Dad i'm sorry...Help me //Sakref//

S: Gangen inde på slottet på 1. sal
O: Mange døre
T: 00:00
V: forholdsvist varmt, men meget mørkt
P: En grå og sort kjole og håret sat op i en fletning

Hun var sneget sig ud for og komme ud fra slottets mure, denne nat. Det havde faktisk startet som en fantastisk aften, hvor hun havde mødt sin ekskæreste Nicolas og de bare havde snakket og hygget sig indtil aftenen var blevet til et værre roderi. Først kom hans nuværende kæreste Caroline og flippet totalt ud over de havde snakket og at Nicolas havde kysset hende derefter var der kommet mænd efter Nicolas og det skulle selvfølgelig gå ud over hende og Caroline. De ville skade Nicolas og det skulle selvfølgelig gå igennem enten hende eller Caroline. Mændende havde haft nogle kanyler rettet imod hendes og Carolines hovedpulsåre med gift i der gjorde de ville dø efter 24 timer og der ville kun være en tilbage efter de 24 timer. Hun havde så taget valget for Nicolas. Hun havde hamret sit hoved ind i kanylen så giften kom ind i hende. Det var sådan ca 1½-2 timer siden dette skete og hun kunne godt mærke, at giften arbejdede rundt i hendes krop. Hun holdt en hånd for hulet fra kanylen. Man kunne dog godt se nogle små bloddråber løbe ned af hendes hals selvom hendes hånd var for. Hun kiggede rundt på gangen for og finde en der vidste hvor hendes far eller mor var hende så de kunne hjælpe hende. Hun vidste, at hun ville få ballade af, at hun havde sneget sig ud den aften, men det var hun ligeglad med nu. Det vigtigste var og finde hendes far.

Sakref sad på sin trone som han meget ofte gør og var faldet i søvn. han havde formodentligt hørt på folks klager og bøn for alt mellem himmel og jord, hvilket kunne være et udmattende job.
hans kone Valiona var ikke hjemme, hun var taget til et møde i Dragons Peak og de andre var gået i seng.
vagterne ude for porten havde åbnet porten i en hurtig hast da de så Rafaela komme løbende hen imod slottet.

Hun løb alt hvad hun kunne ind af alle døre og igennem gange og næsten hvert eneste rum for og finde sin far. Tårerne løb ned af hendes kinder og snøftede. Hun løb ind i tronsalen og kiggede om han var der. Selvfølgelig hvor skulle han ellers være? Hun løb hen til han og ruskede ham med den ene arm imens hun holdt for hulet på siden af halsen med den anden. "Far vågn op…faaaaar" det var tydeligt og høre gråden i hendes stemme. Hun puttede sitbhovef ind mod hans brystkasse da hun endelig havde fået vækket ham. Hun græd og rystede over hele kroppen

Sakref gav sig et spjæt da den store dør til tronsalen blev smækket op så hele hallen gav et kæmpe ekko og Sakref vågnede meget hurtigt da Rafaela begyndte at ruske ham og græd.
han holdte om hende og trykkede hende op af sig.
"rolig Rafaela, hvad sker der? er du okay?" spurgte Sakref meget forvirret.
han var stadig rundtosset over den pludselig vækning.

Hun var ligeglad med hvor meget hun larmede i hele slottet. Hendes problem var vigtigere end noget andet. Hun holdt sig stadig for halsen for at blodet ikke løb voldsommere fra hovedpulsåren. Blodet løb dog stadig lidt med af hendes hals og ned på hendes kjole. Hun kiggede op på ham med tårnene løbende ned af hendes kind. Hun rystede på hovedet da han spurgte om hun var okay. Hun fjernede langsomt sin hånd fra det lille hul hvor kanylen havde siddet. Blodet pumpede ud at hullet selvom det ikke var et særligt stort hul. Hun lagde dog hurtigt hånden for igen og kiggede ned i gulvet "En mand stak en kanyle ind med gift i. Undskyld at jeg sneg mig ud far" man kunne høre på hendes stemme at hun var ked af det

