Judgment - Melvin

Sted: Gyderne i Doomsville.
Omgivelser: Mennesker hist og pist. Og hvad man ellers ville få øje på.
Tid: Langt ude på natten.
Vejret: Rolig himmel. Ikke rigtig noget vejr dog lidt køligt.

Kunne man føle sig alene, selvom man ikke var det? Tankerne fløj på denne enlige kvinde. Hun sled sig igennem de mørke gyder, og hun gjord ikke særlig meget for ikke at blive opdaget. Hendes store støvler, som var rimelig beskidte larmede, og hendes smykker raslede imod hendes nøgne arme og hals. Lydende som smykkerne lavede, rungede i hendes ører. Det var både irriterende og befriende.
Det døde blik så frem for sig. Man kunne se, at hun havde haft en lang dag. Derfor lag hun ikke mærke til sine omgivelser. Hun lag ikke mærke til skikkelserne over vejen stirrede på hende. Hviskede om hende. Pegede på hende. Skylar, som denne mørkhåret kvinde nu engang hed, søgte nu efter et sted at hvile.
Stille røg tankerne med den lille brise, der forbi passerede hende. Et lille træt suk undslap hendes dyb blå læber. Idet sukket kom frem, blev hun ramt af noget bagfra. Noget som holdte hende fast. Hun kæmpede ikke rigtig imod, stod bare stille. Men da hænderne på personen, som holdte hende begyndte at søge forskellige steder hen reagerede hun. Hun brugte ikke engang alle sine kræfter da hun prøvede at vende sig imod personen, men personen mistede balancen og landede på halebenet. Hun lag mærke til at det var en halv gammel mand, som for resten stank af alkohol. Han lå foran hendes fødder og prøvede at komme op, men han opgav det med det samme. Skylar smilede koldt og kiggede på ham. Han kiggede undrende på hende med sine hasselfarvede øjne. ”Hvorfor bliver jeg altid overfaldt af halvfulde gamle mænd?” fnøs hun og rullede med øjnene. Hun vendte sig op, og kom ikke længer en et skridt inden hun stødte ind i noget. Hun var ved at miste balancen, men fik fat i den igen.

”Jeg er da ikke halvfuld eller gammel” hørte hun personen foran sige. Stemmen var dyb og maskulin. Hun var sikkert stødt ind i hans brystkasse, for hans ånde kom oppe fra. Han begyndte at gå og det fik hende til at tage nogle skridt tilbage. Rigtig nok. Han var hverken gammel eller fuld. Han var derimod ung, pæne lysende grønne øjne og karseklippet hår, som underligt nok klædte ham. Hans smil derimod, var noget alle piger drømte efter. Hun lag hovedet på skrå og betragtede ham. Hun var færdig. Hun vil ikke kunne vinde en kamp over ham. Men helt ærlig, hvordan kunne han have det der falske smil på læben og det så til og med så rigtig ud. Som om han var sød imod hende? Hun var amatør i forhold til ham.

”Jamen der kan man bare se. Heldige dig” sagde hun og klappede ham på brystkassen. Han kiggede smilende ned på hende hånd, ”Men desværre skuffer jeg Dem, da jeg skal den modsatte vej” hun prøvede at træde til siden, men han var så hurtigt til at reagere, at på to sekunder, var hun klasket op på en mur som et insekt. Og det var præcis det hun var. Nemlig et insekt.
”Du skal da ingen steder. Det er sjældent vi får besøg af sådan en smuk lille tøs” mumlede han inde i hendes øre. Han nippede til hendes øre flip, og hendes hjerte sprang et slag over. ”Slip mig” sagde hun med en vred tone. Hun lukkede vredt øjnene, da han begyndte at slikke hende på halsen. Hvad fanden havde hun rodet sig ud i?

