It was love at first sight (Fortidsemne)

Tid Det er omkring middag
År Det er godt 245 år siden
Sted I Yurok stammens territorium
Omgivelser Der er hvad man normalt finder i en skov, derudover er det tæt ved et vandhul. Derudover er Yro og Thalia til stede
Vejr Det er godt vejr, solen skinder og det er varmt
Påklædning Hun er iført denne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen skinnede ned, den ramte hende et par enkelte gange. Hendes latter kunne svagt høres rundt i skoven, specielt som hun dansede rundt i skovbunden. Af en dæmon, og endda en bloddæmon af være, så var hun nok en af de mest uskyldige personer man nogensinde ville kunne finde. Hun bar intet ondt i sig, hun havde aldrig gjort nogen ondt og i sin familie, var hun kendt som en engel. Til festerne var hun lyset, hun var den som trak folk til og de elskede hendes smil. I hele sin familie havde hun altid været den blide, hun havde altid været den som aldrig gjorde noget og aldrig ville gøre noget ondt. Hun var i sandhed en engel. Ingen vidste helt præcist hvorfor hun var endt op sådan, måske var det fordi hendes tvilling Lavender fik alt det onde. Dengang de levede i maven på deres moder, så var det gode åbenbart endt i hende og det hårde endt i hendes elskede søster.
Som hun dansede rundt i skovbundet, havde hun ingen ide om hvor hun havnede op. Så da hun endte op på fjendtligt territorium, opdagede hun det ikke. Hun var så fanget i sine egne tanker, fanget i sin glæde at hun intet opdagede. Hun stoppede dog op, da hun hørte lyden af vand. Hun kunne høre hvordan det løb, hvilket gjorde hende nysgerrig på helt præcis hvor hun var. Nysgerrigt bevægede hun sig frem, og her fik hun øje på et varmekilde. Normalt ville dette ikke havde været et problem, problemet var blot manden der befandt sig i vandløbet. Han var muskuls, mystisk og ikke mindst smuk. Han bar en magt over sig, men også en skønhed. Hun var fuldkommen bundet, hun kunne ikke flytte sig og var blot fastbundet. Synet af denne nøgne muskuløse mand, det gav hende en følelse hun aldrig havde oplevet. Der var noget smukt ved ham, på samme tid som der var noget dødbringende. Hun vidste ikke om han ville dræbe hende, eller om han ville gøre værre og her voldtage hende. Dog havde hun aldrig set noget magen til dette, og det var også på grund af dette hun følte sit første skud af begær

Når man var leder var det vigtigt at fremstå som den stærkeste. Yro var også blandt de højeste og han var den stærkeste. Så at begive sig ud alene var ikke noget der skræmte ham, tværtimod var han sikker på at det var de andre der skulle være skræmte, ved synet af ham! Lige fra at han havde overtaget Yurok-klanen, havde han været ude med sine mænd og erobret, gjort stammens territorium større. Denne dag var også en af de typiske dage hvor han havde været i krig med en nabo-stamme, som til sidst underlagte sig hans herredømme. Yro var en hård fjende, og de fleste var snart sikre på at de skulle give op hvis han var på vej i deres retning.
Han var kommet hjem, tildækket af blod fra top til tå efter at have nedslagtet krigere der udfordrede ham. En enkelt skramme ned af hans skulder var det eneste han havde fået. Det var ikke tit at han blev ramt og når han gjorde, kunne han ikke andet end at respektere sin fjende. Efter at have aflagt sine våben lod han sine mænd gå, for at have tid til sig selv. Han var gået ned til et vandhul som havde været hans families hellige badested, så ingen turde sætte en fod der. Han var gået ned i det varme vand og vasket blodet af sin muskuløse krop.
Han stod mod ryggen til da hun kom frem. Fuldstændig fanget i sine egne tanker, havde han formået ikke at høre hendes søde latter. Han følte dog hendes øjne på sig, og som et rovdyr der spottede sit bytte, vendte han blikket tilbage mod hende. Han sagde ikke noget til at starte med, han vendte sig blot mod hende og gik mod hende, fuldstændig upåvirket af at han var nøgen. Der var noget ved hende, var det hendes uskyldige blik, eller det smukke gyldne hår? Ingen i hans stamme bar den samme skønhed som hende, og hans moder havde tigget og bedt ham om at finde sig en kone.
Da der blot var en meter eller mindre mellem dem stoppede han, de næsten sorte hårde øjne stirrede ind i hendes, inden hans mørke stemme sagde:” Hvad laver du her, på mit territorium?” han lagde armene let over kors, mens han ventede på et svar. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, var hun en spion for en anden stamme? Nej. Hun lignede ikke en der brugte sin tid i en stamme, hun var alt for fin, alt for ren. Hans lange våde hår havde lagt sig mod hans ryg og dryppede vand på jorden under ham.
”Du er ikke herfra.” konstaterede han så og lod sine arme let falde ned langs hans sider. Den blidhed han kunne mærke fra hende, bragte ham en ro, en ro han aldrig før havde følt. Hvilket også gjorde at han følte sig på vagt, den følelse var ny og skræmmende og han skulle nødig ende op i at have taget fejl, for så at blive angrebet.

Da han så hende, følte hun sig som et dårdyr fanget i lyset. Hun bed sig i læben, specielt ved følelsen af hans blik imod sig. Det var et intenst blik, stærkt og fuld af magt. Hun frygtede det værste, frygtede hvad denne mystiske mand ville gøre ved hende. Han havde bragt et begær op i hende, noget hun med andre ord aldrig havde følt, men det betød jo ikke nødvendigvis han følte hun var smuk. Blot fordi hun fandt han tiltrækkende, behøvede det ikke betyde han nødvendigvis skulle føle hende tiltrækkende. Ting behøvede jo ikke altid gå begge veje. Plus ingen mand havde nogensinde været i nærheden af hende, så hun vidste ikke just om hun overhoved var typen folk forelskede sig i. Måske var hun blot dømt til at skulle være i sin søsters skygge, forevigt dømt til at være alene.
Hans ord var hårde, og de fik hende til at farer sammen. Fanget i sine egne tanker, havde hun ikke set ham træde op fra badet. Så da han rent faktisk stod der foran hende, så var det er bredt og hårdt bryst hun kiggede direkte ind i. Hun sank en klump, specielt da hun ved et uheld kom til at kigge under bæltestedet på ham. Synet fik hendes kinder til at brænde op, men skammen var også at se i hendes øjne, da hun endelig igen mødte hans mørke øjne. Hun havde bevæget sig ind på andet territorium, og han ville helst sikkert straffe hende. Den eneste mand hun nogensinde havde følt et vis begær for, og nu ville hun dø ved hans hånd.

