Life is a treasure. -Xander!-

Rose fortrød hurtigt at hun ikke havde taget lange bukser på, hun gik eller bare en jakke. Hvis det ikke havde været det hårde arbejde i bageren, havde hun måske ikke følt at kulden ville være rar. Hvilket var grunden til at hun var gået udenfor, så lidt tøj.
Hun krydsede sine arme, med en brun slidt bog som hun nærmest krammede indtil sig. Kroen det vilde svin, var nærmest hendes stam sted. Det var rart at være et sted med så meget liv i, det at folk råbte og festede ville nogle finde forfærdeligt. Mens Rose mere elskede det, alting virkede altid så munteret som om at de ikke havde nogle bekymringerne overhovedet. Hun skubbede forsigtigt kro døren op, hvor hun som altid blev mødt at kro ejerens kærlige smil. Han var en gammel ven af hendes far, en der altid havde været der i nødenstund og engang i mellem donerede hans drikke penge til hendes far.
Hun gav ham et kærligt nik, inden hun gik indenfor. Varmen omfarvnede nærmest hendes ansigt, det var som at gå direkte ind under en dyne. Hun elskede følelsen af kulde der forlod hende, mens larmen fra de fulde folk fik hende til at smile lidt.
Hun holdte nu meget af larm, følelsen af at man ikke var alene fik hende altid til at smile bare en smule. Hun var nærmest en stamkunde på kroen, alle folk kendte hende. altså af dem der kom der tit, de kaldte hende altid et spøgelse. Da hun tit så ligbleg ud, mens hun aldrig snakkede med folk. Nok mest fordi de aldrig snakkede til hende, de ville som regl heller feste med deres venner. Og knalde ude i buskende, end at snakke med en person som alligevel sad alene.
Hun gik hentil et lille bord, som kun var stort nok til omkring to personer og to glas, hvis man skulle drikke. Det bord blev somregl kun brugt til at danse på, når folk nu drak sig helt i hegnet. Rose kom bare altid tidligt nok, til at kunne optage bordet inden en eller anden dulle stillede sig op for at danse.
Hun placerede bogen på bordet, hvor hun med en forsigtig bevægelse åbnede den. En lille fjerpen trillede ud af siden på den, hvor hun hurtigt samlede den op. Så den ikke ville falde på gulvet, hun begyndte med det samme at skrive øverst oppe. Med en fantastisk nærmest gudesmuk håndskrift. ”Ting jeg vil, før jeg dør.” Hendes mørke blonde lokker, skjulte hendes ansigt. Mens hun igen og igen kildede sin hage med fjeren.
Hun sukkede for sig selv, med tanken om at hun ikke engang kunne finde på ting at ønske sig. bare en lille ting, det gav et lille chok fra hende. da kro ejeren kom hen med en Cola til hende, han gjorde det hver gang men hun vænnede sig aldrig til det. Hun havde været hurtig til at lukke bogen i og sende ham et lille skævt smil, som tak for Colaen.
Rose var hverken smuk eller grim, hun var meget normal. Med mindre man kiggede på engle og incubuser, så var hun vel nok en smule grim. Stedet var selvfølgelig fyldt med Vampyre, faldne engle og meeeeget få incubuser. Som hver i sær ønskede sig en hyggelig aften med en person, eller nok mest mad. Rose stod meget ud af folke mængden, da hun var den eneste som ikke sad og råbte til folk, hun var også den eneste person som ikke blev snakket til, folk holdte sig nærmest i en cirkle fra hende. mens hun sad og skrev, hvilket var meget unormalt at se på en kro med så meget fut i.
Hun åbnede bogen op igen, hvor hun begyndte at tegne i den. I stedet for et taller og prikker, som punkter. Tegnede hun nærmest ansigter, tændstikke mænd og smilyer. Lige under den store skrift.

Det var tid til lidt sjov og hvad kunne være mere sjovt end, at tage på kro og drikke sig i hegnet, imens man fik beundrende blikke fra hver en kvinde i krostuen? Lige nu, manglede Xander noget, at bruge tiden på og derfor besluttede han sig netop for dette. At drikke sig selv i hegnet og glemme alt omkring ham.
Endnu engang havde det lykkedes ham, at få følelser for en, der blot endte med, at forsvinde fra ham for, at forene sig med en anden. Han kunne ikke bebrejde Alex. Englen hun havde forelsket sig i virkede som alt det en kvinde drømte om og hvad var han? En incubus der dræbte uskyldige tøser for, at han selv kunne overleve.
Modbydeligt ikke sandt?
Det var første gang i han vidste ikke hvor lang tid, at det generede ham hvad han var. Om det var frygten for, at være alene der gik ham på, kunne han ikke helt blive enig med sig selv om. Men, det skulle ikke undre ham hvis det var det. Han var skabt til at være alene, ingen kunne elske en incubus. Hvem ville have en fyr, som var nød til at gå i seng med andre kvinder for, at overleve?
Ingen. Det var jo det samme som at være utro.
Han skubbede de irriterende tanker væk og gik bare ind på kroen, selvsikker som bare pokker og med de krystalblå øjne lyst op i rummet. Han havde dog ingen anelse om, at på en almindelig aften som denne, skulle han møde en der skulle kom til at betyde en del.
Han så hende sidde for sig selv over i hjørnet. Lige der, helt alene og i færd med, at skrive noget i en.. bog?
Hun var det første han lagde mærke til. Hvordan kunne man undgå ikke, at se hende? hendes rolige aura var som en velduftende parfume i krostuen. En parfume der dragede ham.
Han besluttede sig for, at snakke med hende og se om hun kunne være aftensmaden eller bare en han kunne sludder med. Med incubus evnen til, at se det hun fandt mest tiltrækkende, gik han hen og satte sig ved siden af hende. "Hey!" Han så spørgende ned på bogen. "Så.. Hva skriver man og hvorfor går man på kro for at skrive?" Han sendte hende et skævt og charmerende smil.
Ansmasende og måske en smule ubehøvlet, men det var Xander i en nøddeskal. En skal der var svær at knække.

