Days of Future Past - Marie

Påklædning
Min fantastiske emnepartner: @Marie

Påklædning Et par jeans, en tanktop med ryggen bar også et par højhælede sko

Det havde været en helt almindelig dag, dog med undtagelse af der var gået flere timer siden hun sidst havde slået nogen ihjel. Man kunne vel sige hun havde en god dag, og derfor havde ingen virkelig været faldet ind under kategorien, af dem som forvente at dø. Hun stod og købte noget mad, da hun kunne fornemme et blik rettet imod sig. Hun gjorde i starten ingenting, men efter noget tid vendte hun de kolde blå øjne direkte imod vedkommende og her stivnede hun selv. Det var hans øjne, men med en direkte uskyldighed skinnende igennem dem. De forskellige træk mindede hende om sig selv, og alligevel var det Alexanders øjne. Hun rynkede brynet, og da manden foran hende begyndte at snakke, vendte hun blikket væk fra pigen og imod manden. Hun fik betalt for sine ting, men da hun igen kiggede tilbage var pigen væk. Hun var forsvundet i mylderet af folk, men alligevel kunne hun ane hendes skikkelse bevæge sig væk.
Hun smed varerne fra sig, og fulgte straks efter tøsen. Der var et eller andet velkendt ved hende, og mest af alt var det den farve øjne som fangede hende. Hun havde været vant til de brune øjne havde været hendes værste mareridt, men nu var de blot så fulde af nysgerrighed og uskyld. Det havde været dragende, og hun måtte finde frem til hvad der skete.

Hun fik på en eller anden måde konstant pigen i sit syn, men da et spyd gled imod hende og ramte tøsen i maven, lagde hun nysgerrigt hovedet på skrå. Synet af hvordan han gjorde pigen ondt, det gjorde hende irriteret. Normalt var hun ligeglad med alle andre end sig selv eller Josette, men denne mand gjorde den mystiske pige ondt og det pissede hende af. Hun trådte frem, hvilket fik manden til at kigge imod hende. Kolde blå øjne, fuldkommen tomme for al form for følelse kiggede tilbage på ham. Hun kiggede ned og der så hun medaljonen. Med en rystende hånd greb hun fat om den, og åbnede den. Et billede af hendes elskede pige dukkede op, hendes dejlige lille baby. Hendes liv og alt hvad der havde været godt. Nu gav det hele pludselig mening, Alexanders løgne og hans største løgn gled fra hinanden. Hun lod medaljonen falde til jorden, hvor hun nu gjorde sig klar til kamp.
Hun gik fra at ligne en normal kvinde, til en direkte psykopat. Hele hans domæne skreg morder, skreg en der elskede at tage liv og endda tage dem langsomt. Få ville føle sig heldig at se dette, men mange ville føle en direkte frygt, for dette var ansigtet af en der ikke var bange for at gøre nogens liv til et helvede "Hvad med du fjerner dine fucking fingre fra min datter" knurrede hun og slog ham lige i ansigtet. Her ville han blive lettere omtåget, specielt fordi hun havde ramt et trykpunkt omkring hans hage og dette ville medfører han slap Catherine. Hun greb fat om hans arm og bed hjælpen fra sine ben fik hun det til at give et højt knæk, hvilket symboliserede han havde brækket armen. Hans høje skrig gav det også til kende. Hun greb fat om hans hals og løftede ham op "Ingen skal nogensinde røre min datter" med sin frie hånd greb hun fat omkring hans underliv og her klemte hun til. Hun ignorerede hans skrig om smerte, men rev blot til. Andrenelinen gav hende et boost af styrke, hvilket nok forklarede hvordan hun var i stand til at rive igennem stoffet på hans bukser, og flå hans underliv fra hans krop.

Her faldt han til jorden, han holde om hvad der var tilbage af hans underliv, alt i mens hun gik hen og tog fat om spydet. Med et direkte uhyggeligt smil på sine læber "Det her vil være det sidste du nogensinde gjorde, og jeg vil være det sidste du nogensinde kommer til at se" hendes øjne kunne være smukke, de havde også engang haft samme uskyld som Catherines, men efter mange års mishandling og specielt tabet af sin elskede datter, mistede hun det og det blev erstattet med hvad hun havde nu. Og for at lægge handling på sit løfte, gik hun op foran ham. Hun havde sit blik rettet imod hans, og her hamrede hun spydet igennem maven på ham, hun stak ham op til flere gange. Man kunne sige hun lod sin vrede gå ud over ham, vreden for hvad der var sket hendes lille pige, at hun aldrig havde været i stand til at redde hende. Hun smed spydet væk og gik i kødet på ham. Der var stadigvæk en smule liv i ham, men ikke meget. Hun slog ham, rev ham og stoppede selv ikke efter han havde haft sit sidste åndedrag. Tårer gled op i hendes øjne, for hende så kun Alexander, hun så den mand som havde taget hendes elskede datter fra hende og blot dette gjorde hende mere aggressiv. Selvom han var død, så fortsatte hun med at slå ham. Hun var fanget og hun kunne ikke stoppe. Hun var dækket af blodet fra manden, men også lidt af sit eget. Man kunne vel ikke slippe helt helskindet fra en nævekamp, da der ville komme mærker på ens knoer.

