The House On The Left ~ Tristan

Hun behøvede ikke at vende sig om , hun vidste det var ham der kom.
De sidste spor af tårer blev tørret hurtigt væk, hun brød sig ikke om at udstille den side af sig selv, hvis det kunne undlades.
Tristan satte sig ned og hans stemme var egenlig nok, lige nu, til at få hende lidt på ret køl.
Hun nikkede ...glad for det var afsluttet og de ikke længere var i huset.
" Fantastisk" svarede hun først med den vanlige ironi....men tilføjede bagefter.." Jeg forstår ikke at jeg ikke har det bedre...burde jeg ikke føle..glæde ...eller at jeg lige har gjort noget godt, noget rigtigt?" hun så på ham og undrede sig over hele den situation de lige havde været en del af. " Kvinden...Becca, er hun okay?" spurgte hun endelig, lidt flov over bare at ære gået, med på det tidspunkt var der bare udsolgt i butikken, hun havde intet mere at dele ud af.Hun havde dårligt kunne holde samme på sig selv.Egenlig var hun overrasket over at det havde æret så...følelsesladet for hende.
" Skal vi gå hjem?" spurgte hun...hun behøvede at se med egne øjne, at ingen lå på lur længere.

Han trak på skulderen og pillede lidt ved noget græs ved siden af ham for ikke bare at sidde og gøre intet. "Du har gået og vogtet den ting med dit liv.. Helt naturligt ville din krop ikke være glad for at aflevere den.. Din underbevidst tror måske stadig at der er fare på færde?" Foreslog han og kiggede op på hende igen. Han havde det ubeskriveligt dårligt over at hun havde det sådan, men på den anden side var han virkelig glad for at den krystal var ude af spillet og de begge var uskatte.
"På den lokale skadestue.. Jeg hentede nogle folk til få hende derhen. Hun burde klare sig af hvad jeg kan se" Svarede han hende og med det samme hun foreslog at vende snuden hjem havde Luck rejst sig. Ligesom Tristan selv kunne han mærke at Luck ikke helt vidste hvordan man reagerede i situationer som den han lige havde været ude for med Camille.
"Ja... Jeg skal bare lige tørre blodet op fra gulvet og slæbe den seng ind til Luck.." Svarede han og rejste sig også. Han rakte så en hånd ned for at tilbyde hende at hive hende lidt op.

" Jeg tror du har meget ret i det.Jeg er ikke overbevist...men kunne ikke se andre muligheder, hvilke er lidt af et dilemme, ik? Men....jeg stoler på dig...derfor har vi gjort dette i aften" sagde hun og gav ham et lille svagt smil.
Camille lavede en lille grimasse " Så slemt hva'? , det var synd.Gud ved hvad det var hun ville have sagt?"sagde Camille en smule træt og klaskede sin hånd i hans, da han tilbød at hjælpe hende op.Det var mere et ' makker par klask'- ikke fordi hun afviste ' kæreste klasket' men fordi det føltes som en opgave...en kamp...de lige havde udført sammen, som så mange gange før!
Da hun stod op igen, kom arbejdsfordelingen på plads.." Jeg klare sengen, du taher dig af blodet" mente hun og morerde sig lidt ved det.Det var nok en smule omvendt af mange forhold, og havde hun ikke haft sin telekinese, havde forslaget heller ikke lydt sådan.De satte kurs mod Tristans hus.

Han skød hende et skævt gavtrold smil og hev hende med et ryk på benene. "Jeg er sikker på at du vil finde din nye tilværelse, som skyggedragefri ganske fornøjelig" Tilføjede han og kiggede efter Luck, som utålmodigt luntede imod huset og med god grund. Det var begyndt at blive lidt småkøligt.
"Hmm.. svært at sige... Jeg kan ikke helt finde ud af hvor hendes loyalitet ligger. På den ene side hvirker hun meget .. underkastet.. Dragestatus... Og på den anden side gik hun imod Thyrix.." Han spekulerede lidt på det. Ja hun var meget ærbødig. Han havde oplevet det flere gange.

De begav sig op imod huset imens Tristan stak i en grimasse. "Bvarg.. det er så klistret og svært at få af.." Beklagede han sig og satte begge arme bag ved hovedet i en afslappet og tilbagelændet position.
Han beklagede sig dog ikke mere da han bevægede sig ind og fandt en mobbe og en spand for at få blodet op. Heldigvis var det ikke størknet og derfor nemt at få op.

