Josh// jamen hej igen, længe siden sidst

S: Gågaden
T: Lidt hen af eftermiddagen
V: Varmt og solen skinner
O: Nogle menneske som har travlt med et eller andet

Det var lidt hen af eftermiddagen, og solen var kommet et stykke forbi det højeste punkt på himlen, og var nu begyndt på nedturen som den foretog hver dag. Shar havde valgt at tage et lille smut ind til byen, bare for at… øm ja… hun vidste ikke helt endnu hvad hun ville der ind efter, måske finde en person at tale med? Der var ikke mange at tale med hvor hun boede, i skoven, ikke udover hendes tvillingebror som faktisk var en grå ulv med blå øjne. Da Shar var begyndt at gå mod byen, smuttede han hurtigt med hende for at holde hende med selskab på vejen, og også for at advare hende mod mulige fjende som han ville kunne lugte. Hans lugtesans var meget mere udviklet end Shars, og han kunne lugte om folk var bange, vrede, rolige, eller hvilket humør de nu var i, så hvis de nu var vrede kunne han advare Shar, så hun kunne nå at komme væk derfra helst uden problemer.

Shar gik stille gennem gågaden med Sharmarke ved hendes side, og betragtede stille folk mens de gik forbi hende. hun var ikke sikker på hvilke personer hun ledte efter, eller om der overhoved var nogle bestemte typer hun ledte efter. Hun sukkede. Der var ikke lige nogle hun gad at tale med, de så ikke interesserede ud i at snakke nogle af dem. Der var en bænk lidt længere fremme som Shar satte sig ned på, og betragtede stadig dem som gik forbi hende. Ingen af dem så i hendes retning. Sharmarke, hendes bror, sad ved siden af bænken, og betragtede også stille folkene som gik forbi dem, da Shar syntes at se en hun kendte, men det kunne da ikke passe at det var ham, eller kunne det? Han var lidt langt væk til at hun virkelig kunne se om det var ham eller ikke. Skulle hun prøve at gå over til ham, og se om det virkelig var ham, eller skulle hun bare blive siddende her? hun så en smule forvitret ud fordi hun ikke helt kunne beslutte sig, og sukkede så stille for sig selv.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Endnu en dag, endnu en kedsommelig dag, hvor han ikke vidste hvad han skulle lave eller hvem han skulle kontakte. I fortiden havde han kontaktet Jacob, ingen tvivl, men da de ikke længere havde noget med hinanden at gøre, kunne han ligeså godt droppe det. Selvom han savnede ham forfærdeligt, så var der intet at gøre ved det. Savn var ved at æde hans krop op fra alle vinkler. Savnet af Luce åd hans højre del af hjertet, sammen med højre arm. Savnet af Jacob åd venstre side af hjertet, sammen med venstre arm og sidst men ikke mindst, var tabet af hans datter Valerie, ved at æde lungerne. Han følte sig ødelagt.
Da det var en varm dag udenfor, havde han ikke påklædt sig i andet end en luftig mørkeblå skjorte, samt et par løse brune bukser der havde et blidt og fast stof på samme tid. Det brune hår pjuskede ud til alle sider.. Ved siden af ham luntede den smukke, hvide kæmpeulv Ghost med lydeløse og lette bevægelser hen ad jorden. Han gik Josh til lidt over hoften og bestod af ren pels klistret på muskler. Øjnene var smalle og gyldne, borrende som to små dolke. Han var altid ved Josh side. De to var som et. Nok kunne de ikke snakke sammen, men, de var der for hinanden og det skulle ingen ændre på. Ghost kunne pludselig mærke nogen stirre på dem, hvilket fik ham til at stoppe op og stirre hen imod vedkommende, der lige netop havde valgt at fange dem i deres blik. Ghost kendte ikke Shar eller ulven ved siden af hende. Af ren selvforsvar vibrede han med sine øre, et tegn på om han undersøgte om de var ven eller fjende. Josh bemærkede med det samme Ghost uro. Med et svagt smil på læben, stoppede han op, kiggede ned på sin marker og fulgte hans blik henimod Shar og ulven. Det svage smil blev hurtigt stærkere ved synet af en gammel veninde. Han gik forsigtigt, men dog selvsikkert hen imod hende og stoppede ikke op før han var helt henne ved hende.
"Hej shar!" Hans stemme var rolig og varm. "Det er ved at være længe siden, godt at se dig igen!" Ved siden af ham stod Ghost og stirrede en smule mistroisk på hende.