Sakref kiggede på hullet med et chokeret blik, men han skyndte sig at gemme det væk lyn hurtigt igen og kiggede derefter på Rafaela's ansigt.
han lagde blidt sin hånd under hendes hage og løftede hendes blik op til hans.
"kom vi har ingen tid at spilde, jeg er ikke sur på dig, men du skal vide at det er vigtigt at du gør hvad far siger til dig nu okay?" sagde han roligt og uden at lyde sur eller hård.
"kom min pige" sagde han og førte hende hurtigt nedenunder til kælderen, hen til døren som hun i starten havde fået af vide at hun ikke måtte gå ind uden ham.
han førte hende derind og det viste sig at være et kæmpe stort laboratorium.
han rød hurtigt det ene bord ved at skubbe alting ned. heldigvis var det kun bøger.
"læg dig op på bordet min pige, far kommer lige om lidt" sagde Sakref og gik hurtigt hen til det andet bord der havde masser af flasker og nåle og kanyler.
han bevægede sig som om han forsvandt i skyggerne og dukkede op et andet sted.

Refaela var virkelig ked af, at hun var sneget sig ud den aften selvom hun vidste, at hendes forældre ikke brød sig om det. Hun bed sig usikkert i læben og kunne ikke få sig selv til og se op på Sakref. Hun kiggede dog op på ham da han løftede hendes hage lidt så hun kiggede op på ham. Hendes øjne var helt blanke fra gråden og de rystede meget som viste tegn på at hun var virkelig ked af ikke og haft lyttet til sin far. Hun nikkede stille og krammede sig ind til Sakref "Det lover jeg far" hun vidste godt med sig selv, at det ville blive svært for hende ikke og snige sig ud om aftenen for, at komme udenfor slottets mure, men hun ville da prøve og lade være, men om det lykkedes for hende vidste hun så ikke. Hun fulgte roligt efter ham ned igennem nogle trapper og ned til kælderen. Hun vidste ikke hvad der gemte sig dernede for hun havde aldrig været der hun kunne dog huske at han havde tit sagt til hende, at hun ikke skulle gå derind uden, at han var der og det havde hun lyttet på. Hun kiggede overrasket rundt på laboratoriet som var så stort, at det nærmest var helt utroligt. Var hendes far var videnskabsmand? Hun var nærmest helt overrasket hun kiggede på det lange bord som Sakref havde ryddet og gik hen til det. Hun holdt stadig sin hånd for halsen og lagde sig op på bordet. Hun kiggede hen på Sakref og undrede sig over hvad han ville gøre. Hun kunne til tider blive træt af og blive talt til som om hun var en lille pige, men tidspunkter som denne var det betryggende, at han snakkede til hende som var hun var en lille pige der skulle passes på og nusses om.

Sakref havde fundet to kanyler frem og gik hen til Rafaela igen. han lagde kanylerne på bordet og satte en finger på hendes sår og fik lidt blod på fingeren som han derefter smagte på, dog spyttede han hurtigt det ud igen. hans ansigtsudtryk blev lettere sammenbidt som om han virkelig grublede over hvad han kunne gøre. efter noget tid kiggede han beslutsomt op på Rafaela igen. han tog kanylerne fra bordet og stak den første ind i armen på sig selv og begyndte at trække sit blod ud af sin arm med kanylen. men hans blod var ikke rødt som alle andres, hans blod var en meget mørk dyb lilla som så ud til at faktisk at lyse, det var første gang nogen har set Sakrefs blod i mange år for han plejer aldrig at komme til skade. kanylen blev fyldt op og næste kanyle kom ind og begyndte at blive fyldt op. hvorfor var hans blod lilla og hvordan kunne det være at hans blodårer ikke var så meget tydeligere for han lignede ellers en normal person, bortset fra den blege hud og de skinnende grønne øjne.
den sidste kanyle blev fyldt op og han kiggede derefter tilbage på Rafaela.
"min lille skat, jeg er nød til at have dig til at være stærk for dette kommer til at gøre meget ondt men det vil redde dig, far skal nok redde dig men jeg kan kun hvis du holder dig stærk og modig" sagde han og kiggede med et rigtigt faderligt blik på hende.