Hun bed sig hårdt i læben, og sænkede blikket. Hendes blik hang ved hans bryst "Jeg undskylder, jeg så ikke hvor jeg løb" hun ville ikke sige hun havde rendt rundt og danset, det ville blot få ham til at tænke underligt om hende. Som om han ikke allerede tænkte underligt om hende i forvejen. Hun var vel for ham blot en underlig kvinde, en han havde fanget i at stirre på sig selv. Hans mage ville næppe syntes godt om dette. En mand som ham måtte have sig en mage, det kunne umuligt være muligt med andet.
Hun sukkede, men nikkede på hans konstatering. Hun var ikke just fra dette sted, hun var født i by området, hvilket også kunne ses på hendes tøj "Nej jeg er ikke herfra" hun løftede endelig sit blik, og mødte hans blik med sine langt mere uskyldige øjne. Hun trådte et skridt tilbage "Jeg skal nok gå igen" der var en stærk usikkerhed i hendes stemme. Det var tydeligt hun ikke var sikker på sig selv, men heller ikke situationen. Hun forventede intet fra denne mand, forventede ikke godt fra ham og han ville nok have hun skulle gå.

Han bemærkede at hun kiggede ned af ham, og det at hun rødmede interesserede ham. I hans stamme var man van til at se på dem af det andet køn nøgne, så hendes reaktion var ikke ligefrem noget han havde set før, det fik ham faktisk til at smile en anelse:” Har du ikke set en nøgen mand før?” spurgte han, med en svag nysgerrighed i sin stemme. Hendes uskyld, den måde hun agerede på. Han kunne umuligt finde hende fjendtlig eller føle sig specielt på vagt. Så han slappede af i sine skuldre og lyttede til hende mens hun snakkede.
”Løber du tit ind i andres territorier?” spurgte han så og det ellers så hårde blik han havde på hende blidnede op. Han tog ventetiden på et svar til at lade blikket glide ned og op af hendes krop. Så skrøbelig, og fin. De andre kvinder i hans stamme var robuste og stærke. Nogle af dem var han næsten sikker på var mere mænd end de var kvinder. Jo mere han så på hende, jo mere interessant fandt han hende. Så da hun pludselig begyndte at bakke tilbage og sige at hun nok skulle gå igen, rakte hans stærke arm ud efter hende og tog fat i hendes ene overarm inden han tvang hende til at stoppe.
Et smil gled over hans læber idet hans mandige stemme kommanderede:” Nu bliver du her.” Så slap han hendes arm igen og gik roligt hen til en sten hvor der lå et par bukser. Et par lysebrune bukser. Han bandt dem sammen i toppen inden han så vendte sig mod hende igen:” Hvis du ikke er herfra, hvorfra er du så? Stenbyerne?” spurgte han mens han vred vandet ud af sit hår. Han gik hen til hende igen og denne gang, mindre fjendtlig end han gjorde før.
Han så ned på hende og betragtede hendes ansigt. Hans stærke hånd rørte let ved de blonde lokker mens han kiggede nærmere på det:” Du må have været heldig at en af mine mænd ikke spottede dig inden jeg gjorde. De havde nok voldtaget dig og revet dit smukke hår i stykker inden du var kommet frem til mig.” sagde han så inden han slap hendes hår, for at betragte hvordan det faldt tilbage på plads. Hans øjne søgte hendes, med en nysgerrighed.
”Mit navn er Yro Yurok, søn af Bhardo Yurok. Du kan vælge at kalde mig Khal, som alle andre gør, eller Yro. Valget er dit.” hans stemme havde et præg af respekt så snart han nævnte sin faders navn. Han kunne lige så godt introducere sig selv, når hun alligevel ikke kendte meget andet til denne skov end dens smukhed.

Hans spørgsmål, fik hendes rødmen til at stige kraftigere "Mænd finder mig ikke interessant, så jeg når aldrig at se dem nøgne" forklarede hun, samtidig med hun kørte en lok hår om bag sit øre. Hvad hun aldrig havde vidst, var at hendes søster Lavender, havde været skyld i dette. Den overbeskyttende tvillingesøster havde fjernet mændende fra hende, derved samtidig givet hende en stor usikkerhed. Hun følte sig ikke smuk, følte sig ikke god nok. Hun forventede derfor ikke meget af denne mand, hun forventede ikke han ville tænke noget positivt om hende. Hun grinede kort, mest af alt ved tanken om hvis dette skulle være rigtigt. Dog var det alt andet end sandt "selvfølgelig ikke, men skoven er et smukt sted" pointerede hun. Skoven var smuk, og ganske vist var der en hel del farlige ting ved den, men den bar også en del skønhed. Det var denne skønhed hun havde fokuseret på og nu ved synet af ham, så var der en hel del mere interessante ting ved skoven. Han var smuk, men samtidig magtfuld. Dette bevidste han samtidig også, da hans ru hånd lukkede sig om hendes overarm, hvilket i den grad fik hende til at stå stille. Hans ord kunne være hårde, men de fik hende til at rødme, specielt fordi dette ville gøre ham til den første man der tænkte dette. Han var den første til at bede hende om at blive.

