want can i do for you Delilah

S byen Rotten Root District
O ingen
V sne der falder ned
Årstid forår
T 20,00
P en lille jakke der ikke holder kulden ude
Arason gik ignem byen han kunne ikke huske hva den hedde han havde ikke nogen sko på sig og kulden bid i ham han kunne ikke huske andet ende han havde en kærste der var varulv og hans kamp tekniker hans naven kende han også kun fornavent ikke hans efternaven eller mellem naven det var alt gåede tabt han mærket sne knasde under hans føder det var så koldt at han begynde og få det dårligt af det da han var ved et gade hjørne kiget han sig omkring lige pluslige uden varsel besvimet han midt i det hele på gaden og da der ikke var nogen der var der faldt han om så han lå der bare hans ben fryste sammen me resten af hans krop han mærkede mørket overfalde ham

Et lille smil flakkede over Delilah ansigt, idet hun skråede igennem byens gader. Varmen fra whiskeyen sad endnu i kroppen, og fandt dunkende sin vej ud til hendes fingerspidser og tæer, og udviskede alle de dårlige minder der summede bagerst i hendes tanker, som den irriterende, summende lyd fra et tv der ikke vil slukkes, så man lærer at leve med den med tiden. Men det betyder ikke at man ikke vil gribe enhver chance der kommer, for at få denne summen til at stoppe sin summen.
En lang læderjakke beklædte hendes overkrop, og varmede hende op fra ydersiden og ind, imens whiskeyen varmede hende fra indersiden og ud. Hun betragtede husene der gled forbi ved hendes side, imens hendes skridt førte hendes igennem gaderne, og hen imod hendes egen, snuskede lejlighed, hvor støvet sad i klatter på vinduerne, og hvor flåede gardiner og smadrede glas ikke var dekoration, men minder fra små uventede besøg.
Imens hun gik, syntes de få folk der passerede hende, at lægge mærke til hendes specielle holdning. Hendes skridt var flydende, som var hun bølgerne i et hav, eller vindens snoninger der gled over i den næste, uden besvær. Samtlige bevægelser i hendes krop havde et elegant præg, og hun havde yndefulde ansigtstræk. Hendes hår flød silkeagtigt ned af hendes ryg, som et vandfald der glimter i månens skær, og hele hendes krop syntes at være skræmmende perfekt. Det var unaturligt at en person kunne have et så smukt udseende, og det var tydeligt at hun ikke var menneskelig på udseendet - Alt andet var dog mere tvivlsomt.
Fandens blikke ... Hvis de ikke drejer hovedet væk, så drejer jeg halsen om på dem. De giver mig kvalme.
Hun sendte en fra den lille gruppe drenge der passerede en ubehagelig grimasse, som han tydeligt misforstod, og skubbede en smule til sin ven, som drejede hovedet. Men idet hans ven drejede hovedet, syntes Delilah at være forsvundet til en af skyggerne der oversvømmede sidegaden nær dem. Vennen himlede med øjnene, og en hidsig diskussion gik igang imellem drengene, der hastigt forsvandt ned af gaden.
Verden sejlede en smule for Delilahs blik, men alligevel så hun underligt klart da hun fortsatte ned af sidegaden. Omkring hende begyndte der at bære præg af at vejen ikke blev benyttet så tit som den vej hun netop havde forladt, idet sneen begyndte at ligge i et mere eller mindre fasttrampet lag under hendes halv-hælede sko. Foran hende begyndte en skikkelse af tone frem af mørket, hvilket fik Delilah til at knibe øjnene let sammen, og bevæge hånden nærmere jakken, hvorunder der var gemt en nyslebet sølvkniv, og en .38.
Som hun nærmede sig, forvandlede skikkelsen sig til en menneskemand, der lå besvimet på gaden. Ingen tegn på vold, overfald eller andet, men alligevel virkede Delilah lettere forsigtig idet hun nærmede sig.
Det er et menneske. Du er opdraget til at hade dem, Delilah. Hvad har du tænkt dig at gøre?
Den hviskende stemme der syntes at forsvinde og styrkes i lydstyrke, trængte ind i hendes hoved. Hun fangede den mørke skikkelse der repræsenterede en af de ånder kun hun kunne se, men ignorerede dens ord totalt. Hun var ikke i tvivl om hvad hun skulle gøre. Hun var opdraget til at hade dem, bruge dem som legetøj. Så naturligvis ville hun hjælpe denne ... ting.
Hun satte sig på hug, og greb fat i ham.

...

Varmen bredte sig i lejligheden, og syntes at opsluge dem begge. Hun smed ham i hendes seng, og forsvandt så ud af værelset uden yderligere kommentarer. Bag hende smækkede soveværelsesdøren i, og efter nogle sekunder kunne man høre en køleskabsdør der blev åbnet og lukket igen.
I soveværelset var dynen revet halvt i stykker, og et par tomme whiskeyflasker lå smidt på bordet ved siden af sengen. Beskidte persienner var trukket for, og over sengen flimrede en lampe, så lyset blinkede igennem soveværelset.