Rose klikkede ned i bogen, så en lille sort klat formede sig på siden. Hvad skulle hun skrive, hvad ville være godt at ønske sig. det var enlig ikke hendes ide at skrive ønsker ned, hendes far havde sagt at det ville være en fantastisk ting at gøre. Skrive ting ned som man ønskede ville ske, hvilket Rose selvfølgelig havde tænkt sig, selv hvis hun ikke fik gjort det hele, ville det alligevel betyde noget.
Punkt et blev selvfølgelig noget om hendes far. *Ting jeg vil før jeg dør 1. få min far til at stoppe med at gå i dame tøj* et suk slap hendes læber, dette havde intet med hende at gøre. Hun fandt det bare pinligt når han gjorde det, han havde gjort det lige siden hun var lille sikkert da hendes mor døde. Hvorfor han gjorde det, forstod hun aldrig. Han gik dog i normalt tøj, når han var hjemme så hvorfor lige når han var udenfor? Mere fik hun ikke tænkt over, før en person satte sig ned foran hende, hvilket fik hende til at klappe bogen samme i et sæt.
Hun lagde fjerpenen på bogen og rettede ryggen, for at se på denne person. Sikkert endnu en fulderik der følte for at irritere hende, hun sendte ham et kærligt smil og lukkede sine øjne. ”Skriver tanker ned.” hun lagde hænderne på bogen og lænede sig lidt frem over, de mørke nærmest sorte øjne, kiggede ind i hans. ”Larmen er rar, det at føle at man ikke er helt alene i verden. Det lyder nok lidt skørt, men bare at sidde ved folk der snakker kan få en til at føle sig… uhmm” hun kiggede rundt, smilet falmede lidt. ”Sig mindre alene?” hun var ikke vantil at snakke med folk, især ikke en person som dette. Denne persons øjne var charmerende, smukke nærmest som krystaler. Hvilket fik hende til at falde lidt hen i dem, normalt fandt hun ikke folk smukke eller grimme, men denne person havde noget over sig, noget magisk?
”Hvad …” Mere fik hun ikke sagt før kroejeren kom hen, og spurgte om blondinen drillede Rose. Hvilket fik Rose til at løfte på øjenbrynet, blondinen?
Xander brugte måske sin evne mod hende, men andre så ham også som det de fandt tiltrækkende. ”Blondinen?”Et lille smil kom atter frem på hendes læber, hvor hun rystede på hovedet. ”Du tager helt fejl. Hans hår er mørkt, brunt?” Kroejeren kiggede ned på Xander og ind i øjnene, hvor han rystede på hovedet. ”Nope, Blond med grønne øjne.” Endnu engang rystede Rose på hovedet, med et lille skævt forvirret smil. ”Du kan ikke se noget, du burde få briller, han har mørkt hår, blå øjne og… en smule bleg, kjdsfsad” Hun satte en hånd op foran sin mund og kiggede på Xander, hvor hendes øjne spærrede sig en smule op. ”Det må du undskylde, det er så ubehøvlet at snakke om dig på denne måde, når du sidder lige der… uhmmm, jeg fik aldrig fat i dit navn?” Hun lagde hånden ned på bogen, mens hendes mørke øjne faldt ned på fjerpenen.

Mennesker, de virkede altid så fredelig, nærmest som intet gik dem på overhovedet. I denne lille menneske by, kunne de være den de ville være og glemme alt om det overnaturlige fis, der nu eksisterede udenfor byens mure. På nogle punkter ville Xander gerne være et menneske. Nok var de ikke særlige stærke, men de skulle heller ikke igennem det de overnaturlige skulle. Vampyren skulle have blod, varulven måtte give efter for fuldmånen og dæmonerne skulle have sjæle. Mennesket derimod, skulle bare lave mad og sørge for ikke, at rode sig ud i problemer. Specielt dette ene menneske, denne ene blonde nuttethed, virkede til at være noget af det mest livsglade han nogensinde havde mødt. Nok sagde hun det ikke inddirekte, men han kunne mærke det og læse det i hendes øjne.
At føle sig mindre alene? Det var vel rart for nogen, imens andre foretrak at være alene og ikke omringet af mennesker på en kro. Havde det ikke været for Xanders underlige madvaner, havde han ikke gået på kro lige nu, da han ikke ønskede at være omringet af en masse folk.
Med underlæben imellem sine tænder, nikkede han og sagde egentlig ikke noget, da kroejeren valgte at afbryde deres samtale, ved at kalde ham en blondine.
Lige da Xander skulle til, at spørge om manden var fuldkommen blind, kom han i tanke om sin evne og valgte bare, at holde munden lukket. Desuden, tog pigen det ret så godt i sine egne hænder. Hun beskrev lige det hun ønskede, at se og det var.... Vent... det hun beskrev lød da overraskende meget som hans eget udseende, gjorde det ikke?
Han så overrasket hen på hende med de krystalblå øjne spærret op. Men, var det muligt? Kunne hun godt se ham, når han var i værd med, at bruge sin evne imod hende? Ville det sige, at det hun tændt mest på... var ham? Fuldstændig op-slugt i sine egne tanker, bemærkede han slet ikke, at hun havde spurgt om hans navn. Han så bare på hende som en anden idiot.
- Var det virkelig muligt at se ham?
Hans hjerte hamrede i kroppen på ham. Fra en krop der var fyldt med organer, til en krop der var hul fra top til tå, hvor man kunne høre hjertets ekko.
Han rystede på hovedet, kørte en hånd igennem de pjuskede lokker og først der forsvandt lyden af det bankende hjerte. "Xander," Han rømmede ned i sin hånd. "Mit navn er Xander," Tøvende sendte han hende et smil og undgik den øjenkontakt, han før havde hungrede efter at få. "Hvad er dit?"
Han løftede sit blik og så hende nu i øjnene. Så snart han fik kontakt, hamrede hans hjerte igen, mindede ham om. at det rent faktisk var ham hun så og ikke en eller anden fremmede dude.
- Hvorfor er det så vigtigt?
Akavet snørede han sine hænder sammen på bordet. Efter en dyb indånding kunne han endelig tage sig sammen igen. Det altid så kække smil kom tilbage på hans læber. "Kunne jeg byde dig på noget? En drink eller?"