Da han spurgte ind til hvor hun var fra, nikkede hun blot "Det er jeg" hun var vokset op inde i byerne, men hun havde altid haft en fascination med denne slags stammer. Det var interessant, men viden var dog ikke anset i sammenhænge med kvinder. En kvinde skulle være smuk, men ikke intelligent. Hun stod helt stille som han betragtede hende, specielt som han let rørte ved hendes hår. Dette ville gøre det første gang en mand rørte ved hende, specielt ved hendes hår. Hans ord fik hende til at rynke brynet, men hun nikkede samtidig. Hun var i en anden mening også glad for det var ham der fandt hende, og ikke en helt anden. Hans ord om hendes hår, fik hende til at røre ved noget af det. Ingen havde snakket om hendes hår som smukt, det var da kun hendes søster der havde den mening.
Styrken i hans stemme, som han fortalte om sig selv, det fik hende til at smile. Hvorfor kunne hun ikke helt forklarer, men der var noget unikt ved den "Jeg kan godt lide navnet Yro, det er et smukt navn" Navnet passede godt til ham, det var stærkt og smukt. Det var nærmest forventet hun sagde sit eget navn, så derfor måtte hun præsentere sig selv. Dog havde hun ingen smart præsentation "Jeg hedder Thalia O'Quinn" hun smilede blidt til ham

Han grinte let til hendes forklaring:” Har de mænd du har mødt i dit liv været blinde? Eller har du haft en beskytter til at holde deres syn væk fra dit kønne ansigt?” sagde han så roligt og lagde hovedet en anelse undrende på skrå, da han nu også var seriøs omkring sine ord. Han så sig kort om da hun nævnte skovens smukhed. Han var enig. Men han tænkte ikke på denne del af skoven, for han var vokset op her.
Han så på hende igen da hun bekræftede hans spørgsmål om hun boede i stenbyerne. Det gjorde ham blot mere interesseret i hende, han havde hørt en smule om hvordan ting foregik der, at styrke ikke var alt og at mange faktisk brugte deres hjerner til et eller andet underligt mentalt magtspil. Han nikkede kort, valgte at holde sine spørgsmål inde. Han ville ikke have at hans egen uvidenhed skulle fremstå som en svaghed.
Da han slap hendes hår lagde han mærke til at hun rørte ved det. Han kunne fornemme den usikkerhed hun bar, som han ikke forstod sig på:” Du er usikker. Hvorfor?” spurgte han hende. Han så på hende og lagde hovedet let på skrå da hun sagde at hun kunne lide hans navn. Han nikkede så bare respektabelt og så på hende:” Mange tak.” nåede han at sige inden han lyttede interesseret i hendes præsentation. Han rykkede let tættere på hende og lagde kort en hånd mod hendes kind:” Thalia. Du ved godt at du er så smuk, at jeg næsten tror at det er en fortryllelse?” sagde han idet han slap hendes kind igen.
Ømhed var ikke noget der kom ham naturligt så han rettede sin opmærksomhed fremad mens han genvandt sin hårde facade:” Kom. Vi går tilbage til min lejr.” sagde han så roligt og greb hendes arm, dog i en blid manér så han ikke skadede hende. Så begyndte han roligt at gå. De var ikke langt væk fra lejren, og han vidste at hvis han var væk for længe ville de tro noget var galt.
Hans stamme så også noget overrasket ud da han kom gående med en pige, endda en blond pige. Han så kort rundt på dem og sagde ikke rigtig noget. Hans næstkommanderende kom løbende og trak sit sværd som han pegede mod Thalia, men Yro gik bestemt i vejen for sværdet:” Lad hende være.” sagde han blot, ikke bange for at snakke det normale sprog frem for sin stammes, hvilket fik de fleste til at undre sig meget.
”Yurok. Hvad laver du med denne ifak?” (Fremmed / Nedladende talemåde) sagde han en anelse vredt. Yro slap Thalias arm og gik helt hen til ham, med et rasende blik:” Sig det igen. Jeg vil rive din tunge ud og fodre den til grisene. Es havazhaan!” (Forsvind / Gå til havet) advarede han, som egentlig skræmte hans næstkommanderende til det punkt at han tabte sit sværd. Yro vendte sig mod Thalia igen og tog denne gang hendes hånd inden han bare tog hende med ind i sit telt. Stammen stod udenfor lettere måbende, selv efter de var forsvundet, indtil de så efter lidt tid fortsatte med deres aktiviteter.

Hun trak på skulderne, hun kunne vel ikke rigtige give et svar. Hun havde jo ikke haft kontakt med nogen igennem sit liv, det havde mest af alt blot været hendes familie. Hun lod sit blik møde hans, mest af alt fordi hans mørke øjne var så smukke og hun kunne nærmest ikke kigge væk "Det ved jeg virkelig ikke, du er den første som jeg virkelig har gjort denne slags med" det var den eneste forklaring hun kunne komme med. Hans spørgsmål omkring hvorfor hun virkede så usikker, fik hende til at bide sig i læben "Jeg har aldrig rigtig været tæt på nogen igennem mit liv, jeg føler mig vel ikke god nok" forklarede hun med et lille smil. Hun kunne vel ikke gøre andet end sige sandheden. Det gav ikke mening at lyve, plus hun havde aldrig været typen til at lyve, så hvorfor dog begynde? Plus sandheden ville vel heller ikke skade den helt store.
Da han lagde sin hånd imod hendes kind, lænede hun sig ind imod den. Denne blide handling, den fik blot hendes hjerte til at slå adskillige slag over. Der var noget ru over hans hånd, hvilket nok mest fortalte om de mange slag han havde kæmpet. Dog var der samtidig en stor ømhed til denne lille handling. For mange ville denne handling være ingenting, det var vel blot en hånd imod en kind, dog fik den hende til at smile. Hun havde sine øjne lukket, mest fordi hun ville få det meste ud af det. Det var ikke ofte dette skete, og der var et eller andet over denne mand, hvilket blot gjorde det hele så meget mere intenst. Hun følte sig åndeløst, og da hun åbnede øjnene for at se på ham, gled hendes øjne et sekund ned imod hans læber, før de igen mødte hans øjne. Hans ord fik hende til at smile, de var venlig, men også ord der gav hende en undelig følelse i maven "Dine ord, de er så venlige...de får mit hjerte til at banke hurtigere" indrømmede hun

