Till the world ends - Garret

S: Et palæ i Terroville
O: Bliver beskrevet.
V: Kølligt.
T: Nat
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Dette var det værste sted. Det lagde i udkanten af Terroville. Kendt for sine slaver. Denne rige dæmonfamilie havde ingen grænser, når det kom til hvad de ville have. Palæet var stort og mørkt som skyggerne. Der kunne umuligt være nogle til at holde øje, med hvert rum. Som altid blev de sendt ned til kælenderen nu, hvis ikke de allerede havde været der hele dagen. Catherine havde været her hele livet. Siden hun var 4, men alt fra hendes fortid var væk. Alt fra før hun kom herhen. Nu sad hun i et hjørne i sine slidte kjole. Det lange mørkebrune hår var i vilde krøller, hende mørke øjne var følelsesløse. Hun kendte ikke til følelser. Kun ordre.

Denne eftermiddag var hun den eneste dernede. Den eneste som ikke havde levet op til de gigantisk store krav hendes herskere ønskede hun skulle leve op til. De havde forlanget, at alle kvinderne skulle gå nøgne rundt i dag, og lade alle deres gæster og dem selv være til deres rådighed. Nok kendte Catherine ikke til den form for berøring, men hun kunne ikke lide tanken om at blive rørt ved. Så hun havde ikke ville gøre det. Derfor sad hun lænket her, til et par dage uden mad. Hun var isoleret i et lille rum væk fra de andre, så hun kunne forstå hvad hun havde gjort - når de kom ned til hende om et par dage.

Catherine sad og stirrede ind i muren. Muren hun før havde stiret ind i når hun havde været ulydig. Stille begyndte hun at sidde og nynne en lille sang for sig selv. Det gjorde, at hun ikke følte sig så alene. Let krammede hun sine ben og lod hovedet hvile på sine knæ, imens hun vuggede sig selv stille frem og tilbage. Hun havde op til flere blåmærker på hendes bare arme og ben. Hendes fingre og tær var lettere lilla på grund af kulden i kælderen.
En larm ovenpå fik hendes hjerte til at springe en takt over. Hun kunne ikke finde ud af, hvad lyden var. Men en ting var sikkert nogle fik tæsk.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Andet som bliver beskrevet herunder.


Han kunne mærke vreden ulme lige under overfladen, sådan havde det været længe, det var lang tid siden han kunne huske han havde følt andet end bekymring som hurtigt blev til en indædt vrede der efterhånden havde noget sit bristepunkt. Så for at det ikke skulle gå udover sin familie eller dem han holdt af, dem der efterhånden var så få af tilbage som han langsomt kunne mærke glide gennem hans fingre, de havde begge to fundet andre folk som langsomt tog hans plads. Ikke at han kunne bebrejde dem fordi som altid satte han familien før andre og det var lang tid siden den var blevet gengældt fra hans søskende.
Så det her virkede som en god idé da han havde forladt den store villa men nu hvor han stod her i skyggen var han ikke længere så sikker men fornuften havde nu for længst sunget sin sidste sang for at overlade scenen til den overdøvende vrede han følte. De lyse grønne øjne var rettet mod det store palæ foran ham, et koldt og hårdt blik var at finde hvor der ikke var den mindste skygge af barmhjertighed eller glæde tilbage. Sidst hans øjne havde holdt en varme eller en glæde var da han forældre stadig var i live og det var efterhånden mange år siden men i dag virkede de endnu koldere og mere fraværende end de normalt var. De mørke udtryksfulde øjenbryn var trukket ned i en bue der kun fik hans udseende til at se mere faretruende ud. Garret lignede ikke en blid mand, en barmhjertig mand. Han lignede en der ville have enhver pisket for det mindste fejltrin de gjorde. Det var dog ikke helt sådan det var men det var nyttig at de fleste frygtede ham men det blev også hurtigt ensomt... Han var ensom.... Ikke at han nogensinde ville indrømme det overfor sig selv eller andre for den sags skyld.

