The Past, The Present and The Future. -Angela-

(Bemærk jer som nu kigger, dette emne forgår i fortiden! Dengang Jacob fik sin evne, som så er for.. 65 år siden xD Ikke nutiden, fortiden!)

S: The Forest, ved et kæmpe højt bjerg.
V: Kølligt..
T: Solopgang.
P:

Smerten bredte sig i hele kroppen, så han var sikker på at nu skulle han dø. Han kæmpede efter vejret, som havde nogen hans hoved under en spand vand for at drukne ham. Slaget fra den gang han ramte jorden, sneg sig ind under huden på ham, så han var klar over at det var for at vise knoglerne var brækket. Der var ikke meget at gøre ved det, nu skulle han dø og trods sine dæmons lange leve tid, lykkedes det ham alligevel kun at leve i 35 år. Han burde få en premie, en fyr som har evigt liv, dræber sig selv ved at klatre op på et bjerg og falde ned fra det. Hvor ironisk.
Han hev en sidste gang efter vejret, hvilket bare forudsagede at smertene i hele kroppen bredte sig hurtigere end den sorte død. Den unge mand som lå og hev efter vejret, hed Jacob, en kæg ung mand, som elskede eventyr og sin frihed, men som nu skulle stille træskoene for at være for uforsigtig. Verden var uretfærdighed.
Han udstødte et sidste åndedrat, inden de chokoladebrune øjne blev lukket i og hans vejrtrækning stoppede..
Men, tro nu ikke at historien er slut, denne unge dæmon ender med at leve igen, eftersom en bestemt kræft vælger at redde ham. Hen over det våde græs, kom en lysende kugle flyvende, man kunne nærmest ane dets forsigtige bevægelser, imens den nærmede sig den døde dæmon. Den kugle, var selve isets kerne, isens kræft og den havde magt til at redde denne dæmon, og heldigvis fandt den dæmonen værdi til at eje den. Få isen i sin magt.
Den svævede fortsat tøvende hen imod ham, inden den var helt henne ved ham og betragtede ham oppe fra, som et kamera fra en helikopter. Der svævede den et stykke tid, inden den fløj ned i brystet på drengen og forsvandt ind i ham. Drengens brune hår, blev langsomt forvandlede om til sølhvidt, den ellers så varme hud, blev bleg som et spøgelse og hans brystkasse begyndte langsomt at bevæge sig igen. Dog havde han ikke åbnet øjnene endnu, men lå stadig på ryggen i det duggede græs.

Angela var ude at gå sig en frisk morgen tur, da hun så nogle falde ned fra bjerget. Angela satte i løb så hurtigt hun kunne, lidt langsommere end en vampyr men det gik lige. Hun kom hen og så hans hår og krop der langsomt healede. Hun satte sig ikke på hug, hun kiggede rundt og fandt nogle grene. Og bandt det helle sammen som en bårer, hun gik ham trukket op på dem og begyndte at vandre hjem imod sit hus. Sin lille hytte, Angela blev mere og mere udmattet af trækturen, men kom igen og åbnede døren. Heldigvis var der varmt indei hytten, pejsen var tændt. Hun trak ham hen foran pejsen så han kunne få varmen i kroppen. Angela gik hen og låste døren, hun spasede hen og snubbede et grønt æble som hun guffede i sig hurtigere end man kunne nå at blinke. Angela satte sig hen på en stol og sad og kiggede på ham.. Mon han ville vågne op igen?

Jacob kunne ikke tro det, var han død eller ej? Det var som om nogen hev i ham, så han blev straks nervøs for om et rovdyr havde fået finger i ham og var på vej til at fører ham hen til dets hule, hvor det langsomt ville æde ham levende. Sikke en fin måde at dø på, men så gik hans krop dog ikke til spilde. Så snart han havde det som om at der var noget som gnavede i ham, slog han sine øjne op, hurtigere end et lyn slog ned fra himlen. Han kiggede forskrækket rundt for at se hvad der bed ham, men kunne ikke få øje på andet end flammer fra en kamin.. En kamin.. en Kamin kunne da ikke bide? Forvirret lod han sin hånd komme tættere på ilden, så det gik op for ham at det var ilden.. I stedet for at brænde, så var det som om at den gnavede i ham.
"Hvad i al?" sagde han for sig selv og kiggede rundt.
Han fik øje på en ung pige og spærrede de nye krystalblå øjne op. "Hvem er du?" Spurgte han forvirret og lignede et stort spørgsmålstegn.

