No...Your gone... //Sakref//

S: Sunflower District
T: Aften
V: Kølligt i luften
O: Bygninger.
Påklædning + en sort kappe med hætte

Rafaela var på vej hjem til sin onkel da hun i en længere periode var begyndt at få negative tanker som hendes far Sakref havde fået printet fast i hendes hoved. Det havde været længe siden sidst hun havde haft så negative tanker og ikke kunne få bugt med dem selv. Tankerne havde været at forlade Jake og lade børnene være der da det var der de ville have det bedst, lede efter sin far og blive hans slave igen for at få slukket for hendes hjerne igen for hun var ikke bedre, give Jake tilbage til hans tidligere mage Raco og lade dem beholde hendes børn. Få skabt en alliance hos Jake imellem dem og Fire klanen som de nærmest var i kamp imod. Tankerne var kommet efter et møde der havde været imellem dem og dæmonernes leder Natalie som havde pisset Rafaela voldsomt af. Rafaela var blevet så træt af de tanker og ville gerne have bugt med dem inden det kom derud at hun opsøgte Zero eller begyndte at lede efter sin far som også var den person hun stadig frygtede aller mest. Du kunne true hende med mord og alt muligt andet, men brugte man hendes far imod hende blev hun fortsat fanget af frygt. Hun forstod stadig ikke efter så mange år, at han havde den effekt på hende.

Hun gik roligt hen imod hendes onkels hjem. Der var mørkt og gaderne var mere eller mindre øde. Hun undrede sig faktisk over hvorfor der var så øde, men en af hendes tanker var at folk enten spiste aftensmad eller det var ved at blive sent for hendes fornemmelse af tidspunktet var nærmest forsvundet under rejsen fra Dragons Peak til Sunfury. Imens hun gik tænkte hun på hvor meget hun faktisk glædet sig til, at se hendes familie igen selv hendes søstre og adoptivmor Valiona. Deres relationer var blevet bedre efter hun havde fundet ud af hendes far havde været hårde overfor dem efter Vincent havde hentet hende dengang Darius blev født. Hendes relation til Darius var stadig et helved netop fordi han var hendes lillebror og Sakrefs rigtige søn. Rafaela havde stadig en form for had til hendes far, men samtidig frygtede hun ham jo også så det baskede.

det sidste lange stykke tid har Sakref været forsvundet. Men ikke så meget at han ikke havde altid et øje på hvad Rafaela lavede. men nu hvor hans planer var ved at nærme sig så vidste han at han havde brug for Rafaela til at færdiggøre hans planer.
den sidste uges tid havde han kommet ud af skjul og fulgt efter Rafaela. uden hun selv vidste det selvfølgelig. han havde fulgt hende hele vejen til Sunfury city som de var i nu.
han havde iført sig en sort kappe med en stor hætte til at bedre at skjule sig og nu ventede på det rette tidspunkt på at tage fat i Rafaela.

på samme tidspunkt som Rafaela og Sakref havde kommet ind i byen så havde Makkadin kunne fornemme der var noget galt. normalt kunne han fornemme Rafaelas energi meget nemt men det var som om en skygge havde faldet over byen. hvilket han vidste betød kun en ting. hans bror var på vej også. han vidste ikke hvad Sakrefs planer er, men han vidste han måtte hjælpe Rafaela for hun ikke skulle falde til mørket igen.
han skyndte sig i sin rustning, tog sin hammer og løb ud af døren.

Rafaela havde ikke fornemmet at nogen havde forfulgt hende eller haft holdt øje med hende i alt den tid, men denne aften var noget anderledes der var så mistænkeligt stille i området og alligevel havde hun en følelse af, at der var nogen som fulgte efter hende tæt på hende, men hver gang hun havde kigget sig tilbage kunne hun ikke se nogen. Hun var begyndt at spekulere på om hun var blevet paranoid oven i alle de negative tanker hun havde gået rundt og haft de sidste par uger som blev voldsommere dag for dag og hun ville derfor så hurtigt som muligt hjem til sin onkel så hun kunne forklare ham det hele og hvad der foregik for hun vidste, at han ville have lettere ved at forstå hende da han jo vidste en del om hendes far.
Jo tættere på fornemmelsen kom for, at der var nogen som fulgte efter hende og der stadig ikke var et øje, at se begyndte hun at gå rundt i byen for at få følelsen af at ryste personen væk som forfulgte hende. Nogle af gangende hvor hun drejede om et sving havde hun kigget bagud og havde derfor ikke helt haft holdt øje med, hvor hun gik hende. Hendes tanker begyndte at spekulere på om det var nogle af Natalies folk som var efter hende for, at gøre det af med hende og det gjorde hende lettere irritabel, men jo mere hun tænkte over det begyndte tankerne om, at hendes far var efter hende fik hende til, at blive mere bange.
Hun begyndte at løbe rundt i byen i stedet i tro om det ville lykkes hende og hun begyndte, at se dig oftere og oftere tilbage. Hun endte med at løbe ind i en blindgyde og opdagede det først da hun stod lige foran en mur imellem nogle huse, hvor der ikke var vinduer ud til der hvor hun var. Hun mærkede pulsen stige og frygten blive større og større. Hun vendte sig rundt og kiggede sig omkring for, at se om der var nogen eller om det bare var hendes paranoide tanker der spillede hende et pus.

