigtige for mig,"
Til det næste spørgsmål, placerede hun en hånd på sin hage, tænkte over et svar. "Specielle evner.." Hun bed sig nu også i underlæben. "Uh!!" som et lille barn, fjernede hun hånden og lyste op. "den ene, så vidt jeg kunne forstå, havde evnen til at teleportere sig," Hun så hen på kvinden. "Vejen herud, er måske at logge ham herind og få ham til at teleportere os ud herfra... Nej vent.." Hun så den anden vej. "Det er ondsvagt,"

Stemningen var langt mere positiv end nogen skulle håbe på. Mange var håbløse små skvat som sad og græd til de så lyset igen. Man kunne få det bedste ud af det.
"Hvor er jeg beæret." Svarede hun og spillede helt mundlam. Derefter faldt paraderne lidt.
"Det gør du bare." Let trak hun på skulderen. For hende gjorde det ingen forskel hvad folk kaldte hende. "Lad os bare sige.. at nogle mener, at bare fordi du går rundt i kulden i flere dage.. og snakker lidt med dig selv.. uden at få noget søvn.. så var det den kedelige grund." Svarede hun så og slog kort blikket væk for at tænke.

Da kvinden nævnte en af mændende havde evnen til at teleportere sig lyste Hayley en smule op. "Hvad hvis vi kan stjæle hans evne fra ham og bruge den. Se den ide... den ide kan jeg godt lide." Hayley smilede skævt, og så lettere mystisk på kvinden. "Vi skal bare have ham lokket herover..." Hviskede hun tilføjende, og drejede kroppen imod cellen.
"Hey du der!" Råbte hun til hun fik øjenkontakt med ham. "Du ved godt du er svagere end min hund derhjemme ikke? Jeg troede virkelig at du havde mere i dig... men så igen.. man bliver jo altid skuffet. Varulve var kendte for deres korte lunte.. så selvfølgelig sprang han op fra sin plads og gik med hasstige skridt hen imod cellen, og greb fast i hendes hånd. Hayley greb dog også fast i ham.

Pludselig skreg han op, og faldt til sit om. Så tog hun hånden til sig og rakte den til kvinden.
"Tag min hånd hvis du vil med. Ellers smutter jeg selv ud af denne her klamme celle." Hvis kvinden tog den.. ville det tage Hayley et par forsøg før det faktisk lykkedes hende at samle fokus nok til at teleportere dem få meter væk fra cellen. Hayley åbnede øjnene og kiggede rundt.
"Jeg forslår vi gør os klar til at kæmpe.. find dine våben hurtigt." Sagde Hayley som et venligt forslag.