Chill, she ain't got non~ Abigail (Fortidsemne)

Sted: En utrolig fancy fest for diverse overklassefolk. Et palæ i Terrorville district
Tid: I tiden før Doomsville gik helt af helvede til. Genevira har nok arbejdet for Sean i halvandet års tid eller noget.
Det er relativt tidlig aften. Omkring ottetiden
Omgivelser: Beskrives i emnet
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Fester for overklassen var som sådan ikke helt fremmed land for Genevira efterhånden. Det var en vigtig del af hendes undervisning hos Sean, at hun lærte, hvordan adlen fungerede. Hvad de havde i deres hoveder, hvad der var vigtigt for dem og hvordan de agerede. Så hun kunne tilpasse sig deres levevis, men også så hun kunne opnå vigtige ting gennem dem. Aftenens fest var dog anderledes. Som regel var det ifølge med Sean Mcgivens, at hun fandt sig i selskab med folk fra de noble lag af samfundet. Hans lille og stilfærdige skygge, observant og stort set tavs. Men her var hun så. Alene. For mindst tiende, men nok reelt tættere på femogfyrrende, gang glattede hun sit ikke eksisterende folder i sit tunge, volumiøse lavendelfarvede overskørt og tjekkede, at den matchende french hood, der i aftenens anledning havde erstattet hendes sædvanlige kyse, sad som den skulle. For øjeblikket kunne hun ikke forestille sig noget værre, end hvis hun dukkede op og ikke så ordentlig ud. Overbevist om, at gæsterne absolut ville forsøge at pille hende fra hinanden. Det skulle de ikke få lov til, insisterede hun for sig selv, men hun havde ikke tænkt sig at give dem mere end hvad der var højst nødvendigt at gå efter.
På trods af, at hun ikke behøvede at trække vejret, tog hun et par dybe indåndinger i et instinktivt forsøg på at stabilisere sig selv.

Hvis du er selvsikker, så kan de ikke gøre dig noget, forsøgte hun ihærdigt at fortælle sig selv, før hun trådte indenfor i den enorme festsal, hvor fra lyden af dæmpede samtaler og musik allerede hørtes.
Øjeblikkeligt måtte hun bruge et øjeblik på at minde sig selv om, hvorfor hun var her, observation og læring, for ikke at blive tabt i den glamour der mødte hende og glemme den virkelighed, hun befandt sig i.
Overalt var der folk klædt i farver hun ikke engang før nu havde anet eksisterede og i hvert fald slet ikke kunne sige navnet på, hvis hun blev spurgt. Mænd så vel som kvinder og folk, hvis præsentation flød så meget sammen at hun ikke helt vidste, i hvilken kategori de befandt sig, alle så strålende, at de kunne have bildt Genevira ind, at de havde badet i ædelsten og hun ville have troet på dem.
For få timer siden havde hun følt sig som en prinsesse i de sart lillaskørter forsigtigt broderet med blomster i blot en anelse mørkere tråd. De lange ærmer slugte næsten hendes spinkle blondehandskeklædte hænder.
Nu følte hun sig mest som en porcelænsdukke et meget bedre klædt barn, havde glemt. Hun var sikker på at blot en af krystallerne i de tunge lysekroner ville have været nok til at betale for det meste af familiens vakkelvorne hus i Rotten Root. Et kort sekund ønskede hun oprigtigt, at en af selv samme lysekroner, ville falde ned i hovedet på hende og spare hende besværet med i aften.
Men hun måtte tage sig sammen. Hvis ikke for sin egen skyld så for ikke at skuffe Sean, der havde stolet nok på, at hun kunne klare dette til at sende hende af sted. ’
Hun foldede hænderne foran sig, lukkede øjnene et kort øjeblik.

Du har studeret våbenskjole og anden ikonografi i flere uger. Du kan hilse på folk ved navn bare ved at se på dem. Du er herskeren af Doomsvilles personlige tjenerinde. Hvad er alle de her folk?

Hun åbnede øjnene igen. Tingene var faldet på plads i hendes indre og hun kunne fortsætte.

Det viste sig hurtigt, at når hun var her alene og nogle folk derfor anså hende for under deres værdighed og som om det ville være tidsspilde overhovedet at være alment høflig overfor hende, blev hun af store dele af festens gæster stort set overset. Så var der gruppen af spytslikkere, de som troede at ved at komme tættere på hende, kom de også tættere på herskeren selv. Og dem som troede, at de kunne få hende til at afsløre alle lord Mcgivens’ planer. Genevira interagerede høfligt med dem alle, forsøgte forsigtigt at trække ting ud af dem hun kunne og observerede resten.

Genevira deltog i diverse samtaler med en høflighed der næsten kunne føles voldsom. Ikke så underdanig som hun ville have været, hvis hun havde forvildet sig herind uden at være under Seans beskyttelse, men stadig så tilpas forsigtig, at hun undgik at træde de adelige over tæerne. At der var et klasseskæl, skulle hun have været komplet blind for på nogen måde at overse. Det var heller ikke fordi de tilstedeværende ikke syntes at finde en enorm glæde i at minde hende om hendes ringere stillede status. Som var hun et velgørenhedsprojekt blot for at være blevet inviteret. Sådan kunne de vel sagtens få sig selv til at have det lidt bedre. På trods af, hvor tiltrukket, Genevira fandt sig af de mange skinnende genstande. Ædelstensringe, der lynede i lyset som stjerner, kostbare silkekjoler og perlenåle til langt, kunstfærdigt opsat hår, så fyldte denne overflod hende også med noget, som hun blev ekstra opmærksom på, nu når hun var alene. Noget, der syntes at blive forstærket af den nedladende næsten barnliggørende tone, hun lod til oftest at blive adresseret med her. Det lå et sted bagerst i hendes hals, næsten som kvalme ville have gjort det. Væmmelse, gik det op for hende. Imens de festede, sultede folket i Rotten Root. Hendes folk, som disse syntes så ivrige efter at påminde hende, imens hun affærdigede dem med et urokkeligt lille smil og en stemme, der var blid som sommerregn. Og hvor mange af de forsamlede ville overhovedet huske dette overflødighedshorn af en begivenhed om et halvt års tid? De ville med alt sandsynlighed blot være videre til den næste om mindre end en måned og ingen ville mindes skønheden i de overdådige blomsterdekorationer eller smagene af mere mad end den gennemsnitlige borger i Rotten Root nogensinde ville komme i nærheden af.
Og dog, til trods for sin skjulte harme over deres løsslupne adfærd kunne det fyldte dansegulv og folk der hvirvlede rundt i armene på deres partnere ikke undgå at fylde Genevira med en form for melankolsk længsel. Tankerne dvælede et kort øjeblik ved Valentine og et svagt smil trak op i hendes mundvig, som hun et tabte sig i fantasien om, hvordan de kunne have overstrålet alle de tilstedeværende her, havde de ønsket det. Bevægede Genevira sig måske ikke mere svævende og elegant end alle andre her? Og var Valentine ikke en fantastisk danser?
Drømmende om med lethed at overstråle en hel samling hovmodige aristokrater blev brat afbrudt, da Geneviras skarpe rovdyrblik fangede noget på dansegulvet, der absolut ikke burde være der. Et lille dyr? Var det? Jo. Ved nærmere eftersyn var der tydeligvis tale om et pindsvin. Uden ret meget tanke snoede Genevira sig vævert som en balletdanser, der aldrig havde foretaget sig andet ud på dansegulvet. Undgik de andre, som var hun lavet af vand, der trak sig bort fra dem og bøjede sig i et snuptag ned for at redde det lille paniske dyr, før den blev trampet ihjel. Ænsede knap nok, måske delvist i kampens hede og delvist takket værre vampyrernes forhøjede smertetærskel, at den havde afsat to pikke i hendes hånd, før de var væk fra dansegulvet og hun med et svagt skuldertræk trak dem ud og forsøgte at berolige pindsvinet. Genevira noterede sig sløjferne i piggene og konstaterede derudfra, at der måtte være tale om nogens kæledyr.
Farven, besluttede hun, måtte derfor også være et bevidst valg og hun gav sig til at lede efter folk, iført noget af samme kulør.
Det varede heller ikke længe, før hun fik øje på en kvinde med…en hel kurvfuld pindsvin. Hvis ikke det var fordi, Genevira netop nu stod med en af selv samme dyr i favnen, så ville hun have troet, at hun havde feberdrømt hende. Så absurd forekom det hende at tage pindsvin med til en fest.