Han sslog øjne op så han var i live. Han var forvirret forståeligt.
"Rolgi." Sagde hun bare og prøvede at berolige ham med hendes stemme. "Navnet er Angela." Sagde hun med en rolig stemme, og smilte sødt til ham. Hun kiggede på ham.
"Jeg har aldrig seet nogle skifte hår i en rof før, du var død.. Og så ikke." Sagde hun bare pludseligt.

Rolig sagde hun.. Hvad mente hun med rolig? han var da helt rolig, forvirret men rolig, eller han var da rolig var han ikke? han kiggede endnu engang rundt, inden han rejste sig op og kunne mærke hvordan han ikke kunne føle varmen fra ilden som ellers brændte så smukt i kaminen. Han gik så tæt på som muligt, men kunne ikke mærke den, en hver anden ville have kunne mærke den dejlige varme af ild, men han kunne ikke? Hvad pokker var der i vejen? Han rystede på hovedet og fortsatte med at gå lidt rundt.
"Jacob," sagde han imens de krystalblå øjne flakkede rundt. Normalt ville han ikke være så fraværende, men han var stadig meget i tvivl om han egentig var i live eller om han rent faktisk var på kanten til at dø og at Angela måske var vagten for dødsporten eller himlen. Så snart hun sagde noget om at skifte hår, kiggede han forvirret hen på hende, som havde hun lige sagt at jorden var flad. "Hvad mener du?"

Angela gik hen til ham og satte sig på hug foran ham.
"Altså du var død, du faldt.. Men du healede.." Sagde hun og smilte sødt til ham. "Jeg tror aldrig jeg har set en hvidhåret før." Tilføjede hun. "Og så krystalblå øjne, det sjældent."
Angela kiggede rundt og rejste sig op og satte noget stegt kylling hen til ham, med nogle katofler. Håbede på han var lidt sulten.

Det var som om at der kom en eventyrlig fortælling ud af denne piges mund. Hvad snakkede hun om? Det lød vel.. Sandsynligt nok det med at han havde overlevet, men det med at han skulle have hvidt hår og krystalblå øjne, faldt ham ikke helt ind. Sidste gang han kiggede, havde han brunt hår og brune øjne, ligesom sin far Nethan, men hvor pokker fik hun den ide fra at han havde hvidt hår?
"Jeg forstår.. Jeg forstår ikke," sagde han stadig så forvirret, inden han kørte en hånd igennem sit hår og kiggede rundt i huset, derefter ned på det dejlige duftende mad. Normalt spiste han sjæle, men han havde intet imod at skulle guffe lidt kylling i sig. Han smilte skævt til hende og kiggede derefter ned på kyllingen, men kunne stadig ikke lade være med at kigge rundt.

Stuen de sad i var et med køkkenet, trægulv. To sofaer, en pejs et par borde og nogle stole. Det var ret enkelt men det var hvad man havde brug for i en køkkenstue. Angela kiggede på ham med hovedet lidt på skrå.
"Jeg kan fornemme du dæmon, men jeg har ikke nogle sjæle du kan spise." Sagde hun bare og satte sig hår lidt over i den ene side. Hun fandt et lille hånd spejl, og vendte glasset imod ham, så han kunne se sig selv.
"Hvad forstår du ikke?"