Hvorfor snakkede hun også lige med selveste kroejeren, om den person der sad foran hende. kunne det være mere pinligt, hun var altid så alene og ingen folk ønskede at snakke med hende, først forstod hun det ikke. Men pludselig var det tydeligt, hun snakkede så underligt, også snakkede hun om dem når de var lige foran hende.
Hans overraskede blik, gjorde hende en smule urolig. Nu tænkte han sikkert bare på at løbe væk, eller at hun var en underlig tøs som aldrig havde snakket med nogle før! Udover det svang der sig en stilhed over deres bord, han sagde intet overhovedet, sad bare og stirrede på hende. hendes hjerte begyndte at hamre, hvad skulle hun sige. Hun spurgte om hans navn, og selv det kunne hun ikke få ud af ham. Hun klikkede tungen mod ganen, mens hjertet gav en hamrede så hurtigt, at larmen i selve kroen blev til stilheden under vandet!
Da han endelig adskillede hans læber, åndede hun nærmest lettet ud. Et lille nervøst smil formede sig på hendes bløde læber. ”Rose Tyler.” Sagde hun, med en stemme der overdøvede larmen fra menneskerne i baggrunden. Hun kørte en lok hår om bag sit venstre øre, mens hun nikkede kort. ”V-Vand, drikker normalt ikke når jeg er her.” Hun lagde sine hænder i sit skød og kiggede ind i de smukke Krystalblå øjne, han bar. Normalt var hun ligeglad med selve udseendet i de folk der kom hen i kroen, det havde altid været de samme folk. Med det samme udseende, som altid gik efter de mest let påklædte tøser i hele baren, hvilket som altid gjorde hende usynlig. Hun var jo ikke ligefrem den smukkeste person, hun var derimod den mest normalt udseende person der nu engang befandt sig i kroen. Hendes hår var sjældent sat op, mens makeup og andre former for falske ting aldrig befandt sig i hendes ansigt.
”Hvad bragte dig hertil?” hun måtte dog indrømme, at hun kun tænkte over at han ønskede at komme i bukserne på en eller anden, hvorfor skulle en person med hans udseende ellers komme til en bar som denne. Så mange nemme piger, og altid overfyldt med fulde tøser. Ikke at det generede hende, det var rart med deres latter selv når den var falsk.

Rose.
Navnet passede hende nu meget godt. En rose var smuk og samtidig en smule farlig, takket være tornene man kunne stikke sig på. Dog virkede Rose ikke som en farlig type, men nu skulle han ikke skue hænderne på hårene, da han trods alt heller ikke lignede den mest skræmmende person. Han lignede et uskyldigt drengebarn, med sine store krystalblå øjne, der kunne få de fleste kvinder til at smelte som smør foran ham.
For at teste om det nu var ham hun havde set, fjernede han dæmon evnen og var parat til, at hun skreg op og bad ham om, at skride da det simpelthen var for mærkeligt.
Hun ønskede blot vand, så med et hurtigt nik, rejste han sig fra bordet og gik op til baren, med sine afslappede bevægelser, hvor ben og overkrop arbejdede perfekt sammen. Hurtigt bestilte han vandet og købte sig selv en martini. Ligeså hurtigt som han var gået, kom han tilbage til bordet og rakte hende vandet, lige i tid nok til, at hun spurgte ham om hvad der bragte ham her. Den klamme smag satte sig nu på hans tunge. Hvis bare hun vidste hvad han var her for...
"Jeg kedede mig og havde ikke så meget andet at lave," svarede han og tog glasset ind imellem sine læber. Det stærke væske forsvandt ned i hans halsrør. Efter en god slurk satte han det fra sig igen og så ind i hendes øjne. "Du sagde du skrev tanker ned, med andre ord... sidder du og skriver i din dagbog?" Han løftede spørgende på et øjenbryn, imens et varmt smil spillede sit pus om hans læber.
Svaret ragede ham nok ikke, men han kunne ikke lade være med, at spørge alligevel.

Hun smilede kærligt til Xander, efter at have fortalt sit navn. Han var nok den første der ikke kommenterede på hendes navn, om at det var en blomst navn, og at man ikke kunne hedde det. Hun lod sine hænder glide blidt over bogen, mens fjerpennen lå ved dens side.
Da han fjernede sin evne, ændredes intet ved hende. øjnene var stadigvæk rare, ikke et tegn på overraskelse eller andre ting. Alt hun så, var Xander. Ingen andre end ham, hans evne havde vist hende hvad hun fandt mest tiltrækkende, og det var så sært som det nu kunne lyde… ham…
Hun rettede en smule på sin sorte jakke, mens han forsvandt op efter vand til hende. de brune øjne var rettet mod bordet det meste af tiden, hun var aldrig helt vild med at kigge omkring sig. hvem vidste hvilke blikke hun ville møde, ikke at alle folk var dømmende. Men heller undgå så mange blikke som overhovedet muligt, end at blive trist over den ene person som nu engang skulede til hende. et suk slap hendes læber, mens hun kiggede ned på sin bog. Da vandet blev sat på bordet foran hende, et hurtigt tak og nik. Lød inden hun tog glasset og lod vandet glide ind mellem hendes læber, forfriskende med noget vand. Selvom hun næsten lige havde drukket Cola, var det altid rart med noget sukkerfrit.
Hun nikkede til hans ord, man kom vel mest i byen når man kede sig. ”Er du alene? Det er sjældent folk kommer her alene, der er altid en eller anden ven med.” Hun smilede skævt til ham, bare hun nu ikke havde fornærmet ham. Eller, der var vel intet af det hun sagde der kunne fornærme ham, var der? hun rystede blidt på hovedet, nu skulle hun også passe på. Hvis hun blev venner med denne person, eller snakkede for længe med ham. Ville hun helt sikkert ende med at føle sig ensom igen, folk snakkede sjældent til hende.
Hun havde det fint med det, da der ikke ville være nogle at såre hvis hun bare undgik folkene. Hendes øjne blev tomme, mens hun stirrede ned i bordet. Hvorfor skulle hun være alene, hvorfor skulle det også lige være hende der endte sådan her?
Hun røg dog ud af sine pludselige triste tanker, da han spurgte ind til bogen. En lille rødmen formede sig på hendes kinder, hvor hun genert kløede sin kind. ”J-Ja det kan man vel godt sige, det er nok lidt barnligt at skrive dagbog… men det får mig til at huske på alle de minder, jeg nu engang får lavet med folk” hendes øjne virkede nærmest kærlige, varme og opslugende mens hun snakkede om bogen. Dog vogtede der et trist smil på hendes læber, efter sine få ord.

