The House On The Left ~ Tristan

Hun studsede lidt over hans svar, men lod det passere.Hun var nok bare lidt...overfølsom lige i disse dage.Men med al det virvar og manglende søvn, var det nu nok meget normalt.
" Ja..du gode....jeg har jo heller ikke tænkt mig at stikke af med dem" drillede hun lidt , nej sl samvær med hans lille familie, ville blive på høfligheds fraser og et konstant blik på uret for at se hvirnår man kunne være bekendtbat trække sig tilbage.
Hun havde spist sig igennem halvdelen af bøffen, da han fik hende til at ligge bestikket fra sig." på et slot, siger du?? Jamen..." hun så forvirret ud og kløede sig lidt i siden sf panden.
" Jamen Tristan, burde det ikke være det vi gjore først, søge efter hende? Og vente med dragerne? Jeg kan godt holde tilbat bekæmpe dem lidt længere?" tilbød hun.

Han rystede på hovedet og tykkede af munden inden han svarede.
"Nej.. Jeg er ret sikker på at Isabella bevogter det slot med dobbelt indsats for tiden.. Hun ville ikke af med hende det ville hun ikke, og når hun ved jeg vil bryde derind... Jeg tror det er bedre at vente til der er lidt ro på igen" Svarede han igen og så lidt tænksom ud. Det var selvfølgelig en ting, men som han havde sagt til hende før så vægtede han bare Camille højere end en kvinde han aldrig havde mødt. Mor eller ej.
Noget andet var måske også at han var lidt nervøs for det. Lige siden han fik at vide at han havde en mor her havde han gjort sig tanker om hvilken person hun kunne være, han ville ikke ligefrem blive glad hvis det viste sig at hun var forfærdelig.. Han snak en klump da han tænkte over hvad Isabella havde sagt om hende.

" Jeg kender en fyr, der måske kan hjælpe os...du ved...Sean?! han er van til at planlægge og udfører disse ...ting, lidt som du også er, så mangler du back up vil han være et god bud, når tiden er ret" sagde hun eftertænksomt.Hun var ret sikker på at Sleck ville kunne flå en hel del af dem fra hinanden på no time, men at sætte de to samme for at finde Tristans mor, lød ikke som en brilliant ide, vel.
" hvordan mon hun er?" tænkte Camille lidt højt og grev fat i sit krus med øl, for at tage en tår mere. " Jeg mener....uanset hvad, har hun en andel i dig, og det gør h
At hun har gjort een ting rigtig her i livet, og det er værd at huske! Blodets bånd er ikke det stærkeste Tristan, man bælger selv om man vil bygge på de biologiske bånd eller blot vide de er der" .Hun kunne ane en lille bekymring bag hans øjne, selvom han sikkert ikke ønskede at vise den.

"Ja jeg kender Sean og har talt lidt med ham .. Overvejer også hans hjælp.. Men det er vigtigt at huske at jo flere vi er desto mindre diskret bliver det .. Men 3 personer skulle kunne gøre et fint job" Han smilede lidt ud i luften og tykkede tænkende på et stykke bøf han lige havde proppet ind i munden.
Han trak på skulderen og nikkede bare. Han vidste at hun havde været sammen med hans far efter hun havde været med Isabellas og han havde en mistanke om at det nok ikke havde været helt lovligt.
"Jeg tror min mor var gift med Isabellas far... Og måske stadig var det da hun fik mig.." Sagde han lidt efter og tog noget mere af hans drink. Så slog han sine øjne op på hende igen . spørgene, for at se om hun så hvad han sigtede efter.

" det er da helt klart værd at overveje....for vi er nød til at gøre noget jo" slog hun fast.
Hun havde ikke den store tålmodighed når der var noget hun ønskede at gå i gang med, eller...jo....hun var ekstrem tålmodig f.eks med patienter og børn, men der var mere når hun blev beejstret for en ide, sommerhuset da hun ønskede det eller nu at finde Tristans mor, så var det svært ikke at kaste sig ud i det, men naturligvis havde han ret.De skulle være yderst strategiske og vælge tiden med omhu.
" hmmm...måske? Det vil din mor nok kunne gøre rede for, så du får ordenlig besked" Camille gav ham et blifådt smil, han måtte jo være komplet forvirret i hovedet over al det familie halløj.Her sad hun og syntes det var slemt for hende, men Tristan havde intet vidst om hans familie her, og var nok rimelig overrasket selv.Hun betragtede ham og konkluderede at han måtte være ekstrem stærk og hårdfør, ikke nok med disse oplysninger ikke have væltet ham omkuld, han havde kræfter til også at kæmpe for at hjælpe hende.Hun skyldte ham....og hun vidste det.

