What would have happened? -Xander-

Sted: Valley of the dead.
Tidspunkt: 21:52

Lillith kjole. -- > [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Meningen var enlig ikke at de skulle være gået igennem Valley of the dead. Lillith havde især ikke ønsket at gå igennem denne skov, med Rose. Hvem tog lige et barn med ind i sådan et gudsforladt sted, hun holde fast i Roses lille hånd, mens hun ellers gemte sig bag træerne de få gange hun så en af de døde vandre rundt. Heldigvis vidste hun vejen ud af skoven, ellers kunne hun ligeså godt lade den underlige mand tage hende. Et besøg hos en læge, havde vendt hendes liv på hoved. På vejen hjem med hestevognen, havde nogle folk slået kutten ihjel, hvor de hev Rose og hende ud af vognen, ledte selvfølgelig efter penge, og da de kun havde få mønter på sig, havde de trukket Rose væk fra hende. Ren og skær panik, havde Lillith slået en af dem med albuen, også fået fat i en gren, som knækket i det den slog mod mandens pande.
Hun greb fat om Roses håndled og løb, løb alt hvad hun kunne, i den lange sorte kjole, hun tabte desværre sine sko, mens hendes hår der ellers var sat op med en blomst, blev mere og mere løst. Til sidst var selv blomsten faldet ud af hendes hår, det smykke hendes bedste mor havde givet hende på sin dødsleje var nu forsvundet under flugten.
Alt dette, bare fordi nogle mænd ønskede at lade grådigheden tage over. Lillith vandrede igennem grene og tørre blade, i sine bare fødder, mens Rose hev en smule efter vejret. Vejen var lang, men det skulle nok gå, mændene virkede også bange for at gå herind. Ikke at Lillith ikke forstod hvorfor de var, hvis de havde fanget hende og Rose, var de bare begyndt at skrige, hvilket havde bragt de døde til dem. Så det var vidst bedst for alle, hvis mændene ikke gik med ind i skoven. Lyden af de døde, der larmede i vinden, gav hende gåsehud. Hun så ned på Rose, som selvfølgelig var ved at græde, hun knugede sin kjole, mens hun forsøgte at holde tårerne inde.
Lillith satte sig på hug foran hende, hvor hun lagde sine bløde hænder varme Roses kinder op. Hun trak hendes hoved en smule op, hvor hun tørrede tårerne væk fra hendes øjne. "så så, det skal nok gå." Hun smilte varmt til hende, hvor hun kyssede Roses pande. "Vi er snart hjemme, og de mænd ville aldrig have gjort dig noget.. ikke så længe jeg er her, okaii?" Rose nikkede til sin mors ord, hvor hun snøftede kort. Alting var så skræmmende, alle træerne var døde og stedet virkede tåget, for ikke at snakke om at der bare lød skummelt.
Lillith tog Roses hånd, hvor de endnu engang gik videre. Smerten for hver gang hun trådte på en gren der knækkede, var langsomt begyndt at gå hende på. Hun skjulte det dog så godt hun kunne, hvis hun viste at hun var i smerte, ville Rose bare blive bekymret og græde, hvilket ville larme. "Mor!" Lillith vendte sig hurtigt mod hende, hvor hun lagde en finger over sine egne læber, hvor en lille Shhh lyd slap hendes røde læber. Rose derimod, pegede mod en dreng der sad alene. Det var en smule mørkt, hvilket gjorde det svært at se om han var i live, eller en af de andre. Lillith trak bare Rose videre, hvor Rose rev sig fri. "Mor?" Hun så mod drengen igen, inden hun løb mod ham. Lillith adskillede sine læber, hvor hun tog få skridt og væltede i den lange kjole. Hun kom dog hurtigt op igen, hvor hun tog fat i endnu en kæp. *Lad det ikke være en af dem! Jeg beder dig, gud... Lad det ikke være en af dem!* Tænkte hun, mens hun kom op på benene og løb mod Rose.
Rose sad på hug foran den lille dreng. "Han sover mor, han er helt blodig, tror du han er såret?" Lillith trak Rose til sig, hvor hun kort prikkede til denne sovende dreng. Hvis han altså på nogle måder var i live, hvilket sikkert ikke var tilfældet, men af en grund, følte hun at det var uansvarligt ikke at tjekke efter.

