The past, the present, the future. (Nephthys)

S: corpsewind cemetery
O: gammel kirke, kirkegård med en masse gravstene.
V: overskyet, køligt.
T: aften. Mørket er faldet på.

Sean gled som en skygge, gennem den rustne port og ind på kirkegården.
Ingen viste hvad han skulle der, ud over ham selv. Sidst han havde været her, havde han fundet en anden dæmon, som havde haft brug for at vide at hun skulle stærk, en ordentlig dæmon!
Men han havde også været på opgave...sin egen lille private opgave...
Han havde aldrig fortalt nogen om den gang han kom her. Han ville heller ikke.

Denne aften havde han nogle mørke bukser på, som sad lidt løst skjulte den ene kniv han havde på det ene ben, som altid.
En sort skjorte, som var åben oppe ved halsen. Lod aftenens kølighed komme ind til sin skulder. Den var healet nogenlunde, men her på det sidste var den begyndt at svie en del. Han frygtede der var betændelse i den, måske skulle den være syet alligevel?
Men det var nu flere dage siden...Han havde ikke helt styr på hvor mange.
Hans mørkebrune hår strittede let, de mørke øjne gled gennem mørket...
han gik målbevidst videre, forbi den ene gravsten efter den anden. Til sidst stoppede han ved en af dem, den så lidt nyere ud end så mange af de andre, men efterhånden var den også både revnet og overgroet af kvælende planter. Sean hev nogle af dem af, selv om der sad torne på dem.
han så ned på navnet. Ned på årstallet og huskede det hele alt for godt.
Han satte sig ned på en sten han engang havde slæbt herhen, netop for at kunne sidde her.

I lidt tid sad han bare og stirrede på stenen. fortiden.
"Hvorfor er du her ikke?" der var helt stille, kun en mus der puslede mellem nogle nedfaldne blade. Og så hans stemme, der næsten skar gennem natten.
"jeg har brig for dit råd. Jeg har brug for dine ord. husk mig på dem" han sukkede svagt. han kunne ikke svare, det viste han også godt. Men hvor ville han ønske det.

De ulmende skyer var langt fra påskønnet hos hende.
Hun havde fået sko på, efter gud måtte vide hvor mange forsøg.
Hendes fødder sveg, og ud af flere forsøg havde hun fået gennemført én enkelt dans.
Ikke nok til at betale for lejen af hendes nye lejlighed - men hun måtte klare sig med det hun kunne.

Hun var iført en sort lille elegant kjole, nylonstrømper og stiletter.
Hun gik stille over gruset på kirkegården, på vej mod det store familiegravsted der lå næsten bagerst.
Hendes familie lå der, allesammen.
Inklusiv hende selv.
Hun stirrede på den lille sten med skriften Nemesis Sephthys Storyteller på den.
De andre, var der ikke indgraveret noget i.
A. Storyteller - N. Storyteller. - J. Storyteller.
Hun stirrede bare på dem.
hendes fortid fik hende kort til at skælve grundet minderne.

Hendes bror, med blodet ud af mund og næse. Hendes mor, spændt fast og gennemboret af en daggert. Hendes far - halshugget foran hende.
Og hende selv, med et enormt sår over maven og brystkassen.

Hun så ned, og bed sammen inden hun lagde fire blomster der. En rose, en lilje, en tusindfryd og en kamilleblomst.
Så stod hun der ellers bare, tavs og halvrystende

Han trykkede lidt blod i hånden, fra en af de små rifter fra tornene på ukrudtet, han havde hevet væk.
Han slikkede det op. Metallisk. han så på graven igen og blev pludselig vred. Han troede han var alene på kirkegården, så han rejstes sig op og sparkede vredt til gravstenen, som ikke rykkede sig ud af stedet.
"Dumme idiot!" denne gang rungede hans stemme ud over stedet. Skar igennem stilheden, som kun en kniv kunne gøre det efter.
Hans hænder knyttede. Sådan reagerede han på smerte, på sorg...med vrede. Han skjulte sig bag dem. Brugte dem. Det kunne aldrig falde ham ind at sætte sig ned og græde. Ikke mere.
Ikke siden...
Han trak vejret dybt og satte sig på hug igen, lod fingrende følge navnet...
"James O´Meil..." mumlede han svagt for sig selv. Et menneske. Men sikke et menneske!
Han rystede svagt på hovedet...

