Delilah..? Wh... What are you doing here? //Delilah//

Sted: Rotten Root District
Tid: 11:53
Vejr: Overskyet
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Den hvide, lysende flod som gled ned ad ryggen på hende, stoppede omkring kjolens begyndelse, og for hver skridt hun tog kærtegnede hendes hår spidser hendes egen bare ryg, med nogle bløde strøg. Castle havde ikke gjort det let for hende at holde sig væk fra ham, og med hans charmere og fantastiske personlighed var hun solgt. Aldrig havde hun nogensinde forstillet sig selv med en mand, da det for det første kunne forhindre hende i at beskytte Nille, hvilket helst ikke måtte ske. Og for det andet, fandt hun det bare så surrealistisk at hun kunne elske, men ser man det. Det kunne hun sørme godt.
Hun havde været i Rotten Root District før, men lige i dette kvarter havde hun aldrig været. Det var en af de værre dele af Rotten Root District det her, og det siger ikke så lidt. Men, hvis hun ville leve sammen med Castle var det vel prisen. Med en tandbørste, en børste og en masse kjoler presset ned i en stor trækuffert, var hun på vej hen mod lejligheden.

Hvis hun ikke tog meget fejl, så stod hun udenfor lejligheden nu. Hun tog en dyb indånding og åbnede så døren til opgangen, hvor hun først fik øje på nogle næsten faldefærdige trapper. Usikker på trappernes holdbarhed, trådte hun op på det første trin, også det næste, og næste.. Og det gik helt fint hele vejen op til den dør, som hun skulle ind ad. Så langt, så godt. Hun gik hen til døren og skulle lige til at banke på, men stoppede op og undersøgte døren. Den var ikke åben, men den var heller ikke helt lukket. Det så ud, som om den var blevet smækket i, i alt hast, hvorefter den så selv gik op igen. Der skulle kun et lille bitte skub til at åbne døren helt.
''Hallo..?'' hun tøvede lidt, men trådte så helt ind i lejligheden sammen med kufferten.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Delilah var smurt ind i blod. Blodstænk var sprøjtet henover hendes ansigt i pulserende dråber, der endnu sad runde og intakte hen over hendes ansigt. Blodets mørke, rødlige kulør stod overraskende godt til de grønbrune øjne, der var omringet af et skær af munter adrenalin og kølig professionalitet. Læderet der klistrede til hendes ben, strammede om hendes krop i et tæt korset og svang om hendes skuldre som en tung jakke. Hele dette outfit var noget nært skudsikkert, idet næsten alle delene i lædersættet var lavet mere eller mindre skudsikkert. Hvad der ville overraske, var at bare jakken i sig selv, vejede mindst 15 kg.
Blodet klistrede til den lange snoning der samlede hendes hår i bølgede klumper, og blodet syntes næsten at være flettet ind i de mørke lokker der flød ned af hendes ryg. Selvfølgeligt var blodet også gnubbet ind i alt læderet, sprøjtet ud over i hastige pump og klasket hen over med hastige bevægelser. Hendes fingre syntes at være belagt af et lag blod, og rester af diverse indvolde var klistret til hendes fingre.
Huset selv, var meget bemærkelsesværdigt. Alting syntes smadret. Dørene hang løst på hængslerne, og syntes konstant at true med at blive revet af endnu engang. Alle møbler syntes flået op. Blodstænk var klasket op af væggene, og selvom langt de fleste endnu dryppede let, så var der også indtørrede blodklatter spredt ud over hele lejligheden. Åh, og så var der et lag af opsprættede væsner, der dækkede gulvet.
Det trængte jeg til.
Et saligt smil dækkede de blodsindsmurte læber, idet hun hakkede en kniv igennem halsen på den sidste stående. Og netop som kroppen ramte gulvet med et blødt dump, gik døren op, og Delilah snurrede omkring - allerede med en Beretta 92FS der sigtede direkte på den nyligt tilkomne, og kroppen snoet i angrebstilling.
Og åbnede munden i et let chok.
"Lailah?!"

//Modsætninger mødes.. Haha... Deres stil er i hvert fald LANGT FRA den samme xD - Så at låne tøj af sin bedste veninde, ligger nok ikke på deres top 10 liste over ting de gerne vil gøre xD//

Hvad ville du havde gjort hvis en blodig mand, med kniv i halsen faldt med et blødt dump ned på gulvet, i samme rum sig dig. Hvad ville du havde gjort, hvis du stod i et rum, hvor det lignede at der lige havde været en lille dreng med en rød malerpensel, og snorret rundt i rummet? Indvolde og ting hun ikke kendte til, lagde spredt ud i lejligheden, og stort set det hele var smadret. Havde det ikke været fordi Lailahs veninde stod midt i rummet, - og sigtede med en.... Ja hun kunne ikke navnene på de forskellige våben, men hun var klog nok til at vide det var et våben. - havde hun nok skreget, men nu var det sådan at hun kendte Del så godt, at dette ikke kom bag på hende. Det eneste der faktisk kom bag på hende, var hvad fanden Delilah lavede der!? Selvom hun ikke ville indrømme det, gik der faktisk nogle tanker igennem hendes hoved, om Castle og Delilah mon... Mon var et par? Hun knyttede kort hendes hænder da hun ikke helt kunne slippe tanken..
''Delilah!?'' Stadig overrasket over hele situationen, så hun med store øjne på Delilah. ''Hvad.. Æh.. Hvad laver du her..?'' Spurgte hun tøvende, og forberedte sig på det værste.. 'Jeg er da sammen med Sebastian, og vi bor sammen her, hvad laver du her?' Det gav hende ret gåsehud, og en kvalme steg i hende - og det var ikke kun på grund af omgivelserne.
Pludselig gik hun i veninde mode, smed kufferten fra sig og løb over til hende og gav hende et kram. ''Sikke en velkomst..'' Grinede hun, men stoppede hendes latter da hun hørte noget.. Noget der lød som babyer der skreg? Hun trak sig lidt væk fra Delilah og så spørgende på hende. ''Delilah.. Hvad... Hvad er det?''

//OOC: Hahahah true! Ingen ville nogensinde tro på at de var bedste veninder, hvis man sagde det. Der er den vildeste forskel! xD

Delilahs blik var klistret op af englen, der ligeledes stod paralyseret med blikket lagt imod hende selv. Tankerne i hendes hoved snurrede, brækkede sig i tusinde stykker og samlede sig til nye drillende tanketråde, der kun havde én enighed af ligheder; Hvad fanden i helvede lavede Lailah her? Delilah selv havde aldrig bevidst ladet en adresse sive imod englen, idet det simpelthen var for farligt at opholde sig i denne lejlighed - der så tit var under angreb, at det næsten virkede latterligt. I forvejen legede Delilah med tanken om at finde en måde at holde Castle uden for fare, så at vise den langt mere sårbare bedste veninde lejligheden, havde aldrig syntes som en mulighed.
Så hvorfor fuck stod hun nu i lejligheden, med det hvide stof bølgende om kroppen og et mindst lige så forvirret udtryk i ansigtet, som det Delilah nok også selv mønstrede at sætte op? Våbnet der endnu havde haft mundingen peget imod Lailahs hoved - således at et skud ville bore sig ind midt imellem hendes øjne - blev hastigt sænket, og skubbet ned i våbenbæltet uden yderligere tanker omkring det emne. Der var to meget gode grunde til ikke at affyre dette våben imod hende;
1) Lailah var Delilahs bedste veninde, og Delilah ville aldrig nogensinde skade hende. Hun havde ladet andre gøre forfærdelige ting imod hende, for at redde Lailah eller dele af Lailah. Dette skulle ikke laves om på, og Lailah skulle ligeledes aldrig finde ud af netop dette.
2) Braget der ville runge igennem lejligheden, ville uden tvivl sætte skrigungerne inde ved siden af igang, ved at trække dem op fra deres søvn i et ryk. Og siden Delilah endnu ikke anede hvor hold-kæft-knappen sad på dem, så ville det være lettere uheldigt.
"Jeg bor her!? Jeg er grunden til at stedet ser så fucked up ud! Hvad laver du her?"
Det strejfede ikke et sekund Delilah, at Lailah kendte Castle. Eller at hun troede at Castle og Delilah var sammen, for af alle personer i verden, burde Lailah da vide at det var umuligt at elske Delilah? Hun burde da vide, at hele verden havde et samlet had til Delilah, der overskyggede de få individer der ikke havde kæmpe blokke af had imod hende, og tvang dem over på den side? Lailah selv, samt Castle, Kairi, Neal og Sajro måtte være de eneste personer, der ikke havde følt et instinktivt had imod hende.
Det var i hvert fald fandens tæt på.

Pludseligt var hun omringet af ishvide lokker, der snoede sig om hendes ansigt og hjalp den varme omfavnelse af hende på vej. Delilah havde aldrig vidst hvordan hun skulle reagere på sådan venligheder, idet hun så sjældent blev udsat for dem. Lailah var en af de eneste personer der faktisk krammede Delilah, og det virkede derfor som om det forvirrede hende en smule, når hun skulle lægge armene om hende og trykke hende ind til sig.
Det lykkedes hende dog alligevel at få det til at virke mere eller mindre naturligt, da hun snoede armene om Lailah, og lagde et let pres så det fungerede som et kram. Åh, nu ville de mange blodstænk og indvoldsrester der dækkede Delilahs læder sive ind i Lailahs hvide kjole. Man kunne jo altid håbe at det ikke skete, men ...
Længere nåede Delilah ikke i den tankerække, før en lyd der skar hende dybt i hjertet, gennembrød lejligheden. Den spinkle lyd af et barn der græd, der sekundet senere blev fordoblet da endnu en barnestemme blandede sig, og gråden blandede sig i en symfoni der rev Delilahs hoved til side i et ryk, og fik moderinstinkter til at styrte rundt i hendes krop.
Hun hørte knapt nok Lailahs sætning, men fik alligevel på en eller anden måde svaret.
"Det .. Vent lidt!"