Magen til tosset rigmandspåfund tænkte hun for sig selv, imens hun næsten svævende bevægede sig i retning af kvinden. Noterede sig båndet om hendes hals.

Som en hund, slog det hende med et vist fjernt ubehag, men uden reel overraskelse. Vilkårene for hustruer var ikke ret meget mere end ejendom, i Geneviras egen erfaring og hun forestillede sig egentlig ikke, at det adskilte sig så meget fra hinanden på trods af forskelle i sociale lag. Ligegyldigt, hvad de så end blev fortalt. Men hvad vigtigere var bemærkede hun seglet broderet på kvindens blå silkebånd. Et skib…lavet af…ja, Genevira kunne ikke rigtig bedømme, hvad det skulle forestille, men underligt så det ud. Det vigste var, at hun vidste, hvad det betød. Hvilken familie det tilhørte.

”Lady Merefort.” Hun nejede graciøst for kvinden, ubesværet til trods for pindsvinet i hendes arme, som hun nu forsigtigt rakte frem.

”Jeg tror Deres ven blev grebet af festlighederne og ville på eventyr, men fejlbedømte hvor velegnede faciliteterne er for pindsvin. Det er nok bedst, hvis den vender tilbage til Dem,” sagde hun forsigtigt. Uden at se direkte på hende. Det var aldrig helt til at vide, hvilken type man havde med at gøre. Hellere ikke tage for mange chancer.
Hun studerede dog alligevel forsigtigt kvinden. Smuk. På en næsten kunstigt uskyldsren måde som i malerier eller den slags porcelænsfigurer, hun efterhånden havde erfaret, at nogle folk havde på kaminhylden. På en måde kunne Genevira velsagtens genkende sig selv i det.
Hun turde ikke se kvinden direkte i øjnene . Ikke endnu. Men der var noget i hendes ansigt, der forekom hende….evigt utilfredst med et eller andet. Der var et drag om hendes mund, der mest mindede Genevira om et ellers forkælet barn, der ikke havde fået sin vilje for længe. Det gjorde hende urolig.

Kvindens hysteriske hvinen mindede et kort sekund Genevira i ubehagelig grad om hendes mor, hvis Gene havde vovet at komme så meget som fem minutter for sent hjem, eller hvis hun bare havde befundet sig et sted, hvor Edythe Isherwood ikke regnede med at finde hende. Det var kun et kort øjeblik dog og kvinden syntes at være drevet af mere reel omsorg for sin dyreven end af angst, der hurtigt forvandledes til raseri. Desuden kunne man næppe give et pindsvin tæsk for at være gået forkert. Heldigvis.
Lady Merefort brugte så lang tid på at pusle om sine dyr, at Genevira begyndte at overveje, om hun blot skulle gå sin vej igen. Trods alt ville hun heller ikke forstyrre og det var ikke utænkeligt, at Ladyen havde andre vigtige gøremål end at snakke med hende på tallerkenen sådan en aften som i dag. Nok var det en fest, men alt blandt adelige, havde hun efterhånden lært, kunne gøres til en politisk begivenhed eller en lejlighed til forretning. Ej heller var hun i tvivl om, at en række vigtige aftaler, vigtige for dem, det indebar og ingen andre vel og mærke, ville blive forhandlet på plads eller i hvert fald begyndt nu til aften. Ægteskabsforhandlinger til de yngre, orkestret af ældre generationer, forhandlinger om afsætning af et gammelt ubrugt gods, måske. Hvis der var en ting, Genevira havde bidt mærke i, så var det, at de adelige ikke lod til at kunne lade ting ligge for en aften nogensinde. Høstfesterne i Rotten Root havde været noget andet, selv i det lillebitte omfang Genevira havde fået lov til at være med. En lejlighed til at spise, drikke og glemme sine vilkår for blot en enkel aften for så at vågne op dagen efter, knust af, at livet alligevel viste sig at blive det samme igen.
Måske var det der forskellen lå. De adelige havde ikke noget, de ønskede at glemme, en byrde de higede efter at ligge fra sig bare én gang hvert halve år eller deromkring. Snare klyngede de sig til deres titler, deres våbenskjolde og deres godser, der kunne have huset ti familier, som om de var deres eneste redningsplanke på et oprørt hav. De ville for tid og evighed huske, hvem de var og det skulle resten af verden også.
Desuden, når man festede hele tiden, ville det vel være uansvarligt aldrig at tage arbejdet med.
Nok som Genevira havde gjort det op med sig selv, at hun burde bevæge sig videre og nær var drejet om på hælen, adresserede lady Merefort hende igen.

”Jeg gjorde ikke noget, enhver anden ikke burde have gjort i mit sted, my lady. Staklen kunne være kommet galt afsted. De behøver ikke takke mig,” ,” forsikrede hun ladyen om. En forsikring hun sikkert ville tage til efterretning og aldrig takke Genevira for noget igen.
Kvinden fiskede tydeligvis efter en præsentation, forvirret over, at hun ikke kunne finde et Hus, at placere hende i, efter Genes erfaringer, så nød hun det sikkert også. Genevira trøstede sig med, at det næppe kunne nå at blive rigtig grimt i aften. Hun tjente Doomsvilles hersker. Gjorde nogen skade på hende, stod de til ansvar for ham. Værre end at stå til ansvar overfor selveste guderne.

