Hello My Sweet Love - Nicolas

S:: Nicolas kære hjem.
O:: Hvad der plager at være
T:: Aften
V:: Let regn, mørkt.
P:: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Til senere i emnet xD )
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Shadow havde fundet sig et nyt hjem. Hun kunne godt lide, at have flere steder at opholde sig. Dette sted havde stået ubeboet i noget tid nu. Så, hvorfor ikke tage det til sig? Det var da trist at lade det stå helt for sig selv. Så hun havde boet her i nogle uger nu. Vampyrstanken var næsten væk. Denne aften var natten efter fuldmånen, og hun var tilbage. Naturligvis tog det hende noget tid at falde i søvn fordi hun havde sovet det meste af dagen. Så hun var gået i bad. Slappet af i badekarret imens hun lod det varme vand berolige hendes sind. Hendes hår var sat op i en knold så vandet ikke ramte det.
Der var stearinlys tændt rundt omkring i hele palæet. Faktisk reagerede hun slet ikke på, da nogen kom ind af døren. Først lidt senere bemærkede hun færten af vampyr der lagde i luften og hun rejste sig op af badekarret. Hun greb et håndklæde som hun tog omkring sig.

Derpå begav hun sig stille ud af døren, og hen imod færten. Vampyr eller ej, hun ville bare se personen an. Bruge sin evne til at få personen til at sove. Det ville vel blive fint nok. Så kunne hun smide kroppen udenfor i haven til når solen stod op. Easy. Dog da hun trådte ind i stuen, og personen vendte sig imod hende. Stod hun næsten stivnet fast til jorden. Det føltes som om, at hendes hjerte var blevet trukket ud og kastet tilbage i tiden.
"Nic..." Gik hun sagt og blinkede let. Hun havde troet at han var død for længest. En form for befrielse fandt sted i hendes øjne. Hun havde jo aldrig ønsket, at han skulle ud af hendes liv. Det havde ikke været hendes valg. Og hun havde levet hele sit liv, i skam over hun ikke kæmpede mere. Let sank hun en klump, og følte faktisk, at hun ikke kunne bevæge sig ud af stedet.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nicolas brugte ikke meget tid i hans hjem i Terrorville længere. Han brugte det meste af sin tid på slottet. Men han kom hjem i ny og næ. Han havde nogle ting der, som han ikke havde taget med på slottet. De havde ikke været nødvendige, men nu havde han brug for en bog. Det var ikke i forbindelse med hans job, mere for underholdningens skyld. Han havde som regel noget at tage sig til, men det hændt, at der ikke var brug for ham. Så var det rart med nogle bøger, der kunne bringe nogle minder tilbage. Alle bøgerne havde en betydning for ham. Da han kom ind, blev han overvældet af nye dufte. En varulv. Hvad var der med varulve og hans hus. Det skulle ikke undre ham, hvis Angela endnu engang havde hjulpet en herreløs varulv. Selvom han var meget glad for, at hun havde gjort det med Andrea, havde han ikke brug for flere af slagsen. Så ramte luften af stearin ham. Nogen følte sig hjemme.

Han skulle til at gå op af trappen, da en velkendt stemme sagde hans navn. Eller en forkortelse, hvilket betød hun kendte ham godt. Få kaldte ham det. Selvom det var blevet flere de seneste år. Men han genkendte stemmen med det samme. ”Eretria?” Han gik op ad trappen, indtil han stod foran hende. ”Jeg har ledt efter dig. Jeg har mødt din datter.” Han ville ikke gå i detaljer med det samme. Nu skulle de lige få talt sammen først. Hans liv var pludselig - muligvis - blevet mere indviklet på grund af hende.

Ganske få kendte hendes rigtige navn. Og lyden af det, gjorde hun sank en klump. Det var virkelig ham. Pludselig stod han foran hende. Da han sagde han havde mødt hendes datter, spærrede hun øjnene op. Det var tydeligt, at hun ikke kendte til hendes egen datters eksistens. Let førte hun en hånd op foran hendes mund, og blinkede så af lettelse.
"Er du sikker?" Spurgte hun så let forsigtigt, det ville være en skam, hvis hendes forventninger blev ersattet af en løgn. Let tog hun sig til hovedet. "Jeg trækker lige en kjole overhovedet, så kommer jeg ned." Sagde hun og gik så op af trapperne, hvor hun trak en grøn kjole over hovedet. Hun befriede sine lange mørke krøller, og gik ned til ham i stuen.
Let lagde hun hænderne på sofaryggen og så imod ham.
"Hvad laver du overhovedet her, hvordan vidste du jeg boede her? Hvordan vidste du overhovedet, at jeg var i live?" Spurgte hun meget overrasket faktisk.