Melvin var på vej hjem fra en opgave hans far havde givet ham da han så lige ude i øjenkrogen en pige eller rettere en kvinde stå og prøve at komme fri fra en ung mands greb.
i et lynslag forsvandt Melvin ud af det blå og havde Teleporteret sig op på taget af bygningen over dem. han gjorde ikke noget lige nu. han opserverede kun lige for at se om han skulle blande sig eller ej og da han kunne se at hun havde brug for hjælp så hoppede han tilbage ned til jorden igen. han landede lydløst som om han var en fjer i luften og stille prikkede hans til mandens skulder.
i det manden ville reagere til at blive prikket på skulderen sendte Melvin med sin hurtige reflekser og fart en knytnæve lige i ansigtet på manden der fik ham til at flyve ca 10 meter væk fra hvor de stod.
imens manden var på jorden så tog han hurtigt de få skridt han skulle tage for at komme tæt på pigen og med en hurtigt bevægelse lagde han sine arme rundt om hende så hun var helt oppe af ham så hun kunne mærke hans brystkasse og hans muskuløse krop.
" hold fast " sagde han og blå flammer begyndte at dukke op under dem. alt uden for denne flammecirkel som var rundt om dem så ud til at gå i slow motion og de begyndte at blive dækket af flammerne.
det underligste var dog at flammerne overhovedet ikke gjorde ondt. faktisk kunne man slet ikke mærke dem. det var som om de bare var der.
de var nu dækket af flammerne og pludselig forsvandt flammerne på under et sekund og nu stod de på taget af en bygning langt inde i byen langt væk fra hvor de var før.

Han klamme tunge gled op og ned af hendes hals. Stille gispede hun, da hans tænder nu tog plads. Hun kunne sagtens skubbe ham væk, ej okay, det kunne hun ikke! Men altså, pointen er, at hun ikke var så svag, som man ellers skulle tro. Ham her gut var også tusind gange større og stærkere end hende. Hun kunne jo bruge sin magi, men hun var ikke helt vandt til, at bare kaste den på folk endnu.
Hendes øjne var lukket, men de åbnede sig med det samme, da en lille brise ramte hendes ene ind. Manden strammede grebet om hendes hænder, som lå over hendes hoved. Hun var desuden også skubbet så tæt ind mod mureren, at hun seriøst havde svært ved at få vejret. Især da manden begyndte at søge efter hendes læber.

Øjnene fangede endnu en ung mand. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke rigtig fokusere på ham, og ham der var i gang med at rå snave hende. Men inden han nåede så langt, blev han slået omkuld. Okay, omkuld var godt nok underdrevet. Han fløj jo nærmest væk. Hun så hen på den unge mand, som måske lige havet redet hende. Skylar tørrede sine læber med ærmet og knappede sine skjorte. Hun rettede på det sorte hår, og kiggede forvirret på manden. Men igen, inden hun nåede så langt, tog han fat om hende og trak hende ind til sig. Det var så her hvor man lag hovedet ind til hans brystkasse og begynde at tude. Men hvis man kendte Skylar, så var det sidste i verden hun ville gøre, at begynde at tude og vise at hun var svag.

Først nu lag hun mærke til, at de nu fløj. ”What tha-” hendes hæse stemme havde en skinger lyd. Hun kiggede nedenunder dem, og lag mærke til, at manden som overfaldt hende, stadig lå på jorden. Stadig det forvirrede udtryk, da de landede fint på taget. Hun gik væk fra sin redningsmand og tog sig til hovedet. Hun smilede skævt, mens de blå øjne skimmede manden. Ung. Det var han.
”Tak? Nej jeg mener.. hvad fanden? Du var der og jeg..?!” man kunne se på hende, at hun var helt op og køre, men man kunne til gengæld også se på hende, at der ikke var angst, frygt eller noget form for, at hun lige var taget på.

Melvin kiggede på hende.
hans øjne skiftede farve hver gang han blinkede fra at være menneskelige havblå til at være syregule i farven.
"er du okay?" spurgte han og kiggede på hende med sine farveskiftende øjne.
han havde ingen anelse hvad han skulle sige men han smilte til gengæld til hende da han kunne se at hun ikke var bange eller noget men var bare meget forvirret.
"jeg håber ikke at det var din kæreste eller noget og at det med at du kæmpede imod var ren skuespil for ellers ville det her være meget pinligt." sagde han og smilte.
han forsvandt lige pludselig og dukkede op ved skorstenen der var til huset. nu sad han ned imens han kiggede på hende.
"mit navn er forresten Melvin. Melvin Morladin til din tjeneste" sagde han med et smil.
forhåbenligt ville hans fars ry ikke skræmme hende for hvid og sans.

