Why is my heart beating this fast?... -River!-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Tid: 10:30
Vejr: Solrigt, med kun få skyer på himlen.
Omgivelser og sted: Doomsvilles ryddet gader, med knap så mange ruiner.

Doomsville var efter hånden ved at komme sig godt over alt ødelæggelsen, selv hendes arm var så god som ny. Gipsen var kommet af, samt det at hun endelig kunne begive sig rundt i byen, uden at falde over lig, mursten eller andre forfærdelige ting. Hvilket betød at hendes fars lille underlige form for kro endelig var ved at bringe sig selv på banen igen, de havde ikke mange arbejder der inde længere, da de fleste enten var forsvundet. Havde mistet en tæt ved sig, eller kommet til skade. Dog var kunderne steget, mænd strømmede til. Sikkert fordi de manglede nogle at snakke med.
Hun havde ikke fået lov til at sove overhovedet, da mændene blev ved med at komme ind af døren, og da de var i undertal, blev det hurtigt uoverskueligt. Dog var dagen ved at smide sig over doomsville igen, hvilket næsten var rart. På trods af at hun var træt som bare pokker, samt det at hendes far havde sendt hende ud efter alkohol til stedet.
Hun var iført en lang sort kjole, der havde et skær i sig, der fik den til at glimtre få steder, når solen ramte den. Samt det blå bånd om hendes talje, hun havde et hals smykke på, der havde en falsk rose som var det der lukkede den sammen omkring hendes hals. Hendes blonde hår var efterhånden blevet så forbandet langt, at hun nu kunne sætte det op på mange forskellige måder. Håret var blevet flettet i siderne, hvor det var kørt om, for at flette sig selv i midten. Hvor endnu et sort smykke til kjolen hang i hendes hår.
Hendes brune øjne var rettet mod jorden, for at hun ikke faldt over sten. "Kom med på arbejde, sagde han... Det bliver ikke travlt, sagde han. Ingen stirre på dig, sagde han. Kjolen er nem at gå i, sagde han. Du får fri klokken 01:30, Sagde han! Disse sko er din størrelse, sagde han!" Hun mumlede i irritation mens hun gik gennem gaderne. Folk så enkelte gange på hende, nok mest fordi hun havde så underligt fint tøj på. Samt det at hendes fødder var ved at dø, så hun haltede en smule. Hun løftede blikket en smule, mens hun bed sig i underlæben. Hun var en smule sur på hendes far, dog havde de brug for pengene. Og det at alting gik så godt ligenu, betød jo kun at det hele nok skulle gå. Ik? Hun stoppede kort op, da hun mente hun så Xander. Hun løftede sin hånd, klar på at sige hans navn højt, men stoppede sig selv. Hvad nu hvis han så hende i dette tøj, ville han ikke finde hende underlig. Eller mene hun så sjov ud, en smal rødmen spredte sig på hendes kinder. Mens blodede pumpede hurtigere gennem hendes åre, hjertet der sagde Dunk dunk. Overdøvede næsten alt. I ren panik valgte hun at gemme sig i en af gyderne, mens hun så en smule på Xander. Der pludselig lagde armen om en pige, af en underlig grund stoppede hendes hjerte nærmest. Men tanken strøg hendes hoved. *Hvem var denne pige.* Af en grund følte hun sig helt... trist? Men hvorfor, var det fordi... Nej, hun havde sagt nej til ham og et nej blev det!

På jagt, sulten og såret. Han gik nu som en anden emo og knurrede hver gang et af de sår han havde fået, gav sig til at svie. I et forsøg på, at tage noget blod fra en shapeshifter, endte i at væsenet nær havde krattet hans øjne ud og undslap kun fordi, at solen småt begyndte at titte frem. Nu sad han bare irriteret og gemte sig i skyggerne, ventede på at solen forsvandt, så han kunne komme hjem igen. Hjem til Yuuka, en han bare kunne lægge armene om og drille med, at kysse skuldre og kinder, uden hun havde lysten til at skubbe ham væk. Eller, det havde hun sikkert, men det var sjælendt at hun gjorde det. Og ikke mindst, glædede han sig til, at komme hjem til sit eget lager af blod. Dette lille uheld med shapeshifteren, havde mindsket hans lyst til, at jage for i dag. Lige nu, ville han bare gerne have mad.
I det sekund skulle man tro, at gud havde valgt at holde med ham, for knap havde han nået at tænke den tanke, før et menneske kom løbende ind i gyden og tjekkede noget ud, eller så gemte hun sig... Det var ikke til at vide. I hvert fald så han sit snit til, at tage hendes blod, men så snart han forsøgte at rejse, sviede sårene igen og fik ham til at sidde helt stille. Og ikke nok med det, han kom til at afsløre sin tilstedeværelse, ved at knurre højt og vrisse af sig selv.. Latterlige shapeshifter!

