Well, its time little brother - Xander

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Han var godt igennem træt nu. Eftersom at Thunder palæet var frit for alle, så var han næsten bosat der. De kære kusiner eller Audrey ønskede at træne ham. Trods alt havde hans far aldrig sådan rigtigt haft chance for det, fordi som Audrey sagde stak han lidt af for hele kriger tingen. Men Eliot havde lært at det lagde i blodet, eller lært og lært - lad os blot sige han kæmpede for at lære. Audrey var en retfærdig og hård læreinde og han hadede hende for det! Stella havde hjulpet til, trods alt var hun mester i våben og ikke bange for at angribe for at give ham et par lektioner. Hvilket kunne gøre ham lidt bange for at pisse hende af, men på den anden side - hvis hun ønskede ham død var han det for længest. Eliot sad på bænken og holdt en pause, sneen var der ikke meget tilbage af her omkring. Yuletiden var ovre. Alt håbet var forsvundet næsten, nu var der koldt og man vidste noget forfærdeligt var på vej.

Stella havde fortalt ham, at hun havde sendt bud efter en overraskelse til ham, nu når det faktisk var hans fødselsdag. Han blev bedt pænt om at vente imens hun gik ud og hentede hvad det nu end var. Eliot var måske en lidt utålmodig ung herre, som havde et voldsomt nysgerrigt sind. Dog blev han chokeret da han så hvem der kom gående ud i gården. Hvad har Stella dog fortalt ham, for at få ham her ud? Tænkte Eliot og sank en klump. For første gang i mange år, så lagde han øjnene på sin lillebror, halv lillebror, men det var en overflødig detalje.
"Hejsa Xander." Sagde Eliot så imens han ikke rigtig kunne holde sine hænder i ro, hans fingre filtrede sig nervøst ind i hinanden, så han endte med at måtte klø sig i nakken for det ikke så alt for akavet ud.

påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så dette her var altså det gigantiske, berømte og måske højt overvurderet Thunder palæ, hvor ingen andre end Caroline, den tidligere vampyrleder boede sammen med hele sin store og lykkelig familie. Han skyggede for solen, ved at placere sin hånd langs øjenbrynene. Palæet var højt, så højt at man måtte læne hovedet bag ud. Igen måtte han minde sig selv om hvorfor han var her. Han hørte dog Stellas stemme inde i sit hoved, forklare ham at der var en form for fest, med festlige væsner og et tag selvbord. Med andre ord, kvinder han kunne forføre hvis han gik hen og blev sulten. Han huskede godt Stella for zombie perioden, hun var en festlig pige og han troede sjovt nok på, at hun havde ret i hvad hun sagde.
Så positiv som han kunne være, gik han imod palæet, børstede lidt skidt af sin overarme og pustede ud. Var der noget han havde lært, så var det bare, at se en smule præsentabel ud til en fest. Dog, var det langt fra en fest der gik ham i møde. I stedet blev han mødt af et ansigt, der virkede så bekendt men som han ikke helt kunne sætte navn på, endnu.
"Hej?" sagde han en smule kækt. Med den drengede og drillende attitude, gik han hen imod knægten, der var ældre end ham selv. "Du virker bekendt... Men, du må undskylde, jeg kan ikke helt sætte navn på dig," De blå øjne lyste op. "Vil du have æren i at præsentere dig selv?"

Selvfølgelig kunne han ikke genkende ham, deres aldersforskel var alligevel pænt stor. Da Eliot var 11 mødte han Xander første gang, der var Xander blot 4.. det var ikke specielt meget. Let sank han en klump.
"Eliot... jeg er Eliot. Kendt som din kloge fætter af din kære mor." Svarede han en smule pralende og genkaldte den kække stemme, og det sarkastiske kropssprog. "Lad os bare sige din kære mor havde flere skiletter i skabet end du måske lige regnede med." Sagde han en smule sarkastisk.
"For hun fortalte dig aldrig nogensinde hun havde en ældre søn... gjorde hun?" Spurgte han og gik et skridt tættere på. "Min far tog mig væk dengang du blev født. Fordi du var en dæmon." Sandheden på bordet var altid en god start... ikke? Normalt ville han være mere kæk og langt mere rap i replikken. Men måske var det faktum at hele hans familie var her. Godt nok ikke forældrene, men børnene. For Eliot var det, at Xander var i live en stor ting, måske ikke for Xander - men nu vidste Eliot så også at Xander var hans bror.
"Jeg forstår godt, hvis du ikke gider at lære mig at kende. Jeg er et menneske, og du har sikkert meget andet at lave. Jeg ville bare være sikker på, at du var i live."