Ham som Shar kiggede så i hendes retning, og kom så over til hende. Hun smilede stort til ham. Jo hun havde haft ret med hensyn til at det virkelig var ham. ”Hej Josh” svarede hun ham, stadig smilende. Hun så kort ned på den store hvide ulv, men kunne ikke kende den. Havde han mon haft den dengang de sidst så hinanden? Hun var i tvivl, og så så op på Josh igen. Hun nikkede til det han sagde. ”Ja det må man nok side” Sharmarke var en smule urolig ved situationen, og vidste ikke helt om han skulle knurre eller ikke. Han kunne ikke rigtig lide mænd, og havde meget svært ved at stole på dem. Han kunne godt huske Josh, men han havde aldrig helt accepteret ham. Shar havde meget nemmere ved at acceptere folk end han havde, men hans nervøsitet var ikke udelukkende på grund af Josh, men skyldes derimod den store hvide ulv. Den virkede en smule truende eller mistroisk over for Shar og ham, og det beroligede ikke ligefrem Sharmarke, men gjorde ham derimod bare mere ophidset. *Hvem er den uld?* spurgte han shar, og hun trak let på skuldrende som svar. Hun så Josh lige i øjnene. ”Hvem er det?” spurgte hun forsigtigt, og skævede ned til ulven en enkelt gang for at understrege hvem hun mente, og så så på Josh igen. Den var flot med den hvide pels og alt det, og det var den største ulv Shar nogle sinde havde set, men hun var en smule bage for hvad den lige kunne finde på at gøre ved hendes bror og hende. hun bed sig i læben, en smule utilpas ved at den var her, men man kunne ikke lige se det på hende, ud over at hun bed sig i læben. ”Den gør ikke noget, vel?” spurgte hun tøvende. Hun tog en dyb lydløs indånding, og pustede stille ud igen. Hun stolede på Josh, men ikke ulven ved hans side.

Josh var glad for at se Shar igen, det var altid dejligt at se et velkendt ansigt, specielt hvis det var en ven, det var noget helt andet hvis det var en fjende. Ghost var kun mistroisk overfor hende og Sharmarke, da han ikke vidste hvem de var og at han ikke var sikker på om de ønskede at gøre Josh ondt. Så egentlig, var han bange for at de skulle gøre Josh ondt, ligesom de var bange for at han skulle gøre dem ondt. Det at de var bange i hans nærvær, gjorde dog bare ulven en smule roligere. At de var bange bevidste at de ikke var fjender. Det var også takket være en rolig hånd fra Josh, der snoede sine fingre ind i den hvide pels, der gjorde at Ghost ikke længere spændte sin enorme muskler.
"Ham her? Det er Ghost, han gør jeg intet, tro mig, han prøver bare at beskytte mig," fortalte han med et smil og så skiftevis fra Shar til Ghost. "Jeg fik ham for ikke så lang tid siden, vi knyttede bånd oppe i bjergene," Han så nu på Shar, smilte til hende med det venlige smil han altid havde sendt hende. "Det er virkelig godt at se jer begge, hvordan har i det?" Selvom han forsøgte at lette stemningen, kunne han godt mærke på dem, at de slet ikke var tryg ved den store ulvs nærvær. "Hvis han skræmmer jer, kan jeg sagtens bede ham om at gå et kort øjeblik?" Den store ulv kunne sagtens mærke uroligheden, hvilket gjorde den forvirrede om den skulle være stolt over det eller forsøge at tone det en smule ned. Han stod fortsat ret rygget med de hvide øre lige i været.

Shar så igen kort ned på ulven, og det beroligede hende en smule at Josh sagde at den ikke ville gøre dem noget. Hun troede på det, og lyttede noget fascineret til det han fortalte at han havde knyttet et bånd med den oppe i bjergende. Hun havde gættet rigtigt igen. Han havde ikke haft ulven sidst de så hinanden, han havde først lige for nyligt fået den. Da Josh smilede til hende, kunne hun ikke lade være med at gengælde hans smil, og hendes smil nåde hendes øjne, hvilket en gang imellem var sjældent. Det var ikke mange som kunne få hendes smil til at nå hendes øjne som nu, selvom mange kunne få hende til at smile, men hun skulle kende en person godt og længe, eller bar stole meget på vedkommende før de kunne få hende til at smile på den her måde. Da Josh spurgte hende om han skulle sende ulven væk lid, trak Shar let på skuldrende. ”Jeg er ligeglad med om du sender ham væk eller lader ham blive her” sagde hun oprigtigt, men den gjorde hende dog stadig en smule urolig med sit nærvejr. *Du skulle ha bedt ham om at sende den væk* hørte hun sin bror sige, men ignorerede ham blot, og kiggede på Josh. ”Hvad laver du egentlig lige for tiden?” spurgte hun med en noget nysgerrig stemme. Siden det var så længe siden måtte han jo havde et eller andet spændende at fortælle, eller noget i den stil, men hun havde ingen ide om hvad han havde lavet, så hun kunne ikke gætte sig til det. Hun sukkede lydløst.