”Genevira Allaire, my lady. Lord Mcgivens’ personlige tjenerinde,” præsenterede hun sig i en forsigtigt luftig tone. Accenten havde hun kvalt hele aftenen og hun havde slet ingen intentioner om at begynde nu.

”Jeg kender Deres Hus af navn. Merefort slægten er søfarer ikke sandt? De har rejst langt. Helt fra Aquener. Jeg håber, at finder Doomsville passende,” konstaterede hun mildt.
I sit stille sind undrede hun sig dog over, at der ikke var andre iklædt Merefort ikonografi. Var kvinden dukket op alene? Uden sin mand? Edythe ville have væmmedes. Lige så ville hun have græmmedes over ladyens utildækkede hårpragt, som Genevira dog kun kunne finde næsten hypnotisk. Det så oliesort ud i lyset og safirerne i hendes hårnåle skinnede som stjerner. Et stik af misundelse. Ikke så meget fordi kvinden havde smukkere hår end Genevira selv syntes hun havde. Snare havde Geneviras eget, nu meget lange, hår altid været et sjældent stolthedspunkt. Og anerkendt var dets skønhed da også blevet. Ved at det var blevet klippet af og videresolgt.
Et øjeblik kunne hun ikke lade være med at tænke over, hvor mange dybe nuancer det flakkende stearinlys kunne have afsløret i hendes eget hår. Og hvor klædeligt det ville have været med sine egne ædelsten. Måske smaragder. Eller diamanter, det spinkle guldarmbånd, hun havde fået efter sin første aften sammen med Valentine. Det hvilede om hendes håndled nu. Hvor ingen kunne se det, fordi hendes ærmer var for lange, men en svag trøst var dets vægt dog.

Ihærdigt undertrykte Genevira sine egne forfængelige tilbøjeligheder og mindede sig selv, om, hvad moderen altid havde sagt. Den eneste sande skønhed, er det dyrebare lys indeni dig. Ordene bar dog ingen trøst med sig.
Nej, hun kunne ikke relatere til pindsvinets eventyrlystenhed. Ej heller, havde hun en mistanke om, kunne kvinden i realiteten. Hun så fin ud på den måde der sagde: Jeg går ikke mere ud end højst nødvendigt.

Og så, kommentaren om hendes kjole. Og nu havde de øjenkontakt også. Geneviras enorme mørke dukkeøjne mødte et blik, der var endnu sortere end hendes eget. Hun sendte Lady Merefort et sødmefuldt smil, der på ingen måde afslørede, at hun havde bemærket fornærmelsen, sikkert opfattet som kløgtigt skjult i hendes ord. Degraderingen. Og reduceringen ned til en nuttet lille genstand, man kunne bære rundt på. Med mindre agency end fruens egne dyrebare pindsvin.

”Tak, Lady Merefort. De ser selv henrivende ud.”

Alt Lady Mereforts skønhed blev forvrænget af den tilsyneladende evigt selvhævdende adfærd. Behovet for at træde andre ned for selv at fremstå højere. Den kontinuerlige barnliggørelse af Genevira. Gene havde ondt af kvindens tjenestefolk et øjeblik. For hvis det var sådan, hun behandlede fremmedes tjenestestab, så kunne hun ikke være nem at have med at gøre hjemme hos sig selv, hvor hun ubestridt kunne have magten over alle, som hun anså for værende under sig på nogen måde.

Genevira kunne ikke lade være med at overveje, om kvinden var langt nede i de adeliges heiraki, at Genevira selv simpelthen var blevet gjort til et afløb for lady Abigail Mereforts forsmåede følelser.

”De skylder mig ikke noget,” skyndte hun sig at forsikre, havde en fornemmelse af, at det at modtage en tjeneste fra kvinden ville være som at indgå et kontraktforhold med de væsner, som hendes far plejede at fortælle hende eventyr om, imens hun hjalp ham med at forberede aftensmaden. At det ville fange hende i en evig ond cirkel af krav, som hun aldrig ville kunne indfri tilstrækkeligt. Så hellere bare komme ud af den så hurtigt så muligt ved at spille tilpas underdanig.

Det var let, at høre undertonerne i ladyens spørgsmål. Såmænd mente fruen sikkert, at hun havde maskeret dem til perfektion, men Genevira havde brugt hele sit liv på at skulle opfange en særdeles opfarende forældres dårlige vibes fra det ene sekund til det andet og dermed havde hun også en vis forhistorie for at kunne læse mellem linjerne.

Hvis ikke det er fordi din arbejdsgiver har slæbt dig med som et andet middelmådigt eksperiment, hvad i Elona Dals navn laver du så her?

Spørgsmålet hang tungt i luften mellem dem. Til dels havde det gjort det mellem Genevira og alle, hun havde haft en samtale med nu til aften.

”Det er han også, men lord Mcgivens mente, at det var gavnligt for min videre uddannelse, at jeg tog med. Som en del af herskerens tjenestestab, er det trods alt vigtigt, at jeg har forståelse for alle dele af folket,” agde hun luftigt.

Genevira var på nippet til at sige, at hun ikke anede hvad helvede et debutantbal var, eller hvor hun skulle være ude henne. De var vel i et hus? Men hun nåede at bide det i sig, ønskede ikke at gøre kvinden endnu mere selvtilfreds med sin forvirring.


”Lady Merefort, jeg er ikke adel,” sagde hun blot med en ophøjet ro, hun ikke følte. Selvom hun for længst havde besluttet at finde en anden og ny styrke i sin unikke livssituation, finde værdi i det perspektiv, hun kunne bidrage med, så var det alligevel altid som om, at hun allerhelst ville sluges af et sort hul, når hun skulle indrømme det overfor andre. Det ville blive bedre med tiden, svor hun overfor sig selv. Det var det nødt til, men overfor snobber som Lady Merefort, føltes det som en øjeblikkelig anledning til at blive sat under lup.

Den pludselig emotionelle ærlighed kom så meget bag Genevira, at det eneste hun et øjeblik ondskabsfuldt kunne tænke var: Kvindemennesket har ikke engang lært at holde sin kæft. Har ingen nogensinde imprintet hende, at en god hustru, nej, blot en god anstændig kvinde, aldrig beklager sig? Og da slet ikke offentligt.

Et eller andet sted mærkede Genevira et stik af medlidenhed for kvinden. Patetisk. Hun havde ikke et bedre ord for det. Kvindens liv var så tomt, at det eneste hun havde at se frem til var denne overfladiske fest og hendes mands beundrende blik og nu, da han ikke engang var dukket op, havde hun heller ikke det. Overstrålet af et utal af andre og ladt tilbage alene.
Genevira havde dog ikke tænkt sig at tage skylden for kvidens nedbrud. Så Hun så hende direkte i øjnene.