Lyden af knurren bag hende, fik hende til at dreje om på de sorte sko. Hvor hendes brune øjne landede på en mand, han virkede såret. Endnu engang var der en person såret i en gyde, hvad skete dog for dette sted. Folk burde ikke været såret, de burde være friske og raske.
Roligt trådte hun mod ham, mens de blide skridt gik mod ham, løftede hun dog en smule op i kjolen. "Er du ok?" Hun rystede blidt på hovedet, han så næppe ok ud. Hun valgte derfor at omformulere hendes spørgsmål. "Kan jeg hjælpe?" Hun satte sig roligt på hug foran ham, hvor hun smilte kærligt til ham. Måske havde han problemer med at stå op? Hvilket vel betød at hun skulle hjælpe ham væk fra gyden, så dem der nu havde skadet ham, ikke endte med at finde ham igen.
"Hvis det er, kan jeg godt tilbyde dig en skulder." Hun lagde hovedet blidt på skrå, mens det kærlige smil var formet på hendes læber. Dog stadigvæk med tanken om Xander i bag hovedet, den kvinde, hvis han allerede var nået så langt. Burde hun være glad, og ikke føle sig jaloux.
Hendes øjne afslørede dog hendes tristhed, hun var på ingen måder glad ligenu, mest på grund af Xander. Det kunne denne person dog ikke vide.

Dette menneske måtte være fuldkommen tosset, idiotisk eller modig, for i stedet for at løbe væk, kom hun nu hen til ham og satte sig på hug overfor ham, tilbød ham om hjælp og en skulder. En skulder kunne hun godt give ham, bare lige læne sig en smule ned til ham, bare lidt, også kunne han sætte tænderne i hende. Hun vil være tømt for blod før hun overhovedet ville nå at blinke, hans sult var kraftig lige nu og svær at holde igen. Dog var River ikke idiotisk. Med den tilstand han var i lige nu, kunne selv et sølle menneske skubbe ham væk og overmande ham. Han knurrede igen for sig selv og i stedet for at svare hende med det samme, så han op på hende. De sorte øjne kunne bore igennem stål.
"Nej," svarede han irritabelt og viste tænder af hende. De lange tænder var skarpe og glimtet svagt i mørket. "Gå heller før jeg skifter mening om at tage dit blod."
Han så ned af sig selv og gav sig til at bande på elversprog. Uden at tage imod hendes hjælp, forsøgte han igen at rejse sig op, men kom aldrig højere op end til knæene nået at strække sig en smule. Med et hårdt KLUNK faldt han sammen igen, ryggen lænet op af muren og et opgivende suk sivende ud af sine læber. Dette her var ydmygende på så mange måder.. Han så op på mennesket igen og knurrede af sig selv over det han skulle til at sige. "Bare.. hjælp mig op at stå," Han så ydmygende ned i jorden. River var en stolt person, det var ydmygende for ham, at skulle bede om hjælp, specielt af en han lige havde haft truet.

Han vrissede, virkede indeed sur, eller måske bare en smule irriteret. Det var hun som regl også selv, når hun næppe havde det særlig godt. Derimod viste hun aldrig tænder, uanset hvad. Hans skarpe spidse tænder, gjorde det stjerne klart at han var vampyr. Dog tog det ikke hendes kærlige smil, selvom han nemt kunne være en iskold dræber, men hvis han drak hendes blod, var han sikkert sulten. Hvem var hun også lige, til at dømme en person, bare på grund af deres race? Samt det at han virkede mere eller mindre såret?
"Er du sikker?" Lød det kort fra hende, da han forsøgte at rejse fra jorden.
Hun sagde dog intet, før han bad om hjælp om at komme op på benene. Roligt tog hun fat i hans arm og trak ham blidt op på benene igen. "Skal jeg ikke følge dig hjem... Eller... Uhmm, hente noget til dig, nu hvor solen er oppe?" Hun så kort til siden, mens hun enlig havde fat i hans arm, hendes hals var tydelig. Lyden af hjertet der bankede og blodet der varmede hendes krop, mens hjertet pumpede det rundt.
Hun sukkede blidt, hvor hun kort så op mod himlen. Solen var næppe på vej ned endnu, så han kunne risikere at være fanget her i timevis, så måske hun skulle gøre et eller andet for ham!

