The Girl Who Knew Too Much {Xander}

Selvfølgelig gjorde hun bare sit arbejde, og det var måske at overskride en grænse selv for hende, men hendes instinkter kunne ikke bestemme sig for - om det var en god ide eller en dårlig ide. I hvert fald ville hun have stoppet denne mand for at lyve for sin kone, men hun havde brug for beviser. Så selvom hun havde hørt omkring hans adfærd, måtte hun se det for egne øjne. Hvilket sikkert var derfor, at hun overskred en grænse så stor. For hun havde opstillet sig selv i denne situation. Make uppen sad, og håret bølgede perfekt henover hendes skulder. En lille kort sort kjole klædte fast om hendes hud. Hun stod i et værelse sammen med andre kvinder. Mennesker de fleste, og derfor røg de ud ret nemt.
Brevet Serena havde modtaget, havde der stået:
Miss Darkbloom
Vi har observeret en mand som holder skjulte forretninger for sin kone.
Hvor han vælger nogle unge piger, og bruger dem som sexdukker.
Vi ønsker at du vil se nærmere på det, og eventuelt få sat en stopper for det.

- Anonym

Så derfor stod hun her. Hun ville selv se manden og hvad han havde gang i. Der var virkelig utrolig deprimerende mange unge tøser som ville sælge sig selv. Spørgsmålet var bare, hvad de troede de gik ind til. Serena kørte håret væk fra sine ører så hun bedre kunne lytte. To menneske piger snakkede om, hvor meget de glædede sig til skønheds konkurrencen. Selvfølgelig. Der var intet der lokkede unge menneske piger så meget som en skønhedskonkurrence. Serena så aldrig dem der havde været kaldt ind, men regnede med hun snart ville vide hvorfor. Hun greb en maske på det ene bord og listede sig lydløst væk. Hun kom hen til en dør lidt væk fra alle pigerne, og åbnede den stille. Her kom hun ind i et mørkt gulligt rum. Gangen var smal, og latteren for enden - lod det til at være på rette vej. Hurtigt bandt hun masken på, så hun ikke ville blive opdaget. Så gik hun med stille skridt igennem gangen, og kom til et vindue. Her kunne hun se en mand der sad på en stol. En voksen kvinde lukkede de unge teenage piger ind, et par stykker af gangen. Så fortalte hun alderen og navnet på dem. Manden rejste sig op og piskede dem en gang hver - for at se hvordan de reagerede. Serena så på to gange. Det så ud til de var for svage?
"Hey du der." Lød der en stemme fra den anden side, og Serena løb tilbage ned af gangen, og ind af døren hun kom fra. Smed masken på vejen, og håbede på personen ikke kunne genkende hende da han trådte  ind.

Heldigvis. Så opfattede han ikke det var hende, og gav i stedet en menneskepige skylden, og tog hende med sig. Det galt om lige nu ikke at blive opdaget. Lige nu savnede hun Spencer. Hun kunne virkelig godt bruge hendes evne til dette. En evne til at skifte udseende til hvem som helst. DEt ville have været praktisk. Endelig blev hun kaldt op. Et lille dæknavn selvfølgelig. Danielle Roberts. Hun sank en klump, kunne nå at vende rundt - men gjorde det ikke. Hun fulgte med ind af døren. Da den blev lukket kom hende damen frem, og fortalte løs omkring, hvor smukke de så ud, og hvor meget de bare skulle smile løs. Serena nikkede og dannede et falsk smil op på sine læber. Så blev det kun mørkere herfra.
Hun holdt vejret, og kunne mærke hvordan hjertet bankede hårdere og hårdere mod hendes bryst. Det var at lege med ilden dette, men hun havde en plan,og en fordel. Fordelen var, at hun vidste hvad der ville ske. Det gjorde de andre ikke. Planene var. At tage benene på nakken før hun ville få en på frakken.

Serena kom ind i rummet hun havde set før. Manden sad i stolen, og kvinden præsenterede dem. Så knyttede hun let hænderne. Lyden af, hvordan de to andre begyndte at panikke, mærke, hvordan deres hjerter galoperede afsted i frygt. Det var svært at holde fokus, og da slaget kom. Så bed hun det i sig. Tanken om hendes tidligere forhold, hvor hun blev tævet kom op - og gjorde hun kunne tage det. Modsat de andre der skreg. Så var der ingen lyd på Serena. De to andre stoppede med at klynke da han gik amok på Serena. De kiggede derover, og til sidst havnede Serena på jorden. Smerten i hendes mave var ufattelig - det føltes som om at piskeslaget sad der endnu. Så kiggede hun op på ham, i det han placerede en næve på siden af hendes kind. Serena lod en hånd glide henover sin læbe og tørrede blodet væk. Hun havde aldrig været typen der skreg, men det næste piskeslag mod hendes bare ben fik hende til det. Blodet sneg sig stille frem, og sårene ville alle sammen heale inden imorgen - men det var følelsen hun hadede. At føle at han fratog alt hendes magt.

Det var en underlig følelse, som hun ikke havde savnet overhovedet. To andre kom ind og manden pegede på Serena, og de tog hende med sig - og der blev hun adskilt fra de to andre piger. Skriget bagved hende, fik hende til at vende hovedet og se de to piger fik skåret deres strube op. For at være for svage, hun skulle vise den mand, hvordan et sand råb om hjælp lød som! Dog måtte hun vende tilbage til det. Lige nu kiggede hun på sin situation. Så bemærkede hun, at de holdt hende ganske let. Det var som om, at de troede hun var så svag, at hun ikke kunne gøre noget. Nedladende alligevel. Serena tog derfor sin venstre hånd til sig, og slog den venstre albue ud i hovedet af den ene mand for derefter at vride armen om på den anden - også gik planen igang. Serena fik fart på benene, selvom smerten var hård ved hende. Hun løb igennem alle de mørkegange, og takket være sine varulve gener - så var det ufattelig let at se i mørket.

