My own useless blood! (Daron)

Dragons Peak var nu i hans hænder. Han var nu Herren af byen, herskeren, borgmesteren...Hvilket ord der end var rammende. Personlig kaldte han sig nu lord og krævede det samme af de folk der arbejdede for ham. Posters var klistret op i hele byen og annoncerede at byen nu havde en ny og fast leder. Andre posters var allerede spredt ud over det hele, nogle lovede at der ikke ville ske så meget, at folk som altid kunne gå trygt på gaden. Atter andre fortalte om små ændringer i regler eller traditioner. Intet stort...Først skulle folk vænne sig til ham. Der var trods alt ikke gået mere end et par dage...
Sean havde til gengæld næsten ikke sovet de dage. Han havde arbejdet konstant og han havde nydt hvert eneste sekund af det! Faktisk var det først nu han havde meddelt sine mænd at han ville trække sig lidt tilbage og lave noget mere privat. Xander var blevet i Doomsville med klanen, Artemesia...Han vidste ikke helt hvad hun lavede lige nu og var også ligeglad. Han havde allerede sendt en del breve til hans allierede og inviteret flere af dem hertil, så han personligt kunne takke dem og sikre sig de forblev allierede. Flere af dem skulle have en titel eller anden form for tak.
Oven i alt det skulle borgen sættes i stand. Den havde været virkelig støvet og beskidt da han var trådt ind sammen med Assorian, men han havde haft mænd til at arbejde på det døgnet rundt. Nu havde han i det mindste et anstændigt værelse og snart ville han bede folkene om at flytte hans ejendele ind også. Men lige nu måtte alle disse ting vente! Han måtte huske at slappe lidt af...Et lille smil gled over ham, da han tænkte på hvad Luce ville have sagt til ham. Jah, så skulle han have slappet af for længe siden! Men hvordan kunne man det, når man følte en konstant entusiasme og iver ved at eje en hel by nu? Og det var ingen lille by!
En by der bestod af så mange niveauer...Han kendte endnu ikke byen lige så godt som Doomsville og til tider savnede han byen.
Han sukkede svagt, rankede sig og fortsatte ned af gaderne, til der hvor han havde bedt Daron om at møde op.

Han var klædt mere neutralt i dag. Nogle læderstøvler, et par sorte bukser og en sort trøje. En kappe hvilede om hans skuldre og et sværd hang ved hans side. Hans sværd var udsmykket med mønstre, men ikke skinnende sten. Han foretrak noget flot, men stadig neutralt. I tidens tider ville han aldrig være gået med sværd, men mange ting havde ændret sig, efter han var kommet fra familien Chase. En familien han endnu var taknemmelig for, selv om han nu officielt havde trukket sig ud af familien igen - til stor skuffelse for faderen, overhovedet.
Hans hår virkede sort i mørket og strittede som altid. De grå øjne hvilede roligt på omgivelserne, altid på vagt og altid med et glimt af kulde over sig. Dagsgamle skægstubber prydede hans kinder. På hans ene hånd hvilede en ring. Ikke forlovelse, ikke ægteskab, men bare en ring. Ringen bar samme mønster som hans armbånd - der var gemt under ærmet på hans trøje - og spændet på hans kappe, der holdt kappen fast om hans skuldre. Et par vinger, den ene side af vingerne var fra en engel, den anden fra en dæmon. Gaver fra Nephthys, hans symbol.
Endelig stoppede han op ved af byens mange søer. Især det øverste af byen var smukt, med flere små søer hist og her, samt statuer. Søen var sort som natten, men stjernerne skinnede i dens ellers rolige overflade, der kun blev forstyrret af en brise eller to. Vejret var køligt, men ikke direkte koldt. Det var sandt som man sagde...Selv om de kun lige var på vej ud af vinteren, var der ikke så meget som et snefnug heroppe. Underligt, men han brokkede sig ikke. Tilfreds og i godt humør, lod han blikket glide op til himlen.

Dette var den dag, han længe havde ventet på. Eller længe og længe, han havde ventet længere tid på andre dage, men denne periode havde følt som en evighed. Nok også fordi dagene i de sidste mange måneder havde fulgt det samme faste skema – tidligt op, træning, mad, træning, pause, træning, mad, træning, fyraften, en anelse socialisering og så i seng. Kun få gange blev det brudt med en tur i byen eller fyraften på en kro. I starten havde Daron hadet det. Han hadede, at alle var over ham og tvang ham til at udvise disciplin og respekt, han hadede at skulle træne sin evne og sin styrke og få tæsk om og om igen, og mest af alt så hadede han, at han blev nødt til at være social med andre. Andre nye medlemmer, ingen var dog nyere end ham, var til samme træning, men de havde for det meste deres eget hjem at tage hen til, så det eneste tidspunkt, Daron kunne tilbringe alene var om natten. Daron havde aldrig været god til at være social. Generelt skubbede han folk væk med spydige kommentar og en arrogant facade, og dette havde han også gjort med sine nye ”allierede”. Derfor havde han ikke just været populær det første lange stykke tid. Træning var en god undskyldning for de andre til at give ham en lærerstreg for sin flabede opførsel, og han gik for det meste rundt med nogle sår, der var i gang med at heale. Men så en dag trak en træner ham til side og sagde, at hvis han ville gøre fremskridt i træning, måtte han til at gøre fremskridt uden for træning også. Altså måtte han få ordentlige bekendtskaber og ikke gøre alle dem, der burde kæmpe ved hans side, til sine fjender. Så Daron valgte at tage med på fyraften, og efter det forandrede han sig. Han var stadig flabet og hurtig til at komme med en unødvendig kommentar, men nu kunne han faktisk smile uden at det skulle være med et snert af hån. Selvom han endnu ikke stolede på andre, afviste han dem ikke fra start af. Dette gjorde at hans træning forbedrede sig. Han fik ordentlige træningsmakkere, og efter det gik det hurtigt med at udvikle sig.
Men selv ikke med det nye liv, som Daron havde fået anrettet sig, glemte han sit rigtige mål – at nå ind i den inderste cirkel og vinde sin fars respekt. Alle valg, han traf, traf han for at komme tættere på sit mål. Alligevel kom det bag på ham, da han om morgenen fik beskeden, at han skulle møde Sean i Dragons Peak, for det var nu på tide, at han viste ham, hvad han kunne. Straks havde han taget af sted fra hovedkvarteret, sit nye hjem, for at møde sin far for første gang i lang tid.