Nu stod hun blot og stirrede uhøfligt på den unge mand. Hun var desuden også kendt som kvinden med få ord. Nu kunne hun kende sig selv. Rolig og kold. Kold på den ikke al for onde måde. Hun fugtede sine læber idet manden smilede. Hvad mon han smilede over, hun havde ikke hørt efter. Hun sigtede efter hans øjne, og sværgede på, at de for blot par sekunder siden var ligeså blå som hendes. Hun var enig med sig selv i, at hun ikke skulle blive overrasket over de ting han kunne finde på.

Skylar skubbede det sorte hår bag øret, da det hele tiden ville kysse hendes ansigt. Vinden var også mere kraftig herop. Det var ikke længere den uskyldige lille brise.
Hun langsomt mærke til, at Melvin var forsvundet. Hun kiggede til sit højre og venstre, og opdagede, at han nu var over ved skorstenen. Hun rullede med øjnene. Okay, det kunne godt være, at han kunne teleportere sig, men behøvede han, at vise sig sådan frem? Ja, det var sejt, men come on!
Hun smilede skævt og rodede i sit hår. Hun lod det vinden lege med det sorte hår.

”Melvin” nikkede hun og lag sine hænder, som sædvanlig, i lommen.”Du kan kalde mig Ræven” sagde hun og kiggede op på ham. De blå øjne prøvede at fange hans øjne. Hun smilede ikke, men man kunne skam heller ikke se fjendskab i hendes øjne. Han havde trods alt reddet hende. ”Men jeg er okay. Altid okay” sagde hun, som om hun lige havde hørt hans stemme. Hendes hæse stemme knækkede over, og hun rømmede sig. Mon det så var farvel nu? For hendes skyld måtte det gerne være. Hun var ikke lige snakke typen.

han hoppede ned fra skorstenen og i det han skulle til at ramme taget forsvandt han igen og stod nu lige foran Skylar og kiggede på hende lige i øjne. han var så tæt på hende at hun kunne mærke hans ånde imod hendes ansigt.
han kiggede på hende med nysgerrige øjne der blev ved med at skifte hver gang han blinkede. det var som om han stirrede ind i hendes sjæl igennem hendes øjne.
han drejede hovedet lidt imens han stadig næsten stirrede på hende. det var nu hun faktisk opdagede at han ikke stod på sine ben men stod faktisk på en hale han pludselig havde fået. med bene i meditation stilling.
"du er ikke altid okay. lige nu er du forvirret hvem jeg helt er og om du kan stole på mig. du er også forvirret over hvem manden var og hvorfor han angreb dig lige pludselig og prøvede at voldtage dig" sagde han med en stemme der var så rolig at det kunne give en normal person kuldegysninger. han var lige før en med fuld af energi og kunne ikke stå stille næsten og nu "stod" han næsten og stirrede hende direkte i øjne og analyserede hende som om han læste hendes sjæl.
han var nysgerrig over om hun overhovedet vidste hvem han rigtig var og om hun vidste virkelig hvem hans far var. de fleste folk der fandt ud af hvem hans far var blev med det samme bange for ham i både almindelig frygt og ærefrygt.

Hun måtte indrømme, at det gav et lille chok, da han pludselig stod overfor hende. Igen rullede hun med øjnene, da hun ikke fattede, at han ikke stod bare et sted. Hvad skulle alle de bevægelser til for?
Hun vente sit hoved til den ene side, så hun kunne mærke hans ånde på sin kind i stedet for hele fjæset. Og hvad var meningen i at stå så tæt? Hun sukkede, da han kom med en lang forklaring om hendes lille forvirringhed.
Hun kiggede på ham uden at tøve. Skulle hun da kende ham? Det var ligefør, at han hentydede til, at hun skulle kende noget til ham. Var han da en slags konge her? Hun rystede kort på hovedet, da hun lag mærke til hans hale. Som sagt, hun havde lovet sig selv ikke at flippe ud. Det var normalt.. ikke?