Serena nåede frem til en dør - låst. Stædigt nok begyndte hun at sparke på den til hængslerne gik i stykker, og lyset ramte hende. Det var ved at være aften nu. Solen var stadigvæk fremme - men gjorde sig klar til at gå i seng. Serena kiggede tilbage kort - de var lige på nakken af hende. Dog sprang hun bare ud fra døren og kiggede rundt - for at se om hun kunne finde en eller anden. Og der var en. En ung mand dæmon, gik rundt i gaden alene og lignede en der ikke havde andet rigtigt at lave - så Serena løb hen imod ham. Hendes ansigt bad ham om at hjælpe hende. "Please lad som om du kender mig." Sagde hun og lod sine arme omfavne ham. Hun lod sit hoved hvile mod hans skulder, og lukkede lettet øjnene i. Så måtte hun da bare håbe på, at denne unge herre ikke ville hende noget. Dæmonerne i døren var løbet ud, men så situationen og kendte deres kodeks. De måtte ikke afslørre sig selv. Så derfor vendte de om igen.
Det tog hende lidt tid, før hun trak sig fra den fremmede så ham kort i øjnene - snak en klump. Så tvang hun sig til at kigge over mod døren hun var løbet ud af.
"Jeg må derind igen.." Mumlede hun let for sig selv, og kørte så en hånd igennem sit hår. På læben var der et sår. Kinden et blåtmærke. Det højre lår var rødt og en smule blodigt. Kjolen var en smule ødelagt ved maven efter piskens slag også.
Hvis nogen ikke fortalte hende hun skulle tage det med ro, så ville hun ikke gøre det. Det var Serena irriterende nok for stædig til.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Påklædning.

Det skulle egentlig have været en fredelig tur, bare for at få tankerne klaret omkring Rose, klanen... specielt klanen. Der var stadig mange, og han gentog MANGE, der ikke havde accepteret ham som leder, da han var alt for våd bag ørene i deres øjne. Hvis bare de vidste! Ja, han havde ikke forventet at få klanen og var derfor måske en smule ude af træning, men hvis de bare kunne give ham en chance, så ville de inden længe få sparket benene væk under dem og se at han sagtens kunne klare dem! Han var søn af Sean for pokker! Det måtte da give lidt i hans åre! Måtte det ikke?
Den fredelig gåtur blev afbrudt, da en fremmede pige lagde armene om ham, trak ham ind i en omfavnelse og hviskede, nærmest tiggede ham om, at lade som om de kendte hinanden. I starten stod han paf, holdt nærmest vejret, indtil han ud af sin øjenkrog bemærkede mændene med de stikkende øjne. Fjender, uden tvivl fjender. Uden at stille spørgsmål, lagde han armene om tøsen og tog aldrig blikket fra mændene. Som ninja'er forsvandt de så hurtigt som de var kommet, lige i tids nok til, at Xander kunne spotte hvem de var. Mon de var fjender til hans klan? Eller blot voldtægtsmænd, som havde set denne kvinde som sit offer?
Apropo, han så nu ned på den fremmede kvinde, der kludrede udmattet om, at hun skulle tilbage igen. Tilbage hvor? Han var bestemt ikke med, hvilket var forståeligt, han var blevet smidt ind i situationen og burde egentlig vende ryggen til, men han kunne ikke. Nysgerrig heden løb af med ham, og slog katten ihjel, som hans far havde sagt.
Tøsen var tydeligvis såret, havde været igennem en masse og følte nu tvang til, at gå tilbage til det, sikkert for at redde nogens røv. Eller, det gættede han på.
Han løftede blikket hen imod døren, stod og stirrede på den i flere sekunder, før han så ned på hende igen og smilede kækt. Det lå bare til ham, han kunne ikke styre det. "Tag den med ro, hvad med at fortælle hvad der foregår først?" Med sine selvsikre incubus bevægelser, begyndte han langsomt, at gå over imod døren og stoppede nogen få meter efter, for at se sig over skulderen, hen på hende med sine lysende blå øjne. "Jeg fortrækker at kende personens navn, inden vi går til anden base med et kram," Han blinkede drillende til hende. "Navnet er Xander, dit?"

Hvorfor var hun også så stædig. Hun kunne have sagt nej til at begynde med, og hun ville ikke have haft denne irriterende knude i maven. Det var nok, at hun vidste så mange blev slagtet på ikke at kunne tage et par slag. Det var da ikke fair på nogen måde overhovedet? Hun fik rystet det lidt af hovedet da det kække smil, vækkede et gensidigt et op på hendes læber. Det gjorde også at hun tog en dyb indånding imens hun let trak sig væk fra ham. Hun vendte sig med ham imens han gik, og det tog hende få sekunder inden hun fulgte ham helt. Ganske nydelig og charmerende ung fyr hun havde kastet sig i armene på her - for at være helt ærlig!
"En eller anden torsk får unge piger til at tro, de kan vinde miss underworld, eller sådan noget. Når de træder ind, bliver de tæsket til de bryder sammen. De svageste bliver slået ihjel på stedet." Hun sank en klump. "Hvad de gøre ved dem som er stærke nok fandt jeg ikke ud af, jeg havde ikke tænkt mig at ende med ikke at kunne komme fri." Serena kørte en hånd igennem sit hår imens hun stirrede på døren. Kort sank hun en klump. Så lagde hun let hovedet på skrå, og de mørke øjne betragtede ham kort. Hun rystede let på hovedet, og retunerede det drillende smil.
"Så det gør du alligevel?" Spurgte hun en smule charmende dog drillende. "Navnet er Serena." Svarede hun med en blid stemme. Så tog hun sig alligevel sammen i en dyb indånding.
"Og tak. For ikke bare at skubbe mig væk, ikke mange vil alligevel have hjulpet." Sagde hun ærligt, og førte en hårlok om bagved sig øre.
Okay det havde været værst for mændene derinde i sidste ende. Noa og for ikke at nævne Andrea - ville langtfra blive glade for at hører omkring bare skaderne her.
"Nå Xander. Sweetheart. Jeg kunne bruge en hjælpende hånd, men kan ikke finde ud af om jeg skal nå at få fat i lidt engleblod for at heale skaderne lidt. Hvis du ikke er interesseret i at hjælpe er det også fint nok, jeg vil nok hjemsøge dig - men det en anden historie." Sagde hun og sukkede let. Engle blod til at heale, det lød som en god ide, specielt hvis hun skulle kunne klare sig.