Han var nu kommet frem til Dragons Peak, et sted han havde været mange gange før for at udføre missioner. Men denne mission var ikke som de andre, denne gang var det ikke for penge men for ære. Denne mission gjaldt hans liv. Efter Viola knuste hans hjerte, var målet om at gøre Sean stolt det eneste, der holdt ham kørende. Hans mors brev, Darons kæreste eje, havde han med i lommen til hvis nu alt skulle gå galt. Han havde ikke ligefrem høje forventninger.
Det var aften, da han nåede frem til, hvor han skulle møde Sean. Luften var nu kølig, og kulden trængte nemt gennem Darons hvide skjorte. Men han var ligeglad, han skulle vise sin far, at han kunne se ordentlig og respektabel ud, og så havde han vigtigere ting at bekymre sig om end kulde. Rundt omkring i byen hang der posters, der annoncerede Sean som byens nye leder, hvilket fyldte Daron med ærefrygt. Hvordan skulle han være i stand til at imponere en mand, som havde udrettet så meget?
Han havde bevæget sig rundt i byen, usikker på hvor han helt præcist skulle møde Sean, da han endelig fik øje på ham ved en mørk sø. Sean stod ret og sikkert som den kriger han nu var, og Darons hjerte bankede hårdere, mens han nærmede sig ham. Han havde ikke ændret sig, men nu var han også fastfrossen i sin alder. Han havde et sværd på sig, hvilket fik Daron til at tvivle på, om han burde have taget andet med en blot en dolk. Sean virkede ikke til at have lagt mærke til ham, nok fordi han kom bagfra. Daron tog en dyb indånding, før han tog de sidste skridt hen mod ham. Han valgte dog at holde et par metres afstand.
”Sean… Længe siden.” Han prøvede at holde en afslappet klang, men kunne ikke fremtvinge et nonchalante smil, som han ellers var så god til. Han valgte at se rundt på omgivelserne for ikke at vise sin nervøsitet eller komme til at nedstirre sin far, som han havde drømt om at møde igen siden han blev en del af klanen. ”Det er en flot by. Den skal du nok få noget godt ud af.” Han prøvede at bryde isen med et overfladisk emne. Men han vidste godt, at det ikke var derfor, hans far havde kaldt ham til sig. Dette var en prøve, en prøve, som han blev nødt til at bestå.

Hans blik hvilede mod himlen og han nåede at genkende et par stjernebilleder, selv om det ikke var hans stærke side, før han bemærkede Daron. For at være helt ærlig, havde han slet ikke hørt manden komme, før han snakkede. Derfor vendte han sig også om i en hurtig og smidig bevægelse, som en årvågen kat. Hans blik stak sig ind i Daron, som var han sur over den pludselige forstyrrelse. Hvad han måske også var et sted. Daron var ikke helt afslapning, men faktisk mere arbejde. Men han ville holde hvad han havde lovet! Derfor lod han også skuldrene falde lidt igen, da han trådte et skridt tættere på den mand, der kaldte sig hans søn. Hver gang han så manden, skar det ham i hjertet at denne mand skulle være hans søn...Men intet havde med en dæmon at gøre. Forræder. Det var alt han kunne nå frem til. Han vidste manden prøvede, han havde modtaget rapporter fra klanen om hans tilbageslag og fremskridt. Alligevel, netop fordi manden var hans søn, kunne han ikke se bort fra skuffelserne og se den mand, der faktisk stod foran ham. Det betød simpelthen bare for meget!
Han trak vejret dybt og sendte ham et svagt smil, selv om han på intet tidspunkt virkede mere tilgængelig end normalt. Hvad der måske ikke var gået op for Daron, var at Sean var hård over for alle sine børn. Xander forventede intet andet og Artemesia virkede også til at forstå det. Sandheden var at Daron var den svageste af dem alle, den mest følsomme og den mest ivrige...På alle måder en dårlig kombination. Han prøvede for meget.
"Godaften Daron" svarede han roligt og lod selv blikket glide over omgivelserne, før han så tilbage på Daron. Var manden nervøs? Noget sagde ham det. Lærte han da aldrig bedre? Næsen så i det mindste ud til at være kommet sig.
"Om noget burde mine nyeste succes drive dig til at arbejde det hårdere. Dette er hvad der gemmer sig i dit blod og jeg er stærk overbevist om jeg endnu kan finde det frem i dig" kommenterede han og smed dermed komplimenten lige tilbage i hovedet på Daron. Dog var han i godt humør og et større smil bredte sig over ham.
"Du kan jo næsten kalde dig prins nu! Xander har klanen, trods hans unge alder. Oh...Har jeg fortalt dig om det nyeste? Artemesia. I har en søster nu" fortalte han afslappet, som var det normalt hans familie konstant blev større og større, at han fik flere og flere børn. Måske var det lidt synd for Daron...Netop som Sean stod og skulle udnævne en ny arvetager til noget, fik Daron en ny konkurrent. Dog var der intet at frygte endnu, for Artemesia havde ikke rigtig været på banen endnu. Og hvem sagde hun nogensinde kom det?
Han slog let ud med den ene hånd og vinkede til Daron, som gestus til at han skulle følge med. Sean viste dem vej ned af en af gaderne, det var på tide de kom videre.
"Jeg har hørt du har trænet. I starten ikke specielt godt, til min skuffelse, men du skulle være kommet mere efter det nu. Inden jeg fortælle dig om den mission jeg har i tankerne...Så fortæl mig om det. Fortæl hvordan du har det...Vil du blive ved med at arbejde med denne slags eller hader du det lige så meget, som du har givet indtryk af?" spurgte han ligeud. Det var tydeligt han forventede sandheden og intet andet. Som altid.

Daron vidste ikke rigtigt hvad han havde forventet af reaktion fra Sean. På en måde havde han frygtet, at han blot ville slå hånden af ham en gang for altid eller ville så ham ihjel. Deres forhold var jo ikke det bedste, og måske havde han indset, at han ikke ville have Daron som sin søn længere. Ja, ens tanker kunne virkelig løbe af sted med én, når noget virkelig betød noget for en.
Derfor lød Seans ord, der ellers var en helt normal hilsen, underligt for ham, men selvfølgelig prøvede han ikke at vise sin nervøsitet og havde derfor et smil på lille læberne gennem det hele.
Da han sagde det med, at han tænkte, at han kunne få hans succes frem i Daron, spirrede et lille håb op i ham. Det gjorde meget overhovedet at høre Sean sige sådan noget, selvom det sagde, at det ikke var der nu. Det betød stadig, at hans far ikke havde givet op på ham endnu.
Han var tæt på at le over at blive kaldt prins, for Daron var bestemt ikke en person, der virkede til eller egnede sig til at være en pris, men han holdt det igen, dog blev hans smil en anelse mere afslappet. Det forsvandt dog hurtigt igen over hans næste sætning. Det med Xander kunne han ikke sige noget til, for Sean havde kendt til den søn i længere tid end ham og virkede også til at have givet ham sin respekt, men Artemis… For et år siden havde Daron ingen familie. Nu havde han en far, en bror… og en søster. På en måde gjorde den her besked ham lykkelig og på en måde ængstelig. Det var meget at vænne sig til, selvom han ikke var sikker på, om han nogensinde ville møde hende. For slet ikke at tale om den søn, han åbenbart havde. Men dette skubbede Daron hurtigt ud af sine tanker.
Han åbnede munden for at sige noget. Han var tæt på at komme med en flabet kommentar om Seans ’aktivitet’ men valgte at ændre det til: ”Jeg glæder mig til at møde dem begge en dag” med smilet tilbage.
Sean bad med hånden Daron om at følge med, og dette gjorde han selvfølgelig. Han gik op på sin fars side med nogle få respektable skridts mellemrum. Hans blik gled rundt om byens omgivelser. Ikke meget havde ændret sig siden sidst han var der. Måske var der blevet lidt renere, eller også var han bare mere opmærksom på det nu. Så vendte han sit fokus mod sin far igen, da han gav sig til at tale. Han nikkede til hans ord. Han tøvede ikke med at svare på hans spørgsmål, og han talte faktisk sandt:
”Jeg har det godt, faktisk. Det var ret hårdt i starten, og, ja, i starten gik det ikke specielt godt, og jeg kom ikke godt ud af med de andre på træningsholdet. Men så en dag for nogle måneder siden, jeg ved ikke helt hvad der skete, men pludselig virkede det hele bare til at falde på plads.” Han trak kort på skuldrene. ”Jeg begyndte at få det bedre med dem på holdet, træningen gik frem af. Jeg har endda lært mere om min evne. Og bedst af alt, så er jeg begyndt at kunne lide det.”
Han tøvede kort, for nu var alle de gode nyheder fortalt. Skulle han mon fortælle ham alt? Han så væk fra sin far og rundt i gaden. Hans smil var væk nu.
”Og angående det med familie… Der er endnu et nyt medlem… Min søn.”

