No More Heart Breaks - River

Musikken. Rytmen. Bevægelserne. Stemningen. Alt var perfekt. Hofterne blev svunget som styrede musikken hende. Håret blev kastet til siderne, imens smilet var helt oppe i øjnene på hende. Mikayla var ikke nødvendigvis glad, men med lidt alkohol så var tilværelsen bedre. Hun havde oplevet så meget på det sidste. Blive revet fra sin mor. Blive revet fra de tre personer som hun elskede. Nu følte hun sig stadigvæk splittet på det punkt. Josh vidste ikke hvad der var sket, ingen grund til at bekymre ham om fortiden. Hun havde fået forbindelse til sin mor igen, men River. River savnede hun. Han var hendes første kærlighed. Den første person som hun elskede ubetinget og altid ville elske. Nok havde hun haft Ethan i fremtiden, men kun fordi hun ikke kunne få River dengang.
Hun festede sorgerne væk. Drak fortiden og fremtiden væk, så det sidste der stod tilbage var hende i nutiden. Det hjalp ufattelig meget på den ene side.
Mikayla var klædt i en kort sort kjole, som fremhævede hendes former. Hun fangede opmærksomheden. Fra både mænd og kvinder. Hendes evne var ude og tiltrækningskraften var stor. Man skulle under en for at komme over en, sagde man. Men for Mikayla virkede det langtfra. Faktisk. Hun slukkede sine tanker fra og bevægede sig yndefuldt igennem den store mængde at mennesker, og andre indbydende væsner. Hun løftede armene op og snurrede glad rundt om sig selv. Et smil bredte sig stort på hendes læber. Alkoholen havde påvirket hende humør og nu spirrede glæden frem i hende. Så meget, at hun kom til at danse ind i nogen. Hun genfandt balancen ved at gribe fat i vedkommendes skuldre. Hun slog de lysegrå øjne op og kiggede personen i øjnene. Hun stivnede. Hendes hjerte begyndte stille at banke hurtigere og hurtigere. Mikayla blinkede kort før hun rømmede sig lidt. River. Hun så ham i øjnene og sukkede let.
"I need a drink." Sagde hun så og gik forbi ham. Hun gik op imod baren. Kæmpede sig igennem mængden af væsner. Endelig kunne hun se den. Det var som det gyldne mål for enden af den mørke tunnel. Hun løftede en finger for, at bartenderen vidste hun ønskede en drink. Hurtig blev whiskyen serveret for hende og hun bundede glasset ret hurtigt. "Ved nærmere eftertanke.. en til." Sagde hun og vippede hovedet på skrå og smilede til bartenderen. Han skænkede op. Prøvede at se om han kunne holde sit fokus på glasset der skulle fyldes op og ikke kigge på succubusen foran hende. Hun bundede glasset da det blev serveret.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han havde godt bemærket i blandt alle de andre racer. Det var svært ikke at bemærke hende. Hendes store smil, svingende hofter og håret der flagrede ud til alle sider, for hver gang hun snurrede rundt, fik de andre til at ligne triste og grå mus. For andre var hun sikkert for meget eller måske den bedste, men for ham, var det Miky og det glædede ham altid, at se hende igen. Derfor besluttede han sig for, at gå ud i blandt vrimlen, skubbe folk til side, så han kunne komme hen til hende. I starten skulle han bare have haft hentet noget whisky, men nu kunne han ikke få sig selv til at gå, uden at have snakket med Miky først.
Hun var dog den der endte med at komme hen til ham, eller hun dansede snare ind i ham. Knap nok nåede han at sige noget til hende og hendes forbavset ansigt, før hun nævnte noget om en drink og forsvandt op imod baren. Det valgte han ikke, at tage som et hint om, at hun ikke ønskede at snakke med ham, for han var stædig og han ville snakke med hende. Han havde savnet hende for pokker.
Men, vent lige et sekund, hun kunne se igen?! Havde hun fået synet igen? Nu var der en endnu større grund til, at følge efter hende op til baren.
Han stillede sig ved siden af hende, gav bartenderen et stikkende blik, der skreg at han skulle se den anden vej og gøre sit arbejde. Derefter så han hen på hende, smilede kækt og lænede sig op af bardisken. "Forsøger man at undgå mig Miky?" spurgte han igennem larmen af væsner. "Eller.. vidste du måske ikke at det var mig du gik ind.. er du stadig blind? For.. jeg kan tydelig se dine blå øjne igen." For at drille hende en smule, tog han hendes drink og tog en tår af den. Lidt efter valgte han dog, at give hende den igen, med et kækt og varmt smil på læben. "Hvor blev du af Miky.. du kommer og går ud af mit liv.. det er sku lidt svært at holde til."