Sakref havde fulgt efter hende i hendes vilde flugt fra ham. dog var det ikke svært for ham at følge efter. han brugte skyggerne til at bevæge sig imellem og hoppede fra tag til tag. da hun havde endelig løbet ind i en blindgyde, så han sin chance. han hoppede ned fra det tag han stod på og landede lige så han spærrede den eneste vej væk. han holdte sin lange kappe på med hætten over sit hoved. det eneste der var tydeligt at se var de lysende grønne øjne bag hætten.
"som du løber rundt, stadig bange for skyggerne?" sagde Sakref fra med en nærmest hoverende.
han vidste at hun intet kunne imod ham. selv hvis hun prøvede ville det være spild af energi.
"kom her min pige, jeg har en opgave til dig." sagde Sakref nærmest kommanderende med en hånd fremme som kaldte hende til ham. han havde en fornemmelse at hans oplæring af Raf stadig sad i hende. ellers selv hvis hun ikke havde det så ville han trække hende med i tvang. han havde planer for noget stort. noget han aldrig troede ville være muligt og Rafaela ville blive nøglen til det.

imens var Makkadin stadig på vej, men han nærmede sig med hastige skridt. han havde sågar hoppede op på tagene for at kunne komme hurtigere frem. gad vide om han kunne nå det, var en tanke som strejf ham, men han lod ikke tanken sidde. han skulle skynde sig og han øgede tempoet.

Rafaela vidste ikke helt om hun skulle grine over sig selv da hun ikke så nogen der havde jagtet hende, men så snart en skikkelse landte foran hende fik hun et chok og bakkede automatisk et skridt bagud. Ud fra det hun så kunne hun ikke helt regne ud hvem personen var og alligevel var der noget ved de grønne øjne som nærmest skreg af hende så hun blev mere og mere usikker. Hendes frygt blev større da hun hørte personen stemme. Det var som om stemmen var ved at flå hende tilbage til tiden før hun flyttede til Sunfury. Hendes øjne og kropsholdning viste tydelige tegn på frygt. Det havde været hendes værste frygt at møde sin far igen selvom hendes negative tanker nærmest tvang hende den vej på også, men hun havde heldigvis stadig en lille form for kontrol over sig selv og var på vej for, at søge hjælp hos hendes onkel før det ville blive forsent. Hun bakkede automatisk længere tilbage da hun så hans hånd. Noget i hende ville gå imod ham og tage hans hånd, men samtidig var der også noget der sagde hun ikke skulle. "Du ved godt hvad og hvem min største frygt er...far..." sagde Rafaela. Ordet far havde det været tydeligt, at hun havde svært ved at kalde ham for far. Hun stirrede på hans hånd med frygt i blikket. Hun begyndte at række hendes hånd ud imod hans, men fik stoppet sig selv og trak den tilbage "Jeg...kan....ikke" fik Rafaela fremstammet. Hun stod så meget op af muren, at hun kunne mærke dens kulde igennem hendes tøj.
Hun lukkede sine øjne og prøvede at få kontrol over hende selv og hendes frygt for ham, men det var fortsat tydeligt, at hun stadig havde svært ved at tro på det nu hvor han var foran hende og havde gjort så hun ikke kunne flygte fra ham "Du kan godt gå igen. Vil ikke være den slave igen og du er heller ikke længere min far og det har du jo aldrig været så du mister intet" fik hun taget mod til sig og sige til ham. Der var stadig en anelse af frygt i hendes stemme imens hun sagde det, men hun prøvede virkelig at holde frygten nede og ikke lade den styre hende.