En lille ting gik galt... en lille ting, også måtte han ligge her og erkende nederlag. De latterlige døde væsner skulle ikke tro at de kunne lave numre med ham! Næh nej! Han havde ikke tabt, han var blot i gang med, at tage en lille pause. Nok blødte han nogle steder, men han klarede den. Det var ingenting!
Han sad nu her alene, øjnene en smule lukket i og vejret ikke det nemmeste, at trække lige nu. Men, han klarede den! Ikke noget med at lade tingene gå ham på, det var blot en lille rifte.
Hvad den unge 9 årig Xander ikke vidste var dog, at den ene lille rifte, rent faktisk var en lang flænge langs hans hofte og ned til siden af låret. Hvis han ikke rykkede sig snart, ville han dø af blodtab. Det sveg voldsomt i hele hans krop og han måtte bide sig ekstra hårdt i tungen, for ikke at skrige en smule, da han så ivrigt forsøgte at rykke sig væk fra træet, han havde valgt at læne sig op af i få minutter.
Mor... Lød en stemme pludseligt. En barnestemme.. Det kunne ikke være muligt. Hvad lavede et andet barn end ham selv herude? Det måtte være noget han drømte. Dog sagde de små fodtrin han kunne høre noget andet.
Stadig en smule omtåget, drejede han hovedet og mødte nu blikket fra en lille pige, omtrant på samme alder som ham. Hun var allerede i fuld gang med at prikke til ham, for at teste om han nu var i live. Kort vrissede han irriteret, før han skubbede hendes hånd væk og rettede sig op af træet.
"Jeg er i live.." mumlede han.
Igen forsøgte han at rejse sig op, rystende som en nyfødt kalv. Blodet flød ud fra flængen og pressede sig igennem hans beskidte mørkegrå skjorte. På hovedet bar han en sherifhat og det var derfor ikke rigtig til at se hans nuttede, store blå øjne og blide ansigt. Først da han løftede hovedet og kiggede på Lilith, kunne man se ham. En køn lille dreng, der dog var noget så beskidt. "I.. hvad laver i her.. i må være skøre.." Han rettede på sin hat og forsøgte at rette på ryggen også, så han ikke ville virke så svag foran dem.

Han var tydeligvis såret, men alt i alt, var han ikke en af de halv døde folk der gik rundt. Lillith så ned på ham, inden hun trak Rose om bag sig. Rose derimod, lagde hænderne på sin mors ben, inden hun så til siden for at se på Xander og hans enorme hånd. Hendes brune øjne lyste nærmest op, mens han stod og forsøgte at virke større end han virkelig var. Hans øjne var overraskende blide, samt rare at se på, mens hans runde kinder fik Rose til at smile lidt.
Lillith satte sig en smule på hug, for at være ca på hoved højde med ham. "Lad os sige at vi gik her ind ved et uheld, hvor er dine forældre?" VENT!Hvad spurgt hun lige om, han var ude i skoven, chancen for at hans forældre var døde, var meget stor! Hun bed sig kort i underlæben, inden hun så sig rundt. Rose hev kort i hendes mors kjole, hvilket fik hende til at se mod Rose. "Han er såret." Lød det lavt fra Rose, inden hun igen gemte sig bag Lillith. Rose havde ret, det var dog ikke meget tydeligt at han var såret. Mudderet, samt det indtørret blod, gjorde det ret svært at se. Lillith så hurtigt rundt, det virkede ikke til at de døde var tæt på, eller sådan lød det i hvert fald ikke. "Du er kommet til skade, må jeg se såret?... Jeg kan gøre så det ikke er så smertefuldt mere?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, det lyse hår bevægede sig nærmest magisk i vindens blide susen, mens Roses hår derimod suste ind i hendes mund, så hun måtte spytte det ud, samt få hjælp af hendes egne små hænder.
Hvad lavede en lille dreng overhovedet helt her ude, også med en stor hat. Havde han været det længe, siden han var så beskidt? Ikke kun det, hvordan var han overhovedet endt her ude, hvilke forældre ville tage sit barn med her ud. Hun burde tage ham med ind til byen, men at snuppe ham mod hans vilje, ville næsten være kidnapning. Hvis han ikke ønskede at tage med, ville han helt sikkert også løbe væk, og endnu engang være i skoven. Hun burde finde på et eller andet, eller bare i det mindste spørger om han ønskede at tage med, men hvor uhyggelig virkede hun ikke også selv? Hendes hår var trods alt ulet, og hun... Vent, hun havde enlig pænt tøj på, men det kunne alle have, hun var sikkert... Nah, han så de døde gå rundt, hun kunne da umuligt være skræmmende for ham?