Hans tanker kværnede rundt i hovedet på ham. Han var en arbejdsnarkoman af natur, et ordensmenneske, perfektionist og elskede disciplin. Alt det var intet problem. Luce have sagt han skulle slappe mere af, tage sig mere af de personlige ting, som byggede sig op i hans indre, kun for at komme ud på de mest hensynsløse måder. Det var sandt...Men det også et problem han havde haft for længe siden. Han havde ikke oplevet det i lang tid...Måske var han en ændret mand. Uanset hvad var Luce her ikke nu og han kunne klare sig selv. Alt dette var selvfølgelig ikke relevant lige nu, men af en eller anden grund mindede Daron ham om de ting. Måske Daron havde arvet for meget efter sin mor...Eller måske havde han arvet Seans mere betænksomme side. Måske var det en kombination af de to ting og han måtte finde en anden måde at drive manden frem, end han gjorde med de fleste. En udfordring!
Det sidste døgn havde han brugt på at tænke over det...Hvad drev en mand som Daron? Hans betingelsesløse kærlighed til sin farmand? Nej. Han var en substitut for noget langt vigtigere...Viola.
Han gned sin hage lidt, hans korte skægstubber stak ham let i hånden. Han burde virkelig få det barbaret af igen, skæg havde aldrig været ham.
Daron talte for meget. Daron havde så meget potentiale...Hvis der var en ting han havde lært af Assorian, var det at skyggevæsner ikke nødvendigvis var det værste i verdenen. Men Assorian var også en stærk mand, han havde mange evner den mand. Et svagt smil gled over ham ved tanken...Men kunne næsten kalde Assorian en bror, han aldrig havde haft.

Han rakte ud efter Daron og lagde en arm om skuldrene på manden og klemte til. Ikke vildt hårdt, bare hårdt nok. Han behøvede ikke at bevise sin styrke, alligevel var det som om Daron altid æggede ham til det. Måske stod Daron mere op til ham end han gav ham æren for? Eller også havde han bare evnen til at irritere ham. Hvem vidste?
"Daron..." sagde han.
"Du snakker for meget. Du er for følsom anlagt og du forfølger mig som en hundehvalp, der gerne vil lære og være præcis som mig. Ved du hvad forskellen er på dig og dine søskende? De er selvstændige. De går ikke bag mig med respekt, de kræver at gå ved siden af mig. De giver ikke bare mig respekt, de kræver også selv respekt. Du minder mig om en håndlanger, en af dem der slikker mere røv end resten" sagde han med en overraskende blid og drabelig stemme. Hvordan kunne Daron nogensinde forbedre sig, hvis han ikke påpegede mandens fejl?
"Jeg vil ikke have endnu en håndlanger. Dem er der mange af. Hvis du er min søn, skal du opføre dig derefter. Du skal være stærk, du skal kræve respekt, du skal tænke for dig selv. Selvstændig. Kender du ordet?" Han slap endelig Daron igen og fortsatte frem efter, nu hvor han vidste Daron ikke kunne have undgået at høre hvert et ord.
"Du er anderledes end dem alle..." Han stoppede op foran et hjem. Hjemme var bygget af sten, ligesom næsten alle andre huse i Dragons Peak, og bestod af to etager. Der var lys i vinduerne. Huset tilhørte tilsyneladende en familie, der havde penge. Seans blik gled op over husets facade.

Hans blik gled lynhurtigt over på Daron. Hvad betød det...En søn?! Det tog ham ikke mange sekunder at indse at han nu ville lyde forfærdelig gammel. Overhoved af sin familie, bedstefar...Nej. Ingen skulle kalde ham bedstefar. Han var ikke en familiefar, han var ikke så gammel at han ville have det navn på sig. Hans blik gled analyserende over Daron for et stund.
"Fortæl mig om ham" bad han så. Ikke et ord mere. Men det var tydeligt han ikke ville gå videre, før Daron havde fortalt ham de ting, han ville vide.

Daron havde altid været drevet af mål. Det var hans måde at komme frem i livet. Han valgte et mål, et mål han virkelige brændte for, og så traf han alle beslutninger med den tanke om at kunne komme tættere på sit mål en dag. Sådan havde det været siden han var barn og boede på gaden. Hans mål var at overleve. På den måde lærte han at stjæle. Senere hen blev hans mål at hjælpe andre til at overleve, hvilket stadig lå dybt ind i ham. Han prøvede at være selvisk og prioritere sig selv over andre, men nogle gang slap hans tidligere heroiske jeg frem. Dette mål fik ham til at møde Viola og efter det handlede hans mål udelukkende om hende. Han var hans lykke. Og nu gjorde han alt for at finde den lykke et andet sted. Det virkede dog ikke til at virke med Sean. Men det holdt ham i gang og det var bedre end at brænde sit brev og give op. Det fik ham frem i livet.