Sakref nærmest smilte da Rafaela startede ud med at være lydig. men så trak hun sig tilbage. en lille smule overrasket var han over situationen. endnu mere at hun faktisk turde tale tilbage til ham. han vidste ikke om han skulle grine over hendes forsøg på mod eller om han skulle være rasende over hendes ulydighed.
"åh min pige, der er så meget du ikke forstå." sagde han stadig lidt hoverende men samtidig også en smule vrede.
"den første er, at jeg er din far, og den anden..." sagde Sakref og løftede sin hånd op imod hende. pludselig bøjede skyggerne rundt om Rafaela og inden hun kunne reagere var skyggerne rundt om hende blevet solide og formet til en sort hånd lavet af skygge. som nu holdte rundt om hele hendes krop. det var som en kæmpe havde bukket sig ned og samlet rafaela op.
"du har ikke noget valg" forsatte han. imens han langsomt gik hen imod hende.
da han var lige foran hende så tog han fat i hendes ansigt med sin anden hånd og tvang hende til at kigge ham i øjne.
"du har glemt din plads, du er min datter og du gør hvad jeg siger." sagde han derefter. hun kunne næsten se hans smil fra under mørket fra hætten.

imens var Makkadin der næsten. han begyndte at tvivle om han ville nå det men slog hurtig tanken ud af hovedet og øget tempoet.

Rafaela kiggede på Sakref og prøvede virkelig at undertrygge hendes frygt for ham og prøvede at få styr på sig selv, men jo mere han talte og måden hans stemme var på jo større begyndte hendes frygt for ham, at vokse i hende. Hun kiggede op på ham da han sagde, at han var hendes far. Hun rystede på hovedet "Nej du har kun adopteret mig så nej du er IKKE min far mere!" råbte hun har ham, men da hun så hans hånd løfte sig imod hende ville hun til at flytte sig, men det nåede hun ikke før hun mærkede sig fanget og ikke kunne flytte sig. Hun bed sig i læben og kiggede ned i jorden. Hun fortrød kort at hun havde råbt af ham for hun vidste godt, at han var begyndt at blive vred på hende og hun vidste godt, at han ville straffe hende for det. Det blev tydeligt for hende, at han ikke havde ændret sig overhoved. Selv da han snakkede til hende og var på vej over til hende nægtede hun at kigge op på ham. Det var først da hun mærkede hans hånd tage fat i hendes ansigt og tvang hende til at se ham i øjnene hun kiggede på ham. Frygten lyste ud af hendes øjne imens hun så på ham. Hun prøvede forgæves at slippe fri fra skyggen der holdt hende og fra hans hånd der holdt hendes ansigt. "Jeg er ikke din rigtige datter og du har aldrig set mig sådan så lad være med at sig det" sagde hun stille. Hun nærmest klynkede det og det var tydeligt at hendes frygt for ham så småt var ved at knække hendes selvværd.

Sakref Rystede på hovedet. han vidste at hun var hans datter biologisk. men hendes mor ville holde det hemmeligt. "jeg er din biologiske far. det at du var adopteret var din mors ide. men du er min datter og du vil gøre hvad jeg siger" sagde Sakref derefter og skulle til at forsætte da Sakref pludselig gav slip og hoppede tilbage. selv skyggerne rundt om Rafaela forsvandt og ud af det blå kom en kraft der nærmest var som et tordenstød men var så meget skarpere i lyset.
det var Makkadin der var kommet lige i sidste øjeblik inden Sakref ville have taget hende væk. han havde smadret sin hammer ned i jorden så det havde revnet hele vejen op til de nærliggende huse.
"lyt ikke til ham Rafaela. han har ingen styrke over dig mere. og især ikke så længe jeg er her." sagde Makkadin. hans øjne lyste med et unaturligt hvidt lys som var stærkt intense.
"du kan prøve at stoppe mig. men du har endnu ikke vundet over mig før." sagde Sakref nærmest som hån.
"du har heller ikke vundet over mig før, de har alle været at vi stod lige" sagde Makkadin og holdte øje med Sakref.
"måske, men det ændres idag" sagde Sakref og sprang lige imod Makkadin som nåede at blokere hans angreb.
"Rafaela, løb! jeg holder ham hen!" råbte Makkadin imens han skubbede Sakref tilbage og sprang imod Sakref.
en intens kamp var gået igang mellem de tog nu, hvert slag der blev blokeret lød som nærmest tordenslag.