Gik de herind ved et uheld? Hvem i alverden gik herinde ved et uheld? Han valgte dog ikke, at kommentere mere på det og bare nikke, samt se en smule væk fra hende. Det var ikke det nemmeste, at få øjenkontakt med ham, han var meget i sin egen verden og samtidig hold han øje med, om der nu var levende døde omkring dem, som han lige skulle slå ihjel. "Min mor er hjemme i hytten," svarede han og snøftede kort, hvorpå han kørte en finger ind under sin næse. "Vi bor hernede.. her bliver man ikke rigtig forstyrret," Efter den sætning kiggede han på Lilith. "Altså, medmindre nogen går herind ved uheld.. normalt dør de dog."
Igen så han væk, rettede sin hat og kun få sekunder gav han til, at kort se på dem igen og betragte dem. Moren, Lilith var som en engel, hvorpå hendes datter var en smule klumpet med håret i munden. Kær var hun dog. Han så igen væk, kørte en finger under næsen endnu engang og ville til at gå, da Lilith spurgte om hun måtte se på hans sår. Det kunne ændres til ikke at gøre så ondt, sagde hun.
Han så på hende, skar en svag grimasse, før han løftede op i sin trøje, viste den lange og blodige flænge, der gik fra hofte siden og låret. "Det er dog ikke så slemt, det vil gå over, men hvis du kan hjælpe en smule.. må du gerne..." Tøvende så han ned i jorden. "Hvad vil du så have for det?"

Så drengen havde altså stadigvæk en familie. Et lettende udtryk skabte sig i Lillith øjne, inden hun sendte ham et varmt smil. "Det gør man vel ikke, men her er ikke ligefrem trygt at bo." Hun så kort mod Rose, hvor hun lagde sin hånd på hendes hoved. Hun burde ikke bruge sin tid på denne dreng, men af en grund gav det hende en klam smag i munden, bare sådan at efterlade en hel familie her i skoven. Lillith rettede kort efter blikket mod Xander igen. "Alting kan ske, men vi dør ikke. Kan vi få lov at møde din mor?" Hendes stemme var blid, rolig og havde som altid den varme tone af omsorg i sig.
Da Xander trak trøjen op, tog Lillith båndet der hang langs hendes hofte af, inden hun viklede det omkring hans lille krop, og ned. "Bare muligheden for at møde din moder?" Hun smilte kærligt til Xander, hvor man kort kunne høre Rose bag Lillith der hostede, hun så sig omkring med de store brune øjne, mens hun holde sig for munden. Hosten forsatte sig i lidt tid, hvilket selvfølgelig fik Lillith opmærksomhed til sidst. Rose forsatte dog med at hoste, mens Lillith klappede hende blidt på ryggen. Hendes blik rettede sig mod Xander, mens hun strøg sin hånd op og ned af Roses ryg. "Så, viser du vej hjem til din moder?" Hun lagde hovedet en smule på skrå.