Da han med et udtalte de skulle tilbage til hans lejr, nikkede han blot. Normalt ville enhver anden trække sig tilbage, men der var noget over ham, noget der gav hende lysten til at være tæt på ham. Hun ville helst ikke være væk fra ham, ikke nu hvor han havde tændt det i hende. Hun følte sig for første gang i sit liv levende. Hans hånd om hendes arm, den fik hende blot til at smile. Den udviste hans dyriske jeg, men gav hende også en følelse af tryghed, hvordan kunne hun ikke forklarer. At hans stamme betragtede hende underligt, det kom på ingen måde bag på hende. Det ville snarer havde undret hende, hvis de havde kigget normalt på hende. Dog hvad der virkelig fik hendes hjerte til at banke hurtigere, var at han forsvarede hende. Han havde ingen grund til at gøre det, men alligevel forsvarede han hendes ære.
Hun betragtede blot det hele ske, og selvom hans ord var hårde, så lå der grund bag dem. Hun sagde derfor intet, så da han tog hendes hånd, lod hun sin om hans og fulgte med. Da de kom ind i teltet, kom hun ved et uheld til at gå ind ham. Følelsen af hans varme krop, den fik hende til at gyse helt. Hun lod sine hænder glide op langs hans bryst. Hun følte sig igen tabt af luft, men lysten til at være tæt på ham, begyndte igen at dukke op. Hendes bevægelser fortalte om hendes manglende erfaring, specielt fordi hendes hænder rystede som de gled op af hans muskuløse bryst

Den hånd der havde afsluttet adskillige liv, var mod hendes kind, han havde aldrig rigtig oplevet at se nogen reagere på at blive berørt på den måde som han lige havde rørt hende. Dine ord, de er så venlige...de får mit hjerte til at banke hurtigere. Han smilte svagt men ville ikke indrømme at han selv følte lidt i den samme stil. Men alligevel så var hendes uskyldighed så unik. Så det var blandt andet en af grundene til at han ville have hende med sig tilbage. Hun var blid, smuk og så uskyldig, hvis han lod hende gå var han ikke engang sikker på at han ville kunne tilgive sig selv for sådan en forræderisk gerning. Det var også derfor han følte at han måtte beskytte hende mod sin næstkommanderende.
Han nåede lige at vende sig idet hun kom til at gå ind i ham og af ren instinkt, lagde hans ene arm sig mod hendes læn. Han så ned på hende, mærkede hendes bløde hænder mod sit bryst. Han puffede hende roligt tilbage, indtil de kom over til hans seng. En solid træseng, med madrasser lavet af de blødeste pelse der var at finde. Han så på hende og et øjebliks seriøsitet ramte ham. Han lagde begge sine hænder mod hendes kinder og lænede sig ned til hendes ansigt idet hans læber mødtes med hendes. Han var sikker på at hans moder helt klart ikke ville kunne lide at han var sammen med en der ikke var fra stammen, men hvad skulle hun dog gøre ved det?
Han lukkede sine øjne i, så primitiv som han var, lagde han ikke låg på sine lyster, kysset blev blot mere og mere intenst som han lagde hende ned på sengen, med sig selv holdt over hende af sine stærke overarme, så han ikke maste hende. Men han gjorde ikke noget ved hende. Ikke andet end blot at ae hendes hals med sin tommelfinger, mens han betragtede hendes ansigt:” Jeg Yro Yurok, søn af Bhardo Yurok, vil gerne have dig til min hustru. Nu og til al evighed.” sagde han så stille, mens han så ind i de smukke grønne øjne som hun havde.
Med det sagt, brød han afstanden mellem dem og plantede små søde kys på hendes kraveben, mens han arbejdede sig op af hendes hals. Hans åndedrag blev tungere da han selv kunne mærke hvor intim det hele pludselig var blevet. Yro havde været sammen med mange kvinder i sit liv, nok flere end man burde være stolt af, men Thalia var anderledes. Når han så på hende begærede han ikke bare hende for hendes krop, men for det hun var. Hun var noget han ikke var. Noget han manglede. Han sukkede og så på hende med lystne øjne, ventende på hendes tilladelse. Han ville ikke gøre noget uden hendes tilladelse først.

Da han med et puffede til hende, blev hun med et i tvivl om hun gjorde noget forkert. Dog som hun landede i den bløde seng, vendte hun sit blik op imod hans. I starten havde hun troet, at han havde skubbet hende fra sig, dog havde det vist sig modsat. Hans hænder imod hendes kinder, fik hende til at lægge sine over hans. Der var sådan en stor forskel på deres hænder, hendes var mindre end hans og hans hænder kunne nærmest dække hendes ansigt. Dog røg alle disse tanker væk, specielt som han trykkede sine læber imod hendes. Alle tanker, al forstand røg fuldkommen væk. Hun kunne ikke tænke på andet end ham og hans læber. De havde en nærmest magisk virkning på hende. Hun lukkede øjnene, og nød i fulde drag hvad han gjorde. Hun gengældte kysset med sine bedste evner. Selvom hans skæg føltes sjovt imod hendes hud, så gjorde det hende egentlig ikke noget.
Da kysset blev mere og mere intenst, gav hun et lille støn fra sig. Hun lagde sig mere tilbage, specielt som han lagde sig over hende. Hun skød sig op imod ham, lod sine hænder glide hen over hans bryst. Hun kunne føle begæren røre på sig, specielt som kysset blev mere og mere dyrisk. Dette var hendes første kys, og hun fortrød det på ingen måde. Det var specielt, og hun ville ikke gøre dette med nogen anden. Lysten til blot at være sammen med ham, den var stor og hun fortrød det slet ikke.