Hvorfor var hun så venlig? Var hun fuldkommen skør? Han var en vampyr, han kunne dræbe hende og hun opførte sig om, at han var det venligste væsen i UW. Hvis bare hun vidste hvad han havde haft i sinde i starten. Lige så han dog, at han kunne udnytte hende til, at hjælpe ham op og stå i det mindste, så hvis der kom fjender virkede han ikke helt ukampdygtig. Han holdt fast i hende, støttede sig op af hende og kiggede rundt. Da han var sikker på at han selv kunne stå, gav han slip og gik lidt haltende væk fra hende. Dog gik han ikke ud i solen, han holdt sig i skyggen og kiggede ned af sin arm, hvor et langt og dybt sår strakte sig fra albue til håndled. Hendes nuttede menneske stemme, fik ham til at se om på hende. Det lykkedes dog for ham ikke, at knurre af hende denne gang.
"Nej, smut heller hjem," vrissede han lavt og kiggede på sit sår. Det skulle gerne heale snart, hvis bare solen også gad at gå ned snart. Han så om på hende igen. "Du sætter dig selv i fare ved at blive,"

Hvorfor var han overhovedet så svag, var vampyr ikke forholdsvis svage? Oh... det var sikkert det samme som Panthea, det at hun var mere svag, når hun var sulten. Hvis han fik bare en smule blod, kunne han sikkert sagtens komme på benene igen, og gå rundt. Men... Ville det være dumt af hende at tilbyde sit blod, bare en smule. Da hun trods alt ikke kendte ham, det kunne nemt være en form for idiotisk handling? Hun fulgte hans øjne, da de landede på hans sår.
De brune øjne adskillede sig en smule, hvor hun trådte tættere på ham. "Du såret." Lød det lavt fra hende, da det mest blev sagt i overraskelse, som om han ikke anede at han var såret. Hun så kort rundt igen, hvis de så kunne finde noget lige at forbinde det med, eller rense såret med? Hans kommentar om at det var farligt for hende at blive, fik hende til at smile og se kærligt op på ham.
"Det er det sikkert, men alligevel holder du din vrissen en smule tilbage." Hun lagde sin finger på sin egen næse, hvor hun kort blinkede til ham. "Jeg finder noget til din arm." Hun løb roligt ud på gade, hvor hun så sig rundt og forsvandt om hjørnet. Kun to minutter gik, før hun var tilbage igen, med en whiskey flaske, klud og forbinding. Hun gik tilbage til ham, hvor hun rakte lænede sig lidt frem mod såret. "Det skal bare renses lidt... Det noget med at i healer langsommere når i er sultne ik?" Hun så kort op på ham, hvor hun åbnede whiskey flasken. Det var tydeligt, at hun ønskede at rense såret med spritten der var i flasken.

At hun pegede ud, at han var såret, fik ham til at løfte på et øjenbryn og se hen på hende, de sorte øjne lyst en smule op af hån og forvirring. Var hun fuldkommen sindsyg? Hvorfor ønskede hun at hjælpe ham? Igen, han kunne æde hende, drikke alt hendes blod. Eller, det ville han have kunne gjort, hvis altså ikke han havde været såret.
"Jep, jeg er såret," svarede han en smule muggent. Kort så han væk, håbet på at solen snart ville gå væk, så han kunne komme hjem og få noget at spise. Det med at jage måtte vist blive lagt på hylden for i dag.
Da hun forsvandt, så han efter hende og var tæt på, at falde ned på sine knæ igen, hvis ikke det havde været for hans stædige sind. I få sekunder mistænkte han hende for, at være stukket af alligevel. Hvilket han ikke bebrejdede hende for, han havde gjort det samme og... Tanken blev tabt, så snart hun pludselig stod foran ham igen, med whisky og en klud. Han lod hende ikke røre hans sår, i stedet trak han væk som en sur unge, der ikke vil have såret skulle svige mere. "Jeg healer langsomt ja," vrissede han og pustede en lang pandelokke væk fra sit hår. "Men whiskyen skal ikke spildes på sår.. giv den til mig i stedet." Hvis hun rakte ham den såkaldte whisky, ville han straks tage den op til sine læber og snuppe en ordentlig tår. Tanken om whisky lige nu, var nærmest nok til at få hans mund til at løbe i vand. "Hvad kender du til vampyrer.. undersøger du os eller?" Så godt han kunne, blev han stående, uden at svinge fra side til side. "Et menneske.. du lever åbenbart et farligt liv.. det eller også er du bare naiv."
River var et røvhul, sådan var han altid overfor folk, hans fortid havde ødelagt ham og hans tillid til andre.