Hvorfor havde hun ikke bare Noa eller Andreas evner`? At lege lidt med ild kunne være godt her. Brænde forbryderne ud, få pigerne til at flygte på den måde! Hvorfor havde hun aldrig nogle talenter der faktisk kunne bruges til noget? Hun var jo til ingen nytte! Serena slog sig selv i hovedet kort.
"Jeg er tom for planer genialt Serena. Genialt." Vrissede hun lavt af sig selv, og sukkede tungt. Hvorfor kunne hun ikke bare være stærkere som sine søskende, i stedet for at ende her. Midt i et stort drama, som hun enten kunne leve i skyld med at kende til, eller faktisk gøre noget. For at leve med at vide noget om dette, ville hun ikke kunne klare.
"Du incubus. Ja jeg regnede det ud, din tiltrækningskræft er enorm!" Det gik op for hende hvad hun havde sagt, men valgte at tale over det. "Kunne du ikke få fat på en engel?" Spurgte hun med lidt bedende hundeøjn.

Imens den nydelige pige fortalte om sin situation, drejede han engang imellem hovedet over imod døren, skar en grimasse og fik helt kvalme ved tanken om hvad der skete bag den. En hver anden mand ville nok være ligeglad, eller endnu værre, give mændene derinde et klap på skulderen, men Xander hadede tanken om, at tøserne blev snydt. Sjovt nok, han snød jo selv piger ret tit, dog ikke på samme måde. De var klar over, at de var på vej til, at have en sjov omgang med ham, de var bare ikke klar over, at de skulle dø. Lige meget hvor meget han vendte og drejede den i sit hoved, kunne han bare ikke få det til, at lyde retfærdigt.
Eh, han blev nød til det. Det var hans mad.
Han så hen på den nydelige pige igen, der gik under navnet Serena, imens han bed sig tænktsom i underlæben. Armene blev lagt på kors over brystet. Hvis han hjalp hende, hvad fik han så ud af det? Sure, han ville have gjort en god gerning, men gik han op i den slags? Derudover, kunne han også få adrenalin suset ved, at sparke røv på nogen mænd og smagen af eventyr. Desuden, han så hen på Serena igen. Kunne man sige nej, når et kønt ansigt som hende bad om hjælp?
Han smilede kækt til hende, bla. over at hun lige havde haft kaldt ham sweetheart og direkte sagde til ham, at hun fandt ham tiltrækkende. Dog lå det jo til hans race, at man fandt ham tiltrækkende..
Charmerende, charmerende tøs var hun skam.
"Jeg vil gerne hjælpe dig," svarede han og gik hen til hende. "Først, skaffer jeg dig en engel, derefter går vi ind og sparker lidt til mændene, lader dem bløde lidt.. lyder som en god plan ik?"

Der var gået nogen minutter siden Xander havde forladt Serena, for at gå ud og skaffe hende en engel, hvis blod skulle hjælpe hende. Et minut mere og han kom nu gående, efterfulgt af en engletøs, hvis øjne aldrig fjernede sig fra Xander og hans loggende bevægelse. Uden offeret bemærkede det, blinkede han til Serena og gav hende signal til, at hun kunne tage blodet. Xander havde taget fejl med hensyn til, at hun skulle bruge blodet, han troede hun var en vampyr og ventede nu derfor på, at hun skulle springe frem og sætte tænderne i nakken på tøsen.

Englen kom for hendes øjne. Serena var gået lidt i skjul, i tilfælde af de mænd skulle komme ud igen. Men da Xander kom med kvinden som tydeligvis var helt tryllebundet af ham, gik hun stille over imod hende. Kvinden kiggede kun på Xander.
"Charmerende." Hviskede hun sarkastisk over kvindens klæbenhed. Derefter stillede hun sig ved siden af hende, og tog let hendes arm. Hun lukkede øjnene og ansigtet trak sig ind til en varulvs mellemstadige [[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]] hendes øjne blev gyldne. Hun knurrede let, inden hun lod sine klør skære kvindens hud let forsigtigt op, for at lade tænderne sætte sig i kødet. Engle kunne ikke blive varulve, og da det ikke var fuldmåne - så skulle Serena bare finde sit indre anker for at holde sig i kontrol. Det tog dog mere kontrol end hun havde ikke at dræbe englen, og snart lagde kvinden død på jorden foran dem. Serena vendte sig mod Xander og blottede sine tænder af ham. Og fløj direkte imod ham, dog stoppede hun sig selv. Hun slog blikket i jorden. Lukkede øjnene - hendes åndedrag var tungt og dybt. Hendes hænder var plantet på hver side af Xanders skulder, og klørerne var negle igen. Serena slog blikket op, og det kønne ansigt var fremme igen. Blodet var let omkring hendes mund, og sveddråber dansede henover hendes pande.
Let tog hun sig en dyb indånding.
"Lad os få sparket lidt dæmon røv." Hun havde fået sine kræfter igen, og slap ham derefter. Hendes blik gled hen imod døren.

Serena trådte ind af døren igen. Med Xander med sig eller ej. Hendes sanser var skarpere end man måske lige troede. Hun trak vejret ind igennem næsen og ud igennem munden, og bevarede roen. Hun fulgte den gang hun var løbet ud af, og snart stødte hun ind på første forhindring. De to store brød kom løbende lige imod hende. Serena løb imod dem - dumt tænkte man... men hun valgte at lave en vejrmølle lige imellem dem, så hun landede på benene på hug bagved dem. Serena slog benene væk under den ene af dem, og rejste sig op, for at undvige et slag fra den anden. Hun var hurtig. Disse dæmoner havde dog ikke forventet, at hun var kommet sig - men heller ikke at hun ikke var alene.

Imens den fremmede tøs, han så glædeligt havde valgt at gå i kamp med, tog sig en bid blod, så han sig omkring og hen på døren, hvor han forventede en hel masse blod, kæmper og sjovt nok nøgne kvinder. I denne tid var kvinderne set som objekter for mændene, eller nogen mænd, andre kunne skam godt se anderledes på dem. Helt fanget af sine latterlige hoved diskussioner, bemærkede han ikke den fare Serena langsomt havde udviklet sig til at være bag ham. Det var først i det sidste sekund, at han nåede, at hoppe en meter bagud for, at gå hende. Klar til at slås, knyttede han sin ene næve og lod den anden gribe fat om pistolen. Hvad Serena end havde forvandlet sig om til, så ville det ham sikkert ikke noget godt... De negative tanker blev drejet om, knust, da hun igen lignede sit kønne jeg og tog en dyb indånding. Noget sagde ham, at hun ikke kunne have styret sig før.
Tøvende gav han slip på pistolen og så ellers nysgerrig efter hende, som hun gik hen imod døren, klar til at bekæmpe mændene. Han fnyste drillende. Dette her skulle nok gå hen og blive interessant.