Delilah var allerede på vej ind i soveværelset, uden at lade blikket glide tilbage. Hendes skridt var overraskende rolige og faste, da hun fandt vej direkte til den rede-agtige klump hun havde fået lagt sammen, og derefter havde placeret dem i, uvidende om hvor fanden man fandt ... Hvad var det de der baby-sove-ting hed? Va .. Vi ... Vu .. Et eller andet.
"Shh ... Nej, i skal ikke græde. Åh for fanden, vil i ikke godt holde mund?"
Delilahs stemme var ... Underligt blid. Der var en kant i hendes lave stemme, der havde en beroligende klang og noget der næsten kunne betegnes som kærligt. Hun lagde meget forsigtigt en hånd under hvert baby, og samlede tvillingepigerne op med rolige bevægelser. Én ting var god ved at være et rovdyr - man havde hundrede procent styr på sin krop.
Tyssende lyde fandt på en eller anden måde vej fra hendes læber, og lagde sig imod de skrigende børn, der selv som babyer tydeligt viste spor af at være succubus'er - de var knapt så lyserøde og grimme som de fleste babyer Delilah havde lagt blikket imod. Hendes skridt var mere svajende end normalt da hun gik tilbage imod stuen og Lailah, og da hun trådte ud fra soveværelset med et barn svøbt i hvidt stof ved hver arm, vuggede hun næste ved hvert skridt.
Børnene græd endnu. Delilah anede ikke hvordan hun skulle håndtere det, men de beroligende lyde der kom fra hendes læber, og de tyssende ord hun lod lægge imod dem samt de vuggende bevægelser, syntes faktisk at hjælpe en smule. Delilahs blik flakkede op til Lailah for at tjekke hendes reaktion imens hun trådte henover ligene der var strøet over gulvet, inden blikket vendte tilbage til tvillingerne.
"Shh .. Vi vækkede jer ikke. Bare sov videre. Mor er her, i kan bare sove."
Delilahs blik flakkede endnu engang op til Lailah, inden et let smil sitrede imod hendes læber, og hendes skridt stoppede - et par meter fra Lailah. Børnenes skrig var faktisk stilnet en smule af.
På trods af at Delilah ikke anede hvad hun gjorde, så virkede hendes moderlige instinkter overraskende godt.

//Jeg kan huske at da vi startede det her emne, skulle det være korte svar. Right? xD//
Castle - Delilah - Castle - Delilah - Castle - Deli… uanset hvad hun gjorde synes det umuligt at lade den tanke være i fred. Den var som boltret fast til indersiden af hendes hoved og at få bekræftet at hun boede der - Højst sandsynligt sammen med Castle - hjalp ikke ligefrem med at fjerne tanken.
Hun vidste Delilah ikke var ude på at skade hende, hun var sådan en god person! Eller, i hvert fald over for Lailah.. Men da Delilah sank pistolens farlige ende og proppede den ned i våbenbæltet, lagde Lailah mærke til at hun havde holdt vejret og faktisk gjort sig klar til at dø. Hvilket var underligt da det blot havde været hendes bedsteveninde som havde fejlfortolket forskellen med fjende og bedsteveninde. Tænk hvis hun ikke havde set at det var Lailah der stod i døren? Så ville der været gået en kugle gennem hendes pande. Måske havde Delilah ret, når de var i hinandens nærvær var hun ikke sikker. Modsætning til Delilah, var Lailah fuldkommen ligeglad med om hun var i fare, så længe hun kunne være sammen med Delilah, hendes bedsteveninde.
Det som dog stadig forvirrede hende, var at Delilah boede der. Hun var ikke gået forkert, det var hun sikker på! Usikkerheden over hvad hun skulle svare, havde allerede overfaldt hende og gjort hende mundlam. ’’Øh.. Vent, hvad?’’ hendes tanker skulle lige samle sig i stedet for at flyve forvirret rundt i hendes hoved, før hun overhovedet havde muligheden for at komme med et forståligt svar som ikke lød sådan; ’Øh, jeg.. Du? Vent… Bor her? Kæreste.. Castle og dig, nej vent mig.. Øh..’ Efter lidt tid fik hun samlet nogle ord og sat dem sammen til en sætning. ’’Jeg skulle flytte ind hos Castle.. Min kæreste.’’ Hendes blik var mindst lige så forvirret som Delilahs, men i det mindste formåede hun at holde det i blikket og ikke lade det gå ud over hendes stemme.
Hvis man delte verdens væsner op i et hierarki med gud øverst, vidste Lailah godt at Delilah ikke hørte til den gode ende. Gud elskede vel alle, for så god var han - men han ville ikke kunne lyve sig fra, at Delilah kunne være lidt svær at elske nogen gange. For det kunne hun, men i modsætningen til så mange andre som havde givet op på Delilah, så holdt Lailah ud på hendes bedste veninde. For hun var en af de få personer som vidste Delilah havde et godt hjerte. Godt og godt, pointen var at Lailah elskede Delilah, gjorde det stadig og ville altid gøre det.
En fjerlet fnisen forlod hendes sky bløde læber da Delilah formåede at fremtvinge et mere eller mindre ordentligt kram. Lailah kunne godt lide nærkontakt med dem hun elskede og selvom Delilah ikke var typen som krammede andre, så måtte hun da snart vænne sig til den behandling fra Lailah af. Okay, det var ønske tænkning at hun ville vænne sig til det. Den ellers så hvide kjole var straks smurt ind i blodet som hverken var Delilah eller Lailahs, men hvis det var prisen hun skulle betale for at anskaffe sig et kram fra Deliah, var hun villig til at ofre en kjole. For helt ærligt, Lailah havde mange kjoler!
At Delilah passede unger for penge var måske en mulighed, men da Lailah hørte den moderlige og.. Kærlige…? stemme fra Delilah, faldt alt ønsketænkningen til jorden. Hun vidste at Delilah ikke kunne undgå at få børn med alt den sex hun havde! Ikke at hun holdt øje med hende, men rygter kommer også i kontakt med folk som Lailah - og de er åbenbart ikke altid rygter. Selvfølgelig ville hun få støtte og hjælp fra Lailah af, men først skulle Lailahs afhørning i gang! Kendte Delilah sin bedste veninde ordentligt, ville hun vide at det ikke kunne undgås.
Lailah gjorde store øjne da Delilah kom gående med to skrigende succubus'er i sin favn. Hun stod bare som forstenet og fulgte hende og ungerne med øjnene, mens den moderlige stemme hun håbede aldrig at skulle høre fra Delilah - Med mindre hun selv ønskede at få børnene - trængte ind igennem hendes øre og lod hendes hjerne registrere hvert eneste ord.
Lailah havde selv altid været god med børn og hun havde faktisk troet at Delilah slet ikke ville beholde børnene hvis hun fik dem uønsket, men da børnenes skrig stilnede en smule kunne hun ikke holde et lille smil tilbage. Hun gik de sidste meter for at nå hen til børnene og Delilah, så hun bedre kunne beundre de små englebasser.. Dæmoner? Eh.. Hun gjorde tegn til om hun måtte holde den ene af pigerne. Fik hun lov, ville hun med et stort smil tage imod pigen og vugge hende i en god rytme mens nogle små lyde som i en del tilfælde ville kunne få en baby til at grine.
Om hun fik lov at holde barnet eller ej, ville hun stadig stille Delilah nogle spørgsmål. ’’Du kender mig, og du ved du ikke kan komme uden om det her.’’ Hun sendte Delilah et undskyldende smil, og derefter poppede det alvorlige ansigtsudtryk op. ’’Først, hvem er faderen?’’ hendes stemme var indtrængende præget med en smule nervøsitet. Børnene fortjente en far i gennem deres opvækst. Pludselig slog det hende. For et par måneder siden var de fanget nede i en kælder sammen, hvor Delilah fik reddet hende og nogle andre ud ved at tillade strøm igennem sig. Hvis hun allerede havde fået børnene nu, og de lignede ikke nogen som var flere måneder gammel, betød det så..? ’’Delilah!’’ hendes stemme var en smule oprevet, hvilket var klart! Lailah elskede børn, tænk hvis de ikke havde overlevet. ’’Da vi var fanget i den kælder var du gravid! Hvorfor lod du ikke mig åbne døren, tænk hvis børnene var kommet til skade!’’