Solen var udentvivl et problem, han kunne ikke rigtig komme nogle steder overhovedet, ikke så længe den var der. På den anden side, så var solen nu meget rar, så dejlig varm. Hun rystede blidt på hovedet, mens hun satte sig ned. Da han rykkede sig væk, så hun en smule på hans sår inden hun så op i de mørke øjne. "Nemlig, du healer langsomt, hvilket er lang nok tid til at du måske ender med at få betændelse i sårene.. " Hun hælde lidt af whiskyen ud i kluden, mens han snakkede. "Fint, du får Whiskyen hvis jeg får lov til at rense dine sår bare en smule." Gad vide hvad der ville ske, hvis det gik betændelse i sårene? Hvis han healede, healede betændelsen så også, da det trods alt sprede sig via blodet, i ens krop. Så hvis såret lukkede, ville man ikke kunne gøre noget mod betændelsen, ville han så ikke bare rådne op indvendig, som en zombie? Uh, en vampyr zombie, det lød overraskende skræmmende. Som om zombier ikke var skræmmende nok i forvejen.
"Jeg læser lidt om alle racer, hvilket nok er en smule underligt, men ved ikke altid hvad jeg skal læse om, så det at læse om racerne er ret så hyggeligt, enten det eller historie bøger." Hun smilte varmt til ham, til han valgte at kommentere på hendes liv, og naivt. Han havde helt ret, hun var naiv og hun vidste det godt selv, ikke at det ville ændre noget overhovedet. "Jeg bare naiv." Lød det fra hende, stadigvæk med et kærligt smil på hendes læber, inden hun rykkede sig lidt tættere på ham.
Hvis han lod hende rense hans sår, ville hun give ham flasken, men hvis ikke ville hun i stedet bare rykke flasken lidt væk fra ham og se på ham, med et varmt blik og et smil der på samme måde sagde det samme, at han burde give efter og stoppe med at være stædig. "Hvad er der sket med dig?" Lød det lavt fra hende, gad vide om det var meget privat sådan at spørger om sådanne ting.

Stædig, naiv og helt sikkert ikke fuldkommen rask i hovedet. Mennesket var en kujon agtig race, så hvorfor gjorde hun ikke som alle de andre kujoner og løb sin vej eller slog ham ihjel for den sags skyld. Den tanke, fik ham med det samme til, at kigge op og ned af hende, tjekke om hun nu havde nogle våben på sig og blot spillede venlig, i håb om at komme tæt nok på ham. Da han intet kunne finde på hende, så han hende i øjnene igen. Brune.. To, uskyldige og varme brune øjne.. Hun måtte være sindsyg.
Da der ikke rigtig vare mere at sige i sagen, himlede han med øjnene og rystede kort på hovedet. Han så hen på hende. "Fint, rens sårene og derefter giv mig whiskyen."
Det sjove ved det hele var, at folk normalt blev fornærmet eller sure når man kaldte dem naive, men hende her tog det bare med et kærligt smil og fortsatte med at sludre.
Ingen tvivl, hun måtte være sindsyg. Han var i fuld gang med at betragte det uskyldige menneske, da hun pludselig spurgte ind til hvad der var sket med ham. "Jeg forsøgte at æde en shapeshifter, der viste sig at være en smule stærkere end forventet, så han kom bag på mig," Forklarede han muggent. Alt han kunne bruge lige nu var whisky. Derfor irriterede det ham, at det blev brugt på hans sår og ikke på hans tørst.

Hans sorte øjne, virkede nærmest uhyggelige, men på samme tid, så smukke. Som om der gemte sig noget fantastisk bag mørket i dem?! Han var vampyr, hvad var han før? Og var hans øjne anderledes dengang, hvilken farve? Hvor mange folk døde da han blev transformeret. Hun adskilte sine læber en smule, i en lidt overrasket facade, hun havde sjovt nok ikke helt regnet med det! Men herligt! Hun smilte stort til ham, inde hun hælde lidt whiskey op i kluden, og rakte den derefter til ham. Hun rykkede denne gang meget tæt på ham, men holde mest øje på hans sår, som blev dækket af den våde klud.
"Shapeshifter." Mumlede hun lavt, hun så dog lidt op på ham, i tilfælde af at han rykkede sig for tæt på hende. Hun forstod godt hvis han var sulten, men hun var ikke ligefrem glad for tanken om at blive bidt. "Så fik du vel intet at spise?" Hun kørte kluden over de forskellige sår, og pressede kun ned på de dybeste.