If I Should Die - Lavender

Siden hun havde mødt Audrey var meget sket. Lavenders gode side var vækket og hun havde taget sig af sin barndomsven Gabriel. Jagten på Tera var blevet løsere og løsere som Lavender gav mere og mere slip på de tøjler der holdt hende fast på familie-ansvaret. Men hun havde skam tænkt på Audrey siden deres møde, og hvor meget hun egentlig gerne ville møde den skønhed igen. Der var bare noget i hende, som vækkede en afslappende følelse indeni. En følelse man næsten blev afhængig af. Lidt som når ens allerbedste tøjdyr forsvinder og man leder den evige søgen, uden held. Sådan føltes det i hvert fald.
Den aften stod hun ved sit spejl med børsten i hånden. Børstede det lange brune hår, dog som børsten passerede gennem de bløde hårstrå, blev børstningen hårdere og hårdere. Hun mærkede sine skuldre spænde, noget føltes helt forkert. Hun lagde børsten fra sig og lagde begge hænder mod sit bord som hun så sig i spejlet. Øjenbrynene var rynket, og hun måtte massere sine tindinger. Hun vendte ryggen til spejlet og kom med et dybfølt suk. Denne aften så ikke ud til at blive god. Men hvordan kunne den også blive god når personen der gav hende den bedste aften, forsvandt? Hun havde spurgt Gabriel til råds, omkring den følelse. Han havde grint af hende og fortalt hende at det var kærlighed, dog ændrede hans eget ansigtsudtryk sig som han selv tænkte på den han holdt kær.
Hun gik hen til sit skab og fandt roligt sit tøj frem. En sort langærmet trøje uden noget specielt mønster. Et mønster havde fået hende til at føle at hun klædte sig på til en anledning. Det måtte være anledningen af månedsdag på Audreys savn! Sikke en anledning. Et par sorte matchende bukser i sort læder gjorde trøjen med selskab. På fødderne trak hun sorte støvler op. Tøjet kunne komme hen og blive nødvendigt når hun skulle finde en af ernære sig på. Hun havde ikke spist længe. Det havde skam også taget på hende. Men hun kunne ikke spise, for den største hunger, og lad det ikke komme til en overraskelse. Var hvor meget hun savnede Audrey. Lige meget hvad kunne hun ikke lade være med at tænke på hende.
Var hun ynkelig? Af at gå så længe og savne nogen, men ikke tage ansvaret til at lette røven og finde dem? Lavender var en O’Quinn. De var ikke dem der rakte op efter nogen, de var den der blev rakt op efter. Og man kunne altid vende den og sige at hvis Audrey følte nogenlunde det samme, var hun så ikke kommet igen? Ikke at Lavender bearbejdede hende det. Hun virkede som en travl kvinde.

Et hjerteslag i distancen fik hende til at rette sig op i stolen. Personen var i panik. Hun rettede sig op og gik hen til sit vindue. Det blev åbnet og hun satte sine fødder i vindueskammen. Hendes enorme lejlighed skulle selvfølgelig have enorme vinduer. Hun lænede sig frem og så ned, inden hun lod sig selv falde. Dem der så det ske, nåede kun at se hende læne sig helt ud af vinduet, og hun var væk. Med sin supernaturlige fart, var hun allerede afsted, på vej mod hjertens banken. Som pludseligt begyndte at falde? Hun måtte skynde sig.
Ved en mur stoppede hun op, ikke langt fra hvor det skete. Hun faldt let på knæ, overrasket over hvem det var der var blevet ådselsædernes natmad. Audrey. Hun rejste sig med lettere rystende ben og betragtede dem suge hende som var hun en kokosnød. En klump blev sunket, hvilket en af vampyrerne hørte. Hun hvæste så snart øjenkontakten var der og med vrede skridt gik hun mod dem. De ellers venlige grønne øjne var fyldt med en ubeskrivelig vrede. Hun satte pludselig i løb, ikke mod den der havde givet hende opmærksomheden, men den anden:” Watch o..!” var det eneste han nåede at sige, men den anden vampyrs hoved slap sit bid og faldt af kroppen som havde det aldrig siddet der.
Han nåede lige at spotte hende ud af øjenkrogen, hvordan kniven gled tilbage i bæltet, hans øjne kneb sammen og han måtte løfte begge arme for at blokere slaget. Hun hvæste og mumlede nogle ord han ikke kunne forstå. Ord der sikkert ikke engang hørte denne verden til. Hendes øjne scannede ham hurtigt som hun stod bag ham. I en elegant bevægelse, slog hun mod hans nakke så hårdt som hun kunne, og det så ud til at virke, for et knæk lød og han stod ubevægelig. Lavender så lidt på sin hånd som nu sad bøjet den forkerte vej. Hun tog fat om sine fingre og i et hurtigt ryk fik hun sat hånden på plads.
”You… bitch…” mumlede vampyren med en hæs stemme, ”I am going to heal anytime soon.” Lavender vendte blikket mod ham og kom med et kort fnis som hun trak sin kniv:” Oh. Believe me. You’re not going to heal, dear. You’re going to die.” sagde hun så roligt og lagde sin hånd mod hans pande, pressede hans baghoved mod sit bryst og lod kniven adskille huden der ellers så fint holdte ham i live. Så slap hun ham og gik over til Audrey. Roligt løftede hun hende og kyssede hendes kolde pande:” But you shall not die tonight. I promise you this.” hviskede hendes læber mod hendes pande inden hun rettede sig op og gik hjem.