Ved lyden af hendes stemme blev hun slået ud af det, hun stoppede og så op imod sin datter. Hun betragtede sin pige, sin lille baby der dog ikke længere var så lille igen. Alle de år der var gået, og hun savnede stadigvæk at føle hende i sine arme. Hun savnede følelsen af sin datter, det eneste gode hun følte hun havde givet til denne verden. Hun havde forsøgt at give verden noget, men det tog alt fra hende og havde efterladt hende alene og ødelagt. Hun hævede øjenbrynet "Efter du forsvandt....han sagde han havde dræbt dig og han viste mig liget af et barn. Jeg troede det var dig, jeg troede mit liv var forsvundet og jeg kan huske jeg ikke kunne trække vejret. Efter det slog det klik for mig, jeg kunne tage hvad han gjorde ved mig, men ikke ved dig. Jeg slog ham ihjel, jeg kunne ikke lade ham leve efter det han havde gjort ved dig, efter han sagde han havde dræbt dig" hun rejste sig op og tørrede blodet væk fra sit ansigt, men også sine knoer.
Hun havde aldrig tænkt denne dag ville komme, synet af Catherine, det bragte så mange følelser op i hende. Hun havde aldrig oplevet så mange følelser skyde op i hende, eller jo...men sidste gang havde været ved følelsen af Catherine. Hun havde elsket det, også selvom det gjorde ondt, så var det en smerte der gav noget fantastisk med sig. Hun havde aldrig overvejet at blive gravid igen efter det, tanken om at kunne miste sit barn ligesom hun havde mistet sin datter. Hun fik tårer op i sine øjne "Jeg troede du var død! Jeg....jeg mistede dig, og jeg er så bange for at du ikke virkeligt er her, at du bare er en del af min fantasi" hun gik tøvende imod sin datter, alt i mens hun med en rystende hånd lagde hånden imod den bløde kind. Da hun fik godkendt eksistensen af hende, trak hun sin datter ind i sin favn. Hun rystede, mest af alt fordi hun stadigvæk ikke kunne fatte dette var virkeligt "Jeg er så ked af jeg ikke kunne beskytte dig fra ham. Det er min skyld det hele" hun krammede sin datter, følte hende imod sin krop og et lille sted i hendes hoved frygtede hun at dette var for godt til at være sandt. Hun trak sig en smule væk, dog stadigvæk med hende i sine arme "Undskyld jeg ikke var stærkere nok til at beskytte dig, at jeg ikke kunne havde givet dig et bedre liv, givet dig det liv du fortjente og den familie du fortjente. Jeg er så ked af at der var en anden familie som fik lov til at opleve dig..." der gled tårer ned af hendes kinder og dette var derfor nok de fleste følelser hun havde vist i lang tid

Hun smilede sørgeligt til sin datter "Jeg burde havde gjort noget, jeg planlagde ofte for os at vi skulle stikke af, men han opdagede det hver gang" hun huskede engang hvor hun havde sparret penge sammen, men da han havde opdaget det blev tæskende blot værre end normalt. Her havde han været tæt på at skære hendes vinger af hende, men på en eller anden måde slap hun altid for det. "Min lille pige, min smukke lille pige helt vokset op" Hun var ikke en god mor, eller rettere hun var ikke en god person. Hun tog liv, dræbte folk og nød det endda. Alexanders handlinger havde efterladt spor på hende, og det havde også haft store konsekvenser "Hvor er du dog blevet smuk, jeg hader jeg ikke fik lov til at se dig vokse op" det gjorde ondt, måske fik hun lov til at høre sin datters føre ord og se hendes første skridt, men hun oplevede ikke så mange andre ting. Der var så mange ting hun gik klip af og det rev i hendes hjerte.
Som Catherine forslog de kunne tage et andet sted hen, nikkede hun og smilede. Hun tørrede sin datters tårer væk, alt i mens hun også fik fjernet sine egne "Jeg bor ikke så langt herfra, vi kan bare tage derhen" hun tog medaljonen fra jorden og lod den glide omkring Catherines hals "Efter alle disse år også har du den stadigvæk" hun smilede ved tanken, og sammen gik de op til hendes hjem. Det var ikke overdreven stort, men alligevel bar det præg af hun ikke var fattig. Det var to etager og ganske hyggeligt "Du ved du er navngivet efter en meget stærk kvinde, hun var også en engel og hun var min bedste veninde da jeg var yngre" hun havde navngivet sin datter efter den person som havde vist hende venlighed som det første "Så....hvordan går det? Hvad render du og laver? Har du nogle du ser?" hun vidste ikke hvad hun skulle spørge om, så det hele kom vel bare ud på en gang