Da han stoppede kysset, søgte hendes læber op imod hans. Dog da han med et begyndte snakke, og som hans tommelfinger strøg hende over halsen, lagde hun sig blot fladt ned og betragtede ham. Hun udforskede samtidig hans ansigt med sine fingre. Hendes fingre rørte let ved hans skæg, men samtidig også hans kinder og læber. Hans ord fik hende til at bide sig i læben, han ville tage hende som hustru. Tanken fik hende til at smile. Normalt ville man ikke gøre den slags, specielt ikke med en man ikke kendte, men hun følte sig hjerte være forenet med hans. Dette løb måske en smule naivt, specielt med det i tankerne, at han var en vild mand og han i teorien ikke behøvede være hende tro. De kunne indgå dette ægteskab, og han ville måske aldrig være hende tro, herunder blot have sex med andre kvinder.
Hun stønnede da han med et begyndte plante små kys på hendes hals. Hun lod sine fingre gribe fat om hans skuldre, alt i mens hun nød hans kys. Hun gispede, stønnede af ren dyrket nydelse. Hun havde aldrig kommet med sådan nogle lyde, så dette var totalt fremmedet for hende. Hun greb fat om hans kinder, hvor hun fik trukket hans ansigt ned til sit eget og her trykkede hun sine læber imod hans. Hun lod kysset gå på i noget tid, dog trak hun sig væk efter lidt tid. Hendes ryg ramte imod sengen "Hvis vi gifter os, vil du så være sammen med andre kvinder" hun kunne i teorien ikke tillade sig spørge om den slags ting, dog var det en ting hun gerne ville have ud af verden. Hun ville gerne være tæt på ham. Hun havde ikke meget i sit hjem, så måske hun ville kunne finde noget i dette sted.

Alle de gange han havde været sammen med en anden kvinde, var det blot for hans egen skyld, han vidste præcist hvad han ville have. Han ville have hende, det var tydeligt. Men måske fik hans hårde facon det til at ligne at der ikke lå mere bag det. Han kunne undgå at smile, et blidt smil, som hun mærkede hans ansigt med sine fingre. Det gjorde ham heller ikke i tvivl om at hun skulle være hans. Hun måtte ikke være nogen andens.
Hans fingre kørte op af hendes arme mens han kyssede hendes hals, greb blidt fat i hendes skulder mens han mærkede og lyttede til hendes reaktion. Han nød faktisk blot at lytte til hendes søde stemme, for de var så ægte som de kunne blive, det var han ikke i tvivl om. Han lod hende trække hans ansigt ned til sit, gengældte det mens hans anden hånd kørte ind under hendes nakke og op langs hendes baghoved, fingerspidserne kærtegnede blidt hendes hovedbund som hans hånd bevægede sig opad.
Da hun trak sig væk, havde han lyst til at tvinge hende, men han kunne ikke få sig selv til det. Hvis han gjorde det, kunne han lige så godt finde en der ikke havde nogen betydning for ham. Han så hende i øjnene og lyttede til det hun sagde, hvorefter han så bare rystede på hovedet:” Der ville ikke være en mening i at dedikere mit liv, mit kød og blod til dig, hvis jeg ville spilde det på at være sammen med andre..” sagde han så, uden den mindste form for tøven i stammen, for at bekræfte at han aldrig havde nogen intentioner om at være hende utro.
Han kunne huske dengang han var mindre, et minde der egentlig havde brændt sig fast efter det skete. Han kom ud af sit telt en tidlig morgen, for at se stammens folk samlet om midten af lejeren. Han forstod ikke hvad der foregik på det tidspunkt, men da han havde mast sig forbi alle menneskerne så han sin far fratage en utro mand, hans mandighed. Senere havde han spurgt sin mor hvad det gik ud på og hun sagde blot:” Det er det der sker hvis man vanærer sin kone. Husk det når du skal finde dig en kone, min søn”.
”Kvinder i vores stamme er ikke blot mødre eller tjenestepiger. De kan være healere, krigere, og respekterede. Hvis en mand vanærer sin kone ved at ligge med en anden, får hun lov til at vælge en passende straf, om det så er på bekostning af hans liv.” fortalte han så, alt imens han så på hende. Han kyssede hendes pande blidt inden han så på hende igen:” Valget er dit..” sagde han, i et håb om at han havde overbevist hende, da han stadigvæk ikke havde nogle planer om at lade hende gå.

Hun lagde hovedet på skrå, lyttede blot til hans ord. Et sekund forventede hun, at han bad hende holde mund. Dog var der samtidig også noget ved ham, noget som ikke gav hende denne tro. Hvorfor ville han gå igennem alt dette, blot for så at ville være hende utro? Nok havde de ikke kendt hinanden længe, men hun kunne allerede nu fornemme, at hun gerne ville være sammen med ham. Måden han så på hende, hans valg af ord og generelt hans væremåde overfor hende, det var ting hun aldrig havde prøvet før. Hun havde aldrig prøvet nogen var sådan overfor hende, og hun ville ikke miste det igen. Plus der var en hel del ting ved ham, som tiltrak hende og hun kunne virkelig ikke stoppe sig selv, fra at falde i og blot ønske være at være sammen med ham.
Hans ord fik hende til at smile. Hun strøg ham hen over kinden, og i takt med han snakkede, betragtede hun ham blot. Det gav hende en vis tryghed, det at vide han ville være hende tro. At han ligefrem også ville give hende sin krop, sjæl og blod overraskede hende. Dog sagde hun intet. Det var først da han udtalte valget var hendes. Hun rynkede brynet, betragtede blot manden over sig, alt i mens hun tænkte. Hun havde intet liv hjemme, hendes søstre havde altid travlt, så det var egentlig kun hende alene. Allerede nu kunne hun fornemme båndet til denne mand, hun kunne fornemme følelsen af at være ønsket og dette gav hende blot ønsket om at være der.

For ikke at lade svaret tage for lang tid, bøjede hun sig frem imod ham. Hun trykkede sine læber imod hans, hvor hun kyssede ham lidenskabeligt, men også passioneret. Efter noget tid trak hun sig svagt væk, dog var hendes læber stadigvæk tæt på hans læber "Mit svar er ja, ja jeg vil gerne gifte mig med dig" hendes søstre ville næppe se sig glad på dette, måske endda hendes forældre med, dog ville hun ikke tænke på dette. Hun havde kun ham i sine tanker, og hun betragtede ham spændt. Spændt på at se hans reaktion, spændt på at høre hvad han ville sige til hende

