Are you my angel friend? (Arycia)

T: 19.48
O: snuset, mørkt, fugtigt og koldt
V: stømvregn, køligt og genaralt bare et klamt vejr


Det havde været en af de dage, hvor han havde tjent godt! Han havde haft en 5-6 kunder bare indtil nu, og måske lød det ikke at meget, men for en trækkerdreng var det en del! Dog havde dagen ikke fortsat med at være fantastisk! Tvært imod. Nogle af de bøller der rande rundt her, havde åbenbart holdt øje med Harry, og havde detfor fundet ud at at han havde tjent en del i dag. Og de ville gerne havde de penge.

Derfor fandt hsm nu sig selv løbende gennem de mørke gader, i et forsøg på st slippe frs en gruppe på 4, hvilket ikke nemt for den ene var en formskifter og hsvde allerede forvandlet sig til en stor bissk hund der nu knurrende og snappende halede ind på ham. Hvor var det typisk når man havde en god dsg, så skulle sådan nogle typer komme! Feje hunde! I stedet for at tjene sine egne penge som han var nød til, så ventede de til en af luderne havde gjordt det for dem, og så stjal de alle pengene.

Harry kende de fleste gyder, og vidste derfor hvor man kunne smutte i gennem. Desværre lignede alle gyderne hinanden når man var på flugt, så h
Uheldig som han var, så løb han ind i den forkerte gyde. En blindgyde!
Han nåede ikke ud igen før de fire fyre nåede der ind. Og før han vidste af det ford de i hovedet på ham, han fik både knytnæver og knæ. Han havde slet ikke sty på hvor han blev slået, og bidt for den sags skyld, for fyren der havde forvandlet sig til hund, valgte at bide i stedet for at blive menneske igen.
Og før han vidste af det sad han op af muren, slået i smader, og uden penge. Han hang bare op af muren, og var knapt nok ved bevisthed. Og kunne smage den metaliske smag af blod i munden, og havde ondt I hele kroppen.

Det var egentlig bare en hel normal dag for Arycia. Hun boede stadig hjemme hos Benji, efter den uge hvor hun var blevet torturret af dæmoner, minderne hang stadig fast, men at hun var sammen med Benji gjorde det hele meget bedre at leve med.
Hun havde øvet sig i at komme lidt ud, før havde hun kun kunne være ude i en halv time, nu kunne hun være ude i 3, til 4 timer, uden at blive nervøs eller bange, og med Benji kunne hun være ude meget længe, Benji gjorde hende altid tryg, dog når han var sit dæmoniske jeg, var hun ikke særlig tryg altid, hun vidste at ingen andre ville kunne komme til at gøre hende fortræd, men istedet for at andre gjorde hende fortræd, så var det dæmonen der gjorde hende fortræd, og det var ikke altid at dæmonen lyttede til hendes beden om at lade være.
Hvordan hun havde havet i Rotten Root District var en gåde for hende, hun bevægede sig ikke så langt væk, det plejede hun i hvert fald ikke, slet ikke efter jordskælvet. Hun bevægede sig rundt i gyderne, fuldstændig lost, hun vidste ikke hvor hun skulle hen, for at komme tilbage.
Det skulle bare havde været en kort tur, men i stedet var der gået nogen timer nu og Benji var sikkert begyndt at blive nervøs, og det samme var Arycia, hun kunne mærke på sig selv at hun var ved at blive  bange og var ved at gå i panik, men hun prøvede at holde det under kontrol.
Hun kunne jo altid tage sine vinger i brug, hvis det blev for meget for hende, de lå helt tæt pakket ind til hendes ryg, så man kunne slet ikke se dem.
Da hun kom længere og længere ind i gyderne, begyndte hun at opfange en lyd, ikke en særlig rar en, det lød som om at der var nogen der sparkede og slog til noget... eller nogen.
Hun begyndte at gå lidt hurtigere hen mod det, ikke fordi at hun ville blandes ind i noget, hun ville holde sig på afstand, hvis det var noget hun ikke kunne klare, men hun var bare så nysgerrig.
Da hun var kommet til hvad der så ud til at være en blindgyde, kunne hun se tre mænd og en hund, stå og hakke til en mand som stod presset op af muren, uden at forsvare sig overhovedet, hun kunne se på hans aura, at han var en engel, men det var en mørk aura, så hun kunne gætte sig frem til at han var falden.
Hun kunne ikke holde ud at se på sådan noget, men der var desværre ikke noget hun kunne gøre, for da hun kom der til, så det ud til at de allerede var færdige med hvad de startede, hun ville dog ikke bare lade dem slippe af sted med det, selvom Arycia ikke var stærk på noget måde, kunne hun sagtens slå fra sig, med sine engle kræfter, hun begyndte at gå mod dem og stod så bag ved dem til sidst, med hænderne i siden og et sur og truende blik.
"Og hvad tror i så i lige har haft gang i?"