Da hun spurgte ham om han var alene, nikkede han på hovedet uden tøven og var bestemt ikke flov over, at han var kommet alene i aften. Sommetider kunne det være hyggeligere, at gå i byen alene end med andre, man mødte nye folk på den måde. Se bare på lige nu, han havde mødt denne Rose og hun virkede allerede som en han ikke kunne finde på, at tage med ovenpå og spise. Hvis man altså så det på den måde. Nu var det så bare desværre lige, at han skulle have mad på et tidspunkt, så samtalen med denne Rose måtte desværre ende på et tidspunkt. Dog ikke lige, han ville se hvor det kunne føre hen. Ikke, at han regnede med, at hun skulle forelske sig i ham og være som en hundehvalp efter en ejer, men han var vel bare nysgerrig omkring hende.
Den gnist hun havde i sine øjne, da hun fortalte om bogen var noget af det kæreste han nogensinde havde set og det fik et smil frem på hans egen læber, hvilket var et sjælendt syn hvis man kendte til ham. Normalt smilede han aldrig, kun selvsikre og kække smil, men aldrig et oprigtigt og varmt smil. Der var bare et eller andet over denne mennesketøs som han brød sig om. Måske var det, det blonde hår? Nah, han plejede godt, at kunne lide brunetter også, for ikke at tale om rødtoppe.
”Minder er godt, så jeg ser intet galt i at du skriver i den,” sagde han ærligt til hende og tømte det sidste af sin drink, før han rejste sig op med en hurtig bevægelse, så stolen nær var væltet bag ham. Han rakte en hånd ned til hende og sendte et kæk smil. ”Jeg tager ikke et nej for et nej, dans med mig!” Roligt, men dog også en smule bestemt, tog han fat i hendes hånd og trak hende op fra stolen. Han nikkede ud imod de andre der dansede. ”De er ikke de eneste der skal have det sjovt vel?” Et blink fra de blå øjne blev sendt hende, hvor han derefter trak hende med ud på dansegulvet og begyndte, at danse med hende.

Hvordan kunne en fremmede person virke så rar for hende, normalt snakkede ingen til hende. og det var meget få personer der kendte til hendes situation, eller vidste alle normale kunder om hende? tanken strejfede hende flere gange, men bare det at denne person snakkede til hende. gjorde hende glad, fik hendes hjerte til at slå. Selv hans varme smil, kunne sikkert få en piges hjerte til at stoppe. Dog ville hun helst undgå at hendes hjerte stoppede, især når hun havde det så hyggeligt med denne Xander.
”Ja… Desværre skal man lige lave nogle først hehe” Hun lod sine fingre glide over bogens cover, efter sine ord. Hun havde ingen minder, ikke udover sine hospitals minder, og de dårlige minder om folk der forlod hende. sagde at de ikke kunne holde til at se på hende, da det kun gjorde dem triste, at vide at de uanset hvad ville miste hende. så de ville hellere kaste hende til siden, end at forsøge at gøre hendes leve tid til noget specielt.
Da han pludselig rejste sig op, løftede hun hovedet med et sæt, hun kiggede omkring sig. for at se hvor henne det brændte, da han pludselige snakkede om at danse!? Hun havde aldrig dansede før, udover da hun var helt lille og stod på sin fars tæer! Hun kunne umuligt danse i offentligheden. ”Je-Jeg har aldrig dansede før, gør dig bare til grin…” Mere fik hun ikke sagt før han havde hevet hende op fra sin stol, og trak hende ud på dansegulvet.
Hun rødmede stort, varmen der steg op til hendes kinder, og følelsen af pinligheden der sværmede omkring hende. fik hende til at kigge ned i jorden, hun kiggede kort op på ham, da han endnu engang snakkede til hende. deres øjne mødtes i et kort øjeblik, hvor rødmen aldeles ikke ville forlade hendes ansigt. ”Jeg kan ikke danse! Har aldrig prøvet, eller gjort det før” Sagde hun højt, for at overdøve musikken. Hvor hendes pande hår, dækkede hendes ene øje en smule, da det skillede lidt.
Hun kiggede omkring sig, med de folk der dansede omkring hende. hun lagde sin ene hånd i nærheden af sit hjerte, for at berolige sig selv en smule. Hvor Xander pludselig begyndte at danse, hun rødmede bare endnu mere. og kunne ikke helt få sit hjerte til at falde til ro, hendes skridt var kluntede og upræcise.

Tøsen kunne da ikke mene, at hun aldrig havde danset før i sit liv. Alle havde da danset før! Hvis ikke på et diskotek, så havde man danset for sig selv eller måske en fjolle dans sammen med sine venner! Det må da være noget alle havde oplevet. Xander havde aldrig oplevet en fjolledans med sine venner, da han ikke havde så mange venner, at prale med.
I aften ville han bare gerne have at denne tøs skulle more sig, så de kunne tørre blikket af alle de snobbede tøser, der lige nu så på Rose, som var hun en kat på to ben. Og for at være en smule ærlig, det kunne hun ligeså godt have været. Hun var nuttet og smuk, men hendes dansetrin kunne godt bruge lidt ekstra gejst. De var en smule kluntet, dog var det virkelig nuttet i hans øjne. Normalt mødte han ikke piger som hende på en kro, de plejede altid at være forfærdelige selvsikre og nogen gange for meget, hvilket bare gav ham lysten til, at spise dem hurtigere. I aften, havde han ikke tænkt sig, at spise sin dansepartner, det var hun alt for nuttet til.
De hårde blikke fra de fremmede tøser, fik ham til at smile smørret og med en forførrende, samt smidig bevægelse, trække Rose tættere ind til sig. "Rolig nu, bare tag den med ro," Han smilede ømt til hende og dansede nu tættere med hende.
Borrende og dømmende blikke fra andre kvinder satte sig i nakken på Rose. De var alle jaloux over, at hun dansede med den mest tiltrækkende fyr i kroen. takket være hans incubus DNA selvfølgelig, var han den mest tiltrækkende..

