The House On The Left ~ Tristan

Det var fuldstændig uden betydning at han var lidt fraværende i samtalen, det var nærmere en lettelse, så ville han ikke opdage hvordan hun vrøvlede om alt og måske mere intet.
Senge...de skulle rykke rundt på dem, det var jo udmærket....hvis man så brdt fra den store skulle op på første, op af en ....stige?
" Hmmm.....ai, mon ikke jeg skulle smide din seng derop " hun nikkede mod første sal..." med lidt telekinese? Der er jo ikke rigtig nogen jeg kan slå ihjel, så mon ik det går st gøre det?" hun ville helt sikkert blive mat og lidt træt- men det betød jo ingen ting.
Hun vidste ikke helt hvad...eller måske hvorfor hun fik lidt ondt i maven.Hunnhavde sovet sammen med Tristan før, i sommerhuset, men.... Omstændighedderne var anderledes, og hvis hun skulle være ærlig, var det nok det der gjore hun blev nervøs inden i nu.Før kunne hun havde krøllet sig sammen og sove alle steder, med ham i nærhede- uden problemer." Det finder vi ud af Tristan...j- jeg ved ikke lige..." hun så istedet op mod hans værelse." skal jeg?" ...Hvis han sagde god for det, ville hun fokuserer på den store seng, og sende den på plads ,deroppe.

HAn grinede da hun nævnte sin telekinese og indrømmede uden tøven. "Det var faktisk din telekinese der var planen.. Vi ville aldrig få den seng derop på anden måde!" Og det var så sandt.. Den måtte veje mindst et ton.. plus, minus... Og op ad en stige!
HAn trak på skulderen og smilede opmuntrende. "jaja, det finder du bare ud af.. Hvad du gør altså" Han blinkede til hende og gik udenfor for at vise hvor sengen stod ved siden fa to andre senge som skulle ind i rummet nedenunder.
"You go girl!" Sagde han til sidst og gjorde sig klar til at se sengen flyve afsted. Det var sjældent man så Camille bruge sin evne, så han ville se godt efter.

" godt...så har du ikke helt mistet din realitets sans, ihvertfald ikke den hele" sagde hun med et smil og klappede ham på ryggen.
" ja, vi ser...hvordan det udvikler sig" sagde hun stille og for gud ved hvilken gang ærgede hun sig over at der ingen mobil telefon var i Underworld.Man kunne ikke komme til at give besked, når man ikke ...kom hjem.
Og blev hun et sted, vakte det uro et andet....når det ikke var aftalt på forhånd, men det kunne hun så beslutte at tackle dagen efter!
Hun satte efter Tristan og ud til sengen. på vejen tog hun nøje bestik af dør og åbninger, for at være helt sikker på hun ikke ridsede eller ødelage noget af hans polske håndværker arbejde, tsk tsk.
Hun var blevet stærkere, hvilke betød at hun ikke behøvede at lukke øjnene længere for at visualiserer.Hun kunne det med åbne øjne og stadig fokuserer og lukke alt andet ude.
Hun kunne også mange ting...som en hav af affyrede patroner eller pile....flere ting på en gang, men når hun skulle flytte store tunge ting...så spiste det af kræfterne.
" Here we go" mumlede hun og knyttede sine hænder , stramt.
Sengen ville unaturligt hurtigt glide gennem luften, stod nogen i vejen ville de blive kvast, og dernæst ville den indfinde sin plads, på første etage....uden en skræmme.Kun et højt bump ville runge gennem hytten, da de fire ben ramte gulvet.
Camille beamede af stolthed, og tørrede en lille sved perle væk fra panden." såååådan der, herrerens seng" lo hun stille.