Harry sad helt desorienteret, med blod i hele hovedet fra alle de flænger og sår han havde fået. Han hang bare med hovedet.
Fyrene over for ham stod og talte pengene da de hørte en kvindelig stemme. De vende sig, og grinte lidt af hende. ”og hvad skal du så forstille!” grinte den største af dem, og de andre deltog i latteren.
Harry hørte godt en kvindelig stemme, og så skiløjet op på hende, med det ene øje der næsten ikke kunne åbne fordi det var så hævet og allerede sortblåt. Han støttede sig til muren og jorde med sine hænder, og prøvede på at komme op. Han kunne ikke lade dem gøre hende noget på grund af ham, men den ene af dem sparkede bare til ham ”Hvor tror du så lige du er på vej hen?..” sagde han bare.

Harry prøvede at rejste sig igen, men fyren valgte at sparke ham lige mod kæben, hvilket fik Harry til at vælge om på ryggen, han hostede lidt, og gled om på siden for at spytte blod op. Fyrende grinte bare af ham og vende atter opmærksomheden mod tøsen foran sig. ”Hvad vil du tøs!” brølede den ene af dem.

Harry brummede noget utydeligt, da hans mund var hævet og fyldt med blod. Han prøvede at vende sig så han kunne komme op, men hans krop gjorde for ondt, og han var for gennembanket til at rejse sig. Han ville bare have tøssen til at smutte. Inden der skete hende noget


//sorry for længden//

i det de vendte sig om og begyndte at grine af hende, efter at været kommet med en flabet bemærkning, rystede hun på hovedet af dem.
Hun så ikke ud af meget, hun kunne heller ikke meget, men hendes race var stærk, stærkere end så meget andet, hun kunne sikkert nemt skræmme dem af vejen... hun skulle jo helst ikke udøve vold mod dem, hun var jo en skytsengel, hun var en engel, en engel måtte ikke udøve vold, det var en af de regler der blev set meget alvorligt på.
Hun kiggede hen på fyren som så ret færdig ud, efter det havde banket ham fuldstændigt.
Hun fik ondt af ham, og hun blev mere sur på dem, hvad bilde de sig dog ind, 4 mod en, det var jo slet ikke fair.
"Hvad, skal i være en hel hær om en? det er da ikke så fair?" sagde hun og lagde hovedet på skrå.
Hun prøvede at håne dem, at provokere dem, da det helt sikkert ville få opmærksomheden væk fra fyren, og det var hendes absolutte mål.
Da den ene af dem sparkede ham, så han faldt tilbage, begyndte hun at rykke frem af, hun kunne ikke lide at folk slog eller sparkede andre og hun havde en umådelig lyst til at redde denne fyr fra dem.
Men de stod i vejen og hun var bange for at bruge vold mod dem.
Så da en af dem brølede af hende, bredte hun sine store vinger ud, som slet ikke kunne være der i gyden, fordi at de havde sådan et bredt vingefang.
"Jeg vil have at i giver fyrens hans penge, går væk fra ham og kommer aldrig tilbage efter ham, er det forstået?!" råbte hun af dem, hun var meget sur på dem, jo længere de blev, jo mere sur blev hun, hun havde egentlig bare lyst til at flyve bag dem, tag fyren og så bare flyve afsted med ham, men hun ville først prøve at se om hun kunne få disse mænd til at skride først

Fyrene var bestemt ikke til at spøge med de var store, og var bestemt nogle bæster. Det var ikke første gang Harry havde fået bank, og sikkert heller ikke sidste. Harry forstod ikke helt hvorfor denne pige hjalp ham. Det var de færreste der ville udsætte sig selv for fare for at redde en vildt fremmed.
Han hørte svagt hvordan de diskuterede, som en fjern, fjern kalden langt væk. Og det var på trods af at han lå få meter fra dem.