Hun kunne mærke de stikkende blikke, og de små latter fra folkene omkring hende. hun stoppede langsomt med at danse igen, hvor en rødmen kun blev stærkere på hendes kinder. Øjnene søgte væk fra folkende, hvor de landede på hendes sko. Sammen med hendes hænder der langsomt faldt ned mod hendes hofter, dette var pinligt. Hun holdte mere af at sidde ved sit bord, væk fra alle folk, og se hvordan de hyggede sig. i stedet for selv at blive gjort til grin, foran så mange mennesker.
Hendes øjne spærrede op i ren overraskelse, da han greb fat i hendes arm og trak hende indtil sig. hendes hoved blev hurtigt løftet, hvor de brune øjne smeltede sammen med hans. Hans smil var ømt, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hun smilte derefter kort for sig selv, det var underligt. Hun kunne mærke de stikkende blikke, men havde ikke så meget imod dem. Bare det endelig at være sammen med en, som kun ønskede at være hos hende, bare i et par timer. hun var ligeglad om han smuttede lige nu, eller ville drille hende, ved at skubbe hende væk. Bare dette at føle sig en smule som de andre piger, på et danse gulv, varmede hendes hjerte.
En time gik, hvor de rent faktisks dansede sammen, hendes dansetrin var dog mindre nervøse igen. Hvor hun dansede rundt sammen med Xander, med en latter så sød som sukker, og et smil så smukt som solen på en lyseblå himmel. Hvor de brune øjne, nærmest lyste op. Det tog dog ikke langtid for hende, før hun trak ham med væk fra danse gulvet. hvor hun gik tilbage til bordet, samlede sin bog op og holdte den indtil sig.
Hvor hun drejede om på hælen, med et varmt smil. ”Tak, det… Mange Tak Xander!” lød det glædeligt fra hende, hvor hun lagde hovedet på skrå og smilte varmt til ham. *Tak for at vise mig, at jeg stadigvæk kan have det sjovt.* Tænkte hun for sig selv, inden hun trådte et skridt tilbage. ”Jeg bliver nødtil at smutte hjem af..” Hun ønskede næsten ikke at gå, men hvis hun ikke smuttede ville hendes far bare dukke op, i sit underlige påklædning. Og tvinge hende med sig hjem, hvilket hun ikke ønskede skulle ske. Ikke foran så mange mennesker, og heller ikke foran Xander. Hvor pinligt var det ikke, eller… hvorfor gik hun nu op i Xander?

Så snart det nuttede mennesker endelig slappede af i sine bevægelser, dansede hun ligeså godt som alle de andre tøser i kroen, måske endda bedre. Hendes bevægelser udstrålet, at hun havde det sjovt og ikke kun ønskede, at imponere nogen med sine sexede bevægelser. I Xander øjne var det noget specielt, hvilket gjorde, at hver gang han så på hende, følte han nogen inde i sig vågne og banke. Noget sagde ham, at det var det nogen gange så kolde hjerte der begyndte at slå igen.
En hel time gik, de morede sig og ignorerede fuldkommen de andre i kroen. Hos Xander var der nu kun dem, lige indtil hun brød ud af dansen og gik hen til sin bog. Lige som han skulle til, at følge med hende og bestille noget vand til hende, takkede hun ham med et stort smil på læberne. Det smil fik endnu engang hans hjerte til, at hamre en smule.
Pokker tag det altså..
Han skulle lige til, at sige i lige måde, da hun fortalte ham, at hun allerede var nød til at gå fra ham. Det kunne hun lige vove på. Aftenen var stadig ung, de kunne nå at snakke i flere timer endnu, hun kunne ikke bare sådan smutte! Hurtigt gik han op foran hende, lagde armene på kors og rystede på hovedet. "Hvad får dig til at tro du bare sådan kan gå?" Han satte hovedet på skrå med et varmt smil på læben. "Vi havde det lige så sjovt og jeg nyder dit selskab, bare en time mere, okay? Hvis du stadig ønsker, at smutte der skal jeg nok lade dig,"

Tænk at der fandtes så fantastisk en person, det at han enlig kun hyggede sig med hende. han dansede rundt sammen med hende, på trods af hendes underlige lettere kluntede trin. Musikken fik hende dog hurtigt til at finde balance i det hele, hun kunne sagtens danse nogle lunde. Hun var ikke god, men ej dårlig i dette samfund. Hendes trin var kun en smule kluntede, da hun endelig fik vænnede sig til de små trin hun skulle tage.
Hun havde aldrig dansede med sin far, han havde for travlt med at arbejde, tjene penge ind. Til overhovedet at have tid til hende, hvis de nu bare flyttede i en lille lejlighed, i stedet for det store hus med tre værelser to toiletter og en stor stue. Så behøvede han ikke arbejde så hårdt, han kunne tilbringe tid sammen med hende i stedet for.
Da hun ville være gået fra Xander, stillede han sig ind foran hende. hvilket fik det ustabile hjerte til at stoppe kort, var han en af dem. En af de skumle fyre, hun tit så gå ud med nogle af de andre let på klædte piger. Hun lod langsomt sit hoved glide op, for at kigge på ham. ikke at han var meget højere end hende, men en smule højere var han.
Hans smil fik hende til at glemme sine tanker, hvor de lettere bekymrede øjne med det samme blev sig selv, så varme og kærlige. Hun smilte kort for sig selv, han ønskede bare at tilbringe en smule tid sammen med hende. bare at snakke en smule, også kunne hun få lov til at stikke af efter. Hun nikkede kort, hvor blikket kørte hen på kroejeren, der bare nikkede med et smil på læben, hvor han derefter gik ud i baglokalet. Hvor der efter kort tid, løb en dreng ud af døren, ikke særlig gammel, slidt tøj og et lille tegn på at han var den lokale budbringer.
”Undskyld, troede bare det var ved at blive alt for sent.” Lød det en smule genert fra hende, det havde måske været en smule uhøflig bare at ville forlade en hyggelig aften på den måde. ”Men!” Hun satte en finger op foran Xander, hvor hun derefter greb fat i hans håndled og trak ham med sig udenfor. Det var koldt udenfor, da vinteren langsomt var begyndt at komme nærmere. Træerne så døde ud, og duggen havde lagt sig i det mørke græs.
Det stoppede dog ikke Rose i at løbe, mens hun trak Xander med sig. hun stoppede først, da de nåede et stykke op på en af bakkerne, hvor hun trak vejret en smule dybt. Det var aldrig helt en god ide når hun løb, men hvad pokker. Hvis hun ikke fik noget motion bare engang i mellem, ville hun blive smellerfed. Hun rettede ryggen, hvor et kækt smil formede sig på hendes læber. hun pegede derefter op på himlen, med sit hoved en smule på skrå.
Den smukke nattehimmel, med over millioner af stjerner der strålede på den mørke himmel. Hun satte sig ned på det lidt våde græs, hvor hun rettede sit blik op mod himmelen. ”Kom sæt dig, det er lidt vådt men ikke sygt koldt alligevel.”