Han begynde og komme til sig selv da han blive smidt ind i en senge han åbent hans øjne på hvidgab i det han kiget sig omkring hans krop var lige så stille ved og få varmen han mærkde varmen brede sig i hans hændere og fødder han prøvet og sætte sig op men han var alt for smadret hvem havde tagede ham med her hen han prøvede og knibe øjne sammen for at se hvordan der så ud han så en dyne der var revet midt over og han så også en masede flasker der var ødlægt whisky så det ud til hva var der sket det sisdte han havde lagt mærke til var belysnigen den var ikke så stor her det flimrede han kiget sig omkring hvem havde dog anbragt ham her

Delilah smækkede køkkendøren bag sig, men lyden af køkkendørens smækken blev overdøvet af braget der gennemrystede lejligheden da køkkendøren gled af hængslerne, og ramte gulvet. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke spor ved lyden, men idet hun snurrede omkring og lod sit blik tage omfanget af skaderne i åsyn, gik der en trækning igennem hendes ansigt, der kunne minde og irritation eller let ubehag.
Nu igen!?
Hun skubbede til dørhåndtaget med en fod, der balancerede i luften i nogen sekunder, før hun gled ned på hug, og løftede døren let op med en pegefinger.
Et utydeligt dump kunne lige akkurat skimtes, da hun lagde whiskeyen på jorden, og greb fat om døren med begge hænder. Ubesværet løftede hun den op i lodret stilling, og skubbede den så let bagud så den var placeret hvor den burde, imellem dørkarmene. Med den ene hånd holdt hendes slanke fingre døren på plads, imens hun med den anden hånd trak hængslerne ind i holderen på siden af døren, og klikkede dem på plads. Hun trådte nogle skridt tilbage, og betragtede sit værk.
Døren sad en smule skævt, og et lille stykke af træet var flækket af for enden. Hun greb fat i døren og trak den åben, hvorefter hun skubbede den i igen et par gange, som for at teste om den fungerede. Som så mange gange før gled den næsten ubesværet i, og blev trukket op med kun det velkendte ryk der gjorde at ikke alle kunne åbne hendes døre. Men medmindre hun brugte blodpenge, kunne hun ikke købe nye møbler. Og hvorfor skulle hun? Disse fungerede perfekt. Næsten.
Det ser forfærdeligt ud.
Endnu engang lød ånden sin mening komme til kende gennem hendes tanker, men denne gang reagerede Delilah. Hun greb fat i whiskeyflasken der var sat på gulvet, og så hen på mandeskikkelsen, der kun flimrede let i kanterne, som for at vise at han ikke var her på samme måde, som mennesket i hendes seng.
"Det fungerer. Hvis det virker er der ingen grund til at vrage det. Det er kun noget rige svin gør."
Hendes stemmes syrlighed syntes at trænge ind i mandens tanker, hvilket fik et kæmpe grin til at lyse op på hans ansigt. Gud hvor han irriterede hende. Hvis han ikke havde været så tynd som luft, havde hun smækket ham én og sparket ham ud af vinduet, så han kunne brække nakken på asfalten under dem. Men istedet måtte hun lytte til ham dag ud og dag ind.
Dit menneske er vågnet. Skal du ikke ind og være sød?
Hendes overlæbe blev trukket let op, og i et sekund ændrede hendes yndefulde ansigt sig til et rovdyrs snerrende grimasse, inden den faldt tilbage. I det sekund hendes ansigt var forvredet, var adskillige ar der lyste op, men syntes at forsvinde ned i hendes hud idet et sukkersødt smil klistrede til hendes læber.
"Fuck af Dylan."
Ånden lo, og rystede på hovedet, så hans lange fedtede hår snurrede om hans ansigt, og piskede ham selv i hovedet. Så løftede han et lettere kroget finger hen imod døren ind til soveværelset.
Jeg skal se det her.
I nogle få skridt var hun ovre ved døren, og skubbede den ind. Den hamrede imod væggen bag den, og et kort sekund stirrede hun på døren der rystede let, som ventede hun på at den ville lave køkkendørens trick. Men den blev siddende. Så drejede hun hovedet imod menneskedrengen. Ung. Ikke mere end 20.
"Noget at få varmen med."
Hun svajede hofterne let, idet hun trak armen bagud, og lod whiskeyflasken flyve i en let bue over til sengen. Derefter snurrede hun omkring, og sendte den mørklagte skikkelse fra ånden et sidste blik, inden hun lukkede døren bag sig. Få sekunder senere stod hun ovre ved skabet, og trak læderjakken af, og afslørerede dermed en sort top.
"Hvad lavede du på jorden i en gyde? Er du fuld, eller kan du bare ikke holde balancen?"