”Tør Deres tårer Lady Merefort,” sagde hun blidt, men bestemt. Lagde hele sin evne i ordene. ”Og lad os så finde et sted, hvor De kan hvile Dem.” Hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at ænse ladyens klolignende fingernegle. Det var ikke pænt at stirre.

Genevira var efterhånden ret taknemmelig for sit døde ansigt. Det udtrykte sjældent noget, uden hun aktivt ønskede det. Derfor kunne hun også undgå at afsløre det ubehag, der murede i hendes indre da kvinden nægtede at lade ønsket om at belønne hende ligge.

”Jeg vil nødig være til besvær, Lady Merefort. Og jeg kan forsikre Dem om, at jeg har, hvad jeg har brug for. Lord Mcgivens er en ganske retfærdig arbejdsgiver,” sagde hun og hidkaldte en ro til sin stemme, som hun ikke følte. Da hun var lille plejede hun at forestille sig, at hendes stemme skulle være som en bæks hvisken henover glatslebne sten. Hun måtte finde det nøjagtigt rigtige toneleje til, at moderen ikke blev vred. Hvis det var for højt blev hun betragtet som aggressiv ubehøvlet, som om hun ledte efter skænderier (selv hvis det som regel var Edythe der skreg af Genevira først) og hvis hun blev for lavmælt, var hun uengageret, doven, opsat på opmærksomhed ved at tvinge folk til at besvære sig med at høre, hvad hun sagde. Så det var med denne næsten hvisken, blød og føjelig, at Genevirs nu håndterede Abigail. Nakken let bøjet og hænderne pænt foldet i ærmernes hemmelighedsfulde dyb. Sådan, nu kunne hun ikke blive vred vel?

Smuk en aften? Jo på overfladen sikkert. Jo mere tid Genevira tilbragte her, jo mere forekom stemningen hende lige så rådden som Lady Mereforts hænder eftersigende var det.


”Jo, my lady, men det er vel næppe nyt for Dem. De må have deltaget i mange begivenheder som denne.” Hun så udover dansegulvet. Eller det ville sige, at med sit let sænkede blik, holdt hun mest øje med de dansendes kjolesømme og sko. Et par af dem ville trænge til nye hæle, efter i aften, hvis de fortsatte som nu, tænkte hun. Selv nu, kunne hun ikke undlade at studere sko, som en skomagerdatter ville have gjort.
Da Genevira endelig mødte hendes blik og, med noget pænere ord godt nok, beordrede hende til at tage sig sammen, blev hun dog lige så føjelig, som Genevira efterhånden havde oplevet, at mange gjorde, når hun ville have dem til noget nok. Det var altid en lettelse, når det lykkedes. Hun havde kun sig selv til at træne i brugen af den evne, der var blevet vækket i hende, idet hun døde. Det eneste hun vidste med sikkerhed var, at den krævede øjenkontakt, at hun skulle mene det, om det så var sandt eller ej, og at hun, ligegyldigt hvor meget, hun så forsøgte, ikke kunne benytte evnen til at kontrollere sig selv. Hvilket ellers ville være praktisk, når hun fra tid til anden blev ramt af sine egne breakdowns.
Hun fulgte Lady Merefort ud af balsalen og ned ad de labyrintiske gange i resten af det enorme hus. De var ikke de eneste på vandring. De kom forbi et par, der lod til at være travlt beskæftigede med på det nærmeste at æde hinanden, midt i en korridor, de tydeligvis havde troet var mennesketom. Genevira slog blikket ned og hastede videre i den modsatte retning i forargelse. Pludselig lykkelig for kurven fuld af pindsvin til at beskæftige sig med.
Genevira åbnede døren ind til en tom stue med tunge møbler i mørkt træ og rødt polstret stof og gennede hastigt Lady Merefort indenfor, inden de måske ville støde på andre ubehageligheder.
Der gik dog ikke ret længe, før kvinden, igen brød sammen. Havde hun dog ingen værdighed?
Hun nåede dog ikke at tænke mere over det, før Abigail Merefort stod bogstavelig talt helt oppe i hendes ansigt og Genevira kunne mærke en væg mod sin ryk. Det var ikke tanker der fyldte i hendes hoved nu, men under duften af hendes parfume den langt mere markante duft af hendes blod. Lyden af et hjerte, der havde været overgearet af indestængt panik hele aftenen. Byttedyr. Et langt øjeblik stirrede Genevira bare på hende. De enorme øjne, nu kulsorte, da pupillen havde udvidet sig tilpas meget til helt at sluge hendes iris. Det var ikke som sådan fordi Genevira ønskede at æde kvinden. Hun havde spist før hun overhovedet kom her, for at undgå noget lignende, men at trænge et apex rovdyr op i en krog på den måde, ville sikkert altid have en vis effekt. Især for en så relativt nydannet en som Genevira. En enkel, næsten forvirret, ja næsten spørgende kliklyd nåede over hendes læber, før Lady Merefort trådte et par skridt væk og besværgelsen var brudt.
Genevira blinkede kort med øjnene og genkaldte sig virkeligheden. Hvad kvinden havde sagt.

”Familie kan være svær at stille tilfreds,” nikkede Genevira kort genkendende til.

”Men i aften er hvad De gør den til. En succeshistorie, hvis De ønsker, at det skal være det. Det er utvivlsomt mindre kedsommeligt end at side til vågenat for et eller andet dødt menneske. Som De selv siger, er der tusindvis af dem. De selv er der kun en af.”

Så nedgjort hun dog kunne blive på bare en nat. Lady Abigail Merefort snakkede til Genevira med samme babyskingre tone, som Gerold Green, hendes tidligere forlovedes noget mere tilnærmelige lillebror og derfor med tiden hendes gode ven, trods en ret markant aldersforskel, havde brugt til sin hund. En lille stædig terrier ved navn Hettie, der vidst egentlig var købt med det formål at holde både slagterforretning og familiehus rottefri, men som var gået hen og blevet den svagelige lille drengs bedste værn mod ensomheden. Desuden havde Hettie ofte holdt Genevira med selskab på gulvet i Green-familiens hus. Hvis Lady Merefort fik lov at fortsætte ret meget længere, havde Genevira op fornemmelsen, at hun ville forsøge at klappe hende på hovedet og det var Genevira helt ærligt i tvivl om, hvorvidt hun kunne kontrollere sig selv nok til at ville finde sig i. Selv hvis situationen, som hun nu engang stod i krævede det.