hun stivnede.
Lyden af stemmen der skar gennem luften, med sådan sørgmodig vrede.
Hun så ned, da hun med det samme genkendte stemmen.
Han var her - men ikke for at se hende.
Hun vendte sig mod lyden, og så lidt på ham.
Hun begyndte at gå - langsomt - hen mod ham.

''Sean...?'' hendes stemme var forsigtig og alligevel varm og blid.
Som en mor, der ville trøste sit barn.
''Er du okay?..'' Hun turde knap tale til ham, da hun havde hørt hans tonefald.
Hun var på et forkert sted, på det forkerte tidspunkt.

Han havde været helt fordybet i sine tanker, i sine minder, i sorgen og lysten til bare at snakke med ham igen...At Nephs stemme først virkede helt fremmed.
Han så op på hende uden første at genkende hende, Men pludselig rejste han sig hurtigt op. Hans blik gled fra den mørke sorg, over til de normale, mystiske og varme øjne. Dog var de ikke helt så varme, som de plejede.
"Neph...Jeg v...Jeg tr...Jeg troede jeg var alene" sagde han kort. Han lod en hånd glide gennem sit hår, mens han kort så ned på gravstenen foran sig. Ingen kendte til den, dens betydning. Det var der heller ingen der skulle.
Han rømmede sig kort.
"Ja...jeg..." hvad skulle han sige? Skulle han overhoved forklare sig? Nej.
Han så nu direkte hen på hende, gik forbi gravstenen han havde siddet foran og gik hen til hende, med et lille smil.
"Hvad laver du her?"

''besøgte familien... det er ved at være noget tid siden jeg havde gjort det..'' sagde hun med et lille forsigtigt smil.
Hun turde ikke rigtigt se på gravstenen, det vedkom jo ikke hende.
''men... hvad laver du her? Du slår mig ikke som typen der besøger kirkegårde?'' hun så undret på ham

Han så lidt på hende, så huskede han at hun havde mistet hele sin familie. Han viste bare ikke at de var begravet her, men det viste han nu.
"Jeg...var bare ud og se mig omkring. Det...er et godt sted...at være alene" han prøvede at smile lidt, men det lignede vist mest en grimasse. Det endte med han rystede let på hovedet og lod blikket glide over sine omgivelser et øjeblik.
"Har du mærket mere til Kain?" spurgte han så. Tanken om at han måske forstyrrede hende i sin...tid med familien, havde strejfet ham. Men så havde han tænkt på at hun selv var kommet hen til ham.
"og hvordan har fødderne det?" de måtte vist have det godt nok, hvis hun allerede kunne gå i stilletter. men alligevel.

Hun så lidt ned.
''nej, ikke lige for tiden. Først var det en slagtet ulv på arbejdet og sådan noget. Men nu er der nok ikke mere.'' sagde hun inden hun så på ham igen.
''og fødderne har det som de nu engang kan når man har fået dem flået op. men jeg kan da gå.'' sagde hun med et lille smil

han grinte svagt og nikkede lidt...Og tavsheden bredte sig. Han viste ikke hvorfor...Eller jo, på en måde gjorde han...Men han viste ikke helt hvad han skulle sige, hvad de skulle snakke om. Det virkede så...underligt at stå her, på en kirkegård, sammen.
"Men...Jeg ved ikke om du helst vil være i fred lidt?" spurgte han endeligt.
Han bemærkede pludselig hvor kølig aftenen enlig var. Han havde ingen trøje med. Han burde nok snart huske det, vinteren var her jo snart...