Det var skam et sødt lille hus, måske ikke det største, men for ham var det helt tilpas, eftersom han ikke ligefrem gik efter et stort hus der lignede et palæ og skinnede ligeså smukt som et slot hvor en prin og prinsesse ville bo. Selvom Jacob ikke havde noget hus, så kunne han godt forstille sig at slå sig ned i et hus som dette engang, bare for at have et sted der var hans eget.
"Det er helt i orden," sagde han med et venligt smil til hende og fortsatte med at kigge rundt, indtil han kunne hører at hun var på vej hen imod ham for at vise ham et eller andet. Han vendte ansigtet om imod hende og kunne ikke tro det han så. Det var lige før han var hoppet op i luften af forskrækkelse. Hans hår, det var rent faktisk hvidt!? Og øjnene var blå!? men.. hvad pokker.. Hvad var der sket?
Han spærrede forbavset sine øjne op og lænede sig kort op ad væggen, som fik aftegnelser af is på sig, så snart han kom i kontakt med den. Han udstødte et nyt gisp og gik et skridt væk fra væggen.

Han gik halvt i chok, Angela ønskede hun vidste hvorfor.. Hvorfor var det så unormalt for ham, hvad var grunden hvad var hans fortid. Hu ønskede at vide mere omkring ham, hvorfor vidste hun ikke. Hun bemærkede der kom aftegnelser af is på væggen, og lyden af is som kriplede videre og udvidede sig. Hun kiggede lidt på det og så op på ham, hvad skete der ligenu!? Han gispede så det kunne ikke være medvilje at han gjorde det, men sammetidigt var hun ret facineret over det han kunne bringe frem.

Han kiggede hen på hende. Hun var tydeligvis ligeså forvirret som ham selv, men hun virkede til at have bedre styr på det end han havde, det med at tage det med ro. Hvad pokker skete der? Hvorfor kom der is ud af ham? Det var ikke noget som han havde kunne før i tiden og nu var det som om at han selve var is, en is gud eller noget i den stil. Ej, det lød nok lidt dumt, men det var som om at han var knyttet til dette mærkelige og kolde element.
"Hvad sker der med mig?" sagde han og kiggede forvirret hen på hende. "Før havde jeg brunt hår og brune øjne, men se mig nu, jeg ligner jo en omvandrende snemand!?" Han begyndte at gå forvirret rundt.

Hun betragtede ham, og kort var hun væk. Men det var før han sagde noget, hun var væk i sine egne tanker, og det vaar bare ved at kigge på ham.
*Tag dig sammen! Du har lige mødt ham!* Skældte hun ud på sig selv, og kiggede endnu engang ham i øjne.
"Det ved jeg ikke, men rolig nu Jacob. Ligemeget hvad det er så det ikke verdens undergang." Svarede hun ham, med et lille skævt smil på sine læber.
"Du ligner ikke en snemand, du ser.." Hun stoppede sig selv. "Ligemeget."

Jacob kiggede kort ned ad sig selv, hvor han derefter børstede en smule sne af sine bukser, bare for at have noget andet at fokusere på. Hjertet farede af sted, så han var sikker på at det snart ville galopere ud af halsen på ham og fortsætte med at galopere hen ad det fine træ gulv.
Gulvet.. Pludselig kunne Jacob se, at der hvor han stod, voksede der langsomt is ud, som spredte sig nogen få centimter fra hans bare fødder. Han løftede kort sin ene fod, for at se om det var der det kom fra, da det gik op for ham at det var der, sukkede han og kørte en hånd igennem sit hår. Han kiggede op på Angela igen, med et venligt og varmt smil.
"Det har du ret i, det har trods alt reddet mit liv," sagde han og grinte kærligt, lukkede kort de krystalblå øjne i. Da hun pludselig stoppede med sin sætning, kiggede han spørgende på hende og derefter kiggede han ned ad sig selv.. ja.. Det var nok ikke lige det pæneste tøj.. "Jeg ved det," Grinte han. "Jeg ser bleg ud,"

Angela smilte til ham, hun havde ikke smilt sådan til nogle i langtid. Hun grinte kort.
"Man skal takke de chancer man får." Tilføjede hun, hun havde fået for mange år siden chancen for at komme til denne jord. Væk fra sin familie, væk fra hendes irritereende storebror Nicolas som stjal opmærksmheden.
"Det var nu ikke det som jeg mente." Svarede hun ham med et skævt smil. "Men.. Ja ligemeget." Tilføjede hun stille og kørte en hånd igennem sit hår. Han var heldig at dæmon blod ikek stod øverst på hendes liste over blod hun ville drikke.