Så snart de trådte ind af døren, væltede lugten af blod, sved og salte tåre over dem. En hver anden person ville have vendt om, forladt stedet og aldrig vende tilbage, men Xander og Serena havde andre ting i tankerne. Rummet var mørkt, trængt og skummelt, det gav Xander den vildeste følelse af klaustrofobi. Knap nok havde de indsnuset lugtene, før to andre lugte kom løbende imod dem, som to vrede tyrer. Xander tøvede ikke denne gang, han trak pistolen ud af dets hylstre og sigtede imod en af mændene. I få sekunder var han kort distraheret af hvor godt Serena kæmpede... Imponerende.
Med et selvsikkert smil på læben, ladet han sin pistol, så den velkendt klik lyd suste igennem mørket. Få sekunder efter kunne man høre skuddet, rungende og højt. Den ene mand faldt om på jorden, et hul i hovedet viste hvor han var blevet ramt.
Xander så med et smil hen på Serena. Han var sikker på, at hun sikkert kunne klare den anden mand, ellers skulle hun bare sige til. Pistolen var måske et kujon våben, men det var noget så effektivt!

Skudet gjorde hun kiggede tilbage på Xander kort. Mest fordi, at selvom han havde sigtet den mod hende før. Så havde hun ikke været sikker på, om han faktisk kunne bruge våbnet. Nogle brugte det jo bare som pynt eller for at se truende ud. Serena lod sine klør komme frem igen, og de gyldne øjne var ude efter blod. Snart havde hun også kørt sin ene hånd hen over halsen på manden, så han faldt død om let. Hun kiggede på Xander, og nikkede fremad. Skudet havde gjort de andre opmærksomme på, at der var nogle - som ikke var kommet for sjovt.
"Vi skal skynde os!" Sagde hun med en lettere hævet stemme og begyndte at følge, sin fært af, hvor hun havde været henne før. Hun kunne sjovt nok dufte resterne af hendes eget blod fra før.

Det var dog mærkeligt. Da hun endelig kom frem til den store sal, var der ingen. Hun vendte sig om og kiggede på Xander.
"Jeg forstår ikke... De var jo lige her..." Hun nåede ikke at tænke ydligere før en høj tone ramte hendes øregang, og fik hende til at tage sig for ørerne. En af dæmonerne havde selvfølgelig en evne til at give sine modstandere en massiv hovedpine - en skam for både Serena og Xander, at stå her lige nu.
Det tog ikke langtid før hun gik i sort ved et slag i hovedet. De tog Xander og Serena med sig om i en vogn, også kørte de ellers afsted.

Dæmonerne var stoppet på vejen. Der var et kæmpe stormvejr som var troppet op på turen. De nøgne piger sad bundet rundt i vognen, og gik lov til at komme ud kort en af gangen for at få lidt luft. Dog Serena og Xander blev bare kastet ud på græsset til sidst - dæmonerne kiggede let på dem, og ville egentlig til at skyde dem. Dog kiggede de op.
"Chef vi har ingen tid at spilde. Vi skal videre. Stormen tager dem alligevel." Sagde den ene. Serena var langsomt kommet til sig selv, men kunne intet gøre. Chefen trak pistolen til sig og trak derefter på skulderen. Så hoppede de ind i vognen igen og kørte.
Stormen blev værre og det tordnede voldsomt. Serena prøvede at vride sig fri, men hun kunne ikke. Og med et klæde omkring deres munde kunne de ikke rigtig tale heller.
Pludselig slog et lyn ned... og igen blev alting sort.


Det føltes som om, at hun var trådt ind oppe ved himlen. Det lys der prøvede at borre sig ind i hendes øjne. Drømte hun, var hun død nu? Serena gik spredt sine læber let, og lod luften sive ind. Hun havde været bevidstløs hele natten. Og den irriterende lyd af Xanders stemme der ikke gjorde andet end at tale- gjorde hun vidste, at de var i live. "Er jeg i helved?" Spurgte hun hæst og fik sat sig op. Hun kiggede omkring sig, de var brændte. De havde højestsandsynligt lagt og brændt her. Græsset omkring dem var kul sort ligesom dem.
"Hvordan fanden kan det her lade sig gøre?" Mumlede hun for sig selv og kiggede efter på Xander.

//Tillod mig at starte det med vores fine evne

Det hele gik så stærkt, Serena viste ham hen til en sal, der var intet mindre end fuldkommen tom og ikke havde den mindste nøgne, skadet tøs inde i sig. I de få sekunder, kørte tanken om, at hun havde logget ham i en fælde igennem ham, lige indtil en stærk hovedpine åd den. Alle former for tanker forsvandt fra hans hoved, smerten var det eneste han kunne mærke lige nu. Knap nok var smerterne forsvundet, før en ny smerte ved et slag i baghovedet, fik ham til at gå i sort og falde om, lige i stilling nok, til at lande med hovedet først.

Alting var stadig sort, smerterne var blevet mildere, men var der stadig og han kunne ikke rigtig trække vejret, i hvert fald ikke igennem munden. Mørket forsvandt først, da han åbnede øjnene helt op. Det første blikket mødte, var intet mindre end nøgne piger, bundet fast på ræd og række, blot for at blive luftet engang imellem, som var de ikke andet end hunde. Xander kiggede videre rundt i vognen, denne gang mødte hans øjne Serenas, hvis mund selv var gemt væk bag et klæde og øjnene spærret op i forvirringen. Han ville sige noget til hende, men klædet kvalte hans ord. Det var ikke længe de måtte tumle rundt i vognen, mændene hev dem ud af den, smed dem midt ude på marken i et stormvejr, sikkert i håb om at et lyn ville ramme dem. Som et vildt dyr, vred Xander sig rundt og prøvede ivrigt at komme ud af rebene, der bandt hans håndled sammen. Mændene havde forladt dem derude, de havde chance for, at komme væk og følge efter dem. De kunne nå... Et skarpt lys, stærkere end solens ramlede for Xanders øjne, før alt endnu engang blev mørkt.