Der var et eller andet over denne menneske dreng, noget han ikke kunne sætte ord på og han fandt sikkert snart ud af det, så snart han åbnede munden og ganske rigtigt. Ordene der kom ud, var ikke det han havde troet og slet ikke det han havde haft brug for at høre. Hvorfor var det at familiemedlemmer kom svansende her for tiden? Først Sean og nu denne menneskedreng der var hans halvbror. Eller, rettere sagt, dette var Eliot og han virkede cool nok, så han havde ikke noget at beklage sig over, ikke at han havde tænkt sig det.
Han lagde armene på kors, dannede sit skjold som han altid gjorde i førstehånds indtrykkene. "Javel ja, min mor har altså bollede din far hvornår... før jeg kom til hverken kan jeg forstå," Han begyndte at kredse en smule. "For.. jeg gætter på du er en smule ældre end jeg,"
Kommentaren om, at han sikkert ikke ønskede, at lære ham at kende, fik ham til at grine svagt og sætte hovedet på skrå. "Det vil jeg ellers godt... Jeg mener, det kommer an på om du er en af de der... Min barndom har været så slem.. buhuh," Han smilede stadig drillende til ham, i håbet om, at han vidste han jokede.

Eliot tyggede lidt på ordene.
"Yeah, tekniskset var de gift til din far snoede hende om sin lille finger... og jeg er hvad.. 24 år, så kun lidt ældre" Belærede han sig en smule om. En smule ældre, det krævede sin beskrivelse af en smule. Eliot lignede en der var skuffet ligepludselig.
"Fordømt. Jeg havde ellers lige set frem til at fortælle dig om min livshistorie over varm kakao!" Udbrød han skuffet og fik derefter sit rette sarkastiske og kække smil smidt på læben igen. Eliot så undersøgende på Xander kort, så løftede en finger i luften.
"Lad mig gætte, Stella narrede dig herind? Du er den overraskelse hun havde.." Let rystede han på hovedet. Dog ikke i skuffelse, modsat. Det her skulle nok blive godt. Eller var det bare Eliot der forventede en del.

"Den ene side af palæet er lavet om til en ny kro efter den i Doomsville blev smadret under jordskævlet.. så skal vi tage en snak over en drink?" Spurgte han så og vidste faktisk egentlig ikke hvad han skulle sige. Et læder armbånd eller noget andet i gave ville han have vidst hvordan han skulle reagere på... det her var en situation han havde eftersøgt og undgået på samme tid ligsiden han havde chancen.

Så man det, manden foran ham havde humor og den var skam ikke dårlig, den var ret brugbar. Han klukkede, fjernede ej det kække, flabede og drengede smil af på sine læber. Dog startede et nyt spørgsmål sig langsomt op inde i hans tanker. Denne fyr stod her, foran Thunder palæet og virkede til, at han rent faktisk boede der... Ville det sige, at han langt, langt ude havde noget med den såkaldte Thunder familie at gøre? Det kunne ikke passe, men på den anden side, hvorfor stod denne Eliot her og hvad havde han med Stella at gøre?
"Om hun narrede mig herinde..." sagde han og begyndte langsomt at kredse en smule utålmodigt rundt. "Det kan man sige at hun gjorde... hun sagde at her ville være en fest og et tagselv bord.." De krystalblå øjne så nu drillende hen på Eliot. "Er du tagselv bordet, bryder hun sig ikke om dig?"
Man kunne sige, at han allerede havde taget rollen som den drillende lillebror til sig.

Da storebroren så fint forklarede, at den ene side af dette guddommelige palæ var et minde fra den tidligere kro, spærrede han øjnene op i en imponeret glød. Han smilede kækt, endnu engang, smilet var som klistret på ham. "Lad os få den drink, på din regning tagselv bord," Han gjorde en viften med begge hænder, et tegn på, at han skulle føre ham hen til kroen.

Og nu vidste Eliot så, hvad Stella havde lokket med. Selvfølgelig. Eliot nikkede.
"Ja... jeg er tilselvbordet." Han lagde armene lidt overkors og kløede sig i nakken. "Hun kan ikke udstå mig.. faktisk så tror jeg hun er igang med at grave min grav imens vi taler." Han så noget så alvorlig ud i det trakning af at han ikke var det overhovedet. Dog havde han den sarkastiske glød i øjnene kun få kendte til. Eliot ledte vejen indenfor, hvor de passerede den kække Stella der lo lidt af dem. Let gik hun over til dem, og så rystede hun på hovedet. "Undskyld." Sagde hun så til Eliot og kyssede ham blidt.
"Når du siger undskyld på den måde så.." Han smilede skævt til hende, inden hun så smuttede igen. Der forgik så meget i dette palæ, fyldt med folk - så tag selv bord var der jo. På en måde.
Eliot åbnede døren ind til kro delen af palæet, han gik hen til baren og satte sig.
"En vand til knægten her og en whisky til mig." Sagde han til bartenderen gik igang med at ordne det. Eliot kiggede på Xander.
"Vent ville du have noget stærkere?.. Okay.. øhm." Han henventede sig til bartenderen igen. "I stedet for en vand." Han blinkede til sin lillebror, som om, at han kunne skaffe ham husets bedste drink, og vendte så sin opmærksomhed på bartenderen igen. "Så vil han gerne have en sodavand." Bartenderen nikkede og Eliot satte sig ordenligt ned igen.