''jeg skal alligevel på arbejde...'' hun bakkede kort væk, og så lidt på ham.
''vi ses senere, ikke? Så kan du skælde James lidt mere ud.'' sagde hun og begyndte at gå, uden at sige mere.
Hun skulle nå at klæde om, inden hun gik på arbejde.

Hans øjenbryn gled sammen i en undrende rynken. Han greb ud efter hende, inden hun nåede at gå for langt. Holdt hende blidt tilbage.
"Har jeg sagt noget forkert igen, eller flygter du bare fra mig? Vi kan vel følges tilbage, hvis det passer dig?" spurgte han og slap hende hurtigt igen, så hun ikke skulle bliver vred over det.
Han så lidt på hende, da han hurtigt gik op til hende.
"Og så...Hvor kender du James fra?" spurgte han, hans stemme var nu en smule skærende. Han mente intet personligt med det, men James var...et ømt punkt, for ham. Og han ville ikke have at nogen som helst vidste noget om det...det var hans minder, hans fortid...Hans!

''Sean, rolig nu. Jeg skal bare på arbejde. Jeg flygter ikke fra dig.'' hun lagde kort en hånd på hans kind.
''jeg læste blot på gravstenen. Jeg er ikke blind - selv om man nogle gange skulle tro det. Slap af søde, jeg er ikke igang med at udspionere dig'' hun smilede beroligende.

Han sendte hende et blik, der var en anelse surt. Han trak sig en anelse væk fra hendes berøring. Ikke fordi han havde noget imod hende, men fordi han af en eller anden grund var i dårligt humør lige nu.
"Han betød intet for mig" røg det ud af ham. Han kunne have bidt sig selv i tungen. Faktisk helt bide det af! så slap han da for at sige flere dumme ting.
Han sukkede opgivende og hans blik blev mere blidt.
"Undskyld...er vist i dårligt humør i dag...skal vi følges ind mod byen så? Så du kan nå på arbejde..." han så lidt på hende.

Hun trak sin hånd til sig, hurtigt. Hun så lidt ned og bed sig i læben.
Var hun gået over stregen?

Hun så på ham. ''hvis du vil kan du sagtens følges...'' hun trak på skuldrene. en sean i dårligt humør var næsten værre end en Kain.

Han nikkede svagt og gjorde tegn til om hun ville gå først.
Han fulgte efter, da de krydsede over kirkegården.
Da de gik forbi den efterhånden lettere sammenfaldet kirke, lod Sean blikket glide over den. Den blev brugt en gang i mellem, men der var vist ikke penge nok i kirkens bøtte til at reparere den helt. Rundt omkring var der tegn på at noget var ved at blive lavet. Lige som sidst han var her. Han rystede svagt på hovedet og lod blikket glide over kirkegården. Det var enlig en trist syn...at tænke på hvor mange døde her enlig var.
*Nogle af dem jeg har slået ihjel gennem tiden?* Sikkert også dem.
Han fulgte stille efter hende.

Hun gik bare, velvidende at Sean ikke ville bryde sig om at se hende arbejde.
Nok mest af alt fordi hun var en 'eksotisk' danser. Mange ville nok se det mere som sex end dans, men så skulle de prøve det.
Følelsen af at stå på podiet og danse var vidunderlig.
Og ingen stemme var nødvendig der.

Hun så på kirkens gravpladser. Og det skar hende i hjertet at vide at hun selv havde været skyld i nogle af dem var her

Sean var ligeglad. Han var van til at dræbe, havde været tvunget til det lige siden han var et lille barn. For at leve.
Han trak vejret dybt og fulgte efter neph.
"Så..." hvad skulle han sige?
"...Hvordan skal vi så slå Kain ihjel?" Det eneste de rigtig havde sammen. En mand som ville slå hende ihjel, hvis han fik chancen. Det var enlig lidt trist...