Han brød sig ikke specielt meget om at vente, og især i et øjeblik som dette, kunne ventetiden føltes som en evighed. Han aede hendes hovedbund og kiggede rundt på hendes ansigt, slap hendes skulder for at mærke på hendes ansigt med sin frie hånd. Hendes hud var så blød, det formåede at overraske ham hver gang han rørte ved hende. Han mærkede så hendes skønne læber mod sine egne, hvor han brugte sin hånd der holdt hendes baghoved til at trykke hende tættere indtil sig.
Selv efter kysset var det tydeligt at han ville have mere. Han smilte stort over hendes svar, inden han så bare rejste sig med hende i sin favn. Hans traditioner gjorde at deres lille søde øjeblik blev ødelagt, da han trådte ud af teltet mens han holdte hende oppe og så på hende. Det smukke sollys, fik hende til at fremstå som en gudinde for folk i stammen og alle løftede deres hænder mod hende, som han gik med hende:” Khaleesi! Khaleesi!” råbte de i kor.
Yros mor kom ud af sit telt efter at have hørt råbene, hun var ikke sikker på hvad hun havde hørt, men da hun hørte det kunne hun ikke andet end at føle sig stolt. Hun gik roligt ned for at se hvem han havde valgt. Dog da hun så det kunne hun ikke undgå først at føle sig lidt usikker. Men hun kunne ikke bryde ind i det, det ville vanære deres traditioner. Så hun stod bare og så på mens Yro bar Thalia gennem hele lejren.
Da de kom tilbage til hans telt igen satte han hende ned foran sig og kiggede ud på sit folk. Nogle af dem virkede skeptiske, men andre kunne tydeligt se hvad det var han så i denne kvinde, og de respekterede hans valg. Han så på hende og tog blidt fat i hendes hænder inden han så tog hende ind i teltet:” Undskyld, hvis det ødelagde øjeblikket… Det er en tradition, som alle mine forfædre har været igennem, når deres kommende hustru sagde ja..” nåede han at sige inden hans mor trådte ind.
”Yro!” udbrød hun, inden hun så ordentligt kunne se på Thalia:” En fremmed? Hun er så tynd, og skrøbelig. Det er et spøjst valg, normalt vælges Khaleesi’en efter styrke..” sagde hun så og lagde sine arme over kors, tydeligt ikke specielt glad over hans valg. Han slap Thalias hænder og rettede sin opmærksomhed mod sin mor:” Du har ret. Hun er ikke stærk som de andre kvinder i denne stamme. Men hun er unik. Hendes sjæl er blid og hendes hjerte er godt. Det fik mig til at indse at styrke ikke kun ligger fysisk.” svarede han hende.
Hans mor stampede kort i gulvet inden hun så sagde:” Jeg vidste allerede fra da du var lille at du var for interesseret i disse fremmede. Men lad gå. Du er min søn og jeg kan ikke andet end at respektere dit valg.” sagde hun så og gik så over mod Thalia inden hun skar sig let i tommelfingeren og kørte den ned af hendes egen pande, og så Thalias:” Du har min velsignelse til at blive en Yurok.” et smil bredte sig på hendes læber mens hun mærkede blidt på hendes blonde hår:” Der er mange der ikke vil se godt på dette ægteskab. Jeg vil ikke sige at i skal være bange.. Men på vagt..” advarede hun så inden hun drejede om på hælen og lod dem være alene.

Da han med et rejste sig op, holde hun godt fast om ham. Hun kunne forestille sig hvad der foregik, det lå vel deres natur at man skulle vise den fremtidige kone frem. Hun smilede til hver og en af dem. Hun grinede som de kaldte på hende, det var et smukt navn og hun kunne regne ud det betød leder. Hun kunne huske Yro sagde han var Khal, så det var vel den feminine udgave. Hun betragtede hvordan de råbte på hende. Hun smilede, et smil der kunne smitte smil frem på andres læber. Som de gik igennem hele lejren, tog hun sig også tiden til at betragte stedet. Det var en smuk lejr, hun havde ikke set noget lignende før
Hun lagde hovedet på skrå, specielt som han sagde undskyld. Hun smilede blot til ham og lagde sin hånd imod hans kind. De var netop kommet tilbage til teltet. Hun havde intet imod denne tradition, det var jo ikke noget han kunne gøre noget ved. Hun hævede øjenbrynet, og skulle netop til at sige noget, dog blev hun ligesom Yro selv afbrudt. Hun lyttede til hvad kvinden sagde, en kvinde hun kunne regne som værende Yro's mor. Hun lagde hovedet på skrå. Det var interessant at høre, interessant at høre hvordan de snakkede til hinanden. Hun kunne virkelig godt lide den måde han forsvarede hende på

Det så dog ud til moren til sidst accepterede hende. Hun nikkede, og smilede til hende. Hun gjorde intet da moren skar sig i fingeren, og heller ikke da hun smørrede blodet ud i hendes pande. Hun regnede med det var en tradition, så derfor kunne det anses som at være respektløst. Det var en stor accept hun viste, specielt i det hun sagde og det hele fik hende til at smile stort. At hun sagde hun kunne blive en Yurok. Hun vendte sine grønne øjne imod Yro. Kvindens ord fik hende til at nikke. Hun vidste der ville være nogen som ikke ville kunne lide hende, hun var en fremmede.
Som Kvinden forsvandt, rejste hun sig og gik hen Yro. Hun lod sine arme glide omkring ham, hvor hun lagde sin kind imod hans bryst. Han var varm, det var helt behageligt og siden hun var så spinkel, så tog hun ikke varme så nemt ind.

Som han gik rundt med hende løftet op som en fane, følte han sig så stolt. Denne gudinde-lignende kvinde, var snart hans og kun hans! Det var underligt, men som han havde kunne mærke til at starte med, var denne godhed, denne uskyldige væremåde som hun havde, noget han altid havde manglet. Han var for hård, de var som ying og yang. Hun var lyset og han var mørket, sammen ville de skabe balance.

Det var også derfor han var klar til at beskytte hende, selv overfor sin egen mor. Ingen skulle være i tvivl om at hans intentioner var at blive med denne kvinde til evig tid. Mange så ned på det, for hun var ikke en del af deres folk, hun var en ifak(fremmed), og en Khal burde ikke engang overveje at tage sådan en til hustru. Men han var så stærk at hvem end der havde lyst til at afprøve hans tålmodighed, skulle bare prøve. Han havde taget en beslutning og sådan var det bare.
Han trykkede hende ind til sig da hans mor havde forladt dem, tydeligt behaget over at hun ikke lavede et stort tummult over det:" De kalder dig en ifak. Men du er snart en Khaleesi. Det må du aldrig glemme." sagde han roligt inden han gik hen til sengen og satte sig:" Khaleesi er vores slags dronning. Jeg er en Khal. Du vil være Khaleesi, selv efter min død." sagde han roligt til hende, hans udtryk blev mere dystert i det da han indså at så snart hans førstefødte kom til, ville hans liv få en timer.
Dog vidste han at det var en tradition, så han tog det ikke så tungt igen:" Når vores søn bliver 18, så skal han slå mig ihjel, for at blive den næste leder af stammen." sagde han blot mens han kærtegnede hendes bløde kind med sin stærke hånd. Han brugte det meste af natten på at forklare hende om traditioner og lære hende det simple i sproget.

