When bright days turn dark - Alison

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Joseph var ikke hjemme. Han havde ikke brugt meget tid hjemme på det seneste. Det var der flere grunde. De involverede alle Alison. Han ville gerne se hende, og alligevel ikke. Han ville ikke såre hende, men gjorde alligevel dumme ting der ville såre hende. Men selvom han holdt af hende, så manglede der bare gnister. Deres forhold var dødt, men ingen af dem gjorde noget ved det. I stedet var de ulykkelige sammen. Men det ønskede han ikke for Alison. Han kunne bare ikke forstille sig et liv uden Alison. Hun havde været i det så længe nu. Han stoppede op foran sin dør, og mærkede det sidste kølige luft, før han gik indenfor og blev ramt af en varmere luft. Alison kunne sagtens være der. Hun havde lov til, at komme der. Også en af grundene til, han ikke var der. Han havde en duft på sig, som ikke var en del af hans sædvanlige duft, men heller ikke var ualmindelig på det seneste. En kvindes parfume. En kvinde der ikke var Alison. Det var kun rester af den, men man kunne regne sig frem til, hvad han havde lavet. Joseph var ikke stolt af det, og han prøvede hele tiden at stoppe. Men det var lettere sagt end gjort. Han var begyndt at mistænke, Alison havde regnet den ud. Så han ventede bare på en konfrontation, hvilket muligvis var præcis hvad han havde brug for.

Hun ventede på ham. Hendes hjerte bankede voldsomt af nervøsitet, hun havde ikke lyst til at starte et skænderi, men i sidste ende var det hvad hun var nød til. Da han kom ind af døren rejste hun sig op, og vendte sig imod ham. Hun kunne se han følte skyld, og havde i langtid vidst at de ikke var så glade som de havde været i starten. Alison sank en klump og gik tættere på ham da duften ramte hendes næse. Hun kunne mærke vreden begyndte at boble og hun trådte et skridt tilbage.
"Jeg troede vi respekterede hinanden?" Sagde hun med en lidt lavere stemme men stadigvæk tydelig. Hun lod ham endda sommetider være med hvis han ville når hun skulle spise for han ikke skulle føle sig udenfor. Men det her. Det var hun ikke ligefrem glad for. "Hvem er hun?" Spurgte hun først pænt men tydeligt såret alligevel. "Hvem er hun?!" Gentog hun højere.
Alison kunne mærke hendes hjerte galopere afsted.
"Kunne du ikke håndtere at fortælle mig det til mit ansigt i stedet for, at ignorer mig i flere dage...?!" Vrissede hun vredt og vendte så ryggen til ham for at få taget en dyb indånding så hendes tårer ikke ville presse på. Men det var næsten forsent nu. Hun følte sig så dum for at vi give ham tid til at tænke, og hvad takken var for alt hun gjorde.

Joseph vidste hun ikke ville blive glad. Så han var forberedt på det, da han hørte skridt nærme sig. ”Det gjorde vi.” Tingene havde ændret sig. Der var bare ikke det i sammen imellem dem længere. Det var dumt at være hende utro. Og han burde ikke have gjort det. Men det var lettere for ham. Det var lettest at dumme sig, så hun kunne droppe ham, i stedet for omvendt. ”Hun hedder Kate.” Han var ret rolig, i betragtningen af hun næsten råbte af ham. Det skete sjældent, men fordi det var hans skyld, var det noget andet. ”Kunne jeg det? Ja måske. Men vi kan ikke tale sammen længere Ali! Jeg har prøvet at fortælle det, jeg har prøvet at snakke med dig. Men jeg har ikke vidst hvordan. Alting ligger ikke på mine skuldre. Vi har begge været fraværende i det her forhold på det sidste.” Han sank en klump, da hun drejede sig væk fra ham. Det var ikke fordi han ønskede det sådan, at han ville gå fra hende efter at have såret hende. Men næsten lige gyldigt hvad han gjorde, ville han ende med at såre hende. Selvom utroskab måske havde såret hende mere end nødvendigt. Han skulle have håndteret det anerledes. Joseph gik hen til hende, og lagde blidt en hånd på hendes skulder. ”Jeg er ked af det Ali. Jeg gør dumme ting i stedet for at tale om det. Det ved du.” Det var ikke noget nyt, men at være utro var dummere end noget han tidligere havde gjort.

Alison rystede let, og hun førte en hånd igennem sit hår. Hun havde vidst den her dag ville komme, på den ene eller den anden måde. Men utroskab var at tage tingene i en hel ny højde. Alison pustede ud da han lagde en hånd på hendes skulder. Let drejede hun sig om og så ham i øjnene. Man kunne ane tårerne i øjenkrogen som var på vej til deres rejse henover hendes kinder.
"Det ved jeg." Let prøvede hun at trække på smilebåndet så naiv som hun var.
"D..det værste er, at jeg har vidst det ville ske... Jeg håbede ikke..." Sagde hun med en lettere hjerteskærende stemme. Let placerede hun sin ene hånd på hans kind. "Jeg elsker dog dig så højt.." Hviskede hun imens hun så ham så dybt i øjnene. Det ville blive så tomt i hendes hjerte uden ham. Men alle gode ting måtte komme til en ende, og hun måtte lade ham gå. De måtte lade hinanden gå. "men vi bliver nød til at lade hinanden gå nu... Jeg kan ikke tilgive dig dennegang." Let klemte hun øjnene sammen og pressede hendes tårer afsted. Så åbnede hun dem igen og kyssede ham blidt på hans læber. Hvis dette slutte, så ville hun have det skulle slutte smukt.. Muligvis hjerte knusende for hende.