Hun lå bare stille på bordet og ventede på at hendes far kom hen til hende igen for at redde hende. Hun vidste ikke hvordan han ville det men hun stollede 100% på ham og det var også nødvendigt nu da han skulle redde hende. Hun spærrede sine øjne op da hun så at han kom tilbage med 2 kanyler. Ville han stikke i hende igen? Hun var bange for hvad der skulle ske for alt virkede så skræmmende for hende. Hun spærrede øjnene op da hun så at han stak kanylerne ind i hans arm og sugede en underlig mørk lilla væske ind i kanylerne. Havde han lillaet blod? Hvorfor var det ikke rødt ligesom hendes? Hvad ville hans blod kunne gøre for og redde hende? Hvordan vil hans blod påvirke hende senere i livet? Hun kiggede op på ham "Hvad gør dit blod ved mig? Hvorfor er det lilla? hun var mere nysgerrig end bange på dette tidspunkt. Hun nikkede stille til ham da han sagde at hun skulle være stærk og modig for at han ville kunne redde hende. Hun lukkede sine øjne og begyndte og trække vejret dybt og beroligende og lagde sit hoved let på skrå for ikke og kunne se kanylerne hvis hun kom til og åbne øjnene

han holdte begge to kanyler. en i hver hånd og kiggede på hende.
"første spørgsmål får du svar på lige om lidt min skat og det andet spørgsmål svare jer senere, nu skal du slappe af og gøre dig klar" sagde Sakref.
han tog kanylerne og stak en kanyle til hvert ben og skubbede hans blod ind til hende. da blodet kom ind i hendes krop var det som en brændende fornemmelse som om han skød ild ind i hendes krop.
han trak kanylerne ud og begyndte at bevæge sine hænder over hendes krop imens han begyndte at mumle nogle meget mærkelige ord. hans stemme lød som om den var utrolig hæs eller var det måske sproget han snakkede i?.
hun kunne nu mærke hvordan Sakrefs blod bevægede sig rundt i hendes blodårer hvilket gjorde ufattelig ondt og brændte som flydende lava.
hun kunne se på sine blodårer hvordan de begyndte at blive lilla og tydelige og hun kunne mærke hvordan Sakrefs blod bevægede sig fra hendes ben og op til hendes hoved og brændte giften væk.

Hun var meget nervøs og vidste ikke hvad der skulle ske overhovedet. Hun bed sig usikkert i læben og prøvede og slappe af som han havde bedt hende om, men det var meget svært for hende. Hun begyndte og tænke på alt muligt andet der plejede og berolige hende når hun var bange eller ked af det. Hun skreg op da hun mærkede noget stikke hende i benene. Hvad skete der? Hvad havde hendes far gang i?! Hun bed sig hårdt i læben for og holde op med og skrige og lod tårerne løbe ned af hendes kinder. Hun knyttede sine næver så de helt mistede farven og blev helt blege. Hun trak vejret dybt og tungt for ikke at gå helt amok. Hun vred sig af smerter i hele kroppen men blev dog lidt roligere da hun svagt kunne mærke Sakrefs hænder køre op af hendes krop. Hun valgte og tage det som en beroling. Hun åbnede svagt øjnene og kiggede på sin ene hånd. Hun lagde mærke til at hendes blodåre var blevet lillae. Hvad var der med hans blod? Hun lukkede øjnene hårdt i pg skreg da hun mærkede hvordan blodet brænde giften væk og læbe igennem hendes krop

man kunne se en sort røg stige ud fra Sakrefs ryg som var der gået brand på hans ryg men det var ikke røg fra et bål men noget meget mørkere og mindede mere om en kulsort tåge der steg op fra hans ryg.
han mumlede for det der måtte føle som en evighed for Rafaela for smerten var intens men til sidst begyndte Sakref at Hæve stemmen og Rafaela kunne mærke en fornemmelse af at hun skulle til at brække sig og da Sakref hævede hånden som var over hendes ansigt kom en sort tåge magen til den Sakref dampede ud af ryggen, ud af hendes mund i stor fart og da Sakref stoppede med at snakke havde det sidste af den mørke tåge gledet ud af hendes mund og alt rundt i laboratoriumet virkede nu noget lysere som om at skyggerne i rummet havde før opslugt alt lys i rummet.
Sakref lagde begge hænder på bordet hvor Rafaela lå. svedperlerne gled ned fra hans pande og hans tunge åndedræt trak efter hvad luft de kunne få, røgen fra hans ryg var så småt som forsvundet nu og hendes blodårer begyndte at blive normale igen også.

