I didn't mean to take it! ~ Eliot

T: omkring 15 om eftermiddagen
S: Gågaden i Terrorville
V: Vindstille, skyfrit, køligt

Duften af ballade hang i luften og gjorde den lettere at indånde. Hun havde ikke for ofte været i Terrorville, men efter Eliot var flyttet dertil var det bet foretrukne sted at rejse hen når hun havde brug for en pause fra alt det pokkers hundseri der var hjemme ved Fruen. Eliot var nok den eneste der forstod at hun ikke gad det liv hun var blevet tvunget til. Hun burde være så meget mere, end en kommende ammekone. Heldigvis skulle der én ting til, før hun kunne blive ammekone - og det regnede hun aldrig med skete. Hun skulle ikke have et barn, hun skulle slet ikke være intim med en mand. Tanken var... Skræmmende.
Iført en grå kjole der sad tæt om overkroppen og derefter gik blødt og løst ned om hendes hofter, ned til jorden - og en sort kappe der dækkede hendes nøgne skuldre og hendes ryg samt sorte støvler der ikke kunne ses under kjolen, bevægede hun sig ned af gågaden, i håb om at Eliot havde besluttet sig for at være ude denne fantastiske eftermiddag. Måske nåede hun at se ham, inden det blev for sent og hun måtte tage tilbage til Firewood hvor hun havde en vagt på kroen igen i aften.
Mens hun gik, beundrede hun boderne. Smykker, vaser, fine råvarer, delikat mad. Hun var ude af stand til andet end at kigge - penge havde hun aldrig nok af, på trods af hendes vagter på kroen. Hun var engang blevet tilbudt mere, blot for at danse for en mand i enrum, men hun havde sagt nej. Hun ville ikke være billig, hun ville ikke være til salg overhovedet.
Mange mennesker, de højere samfundslag, gik rundt og kiggede på boder ligesom hende. Hun var væk i sin egen dagdrøm, en drøm om et liv væk fra trældom og slaveri. Et liv hvor hun var Fruen, og hendes magt og evner overgik alle forventninger.
Hun lukkede øjnene mens hun gik, mens hun nød følelsen, af at hun var lige så meget værd som de andre der gik der. Hun lod hånden glide over en bods bord, og hendes fingre greb fat i et smykke. Hun var væk i sine egne tanker, væk i drømmene. Hun gik videre, med smykket hængende i hendes greb. Det var først da hun gik direkte ind i en mand at hun vågnede op og opdagede hvad hun havde lavet. Det var tider som nu, hvor hun manglede Eliot til at fortælle hende hvad hun skulle gøre. Hun var ikke vant til gaderne. Man kunne hører hvordan der blev råbt efter hende, da hun satte først i hurtig gang og derefter i løb. Hendes hætte gled ned og afslørede hendes ravnesorte hår. Fire unge mænd havde sat i løb efter hende, og på trods af at hun var slank og let til bens, så var de hurtigere end hende. Hun løb så hurtigt hun kunne, mens små fjer blev mere og mere tydelige i hendes ansigt. Det var kun når hun panikkede, at hun skiftede form. Det var ubehageligt, påtvunget.
Hvor pokker var Eliot?

Det var ikke så tit han så Carnelian fortiden, men denne dag var hun kommet til Terroville. Hvilket glædede ham meget. Lian var en meget tæt veninde, nærmest som en søster for ham. Han skulle mødes med hende på markedet. På trods af de mange mennesker omkring dem, prøvede han at finde hende. Han vidste ikke, hvad han skulle forvente, faktisk. Dog ændrede det ikke på hans begejstring for at se hende igen. Eliot kiggede også på lidt af smykkerne, en gave til Stella kunne aldrig skade jo?
Dog hørte han nogle råbe, og det fik ham til at løfte hovedet opmærksomt op.

Han så en kvinde løbe afsted igennem gaderne. Hvilket kunne ligne Lian når hun fik et chok, men på flugt fra fire mænd som ikke ligefrem så tilfredse ud. Det gik Eliot til at løbe imod dem. Det kunne ende galt trods alt. Endelig lykkedes det ham at indhente dem.
"Hey.. Hey!" Råbte han for at få mændenes opmærksomhed. Det gjorde mændene stoppede let op. De var mere kraftige end ham, men det stoppede ham ikke.
"Hvad vil du?" Spurgte den ene vredt, og Eliot kløede sig i nakken. "Uh.. mange ting. Men lige nu, vil jeg gerne have i stopper med at jage den fortrækkede unge dame." Tilføjede han og sank let en klump. Han kunne mærke på mændene at de var vrede, den måde ens puls kunne fortælle ens inderste følelse.
"Hun tog noget som tilhøre os. At skære hendes hånd af, vil være bedst betaling." Sagde en anden.
"Ser du. Det har jeg et problem med." Der på slog han den ene af mændene med en knyttet næve i ansigtet. Derefter fik han de andres puls til at galopere afsted, så deres vejrtrækning næsten ikke kunne følge med dem.

På det signal løb han hen til Carnelian, og greb hendes hånd.
"Kom." Sagde han hurtigt, og satte i løb væk fra mændene. Et grin forlod hans læber. Stella bragte også underholdning ind i hans hverdag, men Carnelian var anderledes. Det bragte ham til en gammel side af ham selv, en side han kun fandt frem med hende. Ballademageren som ellers stod gemt oppe på loftet. Da de kom langt nok væk stoppede han op.
"Så meget motion er jeg alligevel ikke normalt." Han tog sig til sine knæ, og hev vejret ind. Mindede nærmest om en der kunne dø om lidt. Kort tid efter satte han sig ned.
"Hvad skete der egentlig siden de var efter dig?" Spurgte han imens han hev ind efter vejret.