Han trak på skulderen igen og virkede lidt usikker. Han havde jo altid søgt efter svar på hvorfor han ikke passede ind i sin familie på Deploratus og nu havde han fundet den. Han var født her. Så var det bare hvilken slags familie han passede ind i.
"Jeg vil gerne høre det fra hende you know.. Men jeg frygter bare at du ved.. Måske var jeg en fejl og hun måske slet ikke vil se mig.. Barn af en affære .. santuine oven i købet - vi er ikke velset skulle jeg hilse og sige .. Og ja, de skilte sig jo også af med mig.. Men det besvare stadig ikke hvor jeg fik min dværggulds sværd fra.." Han sukkede og tog halvhjertet mere af sin bøf.
"Fandt du egentlig nogensinde sværdet i stenen?" Skriftede han hurtigt emne og kiggede lidt mere humørfyldt på hende. Han vidste hun havde længtes efter det, det havde hun sagt på et tidspunkt.. noget om at Sakref ville hjælpe med det.

Camille sad lidt tavst og så på ham.Bagefter sagde hun alvorligt..." Tristan...hvis det er tilfældet, hvad betyder det så? Den ' fejl' har gjort mig til den lykkeligeste pige i verdenen og...du har fremtiden foran dig.Du ....ville gøre enhver 'normal i hovedet forældre' stolt" hun kunne ikke tåle tanken om atbhan skulle sætte spørgsmålstegn ved om de ville have ham.Hun vidste at han havde bakset med hans forældres anerkendelse stort set hele livet, og først rigtigt fået den da han blev leder af jægerne.
" er hun en varm og god person kan du bygge et forhold op....og er hun ikke det værd, så får du vished.En win win situation" forsøgte hun bravt at vende det omkring til noget mere positivt.
" nope....ikke endnu, men jeg har en ide om at lokke Bron eller Melvin tilat samarbejde lidt med mig, og få Sakref til at hive mig det, jeg tror han udmærket ved hvor det er.Og...hvad er det med dit sværd? Kan du ikke finde info om det....? "

Den tyngende fornemmelse der havde ligget over hele emnet lettede en smule og fyldte hans mave med noget der føltes som små bobler. "Tak Camille. Du har ret" Smilede han lidt svagt og lagde sin hånd på hendes. Hun mindede ham da osse konstant om præcis hvorfor han havde valgt hende som center.
Taknemmelig for emneskiftet svarede han lidt mere ivrigt til det med sværdet. "Jeg blev venner med en dværgsmed fra byen.. Sagde han aldrig havde set noget lignende.. dværgguld åbenbart, noget man tildelte helte i ældre dage, jeg ved ikke hvad det skal sige" Forklarede han og hans tanker gik til det gyldne sværd der lå hjemme, gemt selvfølgelig. Det lokkede ham nærmest til sig.
"Du skulle ikke kende noget til legendariske sværd eller noget?" Sagde han til sidst - mest for sjov.

Af ren refleks tjekkede hun sit håndled, at krystallen sad der.Ikke fordi hun troede han ville snyde hende, men hun havde vogtet over den så længe nu, at det var en indgroet vane by now.Da hun havde konstateret den sad hvor den skulle, kiggede hun lidt på hans hånd og læftede så sit blik og mødte hans." Jeg kender en del faktisk...blandt andet hele fejantgelsen at sværdet i stenen var Arthurssværd, nope...det var et helt andet...og her kommer the lady of the lake så ind i billedet, men det er en længere historie...men desværre sweetie, min interesse for sværd er opstået og ender med det sagnsomspundende Excalibur... Og dværgdimseriet kender jeg intet til, sorry"
Ærgeligt at Mina var væk for tiden, måske skulle hun bruge den lille ting hun gav hende, og kalde på hende? Hun vidste garanteret noget om det, men....hun havde en ide om at Mina kun måtte forstyrres hvis Camille praktisk talt var død...eller meget tæt på.