"Okay, Melvin, eller hvem du så end er. Jeg har hverken tænkt, eller løst til at tænke på, om jeg kan stole på dig. Det ikke fordi du er en person som jeg virkelig brænder for, no offence" sagde hun med et skævt smil. "Og..-" sagde hun og gik nu lidt tætter på ham, at hendes pande vil rør hans næsetip. Hun stod op på tærer, så hun næsten var ligeså høj som ham. Skylar var i forvejen en meget høj kvinde, så der skulle ikke så meget til, at hun nåede op til ham, vel vidende, at han stod på sin hale. Anede ikke hvorfor.
"- Jeg var ikke tæt på at blive voldtaget. Han ville ikke have noget så langt" hviskede hun og smilede koldt til ham. Hun blinkede ikke engang. Hvem han så end var, så, så han hende som et insekt. Ligesom hendes overfaldsmand. Hvad var der med væsnerene her?
Hun tog et skridt tilbage og bukkede, uden at fjerne blikket fra ham. Man skal sgu ikke undervurderer hende.

han smilte. han så faktisk ud til at være på grænsen til at grine. hvorfor han skulle have lyst til at grine kunne ingen vide men han så meget glad ud.
"det er godt at se at du ikke er bange af dig. men jeg er til gengæld nysgerrig. hvis du siger du ikke havde nogen problemer imod din voldsmand så prøv at bevis det for mig. hvis du kan lægge mig ned så tror jeg gerne på dig. til gengæld må jeg ikke slå dig. det eneste jeg må er at pararre dine slag og angreb og ikke andet" sagde han med et smil
han virkede barnlig af en der så ud til at være de 20 år og han virkede også til at være meget hyper agtig. han stod jo næsten aldrig stille. han stod bare og ventede på hendes svar.

Smilet på hans læber fik hendes ene øjenbryn til at løfte sig op. Han morede sig, gjord han ikke? Og svaret kom da også lige efter. Hun rettede sig og smilede skævt, som om hun rent faktisk overvejede at overfalde ham. Hun slikkede sin underlæbe og derefter bed hun i den, som om det han havde sagt var en saftig nyhed. Hun rystede på hovedet, og sparkede et eller andet foran sig væk. ”Nej” sagde hun og kiggede på ham. ”Hvorfor, spørger du sikkert” hun rakte to finger i vejret. ”To ting: Et, jeg overfalder ikke bare folk. Kan jeg slet ikke finde ud af. Har slet ikke nok vrede i mig. To..” hun fnøs med et smil. De to fingre røg ned. Hun nikkede imod hans hale. ”Den ser så skrøbelig ud, vel vidende at den sikkert ikke er det, da den sådan set holder dig oppe, men alligevel” hun smilede for første gang oprigtig. Hun vendte dog også hovedet væk, som om, hun havde svært ved at smile foran folk. Det havde hun sådan set også.

”Men sig mig, Melvin. Burde jeg kende dig?” hun vente sig imod ham, og havde det samme blik på som i starten. Ligegyldighed og kold …også alligevel ikke.
Det bliver sgu alligevel bestilt mad igen, tænkte hun, da hun kom i tanke om, at hun aldrig vil få tid til at lave mad. Ikke så længe Melvin underholdte hende.

Melvin smilte og fik sin hale til at blive til en slags fjeder så han hoppede op i luften og så forsvandt han igen. nu var han ved kanten af taget og stod på en hånd på selve kanten imens han kiggede på hende med hovedet ned af.
"du kender ikke mig. men du burde have hørt om Morladin familien ellers ved du ikke så meget om Doomsville City som resten af nabolaget gør. min far er Sakref Morladin. konge af Doomsville City" sagde han og hoppede på en hånd ud over taget og pludselig kunne hun mærke en der prikkede til hendes skulder.
han stod nu bag ved hende eller rettere foran hende nu da han havde jo prikket til hendes skulder og normale folk ville vende sig af det. han havde ansigtet helt op af hende kun nogen få centimeter væk fra hendes ansigt. han havde et stort venligt smil og så hoppede han tilbage så han stod lidt væk fra hende. stadig med sit store smil.
"men jeg tror ikke på at du ikke gerne vil angribe mig. du tror nok bare jeg har noget op i ærmet" sagde han med et smil.
"hvilket jeg også har" sagde han og trak hvad der lignede en grydeske frem fra ærmet.
han hoppede frem igen og med et lille forsigtigt slag slog han skeen mod hendes pande. det var overhovedet ikke hårdt han gjorde det. det var mere som om han lagde skeen på hendes pande end at han slog hende med den.