Serena... han kunne hører hende snakke. Hvor var hun henne? Alting var så sort. Så godt han kunne, drejede han hovedet og forsøgte, at sige noget, men ingen lyd kom ud. Hele hans krop brændte, det var som at ligge i en bagende varm sol, uden nogen form for vind. Hans syn skiftede fra at virke, til at gå hen i mørke og til, at virke igen. "Serena," Han løftede sin overkrop, med hjælp fra armene og satte sig på den måde op. Selv der han var kommet op at sidde, fik han ikke synet tilbage og kunne stadig mærke hvordan hans krop bagte. "Er vi i en ørken lige nu.." Hans stemme var hæs og grødet. "Alting er så varmt!" Da han endelig fik synet igen, bemærkede han hvor sort græsset var omkring. Lynet... lynet måtte have ramt dem og de havde overlevet det... de havde overlevet at blive ramt af et lyn!
Så godt han kunne, rejste han sig op, for bare at vælte ned på numsen igen. Dog forhindrede hans stædige sind ham i, at blive siddende, han rejste sig igen og så ned på Serena. Det meste af hendes tøj var blevet brændt, hun mindede om en der havde været igennem en skov af ild, for derefter at have sloges imod en gruppe orker.
"Nice outfit," sagde han kækt og tænkte endelig ikke over, at hans eget outfit var blevet brændt. Trøjen havde ikke længere ærme eller stof på maven, bukserne manglede halvdelen op til knæene og havde endda huller, der hvor lommerne skulle have været. "Hvad end der sket.." Han så rundt. "så overlevede vi det,"
Der var fuldstændig stille og tomt omkring dem. "Sikke en masse shit at gå igennem," Han så ned på Serena. "Er du okay?"

Hun orkede ikke at rejse sig op. Det var både fordi, at det føltes som om, at hun lige var skiftet tilbage fra sin varulve form - gange 3. Serena fik dog til sidst sat sig op, og hævede et bryn over hans kække kommentar. Hendes kjole som allerede ikke var gjort af det meste stof, var ikke specielt meget værd længere. Det ene bryst var blottet, og det samme var hendes mave. Det var næsten som at gå i undertøj, og hvis det ikke var fordi, at hun var ligeglad med, hvad fanden folk tænkte om hende - så havde hun nok dækket sig til. Hun fik tvunget sig selv på benene, og kørte en hånd igennem det filtrede hår, og kunne knapt nok få fingrene tilbage i sikkerhed efter forsøget. Hun så lyttende på ham, og kiggede omkring dem. Det skræmte hende en smule, også alligevel ikke. Hvor fanden var de hende, ude i ingenting! Der var svaret! Ingenting! Serena, sukkede let lydløst, og lod sine øjne dreje overpå ham igen.
"Vi overlevede... indtil videre." Svarede hun let og lod armene falde overkors. En masse shit, shit var ikke ordet. Hvis det ikke var for hendes klan, så havde hun nok haft ekstremt svært ved at finde noget i hendes liv udover hendes bror og søster - som ikke var noget shit. Serena løftede blikket over imod ham og nikkede let til om hun var okay. Hun klarede sig vel, det gjorde hun altid. Et mindre chok havde i hvertfald ramt hende. Og hun var ikke ligefrem typen som kunne lide at udvise svaghed, dog ville Xander let kunne begynde at mærke hendes nervøsitet. Ikke fordi hun viste den, det var blot evnen de intet kendte til, som begyndte at vise sine egenskaber.

Serena sukkede let.
"Vi må nok se at komme videre." Sagde hun og begyndte at gå lidt fremad. Hun kom til noget højt græs, og da hun var kommet derind syntes hendes gode hørelse at fange en ukendt fært. Derfor stoppede hun op. Hun holdt vejret, men hendes hjerte galoperede afsted som syv vilde heste. Pludselig greb noget om hendes ben. Der stank af død, og hendes reaktion var et skrig i chok. Hun væltede omkuld, og lagde ansigt til ansigt med dette væsen. Huden var halvt skrællet af. Underlæben manglede på ansigtet, og viste de rådne tænder, der passede til huden og de blodskudte øjne. Den ledte væsen, af en ting. Serena gav i endnu et chok et skrig fra sig, og prøvede at holde væsnet på afstand, som mindede om et rovdyr der bare ville have fast i hende. væsnets hænder havde fast i hende, og blodet smittede af mod hendes bare hud.

Serena virkede okay, hvilket lettede ham, det betød at hun ikke var den tøs der græd over, at hun ikke vidste hvor hun var og livet nu var forbi, fordi hun havde mistet en lok af sit brune hår. Imens hun så væk, betragtede han hende svagt og trak på smilebåndet. Serena var en cool tøs, ben i næsen og stædigheden i top. Det var nu ikke helt så galt, at være strandet midt ude ingenting sammen med hende. Da hun så hen på ham igen, kiggede han væk og begyndte langsomt at gå. Kroppen havde stadig ikke tacklet lynet og kunne derfor ikke gå hurtigere. Nysgerrigt så han ned af sine arme, da han kom i tanke om, at hvis man blev ramt af lynet kunne det give ar for livet. Ar der hverken var røde og indtørret, men som var samme farve som dine blodåre. Ganske rigtigt, ned af armen, snoene som en slange fra overarm til underarm, var der et ar, blå som blodårene bag huden. Alt for optaget af det pludselig ar, bemærkede han ikke den rådne lugt omkring dem, da han tydeligvis måtte være van til det, efter at leve livet i The valley of dead. Måske var det egentlig der de var lige nu? Med andre ord, hans hus måtte ligge inde i skoven et sted!
Lige som han skulle til at fortælle Serena det, skreg hun og faldt med ansigtet først, lige ned i snotten på de væsner han rent faktisk havde savnet. Af gammel vane, skulle han til at trække sin pistols op af dets hylstre, da det gik op for ham, at mændene fra før havde taget den. Irriteret knurret han for sig selv, før han med tunge skridt gik hen til Serena, hev fat i hende og kastede hende nærmest væk fra zombien. Før den kunne nå at beklage sig med sin mærklige knurren, stampede han den i ansigtet, eller det der før var et ansigt, op til flere gange. Til sidst var den ikke andet end et udtværret lig, spredt ud til alle sider på jorden. Han kørte en hånd igennem sit hår og så hen på hende. "Aldrig set en levende død før?" spurgte han kækt og gik hen til hende. For at hjælpe hende op at stå, rakte han sin hånd ned til hende og sende hende et drillende smil. "Det var så lidt," Han blinkede også drillende til hende. Så snart han havde hevet hende op at stå, klappede han hende kort på ryggen. "Der flere af de væsner hvor de kommer fra, så vi er nød til, at lærer dig og forsvare dig..."
Han blev afbrudt af en ny form for knurren.. Nysgerrigt så han rundt, til hans overraskelse kom denne også op af jorden, blot nogen meter fra dem.
"Din tur," sagde han drillende og gjorde en gestus hen imod det ulækre væsen, hvis rådne arme ivrigt forsøgt, at gribe fat i dem.

