Good to see you again //Sean//

S: Gågaderne i Doomsville
T: Middagstid
V: Solen skinder og det er varmt udenfor
O: Mennesker, små boder rundt omkring
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Luce havde ikke været ude og gå udenfor Sakrefs slot siden hun havde fået en kur imod den gift Zeronium også kaldet Zero havde givet hende for flere år siden. Det havde bare haft en ret hård bivirkning for hende lige siden og det var, at hun ikke længere kunne se auraer fra levende væsner længere overhoved og hun havde heller ikke kunnet mærke nogle varslere eller forvandle sig til sin drageform som før i tiden. Hun var sådanset bare en almindelig blind kvinde med en blålig hud der gik rundt med et stof bundet om sine øjne. Hun havde selvfølgelig stadig Speedy hendes elskede førerhund som hun altid havde med sig og hun havde endnu mere brug for ham nu end nogensinde. Hun havde haft behov for, at lære at gå rundt uden og se folks auraer igen og det gjorde det igen svært for hende, at aflæse folks følelser da hun havde vendet sig til, at se det på deres aura.
Hun gik langsomt rundt på gågaden imens hun holdt fast i Speedys sele som gjorde det nemmere for hende, at kunne mærke hvor hurtigt han gik, om han stoppede eller noget andet. Hun nød, at mærke solens stråler imod sit ansigt. Det var dog en underlig følelse hun havde af, at være udenfor slottets mure efter så lang tid.

Sean var som så ofte nede i byen. Hvis ikke han sad derhjemme - og lige for tiden, hvorfor skulle han? - arbejdede han. Der stod altid arbejde på hans liste. Havde altid gjort det, ville altid gøre det. Det var ganske enkelt bare sådan han fungerede bedst!
Denne gang var han nede i byen for at udvælge udsmykning til sit eget hjem og ikke fordi det havde noget med klanen at gøre. Klanen var begyndt at vokse og havde det bedre, hvilket også betød han efterhånden havde en lille fin indkomst. Noget han havde brug for, efter at have givet næsten alle sine penge til Dragons Peak og Drageborgen. Men på en måde passede det ham fint at genopbygge det hele. Klanen, hans hjem, hans rigdom. Det gav ham noget at tage sig til, trods alt.
Han havde endnu ingen ny butler, efter Tim var blevet dræbt og Simon var sendt på pension, da han var flyttet til Dragons Peak. I stedet gik en ung kvinde lige bag ham og hjalp ham. Sylvia var hans midlertidige hushjælp, tog sig af rengøring, af at vaske tøj og for at Razor ikke døde af sult. Men lige nu hjalp hun ham med sin sans for indretning og hjalp ham med at udvælge de bedste ting til hans hjem. Tingene blev da betalt for og stillet til side. Sean kunne altid betale nogen for at bringe dem til hans hus senere, trods alt.
Det var ellers en dejlig dag. Folk var udenfor og der var gang i butikker og boder på denne dag. Sean selv nød det solrige vejr, der som altid bragte energi og overskud med sig. Iklædt et par sko, et par sorte bukser og en lys trøje, nød han selv at han ikke længere behøvede en vinterkappe for at holde sig varm. Det mørkebrune hår strittede som altid, omend han faktisk havde prøvet at tæmme det inden han var taget hjemmefra. Men efter flere hånder, der automatisk gled igennem det, var det ikke længere til at se.

"Jeg syntes denne vase vil passe meget bedre til Deres stue. Se farverne!" foreslog Sylvia. De stod foran en mindre bod fra nogle omrejsende handlende. Denne bod solgte vaser og andet nips. Sean studerede kritisk vasen. Farverne var lyse, mønstret simpelt. Måske havde hun ret. Han havde overrakt manden i boden betalingen for vasen og bedt ham om at stille den til side, da han vendte sig for at gå videre. Han nåede dog ikke særlig langt, før han var ved at træde ind i en hund og måtte stoppe op. Hund? Selv hvis folk havde kæledyr, var dette næppe tidspunktet at tage dem med sig. Så mange kæledyr så man faktisk ikke på gaderne. Hans blik gled automatisk op på ejeren...
Bekendt. Så bekendt. I et øjeblik var han i tvivl om han så rigtigt.
"Luce?"