Han smilede skævt til hende og tilføjede til det hun sagde: "Jamen du ved da at jeg altid har begge ben solidt plantet på jorden når det kommer til realitetssans" Selvfølgelig var det en smule ironisk, men det forhindrede ham ikke i at smile stort og blinke en gang. Okay okay, han var måske ikke helt nede på jorden, men det var vel også bedre at sigte så højt man kunne også bare se hvor langt man kom? Sådan så han det i hvert fald.
Sengen fløj afsted og før han vidste det kunne et bumb høres indenfor da hun slap den på dens plads.
"Great!" Udbrød han og løb hind i huset for at se om den stod hvor den skulle. Ganske rigtigt, da han kravlede op ad stigen stod sengen lige hvor den skulle, Den store tiger var endda kommet ham i forkøbet og havde allerede smidt sig ned i sengen.
"Ey, misser du ved godt det er min seng den der!" Grinede han og kastede sig ned ved siden af dyret.
"Vi er heroppe Camille, hvis du ikke skulle kunne høre os!" Råbte Tristan nedenunder og puffede kærligt til Luck.

Hun rynkede lidt på næsen da bumbet lød, bare der ikke var noget slået itu?!
Tristan susede afsted, skulle garanteret tjekke for det sammen, men Camille skulle lige have rystet en sten ud af skoen først.Små irriterende bæster, virkelig.
Bagefter skyndte hun sig indenfor.Det var virkelig en smukt og meget idyllisk sted, han havde fået banket sig ned her.Hun smilede ved lyden af hans stemme og kunne snildt se...ihvertfald Luck tydeligt.Hun gik over ,tog godt fat i stien og kravlede derop.
" Arh....her står den jo perfekt..." konstaterede hun og slig armene omkring Luck i et kort knus. Det var stadig en vild fornemmelse for hende at være så tæt på en tiger...og så nærmest skulle tænke på den som en slags...bror til Tristan.Burde man så verhovedet kramme på den? Hun rystede på hovedet, og satte sig på det ene hjørne ,der stadig var frit." Du...jeg har tænkt på noget...fik du nogen sinde en forklaring på hvorfor du er opvokset hid din mor og fra på Deploratus, Tristan" spurgte hun og drejede lidt omkring for at kunne se ham ordenligt.

Luck lod Camille kaste armene omkring den og gav hende et ordenligt savlfyldt slik på kinden. Tristan beherskede sig ikke at grine. Godt det ikke var der fik de savle ture.
Han satte sig op i sengen igen og rystede på hovedet. Desværre var nissen daffet af inden han kunne nå at få det ud af ham.
"Nej Asmodues... døde.. inden han kunne nå at fortælle mig noget om hvordan jeg havnede der..." Svarede han og kiggede lidt fraværende frem for sig.
"Det havde været rart at vide det.. Eller have kendt min rigtige familie.. men jeg er nu glad for at jeg havnede hvor jeg gjorde" Han afsluttede med et varmt smil hen imod Camille og lagde sin ene hånd over hendes for at give den et lille klem. Hvis han havde været opfostret her, gad vide hvem han så havde været og hvem han havde mødt? Det gjorde ham dig ikke så meget, hvis han ikke var endt i deploratus havde han nok aldrig mødt Camille og de andre.

Camille kløede Luck bag øret og koncentrerede sig så istedet om Tristan.
" Det ville også være Spild af følelser...at ærge sig, tiden der er gået står ikke til at ændre alligevel" smilede hun og kiggede ned på deres hænder.
Tristan var den hun stolede mest på af alle, og meget hurtigt havde gjort.Lige fra de mødtes havde han været anderledes end de andre fyre hun rendte ind i, på den gode måde....udover det elskede hun hans humor, hans flair for musik og lyric...tja, selv hans ego havde sine øjeblikke.Et dybt suk forlod hendes læber.Det var så let at komme på afveje, var det ikke? Hun så på ham..." Tror du din far og mor , ved at du er her fra? Og at du er santuine?" hun vidste godt at det ville være etbgæt fra hans side af, men med Tristans nyerhvervede viden, kunne det jo godt være, set i bakspejlet, at de vidste noget?
Måske var de dusørjægere, ønskede at holde væsner fra døren, forde de levede med en frygt for at nogen skulle komme og kræve- eller tage deres lille søn igen?
Hun løftede sin hånd fri, og strøg den over hans håndryk...
" Nå....hvade med den kaffe?" spurgte hun stille.