Serena var som frosset i sin seneste bevægelse, til hun blev kastet bagud, og Xander tog over. Smadrede hovedet på væsnet som var det hverdagskost. Og efter den måde han spurgte om hun ikke havde set af dem, så måtte han have levet med væsner som disse - stakkel. Dog alligevel ikke, hun ville næsten gerne have opvokset i sådan et område  i sted for den opvækst hun havde. Men det var til en anden historie. Serena overvejede lidt at tage hans hånd og hjælpe hende op, men hendes stolthed og for at dække over hendes lille frygt - så rejste hun sig selv op.
"Jeg havde fortravlt med at være på stoffer til at bemærke de var virkelige." Om det var sarkastisk eller ej, ville man ikke kunne gennemskue, hvis man ikke kendte hende nok. Faktisk kun hvis man faktisk kendte sandheden. Serena kiggede overpå ham da han sagde, at det var hendes tur - da endnu en af disse mareridtfremkaldende væsner rejste sig og kom over imod dem. Serena stirrede let på den, og sank en klump. Hun kunne mærke en følelse af frygt strømme igennem hende, og hun brød sig specielt ikke om det. Hendes evne kunne ikke redde hende lige nu, den havde været væk så længe. Hun kunne slå mennesker og andre væsner ud med nogle slag. Disse væsner var ukendte for hende, og hun vidste ærligtalt ikke, hvordan hun skulle få dem i jorden. Hun havde ikke sko til at kunne trampe på dem som Xander. Og hun ville ikke gøre det med bare fødder?! Serena fik sit blik flyttet over på Xander og lod blikket glide henover ham, og fik øje på et våben. Serena brugte en hurtig bevægelse, og greb fast om dolken så hun derved havde et fast greb om den. Hun pustede kort ud - det kunne vel ikke være mere svært end at dræbe et menneske? Hun gik imod væsnet, med grebet så fast om dolken som hun overhovedet kunne. Så snart det var i synet for hende, så hun Jesper for sig. Og svang armen tilbage for at svinge den fucking kniv igennem kraniet på væsnet. Eller levende døde eller hvad fanden de ville kaldes. Serena trak dolken til sig igen og kiggede på liget falde sammen foran sig. Hun frøs endnu engang fast. Det eneste hun kunne hører var hendes egen hjerterytme der løb afsted med hende. Hendes brune øjne lå på liget. I en trance af, hvad fanden hun havde rodet sig ud i.

En strøm af tanker ramte hende. Det virkede som et ekko, Hvad fanden i helvede lavede Xanders stemme i hendes hoved?! Hun blinkede og kom tilbage til virkeligheden. De nye væsner havde rejst sig og var ret tætte på. Hun bakkede tilbage og stødte derved ind i Xander til sidst - dog kun med skulderen. Men det var nok til, at et kæmpe lyn slog ned lidt foran dem. Nok til at væsnerne blev brændt. Serena havde set hvordan Lockheart gav Andrea en evne for ilden. Derfor i ren nysgerrighed, så fokuserede hun på disse forbandede væsner, og lod sin hånd glide ned langs siden og gribe fast i Xanders. Og fra dem kunne hun mærke noget mærkeligt. Det var en enorm form for energi, der nærmest skød sig ud af dem og ramte walkerne igen. Og snart var det høje græs helt brændt ned til jorden. Der lå intet andet end brændte knogler tilbage. Serena stod og så chokeret ud i luften..
"H...Hva.. hvad skete der lige der?" Hun havde stadigvæk fast i hans hånd, og havde faktisk glemt hun holdt fast i den. Serena sank en klump, og holdt vejret. Det her var totalt sindssygt.

Det undrede ham en smule at hun udviste så meget frygt overfor disse væsner. Var dette virkelige den samme tøs, som han havde haft en kamp imod to dæmoner, for ikke mere end nogen timer siden? Tanken om, at hun måske var bange for det ukendte kørte igennem ham. Sådan var det jo med nogen, kendte man ikke til sine fjender, gjorde det blot en mere rædselslagen overfor det.
Xander havde vokset op med disse væsner, han var van til dem, det var barnemad, når der altså var få af dem. I grupper var de langt svære at besejre, der var det bedste man kunne gøre rent faktisk, at løbe væk fra dem.
Efter flere sekunder tøven, tog Serena modet til sig og tog hans... vent.. havde han haft sin dolk på sig hele tiden? Lige meget! Hun tog den i hvert fald og gik modigt hen til væsnet, svang dolken elegant om sit hoved og stak den derefter ned i kraniet, på det der ikke længere kunne mærke smerte. Med et smil på læben, foldede han armene over kors og nikkede på hovedet. Når først man kom i gang var det ikke så svært.
"Se, du klarede den!" råbte han efter hende.
Da hun ikke svarede ham, løftede han blot på sine skuldre og begyndte langsomt, at gå da stilheden i luften blev overtaget af knurren, den bestemt slags knurren der kun kunne komme fra et væsen. "pis!" Xander knyttede sine næver og gik hen til Serena. Rundt omkring dem var de levende døde nu ved, at danne en cirkel om dem, en cirkel af rådne tænder. "Serena," Da han stadig intet svar fik, knurrede han og så hen på mareridtet som var tættest på dem. "Serena! Tag dig sammen for pokker!"
I det sætningen blev sagt, støtte ham og Serena sammen og skabte en form for elektricitet i blandt dem. En elektricitet så stærk, at væsnerne omkring dem blev brændt ind til knoglerne. Overrasket spærret Xander øjnene op, drejede rundt engang og kunne ikke tro hvad der lige var sket. Han kunne ikke finde sine ord, de havde blot stødt ind i hinanden, intet andet. Hvordan... var det overhovedet dem der.. Det spørgsmål besvarede Serena for ham, da hun tog fat i hans hånd og en ny bølge af kraftig elektricitet blev skabt. Denne gang brændte den græsset omkring dem...
Så snart det var væk, kiggede Xander igen målløst rundt og tænkte heller ikke over deres hænder var sammen. "Jeg... jeg ved det ikke og jeg plejer ikke at være så målløs," svarede han og så ned på deres hænder. "Det... Det må være.." Han så hende i øjnene, i flere sekunder stirrede han bare på hende, indtil han prikkede hendes kind og fik et svagt stød. "Det må være dig! Du giver stød! Du elektrisk!" Han tog sin hånd ud af hendes. "Hvilke hemmeligheder har du ellers du forførske varulv?" Med et ansigt man ikke rigtig kunne tage alvorligt, gik han flere meter bagud og pegede stadig på hende. Han så 'dømmende' på hende. Til sidst så han ned på sine egne hænder, de rystede nærmest og føltes... magtfulde, fyldt med energi, der fik det til at boble inde i ham. "Det, det må være det lyn vi blev ramt af," mumlede han.