---- spole ----

Det var dagen hvor de endelig skulle giftes. Hele deres plads var blevet ryddet, og pyntet op til ceremonien. Han sad og betragtede hvordan ceremonien forløb sig. Healere og visdomsmænd stod og opremsede lykønskninger om deres fremtid mens kvæg og delikate dyr blev slagtet for folk at spise. En lille dreng trådte op til dem med en amulet af træ, som han rakte til Thalia, hans store øjne lyste af glæde og stolthed over at overrække gaven, inden han skyndte sig ned til sin moder igen.
Yro vendte sit blik mod Thalia og sagde ikke noget, kort drejede hans blik ned på den gave hun havde fået inden han kiggede hende i øjnene igen med et let smil. Det var tydeligt at se at han var glad, og stolt.
På vej mod lykønskingers'nes ende rejste han sig og rakte ud efter hendes hånd. Han førte hende roligt ned til et stort bål hvor hans mor kom med en kasse. Han åbnede den roligt, frem tog han et smykke som han roligt gav hende på. Det lignede en drage af sølv, som slyngede sig langs hendes nakke og hvilede på hendes kraveben. Han så på hende, stadig uden at sige noget. Folk blev stille i et øjeblik, og så afventende på deres leder. Han vendte sig roligt mod sit folk og løftede så roligt Thalia op inden han så råbte:" Zhey jalan atthirari anni!" (Månen i mit liv!) Folk begyndte så at hyle hende atter en gang:" Khaleesi!" råbte de, denne gang med glæde og gejst.
Han tog hendes hånd blidt inden han førte hende over til deres heste. Han så på hende og hjalp hende så op på den for at bagefter hoppede op på sin. Han havde godt fortalt hende om hvorledes det foregik. Fra helt tilbage til hans første forfædre havde det altid været sådan at kvinden skulle vælge stedet, hvor parret så skulle tilbringe natten. Det sted ville så blive deres sted og faktisk ville det også blive et lettere helligt sted, der hvor de engang skulle begraves, hvis de skulle gå hen og dø. Men det var helt op til hende og han var mere end klar til at følge hende.

At lære om denne stammes traditioner, samt sprog var en interessant begivenhed. Ganske vist var det ting ved den hun ikke brød sig om, netop det faktum hun kunne miste sin elskede, specielt hvis hun bar ham et barn. Så selv hvis hun rent faktisk gerne ville give ham et barn, så var hun også bange. Hun var bange for at blive forladt igen, bange for at miste ham som hun havde mistet så mange andre. Om ikke andet ville hun også gøre ham glad, så hun havde taget sig ekstra god tid til at lære sproget, ganske vist var hun ikke en mester, men hun var da ved at fange nogle af vendingerne. Hun forstod at de havde faldt hende en fremmede, og hun via sit ægteskab med Yro ville blive Khaleesi, en dronning. Hun vidste at når han kaldte hende Zhey jalan atthirari anni var det en kærlig betegnelse for en elskede, som her hun så ville kalde ham Shekh ma shieraki anni. Sproget var barsk, men det bar også en vis ynde til sig. Hun fandt sig selv forelske sig mere og mere i Yro, hver evig eneste gang hun hørte ham tale sproget. Det var romantisk på nogle punkter måske, eller også var det vel blot hendes egen naive hjerne der fandt en romantisk forbindelse.
Forberedelsen havde taget tid, hun havde stået og betragtet sig selv, betragtet hvordan hun så ud og ikke mindst håbet på det bedste. Hun havde altid været en usikker kvinde, som også kom af den barndom hun havde. Dog gav han hende selvsikkerhed, og for en af de første gange i hendes liv, kunne hun rent faktisk betragte sit spejlbillede og lide hvad hun så. Hans ord, hans betragtninger og beskrivelser af hende, det fik hende rent faktisk til at tro ham. Hun stolede på ham, stolede på at når han sagde noget, så var det sandt. Hun var tildelt to tjenestepiger, som hjalp hende i den hvide kjole. Modsat alle de andre i stammen, virkede disse tøser langt mere imødekommende overfor hende og hun følte sig tryg i deres selskab.

Da brylluppet så rent faktisk gik i gang, sad hun blot ved hans side. Hun lod med jævne mellemrum sine øjne glide op på ham, blot fordi hun skulle minde sig selv om at denne mand nu var hendes, som hun var hans. Det virkede stadigvæk så uvirkeligt, og somme tider var hun endda tæt på at knibe sig selv i armen. Som en dreng kom op imod dem, vendte hun sin fulde opmærksomhed imod ham. Smilet som beklædte hendes læber, nåede også hendes grønne øjne. Synet af den smilende dreng, stoltheden som skinnede ud af hans øjne, fik blot hendes egen glæde til at vokse. Så da han rakte gaven imod hende, tog hun smilende imod den. Hun vidste dog at dette sprog ikke havde et ord for tak, så hun nikkede i stedet til ham, og lod amuletten falde om sin arm.
Hun tog sig ikke af hans manglende blik imod sig selv, han skulle jo fremstå som en stærk leder og derfor kunne han vel ikke tage sig i at sende kærlige blikke til hende. Dog afholde hun ikke sig selv fra det. Hendes blik var fyldt med alt ligefra beundring til det af en forelsket kvinde. Så da han rent faktisk holde sin hånd imod hende, tog hun med glæde imod den. Hun ville aldrig nægte sig selv dette, at røre ved ham og få muligheden for at komme det tættere på ham. Han var en unik mand, og på trods af sin tydelige brutalitet, så havde han vagt noget i hende og han havde formået at tænde hendes kærlighed for ham. Han udviste sådan en rå styrke for andre, men for hende fik hun en langt blidere side at se, en side som hun ikke kunne forklarer, men en der dog i sidste ende fik hende til at forelske sig mere og mere i ham. Hun havde fået smukke gaver, men dog slog ingen af gaverne den hun nu fik af sin elskede. Den smukke drage der nærmest beskyttede hendes hals, fik hende til at lade sine hænder glide hen over den. Det kolde metal lå behageligt om hendes hals, og det fik hende ikke desto mindre til at smile større.