Rafaela stod stille og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv længere. Hun prøvede at kigge væk fra ham men kunne ikke da han stadig havde fat i hende. Da han fortalte at han var hendes biologiske far var det som om hele hendes verden gik i stå. Hendes hjerne kørte på højtryk over hvorfor han behandlede hende som slave i årevis og distrueret hende og fyldt hende med had. Hun skulle til at svare ham da hun pludselig mærkede at hans greb om hendes ansigt forsvandt og skyggen slap hende. Hun nærmest gled ned af den kolde mur bag hende. Hun stirrede skræmt på sin onkel og far der begyndte at diskutere og nærmest slås foran hende. Hun hørte næsten ikke det Makkadin sagde til hende da det var som om hele hendes verden var vendt på hovedet. Hun sad på jorden og rystede over hele kroppen imens hendes hjerne spekulerede på om det var pga han rent faktisk var hendes biologiske far og ikke kun adoptivfar at han havde den kontrol over hende plus den frygt han havde igennem hendes opvækst fyldt hende med. Hun kiggede skræmt op på hendes far og onkel "Hvis du min far hvorfor har du så altid behandlet mig anderledes end de andre og mere som om jeg var en form for slave for dig end datter?" fik hun fremstammet. Det var tydeligt at høre og se på hende hun stadig frygtede ham og nærmest ikke turde rykke sig ud af stedet.

Sakref hørte hende spørgsmål og svarede kun kort og hårdt "fordi din mor holdte det hemmeligt for mig også". hvilket var også sandheden. det var kun for ikke længe siden han fik et konkret svar på om sandheden.
men inden der kunne gøres mere så skubbede Sakref Makkadin tilbage hårdt nok til at han gled med hælene mod jorden hele vejen hen til Rafaela. ubevidst for hende havde hele situationen skabt noget unikt. det store energi som Makkadin og Sakref brugte i deres angreb i kombi med Rafaelas egen energi ved at gå lidt løbsk på grund af følelserne havde faktisk skabt en rift i mellem verderne lige ved den mur som lænede sig oppe af. det eneste der manglede var en smule ekstra energi som blev nærmest suget ud af Makkadin da han kun lige fik snittet hende.
hvilket medførte til at Rafaela pludseligt faldte baglæns. havde grebet Makkadin i ren refleks ved at pludselig at falde og de begge blev pludseligt suget ind i en mærkelig strøm.
hun kunne kun lige nå at se det 'hul' de var lige faldet igennem imens de lukkede hurtigt igen. det eneste man kunne høre var Sakref råbe af vrede.
rundt om dem fløj der med forskellige farver. det lignede nærmest som om luften selv var lavet i et multifarve spektrum. huller begyndte at forme rundt om dem og de kunne begge høre stemmer i det fjerne. nogle i et sprog aldrig hørt før. imens andre lød som et ekko fra fortiden. eller var det måske fremtiden?
alting var svært at opfange for sanserne. selv Makkadin råbte lidt af de faldt igennem denne strøm af mærkelige farver og huller med stemmer. lige indtil de pludselig faldt igennem et andet hul der pludselig havde formet under dem. hvilket lyste med et blindende skapt lys.
da de faldt igennem hullet landede de med et brag på noget der var både groft, men samtidig blødt.
Makkadin blev nærmest begravet i det med hoved nedaf.

Rafaela kiggede på Sakref da han sagde, at hendes mor havde løjet omkring det og det havde hun svært ved at tro på for hun stolede 100% på sin biologiske mor og havde før spurgt hende om spørgsmålet, hvor hun havde svaret det kunne være Sakref eller en anden så hun var usikker og ingen af dem havde ville tilkendegive de var hendes biologiske far og derfor havde hun fået Sakref til, at adoptere hende istedet. Rafaela var sikker på at Sakref løj for hende, men hun turde næsten ikke råbe af ham, at han løj for hende.
Hun samlede modet til sig for, at sige han løj, men nåede det ikke før det gik op for hende at hendes onkel og far stadig kæmpede, hvor hun pludselig følte hun faldt bagover. Hun havde viftet med armene da følelsen af muren forsvandt og havde derfor ramt hendes onkels ben.
Hun kiggede sig forvirret omkring i hulet de faldt i, men blev helt svimmel af det så hun istedet lukkede sine øjne indtil hun mærkede at hun ikke længere faldt. Hun vidste ikke hvad der var foregået. Hun satte sig langsomt op og kiggede sig forvirret omkring. Hun rystede fortsat over hele kroppen og det var tydeligt der var skabt et endnu større kaos oppe i hendes hoved. Hun opdagede sin onkel og fik langsomt kravlet hen til ham og rørte hans skulder "Onkel hvor er vi?" spurgte Rafaela nervøst og kiggede sig omkring for at se om hun kunne genkende stedet, men det kunne hun ikke. Hun kiggede samtidig med frygt i øjnene om hendes far var der.

