An eye for an eye - Lavender

Hun ønskede egentlig ikke at besøge byen. Hun ville hellere blive i skoven ved Niylah og hendes pack. Hun følte sig bedre tilpas der end her. Audrey følte sig fremmed. Men hun skulle se om hendes søstre var kommet tilbage til byen fra deres tur til Dragons Peak. Uheldigvis havde hun ikke noget held der. Så hun måtte gå tilbage i skuffelsen. Mødte familie på vejen som vendte hende ryggen som eksisterede hun ikke længere. Følelsen af ikke længere at blive set tog hårdt på hende. Følelsen af ikke længere at være en del af familien vidste hun ikke, hvordan hun skulle tackle. Dagene i skoven var bedst, så hun ville blot tilbage dertil. Hun havde lovet Tatia at præsentere sig for Wade, hendes.. hvad de nu var. Det var underordnet, det var bare rart at se venlige ansigter igen. Det manglede hun.
Det var nat. Hun vidste selvfølgelig godt vampyrerne slog til her. De havde aldrig fået hende til at frygte dem. Hun var trænet i at bekæmpe dem. Nok havde hun fået taget sine titler fra familien og æren ved navnet. Men det betød ikke, at hun ikke kunne forsvare sig selv.

Dog så hun en anelse fortabt ud. Mest fordi, at hun var fortabt. Ingen i hendes familie i generationer havde fået den straf som Audrey havde. Alt det blot fordi man ikke ville gifte sig væk og gå imod familien. Pludselig blev man kaldt forbandet og fik skylden for sin kusines død. Også var man ingenting. Efterladt for at være alene i skyggerne. Det tog tid at komme ud derfra, hvis det overhovedet var muligt. Hun gik tilbage den vej hun var kommet ind af byen, hun ville tilbage til skoven men dog stoppede hun op da en pige løb forbi hende i panik med hånden for sin hals. Vampyr. Selvfølgelig. Audrey kiggede kort den vej hun var på vej hen af, men gik så i retning af hvor pigebarnet løb. Hun trak sin daggert op, og holdt et godt greb omkring den. Hun var opmærksom.

I det hun stod med dolken i sådan et stramt greb.. kom hun i tanke om noget. Hun havde ikke det job mere. Hun behøvede ikke at leve op til de standarder hun havde haft sat hele sit liv. Det gik hende til at sætte dolken på sin plads og sukke let. Audrey rystede på hovedet af sig selv. En anelse rystende. Det med Skylar først.. og nu Elijah. De var døde og hun var åbenbart shapeshifter nu. Alt var forvirrende, hvis det ikke var fordi, at hun havde Niylah som var som en anden søster. En søster udenfor det andet drama hun var bygget op af. Det var måske på tide at hun løsrev sig fra hendes pligt til at tage sig af sine søstre. Det var måske på tide, at hun blev sig selv. Hele hendes liv. Det ansvar at tage sig af alle andre end hende selv. Hun havde næsten glemt, hvordan det føltes at være fri. Hvordan det føltes at mærke sig selv og hvad man havde behov for. Hun havde Tatia nu. Niylah.. hele flokken. Ikke som deres leder, men som en del af den. Det var faktisk rart på nogle punkter ikke at være lederen. Det lå i hendes gener, men det var alligevel rart at give lidt slip. Bare lidt. Kvinden der pludselig stod ved hendes side gav hende et mindre chok, men hun kiggede ikke på hende først. For hun stod frosset fast i sine egne tanker og holdninger. Kommentaren om vejret fik et mindre smil på hendes læber i et skævt smil.
"Ja. Stille og rolig." Svarede hun en smule hæst. Hun havde ikke snakket meget de seneste dage på sin tur, udover til sig selv. Hun rømmede sig lidt derefter dog. Hendes blå øjne var fremad rettet, men flyttede dem op på månen alligevel. Duften af lavendel fangede hendes næse. Det var en rar duft, og faktisk en af hendes yndlings.

Det næste spørgsmål fik hende til at stoppe op. Så flyttede hun forsigtigt blikket hen på kvinden. Hvordan kunne hun se det? Audrey mente nu hun holdt masken så godt. Den havde godt nok ikke været det samme efter lige inden Niylah fandt hende. Efter hun havde mistet alt, så virkede det bare ikke så oprigtigt at holde leder rollen.. måske var det derfor. Hun ledte efter, hvem hun var uden. Hvem var Audrey Dawn Thunder uden sin gruppe.. uden sin familie. Hvem var hun uden det sølle kælenavn hendes familie havde givet hende? Wanheda.. Audrey havde holdt vejret, men lod endelig luften glide ud imellem læberne. Hun bemærkede pludselig noget. Hvor smukt kvinden ved hendes side egentlig var. De blå øjne. Det mørke hår. Men øjnene fangede hende nu mest. Det var ikke øjnene som sådan. Hun havde set det blik før. Den form for udtryk. Det var det samme hun gik rundt med.
"Så det gør jeg?" Spurgte hun og trak kort på et skævt smil. "Pokkers, jeg må til at øve mig lidt bedre på min mimik så." Tilføjede hun og fnøs kort af sig selv.
"Men jeg har set det samme glimt i dine øjne." Sagde hun så og sank let en klump. Audrey var meget rolig anlagt. Det var ikke fordi, at hun ikke havde regnet ud at kvinden var en vampyr. 25 år og omkring 23 års læring.. hvis hun ikke kunne spotte en vampyr var hun ikke specielt godt trænet. Dog for engang skyld.. så gjorde hun intet ud af det. Det var ikke længere hendes job at udrydde disse væsner.
"Så, fortæl mig. Hvad laver en smuk kvinde i byens fine gader alene sådan en stjerneklar aften som denne? Efter mine erfaringer, så har sådanne de smukkeste altid en som venter på dem derhjemme." Audrey kendte alle mulige med kærlighedsforhold og folk som havde held i kærlighed. Om Ramsay og Josette havde deres on off romance.. eller hvad fanden det var.. så var det stadigvæk mere kærlighed end hvad Audrey havde. Caroline og Rowan.. Tatia og Wade, Niylah og Yra.. hun var omgivet af det. Og det eneste hun gjorde var at se på det.. for hun havde intet selv.