Han fulgte efter hende. Op til baren. Let sank hun en klump. Var det ikke lettest bare at lade som ingen ting. Hun ville ikke ødelægge noget med dæmonpigen hun allerede havde glemt navnet på. Hun vendte blikket over på River da han snakkede til hende. Mikayla startede med at virke lidt køllig, hun prøvede virkelig, men til sidst opgav hun og fik et smil på læben.
"Jeg forsøger ikke, jeg gør." Svarede hun og rynkede ganske kort på næsen. "Jeg fik fjernet forbandelsen. Jeg forstår pludselig glæden dengang du fik din stemme igen.. og hvorfor du har så svært ved at holde kæft igen." Tilføjede hun kækt. Hun var til at kende igen. Mikayla frøs kort da han spurgte hvor hun blev af. Let slog hun sit blik ned. Det var meget lettere for hende at gennemføre disse samtaler med alkohol i blodet.
"Jeg ville ikke ødelægge noget for dig og hende... tingen." Lidt jaloux var man vel ikke? Mikayla sank en klump og så ham i øjnene. "Jeg vil bare have du skal være glad, og på samme tid vil jeg ikke have du er glad uden mig... det er sku lidt svært at holde til." Sagde hun så og sluttede medvilje sætningen af med hans sidste ord.
Problemet var ikke at de havde slået op. Problemet var, at hendes bortførelse havde været skyld i deres brud. Der var ikke nogen af dem som havde snakket ud omkring deres følelser, og hvad der skete imellem dem. Der var forgået alt muligt imellem tiden. Hun havde haft mistet synet og det havde tærret på hendes styrke. Den følelse af svaghed og følelsen af at føle sig så ynkelig, havde været forfærdelig. Mikayla sank en klump, hun kunne hører sit hjerte banke nervøst afsted. Ingen tvivl om, at River ville kunne hører det også. Trods alt var hans sanser bedre ned hendes på visse punkter. Mikayla lod de blå øjne glide op på ham og så ham direkte i øjnene. Bartenderen kunne fornemme stemningen og skænkede dem en flaske og to rene glas. Mikayla greb flasken og åbnede den. Tog et par ordenlige mundfulde, inden hun satte den fra sig igen.

Det var næsten ikke til at holde ud, at se hende forsøge at ignorer ham og være kold overfor ham. Ikke nok med det gjorde ondt på ham, det fik ham også til, at føle sig som en lort. Hvis bare hun vidste hvor ondt hendes forsvinden havde gjort på ham. Måske var det endelig på tide at snakke med hende omkring det.
Smilet hun fik tilbage på sine læber, var som at se en af minderne der havde hjemsøgt ham så længe, komme tilbage foran ham. Hendes smil.. han havde helt glemt hvor meget han havde elsket det smil. Og det hun kom med en drillende kommentar om ham, gjorde ikke ligefrem tingene bedre. Alting var som at blive smidt tilbage i tiden. Til dengang...
Alle de tanker skjulte han bag et kækt smil og en cool facade, der tog drinken op til sine læber, for at lade det stærke whisky gøre halsen tør. "Jep.. jeg har ikke kunne holde kæft lige siden.." Han gjorde en skål gestus mod hende. "Det er din fortjeneste."
Han lænede sig frem mod baren igen. Da Yuuka kom på banen, drejede han hovedet om imod hende. Præcis som hun tænkte, kunne han mærke hvor hårdt hendes hjerte slog imod hendes bryst og det fik ham til, at fjerne alt det kække fra sin attitude. Hendes ord gav et lille spjæt i ham. Igen kunne det være fantastisk ingen følelser at have..
"Miky.." hviskede han og så ind i hendes øjne. Selv da hun besluttede sig for, at tage en ordentlig tår af flasken, blev han ved med at se på hende. "Du skal vide.. at jeg.. den tid du var væk... jeg.." Gud hvor han hadede at forklare sine følelser. "Jeg tænkte på dig hver dag, ledte efter dig og savnede dig noget så forfærdeligt og det gør jeg stadig... Jeg.." Han sukkede og tog selv en tår af sin drink. En ordentlig en.
Hvorfor skulle det være så besværligt. Troede hun overhovedet på ham? Ville hun virkelig tro på, at han hver dag havde følt sig som en tom skal, der bare ønskede at alt omkring den forsvandt. Hun var væk i næsten et halvandet år og han fik derefter at vide hun var død.. det havde været som at blive stukket ned flere gange.