//OOC: HOV! Sorry! Kort svar, right .. xD

Chok flakkede igennem Delilahs blik, ligesom lyset der spillede i hendes øjne, igennem vinduets smadrede, fedtede rude. Ordet der bevægede sig igennem Lailahs læber fik først chok og overraskelse til at indtage Delilahs blodsindsmurte ansigt, men der gik ikke mange sekunder før en tsunami af glæde oversvømmede hendes ansigt, og druknede alle andre følelser.
"Er Castle og dig kærester!?! Fuck hvor fedt!"
Glæden sitrede igennem Delilahs stemme, og skælvede næsten over bandeordet der, på trods af alt, fik presset sig igennem hendes sætning. Hendes mundvige havde for længst bevæget sig opad i et lysende smil, og lysglimtene fra udearealet dansede sammen med munterheden i de grønbrune øjne. Selv havde hun ubevidst danset et skridt frem og grebet fat i Lailah, så hun kunne trække hende ind i et tæt kram, der ellers både normalt virkede usigeligt akavede og forkerte for Delilah selv - men netop nu faldt det hende overraskende naturligt. Måske fordi både adrenalinen fra kampen tidligere og nu glæden begge kæmpede indædt i hendes blod.
Hendes arme, der lå omkring Lailah, løsnede sig langsomt og hun flød næsten nogle skridt tilbage, med de katteagtige, sensuelle bevægelser hun brugte. Det lysende smil der endnu bevægede sig over hendes mundvige og blodige læber, fandtes også i de grønbrune øjne, der strålede af indædt munterhed og glæde. Hendes tanker bevægede sig næsten hyperaktivt i hende, og en flodbølge af tanker bankede igennem hendes tanker med chokerende hast. Pludseligt skyllede en kæmpe bølge dog op, og oversvømmede hendes ansigt i et pludseligt chok af lettere dårlig samvittig.
Den dårlige samvittighed nåede dog kun at strejfe hendes ansigt, før hun fik den erstattet af en lettere akavet grimasse.
"Åh fuck .. Lailah, undskyld for det der .. You know."
Selvom stemmen måske ikke helt tydeligt viste hvad der blev snakket om, så viste Delilahs diskrete fingerpeg imod skridtet, ret tydeligt hvad hun mente. At Castle havde fået revet kønsdelene af, var noget Delilah helt naturligt regnede med at Lailah havde fået at vide - og af uforklarlige årsager var Delilah ikke i tvivl om at hun også havde fået at vide at Delilah var skyld i denne afrivning, og at Lailah dermed ikke kunne få tilfredsstillelse af Castle.
"Men hey, jeg er sgu ret sikker på at han sagtens kan give dig noget helt uden!"
Det var et faktum, ikke et gæt - Delilah vidste udemærket hvad Castle kunne, og hun vidste udemærket at han var god nok til ikke at behøve sine kønsdele for at give Lailah noget.  

Det var ingen overraskelse for Delilah, at Lailah trådte nærmere da de vuggende, flydende bevægelser fra Delilahs krop forplantede sig i pigerne og stilnede deres gråd. Selvom hun aldrig havde været den moderlige type, og aldrig havde troet hun skulle få børn af nogen art, så syntes hun faktisk utroligt opmærksom på de børn hun blidt holdt i favnen.
Da Lailah rakte frem efter børnene, tøvede Delilah ikke mange sekunder, før hun blidt leverede en af pigerne videre til Lailah, så hun selv kunne få bedre fat i den anden piges krop. Hendes blik flakkede op til Lailah, men hendes opmærksomhed var alligevel konstant rettet imod børnene. Delilah var uhyggeligt tæt på at være steril, og selvom hun ikke havde vidst det, så havde hun aldrig været i tvivl om at hun aldrig ville få børn - så disse .. De var både skræmmende for hende, men også perfekte af grunde hun ikke selv forstod.
Det overraskede hende ikke et sekund at Lailah ville komme med en spørgerunde, men hun havde halvt håbet at hun kunne udelade spørgsmålene for nu. På den anden side, hvad var chancen for at Sajro og Lailah kendte hinanden? Minimale. Måske skulle det alligevel gå.
Barnet i hendes arme strakte armen højt på, og lagde fingrene imod hendes bryst, samtidig med at Lailahs spørgsmål kom ud. Der gik adskillige sekunder før Delilah svarede, hvor hendes blik simpelt lå imod pigen, inden det endelig løftede sig og lå på Lailah - men hendes opmærksomhed endnu var rettet imod de to piger.
"Faren er Sajro. Eh .. Sargonis."
Delilah regnede ikke med at Lailah kendte ham, og selvom hun ikke selv på nogen måde mente at navnet 'Sargonis' passede til ham, så kom det alligevel ud af hendes læber. Gad vide hvorfor?
Ved Lailahs udbrud, trådte Delilah automatisk et skridt bagud, selvom hun udemærket vidste at Lailah var alt andet end den voldelige type. Hendes tænder fik fat i hendes underlæbe, og rev hul på den så blod piblede frem og blandede sig med indtrængernes blod på hendes læber.
"Ja, jeg var gravid. Men jeg kunne ikke lade dig blive skadet, og jeg vidste jeg var den eneste der kunne holde til det! Hvad fanden skulle jeg ellers have gjort? Man må ofre noget for noget andet. Og her var jeg villig til at ofre min graviditet for dit liv."
Det lød overraskende .. Koldt. Måske fordi Delilah 90% af tiden havde hadet børnene da hun havde været gravid - men så snart de var .. kommet ud, så havde alt ændret sig for hende. Og nu, hvor hun blot tænkte på at udsætte dem for fare, så holdt hun pigen i sine arme en smule tættere.

//OOC: .. Ups! Ikke kort svar .. xD

//I can see that… O_O//

Hun kunne se chokket og overraskelsen forplante sig i hendes blodindsmurte ansigt. Hvilket kun kunne betyde en ting. Delilah og Castle var kærester, det kunne ikke være andet. Hun havde ellers troet på at Castle var vild med hende og ikke havde andre end hende.. Måske havde hun bare været for naiv og godtroende. Det var nok også derfor han ikke var i lejligheden; alt dette var bare en ydmygende måde at komme af med Lailah på.
”Ja undskyld, jeg troede han var fri og a….” Ordende blev til en omgang grød i hendes mund, da Delilahs ord overdøvede hendes egen mumlen. Hun blev nød til at blinke et par gange over det Delilah sagde. Som var der dumpet en lille spids hat ned på hendes hoved, hvor på der stod ’FORVIRRET’ med fed skrift, stod hun der med to løftet øjenbryn over Delilahs udbrud. Var de to kærester eller ej? Sekundet op til, hvor hun skulle til at spørge, blev hun trukket ind i krammet, og glemte alt om det i få sekunder. Hun var en smule overrasket over hvor behagelig og alt andet end akavet, krammet havde været, men også lettet, da de jo ikke havde set hinanden i et godt stykke tid, og nu hvor de faktisk så hinanden igen, var det under de mest tilfældige omstændigheder. Eller var det tilfældigt? Hun var stadig ikke sikker på om det var Castle som havde sendt hende herhen for at slå op, eller om Gud havde været på spil, og endnu engang ville genforene de to veninder.
”Prøv lige vent..” mumlede hun undrende med en knude i brystet. ”Jeg skal lige have det på det rene inden vi fortsætter,” et hurtigt smil kom frem på hendes læber som langsomt falmede, samtidig med at en akavet og tvivlende hånd kørte igennem de hvid lokker. ”Er dig og Castle.. sammen?” Hendes øjne var blevet lettere blanke mens hun så ind i Delilahs. Inden hun ville kunne nå at svare, slog Lailah blikket ned, og talte som galt det livet! ”For hvis i er, så er det helt okay med mig! Jeg klarer mig, jeg er en stor pige! Bare fortæl mig det Delilah, jeg kan sagtens tåle at høre det! Bring it on, jeg er klar! Hvor dum har man også lov at være, hvordan kunne jeg tro at en som ham, nogensinde ville finde sammen med en som mig?” Hun rystede på hovedet af sig selv, og gav sig selv en mental lussing over at være på renden til at græde, over en mand som havde gjort dette mod hende. Eller, det var i hvert fald det hun i første om gang troede.
Smilet som dansede lystigt over Delilahs blodige læber, var en sikker stemningsredder. Hendes humør smittede hurtigt af på Lailah så den søde fnisen igen fandt vej ud i rummet.
Hun kiggede først undrende på Delilah der undskyldte, men fattede hurtigt hentydningen. ”Oh, det skal du ikke tage dig af. Jeg forbliver bare jomfru!” grinede hun og afslørede et perfekt, hvidt tandsæt, der matchede til hendes ligeså hvide hår. Sex og ting under samme kategori, havde aldrig været en af hendes favorit emner. Hun endte altid med at blive forlegen og genert, men det var nok fordi hun aldrig selv havde prøvet det eller lignende. Delilah var nok den eneste som kunne få Lailah til at komme ind på emnet, og så faktisk blive der, uden hun finder på en eller anden lam undskyldning for at snakke uden om.
”Eh..” Varmen spredte sig, og som en steppebrand, bredte den lyserøde farve sig ud i hendes kinder. Hun havde intet problem med at Delilah og Castle havde lavet noget sammen, så længe der ikke skete noget mens Castle og hende var sammen. Havde det været hvilken som helst anden pige end Delilah, havde jalousien og tvivlen været over hende konstant, men dette var Delilah, og hun ville aldrig gøre sådan noget mod Lailah. Det var hun sikker på.