Han nikkede lidt af det hun sagde og tilføjede idet han færdiggjorde sin bøf: "Så du har aldrig støt på andre myter om nogen sværd?" Han var rimlig nysgerrig. Måske kunne sværdet føre til hans far? Selvom han måske bare havde været et ønsket barn så gav det sværd ham en tro på at hans far ikke bare havde været en good for nothing gammel mand i en bar.
Han tog en tår af sin øl, som dog stadig var halvt fuld. Han ville ikke have de triste tanker mere. De klædte ham ikke, men det vidste hun jo. Så vidt så muligt holdt han altid det cooky humør oppe.
"Men du har ret, jeg skal snart ind på det slot Isabella bevogter .." Sagde han lidt kort for hovedet til sidst efter at have brugt de sidste par minutter i deres samtale på at overveje det.

Hun løb gennem sine erindringer igen, men resultatet forblev det samme.
" desværre ikke...like I said, min interesse var begrænset til Arthurs " hun synes dog det var spændende og noget de helt klart skulle borer mere i.
Hun spiste også videre, men tankerne var nu sporet ind på ...sværd.Hun havde altid følt at hun var knyttet til Excalibur, hvor underligt at Også Tristan nu var til et.
" du siger bare til...så samler vi en mini hær på et par stykker, og rykker ind"
Luck havde lagt sig til at sove, så det ud til.den store kat lå henslængt på siden, men man kunne se på dens øres bevægelser, at han fulgte nøje med i samtalen.

"Okay fair nok, jeg kan spørge Thyrix om sværdet osse" Sagde han muntert og slyngede med alt kræft tankerne om sin familie væk. Han tog en tår af sin øl og kiggede ned på Luck, som havde lagt sig lidt som en hund der ville kløes på maven.
*Den snushane* tænkte Tristan varmt og kunne med lethed mærke at Luck fulgte med i alt han sagde.
"Jeg regner med at så snart jeg har ordnet det med Thyrix og skyggedragerne så rykker vi ind" Fortsatte han og overvejede det. Han regnede ikke med at slottet var ret stort. Faktisk regnede han ikke med at missionen i sig selv ville tage ret længe..
In, out, nobody gets hurt... Så igen.. det var vel 'famous last words'.

" ja...det lyder da som en god ide, måske dragerne rent faktisk ved besked om det" de var jo efteralt meget gammle og havde en stor indsigt i mangt og meget.
" jepp...en hurtig ekspidition, og så er den ged barberet" stemte hun i.
Men nu var der bare lige et drage opgør der først skulle gøres op, og så måtte de jo lige se hvordan det ville ende.
" Ved du hvad? Jeg tænkte på noget..jeg ved ikke om det er en helt forfærdelig ide, men....jeg kunne godt tænke mig at menneskene her og slaverne lærte lidt mere om selvforsvar? Så hvis deres ejer...du ved...så kan de nakke ham?! Men om det vil hjælpe eller bare give dem større problemer, det jo lige det?" planerne drønede rundt i hovedet på hende...en lille skole, et lille akdemi....det skulle jo bygges op fra grunden og ville tage år, inden det var oppe at køre, men...der var da potientiale i tanken , om ikke andet.

Han lyttede til hendes ide og tænkte selv lidt over det. Hele ideen med at folk skulle kunne forsvare sig selv var en god ide, selvom der var nogle huller.
"Hmm det er en fin nok ide, men jeg tror det er værd at overveje at slaver i denne verden er ganske normal og at normale familier har dem. At give slaver kræfter til ligefrem at dræbe deres herre ville muligvis ende med en masakre på almindelige mennesker... børn inkluderet.." Svarede han og lænede sig lidt tilbage. Det var ikke for at være negativ, men mere for at se det fra en anden vinkel. 2 sider af samme sag.
"Men hvordan vil du lave en skole for slaver, når du kun kan få fat i de slaver som allerede er frigjort fra deres slaveri?"

Hun lyttede til hans pointe, og måtte erkende at der var mange huller i ideen.
Men ...dem kunne man jo stoppe ud, måske, efterhånden som man gennemtænkte de forskellige sider af sagen.Et smile bredte sig...et lidt listigt et af slagsen" fordi kære, at der kommer mange af dem...af de fri slaver, så måske man kunne starte med dem? Og så udvide til dem der pludselig stå og skal købes? Argh...det er jo ikke tænkt igennem, kun lige kradset den første streg ned på tegnebrættet, men et eller andet kan jeg nok få ud af ideen....is jeg tænker mig grundigt om" sagde hun g skubbede den næsten tomme tallerken fra sig." ih, hvor er jeg mæt.Tak...for mad, det var vel nok dejligt" roste hun og slog sig lidt på maven, som for at understrege at hun var stop mæt.
Hun ændrede lidt stilling på stolen, og greb ud efter sit krus, som hun nu sad med mellem begge sine hænder." you know..jeg vil gerne sige tak, for al det du gennem tiden har gjort for mig" sagde hun lidt alvorligt.Det var mere...hvis nu det hele fuckede up i aften, med dragerne, så ville hun gerne have han skulle vide at hun ikke tog noget af det for givet.