Luce stollede sådanset blindt på Speedy for den var jo hendes øjne. Den havde selvfølgelig også et almindeligt hundeliv, men den vidste godt, at når den havde selen på var den på arbejde og havde den ikke selen på var den fri og kunne opføre sig som en hund. Man kunne jo tæmme dyr til alt bare de fik den rette pleje, omsorg og træning ville alt kunne lade sig gøre.
Det gik faktisk godt for Luce syntes hun selv, at gå imellem alle menneskerne der var på gaden. De fleste kendte godt den uskrevne lov om, at lade gå forbi den blinde og lade hunden udføre sit arbejde, men hun havde også tit oplevet, at folk gjorde det stik modsatte og de gange det skete ville Speedy selvfølgelig prøve, at gå forbi folkene som ikke ville rykke nogle skridt til højre eller venstre. Hvis Luce havde været lidt uopmærksom på Speedys ryk når han gik oplevede hun tit, at hun ville falde eller træde forkert.
Hun var kommet hen til boden som solgte vaser og andre småting. Hun var blevet distraheret af, at høre en stemme som virkede bekendt tæt på sig og havde helt glemt, at være opmærksom på, at Speedy stoppede brat op foran Luce så hun gik direkte ind i den. Den pev kort. Luce klappede den undskyldende på hovedet *Endnu en som bare stillede sig ind foran en blind. Typisk* tænkte hun for sig selv da hun hørte en stemme snakke til hende. Hun stirrede lige ud for sig med en undren i ansigtet. Det kunne vel ikke være ham. Var han ikke i Dragons Peak? Det var det sidste hun hørte. Hun var sikker på, at hun hørte forkert, men gjorde hun alligevel det? "Sean? Er det dig?" spurgte hun lidt undrende.

Han havde fjernet sig, for ikke at stå i vejen for hunden. De stod midt i det hele og det pressede folk til at gå uden om dem. Sylvia var også stoppede op og observerede situationen med et venligt udtryk. Sean havde hurtigt lavet en gestus, der fortalt Sylvia at alt var okay og ingen var kommet til skade, så nu afventede hun blot. Sean var hendes chef, trods alt.
Det var længe siden han havde set Luce. Han var ikke sikker, men hans sidste erindringer var at hun boede i Dragons Peak et sted og at han vist nok var løbet ud af hendes dør med ord om at de aldrig skulle ses igen. En gang i hans fortid, hvor han havde været følelsesmæssigt forvirret og fejltolket løsningen på sine problemer, ved at vriste sig fri af dem omkring ham som han egentlig holdt af. Og nu? Det var så længe siden. År siden. Det var fint at se Luce var i live og vel, men han var usikker på om de overhoved kendte hinanden længere. Engang ville Luce have været en af de få, der havde forstået ham...Eller prøvet på det. En af de få han havde lænet sig op af. Underligt man kunne være så afhængig af andre og så ikke se dem i flere år. Miste kontakten på den måde.
Han trak vejret dybt med et svagt smil.
En anden ting han huskede var at hun havde kunne se...I hvert fald noget. Var menneskemængden for meget for hende og hun skjulte sine øjne? Det var et bud.
"Ja...Ja, det er mig"
Så hvad nu? Var de for fremmede til at snakke sammen? Han så sig omkring. De stod virkelig i vejen, men han kunne ikke så godt bare tage fat i Luce og trække hende til siden. Han ville bare minde om en mand der kidnappede en blind. Hans blik gled over til Sylvia et øjeblik, før han så tilbage på Luce.
"Jeg havde ikke regnet med at møde dig her...Hør, jeg vil gerne høre hvordan det går dig, men jeg vil heller ikke forstyrre dig, hvis du har travlt. Har du tid til jeg kan byde på noget at drikke? Måske senere, hvis det er?" foreslog han. Hvis hun var på vej et sted hen, kunne han jo ikke forlange hun gik ud af sin vej for at snakke med ham. Hvis hun overhoved ville.