Hun bandede og svovlede indvendigt. Kunne han ikke bare snart blive færdig så smerten ville forsvinde? Smerterne var for store for hendes lille krop. Hun ville gøre alt på dette tidspunkt bare smerterne ville forsvinde. Hun mærkede hvordan en kvalmende fornemmelse gnavede sig op igennem hendes spiserør som om det var en orm der ville fri. Hun åbnede svagt sin mund. Den blev mere tvunget op af røgen der kom ud fra hende. Hendes øjne var lukkede og hun rystede over hele kroppen. Ikke fordi hun frøs eller var bange men kvalmen der havde bosat sig i hendes hals fik hende til og ryste.
Hun satte sig op efter det hele var forbi. Hun mærkede en svag smerte i kroppen som var ved og forsvinde. Hun kiggede på Sakref og krammede sig ind til ham som om det var flere år siden hun sidst havde set ham. Hun lagde sit hoved imod hans skulder. "Tak far."

sakref tog en dyb vejrtrækning og rejste sig ordenligt op og holdte om Rafaela.
"det var så lidt min pige" sagde han imens han holdte om hende.
"dog ændre det ikke på at du brød reglerne og løb udenfor på gaderne, du ved godt hvor farligt det er derude og du er endnu ikke stærk nok til at forsvare dig selv endnu eller i det hele taget være klar til at lære at forsvare dig." sagde han efter noget tid hvor han holdte hende ind til sig.

Hun puttede sig ind til Sakref og lukkede sine øjne. Nok kunne han være en belastende far, men det var de nok alle sammen men en ting var sikkert. Hun var lykkelig over at han var hendes far. Ikke fordi han ejede Doomsville men fordi han var den bedste far i hele verdenen. Hun nikkede stille til det han sagde og holdt sig ind til ham som var hun stadig et barn på de 50 år der var far og mor glad. Hun så på ham "Undskyld far. Det bare kedeligt hele tiden og være indespærret her hjemme. Vil ud og opleve verdenen og føle mig ung ligesom alle andre på min alder." hun kiggede trist på ham og vidste ikke hvordan han ville reagere på det hun lige havde sagt

sakref sukkede dybt.
"der er vist ikke meget at gøre kan jeg se, min lille pige er vokset op. jeg vil tage en snak med din mor angående det her når hun kommer hjem, og høre hende om hun er enig med at du er klar til at lære at forsvare dig selv" sagde Sakref stille.
"men du brød stadig reglerne og for det skal du straffes, du har stuerest til din mor kommer hjem så smut op å dit værelse jeg siger hvornår mor er hjemme" sagde sakref med et faderligt blik.

Hun puttede sig fortsat ind til Sakref. Af en eller anden grund blev hun stadig utrolig tryg og beroligende når hun mærkede hans arme omkring sig. Et ellerandet sted ville hun altid være hans lille pige ligemeget hvor gammel hun blev. Hun kiggede på ham [b]"Ligemeget hvor gammel jeg bliver far vil jeg altid være din lille pige vil bare leve mere frit som alle andre" hun smilede til ham, men kiggede dog ned da han sagde hun havde stuearast til hendes mor kom hjem. Hun nikkede stille og hoppede ned af bordet. Hun forstod godt hvorfor han ville straffe hende men det var alligevel træls. Hun kiggede ned i jorden imens hun gik op på sit værelse. Det var dage som denne hvor hendes søskende skulle lade hende være i fred, men chancen føltes stadig meget lille for hende og få fred.

Sakref holdte om hende imens hun sagde det.
"og ligemeget hvor gammel du bliver vil du altid være fars lille pige" sagde Sakref.
da Rafaela var på vej ud af døren vendte han imod hende.
"jeg kommer til dig på dit værelse lidt senere, jeg har nogen ting jeg vil gerne fortælle dig" sagde Sakref og smilte til hende.
den eneste grund til at han ikke gik op til hende med det samme var fordi han stadig havde nogen ting han skulle gøre færdigt.