Han hviskede hendes navn. Hun slog blikket op og kiggede på ham. hun vidste godt det var forbi, og hun ville ikke prøve på at ændre hans mening. Det kunne hun ikke byde ham. Han fortjente bedre end hende. Let sank hun en klump.
"Jeg ønskede ikke at såre dig med det." Sagde hun og så bedrøvet på ham. "Tror du ikke også jeg savnede dig? Hvert eneste lille sekund føltes som hundrede år. Du var hvad jeg tænkte på hver dag. Ikke min mor. Ikke Josh. Dig. Hver gang jeg overvejede at give op og lade dem vinde, så var det dig som lod min hjerne overbevise sig selv om, at jeg kunne klare det." Hun lod en lille tårer glide ned over hendes kind og slog derved blikket væk. Hun pustede let ud.
"Men det er ligemeget nu. Jeg ved ikke hvad jeg forventede. Men det er okay. Det er okay. Du skal ikke tænke på det, du skal bare leve dit liv. Men jeg ved ikke om jeg kan håndtere at besøge dig. Luk hende ind River. Du skal bare være glad." Mikayla tillod sig at kysse hans kind. Hun klemte øjnene hårdt sammen, og lod sine tårer strømme frit. Hendes hjerte bistrede. Men måske var det bedst? Få sagt farvel ordenligt.
"Jeg vil have du skal huske det her, som vores sidste aften. Ikke at det var nogle dumme hunde som skilte os ad.. men at denne aften.. er der, hvor vi besluttede os for, at vores liv må være uden hinanden." Det gjorde ondt på hende at sige. Let pressede hun sine læber ind imod hans i et ømt og følelsesfyldt kys. De skulle have en afslutning uden løse ender, og det havde hun i sinde at give dem.

Hvorfor skulle det hele også være så besværligt. Hvorfor kunne hun ikke bare være blevet hjemme den dag, så ville intet af dette være sket. Ligesom hende selv, kunne hans eget hjerte gøre ondt igennem hele samtalen og først her gik det op for ham, at efter så langtid, kunne han mærke hvordan det virkelig føltes at miste nogle. Hans hjerte gjorde voldsomt ondt.. Eller det hjerte der nu skulle forestille et hjerte. Hun havde haft tænkt på ham, nøjagtig ligeså meget som han havde tænkt på hende. Bare han havde vidst det.
Følelsen af hendes læber på hans kind, skabte en bølge igennem ham, en bølge han ikke havde følt i så langtid nu. Han så ned i gulvet for ikke at vise sin svaghed. Svagheden om at hun lige nu sad og sagde farvel til ham, forklarede ham at de ikke længere kunne være en del af hinandens liv. De havde fundet hinanden, kun for at sige farvel.
Til sidst løftede han hovedet igen, så på hende og kunne mærke alt i ham briste, da en yndige tåre valgte at trille ned af hendes kind. Ordene han så gerne ville sige til hende, ville ikke komme ud, han var mundlam og bristet.
Et liv uden hinanden..
"Miky..." Mere kunne han ikke få ud. Alt var snørret sammen.. Han gjorde sit bedste for ikke at lade tårer komme frem.
Kysset hun trak ham ind i var fyldt med følelser og det var anderledes, meget anderledes i forhold til dem de havde delt før i tiden. Det her var sidste gang han så Miky.. Hun ville være i live, have det godt og han vil ikke være en del af det.. Han kyssede hende tilbage med den samme position, lagde en hånd på hendes kind og lukkede øjnene i. En enkel tåre kunne ikke længere holde sig tilbage..

Hun så på ham da han lagde en hånd imod hendes kind. Hun lagde sin egen over for blot at holde følelsen af den kolde hud imod hendes varme. Da hans tåre kom lod hun sin anden hånds fingre glide blidt henover for at fjerne den.
"Det er ikke fair. Det er ikke fair, at det skal være sådan her." Hviskede hun og bed sig i læben. Hun ønskede ikke at lade ham gå. Mikayla blinkede i håb om hendes egen tårer kunne holde sig væk, men det kunne de ikke.
"Jeg vil ikke... jeg kan ikke." Hviskede hun og hendes stemme knækkede over. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte uden dig." Den stærke facade med at det hele. De blå øjne kiggede direkte på River. Så svang hun armene omkring ham og pressede ham hårdt ind imod sig. Tårerne og hendes følelser fik frit løb. Det kunne mærkes på hendes kram. Det var så følelasladet, noget de ellers havde gemt godt væk fra hinanden. Det ene snøft erstattede det andet. Det var langt hårdere at give slip på en som havde sådan en stor betydning for hende end noget andet. River og hende havde en stor ting sammen. Det var ikke noget hun ønskede at smide ud, men hun vidste, at hvis han havde følelser for Yuuka, så var hun ikke længere hans første valg. Det var nok det som gjorde mest ondt. Mikayla trak sig tilbage af de lange dybe kram, og pustede ud.
"Det er på grund af hende ikke?" Hun bed tænderne let sammen og så ham i øjnene. "Bare fortæl mig det, jeg.. jeg vil gerne vide det." Hun samlede hun sine læber sammen til en smal streg og så ham direkte i øjnene. Sandheden ville gøre ondt, hvis det var som hun troede. Hvis det ikke var, så ville hun ikke opgive håbet. Sådan en følelse som der var imellem dem, det var ikke en som blot skulle gives op. Hun ønskede ikke at give op. Dog vidste hun, at hvis hun var den eneste der tog kampen op, så ville de fejle. Og hun ønskede ikke at fejle.
"Skal vi ikke gå op ovenpå, jeg har et værelse.. vi kan snakke uden at.. ødelægge stemningen hernede." Sagde hun med en forvrænget stemme.