Ikke det som hun mente?
Det skulle hun aldrig have sagt, nu blev han jo nysgerrig for hvad hun egentlig mente, derfor sendte han hende endnu et spørgende smil, samt et kækt og legesygt smil, som han altid sendte når han ønskede at drille nogen.
"Ikke det?" sagde han og gik langsomt hen imod hende. "Men hvad mente du så egentlig?" Han lagde hovedet på skrå med et flabbet smil, uden at vide om hvad hun egentlig mente, han ønskede blot at vide det. Det var så underligt for ham, men han følte sig frisk og ny, som havde han lige fået en ny chance i livet.

Hun rystede lidt på hovedet over hans smil.
"Ikke noget." Svarede hun ham igen, hun lignede et ganske alm. menneske. Men alt kunne jo betrage. Hun kiggede på ham stadigvæk.
"Det virkelig ikek noget særligt." Tilføjede hun og pegede hen imod hans tallerken. "Tag nu noget at spise." Svarde hun med et charmernde smil.

Det virkede åbenbart ikke, så han valgte at lade hende slippe og gav sig i stedet for til at fokusere på den tallerken fyldt med dejlig mad som stod foran ham og drillede ham ved at dufte så dejligt. Han grinte kækt og gengældte det charmerende smil.
"Så lad gå, du slipper denne gang," sagde han og prøvede at tage et stykke kylling op, med det resultat at det pludselig blev til is, så han gav slip på det og lod det falde på gulvet, hvor det gik i tusinde fine stykker is.
Jacob spærrede øjnene op, kiggede ned på sine hænder og kunne ikke tro sine egne øjne. Alt hvad han rørte ved.. Det blev jo til is!?
"Det er jeg.. Det er jeg frygtelig ked af," sagde han forskrækket.

Angela smilte, hvorfor kun var så sød ved ham vidste hun ikke. Angela kunne ikke lade hver med at smile, hun ønskede at hjælpe ham. Hun kiggede på det frosne kylling.
"Det okay, jeg tror bare du skal lære at styre din evne." Svarede hun med et varm smil. Angela ville afprøve noget, så hun hentede en kane med vand.
"Jeg kaster det efter dig, se om du kan fryse det i luften." Svarede hun og kastede vand efter ham. Med et kærligt grin.

Jacob himlede med øjnene af sig selv og kiggede vredt ned på sine hænder. Det var en fed evne, det måtte han indrømme, men den var vist ikke så nem at kontrollere som en hver person ville håbe på. Men ja, øvelse gjorde mester og her skulle der en hel del øvelse til. Han skulle lige til at sige noget til det hun sagde, selvom han var sikker på at han kun hørte halvdelen af det, men blev afbrudt da hun kastede vand efter ham, som var meningen han skulle fryse til is. Med en hurtig bevægelse, som et øje næsten ikke ville kunne opfange, havde han gjort en hurtig hånd bevægelse og vandet fald på gulvet som istapper.. Jacob spærrede endnu engang sine øjne op og kiggede hen på Angela med et stort smil. "Det.. Det virkede rent faktisk,"

Angela smilte skævt.
"JEg tror jeg ved hvad din evne er." Sagde hun stille med et skævt smil. "Is."
Angela gik lidt tilbage og kiggede rundt for at tænke. Hun havde ikke haft selvskab i flere år. Og for hende var det rigtig langtid siden. Hun fnøste kærligt og vendede hovedet imod ham.
"Og hvis du vil have hjælp til at lærer den, vil jeg gerne hjælpe dig." Angela tilbød sin hjælp, sjældent men der var noget over ham. Som hun fandt charmerende. Angela kredsede omkring ham, hun betragtede ham. Dæmon blod stod ikke på hendes liste, hun ville hellere have vampyr blod. Men jomfrue blod var det bedste af det bedste var hvad hun havde hørt.