Så lod hun sig falde ned i sofaen.
"I alle de år... troede jeg virkelig de var døde." Det tog nærmest al luften fra hende. "Du har vel regnet det hele ud. Ellers ville du ikke lede efter mig. Du har spørgsmålet som der har plaget dig i det seneste dage nu ikke?" Spurgte hun og vendte fonten imod ham, imens hun kiggede over på ham. Søgte efter øjenkontakten. "Du har forstået, at hvis du ikke taler sandt... og det viser sig du har løjet for mig omkring hende. Så.." Hun ville gerne virke hård, og true ham. Men hun kunne ikke. Fra hendes side af deres historie, var der en åbenslutning. En slutning som aldrig havde fået en ordenlig slutning. Hun vil gerne have troet på, at hun havde lagt det hele bag sig - men det vidste hun også, at hun ikke kunne. Han havde været det bedste som nogensinde var sket for hende. Så selvfølgelig var det to overvældende nyheder hun stod med. Hendes øjne truede hende med at rende i vand.
"Jeg troede i alle sammen var døde.." Hun lukkede sine øjne og lod hendes hænder gribe sit ansigt. For at skjule sine tårer. Svaghed ønskede hun ikke at vise, men dette knækkede hende. For det var grunden til, den person hun var idag. Den person der ikke turde at lade nogle folk komme tæt på hende.

Nicolas kunne se hun var overrasket. Så hun havde ikke forladt dem. Det virkede det i hvert fald til. Det var en god ting. ”Jeg er sikker. Hun ligner dig. Undtagen øjnene.” Altid tilbage til øjnene. Han ville bare gerne have det på tale. Han ville vide, om han var far til Tatia. Han stod bag tålmodigt da hun klædte sig på. Der var ingen grund til andet. Han havde troet hun var død, så han kunne godt vente et par minutter mere. ”Det gjorde jeg ikke.” Han smilede, hans kære smil der sjældent kom fra. ”Det er mit hus.” Nicolas satte sig ned ved siden af hende. ”Tatia lever. Jeg ved ikke med hendes bror. Men vi skal nok finde ham.” Han så ned i gulvet. Så kom det på banen, og hun bekræftede blot hvad han selv havde tænkt. ”Jeg mistænkte det. Så de er mine. Jeg er deres far.” Det var halvt en konstatering og halvt et spørgsmål. Det ville ændre tingene en hel del for ham, hvis han pludselig var far. Han så på hende da hun begyndte at true ham. Han troede på, at hun ville blive bred. ”Jeg lyver ikke Eretria.” Han ville ikke lyve om sådan noget. Han var ikke ond, hvad end folk måtte tro. Han lagde en arm om hende da hun skjulte sit ansigt. Selvfølgelig var hun påvirket. ”Vi skal stadig finde din søn. Vores søn. Tatia ved ikke hvor han er.” Han var måske ikke den bedste til, at trøste. Men hun ville nok også gerne se sine børn igen, så jo hurtigere det fandt deres søn, jo hurtigere kunne de blive genforenet.

Han lagde en arm om hende kiggede hun over på ham. Hun smilte imens hun græd. Det var glædes tåre.
"De er dine." Sagde hun direkte til ham. Historien skulle han nok få. Han havde trods alt kendt hende nok til, at hun ikke ville holde sådan noget skjult for ham. Der var en bagside. På trods af hendes familie dengang nok blot havde fortalt ham, at hun var skredet fra ham. Shadow åndede ud, og tørrede sine øjne.
"Tatia. Smukt navn." Hun havde ikke selv navngivet dem. Et smukt navn var altid noget hendes lille pige havde fået. Shadow lagde hovedet på skrå.
"Jeg havde fortalt dig det før, hvis det havde været muligt. De fjernede mig så snart de opdagede det. Inden jeg selv opdagede det også... da jeg fik dem tog de dem, og så sendte de dem væk... og mig længere væk." Glædes tårer til triste tårer. Hun skulle lige samle sig selv, og et par dybe vejrtrækninger hjalp hende på rette sti.
"Jeg kan ikke tro, at i alle er i live. Det som en drøm der er blevet til virkelighed." Et smil kom frem på hendes læber igen. Det ændrede ikke kun alting for ham, også for hende. Hun havde vendt sig til hvem hun var uden den side af sig selv - og nu var den der pludselig igen. Stadigvæk vidste hun kun sit fornavn, oprindelse til hendes egen familie kendte hun heller ikke. Ikke et liv som hendes hun havde ønsket for sine børn - og alligevel havde de fået præcis det samme.
"Jeg må indrømme. Det er godt at se dig igen." Sagde hun så og kiggede på ham. Hvis nogen kunne finde Eretria frem og få skyggen til at forsvinde. Så var det Nic. Menneske eller ej. "Jeg beklager jeg har overtaget dit hjem. Hvad med at kalde det skæbnes ironi?" Kom hun så i tanke om han havde sagt.