Hun stivnede, da hun hørte den velkendte stemme råbe. Han var da ikke dum nok til det? Vent, det var jo Eliot. Hun reagerede først ved at trække sin hætte tæt over hovedet, mens hun ventede på at de begyndende fjer havde lagt sig igen. I mellemtiden lyttede hun bare til ham, hans stemme og hans vejrtrækning. Hun var ikke selv glad for at løbe, men hun havde vel ikke haft andet valg?
''Mine dagdrømme fik mig i problemer, igen.'' sukkede hun inden hun fandt smykket frem fra det stramme greb hun havde det i. En sølvkæde med en krystal der lyste svagt op. Hun ville aldrig selv kunne gå med den, på grund af hendes samvittighed.
Hun lukkede øjnene i lidt, nød mørket.
Så gik det op for hende, hvad han havde gjort. Hun startede med at daske hårdt til hans skulder.
''De var jo enorme! Du kunne være blevet banket til plukfisk! Eliot von Idiot!'' sukkede hun opgivende, inden hun lod halskæden glide ned i hendes inderlomme på kappen. Hun turde ikke helt trække hætten af endnu, da hun ikke kunne fornemme om fjerene var væk eller ej.

Han smilede kært til hende. Da hun sagde det var hendes dagdrømme. Alle havde ret til at drømme, nogle menneskers drømme var langt mere levende end de regnede med. Hun daskede ham på skulderen. Han tog sig til den, og lavede et overdramatisk udtryk i sit ansigt, som om, at han netop var blevet gennemtæsket. Dog kendte Carnelian ham nok til hans små jokes. Det var så typisk ham ikke at se nogle situationer komplet seriøse eller i hvertfald bruge sin useriøsitet som et godt cover.
"Selvfølgelig kunnne jeg ik... jo ved du hvad, du har ret." Han tog sine ord i sig igen. Men han havde blot reageret. Thunderblod på gågaden ville sikkert blive bemærket, af enten Caroline eller Stella. OGså havde der været ballade.

Tænk han behøvede sin kæreste til at redde hans røv sommetider, det var næsten pinligt hvor mange situationer hun havde reddet ham ud af.
"Men det positive er... at vi slap væk. I behold og det hele." Nikkede han tilfreds. "Jeg ved ikke med dig, men jeg vil kalde det for en sejr!" Han rejste sig atter op og kiggede på hende.
"Men hey, Lian. Du behøver ikke at have din hætte over hovedet når du snakker med mig. Det ikke fordi, jeg vil røbe dig." Et skævt smil sneg sig op på hans læber. "Jeg giver manden penge for halskæden senere. Så kan du have den på uden skyldfølelse.. se det som en gave."

Firewood Village var let nok at fortage ballade i. Terroville var lidt mere besværlig. Den var større. Folk var rigere og mindre tålmodige, de kunne finde på at halshugge en for at se forkert på dem. Sikke en velkomst ikke sandt? Eliot åndede så ud.
"Hvad siger du til at finde noget mad?" Spurgte han så og vippede hovedet en tak på skrå.

Det var egentlig morsomt. At han havde kendt hende i så lang tid efterhånden, og alligevel ikke kendte til hendes lille 'problem'. Hun var ikke bange for at fortælle ham det - hun var bange for hans reaktion. Eliot var menneske, og hendes tætteste ven. Hvad skulle hun gøre uden ham?
Da han rejste sig, selvtilfreds med at de ikke havde fået bagdelen på komedie, kunne hun ikke undgå at himle lidt med øjnene - skjult under hætten. Fjerene der havde tittet frem på hendes kinder havde trådt tilbage og efterladt hendes ansigt atter menneskeligt - men hvad hun ikke kunne fornemme, mærke eller føle, var at hendes øjne var fuldkommen sorte - både iris, pupil og hornhinde. Det lignede mest af alt en dæmons øjne. Hun trak hætten af hovedet, og afslørede det blåsorte hår, hvor små fletninger i intrigante mønstre prydede hendes hoved, og vendte sig mod ham.
''Hvad har du i tankerne af mad?'' spurgte hun roligt, med et lille smil, mens hendes øjne ganske langsomt blev mere og mere brune og det sorte fortrak sig og efterlod hendes øjne normale hasselnødsfarvede.
''Du behøver ikke betale ham.. Jeg havde tænkt mig at gøre det selv - så snart jeg altså havde pengene..'' grinte hun roligt.
''Fremover, når jeg er i ballade - og du stikker halsen på huggeblokken for mig - så bliver jeg yderst utilfreds, Eliot.'' sagde hun med et yderst strengt blik i øjnene. Han troede at han kunne lege gadedreng, og undgå problemerne. En dag ville han ikke kunne slippe væk.
Hun lukkede øjnene lidt, mærkede en grad af udmattelse overtage hendes krop lidt.
''Nok om din uansvarlighed!'' sagde hun hurtigt, rettede sig helt op og trak kappen lidt om sig.
''Fortæl mig nyhederne! Alt hvad der er sket! Sladder, detaljer, snavs! Hit - kom så!'' smilede hun, og prøvede at skjule den åbenlyse udmattelse og utilfredshed over hans handlinger.