”Så står vi her..” grinede hun svagt da hun havde fået barnet over i hendes favn. En klump lykke landede i hendes mave og kort tid efter strømmede lykken ud i Lailah, og bar en kildende fornemmelse med sig. ”Hvem skulle nogensinde have troet det?” Den kildende fornemmelse kunne ikke få hende til at holde op med at smile. Det hele var så urealistisk. De stod i en blodig lejlighed - hvilket sjovt nok ikke var det urealistiske- med Delilahs børn. Den havde hun aldrig nogensinde set komme og mon ikke den også kom bag på skæbnen?
Børnene var lettere grå og lignede ikke nogle normale lyserøde grise, som Lailah normalt synes børn lignede, men selvfølgelig aldrig nævnte. Det kunne enten betyde at faderen selv var en dæmon, eller at den anden race Delilah havde parret sig med, var en race hvis gen var knap så dominerende som en Succubus’. Racen havde egentlig ingen betydning, men hvad der var vigtigst, var at han kunne være der for dem.
Lailah havde ikke taget højde for at faderen kunne være en som hun kendte. Hun havde nok bare håbet at det ikke var Castle, og så kunne det være lige meget. Overraskelsen stod malet i ansigtet på hende, og hun stivnede straks da hun nævnte Sargonis. Ikke at hun havde noget problem med at det var ham, men.. Ja, det kom nok bare som et lettere chok for hende. Hun kendte ikke Sargonis så godt igen, så hun var ikke sikker på om han var villig til at være der for børnene, men det håbede hun at han ville. Hun kunne faktisk godt forstille sig at Sargonis ville være en god far!
”Nå.. Ham, eh, kender jeg.” Hun grinede svagt, hvad skulle man også sige i sådan en situation. ”Det er åbenbart en lille verden vi lever i. Men vigtigere er; har han tænkt sig at tage del i børnenes opvækst?” Hun håbede virkelig på at han havde tænkt sig det, for hvis ikke.. ja, så ville hun slet ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv hvis hun mødte ham.
Som mor så datter. Da Delilah trådte et skridt tilbage, bevægede barnet i Lailahs favn sig også mens nogle små lyde, som var starten på gråd, begyndte at forlade hendes mund. Lailah sendte barnet et hurtigt blik der viste omsorg og kærlighed, som straks fik barnet til at klappe kaje. I hendes moment som engel, var det selvfølgelig tit og ofte lettere for hende at omgås med små børn, da de gerne blev grebet af hendes rolige og behagelige udstråling, som en engel nu engang har.
Hvad hun ellers skulle have gjort, var et spørgsmål hun ikke havde lyst til at svare på. Havde Lailah gjort det, var hun måske død, samt Nille. Men hun kunne også selv være død, og så ville både hende og hendes to børn være døde!
”Delilah for helvede…” Hun lagde ikke engang skjul på at hun bandede, hvilket var usædvanligt for hende. ”Lov mig at du aldrig, og jeg mener aldrig, vil sætte mig foran dine børn.” Det var hendes livs opgave at beskytte Nille, men hun ville ikke lade små børn miste livet, så hun kunne leve. Hvis skæbnen ville, at Nille og hende skulle dø, så måtte det være sådan.
”Vi kan også undgå alt det her hvis du træner mig! Jeg er sikker på at Castle også vil være med på den ide. Hvis i træner mig, behøver i ikke beskytte mig!” Hun lyste straks op i et smil, over det hun mente var en genial plan.

//OOC: Dit var længere end mit! Du kan intet sige!

Delilah kendte Lailah, og derfor kunne hun se hvordan der dansede sorg over englens ansigt. Forvirrede streger blandede sig med hendes tanker over englens sorg, der forvandlede sig til forvirring - hvoraf begge ting, ifølge Delilahs mening, var fuldstændigt ubegrundet på nuværende tidspunkt. Det kvalte dele af dæmonens lykke i bekymringen, at se sorg i venindens øjne, selv nu hvor et forhold imellem dæmonens to bedste venner var blevet afsløret.
Den svage mumlen der forlod Lailahs læber, hamrede en bekymret knude ind i dæmonens bryst. Selvom tegnene på det ængstelige der groede indeni hende blev skjult, så synes de at overvælde hendes glæde, da englen sagde prøv lige at vent.
Så da Lailahs ord havde passeret i den stund Delilah åbenbart havde suget luft ind mellem læberne og holdt det fast, forsvandt luften ud mellem hendes læber og et smil voksede frem som følge af luftstrømmen. Delilah åbnede munden for at svare, men nåede end ikke suge luft ind for at kunne svare, før englen gik amok i en lang regn af ord, der ikke gav nogen mening overhovedet for Delilah.
"Lailah, hvor længe siden er det siden jeg har haft en kæreste?"
Delilahs øjenbryn løftede sig sigende, men alligevel var det en mærkelig form for venlighed, der lyste ud af hendes blik. Den venlighed kun Lailah kunne frembringe i hendes krop.
"Hvordan fanden kan du så tro Castle er min kæreste? Jeg er ikke kærestetypen - Det er du!"

Den lille piges fingre lå imod Delilahs bryst, og fingrene bevægede sig svagt som var de små fingre for svage til at gribe fat, men de alligevel forsøgte. Dæmonen, hvis hjerte ellers altid var så koldt og uigennemtrængeligt, holdt barnet ind til sig som var det hendes sidste livline. Hendes læber strejfede barnets pande, og hendes bevægelser var konstant flydende og vuggende, som ville barnet føle det fløj igennem en svag brise, når hun holdt det.
Små, pludrende lyde forlod de små fine læber, men øjenlågene på den lille pige syntes tungere og tungere. Langsomt gled de i, selvom pigen syntes at kæmpe en hård kamp for at holde sig vågen - tilsidst lod hun de blide bølger Delilahs bevægelser frembragte, lulle hende ind i en dyb, tryg søvn. Delilahs blik havde ikke sluppet pigen et sekund under denne proces, men i samme sekund pigen overgav sig til søvnen, løftede Delilahs blik sig, og satte sig i stedet fast på den lille pige Lailah holdt i sine arme.
Englens ord fik dog Delilahs blik til at løfte sig fra pigen, og med tråde af chok der klemte hendes blik, stirrede hun på Lailah.
"Kender du Sajro?"
Hendes øjenbryn løftede sig et par grader opad, og forvirring stod ud af hendes krop som et gas der sivede fra hendes krop. Alligevel var det et smil der forlod hende, da englen spurgte til faderskabet.
"Ja, det har han. Og selv hvis han ikke vidste jeg ville flå ham fra hinanden hvis han ikke gjorde, så tror jeg han ville gøre det."

Opstarten til gråd i barnets krop fik straks omsorg til at springe frem i Delilahs blik, og hvis ikke Lailahs reaktion havde været så hurtig som den var, så havde Delilah nok snuppet pigen ud af englens hænder. Men da gråden druknede i stilhed, gled en hinde af det rolige tilbage over Delilah, og hun slappede af. Den afslappede facade blev dog kvalt ved Lailahs ord.
Uden at tænke over det greb Delilah hårdere fat i pigen i sine arme, og trykkede hende beskyttende ind imod sig. Tanken om at de blev såret sneg sig ind på hende som billeder, der straks sendet panik igennem hendes krop, og forsøgte at lukke den ned. Barnet i hendes arme vågnede forvirret af det pludselige pres ind mod sin moders bryst, og begyndte at klynke. I samme sekund forsvandt presset imod hendes bryst, da hun holdt pigen blidere, og begyndte at vugge hende igen, lettere fraværende.
"Shh, det var ikke meningen jeg skulle vække dig, skat. Sov. Shh ...."
Lave, lyse ord blev hvisket ud af hendes læber imod pigen, der lidt efter lidt blev båret ind i drømmeverdenen, mens Delilahs blik var fanget på Lailah. Så snart pigens klynken var forsvundet, tillod Delilah sig selv at stoppe den beroligende ordstrøm til pigen, og besvare Lailahs ord.
"Jeg kunne aldrig nogensinde udsætte dem for fare, under nogle omstændigheder overhovedet. Men jeg vil heller ikke lade dig dø."
Delilah betragtede Lailah. Betragtede hendes krop. Hendes muskler. Måden hun bevægede sig på, måden hun trak vejret. Der gik flere minutter før hun svarede på englens ord. Delilah betragtede hende bare, med et blik der pludseligt var blevet professionelt.
"Hvorfor vil du trænes, Lailah? Hvorfor vil du være i en verden hvor du bliver skudt i hjernen hvis du er heldig? Tortureret til døde hvis du er mere realistisk?"

//Wupti! Ser man det, det var det sørme også!//

Hun rynkede brynene, lavede en lille trutmund, og koncentrerede sig som et lille barn med tungen ud af munden, for at finde frem til den præcise dato hvor Delilah sidst havde haft en kæreste. Englen, vis fødder trippede så fint i den forfaldne lejlighed, sukkede svagt, efter en lang tankestrøm havde passeret forbi hendes hjerne.
”Eh.. Det kan jeg ikke lige komme i tanke om. Har du overhovedet haft en kæreste før?”
Hun mindes ikke at have stødt på en mand som var sammen med Delilah, hvor hun havde introduceret ham som en kæreste. Hvis hun havde mødt nogen, havde det sikkert været one night stands. Selv der var det ikke engang sikkert at de havde en puls og kunne hilse på hende.
”Det.. Det ved jeg ikke. Jeg blev nok bare lidt forvirret over at finde dig her.”
En lille rødme blussede op i hendes ellers blege ansigt, som på en underlig måde passede godt til hende. Hun havde aldrig ønsket sig at blive brun, da det langt fra ville passe til hendes næsten lysende aura.

Lailah havde hele tiden hendes blik hvilende på pigen i Delilahs favn, mens hendes egne arme holdt godt, men blidt fast i den anden pige. Et uundgåeligt smil poppede op på hendes læber, hvor hendes hjerte næsten smeltede af at se, Delilah på denne måde over for andre end hende. Selv satans porcelæns dukke, som hun havde hørt en mand beskrive Delilah som, kunne åbne sit hjerte for to små purke. Det havde garanteret været forudbestemt fra begyndelsen af, at den hårdkogte tøs som sjældent åbnede sit hjerte for nogen, skulle blive en beskyttende og omsorgsfuld mor, hvilket nok ikke var de to første ord man kom i tanke om når man tænkte på Delilah.
Lailah fandt det en smule morsomt at se pigens kamp for at holde sig vågen. Allerede i en ung alder, var de to piger for nysgerrige til at sove. Hun havde på fornemmelsen af at de ville blive nysgerrige og eventyrlystne som ældre, hvilket der både var minusser og plusser i.
”Det mest oplagte spørgsmål at ligge ud med ville nok være; Hvad hedder de små.. dæmonbasser?”
Hun skar en lille grimasse af det platte kælenavn til ungerne, som hun havde givet dem. Hvis hun havde været forberedt på at møde to små dæmon piger, ville hun uden tøven, været gået i gang med at finde på kælenavne til dem.
”Navnet skal lige finjusteres.”