Luce vidste ikke hvordan hun skulle reagere helt over, at møde Sean igen. Det var helt underligt, men faktisk også en rar fornemmelse hun havde i hele kroppen over, at have mødt ham igen. Han var den som havde fået nok den største respekt og loyalitet fra hendes side af. Han havde virkelig været guld for hende om det stadig var sådan vidste hun dog ikke helt. Der var dog en ting hun vidste og det var, at hendes respekt og loyalitet ville han altid have indtil han modbeviste overfor hende, at hun ikke kunne stole på ham længere eller noget. "Det er rart endelig, at høre din stemme igen." sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun mente det helt alvorligt.
Hun lyttede stille til det han sagde og smilede sit almindelig Luce smil når hun var sammen med Sean. Han vækkede bare en form for tryghed over, at hun kunne være sig selv når hun var i nærheden af ham. "Har altid tid til, at have en snak med dig Sean det ved du. Har overhoved ikke travlt med noget som helst." sagde hun stille. Hun havde altid tid til ham. Sakref havde mere eller mindre sat hende til side siden hun mistede sit syn igen for anden gang. Han kunne jo ikke bruge hende til andet end som en han kunne snakke med og det var ikke lige det han havde brug for. "Jeg var sådanset bare ude og gå en tur og vænne mig til det nye liv,
men har du tid til, at vi kunne sætte os ned og snakke et sted lidt mere privat og uden, at stå i vejen som vi sikkert gør nu" sagde hun stille.
Speedy havde sat sig ved Luces side og kiggede skiftevis op på Sean og hende. Han kunne godt huske Sean som en af Luces gamle venner så han var meget tålmodig og ventede.

Han nikkede svagt og vendte sig om mod Sylvia et øjeblik.
"Hold en pause. Eller gå hjem til mig. Før eller siden vil mine bestillinger ankomme og jeg er sikker på du ved præcis hvor tingene skal stå. Okay?" Foreslog han. Sylvia så lidt frem og tilbage mellem dem, før hun nikkede. Hun bukkede let for dem, da hun ikke anede om Luce var lige så fint et selskab som mange andre af Seans selskaber var, før hun vendte sig og gik. Snart var hun forsvundet ind i mængden af folk omkring dem.
Sean vendte sig om mod Luce igen med et svagt smil. Han rakte roligt en hånd frem og prikkede let til hendes ene arm med sin hånd, så hun vidste hvor han stod og for at invitere hende til at tage hans arm når de skulle gå, hvis hun havde lyst eller brug for det. Men med Speedy var det næppe sikkert...Men Sean var som altid den skabte gentleman.
"Så lad os gøre det. Doomsville er fuld af steder der skænker en drik...Jeg mener der et sted i nærheden. Forhåbentlig kan vi finde et roligt hjørne. Er det fint?" foreslog han og såfremt hun var enig, ville han begynde at vise vej derhen.

Luce stod blot stille og ventede tålmodigt til Sean havde bestemt sig for om han havde tid til hende eller skulle noget andet. Hun ville ihvertfald ikke tage det for tungt, hvis det var, at han skulle videre til noget helt andet.
Hun smilede blot stille og tog roligt fat i Seans overarm efter han havde prikket blidt til hendes arm. Hun havde sådanset ikke behov for det nu hvor hun havde Speedy ved sin side, men han havde også brug for lidt ro i hovedet en gang imellem og derfor bare være en almindelig hund.
Luce smilede lidt for sig selv "Du har trænet kan jeg mærke" sagde hun stille med en latter skjult i sin stemme. "Det er fint Sean jeg er ikke så kræsen det ved du da. Jeg er stadig den gamle Luce.
Næsten ihvertfald" sagde hun stille imens hun roligt fulgte med Sean da han begyndte, at gå.