Hun hævede et bryn da han gav hende skylden.
"Lad mig se mine hemmeligheder. Der er en masse. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde." Svarede hun sarkastisk og lagde armene overkors.
"Så hvad gør det os. Yin og yang eller hvad?" Spurgte hun lettere forvirret og kløede sig kort i nakken. Hun havde aldrig følt sig så magtfuld. Det var en underlig måde, men den føltes også farlig. Alt for farlig til, at hun vidste hvad hun ville gøre af sig selv. Hun følte strømmen der summede rundt i hendes årer. Det kunne kun være lynet. De var trods alt overlevende af en eller anden grund - og det var ligesom den eneste hun kunne komme i tanke om. "Så... lad os sige. At lynet har givet os en form for superkræfter... hvad så? Hvad kan vi, og hvad kan vi ikke?" Spurgte hun både sig selv, Xander og luften. Hun ville have svar, men vidste ikke, hvor hun skulle få dem fra.

Serena kørte en hånd igennem sit hår, og kiggede omkring dem.
"Lad os tænke over det imens vi kommer væk herfra. Eller  du bestemmer jo selv." Sagde hun med et hævet drillende bryn, og passerede ham så. Hun hadede at hun havde vist svaghed før, det ville han blandt andet kunne mærke.
Du var så ynkelig Serena. Seriøst. Hvordan kunne jeg være så ynkelig... Tænkte hun, hvad hun ikke vidste var, at denne tanke fløj direkte ind i Xanders hoved også. Hun gik lidt foran ham. Blikket var stift fremad, imens hun prøvede at tænke sig til en fornuftig forklaring på et eller andet. De virkede til at være ude i ingenting. Der var intet andet end stier og marker - men ingen af dem anede hvor de førte hen.

De fandes levende døde havde fået hende til at tvivle på sig selv. Noa ville sikkert også have syntes hun havde opført sig latterligt, og det samme med Andrea. Hvorfor hun var gået kold. Det anede hun ikke engang selv, men alle magtfulde kunne miste magten kort vel. Serena havde set disse væsner engang før, men hun havde ikke troet, hvad hun så havde været virkelig dengang. Det viste sig så, at det havde været virkeligt nok i sidste ende - hvilket var skræmmende.
"Så det..." Sagde hun ud i den akavede stilhed.

Jo mere hun spurgte ham om, jo mere blev han forvirret, hvilket man tydeligt kunne se på hans blå øjne, der blot blev større og større, samt mere lysende. Han havde ingen anelse om hvad der var sket!? Hvordan skulle han vide det? Lige nu stod de midt ud ingenting og betragtede... ja... ingenting. Nysgerrigt betragtede hende og endnu engang bekræftede han for sig selv, at hun var ret så pæn og se på. Typisk ham, når han ikke anede hvad han skulle lave, gav han sig til at tjekke piger ud. Det var en måde at bruge tiden på.
Han gned sine tindinger og sukkede dybt. "Hvad end vi er... så, har jeg ingen anelse," Han så ud imod horisonten. Da hun begyndte at gå, fulgte han med hende og var ligesom hende i sin egne tanker.
Nu når de gik, kom han i tanke om, at han rent faktisk havde et hjem her, et eller andet sted. Hurtigt så han sig omkring, blot for at tjekke om han kunne genkende noget af det, hvilket han desværre ikke kunne. Den lille sætning Serena forsøgte, at ødelægge den akavet stemning med, fik ham til at klukke og daske hende på skulderen.
"Nu ikke så akavet du forførske!" sagde han drillende. "Vi har stadig en masse måder at lære hinanden og kende på," Før hun kunne nå at kommentere, tog han hendes hånd og trak hende dybere med ind i skoven. "Jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har et hjem her i nærheden, finder vi det, finder vi nemmere ud," Det var nok en latterlige strategi, men Xander havde sine latterlige strategier.
"Forresten, næste gang du ser en levende død, skal du ikke panikke, bare slå den ihjel, det går som regel hurtigst," Han blinkede drillende til hende.

//Sorry, ikke det bedste svar

Hun lyttede og fulgte egentlig blot med. Serena havde ikke ligefrem de bedste evner lige nu, hun følte sig ynkelig - og hendes selvtillid skulle blot lige have et boost på plads - så skulle det nok gå, ikke sandt? Hun følte sig en smule bedre i skoven den var fri. Xander kommenterede drillende på hendes panikanfald ved den levende døde. Hun sank let en klump.
"Sidst jeg så sådan en, der troede jeg ærligtalt det var en åndsvag illusion af en bivirkning fra de stoffer jeg var på. Men den har jo så nok været ganske ægte." Svarede hun og så ham ærligt i øjnene.
"Ikke at jeg forventer du skal sætte dig ind i det," Tilføjede hun, og kørte hånden igennem sit hår. Serena flyttede blikket frem for sig, og fulgte med Xander til de kom til det hjem han snakkede om. Hun lukkede sig selv ind og kiggede omkring sig. Hendes mørke øjne fik fanget synet af et tæppe på en sofa, og hun stormede derover. Serena lod sin næsten ødelagte kjole falde ned og blotte hendes pæne hud. Hun lod tæppet omfavne sin hud. Så vendte hun sig om imod Xander. Hun stod med tæppet om sig, som hun ville stå med et håndklæde. Hendes barm var mellemstørrelse, hvilket blev afsløret da der ikke var andet end det tynde tæppe omkring hende. Hun var ikke flov over sin krop, og hun vidste skam også, hvordan hun skulle bruge den - det var dog ikke nødvendigt lige nu.