Han så tænksom ud et øjeblik. "Altså det forklare jo en del.. Og jeg tror Anna, min mor, ville have opdaget hvis hun ikke pressede en orange håret baby og en tiger ud... Så ja, jeg tror de vidste det.." HAn trak på skulderen og lod hende kærtegne hans håndryg. Det var en rar følelse at have indrømmet hvordan han havde det overfor sig selv med Camille. At kunne åbne munden og sige 'hey, jeg elsker dig sku' uden at det var mærkeligt, ikke at han ville gøre det hver andet minut. Det skulle jo ikke stige hende til hovedet.
"Lyder fint for mig... Så hvem for æren af at lave det?" HAn smilede drilsk og til hende med store tiggende øjne. Da Luck fik øje på hvad han havde gang joinede den starks og lagde sig ved siden af Tristan med samme store brune øjne.

Hun tænkte sig lidt om..jo han kunne have ret, og så alligevel var det jo ikke sikkert.
" de kunne jo have adopteret dig, uden at sige noget til dig...sådan er det i mange familier.Måske troede de at de havde adopteret et almindeligt barn, hvem ved.....men jeg har en kraftig ide om at min påklædning ikke bliver hoved samtalen, næste gang vi drikker te hos dem" små lo hun lidt, inden de to ' drenge' slog over i tigge mode.
" åh...hvor unfair....og Luck, du drikker garanteret ikke engang kaffe...du holder bare med ham!" hun rejste sig op, g roede med begge hænder i hans organge år og hev i en af lokkerne..." fint, jeg laver din kaffe...denne gang" og så smuttede hun- forsigtigt - ned af stien, og hen til køkkenet , hvor hun begyndte at kogevand og finde en tragt frem til at si ( ?) kaffen i.
Det tog en del tid, da hun ikke anede hvor noget var, men til sidst havde hun også fundet to krus stod med dem, fyldt med varm kaffe og kiggede på stien....der ledte op....og ud til altanen." Øh....Tristan, jeg tror ikke..." sagde hun og kendte sine egne begrænsninger.
Hende, en stige og kopper med kogende vand...det ville ende galt.

Tigeren brummede lystigt og Tristan anede voldsomt hen over pelsen på ham med et smil. "Hvad har man brødre til?" Svarede han kækt Camille og nåede ikke rigtig at undgå hun rodede i hans hår. "NEJ ! " Udbrød han legende og trillede rundt med et knust ansigts udtryk. De næste par minutter gik med at Tristan og Luck lå og solede sig over deres egen succes imellem Camille fandt kaffe. Da de hørte hende tale nedefra var de begge hurtigt nede i et par hop.
"No worries, tager du dem ikke med udenfor på terassen, så henter jeg mælk til Luck" Blinkede han og gik ind i køkkenet for at finde en træskål og hælde mælk i.
Snart sad de alle tre ude på terassen med to kopper kaffe og en skål mælk, som man kunne høre Luck slupre i.

Glimrende...det var også det hun forsøgte at sige, at de skulle der ud.
Hun tog plads og smilede til Tristan da han kom med mælk til Luck ,der allerede havde slængt sig på gulvet.Sindsyg flot tiger, det måtte man sige.
Hun sad og fumlede lidt med sit krus, overvejede en beslutning.
Den var risikabel...og hun risikerede måske at afsløre sig selv, men gjore hun det...ville han også afsløre at han vidste det, så stod de lige.
Hun besluttede at prøve sig lidt frem....
" ved du hvad...noget meget...underligt skete...jeg øhm..mødte en af dine...veninder...en lille pige.Hvad ved du om hende Tristan?" hun nævnte ikke at hun vidste Thyrix var en skyggedrage og heller ikke- endnu - at hun også var efter Camille....
Nu ville hun hive ud af ha, hvad han lavede med den pige, vidste han ikke ....nej, det gjore han nok ikke! Hun tog en slurk af kaffen, og kiggede op på ham fra krusets kant.