Han smilte svagt. Det beviste også hvor længe siden de sidste havde været sammen: Sean havde ikke trænet hverken mere eller mindre de sidste mange år og generelt var hans krop ret velsignet med en bred kropsbygning og muskuløs opbygning.
"Tak" svarede han roligt. Hans blik gled over de folk der kom imod dem. Det var som en lille labyrint, men nogle af dem var heldigvis flinke nok til at flytte sig, når de opdagede den ene person var blind...Og at den anden udstrålede autoritet. For at være ærlig havde Sean sjældent haft problemer med at lave plads til sig selv.
"Og du er blevet mere blind igen. Så hvordan går det? Hvad laver du her? Sidst jeg...Ah...Ja, sidst jeg så dig, var i Dragons Peak"
Og ikke da han havde været hersker over byen. Men måske havde Luce slet ikke været i byen da han var? Han var heller ikke helt stolt af sidst de havde set hinanden, men for nu virkede det til at være 'glemt' og derfor ville han ikke vade i det. Livet gik videre, gjorde det ikke?

De nåede snart et lille, omend travlt sted. Sean guidede Luce med indenfor sammen med hunden, hvis hun tog den med ind. Kroejeren havde været ved at protesterer, men det var utroligt hvad en mønt og henvisning til at Luce var blind, kunne købe en.
"Jeg skal bare have en kop the. Hvad med dig Luce?"
Inden de fandt en plads kunne kroejeren lige så godt tage imod deres bestilling også.
Kroen var forholdsvis fuld. Der sad små grupper af folk hist og her. Folk der snakkede, grinte, spillede, drak eller spiste. Som altid var der den lidt tunge lugt af ild, mad, sved, støv og flere lettere ubestemmelige ting. Det var bare sådan det var.

Luce smilede roligt til Sean. Hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle sige til ham ellers for de havde jo ikke haft den bedste kommunikation sidst de havde set hinanden måtte hun indrømme, men tiden måtte videre det vidste de begge. Hun fulgte roligt med ham da de gik. Det undrede hende faktisk ikke det spørgsmål han kom med "Ja det er jeg desværre.
Det er dog ikke det eneste som er forandret ved mig siden sidst vi så hinanden. Inden jeg blev helt blind igen kom jeg tilbage til Doomsville for, at hjælpe Sakref med, at holde ham og deres nye søn i live da der er nogle konflikter der i familien som kan koste den ene eller andens liv. Ved ikke hvor meget du har hørt om den lille familie strid? Men ellers er jeg nok bare klods om benet hos dem lige pt" sagde hun stille. Hun sagde det som om det var en almindelig og naturlig ting for hende, at snakke om. "Hvad med dig? Hvordan går det hos dig?" spurgte hun stille.

Da de kom hen til kroen tog hun Speedy med da hun jo havde brug for ham, hvis nu Sean valgte at smutte pludselig. Hun kunne hurtigt mærke, at der var mange mennesker på kroen. Speedy var gået lidt tættere på hende for, at den ikke gik ind i andre men samtidig for, at beskytte Luce for dem der var på hans side så de ikke gik ind i hende. Det kom ikke bag på hende, at kroejeren ville protestere over, at Speedy var med dem ind i kroen og normalt havde hun svaret igen eller bare vendt ryggen for der var andre steder end lige hans sted som ville tage sig godt af en blind. Men denne gang forholdt hun sig bare tavs da Sean åbenbart havde fået lukket munden på kroejeren. "Jeg skal også bare have en kop the" sagde hun sødt med et smil på sine læber.
Luce lokkede så vidt muligt af for nogle af alle de lyde og lugte som var i kroen for, at det ikke blev for uudholdeligt for hende, at være der, men også for at hun kunne snakke roligt med Sean uden alt omkring hende.