Hun trak på skulderen af Delilahs mod spørgsmål omkring Sargonis. Han havde en gang taget hende med sig hjem og ladet hende sove i hans seng, på grund af nogle komplikationer der var hændt tidligere på dagen. Efter en nat med totur indblandet, på grund af Lailahs alter ego, havde han fortsat været der for hende. Hans venlig- og åbenhed døde aldrig ud, og han havde sågar hjulpet hende med finde oplysninger omkring hvordan hun kunne fjerne hendes alter ego. Det de havde fundet ud af havde, til deres skuffelse, ikke været til nogen stor hjælp, men pointen var at han havde hjulpet hende. Hun havde i forvejen hørt dårlige rygter om ham, men mødet med ham beviste endnu engang, at man ikke kunne tro på rygter. Desværre havde hun ikke set ham siden den gang.
”Kender og kender; det er et stort begreb! Lad os bare sige at jeg engang bumpede ind i ham.”
Et lille smil krusede omkring hendes læber, da hun tænkte på ham. Han var i sandheden en speciel mand, og den eneste Lailah havde mødt, hun følte var god nok til at forplante sig i Delilah. Hun var godt klar over at de mænd som Delilah var sammen med, ikke var nogen som regelmæssigt lavede et indskud i gokkebanken, men hun var glad for at det var Sargonis som havde fået den ære, at blive far Delilahs børn.
Hun rystede svagt på hovedet af Delilahs kommentar, men uden faktisk at indrømme det, var hun glad for at det var sådan hun følte, og ikke bare var ligeglad med, om børnene havde en far eller ej.
Delilah havde en opmærksomhed som en tiger på jagt, da barnet i Lailahs arme blev en smule urolig. Havde det været en hver anden end Lailah, var de måske blevet bange for, om Delilah mon kunne finde på at æde dem hvis der skete hendes børn noget.
En stolt mine stod malet over Lailahs ansigt efter Delilah havde talt. Havde hun sagt andet, havde det været opstarten til en længere diskussion. Deres veje havde været sammenflettet hele livet, og hvis skæbnen ville ødelægge denne to-tottede fletning, for at lave en almindelig fletning med tre totter, hvor de to små ekstra totter, som man endnu ikke havde flettet sammen med nogle andre, skulle erstatte totten som symboliserede Lailah; var hun mere en villig til at lade det ske.

”Jeg er jo allerede i den verden Delilah. Den eneste forskel er, at jeg ikke kan forsvare mig selv uden at bruge min evne! Og vi ved jo alle sammen hvordan min evne ødelægger mig.”
Så sandt som det var sagt. Lailah havde været i denne verden i al den tid hun har kendt Delilah, og nu hvor Castle også var der, så ville det kun blive farligere. Det ville kun være naturligt hvis hun kunne forsvare sig selv og kæmpe.
”Det er ikke så lang tid siden vi var fanget i en kælder sammen, ikke? Det ville være ulogisk at vente med træningen. Du ved at det her kun er begyndelsen og at det bliver værre. Jo mere træningen bliver udsat, jo mere udsat bliver jeg!”

Delilahs hoved var svagt vippet til siden, og hendes blik var nysgerrigt fanget på Lailahs ansigt, da englen gennemrodede sin hjerne for at finde svar på dæmonens spørgsmål. Om Lailah overhovedet kendte et svar på spørgsmålet, tvivlede hun stærkt på. Hendes sidste rigtige kæreste, må have været Neal - og det var over 500 år siden(men det havde også været kærlighed der stadig gjorde ondt i hendes hjerte).
Delilah var bare ikke kærestetypen, og hun var ikke typen der forelskede sig. Hun var typen der slog folk ned, der forelskede sig.
Derfor passerede et pust af latter også hendes læber, da Lailah valgte at gætte på at det simpelthen aldrig var sket. Der havde ikke været mange kærester i Delilahs liv. 3-4 højest, for når hun brød sig om folk, så skubbede hun dem så langt væk fra sig, at de aldrig ville bryde sig om hende længere. Man skulle være brudt igennem hendes forsvar, og have klaret den tid hvor hun forsøgte at få dem til at hade hende, før det blev en mulighed overhovedet at tage hende på noget date-agtigt.
"Forkert. Jeg har haft kærester, men det er satans længe siden."
Et smil havde sænket sig over hendes stemme, selvom det faktisk sendte små stød af tristhed igennem hendes hjerte. Ikke fordi det var så længe siden hun havde haft en kæreste, men fordi det viste hvor umuligt det var for hendes hjerte, at give sig til et andet væsen - at elske. Det kunne hun ikke gøre. Måske med undtagelse, af de piger hun havde født, der havde modtaget hele hendes hjerte, på kun få sekunder.
Smilet på hendes læber skiftede stillingen, og viste sig istedet som overbærende og næsten muntert, da Lailahs rødmende ord kom frem.
"Jeg boede her først. Han kom her, og endte med ikke at smutte igen."

Delilahs blik svøbte sig omkring den lille pige i hendes favn, med en insisterende tryghed lagt dybt i hendes grønbrune øjne. Det var ikke med vilje det lille smil bevægede sig roligt på hendes læber, men hun glemte kort at der fandtes andre end de to piger hendes blik bevægede sig imellem, og tillod hende en kort stund af lykke. Men al lykke var kort for Delilah, og hun blev næsten straks suget tilbage til virkeligheden, og måtte opgive smilet til fordel for et koldt blik på døden der lå i stakke imellem Lailah og Delilah.
"Jeg burde rydde op. Bare bliv stående."
Hendes stemme var iskold, som var alle følelser sivet væk på sekunder. Men hendes bevægelser var så forsigtige, forsigtige, som om pigen i hendes favn var så skrøbelig at et vindspust kunne tage hende fra dæmonen, da Delilah lagde pigen i en lille bunke tøj, for enden af rummet. Pigen bevægede sig svagt i søvne, men vågnede end ikke da hun var blevet lagt, og Delilah blidt strøg en finger henover pigens kind.
Så vendte hun sig om, og begyndte at slæbe de døde kroppe sammen i en bunke. Bunken voksede i højde og omfang, og ikke længe efter havde ligene forvandlet sig til en klump kød, blod og afrevne lemmer. Uden at besvare Lailah lige da hun snakkede, stoppede Delilah brutalt ligene ned i affaldsposer, én efter én, uden at bekymre sig om knogler brækkede af presset, eller om der var plads til dem.
Til sidst var de alle mast sammen i affaldsposer, og hurtigt var den blodsindsmurte dæmon ovre ved det ødelagte vindue, hvor hun svuppede poserne ud. Et klonk hørtes da de én efter én landede i en affaldscontainer under vinduet. Hun forsvandt ind i køkkenet, og kom tilbage med en stor stak ren vodka. Der var nok omkring 8 flasker, og det triste var at det ikke engang var en fjerdedel af Delilahs lager. Aldrig undervurder en tidligere alkoholikers alkohollager. Okay, så der var måske ikke så forfærdelig meget tidligere over det, men det var sgu ligemeget.
Vodkaen blev hældt ud af vinduet, og ud over affaldsposerne i containeren, hvori stakkene af lig var gemt. Hurtigt fik hun fat i en tændstik, og rev et stykke af et af de forrevne gardiner, hvorefter gardinstykket sekunder efter brændte lystigt. Det flammende gardinstykke blev sendt samme vej som både ligene og alkoholen, og ikke længe efter var affaldscontainerens indhyllet i et spruttende flammehav.
"Marina og Livia."
Hendes stemme indeholdt et svagt smil, da hun vendte sig imod englen, som flammehavet under lejligheden oplyste hendes ansigt i orange flammer.
"De hedder Marina og Livia."
Et pust af latter forlod hendes læber da Lailah proklamerede at navnet skulle finjusteres, men det var efterfulgt af et svagt nik. Læderjakken blev langsomt skubbet af hendes skuldre, og fletningen blev løsnet, så krøller straks bølgede hendes af hendes ryg og omkransede hendes ansigt i en krans af mørke. At se den blidhed i hendes skarpe, blodfyldte ansigt, syntes surrealistisk. Men den fyldte hende alligevel, når hun var i nærheden af hendes piger.
"Måske bare lidt."

Da Lailah forklarede at hun havde 'bumpet ind i ham', krusede et uforudsigeligt smil på dæmonens læber, netop inden hun forsvandt ind i køkkenet endnu engang. Kort efter kom hun tilbage med en halvtom flaske whiskey, og smed sig dovent i sofaen.
"Det er jeg sgu ked af at høre du gjorde. Han har det med at slå igen."
Et grin forlod hendes læber, lige inden hun lade whiskeyflaskens munding imod læberne, og tog et par store slurke af flasken. Størstedelen af flaskens indhold var væk, da hun tog den fra læberne igen, og lod den gyldne væske skvulpe lidt i flasken, med hendes blik klistret dertil. Hun havde ikke noget at kommentere på, når det kom til Sajro.
Halvdelen af hende brød sig virkelig ikke om ham. Han havde en dårlig vane med at pisse hende af, og det gjorde at hun for det meste havde lyst til at slå ham så hårdt i hovedet at hans nakke knækkede. Den anden halvdel af hende vidste ikke helt hvor hun skulle placere ham - så det blev i sexbunken. Problemet var løst, right? Og siden det hele fungerede hende som ind i helvede ... Forsvandt et par mere slurke af den klare whiskey ned imellem hendes læber.
Det ender sgu med at slå hende ihjel ...
Hun betragtede Lailah indgående. Hun havde en pointe, men ... Delilah havde altid linket dét at kende til kampens verden, til at være en del af det. Hvis Lailah ikke vidste hvordan man kæmpede ordentligt, så ville hun flygte når det kom til kamp. Hvis Lailah kendte det, så var hun måske dum nok til at gøre som Delilah - blive tilbage og kæmpe til døden. Og der var jo en chance for død på begges sider - også Lailahs.
Men Lailah havde ret i at hun havde brug for at kunne bare lidt, så hun ikke behøvede at bruge hendes evne. Ikke nok til at hun blev overmodig og gik i kamp, men god nok til at hun kunne klare sig i en situation uden sin evne. Længe nok til at komme væk.
"Okay, jeg vil lære dig nok til at du kan komme væk. Hvis du lover at du ikke bliver en selvfed kælling, der overmodigt tror hun kan klare King Kong! Hvis dét er hvad du vil have, så kalder du satme på mig!"