Harrys øjne spærrede sine øjne smule op da han så omridset af de smukke hvide vinger. En engel! Men hvorfor? Hvorfor redet hun ham? Han var blot en falden, en udstødt der ikke fortjente sine artsfællers opmærksomhed og kærlighed.

Fyrene blev noget forbavsede da hu pludselig spredte sine vinger. Den største af dem så ud til at have fattet at denne pige skulle man nok ikke slås med. Men han aflevede ikke pengene tilbage. Han gik i stedet forbi hende ”kom vi skrider! Vi fik hvad vi kom efter!” sagde han blot og gik som om intet var sket.

Harry derimod prøvede at komme op. Han vidste jo ikke om denne engel i virkeligheden havde bedst fyrene gå fordi hun selv ville gøre det af med ham. Eller straffe ham for sine gæringer. Men lige meget hvor meget han kæmpede for at komme på benene, sende det på samme måde hver gang, med ansigtet i jorden. Han var snart indsmurt i den mudder de jokkede rundt i, og det gjorde det bestemt heller ikke nemmere at komme op!
Til sidst kunne han ikke mere, og mistede bevistheden. Hans tøj var ødelagt, og hans ansigt så forfærdeligt ud.
Det var virkelig tydeligt at han havde fået voldsom tæsk, og at disse fyre ligefrem havde nydt det. Om hans hals hang et sølvkors, der nu lå og glitrede så smukt i det beskidte mudder, som en ædelsten blandt kul. Han havde det heldigvis stadig om halsen. Det var det vigtigste han ejede.

Hun lumsk smil formede sig på hendes læber, da det så ud til at gå op for mændende at det nok var bedst at komme væk fra hende i en fart, før det blev for meget for dem, det sjove var bare at hun ingen intentioner havde om at slå dem eller være voldelig overfor dem på nogen måde, tvært imod, Ary var alt andet end voldelig.
Hun kiggede efter dem da de skred, hun lod dem bare, selvom det ikke havde afleveret penge tilbage til fyren, men Ary skulle nok give ham nogen penge, når han altså så bedre ud og kunne gå selv.
Hun gik langsomt hen til ham, han kæmpede stadig for at stå op, men hun kunne sagtens se at det var svært for ham. "Slap nu af, sæt dig, jeg vil ikke gøre dig noget" forsikrede hun ham om, selvom han var falden, havde hun ingen intentioner om at gøre ham fortræd, slet ikke, hun havde lige reddet ham, så hvad ville det ikke sige om hende.
Hun gik hurtigt hen til ham, da han pludselig mistede bevidstheden.
Hun vidste ikke hvor hun skulle tage ham hen, en ting vidste hun, hun kunne ikke tage ham hjem, han var banket godt igennem og blod var der også, og hvis Benji så blod, ville han gå amok, sikkert på denne fyr og måske også på Ary, man kunne aldrig vide med ham.
Hun satte sig på hug ham og prøvede at tænke rigtig godt efter hvor hun skulle tage ham hen.
Hun fik så en god ide.
Hun gik tættere på ham og begyndte at prøve at samle ham op, så hun bar ham, det var ikke fordi han var tung, men hun var nu heller ikke særlig stærk, så var det heldigt at det var hendes vinger der skulle bære det meste, og de var ekstrem stærke.
Hun lettede fra jorden og begyndte så at flyve mod den nærmeste kro med ham.
Da de endelig var ankommet, bar hun ham ind, indtil at nogen kom hende til undsætning og hjalp hende.
Hun gik hen for at få en nøgle til et værelse, til ham, hvor hun så kunne få båret ham op og lagt ham i sengen.
Da hun havde fået nøglen, gik hun hen til dem der nu bar ham. "Jeg klare resten herfra, tak for hjælpen" sagde hun og tog ham i sine arme igen.
Hun gik op af trappen og kom så til døren, hvor hun lige gav slip på hans ben, for at låse op.
Hun åbnede døren helt og fik ham så ind, inden hun lukkede døren med sin fod.
Hun fik ham hen i sengen, hvor hun tog alt hans blodige tøj af, og lagde ham godt til rette under sengens dyner, og højt oppe med to hovedpuder.
Hun gik derefter hen for at låse døren og så ud på værelsets badeværelse, for at hente en våd klud.
Hun begyndte blidt at rense hans ansigt for diverse ting og sager, især mudret som han havde fået rullet sig godt i.
Heldigvis havde han fået alt hans tøj af før han fik lagt ham i sengen, undtagen selvfølgelig hans underbukser, hun havde en form for respekt.
Hun sad ellers bare ved hans sidde og duppede lidt på hans ansigt med den våde klud af og til, og ventede bare på at han ville vågne.