Mens de gik lagde Sean armen om ham. Det var en anelse hårdt, men det var vel første gang Sean havde rørt ved ham hvor det ikke var for at slå ham, så det var fremskridt. Lige indtil det han sagde.
En håndlanger? Virkelig? I starten blev Daron fornærmet og det kunne man også mærke på ham, da han ikke virkede lige så glad for at hans far havde armene om ham, men han lod ham nu holde armen om ham, for han turde ikke bruge vold på at få ham til at give slip. Han nåede dog at sige med en bitter stemme: ”Jeg kender ikke forskellen på mig og mine søskende, for jeg har aldrig mødt dem.”
Men så lyttede han efter, eller i hvert fald prøvede at lytte efter til hvad Sean sagde. Selvstændig… Den gang han voksede op var han selvstændig, det blev man nødt til at være, når man ikke havde nogen til at tage sig af en. Jo, han havde de andre hjemløse, men da han voksede op, blev det mere ham der tog sig af dem og ikke omvendt. Han havde aldrig været afhængig af andre personer indtil han mødte Viola. Han havde aldrig prøvet af afhænge af en person før, men Viola gjorde ham stærk på en måde han ikke havde prøvet før. Og nu hvor han ikke længere kunne lade sig selv afhænge af hende længere, var han vel ikke god til at blive selvstændig igen og lod sig afhænge af Sean. Udover det så var det svært for Daron at finde ud af, hvordan han skulle opføre sig omkring sin far. Han havde aldrig haft en familie før. Så måske var det godt, at Sean fortalte ham, hvad han ville have.
Han nikkede derfor til det Sean sagde, dog smilede han stadig ikke og pressede i stedet læberne sammen. Sean slap ham, da de kom frem til et hus, og Daron så op og ned af bygningen. Skulle de derind? Han så ikke på Sean, da han fortalte om sin søn. Han ønskede ikke at se på ham.
”Jeg ved ikke meget om ham. Jeg har aldrig mødt ham. Det er vel noget, der lægger til familien,” Han skyndte at tale videre efter sin flabet kommentar, for han prøvede faktisk at lære ikke at være provokerende, ”Jeg ved kun, hvad Jazmin har fortalt mig. Hans navn er Joshua. Han er en skyggedæmon, ironisk ikke? Han er vokset op hos en eller anden ved navn Rowan, en nær… ven af Jazmin. Og på en eller anden måde vokser han hurtigere, for han er allerede et stort barn. Så jeg har misset hans barndom allerede.” Det var underligt at tale om ham, og det var tydeligt, at Daron kom ud med ordene modvilligt. Til sidst så han på Sean igen. Afventende.

Et svagt smil gled over ham, da han så på Daron igen. Søskende der ikke kendte hinanden...Det var ironisk. Og sært. Måske skulle han prøve at samle dem alle en aften og se hvordan det ville gå? Xander ville sikkert hurtigt blive Darons overmand, men hvordan ville Artemesia klare sig? Når det kom til stykket kendte han endnu ikke sin datter særlig godt og deres forhold var mere præget af hvad der virkede logisk rigtigt, end følelser. Xander var som ham selv, bare i mindre format. Hmm...Det var faktisk ret interessant. Og så lige smide Connor og Elyas ind i gruppen også. Et barn på 6, en ung mand der var deres fætter. Det måtte være et underholdende syn!
Hans hånd gled igennem hans hår. Jazmin...Der var et navn han kun huskede svagt. Havde han ikke mødt hende engang for lang tid siden? Noget med...Personlighedsforstyrrelser og at hun havde prøvet at ligge an på ham...Så vidt han huskede. Rowan...
"Der er en smed i byen ved navn Rowan. Det skulle vel aldrig være ham?" spurgte han ind, straks interesseret. Joshua...Forfærdeligt navn. Men i det mindste var drengen dæmon og det var godt nok for ham.
"Vi har kun hinanden Daron. Vores familie er...Specielt. Den består af lige dele sindssyge individer, lige dele selvstændige og stærke individer. Mest af alt, er det en kamp at holde sammen på den, for alle vil deres. Alligevel kæmper jeg for at skabe et fællesskab. Kæmper for at gøre familien stærk, gøre at den vil holde sammen lige meget hvad...Er det latterligt?" Han så over på huset igen.
"Du har et valg, Daron. Et valg jeg ikke havde. Du kan enten blive en del af din søns liv nu og være med til at opdrage ham i den rigtige retning, eller du kan ignorere ham til han bliver voksen og lade andre gøre det hårde arbejde. Når han så bliver voksen, så tilbyd ham en familie. Men det kan også give bagslag...Især hvis han vokser op med disse typer, der ingen forstand har på dæmonisk stolthed. I så fald vil han blive et nul, en regnorm, svag. Jeg kan ikke bruge sådan en person i min familie. Jeg vil ikke kalde sådan en person for barnebarn" Han så over på Daron igen. Hans blik var svært at læse, en blanding af alt for meget forskelligt. Noget hårdt, noget bestemt, noget venligt, noget betænksomt...
"Jeg vil gerne møde ham en dag. Hvis han vil kalde sig af vores blod, vil jeg vide hvem han er. I fremtiden kan han sprede skam eller stolthed over det" kommenterede han en smule brysk. Dette barn og dem han voksede op hos...Det var ukendte faktorer. Han kunne ikke forudse hvor det ville ende, alt for meget var ukendt og det gjorde ham utilpas. Han var familiens overhoved! Han var vogteren over at deres familie gik i den rigtige retning, i denne verden. Han ville slå ihjel, hvis nogen kaldte sig af deres blod, uden at leve op til det!
Men alt i alt var det Darons ansvar. Ikke bare hvordan drengen endte, men også at kræve sin søn, hvis det endelig var.

Han rømmede sig svagt og lod skuldrene køre rundt en enkelt gang.
"Nok om det!" kommenterede han så og gjorde en let gestus mod huset. De måtte videre. Ingen grund til at overanalysere noget, han ikke kunne gøre noget ved lige nu.
"Huset. En enlig far med to børn. Moderen døde sidste vinter af sygdom. De har egentlig ikke gjort noget, andet end faderen ejer nogle papirer jeg gerne vil have fat i. Så jeg tænkte det var et godt sted at starte...Og da jeg ved du brænder efter at stige i rang og i min agtelse, har jeg valgt at sige at du ikke bare skal planlægge hvordan vi gør dette, hvor jeg følger dine ordre...Men familien skal også dø" Hans blik fandt Daron igen, denne gang var der noget drillende og udfordrende over det.
"Kan du det, Daron? Slå uskyldige folk ihjel?" spurgte han drillende. Endda børn! Åh...Han elskede at sætte folk over for det dilemma!

Daron blev næsten forbavset over hans fars reaktion. Han havde vel forventet at Sean ville se ilde på, at Daron havde været uansvarlig og ikke tænkt konsekvenser i gennem. Men så igen – Sean kunne ikke sige det i mod, når han selv havde gjort det flere gang. Daron var ret sikker på, at Sean ikke var en mand med dobbeltmorale, selvom han virkede til at elske gråzoner.
Han nævnte noget med en smed, der hed Rowan, som boede i byen, men Daron kastede hurtigt det til side. Det var for stort et tilfælde, at den mand, som havde opfodret hans barn lige netop skulle være i den samme by som ham. Daron havde stødt på alt for mange store tilfældigheder til at kunne støde på endnu flere. Før eller senere måtte det stoppe.
Sean begyndte på en tale om, hvordan familie var vigtig, og Daron kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor meget han også måtte have udviklet sig det seneste år. Var det ikke noget, at han aldrig ville kalde ham sin søn, første gang de mødtes? Eller var det bare fordi det var Daron? Nå, det kunne være ligegyldigt nu. Nu kæmpede Sean for at samle familien og få dem til at holde sammen, og selvom det var lidt latterligt, når man tænkte over, at de fleste i familien aldrig havde mødt hinanden, satte Daron pris på hans indsats. Så var der måske også en chance for, at han kan blive hans søn af mere end blot blod.