Heldigvis blev det ikke nødvendigt at finde ud af, hvorvidt Geneviras selvkontrol rakte til ikke at stikke Merefort kvinden end på skrinet, hvis hun forsøgte at ae hende. I hvert fald ikke endnu.
I stedet blev det hun skulle håndtere Lady Mereforts evindelige vrælen og jamren over tydeligvis ikke at være familiens favorit. Åbenbart var det ikke kun i fattigmændskvarteret, at der måtte kæmpes hårdt for forældrenes anerkendelse i de store børneflokke.
Det desperate greb om Geneviras arm gjorde ondt. Mindede hende om, når hun sagde noget forkert i en større forsamling og moderen diskret gravede neglene ind i hendes arm eller håndled for uden så meget som et ord at få hende til at holde op med at tale over sig. Måske var det en del af grunden til, hvorfor Genevira ikke ytrede så meget som den mindste klage, men blot tavst fulgte med, som Abigail, noget mere hårdhændet end, hvad der måtte kunne forventes af en anstændig lady, trak hende med sig til sit bestemmelsessted.
Så åbenlyst at indrømme ikke at have været god nok til sine forældre…og så forvente Geneviras empati? I realiteten forekom det hende ynkeligt.
Så indgroet i hende var troen på alle forældres ubestridte overhøjhed i forhold til deres børn, troen på, at hvis Genevira ikke levede op til deres forventninger, deres evige krav, så var det hende, der havde fejlet og skulle gøre noget om. Abigails jamren over egne mangler faldt således for døve øre. Thi hvis forældrene havde erklæret hende mangelfuld, en skuffelse, ufærdig, så så Genevira ikke en virkelighed, hvor dette kunne være usandt.

”Som børn, kan vi kun håbe på at leve op til vores forældres ønsker, lady Merefort. Men De er smuk, dannet og godt gift, så hvad mere kan man snart sagt forvente?” ?” En kvinde skulle vel i for sig i mange kredse ikke være meget mere, trods alt. Genevira overvejede, om denne mystiske kusine Lena var kvindens egen Rosetta. For Geneviras vedkommende en alt for tidligt død ældre søster, død før Genevira selv overhovedet var tænkt på. Uopnåelig i sin perfektion, fordi Rosetta aldrig nåede at være mere end et ganske velopdragent barn og moderens fantasi ikke rakte til at forestille sig, at hun kunne have været andet, hvis hun havde levet.

Genevira sendte kvinden et lille smil, forsigtig med ikke at smile med tænderne og dermed afsløre sine hugtænder. Ikke fordi hun som sådan havde noget at skjule, men fordi Genevira havde lært, at det gjorde visse folk utilpasse. Og hun havde ikke rigtig lyst til at vide, hvordan Abigail ville komme til potentielt at reagere. Et affærdigende viften med den ene hånd afgjorde, at Genevira følte sig komplimentet uværdig. Mest fordi man aldrig skulle modtage sådan nogle for godvilligt fra bare hvem som helst.

”De er for venlig, lady Merefort.”


Spørgsmålet kom bag på hende. Abigail Merefort holdt til i Aquaner så det gav vel mening, at ladyen selv havde et forhold til havet, men hvad Geneviras mening herom havde at sige hende, havde Genevira svært ved at finde en grund til. Måske ville hun blot dele sin egen passion for havet med nogen og derfor skulle hun træde varsomt. Kvinden virkede neurotisk og Gene kunne ikke helt gennemskue, hvad og hvad ikke Abigail måske ville tage på vej over. Alligevel valgte hun efter nogen tids overvejelser at være sandfærdig.

”Jeg har kun set havet en enkel gang i mit liv, lady Merefort og det var i en meget oprørt tilstand under i uvejr. Sandt at sige fandt jeg det…foruroligende,” sagde hun forsigtigt. På trods af, at hun havde brugt den første håndfuld år efter, at hun var blevet vampyr på at flygte fra sin fødeby, og dermed havde nået at se havet i Aquaner, så måtte hun sande, at Doomsville på mange måder altid ville sidde i hende på mange måder, ligegyldigt, hvor i verden, hun så befandt sig. Herunder mærkede hun det i en vis tryghed ved at være omgivet af massiv sten og at have ubestridt fast grund under fødderne.

Jo mere Abigail talte, des klarere stod det dog efterhånden, at der ikke var tale om et forsøg på at dele glæden over sin egen by med nogen, men om en slet skjult salgstale Pindsvinene forguder det, så det kan du også komme til syntes at være kvindens budskab. . Næsten grinagtigt i virkeligheden. Hvor delusional måtte kvinden ikke være for så meget som at tænke tanken, at Genevira kunne forlade en givende stilling hos Sean for i stedet at blive hendes pyntegenstand og kæledyr. Ellers pænt tak.

”Det er nogle meget heldige pindsvin,” sagde hun diplomatisk.

Og så skiftede stemningen igen. Hun burde vel have sagt sig selv, at hun ikke kunne udtale sig om, hvad kvindens familie forventede, lige så lidt som Abigail ville have vidst om hendes, men Genevira var sikker på, at Abigail derimod ville have set det som sin ret at udtale sig alligevel.

”Undskyld, Lady Merefort.”

Vil De ikke selv leve lykkeligt? Spørgsmålet var stillet med en sådan umiddelbarhed, som om lykken virkelig bare var noget, man skulle række ud og tage. Og det på trods af, at Abigail Merefort langt fra selv virkede lykkelig. Genevira havde et øjeblik så reelt ondt af hende, at hun ikke engang kunne være fornærmet over den naivitet og privilegieblindhed der skulle til for at stille nogen et sådant spørgsmål.

”Jeg er glad nok, my lady. Jeg kan ikke tillade mig at bede om mere.” Nej, universet, eller måske guderne, hvem end det var, der holdt styr på den slags, straffede de grådige, de overmodige, dem der krævede mere, end hvad der var deres ret. Det havde Genevira fået at vide hele sit liv og hun var nødt til stadig at tro på det, for ellers ramlede hendes verdenssyn sammen. På trods af, at hendes øjne og alle hendes sanser fortalte hende det komplet modsatte. For var det ikke netop dem, der allerede havde, der endte med mere, imens hun og hendes familie sultede? Ideen om at løfte sig selv ud af fattigdom var en løgn, der kun bestod som de riges skjold mod oprør fra dem de konstante trådte under fode. Så længe de kunne fastholde ideen om, at det var de underkuedes egen skyld, at de var i den position de var i. At den skyldtes dovenskab fremfor systematisk undertrykkelse, ja, så kunne de vel blive ved med at rage uhindret til sig på bekostning af andres blod sved og tårer. Genevira selv havde bare været heldig, at en mand med mange flere ressourcer end hun selv nogensinde ellers ville have kunne få adgang til havde løftet hende ud af fattigdommen. Hvad ville der være blevet af hende, hvis det var hændt anderledes. Måske ville hun en dag være blevet ligeså bitter, sm dem der gjorde oprør nu. Tanken fik det til at vende sig i hende. Hvor lidt der skulle ændres, for at tingene kunne have været helt anderledes.
Et øjeblik var hun så tabt, at hun måtte glippe med øjnene og samle sig om, hvad det egentlig var Abigail havde sagt. Et sørgmodigt smil, næsten antydningen af en bitter grimasse. Ægteskab. Hun havde nær haft sådan et engang og det ville have været helvede at leve i. Noget havde hendes forvandling, da reddet hende fra. For ikke at tale om, at den eneste, hun måske havde villet kunne se en fremtid af den art med, en faktisk lykkelig fremtid, på deres egen måde i hvert fald, havde forkastet hendes selskab og havde giftet sig til anden side. Hvorfor? Han var vel begyndt at kede sig. Og det måtte velsagtens også være gået op for ham før eller siden, at siden hun var død, hvilken funktion udfyldte hun så?
Et øjeblik måtte Genevira bide tænderne sammen og synke en klump, hadede sig selv for at tænke på netop det, på dette sted af alle steder.