Hun nikkede, selvom det gjorde ondt, så var hun alligevel glad for at der var nogen som tog sig af hende "Jeg vil gerne møde denne Colter, hvis du vil lade mig....og hvis du har lyst, vil jeg meget gerne være en del af dit liv igen" hun forstod godt hvis svaret ville være nej, hun var jo trods alt en falden engel og samtidig heller ikke en af de bedste, specielt i sit mentale helbred. Da hun fortalte videre om hvordan hun arbejde på et børnehjem, nikkede hun interesseret. Nok var hun en morder, men hun kunne godt lide børn, de var så uskyldige og skulle gerne forblive sådan. Det var på grund af denne holdning hun gjorde så meget for, at sørge for Catherine var sikker igennem sin barndom "Det lyder som en godt arbejde, er de søde ved dig?" hun spurgte ikke ind til pengene, mest fordi denne sammenhænge betød det ingenting, det betød kun noget om hun var glad for det. Da hun nævnte denne Neal Mikaelson, kom der vise minder frem. Hun havde tidligere mødt ham, og han havde været en ganske ærefuld mand, på trods af sin brutalitet "Neal er en god mand, han har en mørk side til sig, men du kunne ikke havde valgt en bedre mand"
Hvis hendes datter skulle være sammen med nogen, så var Neal et godt valg. Han ville aldrig lægge sin hånd på hende, og havde også rigtig gode sider til sig selv, så han var helt klart en god mand. Selskabet af Catherine havde helt sikkert en god effekt på ham, så det skulle ikke undre hende hvis han havde lagt sin brutale dage bag sig og nu fokuserede på et bedre liv. Hun blev kastet ud af sine tanker, da Catherine nævnte sit tøj og hun nikkede "Jo det har jeg skam" hun vinkede sin datter med sig, som hun forlod indgangen og gik imod sit værelse. Her havde hun en dør som ledte ind til et stort klædeskab "Vi har nogenlunde samme krops bygning, så det skulle nok passe dig" hun smilede og rakte hende den mørkeblå kjole. Den var ganske simpel, men ville alligevel passe godt til hendes krop. Den var med korte ærmer, et smukt snit ved brystet også gik den til omkring midten af knæende "Jeg plejede at gå med den da jeg var yngre" hun smilede ved mindet, men fandt selv noget renere tøj frem til sig selv. Hun vendte sin datter ryggen, og her smed hun sit tøj og fik en lang sort kjole på. Dog det kørte øjeblik hvor hendes overkrop var blottet, kunne man for alvor se mesterværket fra Alexander. Hun havde adskillige ar på sin overkrop, alt ligefra dybe til dem som kun lige efterlod en hvid streg. Det var tydeligt Alexander helt klar havde været hendes eget personlige helvede. Hun vendte sig igen imod Catherine og smilede "hvor er du dog blevet smuk" hun tog blidt en tot af hendes lange brune hår imellem sine egne fingre "Så smukt hår" hun smilede og smed det beskidte tøj hen i en boks, det var til senere når det skulle vaskes.

Hun havde trådt forsigtigt frem, mest af alt fordi hun ikke ville miste sin datter nu hvor hun endelig havde hende igen. Hun havde savnet sin pige, savnet af holde sin datter og nu var det endeligt muligt. Måske var det ikke det samme som da Catherine var baby, men det var bedre end den gravsten hun havde givet til hende. kort efter hun havde dræbt Alexander, begravede hun liget og hvert år på årsdagen for hendes babys død, kom hun forbi der og lagde blomster. Hun smilede blidt til Cat "Mange tak, jeg ved med glæde komme forbi og se hvordan du bor med din familie der" hun kunne ikke rigtig forlade Sunfury da hun var repræsentant for Josette, dog ville hun med glæde tage den lange vej til Terrorville, hvis det betød hun kunne se sin elskede datter.
Hun havde aldrig troet denne dag ville komme, en dag hvor hun kunne få lov til at møde sin datter igen og rent faktisk gå igennem disse små ting. Det at lade sin datter prøve noget af hendes tøj, eller sætte hår...det var uvirkeligt og det gav hende en glæde inden i sig. Hun grinede "Ja jeg har ikke ændret mig nær så meget som dig, jeg kan huske dengang du var spæd...du havde de har virkelig smukke store øjne og du plejede at ville være i mine arme hele tiden" hun blev mindet om hvor fantastisk det havde været, hvor fantastisk det havde føltes at holde sin datter i sine arme "Du er den bedste ting der nogensinde er sket for mig, at få dig var det bedste og jeg elsker dig" hun smilede kærligt til sin datter. Da Catherine forslog hun kunne sætte hendes hår, kom der et større smil frem på hendes læber. Hun nikkede og fik sat Catherine ned på en stol. Her redte hun blidt hendes hår, alt i mens hun nynnede en stille melodi. Det var den melodi hun altid plejede at nynne dengang Catherine var lille, det var virkelig den eneste ting der kunne få hende til at sove. Hun flettede hendes bløde lange hår og da hun endelig var færdig lod hun sin datter se sig selv i spejlet

//hvordan Marie flettede hendes hår --> http://vignette2.wikia.nocookie.net/gallowshill/images/6/64/Tatia_4.jpg/revision/latest?cb=20131207045159