Ligeså kom det bag på ham, at hans far mente, at han burde opsøge ham og opdrage ham. Som om Daron kunne gøre det. Han havde lige fået styr på sit eget liv, hvordan skulle han passe på en andens? Nej, drengen havde det nok bedre hos en familie, der faktisk ville have ham. Ville Daron have ham? I starten havde han med det samme besluttet sig for ikke at opsøge sin søn, og han ønskede ikke at få kontakt til ham heller. Det var jo ikke det samme som med Daron og Sean. Joshua havde en familie, en far at vokse op med. Det havde Daron ikke.
Men Seans ord fik ham til at tvivle. Han havde et valg. Han havde ændret sig meget de sidste mange måneder. Måske havde han ændret sig nok til at kunne være far? Eller i det mindste hjælpe Joshua. Tvivlen kunne ses i hans flakkende øjne og sænket blik, men så snart dæmonen foran ham nævnet ordet ’regnorm’, så han ham direkte i øjnene. Hans læber trak sig tilbage i en bitter grimasse.
”Sjovt. For et år siden kaldte du sådan en person for dit barn,” vrissede han ud. Mindet om sin far, der stod bøjet over ham, forarget over hans mangel på dæmonisk stolthed spillede for hans sind, og hans ord stod stadig klart for ham: ”Uden at protesterer, uden stolthed i dit væsen, lod du dig forvandle. Du er en skygge og intet andet. Du er en regnorm. Du har ingen stolthed, ingen ære! Var det for kærlighed? Var det fordi dit liv aldrig har været noget værd, at du smed det væk? Sig mig, Daron, var du da ikke en stolt dæmon før?"
Ordene skar stadig, især fordi at Sean på sin vis havde haft ret. Daron havde aldrig været en stolt dæmon. Men der havde heller aldrig været nogen til at lære ham, at han skulle være det.

Men som Sean sagde – Nok om det. De var ikke her for at tale om far-og-søn-minder, de var her for en mission. Eller rettere sagt, for at Daron kunne bevise det værd, som Sean for så lang tid siden havde sagt at han intet havde af. Han rev sit blik fra Sean og så på huset igen, mens missionen blev forklaret til ham. ”Familien skal dø” – den sætning fik Daron til at se på sin far med opspilede øjne. Slå uskyldige ihjel? Darons tidligere helte-gen kom frem i ham. Han havde slået uskyldige ihjel før. Men aldrig uprovokeret. Bare at gå ind for at dræbe? Det var ikke noget, som han gjorde, og heller ikke noget, han troede, at hans far kunne finde på.
”Hvorfor slå ihjel? Jeg har øvet mig på min evne. Jeg kan gå ind og stjæle papirerne uden de overhovedet vil indse, at nogen er i deres hjem, ” foreslog han. Han ønskede at fuldføre opgaven, men ikke hvis der var en anden måde.

Hans kolde blik landede på Daron som en hammer mod metal. Hårdt. Så gled hans øjenbryn en anelse op i panden.
"Jeg var ikke klar over du faktisk håbede på at dø?" spurgte han så, en anelse for sødt.
"Men jeg kan røbe jeg aldrig har pralet med du var af mit blod. Du er en af mine beskidte hemmeligheder, som jeg desperat prøver at ændre til noget mere acceptabelt. At være skyggevæsen er trods alt ikke det værste du kunne være endt som, selv om en dæmon ville have været bedre. Men bliver du ved med at gå mig imod eller være den følsomme idiot du ynder at spille, løber min tålmodighed nok ud en dag" svarede han så, uden særlig meget følelse. Daron begyndte at gå ham på. Har stod han og prøvede at præge drengen, prøvede at forklare ham nogle ting og faktisk indrømme nogle ting og han fik trods retur? Han var som Nephthys om igen, bortset fra hun altid havde været hans og omvendt. Han håbede sandelig ikke Darons tilfælde ville udvikle sig til en Neph om igen. Ville han orke alle de kampe igen?
Han trak vejret dybt og så over mod bygningen.

Han vendte sig om mod Daron. Han følte sig efterhånden noget vred. Xander ville bare have gjort det. Hvad betød nogle liv fra eller til? Specielt når de ikke var dæmoner. Han var splittet mellem blot at tvinge Daron til det for et princip - at han skulle gøre hvad han sagde han skulle gøre - eller give ham en løgnhistorie for at lokke ham til at gøre det, han netop ønskede han skulle gøre. Slå ihjel.
Så skiftede han mening.
"Du har ret. Jeg troede du havde ambitioner i livet. Min indre cirkel består af mordere. De behøver ingen grund, blot et mål. Men du ville aldrig passe ind til andet end et almindelig klanmedlem. Så ud over du har stillet spørgsmålstegn ved mine ordre, hvad jeg nok skal straffe dig for senere, kan du nøjes med at stjæle. Men jeg må sige jeg er skuffet. Jeg troede du havde nosser, men tydeligvis har nogen klippet dem af dig" Han sendte Daron et grumt smil. Han havde ingen bagtanker ved at håne ham. Daron var utrolig dobbeltmoralsk. På den ene side ville slikke Sean i røven, hvis han bad ham om det, men bagefter sige nej tak af...Ja, han vidste faktisk ikke hvorfor. Det måtte være fordi Daron var en lille pivskid og grædebaby. Hvordan kunne han nogensinde tro Daron ville leve op til noget som helst? Han gned sin pande. Når det kom til stykket havde han ingen der ville egne sig til at gå i hans fodspor. Ud over Xander havde klanen, havde han også nævnt at han havde fundet sig et menneske. Hvad skulle han dog gøre?
"Hvorfor står du her stadig? Af sted!" snerrede han til sidst, irritabelt og vinkede Daron af sted.

