How to make the world a bette place ~ Cetin

Det, det engang havde været, så man ikke længere. Ting ændrede sig på splitsekunder og en hændelse havde ødelagt fundamentet for manges liv. Murbrokkerne lå stadig i bunker, dog var de nu lagt i bunker, så der var skabt små stier rundt omkring. Det havde været flere måneder siden Mirabella havde været i denne del af byen, hun havde bevidst undgået det. Øjnene var blanke, vejrtrækningen dybere. Hun passerede det, der engang havde været en bagerforretning, det der havde været hendes barndomshjem. Alt man så var murbrokker, ynkelige murbrokker der vidnede om jordskælvet, men ikke om den lykkelige tid.
Hun fortsatte gennem gaderne med støvet hvirvlende, for hvert skridt hun tog. Den blå kjole, blev støvet for neden. Kulden krøb langsomt ind under tøjet, uldsjalet der lå om hendes skuldre, hjalp ikke i længere tid. Dette ignorerede hun blot, hendes egne behov virkede ligegyldige, så hun var kommet længere ind i ruinerne. Der så hun et syn, der slog luften ud af hende, en uretfærdighed i verden, som hun håbede ikke eksisterede. Ønsket om at dette blot var et mareridt hun om lidt ville vågne op fra, og befinde sig i det gamle hjem voksede. Der sad de, børn, voksne, gamle alle lige udsultede og forfrosne. Disse folk havde ikke et hjem, de havde mistet alt, job bolig, hjem, nogle også forældre. Ingen hjalp disse mennesker, som Mirabella var blevet hjulpet af Assorian. En ubehagelig fornemmelse voksede i maven, og med nedslåede øjne blev hun stående stiv. Hun var dengang blevet i byen for at hjælpe, hun havde svigtet. Måske havde hun givet dem mad og tæpper dengang, men hvad hjalp det nu?
Mirabella følte skylden vokse, hun skulle dengang have taget mere ansvar, ikke blot have glemt det igen, da hun var kommet ind i varmen og trygheden igen. skuldrene var sammensunkne, men hun tog sig sammen og kiggede igen på ansigterne. De tydelige kindhuler, indsunkne øjne, beskidte kroppe og lasede tøj, fik hende til at tage beslutningen. Disse folk skulle hjælpes og hun ville gøre det nu. Med en hurtig bevægelse vendte hun rundt og med faste skridt gik hun mod den bedre bydel, hun måtte skaffe sig nogle ting.
Der gik noget tid før hun var noget til det første sted, en lille bod, hvor der blev solgt uld og andre tekstiler. "Undskyld mig, jeg ville høre om De kunne undvære nogle stoffer" startede hun ud, med en mild stemme og et venligt smil. De blå øjne mødte den ældre herres, ham der ejede boden. Han var en høj benet mand, med langt gråt hår, samlet med et bånd, så det lå ned ad ryggen. "Det er til dem uden hjem, folkene i ruinerne" hun sendte et forsigtigt smil og håbede inderligt, at manden ville give denne ydelse, så hendes planer om at hjælpe kunne blive sat ordentligt i værks.