Aldin - You are not a part of my hunt

Vejr: Solen skinner klart, mens frosten stadig hænger let i luften.
Tid: Forårsmorgen.

Det var en dejlig, kølig morgen. En hjort havde forvildet sig nær portalen, og Maijas lejr. Vinden gik mod hende, og hjortens varme lugt fløj imod hende. Den ville ikke opdage hende før det var for sent. Hendes trin var rolige, faste, stille, mens hun nærmede sig sit bytte. I et øjeblik stod hun stille, til hjorten kiggede op et lille øjeblik. Den skulle se hende i blot et øjeblik. Hun holdte sig klar, og knurrede let, så den så op på hende. Frygten lyste ud af dens øjne, da den forsøgte at komme væk, komme i sikkerhed, men det hjalp den ikke. Med sine kraftige ben sprang Maija på den med tænderne borende ned i halsen på den. Det varme blod plettede de kolde sten, deres varme ånde vibrerede i den kolde luft, til kun én trak vejret. Maija knækkede dyrets hals, før hun trak dyret afsted mod sin lille lejr, i en lille hule i klippen.
Hun var nået halvvejs, da vinden sendte en ny lugt mod hende. Blod, frygt. Maija overvejede kort om hun skulle fortsætte, eller se efter hvad der var sket. Lugten var kraftig, så chancen for at finde overlevende før andre dyr dukkede op, ville være lille hvis hun ikke havde fart på. Med et hurtigt orientering om hvad der befandt sig omkring hende, sprang Maija afsted. Klipperne bar tegn på at de havde været betrådt af mange fødder, måske en klan, som hendes egen. Lugten var forfærdelig, det stank af ødelæggelse, og Maija holdte sig ekstra overvågende. Hvad der så end havde forårsaget det, kunne stadig være omkring i området.
Det syn Maija mødte, da hun endelig nåede frem, var ved at vende hendes mave. Et utælleligt antal af døde folk og et mindre antal heste, lå spredt blandt klipperne. Deres kolde, blege øjne gav Maija kuldegysninger. Deres åbne øjne kiggede næsten på hende, med deres mundes lydløse bøn, skrig om hjælp. Skaderne på deres kroppe var tydeligvist fra sværd, stik, hug, blod overalt. Maija kunne næsten høre kampen foregå, næsten se det for sig. Det var dog svært at se hvad de mere eller mindre kunne være, eller havde været. I hendes øjne var de mere ens end hjorte, selv med de forskellige farver, de havde prydet sig med. De var et stykke fra portalen, så det kunne næppe have været andet end en menneskelig fejde. Forskellige ådselædere var allerede begyndt at dukke op, og mæskede sig i deres festmiddag.
Med forsigtige skridt gik hun ned blandt de døde, og forsøgte at finde bare én, som kunne fortælle hende hvad der var sket. Bare én som stadig var i live.

Lyden af skridt som bevægede sig i mudret var ikke til og tag fejl af en anden gruppe af mennesker, havde flygtet inden de kunne tag deres straf. Aldin var en af de ridder som ikke bare tog imod ordre, men han vidste hvis de ikke gjorde noget ved denne gruppe, ville der starte en mindre krig. Aldin sank en klump, hvor han så bevægede sig videre med lederen af hans gruppe. Aldin sætte derfor hans tempo op, sammen med lederen og de andre, da de endelig nået stedet, virket det til og være vildt stille. Aldin skulle til og sadle af hans hest, hvor han så ville finde ud af, hvad der var. Men han blive holde tilbage af hans leder, hvorefter han sank en klump. Aldin, havde ikke været sig selv i et stykke tid det var evigheder, siden han havde set noget til hans familie og Skylar var død, han havde prøvede og snakke hende fra det men det, havde ikke virket. Derfor stod han her og prøvede bare og tænke sig væk fra alt han, havde oplevet.

”Elijah du skal se dette her,” lød det fra hans kammerat der ledte denne gruppe til daglig. Aldin sukkede hvorefter han hoppet af hans hest hurtigt, han så på en pil som sad fast i jorden, dette var ikke en menneske pil. Lyden af et par pille lød, hvilket der medførte flere blive myrde, ”det er en bagholds angreb, Kevin nu, lad os komme væk, du skal overleve det er dig der er lederen afsted NU.” Det sidste blive råbte, hvorefter Aldin kravlede op på hans hest og holde hans skjold frem for sig, hvor han så red mod det sted, de var men inden han kunne nå og køre noget skudt de hesten og alle de andre så de inden døde, eller kom alvorligt til skade. Lyden af skrig var ikke til og tag fejl af de slagte folk, der havde overlevet, og som kunne komme sig, hans hest kaste Aldin af sig, hvorefter han kunne mærke hesten vælte over ham, kort der efter blacket han helt ud

Elijah kom til sig selv lidt tid efter, hvor han kunne mærke at hesten lå over ham, hvilket i sig selv burde og ha gjorde han ikke kunne føle dem, men det kunne han stadig, Aldin så sig omkring og, havde lyst til og kaste op, men hvis han skulle klare den, ville han have brug for hjælp nu. ”hjælp her over, jeg er her over.” lød det fra Elijah, hvor han råbte, han kunne ikke bevæge sig. Han var lammet af chokket, ”JEG ER HER, HER OVER.” Råbte Aldin igen, hvorefter han sukkede og lukket hans øjne.
//Sorry for starten demi, men er vildt træt så mit svar blive forvirrende. :///

En stemme piercede luften, og forstyrrede Maijas tanker. Et råb om hjælp. Maija satte farten op, mod hvor hun havde hørt stemmen,  til hun var hvor det skulle være kommet fra. Hun kiggede sig omkring. En mand lå med en pil i halsen og brystet, hans blege øjne skreg endnu af frygt. En anden lå med åben mund, og en pil i låret. Han lå med en skjold halvt over sig, og havde blødt ihjel hurtigt. En hest lå med et par ben under sig. Maija stoppede op. Hesten havde været død i noget tid, men hun kunne ikke se med sikkerhed om benenes ejermand også var. Hun nærmede sig forsigtigt hesten og benene, med hensigt at se hvem benene tilhørte. Det var en mand, hvis krop endnu lyste af liv. Maija knurrede tilfreds over endelig at have nået sit mål. Uden videre greb hun fat om nakken på hesten og løftede dens overkrop op og, med en akavet bevægelse, vippede den over på den anden side, så mandens ben var fri. Det havde været en sund og stærk hest, men Maija lagde den alligevel fra sig. Hun foretrak vildt. Maija vendte tilbage til manden, og snuste langtrukkent til ham. Alle sanser fortalte hende at det var et menneske hun havde med at gøre.
Maija ændrede sin form til menneske, ligeglad med at hendes krop var bar og blodig, og satte sig ned ved siden af manden.
“Se på mig, menneskesøn!” Hendes stemme bar kold alvor i sig, mens øjnene så gennemborende på ham.
“Hvad er der sket, her?”  
((Det går ^_^))