Life happens wherever you are - Delilah

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Livia? Livia! Forhelvede ... Livia!"
Den lille pige spænede af sted, uregerlig og vild som dæmonbørn nu var. De lyse krøller hoppede på hendes skuldre, og allerede i en alder af 3 lyste skønheden ud af den lille pige.
Livias tvillingesøster, Marina, gik fredeligt ved siden af sin mor, med en lille bold imellem hænderne. Men den trillede fra hende sekundet senere, og hoppede drillende af sted imellem fødderne på de shoppende.
Hun sprang efter den, med latter sivende ud af sine spredte læber, samtidig med at Livia forsvandt længere og længere væk fra hendes syn.
"Marina! Er det her en fucking joke? Piger! Kom tilbage nu!"
Delilah raslede næsten, som hun gik. Om hendes timeglasfigur bevægede en ringbrynje forklædt som en trøje, hvor forstærkede bomuldsstrenge forbandt hundredevis af metalringe. Læderjakken der slikkede sig til hendes krop, sørgede for at formindske en smule af den raslen ringbrynjen lavede, men det kunne stadig svagt høres klinge når hun bevægede sig.

Hun hørte hans stemme, i samme sekund som hun betragtede Marina løbe direkte ind i hans ben, i et forsøg på at nå sin bold. Hun synes at stivne og vælte direkte bagover som en pind, så medmindre Rowan eller andre omkring hende var hurtige som et lyn og fik rettet hende op igen, så ville hun vælte direkte bagover og lande fladt på jorden med store øjne.
"Åh for ..."
Hun satte i løb, så de mørke krøller fløj legende om hendes lyse, lidt for perfekte hud, på trods af de mange ar der krøllede sig over hende. Faktisk virkede alt ved hende lidt for perfekt, på trods af de mange ar, de dæmoniske ildrøde øjne og de rovdyragtige bevægelser, der automatisk blandede sig med forførelse.
Det var succubus-generne der slog ind, selvom hun var skiftet til Dreven. De røde øjne, der virkede som flammer, der slikkede ind imod sølvfloden om hendes pupil, virkede nu mest til at ulme af irritation og bekymring, end af noget der fik hende til at virke direkte skræmmende.

"Rowan! Long time no see. Det er da lidt bedre tider vi ser hinanden i."
Medmindre der var sket noget, der havde gjort at Marina ikke var faldet, så greb hun fat om den lille pige og løftede hende op på to fødder, hvor hun vaklede lidt, mens Delilahs læber krummede i et smil. Så greb den lille pige sin bold og holdt den ind til kroppen imens hun stirrede chokeret på manden hun var løbet ind i.
Livia kom løbende hen til dem, hvor hun nærmest instinktivt slog armene om Rowans ben, og krammede den hårdt.
Først nu bemærkede Delilah et andet barn i flokken, der ikke var en hun selv havde presset ud(av forhelvede, forresten). En dreng? Hun betragtede ham et par sekunder, før hun lod et lille smil lægge sig på læberne.
"Er du blevet far, Rowan? Virkelig? Du virkede da ikke til at være nået til det stadie sidste gang vi sås."
Knapt havde ordene passeret hende læber, før Marina forsigtigt gik over og prikkede til det ben, Livia ikke klamrede sig til.

Hans ord fik hende til at smile. Det var mærkeligt. Helt fra første gang hun mødte ham, havde hun haft et blødt spot for ham. Ikke forelskelse, naturligvis, men hun havde af en eller anden grund lyst til at beskytte ham - selv da han var fuldstændig fremmed. Hun vidste nu, at han udemærket kunne beskytte sig selv, men alligevel.
Delilah havde et instinktivt had til de fleste mennesker og væsner, men lige præcis Rowan havde lykkes i ikke at få hende til at hade ham. Faktisk brød hun sig måske en lille smule om ham. Men så også kun lidt.
"Måske. Hvad ved jeg om det? Jeg møder dem ikke så tit."
Hun betragtede den lille dreng. Åh, han duftede ikke ... rigtigt, hvis det skulle være Rowans søn. Han havde ikke den samme ... bittersøde duft som Rowan havde, hvis man kom under den tydelige kropsduft. Nok havde han samme ydre kropsduft, nok fra at de gik samme steder og sammen - men duften under neden var ... anderledes. Den var mindre sød og træ-agtig, men mere skarp.
Hun tog blikket til sig, da det gik op for hende at hun havde stirret på den lille dreng - der var stor sandsynlighed for at han ikke fandt hendes skræmmende, ildrøde, brændende blik særlig behageligt.
"Meget. Hej Jacob. Din far er en meget speciel mand. Han har gjort nogle ting, du nok skal blive stolt af."
Hun smilede blidt, men følte sig mærkeligt til mode. Det var langt fra den type samtaler hun normalt havde. Det hele virkede så forkert.