Hun betragtede ham blot, uden at sige noget. Hendes tanker var tomme, og hun havde bare løst til at kaste sig ned fra taget. Hun vil gerne se dyner, seriøst. Hun var så træt, og det var der sgu heller ikke noget at sige til, da hun arbejdede på to forskellige job, og de lå skam ikke tætte på hinanden. Jep, så var hun heller ikke en af de væsner der kunne telepotere sig. Da hun hørte ordet konge, zoomede hun ind på Melvin, som igen var forsvundet. Selvfølgelig. Rigmands søn. Overraskede det hende? Næ.

Da hun mærkede, at han prak til hendes skulder, vente hun sig om. Igen stod hun uhyggeligt tæt på ham. Øjnene røg ned til hans læber, som havde et smil på. Hvad smilede han sådan hele tiden af? Hun nåede lige at få øjenkontakt, inden han rykkede sig væk fra hende. Hun rystede grinende på hovedet. Ikke et grin, som fortalte, at hun synes han var skør eller sjov. Tværtimod, det var et grin, som fortalte, at hun ikke fattede hvad hun lavede herop sammen med ham.
Igen snakkede han. Han brugte desværre sin stemme på hende. Hun hørte alligevel kun halvt. Han vækkede hende da også, da han slog en grydeske imod hendes pande. Hun tog sig på panden og kiggede forvirret på ham.

”Du er nok en sjov lille fætter. Hvis din far ikke var konge, så havde jeg sprællet dig op med den grydeske, du har der” sagde hun med et surt udtryk. Men man kunne se på hende, at hun prøvede at holde et smil tilbage. Han udfordrede hende virkelig. Ikke nogen særlig god ide.

han grinte og smed skeen op i luften og hvis hun ikke greb den nu ville hun få den i hovedet.
imens han smed den op i luften så hoppede han let tilbage.
"go on then. give me your best shot. i love a good killing" sagde han med den mest britiske accent man kunne få når man var på en anden planet langt væk fra den normale jord.
han havde stadig det største smil på sit ansigt som man overhovedet kunne forstille sig. man kunne faktisk se hvor meget han havde lyst til at hun angreb ham.
det passede skam også. han elsker kamp. at høre folk skrige af frygt og smerte var noget af det bedste han kunne høre i verden. dog havde hans far lært ham at man skal være god imod folk indtil de viser til at være nogen der ikke fortjener at blive behandlet godt med.
plus så havde både hans opgave han havde klaret den dag og den mand han havde næsten lige slået ud. begge havde ikke vist sig til at være nogen god modstand imod ham. han havde faktisk kedet sig.
han havde brug for noget sjov. som han sagde havde han havde brug for et godt drab.
han

Da han kastede skeen op i luften, løftede hun sin hånd op, og greb skeen. Hun løftede det ene øjenbryn, da han kom med sin britiske accent. Et smil formede sig på hendes læbe, og hun begyndte at gå imod ham, mens hun slog skeen imod sin håndflade. ”Du er godt nok ..” hun fuldendte ikke sin sætning, men det var fordi, at hun nu stod så tæt på ham, som han havde gjort tidligere.

”Melvin, Melvin. Hvorfor vil du have at jeg skal vise dig min styrke? Forstår du, elskede, at jeg ikke bare slår på folk" Hun slap skeen, så den faldt. Nu var skeen imellem dem. Hun løftede så sin hånd op til hans pande, og prak mild til den. ”Jeg er ikke en person, som er sjov at være sammen med. Jeg er altid seriøs, aldrig med på sjovt” og da det var sagt lod hun sin finger glide ned af hans kind. Hun gjord ikke et forsøg på at flytte sig igen. Hun gloede mig dybt ind i hans øjne, som om hun prøvede at læse hans tanker.