Trods Lailahs alder, som lagde omkring de 300 år, kunne hun alligevel ikke se 500 år tilbage, hvor Delilah havde haft en kæreste. Hun havde jo aldrig rigtig talt om tidligere kærester, og hendes sædvanlige være måde, havde tilsammen ført hende væk fra det typiske veninde spørgsmål, der omhandlede kærester og sex - selvom Lailah ikke havde behov for at høre om Delilahs sexliv, der garanteret ville tage en krig at komme igennem, nu hvor hun var så gammel gerne skulle blive ved med at leve.
”Eh, hva?”
Brynene var næsten inde og røre hinanden, da det ord som symboliserede parforhold, kom i flertal. At det var længe siden, havde ikke den store betydning, det var mere det faktum at hun havde haft kærester Hun ville gerne have spurgt mere ind til hendes kærester, men lod dog vær, da der måtte have været en grund til at hun ikke havde fortalt hende om dem. Måske kunne Lailah endda komme endnu tættere på veninden, hvis hun fik noget af vide om hendes tidligere parforhold- det ville højst sandsynligt føre til en konklusion, om hvorfor Delilah ikke har haft en kæreste i så lang tid. Lailah vidste skam godt, at Delilah havde svært ved at lukke folk ind i hendes hjerte, som nogle folk ville påstå hun ikke havde. Delilah havde dele af hendes fortid, som Lailah ikke vidste noget om; og det var garanteret ikke en dans på roser.

Lailah havde ikke så meget som skænket ligene som lagde omkring dem, siden hun trådte ind af døren. Lugten havde selvfølgelig generet hendes næse, men de nye indtryk hun var i gang med at danne sig af børnene, havde lukket munden på næsen, som med det samme havde klappet i.
Hun skulle lige til at tilbyde hendes hjælp, men droppede det, da det nok bare ville tage dobbelt så lang tid. Delilah havde prøvet det før, og skulle bare tage det hele på rutinen.
I mens den nybagte mor tog sig af de forskellige legemsdele, havde Lailah selv valgt, at få de to pus lagt ind i værelset, hvor de havde lagt da hun trådte ind af døren, igen.
”Ligesom at være på lejrtur,”
Hun stod hende ved vinduet, og så ned på det hav af flammer og døde lig, der til sammen gav en behagelig varme, men en forfærdelig lugt.
”ja, altså udover lugten og de brændende lig.”
En behagelig latter som synes at rinde af en utømmelig kilde, flød ud i rummet, og gjorde det det blodige og psykisk kolde lokale, en smule varmere.
Hun så kort over mod værelset, hvor Marina og Livia lagde trygt inde og sov. Hun elskede navne der var blevet valgt til pigerne, og funderede hurtigt med sig selv, at hun ikke kunne have fundet på bedre navne selv. Hun smilede til Delilah, og gav hende et erkendende nik, da hun havde offentlig gjort navnene.

En klar latter blandede sig sammen med Delilahs, hvor hun derefter satte sig halvt i vindueskarmen. Underworld var stor, og hun fandt det morsomt at Delilah og Lailah for en gangs skyld havde en fællesven, som de kunne tale om. Sladder mellem de to veninder, havde aldrig rigtig været aktuel. Ikke at der var stor interesse eller behov for det, men det var nu engang fedt, at de kunne reflektere om en som de begge kendte. Om de så gjorde det eller ej, var lige meget. Så længe de havde muligheden for det, var Lailah glad.
”Det siger rygterne, ja.”
Da hun havde mødt ham, troede hun først, at han var en skidt fyr, som ikke så ud over sin egen næse, og kun brugte næverne. Hun tog fejl. I modsætningen til Delilah, kunne stort set hele Lailah lide Sargonis. Han havde så mange gode sider, og det eneste der trak ned, var måske lidt underligt - men det var fordi at han altid var så rolig. Hun forstillede sig at han var ved at gå fra hinanden inden i, eller at der i hvert fald var et eller andet galt! Måske tog hun helt fejl, og at han slet ikke altid var så rolig som hun så ham.
”Delilah!”
Hun så strengt på hende og flasken, med lettere blide øjne, men fortrød hurtigt den måde hun skændte på hende, og rakte i stedet hånden frem.
”Du deler vel?”
Der blev klasket et smørret smil på hendes læber, da hun så på flasken. Lailah drak ikke og havde kun prøvet det få gange før. Havde Delilah ikke tænkt videre over det, ville Lailah tage flasken og kaste det ud af vinduet, ned til ligene. Gav hun ikke flasken fra sig frivilligt, ville hun selv gå over og hente den, indtil hun fik fat i den og derefter smide den ud af vinduet, og sende hende et uskyldigt smil.
Hun førte hånden op til hjertet og tegnede at lille kryds derpå.
”Jeg sværger på mit liv, at jeg ikke bliver en selvfed kælling, der tror at jeg kan klare King Kong;”
Hun satte gang i en falsk hoste og fjernede hånden fra hjertet, som skulle vise, at det næste der blev sagt, kun var en joke.
”selvom vi jo alle ved, at jeg faktisk KAN klare King Kong!”
Hvad end Delilah havde tænkt sig at lære hende, ville det dog ende med ikke at være nok for hende. Hun ville ende med at opsøge andre, og træne i alt hemmelighed for Delilah, og så måtte tiden vise, hvordan hun ville reagere og opføre sig i kamp.
”Godt så, hvornår begynder vi?”

Lailahs forvirring stod som lysende fakler, ud af englens krop. Om tristhed lå og sitrede under overfladen af Delilahs svage smil, var ikke til at sige. Hun vidste udemærket at Lailah intet kendte til Delilahs kærester, men det var fordi, når Delilah først lod sit hjerte hvile i andres hænder, så kunne hun aldrig få det hele med tilbage. Hun efterlod altid en del af sit hjerte ved hendes elskede, og ville aldrig få det igen. Hvert eneste forhold smertede hende. Og tanken om dem, sendte de samme smertestød igennem de stumper af hendes hjerte, hun endnu klamrede sig næsten panisk til.
"Hvad? Kærester er sguda lige my thing!"
Et stort grin var plastret ud over Delilahs rødlige læber, og i et sekund skinnede ægtheden af dette smil igennem hendes facade, og brød kort det stålfaste forsvar ned. Men smilet døde hen, i samme sekund Lailah flyttede Delilahs piger ind i et andet værelse - ikke fordi hun ikke stolede forholdvist meget på englen, men fordi nervøsitet straks plantede sig i hendes mave, da hun ikke kunne se de to små piger. I et fraværende ryk blev hun trukket op, og forsvandt ind i værelset efter Lailah, hvor hun blidt bukkede sig ned over de liggende børn.
Alt sank ind i hende, og et kærligt smil bredte sig over hendes læber, i erstatning for de andre følelser der blev slettet. Svagt lænede hun sig ind over pigerne, og lod dem begge gribe fat om den pegefinger hun blidt kildede dem på maven med, hvorefter hendes læber strejfede deres hænder næsten ubemærket. Med store øjne, betragtede de hende, hvilket blot fik et varmt pust af latter ud af hendes læber.
"Sov, søde. Jeg har jer."
Utroligt blidt, som var hun bange for at ødelægge dem, løsnede hun langsomt deres fingres greb om hendes finger, imens ordene næsten uhørligt blev hvisket ud af hendes læber. En utilfreds lyd rumlede i den enes mund, men efter Delilahs finger havde bevæget sig over pigens kind, holdt den op. Efter et sidste blik på pigerne, trådte hun ud af døren, og lod den stå let på klem, så hun ville kunne høre alt - alt - der foregik derinde.

Dæmonen bankede ufeminint benene op på bordet, og lod en stor slurk af den gyldne væske forsvinde ned imellem sine læber. Hun havde brug for at koble af, lade roen sænke sig over hendes krop, og fange de undslupne tanker hun kun kunne håndtere, når fuldskabens sløren lagde sig over hende. Men når der var andre folk til stede, var det ikke en mulighed. Så da flasken slap hendes læber, var der ingen forløsning i de grønbrune øjne. Der var intet andet, end en facade, der forsøgte at skjule hendes følelser.
"Rygterne?"
Lavt pustede hun en uhørlig latter ud, samtidig med at en rysten igennem dæmonens hoved, fik de mørke lokker til at hoppe og danse, da lyden af hendes stemme fik en næsten hånlig klang. Rygter? Selvfølgelig var det rygter, for Lailah.
"Selvfølgelig, du er totalt den type han ville elske at hænge ud med. Sød og uskyldig."
Et smil dansede på Delilahs læber, da de sidste to ord blev trukket ud af hende. I virkeligheden sværmede hendes tanker nærmere på ordene modsat mig, men sød og uskyldig passede vel fint til den beskrivelse. Et eller andet sted, var det vel forfærdeligt, at Delilahs tanker automatisk gik i den retning, når hendes tanker landede på de børns fader, hun netop havde set så kærligt på.
Men sådan var det altid. Delilah var den type, som folk automatisk ville skubbe væk og lade had glide hen på. Og når det skete, endda før for at undgå at blive såret, gengældte hun hadet. Sådan håndterede hun det bedst. Det var så meget nemmere. Flasken blev igen sat til hendes læber, og næsten tomt i et par slurke. Den sidste skvat whiskey skvulpede dovent rundt i flaskens bund, da hun lod den glide væk fra munden igen.
Det kan ikke blive ved sådan her for evigt.
Hendes lille formaning blev hvisket dybt i tanketrådenes indviklede spind, men hun lod den ikke overtage. Den kunne hun altid vende tilbage til senere.