" årh....kald hvis det viser sig du har en sart mave" drillede hun, imens hun grublede lidt over hans ord....' hendes tilværelse som skyggedragefri' .Det ville blive interressant at se om alle maridt ville tage ende nu- og kun de originale syner om flashes om fremtiden stadig dukke op.
Camille fik rimeligt hurtigt Lucks seng på plads, om hun var godt nok mental flad bagefter.Det kostede på krafterne at gøre de her ting, med gud ske lov havde Tristan fyldt hende med mad og drikke inden, det hjalp jo noget.
" Hey...Luck? Så er sengen på plads!" Kaldte hun til ham.Luck lå i køkkenet med lukket øjne og sagde små spinde lyde...eller faktisk ret høje, men det var jo naturligt nok.
" Tristan....vil du have nogetvat drikke?" hun havde opsporet noget øl i hans køkken og ville hælde det i to krus, hvis han ville?

Efter lidt skrubben på gulvbraderne havde han nu en spand fyldt med blodigt vand, men også et rent gulv. Han sukkede og tørrede lidt sved af panden da han rejste sig op med spanden i den ene hånd. Det fugtige guld glitrede lidt af vanden, men han ville bare lade det tørre over natten.
Idet han tømte spanden ud over træerne nedenfor huset hørte han hende kalde inde i køkkenet. "Jo, bare giv mig det samme som du skal ha', lidt at drikke til at sove på ville nok være godt" Smilede han og bevægede sig hen imod køkkenet. Han smilede af en meget udmattet Luck der sov fast helt henne i et hjørne af stuen. Han tvivlede på at missen ville nå hen i seng og ikke bare sove der. Så langt fra soveværelset den overhovedet kunne.

Hun hældte op og gik ud på taressen og satte sig ned samtidig med hun stillede krusene fra sig og vinkede Tristan op.
" Man kunne godt blive afhænig af dette!" sagde hun med et lille smil.Natte luften var måske nok kølig, men også frisk og dyrenes lyde virkede beroligende.
Hans krus blev skubbet over til ham og Camille betragtede ham lidt.Han var så...stabil...uanset hvor hun svingede hen,som et forvirret pendul, var han den rolige støtte , lystårnet der dirigerede hende hjem i sikker havn.Det kunne hun bare ikke sige , vel? Det lød jo....plat.
Så istedet sagde hun " tak...for hjælpen, jeg har på fornemmelsen at du har arbejdet en tid på at forsøge at løse mit problem med krystallen" .
Hun greb fat inhans hage og holdt den fast bare to sekunder" good job Tristan" smålo hun og slap ham....og drak lidt af sin øl.

Han var på ikke mange sekunder oppe ved siden af hende og smilede. "Det kan man nemlig.. Langt væk fra byens larm" han løftede et øjenbryn. Han havde tænkt over det længe faktisk, eller han havde forhandlet frem og tilbage. "Hvad kan man gøre, jeg kunne jo ikke bare sætte mig på sidelinjen og se en flok drager tyranisere min pige vel?" Drillede han. Han skulle lige til at tage sin øl da han fandt hendes hænder på sin hage og kiggede utilfreds ind i de blå øjne foran ham.
"Besides, nogen skal jo redde din røv af og til" Gav han flabbet igen og tog nu en tår af den kolde ål i kruset. Hvis der var noget til at redde stemningen i huset fra tidligere begivenheder ud, så var helt klart et godt krus alkoholiseret drik.

// du er sååå sød, tror du jeg er SÅ ond at jeg har puttet en kold ål i dit krus?! Og jov....det er tilladt for mig at drille da jeg laver konstante fejl selv XD//

Selv drillerier kunne vel give en god følelse i maven når de vel og mærket blev givet med kærlighed.Og uanset hvad fremtiden havde i vente for dem, så vidste hun at hun kunne stole på ham.Till the very end.
" nu er...din pige..jo altsår ingen hjælpeløs dukkelise" gav hun igen og mente selv at det var sandt.Det var mere ...omstændighederne...der bare ikke altid var gunstige, og derfor behøvede hun ...ikke hjælp...men backup, det lød bedre!
Argh... Han gik altid efter det sidste ord." ja...og du har alligevel intet bedre at fortage dig, end at redde den" grinede hun til ham og tog endnu en tår.
Øllen...noget hjemme lavet dværg bryggeri, så vidt hun kunne se på flasken, var god...lidt sød, men varmede ud i kroppen, og fik hende til at slappe af.fantastisk.
Hun strakte sig, og overvejede at de snart skulle få afrundet denne dag." Får jeg mareridt...er det yderst vigtigt at du vækker mig, ked det samme! promise?" hun varstadig nervøs for et gæstevisit af enten Thyrix eller endnu værre.