han kom bare med et større smil. det sjoveste var at smilet faktisk sad godt til ham. det sad nemlig lige hvor det skulle.
"hvis du ikke er med på sjov så er det på tide du prøver det. hele verden handler ikke om at være seriøs om alting. det handler om at leve og vide hvad det handler om at leve og vide at en eller anden dag så er det slut og man kan ikke gøre noget ved det.
forstil dig hvad du vil tænke på hvis du nu lå i din seng og skulle til at dø og du har vist at du aldrig har været ude og prøve noget farligt bare fordi du havde løst. at du havde prøvet noget som ikke behøvede en grund til at være seriøs over men bare fordi det ville være sjovt" sagde han med et smil.
der var noget der pludselig sagde at han skulle til at gøre noget. det var som om hans øjne lyste mere op og det passede rigtigt nok. et sekund efter det lille glimt der sagde at han ville noget så bukkede han sig og løftede Skylar op på sin skulder så hun lå hen over hans skulder og han løb pludselig imod kanten og hoppede ud over. han hoppede faktisk rigtig langt og nu var de på vej ned imod jorden. ned imod asfalten.
han smilte og han begyndte at juble imens de var ved at falde ned mod jorden og i det der næsten var kun to centimeter tilbage før de havde ramt jorden og det som fik det til at se ud som om det var for sent at gøre noget selv for hans krafter. så var de pludselig tilbage oppe på et tag. den her gang helt oppe på toppen af Doomsville City.

Hun stod og kiggede på ham, som om han i gang var ved at forklare hende, at hun ikke kom fra storken, men et helt andet sted. Hun sænkede hovedet ned, da hun følte en voldsom hovedpine. Hun lod det mørke hår dække sig. Prøve at holde hans stemme ude, og prøve at glemme hans smil, som irriterede hende til døde. Hun lukkede øjnene, og hun trak vejret hurtigere, da hun blev utålmodig. Hun vil hjem nu.
Men hun hørte lige Melvin’s sidste ord, og i næste øjeblik sad hun på ryggen af ham. Hun kunne mærke, at hun strammede grebet om hans skulder, da han bare sprang ned. Hun skreg ikke, fordi hun var i chok. Hun stirrede ned på jorden, som kom tættere og tættere på. Men da de næsten var ved at røre jorden, så forsvandt de. Så var hun allerede oppe på taget sammen med ham. Og denne her gang var det skam helt op. Hun hoppede med det samme ned fra hans ryg, og vendte ham om. Vreden i hendes øjne var til at se, og man kunne også se hvor rød hendes kinder var.

”Du!” råbte hun og skubbede ham, imod kanten af taget. Selvfølgelig vil han aldrig rigtig falde. ”Du vil gerne have det sjovt ikke?” sagde hun og skubbede ham igen, men denne her gang i den modsatte retning, så de skiftede plads, så hun stod ved kanten af taget.
”Du vil have det sjovt, huh!?” gentog hun og spredte sine hænder. Det sorte hår fløj om hende, og så ud til at række ud efter Melvin. Hun smilede skævt og trådte et skridt tilbage, så hun var endnu tættere på at falde. ”Jeg kender alt til sjov, men hvorfor bruge sit liv på det? Skabte gud denne verden for sjov? Er din far konge for sjovt? Blev du født for sjov? Der er ikke noget der er sjovt i denne her helvede verden” hun så direkte på ham.
”Men aldrig, aldrig, skal du gøre sådan noget imod mig, Melvin Kongens søn” hun havde igen den seriøse gnist i sine øjne. Langsomt sænkede hun sine arme, og hun lukkede øjnene. Hvor kom hovedpinen fra?

han grinte.
"selvfølgelig vil jeg gerne have sjov" blev han ved med at sige hver gang hun spurgte om han ville have det sjovt.
han hoppede op så han sad på sin hale igen.
"måske skabte guderne denne verden og alle andre verdener for sjov. måske blev min far konge for sjov. måske blev jeg skabt for sjov. hvem ved?" sagde han med det største smil på ansigtet.
"hvis denne verden er helvede så må du jo også forstå at der skal være noget modspil i denne verden. hvor der er seriøsitet er der også sjov. hvis den ene ikke findes så kan den anden ikke definere og hvis sjov ikke findes så må der nogen der må opfinde det og tro mig jeg er ikke den eneste der leder efter sjov" sagde han med et stort smil.
"min far leder efter sjov. vagterne nede på gaden leder efter sjov. alle væsenerne nede under os leder efter sjov. alle leder efter sjov og de tager det de kan finde og bruger til at lave sjove ting med" blev han ved med at sige.
"guderne skabte ikke denne verden eller nogen verden for at vi skulle bare sidde og gøre ingenting. guderne gav os denne verden så vi selv kunne gøre hvad vi har lyst til i denne verden. at vi kan finde sjov ting at lave imens vi stadig var seriøse om at overleve og nu hvor det er nemmere at overleve så er der mere tid til sjov" sagde Melvin med sit store smil.