det viste sig at de var landet i noget sand. men ikke normalt sand. det her sand var helt sort som kul.
Makkadin fik rejst sig op fra den sandbunke han var begravet i og kiggede rundt. stadig en smule øm i hovedet pga faldet.
hans blik blev nærmest chokeret. hans ansigt blev nærmest helt kridt hvid imens han kiggede rundt.
"åh nej. hvordan i alle guders navne her?!" spurgte han nærmest råbende.
"vi er i den sorte ørken. men den eksistere ikke i vores verden? åh mine gode gud, det begynder at give mening nu hvorfor Sakref pludselig dukkede op" sagde Makkadin imens han stadig kiggede rundt. stadig en del forvirret over situationen.
Makkadin kendte stedet. faktisk kender han hele denne verden. men han havde troet at alle veje til denne verden var blevet låst af. simpelthen afkoblet fra resten af universet og dimensionerne.
"vi er landet i den første verden. den første verden som var ment forsvundet. dette er den Forsvundne Verden" forklarede Makkadin og satte sig ned.
han havde regnet ud nu at Rafaela på en eller anden måde har en forbindelse til denne verden. selvom hun nok aldrig har været her før selv. måske kunne det have noget med at hun faktisk er blod relateret til Sakref. og er faktisk hans første rigtige blodrelateret barn.

Rafaela forstod ikke hvad der foregik. Hun begyndte så småt at tro hun var blevet helt sindssyg eller bare havde slået hovedet da hun bakkede ind i muren og var besvimet eller faldet i søvn og dette blot var et ondt mareridt eller en mærkelig drøm. Hun nev sig i armen for, at vække sig selv, men hun mærkede tydeligt smerten og fik konstateret at hun allerede var vågen.
Hun kiggede undersøgende på sin onkel og lyttede til det han fortalte. Hun forstod ikke hvad der foregik overhoved og det hendes onkel sagde lød som noget han bare havde fundet på eller at han var ved at blive sindssyg sammen med hende. Hun lagde sit hoved undrende på skrå "Hvad snakker du om onkel og hvor er...far?" spurgte Rafaela undrende og det var tydelig frygt i hendes stemme og ansigtsudtryk da hun spurgte efter hendes far.

Makkadin kiggede på Rafaela og da hun nævnte Sakref så rejste han sig op. gik hen til den nærmest lille bakke af sand der var ved siden af dem og kiggede rundt.
han prøvede også at fornemme efter Sakref om han måske havde fulgt efter dem. men kunne konstatere at han ikke var kommet med. hvilket var kun en god ting i Makkadins øjne. Sakref er ikke ment at komme hertil.
"det ser ud til at din far ikke kom med da vi faldt igennem riften." sagde han og gik ned til Rafaela igen.
"og sandsynligheden for at han havde fulgt efter er meget lille da riften lukkede lige bag os." forsatte Makkadin. han gik hen og tog sin hammer op fra sandet og holdte lige under hammer hovedet og bar på den.
han begyndte at kigge lidt mere rundt for at se hvor henne i den sorte ørken de var og om de var i nærheden af noget som var til at genkende.
efter lidt tid lagde han mærke til nogle bjerge i horizonten mod nord og til øst kunne han se en havneby et godt stykke væk.
hvis han huskede rigtigt så måtte de være landet lige smask i midten af den sorte ørken. hvilket er både en god ting, fordi så er de ikke så langt væk fra civilisation. men også en dårlig ting fordi de er i det område hvor noget ikke så rart lever.
"nå jeg kan se noget civilisation i nærheden. lad os gå derhen og finde ud af hvor vi præcis er. men for at forklare dig hvor vi er så er vi ikke længere i Underworld. dette er den første verden. gudernes vugge for at sige. det er her Titanerne, de gamle guder og de nye guder først blev skabt og startede. dog har de for længst rejst videre til de andre verdener. men denne verden har set et utal af kampe og krige. og det var efter alle disse krige sluttede og guderne forlod verden. derfor har den fået navnet, The Lost World. men havde faktisk forventet at stedet ville have været en større ruin. men det ser ud til noget liv faktisk overlevede efter alle disse millioner af år den har været forsvundet." forklarede Makkadin mere uddybende. han havde selv været her før nogle par gange. men det var sammen med hans forældre. de var faktisk de var faktisk nogle af de få der havde en forbindelse til denne verden.