Han slog kraven op på den mørke læderjakke han bar udover den røde tætsiddende trøje der lige gjorde man kunne ane hans mavemuskler når vinden blæste den mod hans krop. Bukserne var mørke som natten selv og så ud som ud de var syet til ham da de fremhævede de muskuløse lår uden at sidde for tæt. De sorte læder støvler var ny poleret og meget dyre.
Hun ville med et kunne høre et skrig i hjerteskærende smerte hvorefter en tung krop faldt hårdt til jorden efterfulgt af en stilhed... En stilhed så stille at man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet.
Stilheden varede dog ikke længe da hun kort tid efter kunne høre døren til kælderen blive flået op efterfuldt af tunge trin der kom ned af den lange mørke trappe. Garret havde for længst vendet sig til at kunne se i mørket, ikke at han kunne se helt perfekt men noget skulle man jo bruge alle de år man havde til. Som han tog de sidste fem trin med et hop landede han tungt på stengulvet i kælderen, han kunne høre ekkoet fra læder støvlerne, det var en enorm kælder.
Catherine ville kunne høre at dørene ind til cellerne blev flået op lige som døren til kælderen og hvis der viste sig at være nogen i cellerne ville hun kunne høre gråden og skrigene der kom fra de andre salver.
Da han nåede til den sidste celle stoppede han foran døren og tog en dyb indånding inden han sparkede døren op og stillede sig i døråbningen. Let gled hans blik rundt, han havde blod stænk i ansigtet samt hans hænder var dækket af blod, han så mildes talt grotesk ud. Hans store form var intimiderende men af en eller anden grund virkede hans kropssprog til at mildnes da hans øjne faldt på hende som om han ikke havde tænkt sig at gøre hende fortræd.

Lyden af skrig. Gråd. Den var voldsom. Gav ekko i hendes lille rum. Let sank hun klumpen, og nynnede blot højere for at prøve at overdøve lyden. Ikke at det hjalp hende speicelt meget. Catherine begyndte at ryste let på sig, og da døren til kælderen gik op slap hun grebet om sig selv, og pressede sin ryk hårdere op af muren. Hendes hjerte hamrede vildt, som syv vilde heste. Celledørerne blev flået op, og hun var sikker på, at hun skulle dø idag. Hun klemte øjnene hårdt sammen. Døren blev sparket op og hendes hjerte sprang endnu en slag over.

Let åbnede hun sine øjne. En mandlig skikkelse så ned på hende, dækket i blod. Ansigtet var anderledes end andet hun havde set før. Det virkede ikke ondt på samme måde som de andre mænd ovenpå. Let rejste hun sig forsigtigt op. Catherine var nysgerrig af natur, også selvom hun ikke kendte andet end livet her. Så var hun den eneste som turde sige fra i forhold til, hvad hun føltes var rigtigt. Da hun rejste sig op kunne man se lænkerne på hendes fødder som hang fast om hendes ankler.
"H...Hvem er du?" Spurgte hun nervøst og sank en klump. Hun var bange ingen tvivl om det. Den måde hendes øjne ligesom prøvede at vise, at hun ikke var bange, men man kunne se, hvordan hendes krop rystede. Hjertet bankede voldsommere og voldsommere.  Det var som om, at for hvert åndedrag hun tog gik tiden længere. Nogle kunne narre og hun var nervøs. Catherine ville ikke være i stand til at løbe nogle veje, hvis han ville gøre hende noget. Så naturligvis var hun anspændt. Let pustede hun ud og iagttog manden foran hende nøje.

Garret stod et øjeblik og betragtede hende, prøvede kort at regne ud hvad hendes formål her var men efter meget kort tid, vi snakker om mindre end sekunder blev det klart for ham, hun var en køn pige så de havde helt sikkert kun haft en ting i hovedet med hende hvilket nærmest gjorde ham syg at tænke over. Nok var han dæmon og oven i det incubus men selv med de ting i mente skulle det være frivilligt. Ikke at det var et problem for ham at finde folk der var villige, et enkelt blik fra ham og kvinderne var solgt, det var nok musklerne og så det faktum at han var en meget meget attraktiv og mystisk mand med et badboy look som de fleste kvinder faldt for og faldt hårdt for.
Han trådte længere ind i rummet, støvlerne gav genlyd i den tomme celle som han kom tættere på hende, let løftede han de blod beklædte hænder for ligesom at vise at han ikke var en fjende og ikke mente hende noget ondt. "Mit navn er Garret...", sagde han mens han kiggede hende i øjnene, hendes stemme var dyb og en anelse rug men var også en man nemt kunne føle sig draget af hvis man var til den slags.
Let sank han på knæ ved hendes fødder, det kunne virke en anelse mærkeligt og det var det nok også men han ville egentlig bare gerne have hendes fri af de lænker og det var også derfor at han let greb hendes ankel og med den anden hånd greb han lænken og flåede den fri hvorefter han gentog det med den anden fod, hans hænder var helt varme mod hendes hud men de var dog en anelse klistret af det blod han havde på dem.
Som han rettede sig op, stod han nærmest klods op af hende og det var nu at hun rigtig kunne se hvor høj han egentlig var og var attraktiv han egentlig var helt tæt på, men man kunne også se at han havde diverse små år over hele kroppen. "Kan du gå?", spurgte han let som han trådte et skridt tilbage for ikke at hun skulle føle sig alt for truffet eller hvad man nu end lige skulle sig.