”Jeg tror ikke at ægteskab ligger i kortene for mig foreløbig, my lady. Jeg har et arbejde at udføre, trods alt.”


Og hvem skulle ønske det? Hvem skulle jeg slå mig til tåls med.?

Som hver af de to kvinder sad side om side. I tavshed forpint af særegen længsel og andre måske endnu mere komplicerede følelser efter hver deres blåøjede blondine med kaotiske og til tider destruktive tendenser, var det svært at sige, om de to nogensinde ville have kunne anerkende hinandens ligheder eller se det næsten humoristiske i dem, hvis de havde vidst, hvad den anden gennemgik.
Ærligheden, oprigtigheden i Abigails næste ord kom bag på hende og trak hende desuden ud af sin dybe ensporede krisefølelse, så pludseligt, at det gippede i hende. Genevira mødte kvindens bundløst sorte blik som om de pludselig rummede svar på alle hemmeligheder og uretfærdigheder i universet. Melankolien i de glasagtige dukkeøjne bar et søgende, men underligt udmattet udtryk og hendes ord bar et kort øjeblik ikke prag af at kun at skulle sørge for at den anden kvinde bevarede roen og ikke pludselig gik amok på den ene eller den anden dæmonmåde. Stemmen var lille, spinkel, næsten ingenting.

”Hvor jeg kommer fra, lady Merefort er det at drømme en farlig ting. Nej at distancere sig selv fra sin realitet i stedet for at acceptere sin plads er…en hurtig vej til at ende op hovedløs, eller det der er værre.” Vanæret et objekt lagt for had og stillet til skue så offentligheden kunne væmmes over ens handlinger. Det havde i moderens øjne tydeligvis altid forekommet værre end døden og trods hendes manglende fysiske tilstedeværelse var moderens kodeks for moralsk renhed indgraveret i datterens inderste sjæl, hvis hun da havde sådan en, som med en kniv.

”Men. Der er jeg trods alt ikke længere og…jeg har lært at det at drømme kan betale sig.” .” Elskede folket hende måske ikke? Gradvist, men der var en respekt der. De så, hvordan hun sled for dem. At meget af det specifikt var for publicity lod Genevira selv ofte til at glemme, når hun mærkede folkets lykke ved sin tilstedeværelse. Sin deltagelse i dagligdagens besværligheder, eller uddelinger af mad. Indvielsen af en ny skole, hvad som helst. Og jo flere der elskede Genevira jo mere elsket var hun vel? Hun forglemte sig i hvert fald i rusen af deres kærlighed i lange øjeblikke. Hvem havde overhovedet behov for at blive gift? Ikke hende. Ikke hende. Og dog gled hendes tanker fra tid til anden, i de få timer, hvor arbejdet ikke fyldte alt, tilbage til, hvad hun havde mistet. Det at blive holdt om. En sitren i fingrene ved spændingen, når et nyt brev ankom efter pinefuld længselsfuld ventetid. At blive set helt.
Genvira spurgte ikke om Abigail ikke følte sig fri i sit ægteskab. Det var et af livets urokkelige fakta, at ægteskabet for de fleste kvinder var lige så uundgåeligt, som det var restriktivt.

”Tak, lady Merefort. Det er vigtigt at huske, at vi alle bliver velsignet efter, hvad vores plads i livet er.”

Og når Genevira talte det op, så hun sig selv langt heldigere stillet end Abigail Merefort. Hvis dæmonen døde, ville det så måske blive hele Aqueners begravelse? Næppe.

Normalt ville Genevira være veget tilbage fra at tale om sin fortid så åbent. Godt nok var det ikke en hemmelighed længere. Siden det var gået op for hende, at hun kunne bruge båndet til underklassen til at holde en stor mængde af dem i snor for styret, havde hendes fortid som sådan ikke været nogen hemmelighed. Alligevel var det ikke uden et vist ubehag, at hun ”indrømmede” noget sådant overfor typer som Abigail Merefort. For selvom det ikke længere var hemmeligt og dermed ikke noget, nogen reelt kunne bruge til at gøre hendes liv sværere på nogen virkelig forhindrende måde, så var der heller ikke noget, der forhindrede dem i, i det mindste, at prøve. Og hånen i deres blikke var selv uden en reel trussel nok til at give Genevira lyst til at afholde sig fra, at de skulle vide noget som helst reelt om hende og hendes tilstand. Men oprigtigheden i spørgsmålet fik hende til at overveje det en ekstra gang. For en tid så hun bare ud i ingenting, lyttede til orkestret der spillede en Waltz langt væk et sted. Hun vred sine hænder et øjeblik.

”Min far er skomager, så…min plads var velsagtens et ægteskab med en af egen eller lignede stand, hvor lidt min mor så end brød sig om, at jeg skulle så meget, som nogensinde forlade huset,” sagde hun stilfærdigt.

”Men så blev jeg forvandlet og…det at være død bringer paradoksalt nok nye muligheder og jeg er god til mit job så.” .” Hun trak lidt på skuldrene, mødte Abigails blik næsten trodsigt, som om hun bare ventede på, at dæmonkvinden skulle vove at sige noget grimt. Jeg er herskerens tjenerinde, så prøv du bare.

Ja, hvad drømte hun egentlig om? Noget der ikke var for stort. Egentlig drømte hun vel om at være nogen folk huskede, noget uudsletteligt. At folk aldrig mere ville feje hende af vejen. Folk skulle se på hende og forstå, at det at undervurdere, det slet ikke at se hende, havde været deres største fejl. Hun ville gøre en forskel. Verden, eller i hvert fald Doomsville, skulle blive bedre og det skulle være hendes fortjeneste og alle ville vide det og takke hende for det. Men det passede lidet ind sammen med ladyens drømme om jordbærkager og sejlture og Genevira havde ikke råd til at virke hovmodig eller overstræbsom.