Joseph var ikke glad for situationen, og han indså nu, hvor dumt det havde været. Hvor forkert hans handlinger havde været. Han havde gjort det for ikke at såre hende, og havde gjort netop det. At hendes øjne var klarer på grund af tårer, fik ham til at føle, nogen tog fat om hans hjerte og klemte til. Det gjorde fysisk ondt på ham, at han havde forvoldt hende den skade. ”Jeg ved det. Jeg skulle have gjort det anerledes.” Han blev så ked af det da han hørte hendes stemme. Han kunne selv mærke knuden i halsen, følelsen af tårerne der fandt sted i hans øjne. ”Og jeg dig. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om.” Det skulle han sige, men han mente det. Han fortrød det så meget. Joseph så ned, da hun erkendte hun ikke kunne tilgive ham. Det havde et eller andet sted været hans plan. Han ville få hende til, at forlade ham, frem for at han forlod hende. Men nu havde han det elendigt. ”Det forstår jeg godt.” Han lod al hans kærlighed for hende strømme ind i kysset. Det var deres sidste kys, og han ville ikke have det skulle være hvilket som helst kys. Det skulle være specielt. Han trak sig, og tog en dyb indånding. ”Jeg vil ikke glemme dig Alison. Aldrig.”

Hun vidste, at han var ked af det. Ikke kun på hans ansigtsudtryk, men hans indre følelser viste det også. Derfor tog hun situationen sådan. Alison ønskede ikke at skændtes med ham ikke lige nu. Deres sidste kys var så fyldt med følelser, på godt og ondt. Alt de havde været igennem i løbet af årerne. De gode tider så vidt som de dårlige. Dog trak han sig til sidst, og hun måtte erkende, at det var det. Der var ikke mere tilbage nu, andet end slutningen. Alison sank en klump og åndede tøvende ud.
"J.. jeg... jeg vil heller aldrig glemme dig." Svarede hun ham ærligt, og fjernede så sin hånd ganske stille fra hans kind. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte fald fra hinanden et stykke efter det andet. Med det næste blik fra hendes øjne fald tårerne atter ned. Det var så hårdt for hende. Tanken om, at gå videre alene herfra. Den var ikke til at bære.
"Jeg håber vi mødes engang i fremtiden igen." Sagde hun så med et lille smil og lagde så en hånd på hans skulder.
"Pas godt på dig selv til vi ses igen." Så trådte hun forbi ham, og lukkede øjnene hårdt sammen.
"May we meet again." På de ord trådte hun ud af døren, og udenfor i regnen.

Hun vandrede grædende igennem byen den aften. Vidste ikke, hvor hun skulle gå hen. Jackson og Garret skulle ikke se hende sådan her, og de bemærkede altid når hun kom hjem. Hun lod sig selv falde ned på jorden ved en husvæg, grædende. Let førte hun sin hånd op til sit hjerte og kunne mærke, hvor ondt det gjorde. Alison følte sig så tom. Forrådt. Alene. Hendes øjne ville ikke stoppe med at løbe i vand. Hvornår hun sidst havde dræbt så meget, var en anden historie. Men det var længe siden hun havde følt sådan en smerte. Lige nu følte hun sig håbløs.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Alison var på Firestep. Der var en fantastisk god energi og stemning her. Specielt på dansegulvet, hvor hun tiltrak sig opmærksomhed. Ikke at hun ikke havde spist, for det havde hun. Derfor betød det ikke, at man ikke kunne slå sig lidt løs. Hun var næsten sikker på, at der ikke var en person hun ikke havde danset med denne aften. Det lyse slangekrøller fløj rundt i bløde bevægelser imens hun snurrede rundt på gulvet. Hendes bevægelser var så elegante. Det var det eneste tidspunkt hun følte sig helt sikker og hel. Når hun var omkring en masse folk der var beundret af hende. Ellers når det var slut og hun begyndte at tænke, ville hun vende tilbage til sin usikre lille skal. Men det havde hun slet ikke tid til at tænke på lige nu.

En greb rundt om hendes liv og trak hende tæt op af sig. Grebet var stramt, for da hun lagde sine hænder om hans, blev det blot hårdere. Så svang han hende afsted, som om de dansede. Til sidst stod de ovre ved det mørkeste hjørne, hvor hun blev mødt af hans venner. Så fnøs hun.
"Og i vil?" Spurgte hun, men vidste allerede hvad de ville have fra hende. "Lige meget. Find jer en anden at hygge jer sammen med." Tilføjede hun og begyndte at gå, men blev skubbet hårdt tilbage til væggen af to af dem. Hun himmlede let med øjnene af dem.
"Ja kig i endelig godt efter. For mit ansigt bliver det sidste i ser." Sagde hun og glæden faldt af hendes ansigt. Fyrerne var nær døde af grin, men Alison ønskede de skulle gøre således. Som forventet trak de hende med udenfor. Der var koldt, nok den sidste frost inden foråret ville blomstre. De kastede hende hen langs jorden. De var dæmoner. Bloddæmoner. Fantastisk. Alison rejste sig op og sank så en klump da de kom imod hende. Hun havde aldrig rigtig trænet kampsport, men hun kunne godt forsvare sig selv. Hun havde ikke nogen våben med sig. Det eneste hun kunne se var, at de ønskede hende død af en eller anden mærkelig grund hun ikke kendte til endnu.