Garret var hans navn. Med det samme han løftede hænderne op, pustede hun lettet ud. Stille gav hun ham et nik til, at det var okay da han kom nærmere. Han fjernede hendes lænker mærkede hun varmen fra hans hud. Hun var normalt ikke meget for at folk rørte ved hende, men varmen var overraskende behageligt. Catherine var van til kulde ikke varme. Så det var overraskende for hende. Hun bemærkede hans charme tydeligt, men gav ikke efter for den. Han spurgte om hun kunne gå, og hun nikkede let. Det ville hun da tro. Stille flyttede hun fødderne frem ad ud af cellen. Hendes balance var ikke helt i top, men det gik - bare en smule langsomt, mest af alt fordi at hun var nervøs for at de ville komme ned og overfalde hende for at gå ud.

Nervøst gik hun op af trapperne og kom imøde med en gang dækket i blod. Let sank hun en klump og fik øje på mændene døde. Det fik et ansigt frem på hende af lettelse, et ansigt hun aldrig havde haft på før. Catherine støttede sig til væggen imens hun gik ud af imod hoveddøren. Hendes ben var ligesom smør, tydeligvis fordi hun ikke havde fået al den næring hun burde have haft de seneste par dage.

Dog var det tydeligt, at hun med målrettethed i hendes øjne. Så snart hun nåede hen til døren og åbnede den - lod hun den friske luft sive ind i en dyb indånding og pustede lettet ud igen. Den stjerneklare himmel var så smuk, og månen endnu smukkere end hun havde hørt om. Det svimlede dog kort for hende og hvis hun ikke havde haft fast i muren var hun nok væltet. Let hev hun vejret ind og pustede ud. Sidste gang hun stod her var hun 10 år, og fik det største omgang tæsk for det. Måske var det derfor hun pludselig fik det dårligt.
"Det er så smukt." Sagde hun så snart hun fik vejret igen. "Jeg har aldrig troet det ville være så smukt at kigge ud i natten." Tilføjede hun helt forgabt.  Så gik hun et par skridt længere ud, og vendte sig rundt. Der sneg sig et smil på hendes læber da hun kiggede på Garret.
"Tak." Sagde hun og tog en dyb indånding før hun pustede ud igen. Dog blev hun mere og mere svimmel, hvilket gjorde hun tog sig til hovedet.

Han kommenterede ikke på at hun var langsom eller at hun nok i virkeligheden slet ikke burde gå, han ville lade hende gå selv hvis det var det hun ønskede. I hvert fald så længe at det ikke var direkte livstruende for hende hvilket det ikke så ud til at være lige nu. Hun var en anelse kluntet og rundforvirret men det virkede ikke til at være noget hun ikke kunne klare lige indtil de kom op af trappen og hun så blodbadet. Hun virkede et kort øjeblik til at ville miste balancen og Garret rykkede sig hurtigt tættere på hende så han kunne gribe hende men hun fik genfundet den i sidste øjeblik. Han stod nu mere eller mindre med hans brystkasse presset mod hendes ryg og hun ville kunne mærke musklerne gennem både hans og hendes tøj men en anden ting hun også kunne mærke var varmen han afgav, hele hans krop virkede så varm og indbydende og det var først der mens han stod der at det gik op for ham hvor kold hun egentlig var.
Øjebrynene trak sig let sammen som han kiggede på hende gå ud af døren, han stod stadigvæk i gangen men kun i et øjeblik hvorefter han så fulgte hende udenfor.

Et lille smil bredte sig på hans læber da han så hendes glæde, hendes forbløffelse over den smukke stjernehimmel over dem. Garret lod den tunge læderjakke glide fra hans skuldre og trådte så hen til hende for at placere den blidt omkring hende, hun var jo kold som en ispind!
Det tog ham ikke ret længe at finde ud af at hun enten var ved at falde eller besvime fuldstændig så han samlede hende hurtigt op i hans arme, den ene arm lå under hendes knæhaser og den ander mod hendes øvre ryg så han kunne trække hende ordentligt ind til sig. Læderjakken lå stadigvæk omkring hende og gav hende en anelse varme men det var ikke nok.
Han tog en hurtigt beslutning og begyndte at gå mod det lille hus han havde for sig selv her i Terrorville. Hun ville kunne mærke hans vejrtrækning og hører hans hjerte banke klart og tydeligt. Det virkede som om det slet ikke besværede ham at bære hende den mindste smule. Let kiggede han ned på hende i hans arme, "Så nu fik du mit navn.... Hvad hedder du?", han prøvede at holde hende vågen og small talk virkede som et godt første forsøg.