Der var så meget skidt i en krostue alligevel. Sean havde påpeger på sin egen autoritære måde at hunden var vigtigt og det var begrænset hvor mange argumenter kroejeren kunne komme med. Så Sean fik sin vilje, som sædvanligt.
Kroejeren nikkede let.
"To kopper the, javel" han vendte sig for at lave det. Sean hjalp Luce over til et ledigt bord hvor de kunne sidde. Han sikrede hun kom ordentlig ned at sidde, før han selv satte sig.
"Ah...Ja, der var noget. Jeg tror halvdelen af byen har hørt lidt om det. Men jeg må indrømme jeg ikke har fulgt helt med"
Han trak let på sin ene skulder. Han havde selv haft travlt. Med Dragons Peak, med familien Chase, med sin depression. Der var mange ting han havde mistet fornemmelse af og skulle opdateres på. Det sidste lange stykke tid virkede det dog mest til at ingen havde set eller hørt fra Sakref. Som var han sunket i jorden.
"Mig? Det går...Fint!" svarede han så bare. Fint var et...Fint ord. Det dækkede det ret godt. Han kæmpede stadig med visse ting, men på andre områder havde han udviklet sig en del. Der ville gå lidt tid, før han nok kunne fralægge sig alle de negative tanker om sig selv og sit liv, men det gik hele tiden fremefter.
"Hvordan kan det være du endte mere blind igen?" spurgte han så. Han kunne godt mærke det var længe siden de havde snakket sammen, for Sean havde besvær med at finde emner de kunne snakke om. De skulle virkelig lære hinanden at kende helt på ny igen. Men denne gang var der ingen tvivl om at det var hans egen skyld.

Luce smilede lidt indvendigt over, at Sean fik sin vilje. Det fik han oftest som hun vidste af, men han havde også også sine argumentationer i orden det måtte hun indrømme. Hun fulgte roligt med ham til pladsen han havde fundet som var ledigt. Hun smilede sødt op til ham da han hjalp hende ned, at sidde. Hans manere var der stadig så der var stadig noget af den Sean som hun kendte fra gamle dage tilbage det glædet hende meget "Tak for hjælpen Sean" sagde hun sødt. Speedy havde sat sig ved siden af hende. Hun havde lysnet lidt på den sele han havde på, hvor han derefter lagde sig ved siden af hende.
Hun lyttede stille til det han sagde. Hun smilte stille "Tror nok mere det er halvdelen af byen som ved det for alle her ved, at Rafaela ikke kommer tilbage til Doomsville de næste mange år" hun trak let på skuldrene. Luce vidste også, at det til dels selv var Sakref og Valionas skyld, at der var blevet den krig, men Rafaela havde jo ændret sig meget siden hun kom til Sunfury. Faktisk så meget, at Luce var blevet stolt over sin datter, men hun vidste også, at der blevet taget godt af hende og hun ikke længere var den der fingerfine tøs der ikke kunne tåle snavs på sig.
Luce lyttede stille til det Sean sagde da hun havde spurgt hvordan det havde gået med ham. Hun kunne godt høre på hans stemme, at der var noget som han holdt skjult for hende. Nok kunne hun ikke længere se hans aura, men hun kunne stadig høre på folks stemme om det var sandhed eller ej. Hun valgte dog, at lade være med, at spørge ind til det med det samme. De skulle lige lære hinanden kende på ny.
Hun sad lidt og spekulerede over det han spurgte omkring hendes blindhed. "Du kender jo til hele min fortid og alt den ballade der var inden jeg sådan blev taget som Sakrefs lærling? Jeg har dog aldrig fortalt hverken dig eller Sakref alt som skete dengang fordi jeg sådanset skammede mig lidt over det, men på et tidspunkt mødte jeg en gammel ven som han dog langt fra er nu. Det var kort tid efter den forvandling jeg havde dengang i Firewood Village. Han havde en kniv med noget gift på der sådanset hele tiden løb rundt i kroppen på en, men for, at holde den nede krævede et lidt skyggevæsenblod en gang om ugen for, at holde det nede ellers havde jeg ikke siddet her idag, men Rafaela havde åbenbart snakket imod sin vilje med Assorian om den del. Ved ikke hvorfor jeg skulle blandes ind i det, men det havde nok ikke været særligt positivt kunne jeg forestille mig, men der blev fundet en kur som gjorde, at jeg mistede både det, at kunne forvandle mig til drage, det der gjorde jeg kunne se din fortid og din aura forsvandt. Kort sagt er bare et almindeligt menneske med en anden hudfarve end andre kan man vel kalde det som er helt blind" fortalte hun. Hun vidste ikke hvordan Sean ville reagere på alt det hun havde fortalt, men hun vidste, at Sean var en der tog det med ærlighed overfor ham meget højt i sin prioritering, men hun havde sådanset heller aldrig løjet for ham omkring det. Hun havde bare undgået, at fortælle ham om den del dengang.