Ikke et eneste sekund faldt han for Eliots alvorlige måde, at forklare hvordan hans såkaldte pige Stella hadede ham og ønskede, at komme af med ham. De brune øjne han bar skreg af sarkasme, præcis ligesom Xanders også altid gjorde. Han klukkede svagt over ham, fulgte med ham ind og blev ved med at se rundt. Da Stella dukkede op, med sine elegante svingende hofter, smilede Xander kækt og blev skam fortsat ved med det, selvom Stella gav Eliot et kys og ikke engang hilste på ham.
"Skal du ikke også sige undskyld til mig?" spurgte han hende drillende og lavede det klassiske trutmund, der hentydede til, at han også gerne ville have et sødt lille kys. Det varede dog kun kort, han ændrede det til det altid drillende smil, hvor han derefter fulgte med sin storebror. Han måtte indrømme, at det kom en smule bag på ham hvor mange forskellige væsner, der rent faktisk var inde på palæet. Lukkede denne såkaldte Thunder familie alle ind?
Selv bag baren var der en bartender. En bartender Eliot så ydmygende bestilte en sodavand fra. I stedet for, at sige noget, himlede Xander drillende med øjnene over ham og skubbede til ham. "Jeg tager noget meget stærkere end det, en whisky tak," sagde han til bartenderen, i håb om, at han vidste det var det han ville have og ikke en sølle sodavand.
Han lænede sig en smule tilbage og pustede ud. Det var et held, at han som sådan ikke var sulten. Ud af sin øjenkrog, så han hen på sin storebror.

Stella klappede Xander på kinden.
"Ikke om så du var den sidste på jorden." Hun blinkede uskyldigt til ham og gik så. "Smut i ind og hyg jer. Jeg har nogle ting jeg skal ordne så." Derpå gik hun afsted igen.
Eliot trak på skulderen da Xander sagde han ville have en whisky.
"Børn." Rullede han øjne i et drillende fnøs, og puffede derved let til Xander. Rollen som storebror fald ham hurtigt til. Ingen tvivl om det. Så rystede han på hovedet. "En whisky til ham også." Let kløede han sig i nakken. Det tog ganske kort tid før det var serveret for dem. Eliot tog glasset op og gjorde an til at skåle med Xander.
Det var faktisk rart. Han vidste at han havde sine kusiner her. Han forstod pludselig hans fars beslutninger, men det ændrede ikke på Eliots. Det var rart at se Xander igen og faktisk ikke være bange for, at nogle skulle råbe af ham for det. Nu kunne han endelig få en ordenlig snak med sin bette skid af en bror. Selvom han ikke var i tvivl om, at i en nærkamp ville Xander kunne slå ham ud - men det var en sølle detalje!

"Du er 17, kan muligvis og med muligvis mener jeg højest sandsynligt drikke meget mere med mig og slippe af med det. Så for jeg kan huske.. vores samtale og ikke bare falde i søvn.. så holder jeg mig bare til den her." Smilede han lettere uskyldigt og tog en sib. Ærlighed var ikke noget Eliot var bange for, faktisk så sprang ord blot ud af hans mund, så han nåede aldrig at tænke sig om.
"Så, fortæl mig noget om dig selv?" Sagde han og gjorde med vilje så det lød som om, at de var på en date.

At sige han havde regnet med, at Stella ville give ham et kys var løgn, han vidste godt at det ikke skete og det var skam også blot sagt i sjov. Han ønskede ikke at kysse hans brors kæreste og sin egen 'veninde'.
"Awh, det er grumt Stella!" råbte han efter hende. Han hentydede selvfølgelig til, at hun ikke engang ville give ham et kys, om han så var den sidste på jorden.

Så var tiden kommet til, at de skulle have snakken om hvem de var, hvad de lavede og alt det der de ikke havde fået snakket om i årenes løb. Kommentaren om alkoholen fik blot Xander til at respektere sin storebror mere. Hvis han drak alt for meget, ville han alligevel ikke kunne huske deres samtale. Han nikkede og klukkede. "Det er i orden.. jeg ønsker så brændende at du husker hvert et gylden ord jeg lukker ud," drillede han. "Men nu til det om at fortælle noget om sig selv.." han tog en tår af sin whisky. "Jeg har levet af at slå levende døde ihjel hele mit liv.. vores mor er død btw.. og øhm.. jeg er en incubus.. er ikke i forhold.. jeg har det med at kræve for meget opmærksomhed.." Tænkende bankede han på sin underlæbe. "Mere kan jeg ikke lige komme i tanke om nu.. fortæl du lidt." Han så hen på sin storebror med de store blå øjne.