Hendes blik bevægede sig op i et ryk, ved Lailahs udbrud af Delilahs navn. Et hævenbryn hævede sig dansende opad, og langsomt lod hun blikket fange Lailahs udstrukne hånd. Hvad fanden?
"Hvad fanden Lailah? Du drikker sguda ikke! Hell no om jeg vil lade dig blive alkoholiker."
Med et dobbeltmoralsk smil lod hun flasken møde hendes læber, og vippede bunden op så den sidste slurk bølgede ned af flaskens inderside, i et kapløb om at nå hende først. Men netop inden det ramte hende, var flasken blevet revet væk af Lailahs lyse fingre, så indholdet pjaskede ud over Delilahs krop i store drag. En højlydt banden spyttede sig vej igennem hende, i samme sekund som hun sprang op. Lige tids nok til at følge flasken med blikket, da den blev smidt ud af vinduet.
"What the fuck, Lailah!?"
Der gik et sekund, hvor irritation og vrede brændte igennem Delilahs blik. Men ikke længe efter, endnu imens hendes blik var klistret til Lailahs uskyldige smil, tøede blikkets vrede en smule op.
"Åh forhelvede .. Jeg var ikke færdig med den dér, birdy. Nu er jeg jo fandens våd. Altså!"
Et smil strakte sig modvilligt over hendes ansigt. Hun kunne ikke blive ved med at være sur på Lailah! Et eller andet sted var det vel pisse irriterende, men det var med en svag, if-you-know-what-I-mean blinken, de to sidste sætninger blev trukket ud af hende.

Delilahs blik borede sig dybt ind i Lailah, da hun højt og helligt sværgede. På trods af at dæmonen faktisk fandt kommentaren halvmorsom, flakkede der ikke så meget som en sitren forbi hendse læber. Stålfast, og uden en eneste følelse, betragtede hun englen, utroligt indgående. End ikke ved spørgsmålet, reagerede hun, men stod bare stivnet, i samme stilling som hun havde haft, da hun sprang op fra sofaen.
Brat rykkede det i hende, og hun snurrede omkring på hælen. Uden at sige et ord, forsvandt hendes skikkelse ind i soveværelset, hvor pigerne sov trygt. Elegant flød hendes fingre om bag hende, og fik hurtigt løsnet korsettet og trukket det af, samtidig med at den anden hånd lydløst fik skubbet skabsdøren op. Stille skubbede hun det blodige tøj af, til hun var iført intet andet end unddertøj, og moste det ind i et propfyldt skab, der straks blev rødligt på indersiden, af det endnu kun halvstørknede blod.
Årh fuck ... Nå, hvad fanden!
En af pigerne udstødte en næsten uhørlig lyd, der omgående fik Delilahs hoved til at svirpe til siden, og blikket til at hvile på de sovende barn i adskillige sekunder, for at tjekke om hun var okay. Laaangsomt, efter et godt stykke tid, slap hun pigen med blikket, og vendte tilbage til skabet, hvor hendes fingre forsvandt ind på hylderne, hvorefter hun trak en tanktop og et par rene læderbukser frem.
Læderet bøjede sig smidigt og klæbede tæt til hendes ben, da hun smøgede dem op over sig, og satte dem fast om sit liv med en bevægelse, der tydeligt viste at hun havde gjort det før. Tanktoppen blev hurtigt trukket ned over BH'en og maven, inden hun igen lod de høje støvler blive trukket op over hendes læderbeklædte ben. De var pisse behagelige, og for hende, var de langt nemmere at forholde sig til end løbesko. Hun brugte aldrig flade sko - hun var opvokset i højhælede.

En elastik snoede sig om hendes fingre, og strakte sig til sit yderste, da hun samlede de mørke lokker til en sjusket hestehale, og trak elastikken om den. Først da vendte hun sig om til Lailah, og trådte ud af soveværelset, med lydløse bevægelser, der var mindst lige så stille da hun blidt lukkede døren næsten til. Der skulle nødig være en lyd, der forbipasserede hendes altid opmærksomme sansesystem.
"For det første, du kan ikke træne i en kæmpe kjole, Lailah. Smid kjolen."
Et smil strejfede hendes læber, men forsvandt i det samme. Delilah var blevet trænet af en speciel mand - en mand, hun frygtede mere end noget andet, i hele verden. Hun kendte ikke til anden træning, end hård, fysisk, brutal træning. Hun havde aldrig prøvet anden motivation end frygt, smerte og desperation. Hun gjorde ikke helt det samme når hun selv trænede - hun tonede det lidt ned.
"Og så skal vi have dine muskler frem. Fesent og slapt giver ikke mening, hvis du absolut skal fucke latterlige idioter up. Vi burde tage en pisse lang løbetur, men jeg smutter satme ikke fra pigerne. Så det bliver styrketræning vi starter med, og løbeturen bliver næste gang Sajro får stukket pigerne i armene."
Hendes finger rettede sig imod det blodige gulv.
"Vi tager det af fem sæt. Følg mig."

Hun så dybt alvorligt på Delilah, som om hun lige hørt en af hendes dybeste hemmeligheder. Efter kort tids tavshed gjorde hun endelig noget.
”Nå undskyld,” begyndte hun og gjorde mine til at forlade lejligheden. ”jeg troede det her var Delilahs lejlighed, og ikke en eller anden som har haft kærester.” Hun lagde ekstra tryk på det sidste ord, for at understrege hvor overrasket hun var blevet over dette.
”Så,” hun trak vokal-lyden ud, og hev op i den ene mundvig for at skabe det perfekte look til udspørgelsen. ”hvem var det? En jeg kender eller var det før vi mødtes?”

Hun betragtede nysgerrigt den ny bagte mor med et skævt smil, som var kommet vimsende efter Lailah som børn efter is bilen, da hun havde snuppet børnene og ført dem væk fra moderen så de kom ud af syne. Det var stadig ikke til at fatte at Delilah var blevet mor; den altvidende gud og 5. element for nogle børn, der endnu ikke havde nok hjernekapacitet til at tænke selv. De havde jo kun muligheden for at følge deres intuitioner og stole blindt på deres moder.
Samme stemme, samme koldblodige dræber; men nu som mor. Man kunne høre moderen i hendes stemme, og man kunne se moderen der beskyttede hendes børn, når hun begik mord. Sommerfuglene forlod deres rede i Lailahs mave, og fløj rundt i hele hendes krop hvor de efterlod en kildende følelse, som automatisk fremtvang et smil på hendes læber. Lailah tvang sig selv ud af lokalet for at få rystet sommerfuglene på plads igen, men hendes smil forsvandt ikke foreløbigt.
Hun fik sat sig på plads over i vindueskarmen, og ventede tålmodigt på Delilah, der fik de små til at falde til ro.
”Jeg mødte ham dengang der var sat en dusør på ham; og med en dusør følger der gerne et par accessoires med kaldet rygter.”
Hun var ikke sikker på om der stadig var en dusør på ham, men det kunne hun godt forstille sig der var. Rygterne hun havde hørt om ham, var ikke blevet censureret, så det var ikke for sarte sjæle. Lailah var udmærket godt klar over at man ikke kunne dømme folk ud fra deres rygte, men når først man har hørt lidt, er det næsten umuligt ikke at blive påvirket. Så på en eller anden måde får man det til at virke logisk, at dømme en person man ikke en gang har mødt.
Orden sød og uskyldig var som blevet hægtet fast på hende siden hendes fødsel. Det havde aldrig været et problem for hende at folk kombinerede de to ord med hende, men på det seneste havde det ikke følt så godt som det plejede. Selvom mange sagde det som en ros, tog hun det alligevel til sig som en lettere fornærmelse, og fik følelsen af at de undervurderede hende og så hende som en lille pige. Et lille glimt af sorg blev genspejlet i hendes øjne fra hendes indre. Hun tvang et falsk smil frem, som kort efter blev til et ægte.
Hun skulle til at spørge om, hvorfor han hænger ud med Delilah, men stoppede sig selv, da det sagtens kunne komme til at lyde som en fornærmelse som pointerede at Delilah ikke var sød og uskyldig. Det ville være langt fra det hun mente, for Lailah synes bestemt at Delilah var sød (overfor hende) - uskyldig var hun nok ikke, men det ville stadig komme til at lyde som en fornærmelse, hvis hun spurgte hvorfor Sargonis og hende var sammen. Og hun troede allerede hun kendte svaret på sit spørgsmål; sex og modstand. De var to tiltrækkende individer, som begge havde stærke personligheder som de kunne spille op imod hinanden.

Hun grinte svagt over Delilahs reaktion over hendes alkohol, men inden i fyldtes hendes krop med bekymringer.
”Du må stoppe med at drikke Delilah, du kan ikke blive ved på den måde - især ikke med børn og et ansvar.” Bekymringerne lyste ud af hendes øjne, mens hun så på Delilah med et bedende blik.