"Fin nok ide, du burde arbejde på den.. Men sikke travlt du får hvis du både skal befrie slaver OG være lærinde) Drillede han med et glimt i øjet.
Udenfor var himlen ved at tage en mørkere kulør og det varede ikke længe inden de blev nød til at begive sig hjemad. Der var mange steder der ikke var helt trykke om aftnen her.
Han opdagede at han havde siddet og kigget ud af vinduet på himlen da hun sagde noget igen. Såvel som hendes var hans hænder også foldet om hans krus.
Et kækt smil formede sig da han løftede et øjenbryn og så på hende.
"Hvad snakker du om kvinde? Jeg tror vi står lige.. Lad vær at lyd så dyster, det er jo ikke fordi jeg pludselig er væk imorgen eller noget" Lød hans stemme spøgende.
Ja. Måske havde han reddet hende flere gange end hun havde ved ham, men det betød jo ikke at han havde gjort meget mere. Hun havde givet på sin hvis i en mindre fysisk form.

" ja...det bliver kamp om timerne i døgnet, men jeg har da planer om at få nogen til at hjælpe mig! "
Eric, ville bære perfekt...hvis han ellers kunne løsrive sig fra de elskede heste, og så kunne mira også blive trænet der.
" nu må vi se hvad aftenen bringer....mand..men jeg synes bare lige du burde vide det"
Som hun så det kunne alt ske.Det var nok større risiko for det varvhende der røg, da han var på bedre fod med dem, og han skulle ikke stå tilbage fyldt med selv bebrejdelse.
Hun strakte sig....og så på ham." Er det tid? Til at tage hjem og til at kontakte dem?" spurgte hun forsigtigt.

"Du siger bare hvis du har brug for en hjælpene hånd" vedlagde han til hendes ord og kiggede på klokken der hang over baren.. 20.21. Og med en halv times gang hjem så ville det nok være ved at være mørkt når de nåede hans hytte.. Og han skulle stadig slæbe en seng til Luck ind. Hvor han dog ikke orkede det!
"Rolig... Hvis du først daffer af, så kan du regne med at jeg daffer lige efter også kan du sige alt det der på det tidspunkt" Smilede han opmuntrende - så opmuntrende det nu var og rejste sig.
"Tja, jeg regner med at kontakte dem gennem drømme, så det bliver nok først når jeg sover.. Og vi behøver jo ikke sove med det samme vi kommer indenfor" Drillede han hende lidt imens Luck også fik kæmpet sig på benene.

" hvem tror du skal træne dem i kamp? Mig?de skulle jo gerne overleve!" hun sendte ham et fornøjet blik.
" ja ja....ikke mere morbid snak så" forsøgte hun og det gik da også ret godt, hvis hun selv skulle sige det, med at holde det i ca. 30 sek...indtil hun stirrede på ham" i drømme?m-men....men hvordan skal vi så gøre det sammen? Vi kan da ikke drømme den samme drøm....jeg er nød til at være der, jeg vil ikke sende dig ind alene...du..du er måske lidt farvet af dine relationer til dem..jeg må selv se hvordan de tackler det" vedblev hun stædigt.ellers måtte han trække dem med ud i stuen, eller noget.

HAn himlede med øjnene imens de alle tre satte retning imod døren. Han havde lagt penge + tip på bordet havde allerede taget om håndtaget da han svarede.
"Hvordan havde du ellers troet jeg ville få fat på dem.. Suk... Fint jeg skal nok få dem ud i virkeligheden så" Mumlede han lidt fraværende og viftede med en hånd.
Imens natten så smut var ved at sænke sig, begav de sig afsted imod hytten igen. Der var et godt stykke, men ikke mere end at det ville tage omkring en halv time.