//Hvad nu hvis jeg godt kan lig ål i min øl hva ?! xD //

"Er du nu sikker på det?" Smilede han igen drilsk og strakte sig ligeså imens han gabte. Måske skulle de alligevel snart gå i seng. Hans krop var træt efter en lidt anstrengende oplevelse, og som regel når Luck gik kold , så gik der ikke længe før han selv gjorde.
"Jo god ide, lad os komme i seng" Mumlede han tog noget mere af hans kolde 'ål' ( ).

"Åh gud, nu skal du til at kæmpe dig op ad den stige , er du sikker på at du kan klare det?" Han kom helt til at grine ved at tænke på hende forsøge. Han havde ganske vidst ikke set hende kravle op første gang, men denne gang skulle han nok være sikker på at se det.

" rimelig sikker...du skulle bare have set mig i tuneringen med Crasie" hun tav,den havde hun vidst aldrig nået at fortælle om.En turnering..på liv og død...og hun fik sin hellhound der,den havde hun så heller ikke liiige nået at tale om, endnu.
Hun rejste sig, tømte kruset og gik ind.
Ja, den var...frygtsom den stige." hmmm du antager jeg sover hos dig?" hun drillede- lidt.De plejede nu altid sove hver for sig, før hen...og selv sove var nøgleordet, var det alligevel....anderledes.
" jeg havde ellers satset på Luck" drillede hun videre, og kravlede op, nogen lunde uheldsfri, hvis man så bort fra da den ene fod gled undervejs.

//

Han kiggede nysgerrigt på hende og tilføjede hurtigt da hun begav sig op. "Du kan jo fortælle mig om den dersens turnering deroppe". HAn ville gerne ned under en varm dyne, så kunne hun fortælle der.
Hank kunne ikke holde en fnisen tilbage da hun halvt gled på stigen, men det gav alligevel et gip i ham, som havde han troet at han skulle til at gribe hende.
"Pft, jeg er sikker på at gulvet ved siden af Luck er dejlig blødt, men du for ikke en af mine dyner med ned" Drillede han tilbage og klatrede selv op. Han havde tænkt sig at få sat et eller andet til at kunne trækkes ned og hænge foran sengen, så månelyset ikke trængte så meget ind der hvor han sov, men så igen, nu kunne de da se noget. Nedenunder kunne Lucks brummen stadig høres.

" åh....real funny.....som om Luck ville lade mig ligge der...jeg kunne da sove på hans mave" forsøgte hun og stod nu og betragtede sengen lidt.
Hun tog en dyb indåndning....tja...under dynen skulle hun jo, så hun viftede med hænderne at han gerne lige måtte vende sig om, og derpå fik hun kringet sin sorte bluse af, nederdelen ligeså....og hurtigere end man kunne sige 'Castle er forvirret' kom hun ned under den ene dyne.
" Ja....jeg ved ikke hvilken side du sover i normalt, men ..." sagde hun og havde lagt sig i den højre.
Værelset var smukt, enkelt og månelyset gav det et mildt og varm udseende...et slags varmt sølv skær...selv om betegnelsen normalt var brugt om guld, så passede den slligvel her, mente hun .
" den med turneringen....er lang og meeeeget kedelig" løj hun, der havde været kamp, sex og hunnvar endog tilbudt en plads ved sortridderens hof, for det ikke skulle være løgn.

Tristan vente sig hurtigt på hælen og holdt sig tydeligt for øjnene så hun ville kunne se det . Han vente sig rundt igen da han kunne høre at hun fumlede sig under dynen. Selv var han ikke så blufærdig, men det måtte være kønnet. Han ahvde i hvert fald intet problem med at tage t-shirten af som var han alene. Eftersom han havde jeans på kunne han jo ikke rigtig sove i dem, så de røg også af inden han selv var under den varme dyne. Det var altid dynen han synes lokkede en til at blive liggende i sengen om morgnen. Dens varme beskyttende lag afskærmede for alle dagens kommende hændelser.
"Det er første nat jeg sover her så du bestemmer... du har jo selv sat sengen op, remember?" Svarede han og lod hende trille til højre.

"Lad mig nu bare høre den, nu har du nævnt den turnering" Smilede han skævt i mørket og lagde sig til rette.