Egdntlig opfattede Harry intet, hans højne åbnede en enkelt gang i mellem men det dneste der viste sig for ham, var slørrede utydelige billede ikke noget han overhoved ragistrerede. Så det at han blev taget med til dn kro, var slet ikke noget han fattede. Havde han været bare noglelunde vågen havde han nok protesteret! Mest fordi han ikke havde råd til en kro! Han habde jo netop lige mistet dd penge han havde tjent.
Hvor var han dog træt af at være omgivet af den slags fjolser.

Hvis Harry havde været vågen da hun begynde at tage hans tøj af havde han nok kræftigt protesteret! Han tog aldrig sin trøje af i nærheden af andre. Dog nu hvor han lå på ryggen afslørede det ikke hans hemmelighed. Men han ville ikke blive glad da han vpgnede.
Efter niget tid, kom der en øm brummen fra ham. Han rørte lidt på sig, hvilket gjorde forbandet ondt. Han glippede lidt med sine øjne, men kunne kun åbne det hele halvt, hvilket også var helt blodsprænkt.
Han vende blokket over mod hende, det var tydeligt at han stadig ikke var helt klar i hovedet..
Han lå lidt blot og kiggede på hende, og lod så sin arm løfte sig en smule mod hende, selv den gjorde indt. Han lod et par finger glide over hendes kind "du...du ér virkelig?..." hviskede han hæst. Han var sikker på at det måtte være hans hjerne der drille ham.
Ingen engel ville da hjælpe en falden? Han rakte ned, og tog hendes hånd, og førte den roligt op til sig, og efter lod en blit og næsten umærkeligt kys mod hendes håndryg. Han lukkede øjnene en smule igen, og vende rundt på siden og så med fronten mod hende.
Dog tippede han lidt så en lå mere på maven.
Han var ikke helt klar i hovedet endnu, for ellers ville han vide st ved at ligge på den måde, så afslørede han sin ryg! Afslørede de 2 lange, grimme ar ned af hans skulderblade. Det evige symbol på hans fald, og det evige symbol på hans ugærning!

Arycia var faldet lidt i søvn, hun var blevet træt af bare at sidde og kigge ud i luften, så hun tænkte at hun lige så godt kunne lukke øjne og tage sig en lille lur.
Men da hun hørte en øm brummen, vågnede hun med det samme og så over på ham.
Hun kiggede lidt undrende på ham, da han løftede den arm, og rørte hendes kind med hans fingre, hun smilede dog lidt af det han sagde og vendte sig mere mod ham. "Ja, jeg er virkelig" sagde hun og betragtede ham. Han så virkelig ikke særlig godt ud efter han havde fået så mange tæsk, det så virkelig slemt ud, egentlig havde hun lyst til at tilkalde en læge til at se på ham, eller måske få ham over på et hospital, men lige nu holde hun ham bare hvor han var, hun ville ikke have at han overanstrengte sig alt for meget.
Hun lod ham tage hendes hånd og rødmede en anelse, da han kyssede hendes håndryg, hun blev en anelse overrasket over hans handling, men lod ham bare uden at sige noget til det.
Hun rejste sig lidt op, da han begyndte at vende sig mod hende, men endte med at trille helt om, så han lå på maven.
Hun betragtede hans ryg lidt, de ar han havde, hun vidste hvor de var fra, hun havde bare aldrig set dem, der var hvad der ville ske med hende, hvis en engel nogensinde fandt ud af at hun var sammen med en dæmon, deres værste fjender.
Hun strøg meget blidt og meget forsigtigt hans ar, bare med en finger, for ikke at ligge nogen form for pres på, hun havde hørt at det ville gøre ondt flere tusinde år efter, hun var dog ikke helt sikker, men hun ville ikke påføre ham mere smerte end de smerter han allerede var udsat for.
"Er du sulten" spurgte hun meget blidt og kiggede ned på ham. De penge han havde, som blev taget, og den kamp han puttede op for ikke at give dem, hun havde på fornemmelsen at han ikke svømmede i penge, så hvis han var sulten, skulle hun nok give ham noget.

