Such a good day. Then you came. ~Seéron~

Sted: Bazaaren
Omgivelser: butikker, boder og turister
Tid: 17.34
Vejr: lunt, solen er snart væk.

Frida gik rundt inde i bazaaren. Hun havde en gammelt smykke, som hun gerne ville have solgt, så hun gik hen mod smykkeboden.
*Er du sikker på at du vil af med det?* spurgte den lyshårede pige, som gik ved siden af Frida, som nikkede bestemt. *Hvad nu hvis det tilhørte en du kendte i dit tidligere liv?* spurgte hun igen. Nu stod hun foran Frida og gad ikke rykke sig, før hun havde fået svar. "Ja, hvad så? Jeg ville jo ikke kunne huske det alligevel, så kan det ikke gøre ligemeget?" Den lyshårede pige trak på skuldrene og forsvandt. "Hvor blev du nu af?" spurgte Frida og så rundt. *Jeg tænkte bare, hvad nu hvis du har fået den af en, som du holder meget af, og en dag, når du får hukommelsen tilbage, så vil du fortryde det af hele dit hjerte, at du har solgt det armbånd.* Den lyshårede pige stod nu igen ved siden af Frida.
"Drop det, jeg får jo aldrig min hukommelse tilbage. Og hvad betyder det egentlig for dig?" vrissede Frida.
*Hvad det betyder for mig!?* udbrød den lyshårede pige og begyndte at le. *Det betyder skam intet for mig, jeg tænker bare på dig søde skat.*
Frida troede ikke rigtigt på det. Hvorfor prøvede den lyshårede pige at være så sød? og hvad var der med det armbånd der var så specielt? Jo det var da pænt, men Frida manglede pengene, og noget sagde hende, at det var et dyrt armbånd. Meget specielt.
Den lyshårede pige var nu forsvundet helt ude af syne. Tilasyneladet mobset over, at Frida ikke ville ændre sin beslutning. Frida fortsatte hen mod smykkeboden.

Zak havde en af sine ugidelige dage, og han vidste ikke hvad han skulle give sig til. Der var ikke nogen i området, der manglede en bogbinder for tiden, og han følte, at han havde alt for meget ubrugt energi i kroppen. Defor havde han haft valget med at træne lidt, eller bare vandre rundt. Zak gik med den sidste mulighed, og fandt nu sig selv i bazzaren. Overalt omkring ham var der asen og masen, samtidig med råb og skrig fra de omkringliggende boder.
Inden midt på den 'arm' af bazzaren han havde vandret op af, stod en ildpuster og lavede et formidabelt show, der hørte til i natten. Der var gnister og flammer overalt, og ildpusteren fik små brændende blomster til at gro ud af jorden, mens en fønix af ild fløj hen over den samlede folkemængde. Zak fik helt lyst til selv at lege med noget ild, men det var ligesom ikke helt en mulighed lige nu. I stedet smed han de småmønter han havde på sig i ildpusterens hat, og fik et oplysende smil til gengæld.
Zak vendte sig om og fortsatte ned af 'armen'. Der var flere boder som fangede hans blik, men han vidste godt at pengepungen ikke havde det for godt, så han passerede de ivrige sælgere.
Noget andet flakkede nu i udkanten af hans synsfelt. En lille rødtop, hoppede gennem mængden, og Zak kunne ikke lade være med at vende tilbage til sin tanke om at mænge lidt med ilden. Han begyndte at følge efter hende.

Frida stod nu henne ved smykkeboden og rakte armbåndet frem mod kvinden, som stod bag disken.
*Jeg syntes stadig ikke, at du skal sælge det* sagde den lyshårede pige, som stod lænet op ad en af stolperne, som holdt et tæppe oppe over boden, så der var en smule læ, hvis der nu skulle komme til at regne. Der stod hun med næsen i sky og korslagte arme. Frida havde aldrig set hende sådan før, men hun gad ikke tænke så meget over det. Hun rakte bare tunge ad den lyshårede pige, som derefter begyndte at måbe og forsvandt så.
Damen på den anden side af bordet ved smykkeboden så rundt. "Alt vel min kære?" spurgte hun, men Frida sendte hende bare et smil.
"Hvor meget kan jeg få for dette armbånd?" spurgte Frida. Smykkedamen lyste op i et stort smil da hun så det.
"otte sølmønter," sagde smykkedamen.
*Hun lyver* sagde den lyshårede pige. *hvorfor smile så meget, hvis det ikke er mere værd? du skal aldrig stole på folk som hende... hun tænker ikke på andet end at tjene penge* Frida nikkede og mumlede et lavmeldt: "tak" før hun sendte smykkedamen et venligt smil.
"Er du sikker på, at det ikke er mere hver? måske endda mere end en guldmønt?" smykkedamen så først lidt tvær ud, men skyndte sig så at fremtvinge et smil. "Jo, undskyld. Min fejl. Det er jo selvfølgelig hele én guldmønt og otte sølvmønter. glemte hvist at få den ene guld med."
Smykkedamen sendte Frida et uskyldigt smil, men Frida vidste bedre.
Hun fik sine en guldmønt og otte sølvmønter, og afleverede armbåndet til damen.

Frida gik lidt ned ad bazarens gader og efter lidt tid, opdagede hun, at der var en der fulgte efter hende.
"Hvem der?" sagde hun. Højt, men ikke råbende. Hun ville ikke have, at folk troede, at hun var sindsyg eller noget.