Det glædede ham, at hun ikke havde tænkt sig, at smutte fra ham alligevel og i stedet ville bruge tiden sammen med ham. I nogen øjne kunne det måske virke forkert, at han ikke ville lade hende gå, men selvom han var en incubus, så ønskede han ikke at gøre hende noget. Tvært imod, han ønskede bare at tilbringe aftenen med en der var værd, at tale med og som ikke komplimenteret sig selv hvert sekund. I de få to timer han havde lært hende, at kende kunne han allerede lide det hun var og det hun gjorde. Nu sagde han ikke, at han ville tilbringe resten af livet med hende, men han indrømmede blot overfor sig selv, at han godt kunne lide hendes selskab, samt smilet på hendes læber.
Et stort MEN blev sagt og lige da han troede, at han skulle til at bede hende om, at blive igen, tog hun fat i hans håndled og trak ham ud af kroen, så de nu stod ude i kulden. Det var ved at blive vinter og det var bestemt til at fornemme på vejret. Han havde ingen anelse om hvad den lille menneskepige havde af ideer, men han valgte, at følge med hende og lade hende gøre hvad hun ville. De løb og løb, stoppede ikke selvom han havde brug for en pause. Nok var han van til, at slå zombierne ihjel og hoppe fra træ til træ, men det betød ikke, at han var i den bedste form hvad der angik løb.
Da de til sidst havde nåede deres mål, satte Rose sig ned på det kolde græs og først her, kiggede Xander rundt og bemærkede, at de var kommet op på toppen af en bakke. Her var man i stand til at se hver en del af himmelen, stjernerne var perfekt sat på og ikke en af dem lyste klart.
Han smilede varmt og satte sig ned ved siden af hende. "Det går nok," Han tog ikke blikket fra himmelen, havde den altid været så smuk?
Efter nogen minutter, drejede han hovedet og så hen på Rose, med det samme skæve smil. "Så Rose, hvem er du.. du ved hvad laver du i fritiden og sådan? Jeg mener nemlig ikke at jeg har set dig før,".

Hun lod stjernerne give genskær i hendes øjne, det var så smukt. Selv lyset fra den halve måne var fantastisk, hun elskede dette sted. Byens larm var langt væk, mens stjernes lys kun blev tydligere desto længere væk, du kom fra byens larm. Hun tog en dyb indåndning, mens hendes hjerte slog hårdt i brystet på hende. måske havde hun alligevel løbet en anelse for meget, hun lagde en hånd i nærheden af sit hjerte. Men tog ikke øjnene væk fra dem, før Xanders lod sin stemme overdøve den skrigende stilhed.
Hun drejede hovedet mod ham, hvor hun så en smule forvirret ud. Hun regnede dog hurtigt ud, at det han snakkede om, bare var et svar på hendes undskyldning. Hun smilte kort, hvor et lille nik blev gjort mod ham.
Dette var hyggeligt, det var så utrolig langtid siden hun sidst havde siddet sammen med en, hvor de bare sad og kiggede på de smukke stjerner på nattes himmel. ”Huh?... oh, Jeg laver ikke så meget.” Hun lagde sine ben op til sit bryst, hvor hun svang armene om dem, mens hun hvilede sin kind mod sine knæ. ”Jeg tegner mest, er der hjemme og uhmm… jeg opholder mig næsten hver aften på kroen, dog drikker jeg ikke.” Hun smilte en lille smule, hun ønskede alligevel ikke at fortælle om sine problemer med hjertet, hvis hun gjorde. Ville han så også smutte, eller se hende som en der bare kunne bruges hurtigt. Hun ønskede ikke at se virkeligheden i øjnene igen, alle forlod hende.
Så hvorfor skulle hun fortælle dette til ham, der var også en chance for at dette bare var en engangs forstilling. Hvor hun ikke ville kunne finde ud af noget andet, bare se ham denne ene gang også aldrig ligge øjnene på hans ellers kønne ansigt. ”Hvad med dig? Hvad laver du i fritiden?” hun fugtede sine læber, mens hun løftede hovedet en smule. ”Du plejer aldrig rigtig at være i kroen, det er i hvert fald første gang jeg ser dig der.”

// vil du stsdig fortsætte dette emne eller skal vi springe lidt i det eller noget? [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

// skal nok springe i mit næste svar så

(okay awesome ^^)

Noget måneder var gået, han var begyndt, at tilbringe tid sammen med denne Rose og endda selvom hun forsøgte, at ignorer ham nogen gange og undgå ham, så fik hun aldrig lov til det. Der var noget interessant over hende som Xander brød sig om, han havde en følelse af, at han var nød til at vise hende hele verden og ikke lade hende gå glip af selv den mindste ting! De var begyndt, at snakke ret så godt sammen ham og hende, hvilket sjovt nok generede Alex. Hun brokkede sig over, at han ikke var nok hjemme og, at han ikke skulle gå hen og blive glad for tøsen, hvis hun nu skulle gå hen og dø. Det pjat nægtede Xander dog, at høre på, selv ikke Alex skulle forhindre ham i, at se Rose. Når man havde fundet en ven som hende, så gav man ikke bare så let op på hende, det ville være fuldkommen skørt!
En aften hvor han fandt hende siddende på kroen, besluttede han sig for, at i aften skulle hun opsøge ham, da det altid var ham der kom hen og forstyrrede hende. Nu var det hendes tur til, at kommen hen og tage kontakt til ham, så de kunne få deres normale samtaler, som Xander var gået hen og blevet ret så glad for.
Han satte sig ved baren og ventede bare på, at Rose skulle komme hen til ham, han ventede og ventede, slubrede flere og flere drinks i sig, men hun kom aldrig op til ham... Det undrede ham. Han troede ærligtalt, at de havde haft snakket godt sammen og, at hun også havde nydt hans selskab.. Til sidst kunne han ikke holde det ud mere, han henvendte sig til Rose, vaklende på benene og en smule omtåget. Med hænderne placeret på det bord hun sad ved, lænede han sig frem imod hende og så hende ind i øjnene. "Hvorfor kontakter... du mig... ikke?" Man kunne tydeligt høre på ham, at han havde fået alt for meget drikke, derudover kunne man også dufte det.