Han var vidst stadig ikke helt klar over om han drømte eller ej. Det måtte vel være en drøm? En engel der hjalp en falden, genarlt bare NOGLE der hjalp en falden. Og så en pige som hende. Han havde endnu kun skimtet hendes ansigt, men smuk var hun. Så dette måtte være en drøm! Ja!.. Det var ddt helt sikkert! I virkeligheden lå han stadig i muderet på jorden i gyden! Der vsr ingen chance for at han virkelig kunne ligge her, i det der for andre var en papplade, men for ham en blød og varm seng, mens en smuk engel vågede over ham.
Det måtte være en drøm!

Dog var der noget der flåede ham ud af denne drømmeverden. Egentlig ville det for mange være en rar og behalig berøring, men da han mærkede hvordan hendes finger strøg ned over hans ar, satte han sig op i sengen med et hurtigt jag, og så forskræmt på hende. Han tog sig til siden, hvor det tydeligt gik op for ham st han nok havde brækket mere end et rigben. Han så ned af sig selv, og lagde mærke til at han ingen trøje havde på. Så hun havde set dem. Han så væk med et skamfuldt blik. Han tog aldrig sin trøje af foran andre! ALDRIG!
De to ar på hans ryg, og skammen der hvilede over dem! Det var ikke noget han ønskede at dele med andre.

Han trak dynen en smule op over brystkassen, som hvis hans blufærdighed slog ind. Og det ret sært af en fyr der tjente penge på at smide bukseserne.
Han holde blikket nede, og var slet ikke sikker på han kunne kigge på ham. De fleste ville tænke at det blot var 2 ar.. Men for ham var det langt mere græneoverskridende og gruopvækkende at skulle vise ddm, end hans mere private dele. Han ville næsten hellere have at hun havde taget underbukserne af ham end trøjen.

Hun fik sig noget af et chok, da han lige pludselig bare satte sig op i sengen, uden nogen advarsel, efter hun havde rørt hans ar, hun kiggede undskyldene på ham og gik lidt væk fra ham da han begyndte at orientere sig.
Hun kiggede dog undrende på ham da han tog sig til siden, han havde ondt, det kunne hun se, hun skulle nok hen og undersøge ham, hvis hun skulle kunne vide hvad der var galt med ham, medmindre han selvfølgelig selv kunne finde ud af hvad det var.
Hun sukkede da han så ned af sig selv og bemærkede at det eneste stykke tøj han havde på, var han underbukser.
Hun bed sig lidt i læben da han så væk. Hun ville ikke gøre ham noget, hun dømmede ham heller ikke på grund af hans ar, mens de fleste engle nok ville slå ham ihjel, men Ary var allerede ude i noget være noget med at date en dæmon, så hun kunne ikke rigtig sige noget om ikke at være en rigtig engel, og han havde nok også en rigtig god grund til ikke at have de vinger mere.
Hun gik roligt hen til ham, da han trak dynen op, så hun ikke kunne se hans bare overkrop.
Hun satte sig ved siden af ham, hvor han lå.
"Jeg vil ikke gøre dig noget, har jeg ingen planer om, men jeg bliver nød til at tjekke hvad der sket med dig, de mænd fik godt nok nogle slag ind." sagde hun og prøvede på den måde at få lov til at røre ham, for at se om der var noget galt.
"Og undskyld jeg rørte dine ar" sagde hun som kirsebæret på flødeskummen. Hun smilede beroligende til ham og trak lidt i dynen for at få den lidt væk så hun kunne tjekke, men hun ville ikke begynde at tjekke ham, før han havde givet hende lov.

Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Egentlig ville han helst rejse sig og skynde sig i tøjet og ud her fra!. Men han var stadig ikke okay til at gå! Han var nervøs, hvorfor var hun her? Hvorfor havde hun taget ham med her til?
Han så lidt skeptisk mod hende da hun nærmede sig. Han rykkede sig lidt i sengen, og ømmede sig en smule. Dog hørte han hvad hun sagde, og så på hende. Hun ville ikke gøre ham noget? Hvordan kunne han nu også være sikker på det? Han rykkede sig lidt da hun ville prøve at røre ved ham. Dog hørte han hendes undskyldning. Han så lidt ned. Så det VAR det hun rørte. Han holde en smule igen i dynen, men lod hende så tage den. Han så bare lidt ned, og lod hende gøre hvad hun havde tænkt sig. ”Det der er meningsløst… jeg healer alligevel om et par timer” mumlede han bare.

Han løftede sin arm, og viste hende. En del af de blå mærker han havde, begynde langsomt at svinde ind og forsvinde. Det ville dog tage ham tid, og han ville blive træt af det. Og han havde endnu svære ved det, når han ikke havde spist.
Han sukkede lidt, og så væk. ”men tak…” brummede han bare.
Han var virkelig dårlig til at være taknemmelig! Men det var han, han havde bare svært ved at vise det. Han tog sig en smule til maven da den lavede en rumlende lyd. Han bed sig en smule i læben ”måske…. Måske er jeg faktisk lidt sulten” erkende han og s bare ned.

Hun sukkede da han rykkede sig lidt da hun satte sig ned ved ham, han skulle nok ligge stille i nogle timer, før han egentlig kunne begyndte at røre sig uden at ømme sig.
Hun rystede på hovedet af ham, da han rykkede lidt væk igen, da hun prøvede at røre ham. "Jeg lover at jeg ikke gør dig noget, så ville du ikke ligge i denne seng" sagde hun og smilede roligt til han.
Da han lod hende tage dynen væk, lod hun bare sin hånd gå direkte til hans side, hvor han havde holdt sig. Ikke for at være mega irriterende som en læge nok ville have været, ved at trykke hårdt på hvor det gjorde ondt, trykkede hun bare rigtig blidt.
Hun sukkede og nikkede. "Jeg vil bare se hvor hård de var mod dig..." Sagde hun. Hun forstod ikke hvorfor han ikke havde gået imod dem og slået fra sig. "Hvorfor gjorde du ikke noget?" Spurgte hun nysgerrigt.
Hun kiggede på hans arm da han tog den op for at vise hende, at han healede. Hun nikkede bare lidt, og smilede blidt til ham da han sagde tak. "Så lidt"
Hun begyndte at grine, da hans mave pludselig rumlede lidt. Hun tænkte nok at han var sulten. "Tænkte jeg nok, hvad vil du have, du kan få lige hvad du vil" sagde hun og kiggede spørgende på ham.

Det var ikke kun det faktum at hun var en engel og engle normalvis ville re alt for at komme af med en falden, men hun var nu også en pige, og en fremmed. Og det kunne virke ufattelig dumt af den der tog penge for sex med fremmdede mennesker! Men det var nærmere det at han var så, sårbar. Og det var ikke en særlig behalig følelse for en der altid havde en hård fasade oppe.
Han lod hende dog mærke, og vrængede lidt ansigt da hun begynde at trykke! Selvom det ikke var hårdt, så gjorde det stadig ondt.