Hun tøvede ved hans spørgsmål.
"Faktisk .. Er travlt nok ikke det rigtige ord."
Hun tippede hovedet en smule på skrå, så de mørke krøller væltede ned over hendes skulder - og overvejede kraftigt hvorvidt hun skulle fortælle sig om at det ikke kun var sit eget liv hun havde sat på spil, ved deres 'eventyr'.
"Jeg var 3 måneder henne med tvillinger, da vi mødtes."
Hun betragtede ham tæt, for at få hans reaktion med. Hun var ikke i tvivl om at han ikke ville blive glad - hun mindedes Lailahs reaktion, da det gik op for englen at Delilah havde været gravid da næsten slog sig selv ihjel for at befri englen. Hvorfor skulle alle være så ... sensitive omkring det? Der var jo ikke sket noget!
Livia, pigen er krammede hans ben, slap det og stirrede forvirret på det. Den lille pige vidste godt at han ikke lugtede ligesom han skulle, men de kendte ikke mange varulvehanner der ikke var deres far - så det forvirrede dem. Marina stirrede på drengen der prikkede til hende, så hun prikkede ham på næsen og trådte lidt genert et skridt tilbage. Tøvende tog hun fat i en snor der var bundet om hendes håndled, trak den af og rakte den til Jacob.

Hun smilede svagt. Det var sandt, Rowan havde aldrig set hende i mindre sindssyge, og mere normale omgivelser. Men hvad kunne man sige, hun var ikke typen der havde særlig mange hyggestunder. Folk havde en tendens til at være på nakken af hende, om det var på grund af dusøren, folk hun havde slået ihjel eller folk der ville have hende slået ihjel, det varierede dog.
"Faktisk .. Er der ikke helt sikkert der hvor vi bor på nuværende tidspunkt, så vi gik ned mellem folk for at sløre sporet."
Hun kunne godt selv høre det. Hvor forfærdeligt det lød. At hun var nødt til at sløre sporet, og at hendes piger ikke kunne bo et rigtigt sted, fordi de ikke var i sikkerhed på grund af hende. Det lød direkte forfærdeligt.
Så hun skyndte sig at skifte emne.
"Hvad med dig?"
Hun tilføjede det hurtigt.
"Hvad laver du her?
Det var der hun opdagede det. Duften. Af en bestemt vampyr, hun ikke havde så lidt kendskab. Hun tabte næsten kæben. Hvorfor i alverden havde vampyren sat sine duftspor på Rowan?
"Caroline?!"
Det røg ud af hende før hun overhovedet nåede at overveje sætningen.

Hun slog blikket ned ved hans reaktion, men ikke fordi hun skammede sig. Der var ingen skam at læse i de ildrøde, flammende øjne, der var nærmest intet at læse deri. Uden at overveje det lagde hun fingrene imod en hellig knivs ægge, og lod fingrene glide ned over kniven. Den hellige kniv samt vievandet sviede i hendes finger, og smerten vækkede hende svagt til live.
"De kender ikke så mange varulve, ud over deres far. De er forvirrede over lugten."
Hun tøvede et sekund. Hun valgte i starten at ignorere hans tilbud, men gled i stedet i knæ med en lang, rovdyragtig og smidig bevægelse, der alligevel havde det seksuelle træk som hendes tidligere race ikke kunne undslippe.
"Livia, slip. Vi ved begge at du godt kan lugte det ikke er far. Slip."
Hun greb med slanke, lyse fingre fat om pigens bitte små, men lige så lyse og slanke fingre, og løsnede dem blidt så hun ikke klamrede sig Rowans ben. I et sekund borede Livia fingrene ind i Rowans ben, men så slap hun og trådte et skridt tilbage. Så snurrede hun, nærmest fornærmet, om på hælen og vendte ryggen til Rowan som om hun aldrig ville tilgive ham for at lugte som hendes far, uden at være ham.
"Rowan ... Hvis jeg tager hjem til dig, kunne det betyde at de overvågede dit hjem senere hen. Det kan du ikke risikere."
Hun rejste sig langsomt, stadig uden at møde hans blik.