For engang skyld hørte hun efter hvad han havde at sige, selvom hans ord ikke lige ramte hende. Hun var slet ikke enig med ham. Han vendte jo bare hendes ord. Hun kløede sig på nakken, mens hun betragtede hans læber. De bevægede sig med et smil. Hun sukkede, og kiggede op på himlen. Havde han ret? Næ. Ikke efter hendes mening. Hun vil selv aldrig kunne finde på, at have det sjovt på den måde. Måske joke engang imellem, men ikke sådan, at hun begynder at tage livet, som en let leg, for sådan var det sgu ikke. Skylar sænkede sin hånd, og aede sig selv på halsen. Hun havde fået gåsehud, og det var der ikke noget at sige til, da det var rimelig koldt heroppe.
Hun bar heller ikke andet end skovmandskjorte og sine hullede jeans, som hun faktisk kunne lide.

"Javel ja, Melvin Kongens søn" sagde hun med et smil. Hun gik stille over til ham, og gav sig til at klappe ham på skulderen. "Tro på det du siger, så når du sgu langt" tilføjede hun og nikkede. Man kunne høre på hende, at hun lød ironisk, men ikke fordi hun prøvede at virke kold, for Melvin virkede som en sød fyr, seriøst. Men Melvin..

"Kan jeg kysse dig?" spurgte hun og sænkede sin hånd fra hans skulder. Hun kiggede på ham med seriøse blå øjne.

han smilte stadig men han blev dog lidt overrasket over hendes spørgsmål da det virkede som om det kom ud af det blå.
"det ved jeg ikke kan du det?" spurgte han med et flabet blik. han lavede nemlig lidt sjov med hvad hun egentlig sagde.
"du kan jo prøve" sagde han derefter med et blik der sagde at det her var hans mere seriøse svar.
han undrede sig over den pludselig interesse hun virkede til at have hvis hun pludselig spørger om sådan noget. især når man tænker på at han har været meget i hendes dårlige side lige nu.
han ventede spændt på hvad hun ville gøre.

Hun smilede ikke, men hans svar kom egentlig bag på hende. Hun klappede i sine kolde hænder, og begyndte stille at gå frem imod ham. Det hele foregik i slowmotion faktisk, for det tog lang tid før hun stod over for ham. Hun lod sit mørke hår glide bag øret, så strakte hun sig, og lod den ene hånd glide bag hans nakke. Hun holdte stramt om hans hår, og trak ham ind til sig, så deres pander stødte sig imod hinanden.
Derefter nærmede hun sig stille hans læber, men inden de rørte hinanden, så smilede hun og sig væk. Hun begyndte at smile og gik nogle skridt tilbage. "Det var bare for sjovt" sagde hun og bukkede.
Det havde aldrig strejfet hende en tanke, at kysse ham. Ikke en eneste gang.
Hun lod håret finde plads igen. "Ser du. Nogle gange kan ordet sjov, gøre en skør, sorry dude. Men som du selv hentydede til, alt er jo sjov.. ikke?" afsluttede hun og blinkede med det ene øje. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at han svarede seriøst. Troede han virkelig... efter den samtale de havde haft? Hun havde jo været kold imod ham, og alligevel stod han der og håbede... håbede på hvad, spurgte man sig selv..

han kom med et stort smil efter det hun sagde. som om han havde hørt en god joke
"sjov kan gøre alle skøre. men du bliver først skør når du tager noget der er sjovt for seriøst" sagde han og hoppede op i luften og landede på sine hænder og stod så på en hånd og kiggede på hende.
"og for at du skulle vide at folk bliver skøre af sjov så må du også selv have blevet skør" sagde han med et smil som sagde at det han sagde var en hentydning til at hun var lige så skør som ham.
"kun en skør person kan genkende en skør person. og kun en person der har det sjovt kan se når en anden en har det sjovt" sagde han og smilte.
han virkede overhovedet ikke til at være blevet ramt af det hun sagde og havde gjort imod ham.
"men troede du selv at jeg tog det seriøst? hvis jeg virkelig havde løst til at kysse dig så ville jeg havde gjort det for længe siden. jeg gør hvad jeg har nemlig løst til og ingen kan stoppe mig for at tage hvad jeg vil have. og mange gange det jeg gør er hvad jeg kalder sjov" sagde han mens han var på hovedet med et smil.