Han sukkede lidt da hun spurgte hvorfor han ikke gjorde modstand. "Det er ikke førstr gang de har haft fat i mig.. Og det nytter ikke noget at kæmpe imod" sagde han blot.
Han sukkede lidt, og lænede sig en smule tilbsge så han lå lidt mere ned "sidst jeg valgte at slå tilbage... Der var de endnu værre med mig.. De brækkede minde ben, min ene arm, og jeg var bevistløs i næsten en heæ dag.... Og der er et farligt sted at "sove".. Skal vi bare sige det sådan.. At da jeg vpgnede havde jeg ingen bukser på" sagde han blot med en lav tone.

Han så lidt overrasket på hende da hun sagde at han bare kunne få lige hvad han ville. Han rystede lidt p0å hovedet "det skal du ikke.. Du skal ikke bruge dine penge på" sagde han roligt

Hun kiggede bekymret på ham, da han bare havde ondt ved at hun trykkede meget lidt, han måtte have brækket noget. Hun rystede lidt på hovedet og sukkede. "Nogen burde give dem en lærestreg" sagde hun, inden hun gav fyren dynen på igen.
Hun kløede sig lidt i håret, hun havde egentlig ikke spurgt efter fyrens navn, og vigtigere, han havde ikke fået hendes navn.
"Forresten, jeg hedder Arycia, hvad er dit navn?" spurgte hun smilende.
Hun hævede et bryn af ham, da han sagde at det ikke var første gang de kom efter ham, det overraskede hende at han ikke ville slå fra sig, hun havde troet at når nu han var en falden, kunne han sagtens slå fra sig.
Hun skar dog ansigt, da han sagde hvad de gjorde ved ham, da han kæmpede tilbage, og gav ham ret i at det ikke gjorde nogen nytte at kæmpe tilbage, når det skulle ende sådan. Hun var dog overrasket over at han bare havde fået lov til at ligge der, med brækket ben og arme. "Hvor mange gange er de kommet efter dig?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede lidt bekymret.
Hun smilede dog da han rystede på hovedet og sagde at hun ikke skulle bruge sine penge. "Jeg har lyst... du har fået taget dine penge, jeg kunne ikke stoppe dem, jeg skylder dig det" sagde hun og lagde hovedet på skrå. "Så hvad vil du have? hvis du virkelig kunne få alt, uden at tænke på pengene?" spurgte hun med et stort smil, som ventede hun på at få den helt  store bestilling fra ham. Hun havde nok penge til at kunne købe  ham lige hvad han ville.

Han betragtede hende lidt, kunne ikke lade vær med at smile lidt over hende da hun sagde at nogle burde give dem en lærestreg. "Ja... Det var der nogle der burde" små grinte han lidt. Han trak dynen lidt op om sig da hun lod ham få dynen igen.
Han kunne mærke at han stille og roligt slappede mere af. Han så dog op på hende da hun pressenterede sig. Han tøvede dog list da hun spurgte om hans navn. "Harry... Mit navn er Harry" sagde han stille.

Han betragtede hende lidt, hun så ud til at forstå hvorfor han ikke havde kæmpet igen. Det vat jo det store problem.. Han kunne nemt klare dem hvis han var fuld engel. Men som falden var han ikke nær så stærk som en almindlig engel. Han trak lidt på skuldrende over hendes spørgsmål. "De her været efter mig mange gang ... Men har heldigvis kun fået fat i mig en 5-6 gange.. Jeg kender heldigvis det meste af byen.. Men når man er ved at stikke af, så ligner gyderne meget hinanden" sagde han med et grin der viste at det bestemt var en fejl at han var endt i den gyde.

Han bed sig en smule i læben da hun sagde at hun gerne ville, og han hun skylde ham. Han rystede en smule på hovedet "du skylder mig intet! Du har allerede gjorst rigligt" sagde han roligt. Han mærkede dog hvordan hans mave stadig små brokkede sig. Han så lidt ned "um... Men åltså.. Hvis du virkelig mener det så.. Noget varmt!... Det er virkelig længe siden jeg har fået endet end brød eller kolde pølser" sagde han roligt. Han rettede sig lidt mere op i sengen "altså..jeg ved at de har en gryderet her på kroen.. Såh.. En potion af det.... Hvis ikke det er for meget forlangt?"