Hun kastede kun et hurtigt blik på ham, og kiggede så væk- helt af sig selv, for at lade ham smide tøjet i fred.
Hun sukkede dramatisk men gik alligevel igang.
Hun lå på siden, så hun kunne se på ham imens...
Tristan fik fortællingen om hvordan de bar kørt til dværgenes by, havde mødt en æld gammel drage, der bist nok havde snakket noget om ædelt blod i Camille og om sværdet.Hun fortalte om de voldsomme forhindringer, både psykisk og fysisk, de havde gennemgået....de havde overlevet, men desværre vandt de ikke.Hun undlod at fortælle om sortridderen,der ville have hende til at blive i hans hof, og om hans tilbud om hun joinede Isabella og ham i sengen.
Hun afsluttede...." og det var sådan jeg øhm....fik en kæmpe og megetvfarlig hellhound.Crasie købte den til mig, jeg tror hun var vildt stolt af jeg lærte at styre ham, da jeg skulle ride på ham...og over at vi blev så tætte.det er vel også næsten en anden dimension Rain - som han hedder.- er i, men når jeg blæser i en særlig fløjte...så dukker han op" forklarede hun smilende.

Tristan havde også vent sig imod hende og lyttede spændt på hendes fortælling. Meget af den var en overraskelse han aldrig havde hørt før, og da hun var færdig var han en smule forvirret over alle de opløsninger. Det lød sandelig som to piger der havde haft det 'sjovt'. Alt det hun havde fortalt lå bagved emnet om hellhounden, så det var den han tog fat ved.
"Jeg har aldrig selv set en hellhound... Men jeg forstiller mig lidt alla en stor hund. Det er selvfølgelig bare gætværk" Grinede han. "Men nu når du har en, så må jeg vel møde den en dag?"
Han løftede et øjenbryn og opdagede pludselig at han var en smule tør i halsen. Det var underligt, på en god måde, at ligge her overfor Camille, meget specielt og noget han ikke rigtig havde prøvet før.

//Tilgiv at jeg ikke kan spørge meget ind til dit eventyr, men min viden om det er meget begrænset //

// intet at tilgive ,jeg ved det blev jabbet af, men det villen tage fire sider monolog at fortælle om, da der skete virkelig meget

Hun smilede ved mindet om Rain, hun savnede ham og måtte snart se ham igen kunne hun mærke.
" Rain....er sort og mit hoved når kun lige hans skuldre, sååå ja han er kæmpe.og har syle spidse tænder.Han var den der var mest frygtet at ridde på, så jeg rænkte what the hell...jeg var alligevel bange for st ridde på dem alle samme, så hvorfor ikke bare kaste mig ud i det?! Han er fantastisk, men andre kan altsår ikke bare gå over til ham uden at blive spist" drillede hun,men det var nunlidt sandt.Rain varbikke bleg for at sepererer et hoved fra dets krop, hvis han fandt det passende.
" det ville være sjovt at se hvad Luck sagde til en stor hund?"

"Det er så dig agtigt " Smilede han. Selvfølgelig havde han valgt den mest skræmmende. For hende kunne det ikke være anerledes. Tristan lod sin hånd finde hendes under dynen og flettede sine fingre ind i hendes.
"Hov hov, jeg sagde møde som i 'se', ikke osm i 'hilse på'" Svarede han igen og måtte indrømme at tanken om at blive spist af en Hellhound som var af den tro at han var en gulerod ikke var tiltalende. Det var den med Luck heller ikke.
"Uhhh jeg må advare dig der. Han er lige så konkurrence syg som mig, og han stopper ikke hvor legen er god" Og det var sandt. Om Luck skulle bide og kradse til sidste las så blev den ved. Meget konkurrence syg, og meget stædig.

Det var en dejlig tid, dengang...og hun ville for altid være Vrasie taknemmelig for alle disse spændende eventyr, hun hev hende med på.guderne måtte vide hvad hun så i Camille, siden hun gad have hende med på slæb, oven i løbet som partner i en dødsdyst,hvor mange aldrig slap ud levende.
" yeah...Im a real badass dukkelise" sagde hun mærkede hans hånd finde vej til hendes, og trak på smile båndet.
Det var....dejligt....rart...skubbede nogle af de mere kedelige oplevelser fra denne aften , langt væk.Med Tristan var det så ...mærkeligt.Selv om ting føltes nye...og hun kunne være..nervøs, var det alligevel som at ' være hjemme' og hans ro forplantede sig i hende.
" Er Luck sådan.....i er jo virkelig ens" konkluderede hun og fandt det enestående og vidunderligt, at de var SÅ forskellige og alligevel så ens.Han var heldig at have Luck- nej....de var heldige at have hinanden!!