Sean kunne have sparket Daron i skridtet og det ville have gjort mindre ondt. Faktisk kunne han have tæsket Daron næsten til døde og det ville have gjort mindre ondt. Hvis man virkelig ville såre Daron skulle man blot sige en ting – at det var umuligt for ham at nå sit mål. Det var jo hvad han levede for. Det var det samme som at sige, at han egentlig ikke var værd at have i sit liv, hvilket egentlig også var hvad Sean indirekte sagde. Hvis ikke det var fordi Daron gik rundt med Seans blod og familienavn ville Sean ikke have spildt så meget energi på ham og sikkert slået hånden af ham allerede. Det var vel forståeligt nok – Sean var en koldblodig morder. Han var amoralsk og manglede empati for andre mennesker. Det var hvad han forventede, at hans nærmeste også kunne være. Det var hvad Daron før havde gjort alt for at være men aldrig havde det lykkes for inderst inde gnavede skyldfølelse og selvhadet altid og med hans mørke sind som skyggevæsen kunne de næste dage sagtens blive brugt på at overveje om man bare skulle brænde sit brev, bare for at få mørket væk.  
Så når Sean stod der med sit grumme smil og sine nedladende ord så gjorde det ondt. Men Daron valgte ikke at vise det. Selvom ordene brændte med selvhadet inden i ham, valgte han blot at se på Sean med kolde og følelsesløse mørke øjne. Hans læber var snerpet sammen og hans krop var spændt. Han sagde intet, der var intet at sige. Sean havde været klar i sine ord.
Han snerrede ham videre, og Daron tøvede ikke med at forsvinde ind i skyggerne og ind i huset.

Indendørs var fint og pænt indrettet, kun med lidt rod her og der, men de forventede jo heller ikke at folk ville bryde ind uden videre. Daron var egentlig også ret ligeglad med indretning – han skulle bare finde de papirer. Hvilke papirer var det nu, han ledte efter? Nå, Daron måtte bare gribe alt, der så vigtigt ud. Han gled gennem skyggerne og ind i stuen, hvor han besluttede sig for at blive normal igen. Han skulle spare energien til hvis nu han blev opdaget. Han gav sig til at rode rundt, ligeglad med rodet, men ikke ligeglad med at være stille. Heldigvis havde Daron altid været god til at bevæge sig lydløs, så det var intet problem. Han lukkede ned for sine tanker og fokuserede udelukkende på sin opgave, simpelthen for at sørge for at han ikke blev opslugt af noget, som han ikke skulle bekymre sig om lige nu. Da papirerne ikke var til stede overhovedet i den kæmpe stue, var han tæt på at komme med et frustreret støn men stoppede sig selv før han nåede at lave en lyd og fortsatte gennem huset. Han blev nødt til at finde de papirer. Noget måtte han da være i stand til at gøre rigtigt.
Han kom ind i det soveværelset, hvor en lettere overvægtig mand med få hår på sit hoved lå og snorkede. Ved siden af ham lå hans kone halvt på siden og pustede langsomt ud, på ingen måde forstyrret af den høje larm fra sin mand. Daron tog det som at hun nok heller ikke ville blive forstyrret af nogle få bump her og der rundt i værelset, så han blev ikke til skygge, mens han ledte videre. Han kiggede i skabe og skuffer og kun få gange stoppede han for at skue hen til det sovende ægtepar, der blot snorkede videre. Han rystede kort på hovedet af dem, det her var næsten for nemt, og så fandt han papirerne.
Han gik ud fra, at det var papirerne. De var gemt væk i en skjult skuffe og selvom Daron ikke kunne læse, kunne han forstå, at det ikke var noget som andre burde få fingrene i. Et smil bredte sig på hans læber og han knyttede næven i en sejrende manøvre. Men så tog han sig sammen, og pakkede dem sammen.
Han var på vej ud af lokalet men stoppede. Opgaven var slut nu, han skulle bare stjæle. Men det var ikke den rigtige opgave. Han vendte sig langsomt, tøvende om og så hen på de sovende personer. Han kunne gå lige nu og forlade huset uden blod på hænderne eller han kunne forlade huset med sin fars accept. Og Daron havde truffet sit valg. Han greb fat om sin dolk og bevægede sin hen mod de uskyldige elskende med bankende hjerte. Han så på manden, overvejende, før han med en hurtig bevægelse skar hans strube over. Manden vågnede. Han prøvede at skrige men den eneste lyd, der kom frem var en gurglende, desperat lyd, mens han stirrede op på Daron med bedende øjne. Daron så ikke væk. Kvinden vågnede heller ikke af denne lyd, og da manden endelig var stille, blev dolken stukket i hendes hjerte. Det eneste der kom fra hende var et gisp, der for Daron gav genlyd gennem lokalet som om hendes sjæl gled ud. Han trak dolken til sig igen og det sidste blod blev pumpet ud fra det dybe sår. Mørket var ved at glide over Daron men i stedet for at lade sig mentalt blive opslugt af det, lod han sig fysisk blive opslugt ved at blive ét med skyggerne. Hans mission var ikke færdig endnu. Han smøgede sig ned af gangen gennem mørket og ind på hvad han mente var børnenes værelse. De delte værelse, de to børn – En dreng på 7 og en pige på 4. De lå og sov så fredeligt uden at vide at de nu hvor forældreløse og snart livløse. Daron betragtede på dem og sank en klump. Det var som om morens gisp stadig ekkoede i huset. I hvad der føltes som en evighed stod han og betragtede børnene, før han endelig greb sin dolk og bevægede sig mod drengen. Han havde en familie… En familie Daron lige havde myrdet. Han havde et liv foran sig. Et liv, som Daron nu skulle tage fra ham. Hurtigt blev drengens strube ligeså skåret, men denne gang vågnede han ikke. Han var så lille og skrøbelig at han var død før han nåede at se verden for en sidste gang. Daron bevægede sig hen mod pigens seng. Endnu en gang tøvede han. Det skulle han ikke have gjort. Barnet vågnede op og forvirret begyndte hun at græde. Daron blev først forskrækket og skulle til at gemme sig i skyggerne igen, indtil han indså, at han var helt alene med hende. Uden at vide hvad han skulle gøre gav han sig til at tysse på hende og til sidst tog han hende op. Han begyndte at vugge hende til hun blev stille, og på den måde mærkede han hendes puls, hendes varme, hendes liv. Hans vejrtrækning skælvede, da han tog livet af hende og han krammede hende en sidste gang, før han lagde hendes døde krop og puttede hende i hendes seng. Han havde kun fået lidt blod på skjorten. Det kunne sagtens komme af igen, men blodet på hans hænder ville aldrig kunne vaskes. Han tog dolken tilbage i bæltet, greb papirerne og så forsvandt han ud af bygningen igen. Han så på Sean tomt i blikket.
”Sådan,” sagde han og rakte papirerne til sin far, ”De er døde.”