da han hørte køkken døren faldt prøvede han og rejse sig op men han var for svag og i chok han hørte hende tale med en enden hun gik ind mod værlset var det hende der havde smidt ham her inden og hvis hun havde for hvilket formål han kiget på døren som hun gjorde bange for at den lam ville gentage sig han kiget op på hende "jeg var bare ved og se om jeg kunne huske noget det her sted så det var ikke nogen af de 2 dele" svarde han og kiget på hende han sank en klump da han så hun tog læder jakken af hva var det dog hun regnde med han kiget på hende og svarde såm ed og kigge på wiskyen inden han tog en lille tår
af den straks begynde hans krop og få varmen igen han tog sig til aret på hans ansigt det der gik ned over hans ene øje

Delilah drejede hovedet halvt, så hun netop kunne skimte denne fremmede i øjenkrogen, hvor han tilgengæld havde en lettere sløret kant. Hun smed læderjakken op på en krog ved siden af skabet, og snurrede så omkring. Hendes blik landede på ham, og blev siddende der i nogle sekunder, hvor de syntes at bore sig ubevidst ind i ham, som ville hun se ind i hans sjæl og tanker.
"Se om du kunne huske noget? Har du alzheimers, eller er du bare helt simpelt dum?"
Der var ingen medlidenhed, og en snert af hånen sad tydeligt fast i stemmen, og syntes ikke at ville give slip, og lade sig falde fra så hun ikke konstant lød som kunne hun falde om af grin af hans idioti hvert øjeblik. Istedet drejede hun endnu engang imod skabet, og smækkede en af dørene op, og afslørede dermed det rodede indhold. Hele indholdet af skabet syntes at nuancere i de sorte farver, så de få dele der ikke var sorte, syntes at lysende skære i øjnene på betragteren.
"Du har ikke noget imod jeg skifter, vel?"
Uden at vente på svar trak hun tanktoppen over hovedet, og smed den ind i skabet. Hastigt fik hun fisket hvad der lignede en hvid badekåbe der var syet sammen i bunden, så den sad sammen som en løs kjole, ud af skabet. Hun trak den hurtigt på, og forsvandt så ud af døren.
Nogle minutter senere var hun tilbage, og denne gang havde hun læderbukserne i hunden, og havde trukket bådekåbekjolen godt omkring sig, så den ikke afslørede noget. I den anden hånd havde hun en tomt glas, hvori man lige netop kunne skimte at hvad der havde været i glasset, havde haft en gylden glød.
"Du kan blive her i nat. Men jeg smider dig ud i morgen. Du har vel et hjem du kan finde - Du er ikke hjemløs, vel? Jeg vil ikke have en hjemløs i mit hjem. De er mere beskidt end det her sted, og det er svært at overgå."
Hun skubbede glasset ind i skabet sammen med bukserne, og lukkede den derefter i med en enkelt finger, samtidig med at hun skråede igennem lokalet. Hun stoppede op ved vinduet, hvor hun skilte to af dem ad med fingrene, og lod blikket glide over den måneoplyste gade, som spejdede hun efter noget. Men så flyttede hun fingrene, og efterlod to par rene aftryk på den fedtede persienne.
"Du har et navn, ikke?"
Hun vendte om, og lod blikket falde på ham.

(Påklædning efter hun har skiftet: https://2img.net/h/oi46.tinypic.com/11hz6e0.jpg )

Han kiget vredt på hende han var ikke dum og han havde heller ikke hva det var hun ende sgade han skulle lige til og råbe til hende men opgav han kiget på hende da hun forsvandt ude af døren han sukkede hvorfor trode hun hun var så meget bedre ende hende han skulle lige til og komme med et brede udbrud men lod være da hun kom tilbage så han at der havde været en gylden væske i hendes glas "jeg er ikkke dum og har ikke den der sygdom og ja jeg har sku da et naven" sagde han lidt gnavent imens han tog sig til hovedet "og jeg er ikke hjemløse ikke så vidt jeg ved" sagde han og kiget stadig gnavent på hende