”At kunne klæde mig som jeg har lyst. Ikke at skulle bekymre mig. Kage kunne også være godt egentlig.” Til sin egen overraskelse, kunne hun mærke, at hun smilede.
Måske var det fordi stemningen var så afslappet mellem dem pludselig, at hun ikke havde været på vagt nok til at hindre, det der videre skete.
Det var først da den tunge duft af frisk spildt blod ramte hendes næse, at det gik op for hende, hvad der foregik og selv da trængte det rationelle øjeblikkeligt i baggrunden, manet bort af blodets fortryllelse. De enorme øjne, vis iris nu var helt slugt af pupil, vendte sig med et ryk i nakken mod den blødende stakkel på gulvet. Godt nok havde hun spist, men så meget blod i hendes tilstedeværelse var som bundet til at skabe en katastrofe.
Den lille skikkelse var som fastfrosset et langt øjeblik, Ind til hun som i en trance rejste sig. En serie våde klikkende lyde, som ingen menneskelig hals burde være i stand til at fremstille var alt lyd, der kom fra hende, totalt ubevidst. Så langt væk i rene instinkter, at hun fuldstændig glemte alt.

”Det er hun også,” bekræftede Genevira stilfærdigt, fuldt ud overbevist om sandheden af sine egne ord på trods af alt det, moderen havde gjort ved hende, som mange ville erklære utilgiveligt ret hurtigt.

”Nogle gange tror jeg ikke, jeg har været taknemmelig nok. Jeg håber, at hun en dag vil kunne tilgive mig.” Og det på trods af, at moderens omfavnelser havde det med at føles mere som et fængsel end noget andet, en påmindelse om, at hun ikke burde gå nogen steder hen overhovedet. Der havde været dage dengang hun boede hjemme, hvor Abigails skæbne næsten føltes mere tiltalende. Tanken om at blive glemt, at kunne forsvinde ud og have et liv. Selv et lillebitte liv, som nok var grænsen for, hvad hun kunne opnå på sit fødested.

”Det gør mig ondt med Deres mor, men…hun elsker Dem sikkert alligevel, på sin egen måde, det kan man ikke undgå,” sagde hun. Det var Genevira selv i hvert fald overbevist om var sandheden. En mor kunne ikke slippe for at elske sine børn, selv hvis hun forsøgte. Hvad det så betød, at hun absolut ikke havde elsket den tingest der voksede inde i hende og som hun havde set sig nødsaget til at slå ihjel, magtede hun ikke at tænke på. Det var en alt for smertefuld sandhed, for den eneste sandhed, hun kunne komme frem til, indbildt om den måske var, var, at dette måtte være endnu en grund til, at hun kun var en fejlagtig version af en kvinde.

Intet under, hvis alle ender med at forlade mig, først slår jeg et uskyldigt ufødt barn ihjel og så til sidst kan jeg slet ikke få dem. Hvilken nytte gør jeg så?

Hun trak sig brutalt ud af sin tankestrøm, før den overvældede hende ved at bore neglene ind i sin håndflade.
Selvfølgelig kom Lady Merefort her og troede, at hun kunne afværge samtlige ulykkelige skæbner, hvis bare hun smed om sig med nok penge. Det ville have været komisk, hvis ikke det havde givet Genevira en sær form for kvalme. Følelsen af ikke at være andet end rige folks eksperimenter, de kunne smide på gulvet, så snart de ikke længere var spændende nok eller handlede på en måde, der var udenfor deres standard.
”Jeg er sikker på, at de er meget taknemmelige, lady Merefort,” sagde hun alligevel glat og lykkedes med at holde en pludselig følelse af afsky ude af stemmen.

Dog var den lige så hurtigt glemt, som den var opstået ved ladyens næste ord, der faktisk lykkedes med at få Genevira til at le.

”Tak, det er De sært nok ikke den første, der siger.” Desuden tog Lady Merefort ikke fejl. Hun var kønnere nu end hun nogensinde havde været, imens hun levede. Dengang ville Valentine ikke have skænket hende en tanke, så meget var hun sikker på. Ikke at han gjorde det nu altså.

Genevira kunne så let have fortæret knægten. Krævet hans livsblod, som andre krævede mad regelmæssigt. Skulle lige til at gøre det, da den irriterende lyd af gråd fik hende til at stivne. Det glasagtige blik vendte sig mod Abigail og hun så smukkere ud end nogensinde, blodig som hun var. I lang tid stod hun blot og betragtede den anden kvinde, splittet mellem at æde hende og blot at værdsætte hende, som andre ville et kunstværk. Så var det som om dæmonens ord trængte igennem til hende og hun kom til sig selv med en rykkende hovedrysten.

Øjeblikkeligt begyndte hendes hjerne at arbejde.

”Her er hvad vi gør. Han er kun en lavtstillet tjener så det er hans ord mod vores. Han forsøgte at røre ved Dem og De, som den ærbare lady De er, gik selvfølgelig i panik. Det var ikke meningen, at dette skulle ske, men De var selvfølgelig nødt til at forsvare Dem selv,” sagde hun forbavsende roligt. Et sted bagerst i sin hjerne vidste hun, at hun burde have det dårligt med den skæbne, hun var ved at læsse over på knægten, men lige nu følte hun intet andet end at skulle finde en udvej.

”Deres mand vil med alt sandsynlighed naturligvis kræve hans hoved. Hvem kunne fortænke ham i det? Og så vil han ikke længere være et problem.”

Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige for at bringe den ulyksagelige lady ud af sine kvaler. Noget sagde egentlig Genevira at Abigail et eller andet sted, måske uanerkendt selv af hende selv, svælgede i sin egen ulykke og de opmuntrende ord, der deraf måtte følge fra skræmte ledsagersker, der ikke ønskede sig at påkalde Merefort fruens vrede ved blot at ignorere hendes melodrama.
Hun kunne have sagt, at Abigail ikke var en skuffelse for Genevira, men det ville have virket forstilt for selv det dummeste mest tungnemme barn, uoplært i al hofettikke, som hun havde været for ikke ret mange år siden. For de to kvinder kendte jo trods alt slet ikke hinanden. I stedet lagde hun, noget vovet, en lillebitte handskeklædt hånd på fruens blege arm. En gestus som hun, selv i sit efterhånden noget kalkulerende sind selv blev helt bestyrtet over, for det føltes ikke helt kun som en opmuntrende gestus, men snare i et sygt øjeblik som den samme følelse, hun havde haft, dengang hun som fjortenårig hjalp sin far med at udforme et par sko til en let ældre pige. På daværende tidspunkt det smukkeste syn, som Genevira nogensinde havde set og det havde fyldt hende med en sådan fortvivlet og forvirret skam, at hun prompte da de kom hjem, havde lukket sig inde i familiens store linnedskab ude af stand til at forklare sig selv hvorfor, men med en kvalmende vished om, at hun havde gjort noget forkert.