Smilet på hendes læber forsvandt, og alt med glæde i hendes øjne forsvandt. Hun kiggede direkte på ham, og tog sig ikke af hans irriterende bevægelser. Hun slap ihvertfald ikke øjenkontakten. Kun en skør person kunne genkende en skør person, havde han sagt. Hvorfor skulle han absolut gøre hende så irriteret hele tiden? Hun var ellers lige begyndt at give igen, men så kom han med engang gylle. Hun snerrede stille, og det var egentlig ikke mening. Hendes ene hjørnetand, som var rimelig spids kom til syne, og det var ikke meningen, som sagt. Hun havde ellers prøvet at skjule det hele tiden.
"Ha!" kom det fra hende og hun prøvede at berolige sig selv. Hun kunne mærke, at han havde ramt noget ukendt. "Sig hvad du vil, men jeg kan mær-..." hun fuldendte ikke sin sætning, da hun vidste det var dumt. Hvis hun havde fuldendt hendes sætning, så kunne hun sagtens fortælle ham sit rigtig navn, og hendes liv.
Hun holdte sig på hovedet og pustede ud. Pustede al vreden ud, og prøvede at finde sin indre ro, som var dybt ind i hende.
"Glem det. Ved du hvad? Sig hvad du vil, jeg er ligeglad. Og du vil aldrig kunne kysse mig, ser du, de her læber, er aldrig blevet berørt. Tro det eller ej" med lukkende øjne slap ordene ud, som var oprigtig. Hun maserede sine hovedbund, mens hun kunne mærke, at roen spredte sig i hende. Hun var jo selv en beroligheds bombe.

han smilte af det sidste hun sagde.
"passer det nu virkelig?" sagde han og kiggede på hende.
der gik dårligt nok et sekund og så forsvandt han i en røgsky som altid.
hun blev prikket på skulderen bag ved hende og han blev ved med at prikke til at hun vendte sig om og han vidste at hun ville nok vende sig om og i det hun ville vende sig om kyssede han hende på hendes læber og smilte flabet.
"så er de ikke uberørt mere" sagde han flabet og forsvandt igen i en røgsky før hun kunne nå at få fat i ham.
han var nu bag ved hende igen et godt stykke væk selvfølgelig og nu stod han bukstavlig talt på sig hoved med krydsede ben som om han mediterede på hoved.
han vidste at hun nok var pissed nu. men han var parat som altid. og hvis han ikke var så var han ligeglad.

Hun kiggede irriteret på ham, da han begyndte at snakke. Hvad var han egentlig ud på? Da han forsvandt kiggede hun forvirret rundt. Betød det, at han nu var forsvundet sådan rigtig? Der gik ikke særlig lang tid, inden hun kunne mærke en prikken på sin ene skulder. Hun vendte sig ikke om, da hun prøvede at ignorere ham. Men den han blev ved vendte hun sig vredt imod. "Hvad!?" fik hun råbt, inden hans læber lukkede sig om hendes. Hendes øjne var glødende af vrede. Hun skulle lige til at tage fat i ham, men han var hurtigt til at forsvinde.
"Din møgunge!" råbte hun med sin hæse stemme, og drejede om. Hun fik øje på ham, og gik stærkt imod ham. "Nu får du det du bad om!" hun fandt en sten foran sine fødder, og kylede den imod ham. Den vil ramme ham, hvis han da ikke forsvandt igen.
Hendes brystkasse sprang op og ned, og han skulle vide hvor vred hun var.

Han havde rørt hendes læber. Han havde forfanden rørt hendes læber. Hvordan kunne det ske? Hun var ude af den.

han greb stenen.
"du kommer ikke til at lave nogen skade imod mig ved at kun kaste småsten" sagde han med et flabet smil.
han vidste at nu var hun ude og flippe og det er nu han havde en chance for en kamp der måske kunne interessere ham.
"du kommer i hvert fald ikke til at kunne kaste flere sten end de sidste tre der er heroppe" sagde han stadig med et flabet smil.
han blev bare ved med at skubbe hende længere ud.