Tristan lænede sig lidt afslappet tilbage og tog en tår af sin kaffe som stadig var temmelig varm og derfor satte han den hurtigt ned igen. Han kiggede op på Camille og folede roligt hænderne på sit skød inden han løftede et øjebryn.
"Du mødte en lille pige? Ærlig talt så finder jeg det meget svært at vide hvem du snakker om med en så grov forklaring" Smilede han ærligt og grinede til hende.
Han havde mange pige venner og ikke alle var voksne. Der var Valetta, den eneste anden Santuine han kendte her med hendes søster der var en los. Så var der Thyrix, som var en skyggedrage, men det var mest i drømme han så hende og sådan.

Hun holdte nøje øje med ham, hans udtryk,tonefald og kropssprog.
Helt tilfreds med hans svar var hun godt nok ikke.Nu havde han vel ikke 390 mindre årige veninder, alle tidstede i Underworld?
Camille holdte blikket på ham, og det var ikke fordi hun lignede en stråle af sol, da hun lod en pegefinder suse rundt krusets kant....Tristans krus, vel og mærke...og efterfølgende sagde i et lettere sarkastisk sprog" Oh....I see dear, men så kan jeg da indsnævre det for dig.Hendes navn er Thyrix...jeg gentager....vil du ikke godt fortælle mig hvad du ved om...hende?"
Hvis han ikke vidste noget var det helt okay...faktisk heldigt, problemet med det var blot at hun vidste det var...løgn.
Thyrix havde vist Camille Tristan, sidde som en anden bedre royal, med bannere med en tiger på, og Camille ville have svar.Svar på hvad han lavede med dem...hvorfor han synes at være allieret med nigen der higede efter hendes hoved på et sølv fad?

Tristan havde netop besluttet at han vil prøve lykken igen med at tage en tår af sin kaffe, den kunne ikke være så skoldende varm længere vel? Han var fulgt overbevist om at der ikke var mere til den lille pige sag, men bedst som han hævede kruset og tog en tilpas varm tår kaffe og skulle til nydeligt at sænke den, måtte han næsten spytte den ud af overraskelse og hoste en smule imens han tørrede lidt kaffe af læberne.
"T-Thyrix..?" Hostede han og holdt så op med at hoste, og rystede hurtigt på hovedet. Camille kendte lillesøsteren i hans dragefamilie og den person som ville blive nød til at dræbe hende hvis hun ikke opgav krystalen, eller hvis Tristan ikke fik den fra hende.. Alt dette kunne han ikke fortælle hende. Han kunne kun fortælle deres relation og ikke deres planer der angik Camille.
"Jeg er sammen med hende når hun opsøger mig i mine drømme... For det meste.. Hun er kan sagtens komme ud i den dødelige verden også.. Hun er min.. Min dragefamilie.. Min drage lillesøster du ved.. Drager vælger deres familie og bliver ikke født ind i den forstår du.. Hun er en skyggedrage" Det var alt han sagde om hende, men vendte sig hurtigt til Camille med ordene: "Hvordan kender du til hende?"

Camille bankede ham lidt i ryggen da han hostede, overraskelsen havde tydeligvis været tæt på for meget.
Men hendes følelse groede desværre bare større. hun brød sig slet ikke om det her, på nogen måde faltisk.
" Okay...din dragelillesøster? " hun rystede på hovedet.Han havde en hel drage familie nu? Og en ukendt biologisk familie og en santuine tigerbror pluds dem hun kendte fra deploratus.Hold da op en udskrivning julen kunne blive fremover.
" Tristan....ikke for at genere din lillesøster, selv om jeg ikke lige..." hun holdte inde...og besluttede at besvare det spørgsmål hun faktisk var stillet.
" tja.....i mine mareridt..." hun undlod at bruge ordet drømme" fortæller hun mig kært hvordan hun vil hunte mig til evigt tid, indtil hun kan suge min sjæl ud med et sugerør og den slags hyggerier" hun holdte nøje øje med ham, med hans reaktion.Vidste han disse ting? Eller var de nye for ham?