”Hvordan kan De være en skuffelse, når De stråler klarere end solen?” spurgte hun alligevel sagte og næsten helt fortvivlet. Som om denne strålekrans for hende selv var fuldstændig umulig at opnå, en pinsel at beskue og dog lige umulig at tage øjnene bort fra.

Hun skulle lige til at afslå. Anede ikke, hvordan man holdt et pindsvin rigtigt. Alligevel sad hun, før hun selv vidste af det snart, for anden gang på en aften, og holdt et pindsvin. Forvirret, men ude af stand til helt at stå for de små, forekom det hende, godmodige, knapøjne. Kunne de lide at blive aet? Kunne man overhovedet ae et pindsvin? Genevira havde ingen anelse om, hvad hun skulle gøre. Heller ikke da det, efter hendes øjeblik af blodrus, gik op for hende, at hun stadig stod og holdt et pindsvin, imens Abigail skreg sine lunger ud. Hastigt puttede hun det lille dyr tilbage i kurven til sine artsfæller.
Herefter stillede hun sig over til Abigail, som for at skærme hende mod alle de blikke, der nu vendte sig mod hende, som gæster og tjenestefolk strømmede til åstedet.
Genevira pegede en anklagende finger mod den blødende tjener på gulvet. Rettede så et fast og uudgrundligt blik mod aftenens arranger.

”Jeg ved ikke, hvem der har ansat dette monster, men De forstår vel, at det er en skandale, når tyendet forsøger at forgribe sig på gæsterne,” sagde hun med ophøjet kølig ro.

Lady Merefort gjorde kun, hvad der kan forventes af en lady, der forsøger at forsvare sin ære. Jeg foreslår at I fjerner dette usle kravl fra hendes nådes åsyn og udtænker passende straf, hvis han da ikke gør samfundet en tjeneste og forlader sit legeme i skam.” Løgnen flød så let som ingenting. Tjenerens liv var blevet ubetydeligt i forsvaret af egen ære. Det mørke blik var ufravigeligt som hos en, der absolut ikke tålte modsigelser. Selv de blege dødninge kinder havde fået en vis rosen glød af ren og skær oprevethed. At dette kunne ske for en anstændig kvinde, på et sted, der skulle have forestillet at være sikkert. Skammer I jer slet ikke? Syntes blikket at spørger alle i forsamlingen.

Hvor meget disse to unge kvinder egentlig havde tilfælles vidste de af gode grunde ikke. Hvis man påpegede det for dem, var det endog tvivlsomt at to fra så forskellige stande som de, nogensinde ville anerkende, at de på nogen måde kunne bære samme lidelse. Abigail Merefort ville måske hedt nægte sig sammenligningsværdig med pøblen og Genevira der, trods hun ville have fornægtet en sådan påstand, ofte i sit indre følte sig hævet over andre i form af at hun følte, at hun havde båret alverdens lidelse hele livet, ville have undertrykt en trang at le ved tanken om at nogen på toppen af samfundet nogensinde kunne have lidt på måder, der matchede hendes egne byrder.
Men faktum var, at de begge o kraft af deres kvindelighed måtte kæmpe sig frem i en verden, der ikke reelt var tiltænkt dem, en verden der så dem som andenrangsborgere eller værre af årsager de af gode grunde ikke selv kunne kontrollere og hvor den bedste måde at holde sig i sikkerhed var at knytte sig til folk, der stod stærkere end man selv gjorde. I hvad end for et omfang det så var.
Var det hun var ved at gøre nu? Forme en tilknytning? En slags alliance? Og i så fald for vis skyld gjorde hun det? Lady Mereforts familie kunne måske blive Sean nyttig hvis han engang i fremtiden ønskede forbindelser til Aquener, men lady Merefort selv? Nej det var svært at se dem for sig i samme rum. Var det så blot for at sikre sig selv, at hun havde om end bare en adelig der så på hende med mildere øjne end resten? Nej det føltes heller ikke som det. Det var ikke fordi hendes følelser stak så intenst dybt, om der overhovedet var tale om en følelse Genevira var fuldt ud bevidst om kunne i det hele taget diskuteres. I sit inderst cravede hun nok blot denne sære nye tiltrækning, syndig om end den føltes og hvor meget hun end prøvede at undertrykke den.
Genevira vovede ikke at svare på kvindens kommentar. Kendte hende ikke godt nok til at tolke tonefaldet og forholdt sig derfor tavs i frygt for at knække den spinkle tråd der et øjeblik var opstået mellem dem og som hun, af grunde hun ikke selv turde at eller kunne artikulere, ønskede at bevare.

Hun var lykkelig, da tjeneren endelig blev slæbt bort til en ukendt skæbne. Hovedpinen hun havde pådraget sig efter dette anstrengte forbrug af sin evne var et øjeblik så kraftig, at hendes syn føltes sløret og at hun i sin afkræftede tilstand uden omtanke for proper opførsel takkede ja til Lady Mereforts bøn om at gøre sig selskab i hendes lånte gemakker.
Her sad hun nu sammenkrøllet og stadig fuldt påklædt i en lænestol og nippede til en drikkepokal fuld af blod, som nogen i deres godhed havde skaffet hende. Mærkede gradvist styrken og åndsnærværelsen vende tilbage til sig. Og sammen med den genfaldt nervøsiteten sig også.
For hvor meget hun end forsøgte IKKE at se på Lady Merefort syntes hendes øjne draget til den anden kvinde, som hun sad der foran spejlet. I stearinlysenes skær så hun uvirkelig ud. Tåget og på en sær måde blødere end ellers. Måske var det blot den sårbarhed man kunne tillade sig alene. Genevira følte sig på en eller anden måde malplaceret, på trods af at Lady Merefort udmærket var klar over hendes tilstedeværelse, var det som at se noget, der ikke rigtig vedkom hendes øjne. Som om hun i stedet burde kravle ind i klædeskabet med de påfuglemalede låger og blive der.
Alligevel rejste hun sig tjenestevilligt, da Abigail ordløst bad hende om hjælp. Havde brugt for lang tid på at gøre som andre bad hende om til at forestille sig at gøre noget andet.
Hun var dog taknemmelig for sine handsker, idet hun, i anspændt tavshed fjernede sølvnål efter sølvnål fra ladyens vandfald af blæksort hår. Selv med handskernes beskyttende barriere sved sølvet mod hendes fingre, men Genevira var for høflig til at beklage sig og desuden sært fanget i en tåge af duften af Abigails parfume og lyden af hendes puls.

”Jeg er ked af, at De ikke fik nydt resten af aftenen, my lady,” konstaterede hun med stilfærdig mildhed, som var det udelukkende Geneviras egen skyld, i det hun endelig kunne lægge den sidste nål fra sig.