Serena holdt tæppet med den ene hånd og kørte den anden igennem håret.
"Skal vi tage et bad eller noget. Få renset alt det her skidt af os?" Spurgte hun, egentlig kom hun først der hun bemærkede hendes sætning. Ikke at hun ville have noget imod det, altså han var en forklaring på lækkerhed. Et ægte bevis på det, men hans race hjalp vel et lille stykke af vejen?

Nok mente hun ikke, at han skulle sætte sig ind i det, men han kunne ikke være andet end nysgerrig, da hun nævnte stofferne. Så denne varulv havde altså været på stoffer, indtaget den form slags for gift, som han så ivrigt altid forsøgt at holde sig fra. Nogen dage havde været fristende at prøve det, eftersom livet ikke gik som håbet, men han havde altid stoppet sig selv fra det.
Med sine store blå øjne, så han ned på hende og satte hovedet på skrå. "Hvordan er det? Jeg hører rygter om, at det skulle være ret så fedt.. Og selv må jeg indrømme at jeg har været fristet til at prøve dem, bare for at glemme omverdenen du ved," Efter få sekunder havde han kigget frem for sig igen. "Jeg dømmer ikke, just so you know," Igen så han ned på hende og blinkede til hende.

Xander måtte indrømme, at han var overrasket over, at hun bare gik direkte hen til hans sofa og tog hans dyrebare tæppe. (For et tæppe er jo så fantastisk!) Dog... var det ikke det der overraskede ham mest, tvært imod var det, det faktum at hun smed tøjet og spurgte ham om de skulle gå i bad. I få sekunder stod han og betragtede hendes flotte krop, før han smilede kækt og smed sin egen trøje. Som det rode hoved han nu var, smed han den på gulvet og gik ud imod badeværelset.
"Sure, du føler dig rigtig hjemme eh?" spurgte han kækt og så sig over skulderen, imens hans fingre fumlede med bæltet. Så snart bæltet var åbnet, smed han bukserne og lod også dem ligge og flyde. Han åbnede døren ud til badeværelset. Som havde de kendt hinanden i flere år, tændt han for vandet og gik ud til hende igen. "Du ikke flov var? sådan at invitere mig med i bad?" Imens vandet var i gang med at blive varmt, fandt han en øl frem og kastede en hen til hende. Derefter tog han selv en og åbnede den. "Men, det cool, det cool, vi har trods alt begge to en krop," han tog en slurk af sin øl. "Hvorfor skjule den?"

Hun greb ølen da han kastede den hen til hende og åbnede den. Hun tog sig en slurk, og lod den mere sure væske skylle sig ned igennem hendes system. Nok blev varulve ikke så let fulde eller påvirket af stoffer. Derfor vidste man, at det havde været meget slemt, hvis hun havde været påvirket. Hun stillede den ølen fra sig på et lille bord og trådte ind under den varme bruser.
"Hvordan det var? Altså jeg kan vel kun sige, at det var en god måde at slå tiden ihjel på. Lige til du ikke ønsker at slå den ihjel længere. Det lettere at gå ind i end at slippe fra igen. Suset er skønt, du mere frisk og med på alting. Du siger ingen imod du bare med på det. Ingen gør dig ondt, for du synes alt er godt." Svarede hun og blev lidt fjern i blikket. Det var nok det tætteste hun var kommet på, at forklare følelsen af det. Men i det som lød som et positivt sus og god oplevelse. Hvis man læste hende rigtigt, ville man kunne fornemme ironien. Og hvor frygtlig hun egentlig havde haft det.

Xander ville se et større brændmærke på den ene side af hendes ryg der gik fra rygsøjlen og ud til hoften. En ulveklo. Såret var blevet brændt derefter, og gjort arret permanent. Andre sår havde hun været heldigere med, men det her. Var nok det der bragte flest dårlige minder med sig, og det ville aldrig forsvinde.
Hun lod vandets varme stråler skylle nedover hende som det mest dejlige vandfald. Skyllede blodrester og alt snavsen væk fra hendes hud. Håret som før havde været sat op hang pludselig lyst og langt ned af hendes ryg. På den anden hofte havde hun navnet Noa tatoveret, Noa ville aldrig vide det, og det kunne hun leve med. Men det var da en måde, altid at have ham tæt på sig på, ikke sandt?
"Der ingen grund til at være flov siger man jo. Livet er for kort til at gemme sig." Sagde hun lettere forsinket til hans kommentar. Og ventede egentlig blot på, han ville træde ind i badet i stedet for bare stå og drikke øl. Han ville jo ende med ølmave så.. .sagde man jo.

Han lyttede til hvad hun havde at sige med hensyn til stofferne. Til at starte med, troede han lidt at hun snakkede godt om det, lige indtil han bemærkede det triste bag fortællingen. Det triste hun forsøgte, at skjule bag en stærk facade. Med et skævt smil på læben, fulgte han med hende ind i badet, efter at have smidt sine boxershorts selvfølgelig. Han lod kort vandet køre igennem hans mørkebrune lokker, før han så hen på hende og satte hovedet på skrå.
"Noget siger mig, at du forsøger at skjule hvor forfærdeligt det egentlig var bag en facade med svage smil," pointerede han og løftede spørgende på et øjenbryn. Han drejede kort om, for at tage en sæbe og række den til hende.
Her opdagede han arret på hende... det var noget af et ar. Bare synet af dette ar, fik ham til, at opdigte historier om hvad mon en ung pige som hende kunne have været udsat for. Selvfølgelig var der stofferne, men var det mon dem der var skyld i dette?
Fra arret til en... tatovering.. af et drengenavn? Kæreste måske?
"Hvem er Noa.. en kæreste?" Spurgte han kækt og lod nu en anden sæbe end den han gav hende, blive presset ud i hans hånd. "Hvis det er tilfældet bliver han nok ikke så glad for, at høre du har været i bad med mig," Nu håret fyldt med sæbe, så han med et smil hen på hende.