Han viftede med hånden af hendes forklaring og rystede på hovedet. "Jeg ved godt hun kan virke lidt... skræmmende.. og hun er ikke helt harmløse, men jeg har en aftale med hende omkring dig. Hvis hun genere dig igen så sig til hende fra mig at 'storebror arbejder på sagen og hun skal holde sig udenfor' okay? " Han kiggede lidt fraværende andet steds.. Han vidste udemærket godt hvorfor skyggedragerne jagtede Camille, men spurgte alligevel for at dække over sig "Hvorfor jagter hun dig egentlig?" Så tilføjede han hurtigt -
"Den eneste jeg har set hende skade indtil videre er Castle og han fik en ordenlig flænge i ansigtet kan jeg sige dig" Tristan smilede en smule ved tanken om den knytnæve han kort efter havde hamret ind i skalden på fyren. "Jeg tror heller ikke han genere dig igen forløbig" Tristan tog endnu en tår kaffe.

Camille så på ham...længe,føltes det som.
Hun KENDTE ham, og vidste at han kun ville hjælpe, men at han holdte det her væk fra hende, det var ikke godt,for en stigende irritation var begyndt at røre på sig.Måske hed den temperament? Hvem ved, men i al fald kunne hun bare ikke lade som ingen ting..
" Vil du lige gentage? Du har lavet en deal omkring mig? Burde jeg ikke have noget at sige der? Og hvis du tror jeglader hende triåue mig til...." Csmille fnøs..." som om jeg nigen sinde har ladet mig presse, jeg vil hellere dø end at gi.." .
Orh...hun nåede lige at stoppe sin oprørte tale strøm.Eller fik ændret retning på den.
" det er takket være din...lillesøster...at jeg stort set ikke er i stand til at sove mere, har hun også fortalt dig det ? Mine nætter er ...frygtelige" Hun spejdede ud over deres omgivelser.Havde en ubændig lyst til at kyle krystallen i hovedet på ham og sige at han kunne proppe den op....øhm.....ja på hans søster...men det ville være at sætte et dødstrussel lige i panden på både Tristan og hun selv.
Men....hvad men om hun knuste den? Ville det virke?
" du fortæller mig ikke alt" konstaterede hun nøgternt og lyttede så igen efter ham..." Castle? Ja....han er ikke en fan....heller ikke ham" sagde hun spidst.Hun skulle snart hænge en nummer rulle op, så slle dem der ville klæve hendes hoved af, kunne trække et nummer og stå i kø.
" Hvad lavede i med ham? " spurgte hun mere stille og kunne mærke hun blev trukket ned, humør mæssigt af al det her.Krystallen føltes tung omkring hendes håndled, og nu som den havde lagt en mental jernring omkring hendes hoved.

I takt med at Camilles tone blev mere irritabel, blev han også mere irritabel. Han havde lavet den deal for hendes skyld. Fordi han ikke havde lyst til at vriste den krystal ud af hendes kolde døde hænder for selv at miste en hver lyst til at leve her mere.
"Jeg ved dine nætter er frygtelige, hvorfor tror du jeg har lavet en aftale med hende?" Han fnøs igen af hendes fnys og kiggede væk idet han lidt mere irriteret fortsatte "Nej, jeg fortæller dig ikke alt, hvad forventede du når du ikke fortæller mig alt heller? Jeg gør det for din skyld det hele, og alligevel fortæller du mig ikke at du render rundt med en tikkende dødsbombe om håndledet? Du troede da ikke for alvor at jeg ville skade dig for at få fat i den.." Han satte lidt for hårdt sin kaffekop ned på bordet ved siden af, men ikke nok til at væsken røg ud over..
"En venskabelig snak... det var det hele..." Mumlede han til det med Castle og kunne stadig mærke hans puls stige. Det værste fandt han i at hun kunne tillade sig at bebrejde ham for ikke at fortælle hende alt, når hun selv holdt hele sin situation skjult for ham. Så var han ligeglad med at han ikke skulle blow sit cover om at være intetanende, det skulle bare ud.