Hun grinede som han løftede hende op, hun var efterhånden vant til han gjorde dette, eftersom han faktisk havde gjort det et par gange. Modsat hvad så mange andre ville mene, så havde hun faktisk intet imod det. Der var noget specielt ved det, og det gav hende også muligheden for blot at føle det mere af ham. Hans ord om hende, de fik hendes hjerte til at banke det hurtigere. At han anså hende som at være sin måne af sit liv, fik hende blot til at bide sig i læben. Det faktum denne mand så hende som noget så stort, det var en tanke der aldrig havde krydset hende. Hun havde aldrig selv troet dette skulle ske for hende, men nu hvor det rent faktisk var sket, føltes det direkte uvirkeligt. Det var som en drøm hun aldrig ville have skulle ende.
Hun havde fået informationer om, hvad der skulle ske som det næste og hun havde endda lagt store tanker ind omkring stedet. Det lå nu til hende at stoppe et sted hun ville have, dog skulle det være symbolsk. Stedet skulle ikke være tilfældigt, det skulle have en betydning. Så da han satte hende på hesten, red hun blot af sted. Hun så en enkelt gang tilbage imod ham, hvor hun sendte ham et stort smil, før hun igen havde sine øjne imod vejen. Stedet hun havde udvalgt, var det sted de mødtes for første gang og derved et sted med stor betydning for hende selv. Det var her deres kærlighed blev formet og her den for alvor blomstrede. Hun havde gået igennem hele sit liv med troen om hun ikke var god nok, også mødte hun denne mand og han fik vendt op og ned på hende hendes liv. Hun gik fra en usikker lille pige, og nu var hun en dronning. Det var nu hun skulle smide sin persona som den lille uskyldige jomfru, og for alvor tage sig ind som værende en dronning. Hun ville selvfølgelig ikke skifte fuldkommen personlighed, for det ville være umuligt for hende, dog ville hun ikke være svag længere!

Da hun nåede stedet, stoppede hun hesten op og derpå steg hun ned fra den. Alt var som da de var der første gang, intet havde forandret sig og et sted havde hun heller ikke forventet dette. Hun vendte sig imod ham og holde sine arme ud imod ham. Det første hun gjorde da han nåede hende, var at trykke sine læber imod hans "Shekh ma shieraki anni" (Min sol og stjerner) ordende var ikke nogen han havde lært hende, så dette var mere en overraskelse til ham, et tegn på hun skam var ved at lære. Hun strøg ham hen over kinden, og blot lod hun nærmest sine fingre udforske hans ansigt. Der var en vis nænsomhed i hendes berøringer, som egentlig også blot passede overens med hendes personlighed.

Da de var kommet op på deres heste og hun red afsted, fulgte han hende. Han stillede ikke spørgsmål og han sagde ikke noget til at hun havde valgt stedet hvor de for første gang mødtes. Faktisk fik det et lille smil frem på den ellers så barske mands læber. Han steg ned af sin hest og gik roligt over til hende inden han så blidt lukkede sine stærke hænder om hendes hofter og løftede hende ned af den ellers flotte hvide hest som hun var blevet foræret. Ildfluer fløj gennem skoven og lyste området op, kilden der alene så ganske smuk ud, blev blot endnu smukkere af ildfluernes lys.
Yro tog hendes hånd og førte hende hen til kanten af kilden. Han vendte sig mod hende og lod sin frie hånd køre ned langs hendes ellers så silkebløde blonde hår, før han med sin hånd holdte hendes ansigt som var hans hånd en kop. Han så ind i de smukke grønne øjne selvom han følte at han nok nærmere kom til at skule pågrund af hans højde. Han rømmede sig let og den mand som ellers var så barsk og hård blødnede op og det alene skræmte ham en anelse.

Han satte sig så ned ved kilden og tog fat om båndet der ellers holdte hans lange fletning sammen. En fletning som hun garanteret godt vidste hvad udtrykte. Nemlig magt. Endnu en af de store Yurok-traditioner. Han så ud over vandet og brød stilheden med et let suk:” By the old traditions of the tribe, we’re supposed to stay here and make sure that there is an heir to the tribe. Which I by any means wouldn’t go against.” Sagde han I en rolig tone mens de chokoladebrune øjne fulgte de små ryk i flodens overflade. Han kiggede ikke på hende men han behøvede ikke kigge på hende for at lade hende vide at hun havde hans fulde opmærksomhed. Dog kom et lille smil frem på hans læber:” But I can’t help but notice that someone with skin that barely touched the sun and hair almost white as snow, most probably isn’t from these lands.” Forsatte han mens han I en bevægelse lænte sig tilbage på sine håndflader.
”So I would like you to tell me something about yourself. We could just fuck and get it over with, but whats the point of a marriage if I don’t know who I’m going to spend the rest of my life with?” kom det muntert fra ham inden han vendte blikket en anelse mod hende. Et af Yro’s specielle træk var at han ikke bare var en grum barbar der tænkte på at overtage og voldtage. Han var faktisk ganske klog og velovervejende omkring alt og intet. Det var nok derfor at de fleste i hans stamme ikke turde gå imod ham.
Så han ville helt klart hellere sidde ved søen og potentielt gå imod sine stammers traditioner, blot for at han kunne høre hvad denne smukke kvinde havde at sige. Alt for bare at høre hendes søde stemme og så hvor hengiven hun var i at fortælle sin egen historie. Hvis hun veludmærket gerne ville fortælle den? Det var måske også en anelse overvældende for hende at traditioner pludselig skulle skiftes ud med at han ville sidde og snakke.