//Undskyld længden, skulle skynde mig Hvornår tænker vi Thyrix hopper ind? Så snart de træder ind af døren?//

" ved du hva....jeg er glad for at du er min kæreste, for nu har jeg officielt lov til at opdrage lidt på dig...man kan vel sige at det nærmest er et must, et slags krav til kvinden at hun skal det, og da jeg er en yderst traditionsbunden pige, så må jeg jo benytte enormt mange af mine vågne timer til netop det...smart ass! Ja...du skal få den ud i stuen, ellers kan du glemme alt om min krystal" sagde hun og himlede med øjenene.
Turen hjem, var både hyggelig og smuk.Stjerner udsmykkede den nattemørke himmel og dyrenes puslen var tydelig,i det ellers noget stille område.
Tristans hus dukkede frem i horisonten.

// hmmm....du mener at vi skal springe tre siders hed elskov over? Tilfordel for thyrix?..... Deal! * driller*! jepp....det er tid for Thyrix.

//Awwww man ! -.- SKal jeg skrive til Abbi?//

// griner, yes please

ikke mere end 9 år gammel, stod i et mørk hjørne af hytten, i entreen som man kunne se, når man åbnet døren til hytten. hun havde en lille sort kjole på, med små mønstre på, der lignet symboler fra en gyser film. hun havde langt hvidt hår, der sluttede halvvejs ned af hendes ryg. hun havde nogen sorte øjne, men de pupiller, som burde være, sorte, de var helt hvide, så det var nogen store sorte tomme huller, med en hvid prik i midten. nogen alt opslugende sorte huller, der føltes, som om at ens sjæl faldt ned i et bundløst hul, når man fanget den lille piges blik. i hænderne, holdt hun en glas krukke, med låg på, hvor deri, fly en lille skygge rundt, som nærmest lignet en drage, men denvar lavet helt ud af skygge, og den flyv hvileløst rundt. Den lille pige havde nogen kul sorte læber, og nogen blanke hvide hugtænder, ikke kun to, men alle hende tænder var sådan.øjnene var stive og peget stift ud i luften, som var hun de limet fast sådan, og kunne hun ikke dreje dem, men kun hovedet.
inde bagved den første mødte entree, som man jo altid kom til, når man gik ind i et hus, kunne man spotte en hætte kældt person, personen havde et timeglass pige form, men meget mere kunne man ikke se der viste tegn på hvem hun var. hun havde en hætte over hoved, som gjorde der var et skygge hul, der hvor andre havde et pænt hoved. hendes krop var dækket af en stof påklædning, der havde alt fra hansker til ben indbygget i den gennem sorte hel dragt. hun havde en stor sort kappe på, som man kunne se gik ned til gulvet, men om der var noget symbol på bagsiden kunne man ikke se. kappen var af fint silke. kvinden havde hænderne lagt over kors, med fødderne spredt med lidt mellemrum, til hver side, som var hun gift med action man, og var klar på at rykke på ingen tid, eller slås på samme. kvinden var voksen, og relativt høj, men så ret spinkel og svag ud.
Der var koldt og kedeligt i lejligheden, sådan føltes det, koldt og kynisk.

Efter en god og afslappende gåtur hjem til hytten nåede de endelig frem. Luck var den første der nærmede sig hoveddøren og havde ingen problemer med selv at komme ind, men så snart den gylden orange tiger forsvandt ind i hytten kunne en giftig knurren høres og det fik Tristan til hurtigt at kigge op.
"Luck? Hvad er der?!" Råbte han til tigeren inde i hytten, men det blev besvaret med dybe væs og mere knurren. Luck måtte have set meget frygtindgydende ud som den stod der med tænderne vidt blottet for den sortklædte kvinde ide i entreen, men inden havde set andre personer i huset endnu.
Tristan stoppede op foran døren og mumlede hurtigt. "Bliv bag ved mig" Til Camille, inden han fortsatte ind i hytten. Der føltes koldt og klampt, som om han lige var trådt ud i en regnvåd skov om natten. Noget der slet ikke passede sig for hytten de ellers befandt sig i.
Inde i hytten fik Tristan med det samme øje på den mørkklædte kvinde og trådte et skridt tilbage i forskrækkelse imens han udbrød noget i stil med: "Jesus fucking krist!" Han tog en dyb indånding og tog et par skridt frem igen. "Du skræmte mig.." Pustede han og stoppede op igen. Hun minede ham om en eller anden han havde set et par gange før, men det var svært at sige.
"Øh, kan jeg hjælpe dig?" Spurgte han lidt på vagt og holdt stadig en hvis afstand fra kvinden.