//ahh...ved ikke hvorfor, men min krea er bare ret lav i dette emne...^^//

''han er en vampyr. så det ved du vidst godt.'' sagde hun roligt mens hun gik.
''du lukker mig ude, Sean.'' hun stoppede op og vendte sig om.

''du kender så meget til mit liv, min historie. Men jeg må intet vide om dig. Det har intet med at du vil beskytte digselv at gøre. Og heller ikke mig. Så hvorfor lukker du af? Hvorfor skal jeg holdes sådan på afstand?'' hun så ham i øjnene, inden hun rystede på hovedet

han stoppede op og en ubehagelig følelse spredte sig i hans krop. som altid, når tingene handlede om ham. hans øjenbryn rynkede sig igen sammen, men denne gang i en utilpas rynken.
Han trådte et lille skridt baglæns. Han brød sig ikke om det. han hadede det. han hadede at snakke om sig selv, han hadede at fortælle andre noget, som så nemt kunne blive brugt imod ham! nogle forkert ord og de kunne nærmest dræbe ham...psykisk.
Men kunne han undgå det denne gang? Han kunne vel godt, men så mistede han hende sikkert også. Ville han virkelig selv være skyld i det?
i stedet for at svare på hendes spørgsmål, for dette ville ingen forskel gøre, spurgte han i stedet.
"Er der da noget du ønsker at vide?"

''du er præcis som min bror! Arrrgh!'' knurrede hun frustreret inden hun lagde panden mod håndfladen. Hun så ned, og derefter op på ham igen.
''undskyld... jeg gik over stregen.. undskyld..'' sukkede hun og gned sine øjne kort.

Hans øjenbryn gled tilbage i de rette folder, da han mærkede han fik et bedre rodfæste i...ja. Det hele. Den ubehagelige fornemmelse forsvandt lidt igen.
Han ville på en måde gerne havde spurgt ind til hendes bror, for nysgerrighedens skyld, men ville ikke risikere hun vendte det mod ham igen. Så han lod være med helst at spørge til hende.
Han gentog dog heller ikke sit spørgsmål, han ville ikke opfordre hende til at vide noget om ham.
i stedet trak han lidt på skuldrene.

''mænd..! godt man ikke er til dem længere!'' fnøs hun inden hun begyndte at stadse afsted, på vej til arbejde

Han slog opgivende med armene.
"Jeg spurgte dig, gjorde jeg ikke? om hvad du ønskede at vide?" spurgte han selv irriteret. Det var ikke helt...fair gjort af hende, følte han. og han gik ikke med. ikke denne gang.
Hvorfor fanden skulle de altid blive uvenner, uenige?!
Han var allerede i dårligt humør og dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
"Fint. gå. Det er du alligevel så god til" mumlede han, vente om og gik tilbage over kirkegården.

''og du er så fandens god til at være kold. Hvordan føles det at være så kold indeni?'' spurgte hun sammenbidt og så lidt efter ham.
Hun hadede hendes temperement.

kold? han var da ikke så kold...Ikke så kold som han kunne være. havde han da ikke været interesseret? I hende og hvad der skete hende? Hvordan kunne hun så sige det?
Han havde aldrig snakket om sig selv af flere grunde. For det første var han van til ikke at snakke om sig selv, men bare at lytte og lære andre at kende. Selv være den mystiske. Den ukendte.
for det andet var han ikke van til at...lære folk så meget at kende, at de ville vide noget retur.
Og for det tredje havde hun jo aldrig spurgt om noget.
Nåe ja, for det fjerde var der jo også det med, at folk kunne bruge oplysningerne imod ham. Det viste han alt for godt hvordan man gjorde...
Han rystede på hovedet og fortsatte. han gad virkelig ikke mere...hvis hun så ham som kold, var det hendes problem. Det her beviste bare han havde været for lidt kold...og hvordan det nu skadede ham.
Han tog sig til skulderen. på flere måder.