Rafaela sad fortsat på jorden og kiggede forvirret på sin onkel. Hun kunne ikke finde rundt i hvad der foregik omkring hende overhoved. Denne dag havde seriøst været den mest forvirrende og uvirkelige i hendes liv til dato måtte hun indrømme. Hun lyttede stille til det hendes onkel fortalte om stedet og at hendes far nok ikke var der gjorde hende lidt mere rolig i kroppen. Hun havde dog godt kunne regne ud, at de ikke var i Underworld længere for hun havde næsten været alle steder der pga hendes klan og opgaver med hendes far.
Hun rejste sig op og gik hen til hendes onkel og kiggede mere alvorligt på ham, hvor der samtidig var et forvirrende udtryk i hendes øjne "Men hvorfor er vi endt her onkel og hvordan? Det er virkelig underligt det her onkel" sagde hun stille og kiggede sig omkring.

Makkadin lyttede stille til det hun spurgte om og han stod lidt og tænkte.
"hvordan vi er kommet herhen er simpelt, den portal der åbnede op bragte os her. men hvorfor den dukkede op ud af det blå og hvorfor den førte os hertil er et større spørgsmål. et spørgsmål jeg ikke har nogle beviser på endnu. svarede Makkadin og vendte blikket mod øst igen.
"men jeg kender nogen her i denne verden der burde kunne hjælpe os. både med at finde ud af hvorfor vi landede her ud af det blå og med at hjælpe os hjem igen. hvis de selvfølgelig stadig er i live. det har været vel lidt under 10.000 år siden jeg sidst så dem. sagde Makkadin med et lille smil på læben og kløede sig bag hovedet.
han var lidt usikker om det men han havde en fornemmelse at de stadig var i live. dog var de først nød til at finde ud af hvor de er så de kan finde vej.
"kom, lad os tage hen til havnebyen. måske kan vi finde nogen der kan fortælle os hvor henne i den sorte ørken vi er. måske sågar finde en båd der ville kunne tage os noget af vejen." sagde Makkadin og begyndte at gå imod øst. de ville have lidt af en vandretur før de ville være fremme og det ville være bedst at de nåede frem inden mørkets frembrud. solen var allerede så småt på vej ned.

Rafaela kiggede forvirret på sin onkel og lyttede til det han sagde, men det var tydeligt at se på hende hun ikke fattede en bjælde af det overhoved og ikke kunne samle sine tanker omkring det. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv og valgte blot, at holde sin mund og bare følge efter sin onkel for det dukkede bare flere og flere spørgsmål op i hendes hoved end det gavnede hende for hendes hoved kørte allerede på højtryk.
Hun fulgte efter sin onkel uden at hun rent faktisk sagde noget for hendes hoved kunne ikke samle sig om det. Hun havde dårligt nok fattet at Sakref var hendes biologiske far og ikke blot en som havde adopteret hende. Hun troede et eller andet sted han havde løjet for hende for, at få hende til at komme til sig igen uden han behøvede at udøve den magt han ellers havde over hende som hun stadig prøvede at holde nede selvom den allerede inden mødet med ham var begyndt, at komme til overfladen igen og efter mødet var det tættere på end nogensinde. Hun var sikker på, at havde hendes onkel ikke været kommet så havde hun overgivet sig fuldt og fast til hendes fars magt igen.
Hendes tanker kørte i ring imens de gik og det var også tydeligt, at se på hende for jo mere hendes tanker kørte rundt jo langsommere gik hun, hvor hun måtte løbe op til sin onkel for, at indhente ham når hun opdagede hun var kommet lidt for langt væk fra ham "Tror du han talte sandt?" spurgte hun lavt sin onkel. Hun havde hentydet til spørgsmålet om, at han rent faktisk var hendes biologiske far. Hun havde ikke kigget på sin onkel da hun spurgte hun havde kigget ned i jorden og holdt sine arme om sig som om hun beskyttede sig imod svaret han ville komme med. Det havde også været tydeligt at høre på hendes stemme hun nærmest frygtede at spørge om det.