Hun undgik let og elefant at svare på hans spørgsmål, om hvem der var efter dem. Han havde allerede et ... syn på hendes familie, men der var ingen grund til at forskrue billedet mere. Så hun lod de røde læber adskilles let i et smil, og sprang på fødselsdagsvognen. Hold da op hvor var det atypisk, mærkeligt og let ubehageligt at opføre sig sådan.
"Hvor gammel bliver han?"
Livia vendte sig hurtigt og rakte tunge af Rowan, vendte så ryggen til igen og lagde armene over kors. Delilah stirrede på hende, men kunne ikke helt skjule et svagt smil der sitrede i hendes mundvig. Hun vidste godt at dæmonbørn var født uregerlige og vilde, men Livia var simpelthen barnligt uregerlig, ikke vild ligesom normale dæmobørn. Og Marina var bare ... hun var helt speciel.
"Livia, du skal ikke være tøsesur."
Livia vendte sig og rakte tunge af sin mor, hvorefter hun igen vendte sig med armene over kors og ryggen til de to. Delilah himlede dramatisk med øjnene, og lagde de slanke arme over kors, imens hoften vippede til siden. Der var en kæmpe lighed mellem de to piger med arme over kors.

"Alle kender ikke Caroline som jeg kender hende. Jeg tvivler på at nogen kender den tøs som jeg gør."
Der var ild i hendes øjne, vrede flammede op i et sekund. Så gik det op for hende at han lugtede ret kraftigt af hende ...
"Uh ... Nogen kender ... hende ... som jeg gør ..."
Hun rettede sig selv med en lidt akavet tone. Hun tøvede i adskillige sekunder, før hun endelig mødte hans blik og forsøgte at klistre et let akavet, men halvvenligt smil på læberne.
"Det overraskende moment er at du kender hende."
Hun rynkede brynene, og stirrede på ham.
"Rowan, hvad fanden!?"

Delilah bemærkede ikke Marinas tydelige interesse i Rowans søn. Hun var en genert, men meget nysgerrig pige, og derfor havde hun blot godt af at udforske det hun var nysgerrig omkring - nemlig Jacob. Så Delilah ikke så meget som skævede i pigens retning. Hun kunne, hvis hun ønskede det, sagtens høre deres samtale - hun havde langt bedre sanser end en normal person.
"Tre?"
Hun hævede et øjenbryn, tydeligt overrasket. Men hun trak det ind i sig selv - hun havde, trods alt, lært at holde sine følelser gemt, og Rowan virkede ikke som en der havde mest af alt lyst til at diskutere dette emne. Så hun lod et svagt smil kravle frem på de rødlige læber.
"Moden af sin alder."

Så droppede hun samtaleemnet, løftede blikket og spejdede rundt på det fyldte sted, for at lede efter eventuelle farer. Det var mere vane end det var med vilje - men det var en god idé. Hun spottede trods alt nogle mennesker, der så mere end lidt ud til at lede efter noget - og det var ikke bare en halskæde de ledte efter. De måtte hun bestemt være vaks på.
Hvem ved? Det kunne jo være hende de ledte efter.
Hendes blik vendte tilbage til ham ved hans tøven. Hun rynkede det ene øjenbryn svagt forvirret over denne pludselige ændring i adfærd, men hun afbrød ham ikke. Hendes blik strejfede hans knyttede hænder. Det var tydeligt noget der virkelig gik ham på. Og det forstod hun godt.
Hun kendte Caroline. Hun ikke bare kendte Caroline, hun havde oplevet hele hendes fortid på sin egen krop. Den pige var fucked up big time, og det undrede ikke dæmonen at Rowan havde svært ved at styre vampyrtøsen. Og især når de var dødsfjender i race - vampyren og varulven var direkte giftige overfor hinanden. Det måtte være besværligt.
"Rowan .."
Det her var mærkeligt. For mærkeligt. Hvad fanden var det her for noget pis? Sådan her var hun ikke!
"Det er ikke din skyld. Caroline har .. oplevet ting i sin fortid. Ting hun ikke vil have alle skal vide, vil jeg vædde med."
Eller mere specifikt - ting hun ikke ville have folk som Delilah vidste.
"Desuden er i dødsfjender. Rent fysisk er i giftige for hinanden. Det er ikke din skyld du har svært ved det."
Hun havde næsten ondt af ham. Det var ikke hans skyld - men på den anden side, skulle han aldrig have begyndt at gå imod den pige. Delilah og hende var i virkeligheden meget ens. Ja, Caroline var mindre bat-shit-crazy, men Delilah ville ikke anbefale Caroline-juice til nogens morgenmad.

Hun rynkede endnu engang panden, da han skarpt ændrede personlighed endnu engang. Han forsøgte at holde det inde. Det kunne hun godt mærke. Hun kendte det alt for godt. Hun tøvede.
"Måske skulle vi gå et mere ... sikkert sted hen. Jeg går ud fra at du ikke vil tage ham på kro. Vi kan nok finde en mere børnevenlig kro med noget mad?"
Hun havde ikke tænkt sig at diskutere Caroline her i det åbne. Det var for .. kompliceret, og siden pigebarnet kendte for mange af Delilahs hemmeligheder, havde hun ikke tænkt sig at pisse tøsen nok af ved at snakke om hende, til at vampyren selv smed nogle guldkorn omkring Delilah væk.