// Jeg har lige indset, at det var en enlig mand... Undskyld! Jeg kan godt ændre det, hvis du vil have det

Hans mørkegrå, kølige blik gled efter Daron, som han stak af mod huset. Da han var ude af syne og hørevidde, trak han vejret dybt. Han kunne aldrig gennemskue hvad han skulle stille op med Daron, mest af alt havde han nok arvet noget fra sin bedstemor, hvis ikke fra sin egen mor. Han huskede ikke engang kvinden, Daron havde kaldt mor. Var det hendes gener der lå til grund for alt det her?
Problemet var Daron selv. Daron havde aldrig givet udtryk for at han gerne ville noget andet. Nu var han en del af hans klan og ved at dække sine hænder med blod. Det værste var at han vidste det ikke ville hjælpe på drengen, men blot ødelægge ham yderligere. Alligevel havde han krævet det, det var så nemt at tryne ham, at det næsten gjorde helt ondt!
Men nu var Sean også en dæmon og han elskede det. Han havde ingen forhold til døden, hverken de voksnes eller børnenes. Børnenes...Det var gået galt efter ritualet. For en stund havde han selv været et følelsesmæssigt, forvirret vrag. Så havde han fundet sig forelsket i alt der havde med død og ødelæggelse at gøre. Det satte jo sine spor.
Især når man ofrede sit eget spædbarn for at blive en archdemon. Ville Dean være blevet som Xander eller som Daron?
Han vedblev at overveje hvad han skulle gøre med Daron. Det var tydeligt ord virkede mere på ham end fysisk vold. Hans svagheder var for tydelige...Han duede måske til at stjæle lidt, men ikke til at slå ihjel. Det vidste han allerede nu. Men hvad så? Hvad i helvede kunne han bruge en som Daron til?
Han hvilede sig op af en mur. Da Daron endelig kom tilbage følte han kun der var gået få minutter.

Elyas var en følsom, ung mand. Han havde fundet en hvis nytte i ham, som en papirnusser. Elyas var blevet oplært i økonomi og handel, så han hjalp ham med at rejse ned i byen og tage sig af nogle af hans forretninger. Han vidste hvad han ville gøre nu.
Da Daron stod foran ham, fortrød han dog ikke. Han mente et eller andet sted at det ville være godt for Daron at opnå denne erfaring. Forhåbentlig kunne det stive ham lidt af!
Hans blik gled over den ødelagte mand foran ham, mens han tog imod papirerne. Han tjekkede hurtigt om det så ud til at være de rigtige, hvad det gjorde. Så nikkede han svagt og gemte dem væk i en lomme. Så sendte han Daron et lille smil, før han greb fat i hans hage og hævede hans ansigt, så han bedre kunne se hans øjne. Han havde set det før. Det bekræftede det hele. Han slap ham igen og trådte et halvt skridt baglæns.
"Jeg har tænkt over det. Jeg kan ikke bruge dig i klanen. Du har efterhånden lært hvad du kunne der. At samarbejde, at kæmpe, at stjæle og nu også at dræbe" Han vedblev at se på Daron, han ville ikke risikere at miste manden helt. Han havde ikke brug for en tåbe, der gik rundt med tomme øjne.
"Derfor vil jeg have du kommer hjem til mig, på min nye borg. Jeg har en ung nevø der er nøjagtig så følsom og sær som du er og ham har jeg fundet en passende rolle til. Det kan jeg også gøre med dig. En rolle hvor du ikke skal slå ihjel for føden. Lyder det godt?" spurgte han prøvende.

Daron lod Sean røre ved ham og løftede frivilligt hovedet, da han mærkede et pres mod sin hage. Han mødte også sin fars blik uden at vige. Hans øjne var måske tomme men inden i ham rasede det med alle følelser. Lige nu var Daron et let offer af svaghederne for at være et skyggevæsen, og han holdt ikke blot dæmonens blik for at vise respekt men for ikke at komme til at se på mørket, der spredte sig som sine egne dæmoner rundt om ham.

Han havde selvfølgelig slået ihjel før. Han havde gjort mange ting for pengene, noget Viola havde lært ham var nødvendigt. Men aldrig fuldstændig uskyldige borgere, eller i hvert fald ikke uskyldige for hans kunder. Men Daron havde aldrig brudt sig om det og havde vidt så muligt undgået det. Han holdt sig til at stjæle, noget han var vokset op med. Tanken om at han havde fraholdt en anden person at udvikle sig og forbedre sig og opnå sit mål jagede ham altid efter sine mord, selv af selvforsvar. Han havde for meget empati, for meget samvittighed. Noget han tydeligvis kun havde arvet fra sin mor.
Han havde også haft sine grænser hvad angik lejemord. Han ville aldrig dræbe børn, aldrig dræbe folk uden familie eller hjem og generelt ikke dræbe folk som han mente fortjente et bedre liv. Alt dette havde han kastet væk for at få sin fars accept og for hvad? At hans far sagde, at han ikke kunne bruge ham i klanen. Lige i det han sagde det, følte Daron sig fuldstændig give op. Så alt han havde gjort var for ingenting. Livene han havde taget var for ingenting. Tomheden blev erstattet med en nærmest vred følelse, som var han blevet forrådt. Men nu havde Daron også det med overtænke. Han nåede endda at overveje om sin far hele tiden havde tænkt sig at tage ham ud af klanen og bare legede med ham – for det kunne Sean nok på en eller anden måde nok godt finde på – før hans far talte videre.

Daron kunne ikke dy sig for at hæve det ene øjenbryn. Han prøvede at holde sin flabethed tilbage, når han var med sin far, men han havde på ingen måde set dette komme og for at være ærlig, syntes han på ingen måde, at det mindede om Sean. Han havde svært ved at tro det. Og med Darons mangel på tillid til andre mennesker, havde han svært ved at lade sig glæde sig over, at hans far ville have ham med hjem. Men alligevel kunne han ikke holde et lille håb tilbage fra at spire op inden i sig. Okay, hans far ville ikke have ham i klanen længere, men han ville have ham med hjem. Hjem. Noget Daron aldrig havde haft. Klanen havde heller aldrig følt helt som hjem. Jo, han havde følt sig tryg og tilpas der, men det havde altid været middeltidligt og det vidste han. Nu kunne han få et sted, der muligvis, hvis han gjorde resten rigtigt herfra, kunne blive permanent. Darons oprindelige mål var at blive en del af den indre cirkel, men Sean havde ret – han ville før eller senere blive knust af at skulle slå ihjel. Eller i hvert fald miste sig selv. Det var ikke en passende rolle.
Daron måtte vel bare til at indse, at han aldrig fik nået de mål, som han havde sat for sig selv. Måske skulle han til at sætte pris på hvad han havde.
Et lille smil gled over Darons læber, og da han så på sin far igen, var det ikke udelukkende tomhed men taknemmelighed i sit blik. Sean kunne sagtens have valgt at slå hånden af Daron, han havde mange grunde til at gøre det. Men han valgte at arbejde videre med ham. Lige meget hvor en forfærdelig opgave han lige havde skubbet Daron i gennem var det dét værd. Det var hvad han havde gået efter – sin fars accept.
”Det lyder fremragende.”

