A new friend? I don't really do friends. -Cetin

Solen stod højt på himlen. Klokken måtte være omkring de 2-3 stykker, sådan cirka. Fra vest kunne man se skyerne titte frem, solnedgangen der ville forekomme om nogle timer ville ikke kunne nydes og det så ud til at i morgen ville blive en overskyet dag. Varmen fra solen kunne man mærke danse let over al den hud der var bar og berørt af solen.
Stedet lå mellem starten af Ashen Wood Forrest og Soul river’s flodbrede.  Ved floden stod der nogle dådyr og græssede og drak af floden. Der var en rolig stemning ved floden, det eneste man kunne høre var træernes visslen. Den svage vind fik træernes grene til at danse let fra side til side med hinanden. Et svagt hyl kunne høres fra skoven og det lød som et såret dyr.

Tera havde det altid med at rode sig ud i problemer, hun kunne ikke sige nej til at ødelægge sine konkurrenters forretning, det ville jo kun hjælpe hende, i sidste ende? Hun havde ødelagt låsen til en slavehandlers bur og ført slaverne ud, man ville tro at hun havde et godt hjerte hvis man stod og var tilskuer, men nøj man ville tage fejl. Teras hjerte var koldt som is, og hun hjalp dem kun for sin egen fordel. Ville hun i hvert fald selv mene. Men Tera havde ikke altid været sådan. Der var en flænge i hendes hårde persona.
Hun havde været i gang med at flygte da hun pludselig faldt mod jorden og slog sit hoved mod jorden. Hun var heldig ikke at besvime, da det ville have givet slavehandleren fordelen at han kunne gøre hende til slave. Hun transformerede sig da hendes krop var forvirret og ad instinkt løb hun videre, dog en smule tumlet.
Hun baskede ind i ting og skadede sig selv yderligere. Dog var hendes løb lige til at forvirre, så slavehandleren mistede hurtigt synet af hende. Hun nåede ud i skoven og løb videre, den hvide pels ved øret og ned til halsen skiftede hurtigt farve til rød, hun blødte fra hovedet.
Hun stoppede først da hun var løbet tør for energi og lagde sig ved Soul Rivers flodbred. Overfladen af vandet så fristende ud til bare at hoppe i. Som om at hvis hun hoppede i så ville alle hendes problemer blive løst. Skulle hun gøre det?
Hun vendte sig om på ryggen da hun kunne mærke at hun begyndte at transformere tilbage og der lå hun så, nøgen og skadet. Hun havde en flænge ved tindingen og forvirringen trådte hurtigt ind. Hendes hænder rystede og idet hun vendte sig på maven, greb hendes hænder om græsset og hun forsøgte at trække sig tættere mod flodens bred.
Hun vendte roligt blikket tilbage da hun hørte en knurren. En bjørn stod sammen med sin unge bag hende og det så ud til at hun var trådt ind på dens territorie. Tera rystede kort på hovedet og vendte sit blik mod floden igen, hun var omtåget og hendes opmærksomhed kunne kun nå ud til få ting. Hun lod en hånd røre overfladen af vandet, hendes øjne blev tunge, ligeså stille var hun på vej til at døse ind i en besvimet tilstand. Blodet flød ned langs hendes kind i et roligt tempo og den konstante dunken gjorde hende mere træt.

Tera opfattede ikke noget at det pigen sagde og stirrede nu bare på hende med et tomt blik. Hun havde stoppet med at kravle da hun havde bemærket nogen nærme sig og hun blottede sine skarpe tænder. Hun ville ikke kunne transformere sig men hun ville kunne presse sig selv til at ligne at hun skulle til at transformere. Hendes skade var mest af alt en stor flænge over tindingen gemt bag hendes brune hår, men blodet løb i uforudsigelige forskellige mængder, noget tid kunne det stoppe med at bløde, bløde lidt eller ligefrem bløde meget.
Hun tolkede mest af alt pigens tilstedeværelse som en trussel, hun kunne jo ikke vide om pigen ville gøre hende noget ondt eller ej. Hun tog en hånd op til sit hoved og mærkede lidt på hvor det blødte hvorefter hun stirrede lidt på sin hånd der var tildækket af blod.
Bjørnen var smuttet med sin unge igen, efter at pigen havde fortalt dem at de ville forlade dem, da naturen fortalte den at pigen ikke var nogen form for utroværdig, så den følte at den havde intet at skulle være bange for.
Hun kunne ikke rigtig snakke, eller lave nogle former for pludselige bevægelser, det var for energi-krævende. Hendes øjne føltes pludselig tunge og hun kunne mærke sløvheden overvælde hende. Hun prøvede desperat at holde sine øjne åbne og hovedet oppe, men pludselig lukkede hun bare ned. Hendes hoved faldt langsomt og forsigtigt til jorden, og hun besvimede.
Det gode var vel at pigen havde distraheret hende fra at kravle i søen før hun besvimede, da det nok bare havde slået hende ihjel. Dog ville Tera ikke kunne huske noget af det når hun vågnede, og gud have nåde på den hun ville beskylde for det.