Hun gjorde sit bedste for at undgå Xander uden at virke ond, fandt nogle gange på at hun ventede på en hvor Xander bare valgte at sætte sig til personen kom. Hvilket aldrig skete, hun ventede jo aldrig nogle. Udover kroejeren der altid kom med cola til hende, hvor han først ville spørger Xander bagefter. Hun var der altid først, da dette var hendes tilholdssted om middagen, når hendes far arbejdede smuttede hun hen på kroen. Det samme galte Joaquin, han skulle også arbejde, men ønskede enlig ikke at snakke om hans arbejde. Hendes tanker gik tit på at han med sikkerhed var blevet stripper, hvorfor skulle han ellers ikke ønske at snakke om det, det måtte være udmyggende. Hvem vidste om hendes far ønskede store penge fra ham, for at han skulle blive boende. Dog bad han ikke hende om at skaffe sig et arbejde, forståeligt men en smule træls.
Som altid sad Rose på den sædvanlige plads, hvor hun skrev ned i sin bog. Nye ønsker var kommet, af en grund var hun blevet meget glad for Xander. Han var sjov, hyggelig og anderledes, han så også ret godt ud… tanken fik hende til at rødme, hvor hun rystede blidt på hovedet inden hendes blik landede på bogen, hvor hun havde skrevet Xander alle steder i hjørnerne. Hendes ansigt blev rødt som en tomat, hvor et lavt hvin slap hendes læber, inden hun begyndte at viske det ud igen. Dog kunne man stadigvæk se mærkerne på papiret, godt at ingen kiggede i den udover hende. hun slog hovedet ned i bogen, hvor hun sukkede for sig selv, hun rettede blikket mod vinduet. På denne tid plejede Xander at komme, hun sukkede hvor hun lukkede sine øjne i ”Han er sent på den.” Lød det fra hende, hvor hun derefter rettede sig op. Kun for at se ham sidde i baren.
Et varmt smil formede sig på hendes læber, hvor hun var ved at rejse sig. da der pludselig kom nogle kvinder hentil ham, de satte sig ved hans venstre og højre side. hun kunne ikke høre hvad de snakkede om, men de var kønne meget kønne. Hun satte sig med det samme ned igen, hvor hun kiggede ned i sin bog, endelig kom nummer to på papiret. Lige under det andet ønske om hendes far skulle stoppe med at gå i dametøj. 2. forbliver venner med Xander… hendes øjne stirrede nærmest på hendes skrift, hvor hun derefter skrev endnu en ting. 3. Joaquin fortæller om sit arbejde, 4. opleve verden med Xander, 5. være fuld.
Dette var hvad hun lige kunne komme på af ønsker i hendes liv. Hun bladrede derefter om på siden, hvor hun begyndte at tegne cirkler over alt. Xander sagde jo aldrig at han ville komme næste dag, så når han kom var han ikke forpligtet til at gå hen og snakke til hende. men alligevel gjorde det ondt, han ønskede sikkert at være alene, siden han ikke kom ned som han plejede. Eller så var der sket noget hos ham, burde hun gå hen og snakke til ham. men… hun lagde en hånd mod sit hjerte, det var sket igen, hun var begyndt at holde af en person som ville forsvinde når han ville finde ud af hendes sygdom, eller bare hendes fremtid. Hun klemte sine øjne sammen, hvorfor skulle han også komme hver eneste dag og snakke med hende, havde han intet andet at lave!
Da hun åbnede øjnene igen, stod han helt op i ansigtet på hende. med hænderne på bordet og lænet over bordet, hun lænede sig en smule tilbage i chok. Hvor hun stirrede ind i de smukke blå øjne han bar med sig rundt. Hans kommentar fik hendes ellers bedrøvede ansigt til at forme sig i et akavet smil, hun forsøgte at holde latteren inde. Dog kunne hun ikke holde det i sig, hun lagde hænderne om maven og begyndte med det samme at grine, han var fuld meget fuld. Også fornærmet over at hun ikke kontaktede ham, her troede hun at han ville være alene også ønskede han bare at hun skulle tage kontakt til hende! hvor dum havde hun ikke været.
”Undskyld, jeg troede du ville være alene.” Hun klappede sin bog sammen, hvor endelig var stoppede med at grine, hun havde en kærlig latter meget varm dog en smule grynt lød engang i mellem. Dog meget lavt, hun var efterhånden blevet god til at skjule dem, hun rejste sig op roligt, med sine hænder der gled over bordet. ”Du fuld Xander, vil du ikke sidde ned, eller skal du kaste op? Jeg kan hjælpe dig ud på toilettet.” folk dansede som altid omkring, hvilket fik alle til at råbe op om hvor fed musik der var, fyre lagde an på piger og piger lagde an på fyrene. Få snavede i hjørnerne, mens Rose og Xander på ingen måde virkede som nogle der ville gøre sådan, eller Xander måske, da han jo var fuld.

Rose smilte kærligt til Xander da en pige bumpede sin i hende, ikke hårdt bare nok til at hun lige rykkede en smule på sig. derimod var pigen så stang stiv, at hun faldt på røven og begyndte at råbe af Rose. Rose var dog som altid rar, hvor hun undskylde for at stå i vejen for hende, hun tilbød hende endda en hånd. Men da tøsen kom på benene, der i forvejen vaklede næsten mere end Xanders ben. Greb hun fat i Roses glas der var halv fuld med cola, hvor hun hældte det over hovedet på Rose. Der lukkede øjnene en smule i, mens det sukkerie stads løb ned af hende, gjorde hendes hår klistrede mod hendes kinder. ”Se dig for næste gang tøs!” Lød det fra pigen, inden hun slap glasset og gik væk. Rose stod og stirrede ned i gulvet, mens lyden af glasset der smadres fik hende til at træde lidt væk. hun kiggede derefter omkring sig, usikker på hvad der lige var sket. Satte hun sig på hug og begyndte at samle skårene op, folk kunne jo falde over en stol og falde ned på skårene. Hun lagde dem i hendes håndflade, hvor hun derefter kiggede sig omkring, hun kunne ikke holde dem alle. Hvilket fik hende til at finde et tomt glas, som hun kunne hælde skårene op i.
pinligt at dette skete, især når Xander stod der. derimod virkede han så fuld, at han bare ville stå ligeså forvirrede som hende.

Han nåede ikke rigtig, at sige noget til hende takket være alkoholen brusende effekt. Det stoppede hans stemmebånd, forhindrede ham i at sige noget som helst, sikkert for at han ikke skulle sige en masse lort.
Det næste der skete kom som et chok. En fuld tøs bumpede ind i hans Rose og beskyldte med det samme Rose for, at have gået ind i hende. Og som om det ikke var nok, hun tillod sig, at hælde cola ud over hende, for derefter bare at gå sin vej!? Så godt Xander nu kunne, satte han sig på hug sammen med Rose og hjalp hende med, at samle glasskårene op, hvilket egentlig lykkedes meget godt. Han var nød til at tage op til flere dybe indåndinger, for ikke at gå efter tøsen og smadre hende på stedet. Først da alle glasskårene var samlet op, rettede Xander sig op sammen med Rose og smilede skævt til hende. "Nogen væsner burde have flere manere," vrissede han og lænede sig hen imod hende, slog armene om hende i et kram og gemte sit ansigt væk i hendes skuldre. Man kunne mærke på den ranglende krop, at han var fuld og derfor ikke helt klar over hvad han var i færd med. "Hvis de vidste hvor dejlig du er, vil de behandle dig som gud," Han krammede hendes fine krop ind til sig.