Hans blik gled over Daron, da drengen så ud til at leve lidt op. Var det et...glimt at taknemmelighed? Ja, det bekræftede det hele. Daron hørte ikke til her, selv om han var stædigt overbevist om at det havde givet drengen nogle vigtige erfaringer. Det var altid praktisk at kunne slås, at kunne samarbejde, at kunne rage til sig af hvad andre havde. Og når nøden tvang en til det - At slå ihjel.
Han trak vejret dybt igen, mens han så op ad vejen, før han med en kort bevægelse med den ene arm inviterede Daron med sig, da han begav sig op af selv samme vej. Tilbage mod borgen.
Daron...Ville han være god til det samme, papirnusseri? Når det kom til stykket havde han ingen ide om hvor Daron havde sine styrker, kun hvor han havde sine svagheder. Det krævede noget helt andet arbejde at lokke styrkerne frem...Specielt når Daron var typen der gav sig i kast med absolut alt han tvang ham til.
Han lod hånden glide igennem håret...Så slog det ham. Som lynet fra en klar himmel! Perfekt! Et lille smil bredte sig over hans læber.
"Et par af mine nærmeste bekendte har påpeget mine nye vagter på borgen er mere eller mindre uduelige. Stopper ikke de folk de burde, lader alle og enhver vade ind og ud af borgen, som burde være det mest beskyttede sted på borgen. Jeg har brug for nogen der kan sætte lidt disciplin og orden i dem, vise dem hvordan det skal gøres og sørge for de bliver trænet ordentlig. Godt nok er det min general, Assorian, der skal sørge for de ting...Men jeg vil lægge et godt ord ind for dig og sige du kan arbejde sammen med hvem end han har sat til samme opgave. Desuden er Assorian leder over skyggevæsnerne. Han kan måske endda vise dig nogle fif omkring det at være skyggevæsen...Eller hvad din slags nu går op i" han viftede let med den ene hånd. Det var perfekt! Ved en pludselig indskydelse vendte han sig om mod Daron et kort øjeblik.
"Lyder det godt?"

Sean begyndte at gå, og da Daron indirekte var inviteret med, fulgte han efter ham. Hans blik gled over byen, som snart ville blive hans hjem. Han havde været her mange gange før, men aldrig i mere end et par dage, før han drog videre. Hvor lang tid ville der mon gå, før han skulle videre her fra endnu en gang? Da han så tilbage på dæmonen ved sin side, var et lille smil kommet frem på hans læber, ligesom smilet stadig lå på Darons, da han gav sig til at tale. På en måde overraskede til Daron, hvor hurtig han fandt noget til ham. Han gik ud fra, at hans far blot ville sætte ham til noget nyttearbejde indtil der på mirakuløs vis, kom en mulighed, hvor han endnu en gang skulle bevise sit værd. Men nej, han havde allerede en stilling til ham. På en måde gjorde det Daron en anelse stolt, at hans far mente, at han kunne du til noget. Det havde det ikke virket til i løbet af de sidste par år. Selve stillingen overraskede ham dog.
”Vil du have mig til at træne andre soldater? ” Man kunne godt høre på ham, at han var en anelse forbløffet, men han havde ikke afvist idéen endnu. Det var et stort ansvar, Sean gav ham, og det var et ansvar han egentlig godt ønskede at tage. Desuden ville det efterlade ham i kontrol, som han ikke havde haft i lang tid, siden han var i nederste rang i klanen. Om han så kunne finde ud af at undervise folk… han måtte vel bare prøve sig frem og gøre, hvad hans trænere havde gjort ved ham. Måske var Daron bare blændet af glæde for at hans far ville have ham med til sin borg, men han tænkte faktisk, at han ville være i stand til at kunne klare det job.
”Det lyder godt. Jeg tror også, det bliver spændende at møde min races leder.”
Hvilket var helt sandt fra hans side af. Han vidste knap nok, at han havde en raceleder. Daron havde ikke særlig mange bekendtskaber og bestemt ikke mange der var skyggevæsner. Han kendte knap nok til sin egen race. Måske skulle han til at lave om på det.
Så var der også noget af det sidste, som Sean sagde - Han kan måske endda vise dig nogle fif omkring det at være skyggevæsen...Eller hvad din slags nu går op i. Tænk hvis han har ret, og Daron faktisk kan få en form for ’samfund’ ved at følge sin race. Den gamle Daron ville hurtigt have afvist denne tanke, men den nye Daron var mere åben, og nu ønskede han faktisk at have allierede og måske endda nogle at have tæt på sig. Dette var måske den perfekte stilling for ham.

Han så over på Daron og da han havde svaret ham, fortsatte han mod borgen. Han kunne lige så godt vise Daron rundt med det samme og give ham et værelse, så kunne de altid tage resten senere. Han skulle også lige give Assorian besked, trods alt, så Daron ville nok få nogle dage til at vænne sig til borgen eller noget. Medmindre han havde andre ting at færdiggøre andre steder, det kunne jo også være.
"Du er min søn og du har selv lært at kæmpe. Derfor tænkte jeg det ville være en passende stilling og give mig en der kan holde lidt øje med vores soldater og Assorian for mig. Jeg stoler selvfølgelig på ham, men det er altid godt at have øjne alle steder" Han så over på Daron.
"Det er selvfølgelig ikke noget du skal sige højt til nogen" tilføjede han sigende. Ikke om han bare gav beføjelsen til hele sin hær til en mand, der kunne gå imod ham og vælte ham ned af tronen igen, fordi alle soldaterne var loyale til ham og ikke Sean. Det ville han ikke risikere!

Borgen var stor og bygget af sten. Uden for porten var der en stor stald til heste. En stor port førte ind i borggården, men der var en mindre dør i porten til folk der kom til fods. Et par vagter lukkede dem ind.
Lige ud, fra porten, var den officielle indgang - et par trappetrin op til nogle dobbeltdøre af stærkt træ og med jernhængsler. Dog var der flere små døre til hver side, hvor borgens vagter og tjenere gik ind og ud.
En stor entre, med lysekrone i loftet. Ligeud var tronesalen. Sean fortalte kort Daron at han havde tænk på at få sit eget mærke op og hænge på nogle flag og bannere, at hans kvindelige butler, Maeve, havde taget ansvaret for at pynte borgen op og desuden ellers kunne hjælpe ham, hvis han manglede noget.
Han fortalte også Daron at den højre side af borgen var Assorians private gemakker og at den venstre var hans egen, før han viste Daron op af nogle små trapper og ned af de halvmørke gange. Han viste blot Daron døren til hans eget, private værelse og hvor Maeve boede, før han stoppede op ved et af de værelser der var tomme, men gemt til formål som disse.
"Der er de mest fornødne ting. En seng, et skab, et bord. Resten må du selv bestille. Jeg kan selv lide at præge mit værelse på en måde, så jeg tænker alle andre nok også gerne vil det. Så tag dig den frihed til at dekorere dit værelse som du har lyst. Selvfølgelig kan det også bare være en seng, til når du er her, hvis du foretrækker at kalde andre steder dit hjem" bemærkede han.
Mere var der ikke. Han ville blive nok til at besvare eventuelle spørgsmål, men ellers takke for den nat og gå ind til sig selv.

//Jeg gik efter vi kunne afslutte emnet.