Han fnøs drillende for at provokere hende, men måtte alligevel give hende ret. Helt blødsøden var hun dog ikke. "Jaja, du ved hvordan du forsvare dig allright" indrømmede han og kiggede spørgene på hende, som om han spurgte om hun var tilfreds nu.
Camilles hånd føltes ekstra varm under dynen og det bredte sig til hele kroppen. Rart og betrykkende.
"Vi er osse tvillinger..." påpegede han, selvom han aldrig rigtig havde set Luck som en bror, men mere som en god ven der forstod, men måske kom det hen af vejen? De havde jo ikke været 'brødre' så længe hvor han selv havde vidst det.

" ja...det er meget tilfredsstillende, især når man tæker på ordene komme fra en mega cool dusørjæger " sagde hun med et glimt i øjet og lod en finger stryge ned af hans kind.
" hvis min fornuft så også gad at samarbejde lidt, ville det være perfekt" sluttede hun af.
" Tvillinger....det er lidt vildt.Men jeg vil lige understrege at han suverent er det familie medlem jeg bonder bedst med af dine, og jeg tror også han måske er det eneste der synes om mig" hun gav hans hånd et lille klem.Det var sagt i alvor....men på en let og lidt sjov måde.

HAn pustede sig stolt op ved hendes ord og åndede glad ud igen. "Fornuften er underordnet, jeg har selv et mindre problem med den.. " Og med mindre mente han ikke just lille.
Han lukkede øjnene da hun strøg en finger ned langs hans kind og åbnede dem igen bagefter. Det føltes bekræftende og sødt, på trods af at han var sikker på at kunne høre en lidt drillende tone, eller var det bare ham?
"Nej da, Isabella er da vild med dig!" Sagde han hende ironisk imod. Den slægtning der nok kom tættest på Luck i at kunne lide Camille var nok Anna, men hun havde også i den grad manglet en kvindelig hånd til at styre 3 uregerlige mænd i huset.

Jaa, der var noget om snakken.Tristan var selv ganske impulsiv og kastede sig bare ud i ting, men hun havde dog fornemmet en udvikling.Ikke at han ikke længere var impulsiv, men en mere analyserende side i sit arbejde....siden var var blevet leder...var også trådt til.
Hun lavede et dramatisk suk...." alle hendes gaver fremover, jul og fødselsdag vil blive mit hjemmestrik, vi taler huer, sokker,jalstøklæder...the works - og jeg siger dig Tristan....jeg strikker røv dårligt" drillede huk , da han var så fræk at nringe Isabella i spil.
" du....nu jeg er så heldig at have en kæreste der er jæger og kan en masse selvforsvar...sååå skal jeg lige spørge dig om noget" sagde hun stille.
" kan du lokkes til at træne et par unger, HVIS jeg får en skole stablet på banen? " hendes ide hvilede lige pt på børn og unge....fremtiden, istedet for slaver generelt.

Han skar en grimasse og havde af en eller anden grund slet ikke svært ved at forstille sig at Camille ikke kunne strikke, og den dag han modtog så meget som en strikket babysok af hende ville han grine sin røv i laser.
"You don't say?" Var dog det eneste han sagde og bed sig underlæben. Han lå stadig på siden med front imod hende.
Det næste hun sagde kom ikke rigtig bag på ham. Hvis hun ville starte en selvforsvars skole, så havde han jo erfaring i at lære unge kamp. forskellen var bare at de børn han havde trænet, blev trænet til at angribe, ikke forsvare.
"Hvis du kan love mig at du for smedet ind i deres hoveder ikke at bruge det forkert" Smilede han charmerende og blinkede til hende.

Igen...en næsten barnlig glæde ved at få et ønske opfyldt.
Hun slap hans hånd og strakte armene ud for at hive ham et knus istedet.
" Virkelig? Du vil! Fedt!" julede hun.
Tristan havde den helt rette erfaring og havde et godt tag på børn.Det havde hun oplevet den dag, han havde slæbt hende med over at træne med ungerne ...de kommende dusørjægere. Så var der bare lige en ting mere der lige skulle nævnes..." Jeg spørger naturligvis et par stykker mere....du kan jo ikke værender 30 timer om ugen...og jeg vil gerne have de lærer lidt af hvert! Det skal ikke være bare godt, det skal være niget der virkelig rykker det vi lærer dem" hun smilede ind i hans øjne og sukkede " jaja....jeg må prøve at se om det kan lade sig gøre , at jeg ikke leder dem i fordærv og lærer demmom den ...mørke side" hun forsøgte sige som Vader,men kom istedet til at grine.