Han greb hende da hun var ved at miste fodfastet. Aldrig var hun før blevet grebet, hvis hun var væltet. Hun var blot blevet bedt om at rejse sig op igen inden hun ville ydmyg sig selv mere end hun havde gjort. Dette var anderledes. Catherine kunne ikke beskrive følelsen i nærheden af ham. Varmen var behagelig, og gjorde hun automatisk lagde sit hoved indtil ham. Catherine måtte indrømme, at hun blev søvnig. Men da han snakkede blev hun mere opmærksom på hans vejrtrækning, den måde hans hjerte slog. Det beroligede hende. Han spurgte om hendes navn.
"Catherine." Svarede hun mere afslappet og åndede ud roligere end før.  "Hvor går du hen?" Spurgte hun. Trods alt var hun glad for at vide, hvor hun skulle hen. Selvom alle andre steder var bedre end der hvor hun kom fra.

Catherine kunne stadigvæk ikke finde ud af i sit hoved, at hun ikke skulle tilbage til det sted. Det ville blive underligt, og på den anden side ville der gå langttid før hun forstod, at det ikke var en drøm men virkelighed. Hun tog en dyb indånding af den friske luft, den var ren og frisk. Hendes muskler var helt afslappede i forhold til hun normalt altid skulle være på vagt.

Hans ben første ham automatisk ned af det første mindre vej han kunne finde, jo flere der så dem desto større problemer ville finde vejen til dem og det ønskede han ikke, hverken for hende og da slet ikke for ham og hans familie. Hans skridt var hurtige men havde stadig den samme tunge fornemmelse til sig, ikke at man kunne høre ham gå denne gang, det var en sjov kombination men den tunghed de havde til sig skyldtes nok massefylden for hans krop men han havde lært at gå på tåspidserne som man gerne sagde når man skulle være stille, ikke at han rent faktisk gik på tåspidserne, det ville jo se komplet åndssvagt ud.
Garret lod de lyse klare grønne øjne glide omkring ham mens han gik for at sørge for at de ikke ville blive set af nogen. Som hun lå der og lyttede til hans hjerte kunne hun høre at det bankede en anelse hårdere og hurtigere end hvad et hjerte normalt gøre. Det var grundet forløsningen af hans vrede, han havde fået afløb fra den indtil videre men han vidste også godt at det kun midlertidigt og den eneste måde hvorpå han kunne forløse det helt var ved at konfrontere hans søskende. Han sukkede blidt og lukkede kort sine øjne, en sørgmodig mine over hans ansigt men da han åbnede øjnene var den atter engang væk.

Hans blik faldt ned på hende da hun fortalt sit navn og han nikkede kort hvorefter han kiggede frem for sig og drejede ned af en mindre gyde som ville føre ham direkte om til den store have der var til hans hus, hans hjem væk fra hans hjem. Haven var vel og mærke omringet af en store mur så ingen kunne kigge ind, den var privat som alle andre ejendomme var her i Terrorville, ingen ønskede at dele deres hemmeligheder og hvad bedre til at skjule det end en koloenorm mur.. "Til mig...", sagde han og kiggede ned på hende hvorefter hans stoppede foran den store mur. "Luk øjnene", sagde han let og kiggede hende i øjnene. Han ville have sagt at hun skulle stole på ham men det virkede dumt at sige i den her situation, han havde ikke noget grundlag for at hun skulle stole på ham udover at han lige havde reddet hende men det ville ikke undre ham hvis der var en frygt i hende om om han tog hende til et sted der var værre eller om det hele bare var et trick og når tricket var ovre ville hun blive straffet... Sådan var det dog ikke men han kunne jo ikke bevise det overfor hende, i hvert fald ikke lige på stedet. Det ville tage tid..

De skulle hjem til ham. En del af hende var bange for det og den anden tænkte frihed. Det var kompliceret og det ville nok ikke blive bedre lige med det samme. Dog lukkede hun øjnene i da han sagde hun skulle. Det var måske fordi i sidste ende var hun van til at gøre, hvad hun blev bedt om, at det var en ren refleks. Hun lyttede blot til slaget af hans hjerte der bankede. Måden han trak vejret på. Catherine fulgte hans vejrtrækning.