//jeg tænkte på om Rafaela ved godt at hun er adopteret? //

//gør hun ikke//

Hun smilede lidt da han sagde at hun altid ville være hans lille pige. Men smilet forsvandt hurtigt igen da hun fortsat gik mod sit værelse. Hun var ked af at hun havde skuffet sin far. Nok sagde han at han ikke var skuffet, men hun havde det som om hun gjorde det. Hun stoppede op og kiggede hen på ham da han snakkede "Helt i orden far…" man kunne godt høre og se på hende at hun var ked af det. Både pga hun havde brudt reglerne men også fordi hun havde mistet Nicolas. Fyren i hendes liv. Da hun var kommet ud af kælderen og døren lukkede begyndte hun og løbe direkte op på sit værelse hvor hun smækkede døren i og lagde sig på sengen med hovedet ned i sin hovedpude og græd. Hun mærkede smerten fra stikkene hun havde fået på halsen og på sine ben.

Sakref vendte blikket hen imod bordet han var i nærheden af.
han var bekymret for Rafaela, ikke fordi hun var i en farer men på grund af hans blod han havde indsprøjtet ind i hende, han vidste hvor stor en styrke det havde og han vidste ikke hvad for nogle bivirkninger det kunne give på en væsen.

Hun lå bare på sin seng og græd. Det hele føltes som om verdenen bare faldt sammen rundt omkring hende. Hun kunne stadig godt mærke noget der var anderledes ved hendes krop. Som om Sakrefs blod stadig løb rundt i hendes blodåre, men det troede hun selvfølgelig ikke på. Den forsvandt da med giften. Gjorde den ikke? Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle tro. Hun borede blot sit hoved ind i puden og græd.

Sakref vidste at hans blod var farligt og det var derfor han sjældent blødte. hans blod indeholdte hans styrke og energi, bare en dråbe af hans blod svarede til en normal dæmons styrke og hvis de forkerte hænder fik fat i hans blod så ville de kunne misbruge den.

imens Sakref gik rundt og samlede sin styrke igen og fik ordnet nogle ting før hans kone kom hjem så blev der banket på Rafaela's dør.

På en eller anden måde havde hun mest af alt bare lyst til og snige sig ud af vinduet og kravle ud på taget for og komme bare lidt væk og for og slappe af, men noget sagde hende, at det ville være en dum ide og snige sig ud. Hun trak vejret dybt da hun hørte nogen banke på hendes dør. Hun snøftede kort og tørrede tårerne væk fra sine tåre man kunne dog stadig se på hendes øjne at hun havde grædt og satte sig op og kiggede hen imod døren "Kom ind"

døren blev ikke åbnet men istedet i en lille hurtig sort røgsky dukkede Melvin, Sakrefs ældste søn op henne ved døren.
"hej lillesøster, jeg kan se du har fået stuearrest" sagde Melvin i det han forsvandt igen i en røgsky og dukkede op bag hende henne ved vinduet som stod åbent.
"så hvor længe skal du så være lukket inde på dit værelse?" spurgte Melvin imens han kiggede på hende henne fra vinduet, hans gule øjne lyste op som to stjerner.
han var iklædt hans normale tøj, jeans, en stram t-shirt som fremviste meget nemt hvor muskuløs han var og ingen sko og en åben hættetrøje uden ærmer hvor han havde sin over hovedet som dækkede for hans halvlange sorte hår der strittede som en gal og skjulte lidt de to små sorte horn på hans pande.
hans hale viftede frem og tilbage bag ved ham som et pendul.

Hun ventede bare på, at døren blev åbnet, men det undrede hende lidt, at den ikke blev åbnet hun rejste sig op og gik hen til døren og skulle lige til og åbne den da hun hørte en stemme bag hende. Hun vendte sig rundt og kiggede på Melvin. Hun havde haft på fornemmelse hele aftenen, at hun ikke ville få fred ligemeget hvor meget hun ønskede det. Hvad ville han? Hun kiggede bare på ham "Hej storebror" man kunne stadig godt høre på hendes stemme at hun var ked af det. Hun gik hen til sit skrivebord der for første gang i lang tid var ryddet og som stod ved siden af væggen hvor vinduet var. Hun satte sig på bordet og kiggede fortsat på Melvin "Til mor kommer hjem" hun kiggede ned i gulvet og sukkede. Hun kiggede efter noget tid op på Melvin igen "Hvorfor ser far og mor mig som en lille pige der kun skal være hjemme?" hun kiggede spørgende på ham.