// Lorte svar, sorry... skal lige ind i det igen C:

Hvor akavet var det ikke lige, han så hende i denne situation. Hun følte sig klistret og klam, hvad skulle hun gøre? Hun var nødtil at vente til hun i det mindste var en smule tør, før hun kunne tage sin bog med sig, for ikke at ødelægge den eller gøre den klistret. Et suk slap hendes læber, mens hun samlede skårene op i glasset. Hun løftede sit blik en smule, da Xander satte sig på hug ned foran hende, for at hjælpe med skårene. ”Det… Jeg klare det, du kan komme til at skade dine hænder.” han var fuld, hvad nu hvis han ikke lagde mærke til hvor mange kræfter han brugte på at holde om en af skårene, det kunne ende meget galt!
Han lyttede vidst ikke helt til hende, hvilket fik hende til at samle dem endnu hurtigere op, så han ikke skulle samle så mange op. Han skulle helst ikke komme til skade, især det at han var fuld, ville han først mærke smerten næste dag. Roligt rettede hun sig op igen og satte glasset på bordet, hun kiggede derefter rundt efter en kost.
Men blev afbrudt af hans kærlige stemme. ”Væsner? Mennesker? Ja..” hun smilte kærligt til ham, hvor følte hun sig altså klam ligenu! Hendes smil forsvandt dog hurtigt igen, da han pludselig krammede hende indtil sig. en svag rødmen formede sig på hendes kinder, musikken der blev spillet højt. hendes hjerte der slog hurtigt, var dette ok!? Hun var jo klistret og sikkert også ret klam at kramme ligenu.
Hans ord fik blodet til at koge i hende, samt sprede sig rundt i hendes kinder. Dejlig? Gud?! Hun grinte en smule genert over hans ordvalg, hun kunne ikke sige ham imod. Ikke at hun var enig, men hvis hun sagde ham imod ville det sikkert ende i en diskussion, som hun heller end gerne ville undgå! hun trak sig roligt væk fra ham.
”J-Jeg tager hjem, ikke at jeg ikke vil snakke med dig. Du er velkommen til at komme med.” Vent hvad?! Han var fuld, ville hendes far ikke flippe ud over hun tog en fuld fyr med hjem, måske ville han tro at hun misbrugte fyre!? Hun rystede blidt på hovedet, nej, han vidste hun ikke var sådan.
Hun tog en dybindånding, Xander måtte vel vide at hun bare gerne ville føle sig mindre klistret igen.

Normalt ville Xander lytte efter hvad Rose havde, at sige, men lige nu kunne han ikke høre andet end, bla bla bla, du er velkommen til at komme med, lige efter hun havde sagt ord hjem. Var det sandt? Kunne han komme med hende hjem? Ville hendes far mon tillade det? Lige nu var han jo ikke i sin bedste tilstand. Rettere sagt, han var en drukmås, med en stor mås! Vent.... hvad?
Han rystede på hovedet, fjernede overflødige lokker fra panden og så derefter ned på Rose igen, fangede hendes smukke øjne og følte bare for at... Kroppen bevægede sig før han overhovedet havde sendt tanken igennem den. Han kunne ikke rigtig nå at stoppe sig selv, lige pludselig havde han bare presset sine læber imod Roses og lukkede sine blå øjne i...
Hvorfor skulle han også lige ende her igen? Forelsket igen igen... Ikke at det var sket over hundrede gange, men det var dog tredje gang, at han var faldet for en og denne gang... Kunne han bare mærke, at det skulle være anderledes. Rose var ikke en selvsikker tøs, hvis øjne ikke kunne se ud over egen næsetip, ligesom Jazmin og Alex. Denne blonde skønhed var anderledes, det var han sikker på denne gang!
Efter nogen sekunder, trak han væk fra hende igen og så på hende, de blå øjne lyste uskyldigt op. "Du er virkelig dejlig Rose, det burde du at få at vide hver dag" Det blev sagt en smule pløret, men han fik det sagt.

Hun sad en smule forvirret over sine egne ord, havde hun lige inviteret en fuld person hjem til sig, ikke at hun mistænkte Xander for noget, eller havde troen om at han kunne finde på noget.
Bare tanken om det fik hendes hjerte til at slå hårdt i brystet på hende, det var dumt dette. Var hun ved at få følelser for ham, han var jo efterhånden begyndt at have en stor del af hendes liv i sine hænder. Når han ikke var på kroen, bekymrede hun sig halvt om han kom, hvis han ikke virkede glad, kunne hun ikke helt lade vær med at forsøge at hjælpe så godt hun kunne. Pokkers tag disse følelser, pokkors tage det forpulede menneske hjerte!
Hun rettede endnu engang de blide øjne mod ham, som med det samme flettede sig sammen med hans, hans krop der begyndte at bevæge sig mod hende. Fik øjnene til at lande på hans læber og derefter op i hans øjne. Wait what!? Ville han kysse hende? Hun løftede kort sin hånd, men nåede ikke at fjerne sig fra ham. Før læberne var presset imod hinanden.
Alting forsvandt for hende, kun hans læber kunne hun føle, samt det klistrede hår. Hun rødmede en del og stirrede mest bare på ham, hvad burde hun gøre?! På den ene side ville hun vel gerne ky-kysse ham, men den anden side af hende gentog hvor forkert det var. Ikke mindst at han var fuld, vidste han endnu intet om at hun med sikkerhed alligevel var død inden han kunne nå at få hende med i sengen, det var vel grunden til at alle mænd ønskede en kvinde... Kun få at få dem med i sengen.
Da han trak sig væk, sad hun en smule stum tilbage, kinderne var røde, eller nok hele ansigtet var rødt. Hun kiggede op på ham, med læberne der halvt halvt ønskede at lukke nogle ord ud, men ikke kunne få det gjort. Hans ord fik læberne til at lukke sig i, hvor hun skubbede en smule til ham. "Hvorfor..." Hun kiggede ned i jorden og skubbede endnu engang til ham. "Jeg vil ikke mere!" Hun kiggede op på ham med tåre i øjnene, vel vidende om at dette ikke gav nogle form for mening!
"Det går ikke, je... Jeg!" Hun skubbede endnu engang til ham, inden hun drejede om på hælen og løb væk. Hvorfor mødte hun ham også, hvis bare det havde været i et andet liv, hvis bare han ikke havde snakket til hende!!