Spørgsmålet var godt.Hvad forventede hun egenlig? Var det hendes forventning, at han fortalte alt? Og i så fald, var det måske lidt høje forventninger at have til en fyr og i særdeleshed en selvstændig og stolt en som Tristan.
" Jeg...skulle have været en del af whatever deal deal du har lavet for mig, det er mit liv... Også" holdte hun stædigt fast og hendes øjne begyndte at se vrede ud.
" jeg forventer lidt info om de dele der også...der også vedrører mig" slyngede hun ud efter ham , men måtte så se sig selv ramt....langt hårdere.Han vidste det!
" Tristan" hviskede hun næsten, og hans svar var kaffe koppen der blev sat hårdt i.
" du forstår.....du forstår det ikke.Det er som en forbandelse.Jeg kan ikke skille mig af med det, så vil de torturerer migbtil døde, og sålænge jeg har det...vil de forsøge slå mig ihjel....de skide skyggedrager.Jeg kan ikke give det væk, for ...det vil skade den der modtager det. jeg må...leve med det og bekæmpe dem, så godt jeg kan" sagde hun træt og lagde en beskyttende hånd omkring sit led.Hun vidste godtvhan ikke ville fare over hende, men hun var efter hånden en smule paranoid, med breve ,drømme og overfald der alle bare handlede om hvormange måder hendes liv kunne endes på.

"Hvordan kan jeg informere dig om at jeg prøver at beskytte dig, når du ikke ved at jeg ved du er i fare? Hvis du havde fortalt mig om det havde jeg nok snakket med dig om hvad jeg gjorde inden jeg gjorde det!" Gav han lige så vredt igen.
Han kiggede stadig væk fra hende med folede arme og en irriteret mine, men da hun snakkede roligt igen faldt hans krop også til ro. Hvorfor reagerede han så aggresivt nu? Hun lød tydeligvis nedslået.. *Jeg er sådan en idiot* tænkte han surt til sig selv og sukkede.
Det ville være løgn hvis han havde sagt han tøvede med sin næste beslutning. Lynhurtigt havde han truffet en beslutning og vendte sig rundt imod hende og rakte en hånd frem imens hans mandelbrune øjne forsøgte at finde øjenkontakt.
"Giv det til mig. " Sagde han bare og holdt en kort pause.
"Jeg skal nok sørge for at de lader dig slippe for alt" han tog en dyb indånding og afsluttede sin sætning.
"Lad mig tage skaden, jeg kan ikke klare at finde mig i at du tager den mere"

" du kunne have lagt ud....fortalt hvad du vidste, jeg ville ikke lyve overfor dig, det ved du vel?!" vrissede hun .
Ikke hvis han havde spurgt, så kunne hun aldrig lyve for ham, men det var tydeligt at han mente hun varbden der var forkert på den.Måske vidste han ikke det hele?
Så kom det....momentet hun havde frygtet, for hvordan skulle hun kunne afslå...ham?!
Hun så ind i hans øjne, de fængslede hende på så mange måder og af så mange grunde men lige nu var hun som dådyret fanget af lyset i dem.Hun hang fast der, skimmede kun lige hans forventningsfyldte hånd, parat til at modtage.Forventede han hun sendte ham i døden? " T-Tristan...ikke det...bed mig om alt andet end det.Ser du ikke...det er ikke mig jer er bange for, det erslle jer omkring mig.Tristan ...jeg VED godt du kan passe på dig selv , men jeg kan ikke sende dig ind i et liv af evig jagt og elendighed....og hvem siger de holder ord? De selv samme der vil slå mig ihjel?de vil sige...og gøre alt for stenen, ser du ikke det?" hun blev pludselig bange.Troede han på det, på at han kunne tale dem alle til fred? En venskabelig snak,som med Castle? Hun fik en fin lille rynken over sin næse, det var nu hun skulle stå fast." søde skat, du kan ikke få min sten, jeg skal bruge den selv"

"Jeg spurgte dig om den sten, for ikke mere end en halv time siden.. men den havde du selv skaffet" vrissede han tilbage.
Han tog ikke hånden til sig og han kiggede ikke væk da hun afslog, han rørte sig ikke før han sagde noget igen.
"giv mig stenen" Gentog han fast og bevægede sig stadig ikke. "Jeg har skaffet mig noget af et navn imens vi har været her, specielt indenfor drageverdenen. Det er den største chance vi har. Enten giver du mig den, eller osse giver du skyggedragerne den igen." Fortsatte han og Luck var stoppet med at slubre et sted, men kiggede istedet intenst på dem. Luck gjorde intet, men blev bestemt siddende hvor han var uden at tage et parti.
"For himlens skyld Camille, lad mig give dig lidt ro og tage den for dig" Hans stemme var meget fast, men hun kendte ham godt nok til at kunne høre den lille flig af desperation der var i hans stemme.