De bad ham ikke om at sende Ghost væk. Ulven måtte forblive ved hans side som han altid havde gjort. Josh smilte til Ghost, der bare vippede med ørene. For ikke at virke truende, lagde han sig ned og blev nu næsten på højde med en almindelig ulv. Josh nikkede tilfreds til ham og satte sig derefter ned ved siden af Shar på den varme bænk. En enkelt gang åndede han lettet ud. Det føltes rart at slappe en smule af i nærheden af et velkendt ansigt. Han drejede hovedet og så på Shar. De mandelfarvede øjne skinnede svagt i solen. "Jeg passer mine pligter som leder og forsøger at komme ovenpå igen," Nok kunne man ikke se det på Josh, takket være en maske han havde skabt, men han havde det forfærdeligt indeni og ønskede bare at det snart ville forsvinde. Det ville være rart at få ro. Han fortsatte med at smile til hende. "Hvad med dig? Hvad går du og laver?" Han så på sin veninde med stor nysgerrighed. Det var altid spændende at høre hvad dem man havde tæt på sig havde lavet. Måske de havde et stort eventyr at fortælle?

Shar betragtede stadig den store ulv som nu lagde sig ned. Den var nu på højde med hendes bror selvom den lå ned. Den var alt for stor den ulv. Shar tvang sit blik op på Josh igen da han satte sig ned ved siden af hende på bænken og talte til hende. Hun lyttede til det han sagde, og nikkede kort. Det lød mere spændende end det hun lavede, selvom han ikke sagde så meget igen. ”Hvad er der da sket?” spurgte hun forsigtigt, og så på ham for at fortolke hans blik en smule. Da han så spurgte hende om hvad hun lavede, tøvede hun lidt. Skulle lige tænke sig om, men kunne ikke komme på det store hun havde foretaget sig. ”Ikke så meget. Rendt rundt i skoven med ham” hun nikkede ned mod sin bror, ”Og har mødt nye personer” hun smilede stort til ham, næsten alt for bredt et smil. Det var temmelig overdrevet hendes smil, men det betød ingenting hendes smil. Det ville de fleste tro, men det havde ingenting under det, eller hvad man nu sagde.

Han smilte til hende hele vejen igennem. Varmen angreb dem begge og gjorde kinderne røde. Ghost der var dækket af tyk hvid pels, formåede også at have tungen ude af munden, for at kunne holde til varmen. Han kørte en hånd igennem sit hår, fjernede nogen totter der klistrede sig svagt til panden. Til spørgsmålet om hvad der var sket, kunne han mærke en klump sætte sig i halsen på ham. "Jeg.. Jeg mistede min kæreste for ikke så lang tid siden, det samme gælder en tre uger gammel datter," Han kunne ikke se på hende da han fortalte om det. Inderst inde følte han sig ødelagt, men, han ønskede ikke at andre skulle se det. Da det endelig var hendes tur til at svare, kiggede han op fra jorden og hen på hende. Skoven, kunne hun godt rende rundt i skoven uden at støde på zombierne? Han troede de stadig hærgede udenfor murene lidt endnu.. Måske ikke længere? Hendes nik ned imod Shar, gjorde at han et kort øjeblik så ned på ham med et smil. Det var dog kun kort. Blikket landede hurtigt på Shar igen. "Nye personer, som hvem?" Han smilte varmt til hende.

Shar så på ham, og bed sig let i sin læbe, da han fortalte sin historie. Hans følelser ramte hende, og hun følte med ham. ”Det.. det gør mig ondt at høre” sagde hun stille, og så kort ned. ”Jeg… skulle ikk ha spurgt om det, undskyld.” sagde hun stille. Hun havde lagt mærke til at det var blevet varmere, men hun sagde ikke noget til det, men var heller ikke klar over hvorfor det var blevet varmere. Hun havde lyst til at kramme ham, men var faktisk ikke sikker på hvad han ville sige til det. Hun sukkede lavt af sig selv, men gik så helt hen til ham, og lagde armene om ham, og krammede. Prøvede at trøste ham en smule. ”Vil du ha navne på dem jeg har mødt, eller hvad?” spurgte hun stille, og så op på ham.

At hun krammede ham gjorde ham ikke spor. Det var vel bare en form for venlig gestus, ikke sandt? Han smilte svagt og tog imod krammet, dog undlod han at lægge armene om hende, da der simpelthen var for varmt til det.. helt seriøst, hvornår var der lige gået hen og blevet så varmt!? Han havde det som om at han kunne smelte hvert øjeblik det skulle være! At hun undskyldte, fik ham bare til at ryste svagt på hovedet. Der var intet at undskylde for. Drilsk og venligt kørte han en hånd igennem hendes brune lokker og uglede dem svagt. "Du skal ikke undskylde, du kunne jo ikke vide noget om det vel?" Han smilte kækt til hende og satte hovedet på skrå. Derefter puttede han hænderne i bukselommerne og så sig kort omkring.. Det så ikke ud til at væsnerne kunne holde varmen ud. De var alle begyndt at søge i skygge. Han drejede hovedet og så hen på sin veninde igen. "Ja da, giv mig endelig navne.. hvem ved, måske kender jeg dem?" Egentlig var han bare meget nysgerrig omkring disse.. folk Shar havde mødt. Man skulle jo passe på sine venner ikke sandt?