Hun så væk.
"Du er ikke dum, du har ikke den der sygdom, og du har sgu da et navn."
Gentagelsen kom langsomt, tænksomt, som ville hun være sikker på at hun forstod hvad de ord der kom ud af hans mund betød. Eller som ville hun gøre grin med ordene. Det var ikke helt til at sige, idet hun endnu ikke havde ændret ansigtsudtrykket. Vreden i hans stemme syntes ikke at betyde noget for hende, for i normale situationer havde det faktum at han råbte af hende været nok til at antænde en ild der havde kunnet få hans fingre til at lide overlast, og ende op med lange ar fra en af de mange knive der var gemt rundt omkring i hendes smadrede lejlighed.
"Ikke dum ... Ingen sygdom .. Og et navn. Du er en heldig mand, ikke? Men nu hvor du tydeligvis ikke er dum, så har du vel intet problem med at fortælle mig hvad dit navn er, og hvorfor du så ikke kan huske noget.
Hendes stemme begyndte at få en skarp klang. Den perfekte overflade af ligegyldig kølighed krakelerede under hendes stemme, der lagde tryk på nogen ord der kunne give den hurtige et hint om at det ikke var den korrekte måde at tale til én med hendes fortid og profession. Han kendte selvfølgelig hverken eller, men det betød ikke at han ikke burde kunne se tegnene. På at hun ikke var normal. Var farlig.
Ikke dræbe mennesker, ikke dræbe mennesker ...
Messen blev opremset i hendes hoved som en trylleformular der skulle slette de morderiske tanker i hendes sind, og erstatte dem med sukkerklistrede slotte og prinsesser med gyldent, langt hår og latterlige kroner på deres opblæste hoveder. Hun stoppede tanken. Den hjalp vist intet. Det var først dér hun så fangede Arasons blik med sit eget, skarpe.
"Og lykken fortsætter. Du er ikke hjemløs så vidt du ved.
En torden ulmede under overfladen. Måske var det bare fordi hun havde haft en hård dag. Måske var det bare fordi hun vidste at hun ikke kunne skade ham, uden at bryde sine løfter til sig selv. Måske var det bare fordi dette menneske var ualmindeligt irriterende, men ligenu havde hun den største lyst til at rive hans strube op med en teske.
Hun vendte omkring, og stod få sekunder lige foran ham. Hun greb fat i hans skulder, og klemte til. Ikke nok til at den brækkede, men nok til at det kunne skabe mere eller mindre smerte.
"Hør her, dit utaknemmelige svin. Jeg finder en fremmed mand på gaden. Besvimet. Højt sandsynligt fuld af bakterier der kunne slå en voksen gris ihjel. Jeg varmer ham, giver ham noget at drikke. Og hvad er takken? Han råber af mig. Ved du hvad det betyder? Straf. Heldigt for dig at jeg ikke gør noget nu. Men du har fandme bare at være sød fra nu af, forstår du det?!"
Hun slap ham hverken med hånden eller blikket.

han var ved og blive irtert på hendes spørgsmål "hvad raver mit naven dig jeg har ikke bedt dig om og redde mig jeg har ikke bedt dig om alt det du har gjorde jeg har ikke bedt dig om og samle mig op fra gaden " sagde han hrdt og mærket hende klemme om hans skuldere han holde smerten inde og ville ikke gøre hende glad for det her så han kiget på hende igen "og mit naven rave ikke dig" sagde han igen og kiget med et bestemte blik på hende

Hun lukkede øjne hårdt i. For en udefrakommende kunne det se ud som om hans ord havde såret hende, men det var langtfra tilfældet. I virkeligheden kæmpede hun en hård kamp med sig selvom om ikke at række ned over sengen, hvor en køkkenkniv af sølv var placeret, og derefter få ham væk fra hende. Men han var et menneske, hvilket betød én ting;
Beskyt mennesker, ikke skad dem.
Det var hvad hun så længe havde lovet sig selv, og sørget for at overholde mere eller mindre. Med en kraftanstrengelse lykkedes det hende at løsne fingrene fra hans skulder, en efter en og så langsomt at det næsten virkede som om hun var en robot der virkeligt trængte til smørelse. Så slog hun øjnene op, og holdt ham fast med blikket, samtidig med at et underligt smil gled frem på hendes læber. Et smil der var udtryksløst, og viste hendes humør lige så godt som et blank stykke papir ville vise det for en rotte. Der var bare ingenting.
"Dit navn rager mig lige så lidt som dit liv."
Hun tog en dyb indånding, og trådte et skridt væk fra manden og dermed også fra den kniv som han ikke vidste var utroligt tæt på ham - Og som han havde været i utrolig stor fare for at få skåret sin strube op med. På den anden side gad hun ikke rydde op efter sig selv bagefter, så det var nok meget godt at han var et menneske og dermed usårlig fra hendes side, og ikke en overnaturlig som hun intet problem havde med at dræbe. Det havde været et problem.
"Siden du har sådan et problem med at jeg har reddet dig, så har du vel slet intet problem med at skride ud lige nu. Så kan du jo finde ud af om du har et sted at bo hen ad vejen, ikke?"
Hendes stemme sydede af vrede der omhyggeligt var pakket væk under en overflade af et intetsigende smil, og dermed havde hun lavet en underlig blanding af indtryk. Hun løftede en hånd og pegede ud imod døren de var kommet ind ad, som var ude i entréen.
"Farvel."