Hendes blik flakkede, blev usikkert...
Jo, men hun forsøgte jo at holde ham sikkert på afstand af et levende maridt, det var vel til at forstå?
Hun havde været i så mange situationer efterhånden, og var rimelig god til at tackle dem, eller i al fald blev hun bedre og bedre, men hun var vant til at have Tristan som medspiller, som støtte....ikke det modsatte- og hans faste blik og beslutsomhed gjorde hende ængstelig, usikker på hvordan hun skulle tackle det...tackle ham.

" og når jeg lgger død bagefter, tror du så du har det godt med dig selv? Nej vel, det vil plage dig restenvaf livet." sagde hun stille og holdte stadig om sit håndled.
I stedet for stenen, placerede hun sin hånd i hans, den med stenen på.Stenen var dog stadig lukket pænt inde da hendes anden hånd lå beskyttende rundt om.Hun var helt på det rene med at det ikke var selvskabet af hendes hånd han søgte, men det var det eneste han fik, selv om tvivlen gnavede nådesløst i hende.
" Tristan....jeg fik at vide at jeg ikke må...at det kun er den der holder mig i live.....jeg havde....tænkt på..at destruerer den, helt...hvad mener du om det?" spurgte hun forsigtigt.

Han blev en smule vred igen. Havde hun ikke hørt hvad han sagde?
"Det er netop det jeg prøver at undgå. Du ved lige så godt som jeg at jeg hellere så mig selv ligge død end dig" Hans øjne flakkede også en smule da han så ned på hendes der havde pladseret sig i hans. Han lukkede sine fingre om hendes hånd. Han skulle nok få fat på den sten uden at det ville dræbe hende, men lige nu, var han tilfreds nok med hendes varme hånd i hans.
"Hvem har sagt det til dig.. at du vil dø?" Svarede han bare og fik en gnavende fornemmelse af at han skulle snakke med sin lillesøster hvis hendes navn blev nævnt.

En varm føelse skyllede igennem hende, da Tristan lukkede sin hånd om hendes.
Det var muligvis bare hendes hånd, men det føltes mere som et kærtegn , en accept af hele hende og det lunede frygteligt meget.Mere rolig og sammenfattet forsatte hun " ved byporten, husker du..? Shywtix eller hvad den nu lige hed...den sagde at de ville trække mig ind i drømmeland og beholde mig der, og modsat hér, kendte smerte ingen grænser der, lige til man døede.Det blev jeg også oplyst om i en drøm...min gamle kollega var der og det var der jeg også blev overrakt stenen.Alle opfører sig som jeg har stjålet den, den lå bare i min hånd da jeg vågnede" hun så lidt væk fra ham.
" Jeg har ikke tillid til dem ...- og jeg er bange.Men jeg har tillid til dig" sagde hun stille.
" du skal vide at hvis det hele fucker op og der sker mig noget , så bebrejder jeg dig intet.Intet! Forstår du det ? Jeg vil gerne forhandle, hvis de kan give mig en garanti for der intet sker med dig, Mira og Eric, Aleck og ja...selv Castle - for jeg tror de står bag hans...underlige...opførelse også- kan de stille den garanti, vil jeg give dig eller dem stenen og gå min egen skæbne i møde " .
En lille skælven løb igennem hende.Hun var langt fra sikker på dette var løsningen...men hva pokker skulle hun gøre? Hun kunne ikke tænke længere, hun sov næsten ikke og alle omkring hende var omkringgående skydeskiver.Det gik bare ikke længere.