Hun brugte sine andre sanser til de faktisk kom indenfor. Lugtesansen til at finde ud af, hvilken slags gulv. Duften af varme, følelsen af varme. Det var bedre end kælderen, men det var alt trods alt. Det burde alt være, ikke sandt? Catherine bed sig kort i læben.
"Må jeg åbne øjnene?" Spurgte hun forsigtigt, som en lille hund der var bange for at få ballade. Den måde hun nærmest krøb sammen i frygt for, at han ville råbe af hende at hun da bare kunne holde sin kæft og vente. Alligevel var hun ikke bange for at spørge. Det var blot hendes natur, og hun hadede sin egen usikkerhed. Derfor prøvede hun altid at springe ud af sin skal men det gik ikke så godt som hun ønskede - hun ville bare være fri.

Da hun lukkede øjnene tog han et øjeblik til bare at betragte hende, hun så så træt og udkørt ud, hun havde sorte render under øjnene og så var hun noget så bleg, hun trængte til søvn, fredelig og uforstyrret søvn. Garret løsrev sit blik fra Catherine og kiggede atter engang tilbage på muren foran dem. Let lagde han en hånd på en af murstenene og lukkede så sine egne øjne. En varm summen ville omgive dem, som om selve atmosfæren omkring dem summede af et eller andet men det stoppede så hurtigt som de var sket og da han åbnede øjnene stod de nu inde i haven. Det kunne virkelig betale sig at have nogle kontakter der kunne disse ting, muren reagerede på hans berøring og kun hans berøring, det var både en flugtvej som førte ind i haven men også ud igen.
Man kunne vel godt sige at han var blevet en anelse paranoid efter hans forældre død.

Garret åbnede døren ind til huset efter at have krydset haven og skubbede den så i bag sig da han stod inde i en mindre entré, det var trods alt bagindgangen, selv front entréen var større. Huset var af en okay størrelse, hverken for stort eller for småt til at passe ind i Terroville, det havde dog en varm og hjemmelig indretning og atmosfære til sig. Det var hans safe house... Det var hans helle... Ingen havde før været her udover ham, ikke engang Alison og Jackson kendte til det her sted. De havde sikkert også der gemmesteder som ingen andre kendte til. Let lod han blikket falde ned på hende, det var som om han et kort øjeblik havde glemt at hun var der men hendes stemme havde mindet ham om det. "Ja det må du". Han ventede på hun åbnede dem hvorefter han så forsatte, "Tror du at du kan stå selv?", spurgte han let.

Varmen var behagelig. Den måde den sivede ind under hendes knogler og jog kulden på flugt. Catherine slog øjnene forsigtigt op da han sagde hun måtte åbne dem. Det var usædvanligt for hende, ikke at blive råbt af med det samme hun sagde noget. Han spurgte hende endda om hun kunne stå selv.
"Det vil jeg tro." Svarede hun og nikkede stille bagefter. Når han satte hende ville hendes ben virke en smule geleagtige, men hun fandt hurtigt balancen - trods alt var hun van til det. Utroligt, hvad man kunne holde til når et dårligt liv var blevet en vane sag. Catherine kiggede sig let omkring. Der var rart. Hyggeligt. Let pustede hun ud. Hun ville aldrig indrømme, at hun var træt. Man måtte ikke fortælle man var træt, det var bedre intet at sige end at sige noget. "Her er dejligt." Kommenterede hun dog på stedet. Der var dejlig roligt. Ingen høje stemmer, ingen kulde. Bare fredeligt. Endnu et af hendes sjældne smil sneg sig op på hendes læber. Han var så rolig, hvorfor var han så rolig? Hun vidste Jesper og de andre dæmoner i huset ikke solgte ud af dem der boede der. De dræbte dem når de blev kedelige, så på adfærdsmønstre kunne hun godt forstå, at hun faktisk var blevet reddet derfra. Hendes hjerne skulle bare lige finde ud af det også. Måske når hun vågnede op engang, ville det her være en drøm. Og hun ville vågne i helved igen. Hun havde aldrig sovet helt til hun egentlig ville stå op. Enkle gange, men kulden vækkede hende altid. Hun skjulte et gab ved at løbe sin hånd over sin mund. Ren opdragelse fra da hun var lille, også selv om hun ikke huskede sin familie. Var der enkle små ting der hang ved, små ting. Så som vaner, som denne.

Catherine lod sin hånd glide ned af hendes side igen, og kiggede op på Garret.
"Undskyld." Sagde hun for at gabe, og slog blikket ned en enkelt gang for at vise respekt. Vaner. Vaner som der skulle laves om på igennem tid, og muligvis besvær. Men hun var nysgerrig, en egenskab det ikke var lykkedes dem at tage fra hende - heldigvis for det da.

//Emnet er afsluttet efter aftale da Catherine ikke er den samme Catherine mere (;