Da svaret på spørgsmålet aldrig nået forbi Delilah læber, og hun i stedet stod helt stille, troede Lailah straks at hun havde hørt noget der ikke var en vant lyd i lejligheden. Og så igen, uvante lyde var vel ved at blive vante i lejligheden.
Hun fulgte Delilah med øjnene, da hun forlod Lailah alene og forvirret tilbage og gik ind i soveværelset. Lailah hævede begge øjenbryn, og vimsede langsomt og næsten lydløst efter hende, ind i soveværelset, hvor hun lige havde presset sit tøj ind i et skab.
Du trænger så meget til at få ryddet op og vasket dit tøj Delilah. Hun rystede svagt på hovedet, med et fint lille smil placeret i ansigtet, mens hun forlod værelset, og satte sig ned i sofaen.
Hun rejste sig hurtigt op, og rettede kort på kjolen, da Delilah kom ud fra værelset, i noget nyt tøj. Hun tog et par skridt hen imod Delilah og smilede mens nogle ivrige øjne fortalte at hun var klar på næsten alt, for at blive stærkere.
”M..in kjole?”
Hun skævede ned mod sin blodindsmurte kjole, der jo alligevel allerede var ødelagt. Det var ikke så meget det at hun ville miste hendes kjole; den tanke havde hun vænnet sig til. Det var mere det at smide kjolen der gjorde det lidt ubehageligt. Fuck at Delilah var der, men tænk hvis der kom nogen!!
Hun skævede hen mod døren for at vise sin bekymring. Hun sukkede svagt, og mumlede svagt noget til sig selv, om at være stærk og ikke lades småting komme i vejen for hendes træning.
Hun bandt det grønne stykke stof op i venstre side, så det lange stykke stof samlede sig i højre side, og afslørede nogle bånd der krydsede hinanden bagpå. Hun bandt det uden tøven op, og lod kjolen glide ned forbi hendes hofter og ned på gulvet, så hendes fine hvide blonder undertøj blev afsløret. Hun trådte ud af kjolen, tog den op i favnen og gik hen til vinduet for at forene kjolen med deres lejrbål.
”Den var alligevel allerede ødelagt.”
Sagde hun med en ligegyldig mine, og kiggede ned på hendes hvide stiletter, der sjovt nok matchede hendes kjole. Selvom Delilah kunne gøre en masse ting med højhæle, kunne Lailah ikke. Så hun tog skoene af og satte dem i et hjørne.
Hendes fødder var allerede blevet smurt ind i blod, og nu hvor Delilah afslørede for hende at de skulle startede med styrketræning, på det her blodige gulv, kunne hun allerede gætte sig til, at hendes undertøj ville blive ødelagt… Med mindre hun tog det af, og det var ikke en mulighed!
"Jeg er klar."

Delilah betragtede forvirret englen, da hun ikke blot gjorde mine til at forlade stedet, men samtidig undskyldte, som havde hun gjort noget forfærdeligt forkert. Så gik det op for mig, at ordene der forlod Lailahs læber var ment i jokende spøg, og at den alvorlige tone langt fra var seriøs. Hastigt blødte det forvirrede udtryk op, og et halvt smil smurte sig langsomt ud over de bløde læber, der besatte dæmonkvindens læber.
"Forhelvede Lailah, jeg troede sgu lige du var seriøs et sekund ... Og Gud tøs, tror du jeg har en kæreste gemt et sted? Fandme nej, det er forever siden. Flings, sure, der har været en million, men gælder lortet? Nope."
Smilet trak sig ud så det fyldte hele hendes halvfyldige mund, da hun næsten leende besvarede Lailahs idé om at Delilah faktisk kunne have haft inden kæreste inden for de år Lailah havde kendt hende. Delilah havde haft mange kærester, folk hun var sammen med en dag eller to før hun smuttede, men der var kun én, hun rendt faktisk havde elsket. Og dét var længe før, hun kendte til Lailahs eksistens ..

Delilahs latter klingede muntert igennem lokalet. Dengang der var en dusør på ham? Sajro var fandme klistret ind i dusører fra top til tå, og det fik hun at mærke, når hun var nødt til at knuse kranierne på idioterne der forsøgte at bruge hendes børn imod ham! Selvfølgelig fandt hun det også halvtiltrækkende at han var eftersøgt, men det gjorde det overhovedet ikke nemmere for hende at skubbe idioterne væk.
Åh, og rygter? Hun kunne forestille sig præcis hvilke rygter der måtte gå om ham. Halvdelen af dem kunne sikkert blive bekræftet. Nu havde hun hørt en del ting fra ham, om ham og hans fortid, så måske ville hun endda selv kunne be- eller afkræfte nogen. Om hun kunne finde på det? Aldrig, rygter var lige med frygt!
"Rygter?"
Hun rettede sig en smule op, lagde næsten alvorligt de mørke øjne på Lailahs lyse skikkelse, men med et svagt smil sitrende i mundvigen.
"Han bider? Bekræftet. Han har et voldsomt temperament? Bekræftet. Han er irriterende stærk? Bekræftet. Han er overraskende god i sengen? Bekræftet."
Hun lænede sig afslappet ned i sofaens varme komfort, med endnu en svag, munter latter klingende på de rødlige læber. Et blødt buet øjenbryn hævede sig svagt, uden hendes grønbrune blik slap englen i et sekund.
"Hvad fanden mere har man brug for at vide? That's all I need to know."
Hun blinkede indforstået til Lailah, inden smilet på hendes læber sitrede en smule, som var hun tæt på at bryde ud i en svag latter.

Hun himlede næsten med øjnene over Lailahs reaktion på alkoholen. Hun var langt fra den første der 'casually' havde nævnt at alkoholen ikke var godt for hundæmonen, og det havde aldrig afsat så meget som et spor af en reaktion i Delilahs krop, på trods af hvor mange ord der i den retning var blevet spildt på hende.
Lailah var måske hendes bedste - og eneste - veninde, og det skar hendes måske i hjertet, at se bekymringen sejle henover englens ellers så bekymringsløse ansigt, men alkoholen fik hun ikke lov at tage fra hende. Delilah vippede derfor hovedet en smule til siden, og betragtede englen i adskillige sekunder, før hun uendeligt langsomt skilte læberne, for at besvare de bekymrede ord.
"Hvad snakker du om? Jeg er pisse meget sjovere når jeg er wasted!"

Delilah stirrede på Lailah i adskillige sekunder, uden overhovedet at reagere på englens tydelige nervøsitet, over kommandoen 'smid tøjet'. Delilah havde ikke skyggen af blufærdighed, så hun fandt det slet ikke besynderligt eller pinligt at smide tøjet, udenset hvor mange der betragtede hende, så at englen tøvede fandt hun mere besværligt og irriterende, end hun fandt det forståeligt.
"Ja, din kjole. Smid den. Hvis du skal træne med mig, så kommer der fandme meget nøgenhed. Ingen sex, fandme nej, men du får det så pisse varmt at du er nødt til at smide tøjet."
Hun vippede hovedet til siden, og så på englen. Hun var ikke længere hendes veninde, hun så næsten koldt på hende. Delilah ville aldrig lade nogen eller noget skade Lailah, men lige nu kunne man ikke se det på hende. Hun så ud som om hun betragtede en soldat, der havde en topmave.
"Du skal være ét med din krop, Lailah, du skal være hundrede procent selvsikker og kende hver centimeter af din krop. Du skal udforske den, kende til hver muskel, hvert ar, hver fregne. Hvis du ikke kender dine svagheder og styrker, hvor pisse meget nemmere tror du så, det er for fjenden at udnytte det?"
Hun så ud som om hun udforskede Lailahs krop, da englen havde taget tøjet af. Hun lod blikket bevæge sig ugenert over hver centimeter af hendes krop, inden hun næsten sukkede. Så greb hun fat i sin tanktop og trak den af, og flåede læderbukserne af sin krop, hvorefter hun stod i et par stiletter og mørkt undertøj, der emmede af sex. Ikke noget hun så ud til at tænke over. Hendes blik hvilede på Lailah.
"Prøv at se forskellene mellem os. Prøv at se mine muskler, og se dine egne. Det er sådan her du skal ende med at være. Ikke bare have muskler, men samtidig være så selvsikker og kende din krop så godt, at du kan rende sådan her-"
Hun lod fingrene glide over sin halvnøgne krop.
"- rundt i gaderne. Så i dag træner vi fucking halvnøgne, fordi du sgu nok ikke smider alt tøjet. Per-fucking-fekt."

Hun begyndte med hårde, hurtige bevægelser at bevæge sig næsten glidende igennem lejligheden, for at få gang i blodomløbet. Hastigheden blev forøget hastigt - hun løb ikke på noget tidspunkt, men den måde hun syntes at spænde hele sin krop, imens hun konstant bevægede kroppen på unaturligt, alt for hårde måder, syntes at blive hårdt for kroppen næsten med det samme.
Selvfølgelig gik der længere tid for kvinden der var i ekstremt god form. Hun fortsatte disse bevægelser i minutter der tikkede forbi, hvor mange talte hun ikke. Det ragede hende en høstblomst. Måske var det 10 minutter, måske 20. Måske en time. Hun vidste det ikke. Pludseligt stoppede hun og gled ned på gulvet, hvor hun fuldstændigt udstrakt, spændte alle muskler i en alternativ form for planke.
Så gled hun over på et ben og en arm i samme side, skubbede sig så hun lå sidelæns, og lavede en ekstremt langsomt, dyb form for armbøjning på den ene arm sidelæns. Efter et tocifret nummer skubbede hun pludseligt så hårdt fra at hun landede i 'planken' igen, hvorefter hun udførte samme stunt med den anden hånd. Sveden begyndte langsomt at fugtiggøre hendes varme krop, du hun rejste sig i et sæt. Det var ikke hendes normale træning, hun udførte en lidt lettere for Lailahs skyld, men ... Hun skulle heller ikke køres let på. Hun havde heller ikke godt af at få for lidt.
Hendes blik landede på Lailah.
"Følger du mig?"