Jeg har ikke fået verdens skæbne, kun mine forældres. De ord fik hende til at blive lidt ekstra opmærksom. Audrey rystede let på hovedet.
"Oh. Du keder mig skam ikke, det er altid rart at vide, at man ikke er den eneste som bære byrden for sin familie." Tilføjede hun med et skævt oprigtigt smil. Audrey så på vampyren med et overraskende udtryk i øjnene da hun sagde, at hun rystede på hovedet. Audrey havde næsten forstillet sig det, men nu kunne hun da se, at der var lidt flere brikker at flytte rundt med. Da vampyren spurgte hende, kunne Audrey ikke holde et lille grin tilbage, bare et lille et. Det var en smule underligt for hende allerede at give slip på sin facade så hurtigt.
"Hvem ved, måske kan jeg lide at møde smukke mystiske fremmede i mørket." Svarede hun og kiggede på vampyren. For vampyren foran hende var en skønhed, og Audrey kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde set en person se så utrolig smuk ud. Audrey var heller ikke ligefrem typen som lå noget ligge når det havde vækket interesse i hende. Så at afslutte noget her var ikke en mulighed. Så da vampyren nævnte de snart fik gæster kiggede hun automatisk tilbage. Ren refleks for hende. Dog drejede hun stille sine øjne i retning imod vampyren som ville eskorterer hende et mere sikkert sted hen.
"Hvem ville dog være tåbelig nok til at takke nej til at eskorteret af sådan en skønhed som dem?" Spurgte hun og fik et lidt mere livligt glimt i øjet. Hun kunne godt lide når der var noget drilleri gemt i folk og at de ikke blot var alt for seriøse eller alt for useriøse - vampyren virkede til at være en perfekt blanding. Audrey bevægede hovedet en anelse på skrå, og et smil strakte sig op på hendes læber en anelse bredere før. "Jamen jeg takker skam ikke nej til sådan et indbydende tilbud." Tilføjede hun og kørte en hånd igennem sine blonde lokker. Let lod hun sine fingre lege let med en af de krøllede lokker.

Audrey burde vide bedre ikke? Hun burde ikke tage med en vampyr hjem? Det var ikke andet end til at være natmaden, eller morgenmaden.. what ever. Audrey kendte Caroline, og Caroline gjorde aldrig sådan af hvad hun vidste af, men nu kendte hun heller ikke Carolines fortid. Audrey mærkede sit hjerte springe en takt over, det var unaturligt for hende at blive påvirket af en anden. Hun gjorde normalt alt for at skubbe sådanne følelser til side.
"Forresten.." Sagde hun så og sank en klump, "mit navn er Audrey." Fortalte hun. Så havde den smukke vampyr da et navn på hende. Det var måske egentlig også rart. Ikke at det føltes som om, at de var fremmede før. Det var overraskende naturligt at tale med denne kvinde. Hvilket burde skræmme Audrey, men det gjorde det ikke - ikke den mindste smule. Det var ligesom at se en person hun havde mødt igår og kendt længe. Utroligt, hvordan nogle blot klingede sammen ved første møde.
Det var alligevel sjældent at hun kom i snak med nogen uden en særlig grund, og Lavender var løbet hen til hende. Hvorfor? Skæbnen? Audrey havde ikke tænkt sig at spekulere på hvorfor.. mere hvad der skulle ske fremadrettet.

Det var intet nyt, at Audrey var mere direkte anlagt. Så hun snubbede Lavenders hånd, og lod sine fingre flette sig ind i vampyrens. Hvis hendes familie havde set det og med det snakkede hun om sin tante og onkel - de ville have bandet af hende, skældet hende ud for at gå i edderkoppens spind. Man levede kun engang, og man kunne ligeså godt leve fuldt ud. Ville det ikke være en skam at misten noget på vejen, blot fordi, at man var for bange til at gøre noget ud af det? Plus nu var hun også sikker på ikke at miste Lavender i svinget. Ikke fordi, at Audrey ikke kendte byen - men hun kendte skoven bedre og Firewood. Også selvom hun var flyttet hertil med sine søstre. Alting var meget kompliceret og hun ønskede egentlig ikke at tænke på sin familie. Så den tanke blev elegant smidt til siden. Hvorfor følte dette så naturligt for hende, at der ikke blev sagt noget kort virkede ikke akavet for hende. Det føltes så naturligt at gå igennem nattens mørke med Lavender.

Da de så endelig kom frem vendte hun ansigtet imod Lavenders og kiggede hende i øjnene.
"Fascinating. I could  look at your eyes all night long, 'cause I've never seen such dark eyes with so much light in them." Lidt flirtende måtte man vel prøve sig frem til at være, men det var jo sandt. Det var hvad Audrey så. Dog kunne hun ikke lade hver med at grine lidt af sig selv, dog stadigvæk med et halv seriøst blik til, at hun mente det hun sagde.

/out