Det var undetligt. Harry havde normalt ikke ret mange manere, og han var for det meste temmelig ligeglad med folk, så hvis nogle have tilbudt ham mad, tog han gladeligt imod det. Men med Anycia var det anderledes! Hun var en engel! Plus hun havde hjulpet ham så meget allerede

Det var godt at se ham smile og grine, selvom han lige var blevet overfaldet og fået seriøst mange bank, godt nok sagde han at det ikke var første gang, men hun ville stadig være chokeret efter hundredene gang .
Hun nikkede lidt, da han sagde at hans navn var Harry. "Hyggeligt at møde dig Harry" sagde hun og smilede til ham. Selvom det måske virkede en anelse mærkeligt at det kom fra en skytsengel, til en falden.
Hun blev overrasket da han sagde hvor mange gange de egentlig havde fået fat på ham, hun fandt yderst smagløst, at 4 mænd skulle komme efter en, for at chikanere ham. Hun kunne ikke lide sådan nogle typer.
Hun rystede på hovedet af det, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det, hun havde allerede sagt at de burde have en ordentlig lærestreg, der var ikke så meget andet at gøre, udover hvis han selv stod op for sig selv, og gjorde noget ved det, men hun tvivlede lidt på det, da han havde fortalt om episoden, hvor han havde prøvet.
"Jeg ville ønske jeg kunne havde været der noget før" indrømmede hun og kiggede på ham. Det kunnet være at hun kunnet havde hjulpet ham endnu mere, hvis det var at hun havde været der noget før.
Hun smilede da han sagde at hun havde gjort rigeligt, og ikke skyldte ham noget, men det følte hun nu at hun gjorde, hun sagde det dog bare ikke, fordi hun ikke havde lyst til at diskutere med ham.
Hun grinede da han så endelig fortalte om hvad han godt kunne tænke sig. Hun nikkede roligt. "Jeg skal traks komme op med det" sagde hun, inden hun forlod værelset for at gå ned og hente den gryderet han havde bedt om.
Da hun havde købt den, kom hun hurtigt op med den igen, eller så hurtigt hun kunne, hun ville helst ikke spilde noget af maden.
Hun åbnede døren med lidt besværligheder, inden hun gik over og satte tallerkenen med maden, på sengebordet hvor Harry lå. "Velbekomme" sagde hun, inden hun gik hen og lukkede døren igen, og satte sig i en stol, som ikke stod langt væk fra sengen.

Han kunne tydeligt se hendes iratation over det her, og over at de fyre gjorde som de gjorde. Men Harry havde vænnet sig til det. Det vat snart sket så mange gange så han ikke orkede at stille op imod det! Hvade han haft en stærkere evner, eller havde været mere velhavende og betydningsfuld, så havde han nok gjordt noget ved det. Men det liv han havde nu?.. Sådan var det bare at leve på gaden.
Han smilede lidt da hun sagde at hun var ked af at hun ikke vst kommet før. "Jeg er bare glad for du ovethoved dukkede op" dagde han med et roligt smil. Han kunne ikke helt forklare hvad det var ved hende, men hun fik ham til at falde til ro, slappe og og ikke være utryk! Trods hun var fremmede, ig vigtigst af alt, at hun var en engel!


Han så hendes smil da han havde nævnt hvaf han gerne ville have. For de fleste ville det nok være en simpel og almindlig spise, men for ham var det faktum ay det blot var varmt en drøm. Han smilede da hun sagde at hun straks ville hente det. Han mærkede hvordan hans krop begynde at heale mere. De mange blå mærker, rifter og sår behynde at forsvinde.
Han lå lidt og tænkte mens hun var væk. Skulle han bare skynde sig at smutte nu? Han kunne jo i vitkeligheden ikke vife hvad hun var ude på! Måske villr hun have noget fra ham? Men hvad?

Han nåede dog ikke at gøre noget inden hun kom tilbage med maden, hvilket blot gik alle hans flugt tanker til ay forsvinde. Han smilede da hun satte den på natbordet. Dog da han skulle til at rekke ud efter den lød der et højt knæk fra hans skide, og han tog sig til den med en øm brummen.
Han så på hende med et dumt smil "sorry!... Det var bare det ene rigben der satte sig på plads" grinte han lidt ømt.