Is.. Jacob kunne ikke lade være med at kigge ned på sine hænder, som var der gået et søm igennem dem eller de skinnede af gulv.. Var det virkelig hans evne nu? Men.. Han havde jo aldrig haft en evne, så dette kom som en meget stor overraskelse. Han stoppede med at kigge på sine hænder, for at kigge hen på Angela og startede en øjenkontakt med hende.
"Du har sikkert ret," sagde han og pludselig voksede der et stort smil på hans læber. "Is.. Jeg har rent faktisk en evne.. og det er is.." Han kunne ikke stoppe med at smile, selv da hun tilbød at hjælpe ham, blev smilet bare endnu større. "Det vil være perfekt!" Han kiggede ned i gulvet, imens hun kredsede om ham. Hurtigt kiggede han op igen og stillede sig foran hende. "Men, så må jeg gøre noget til gengæld, jeg kan ikke bare bede dig om noget, uden du også får noget ud af det," Han smilte til hende, for at vise at han mente det.

Angela grinte kærligt af det.
"Du behøver ikke at give mig noget igen, jeg har lidt selvskab så det helt fint med mig." Svarede hun og gik rundt omkring ham stadigvæk. Dæmon sjæledæmoner, selv vis hun skulle miste den halvedel af hendes sjæl hun ejede ville hun stadigvæk kunne leve. Fordi at vampyr siden kunne overleve uden, men Angela var ret stærk så det ville slet ikke blive talt om at nogle skulle prøve at tage hendes halvesjæl fra hende.
"Jeg er lidt ensom, det har jeg været i nogle år."

Behøvede han ikke at give hende noget igen? Det fik ham tøvende til at bide sig i sin underlæbe. Altid havde han givet noget igen hvis folk havde hjulpet ham, men hvis folk ikke ønskede at få noget igen, hvordan skulle man så kunne give dem noget? Et af de store spørgsmål som han ikke orkede at skulle til at finde svar på, det måtte blive ubesvaret. Han klappede hænderne sammen og så hen på hende, med sine nye krystalblå øjne, der kunne ligne en hule fyldt med iskrystaller.
"Jamen, så bliver jeg og holder dig med selvskab som tak så," sagde han og nikkede til hende, hvor han derefter rettede på en af de hvide lokker. "Jeg kender det med at være ensom.. Jeg har gået alene i 35 år nu," Det sidste blev sagt med en lille mumlen, mens han startede med at kører sin fod frem og tilbage. "Ensomhed er ikke det sjoveste, men man lærer at leve med den," Han smilte skævt til hende.

Angela så på Jacob da han svarede hende.. Og hun blev kort væk i hans øjne, men fik hurtigt den tanke gemt videre væk. 35 år det var da ingen ting! Eller det syntes Angela ikke, hun havde ikke lavet andet i de sidste cirka 600 år.. Måske mere eller mindre, men det var cirka.. Plus de 1000 år oveni.. Det var langtid at leve i ensomhed..
"Ja man lærer at leve med den.." Sagde hun lidt tøvende.. Og kiggede lidt ned.. Hun kørte en hånd igennem det mørke hår, og smilte let.. Hun anede ikke hvad hun skulle sige ligenu..

Pludselig kunne han mærke på hende, at hun vidste hvad hun skulle sige til ham, hvilket fik ham til at bide i sin underlæbe og kigge rundt efter noget, som kunne få en samtale på geled igen. Hurtigt fik han øje på noget udenfor, som fik ham til at spærre sine øjne op og adskille sine læber, til et kækt og varmt smil.
"Skal vi sige at din hjælp begynder nu?" han så spørgende hen på hende, med et løft øjenbryn, imens hans mund var skæv og kæk, som lagde han an til en lille udfordring til hende. "For, så tror jeg nok det er bedst at vi går udenfor og træner den, medmindre du vil bo i en iskuppel," Han puffede drilsk til hende med sin hofte, inden han satte i løb ud i haven, i håb om at hun havde forstået hans lille måde på at få tingene op at kører igen. Så snart han kom ud i haven, kiggede han rundt og nød den måde vejret var på. Der var overhovedet ikke koldt! ikke den mindste smule? Det forvirrede ham dog en anelse.. Hvorfor var der ikke koldt? Han kiggede sig over skulderen, for at se om Angela var fulgt med ham ud.