✥ Strong but not invincible.

" He's alone this time - It shouldn't be a problem. "
" Still, we have to keep an eye out for the wolf girl. Who knows, maybe they're just split up for a second. "
" Nah, I only smell the blood of that little halfblood. "
" Nothing to worry about. "
" You just lost two men, you know that right? "
" Now we know he's alone and how he acts. Just dont let him get to close. "

Ligesom han havde troet at flugten fra væsnerne dybere inde i skoven var forbi, var de kommet ud af ingenting. Han havde ikke engang nået at opfange færten fra mændene der var kommet ud af det blå og havde sat flugten i gang endnu engang.
I det mindste fik han svar på det spørgsmål han havde stillet Tia nogle dage tidligere - om de nogensinde ville stoppe med at lede. De ville nok ikke stoppe så længe at muligheden for at finde dem var der og Razor var da i princippet et let offer når han vandrede alene rundt i skoven. Men han var på vej hjem, og havde håbet på at slippe for problemer. Men selvfølgelig blev det ikke som han havde håbet.

Han havde skubbet sig ned bag et væltet træ og lyttede til hvor de resterende 4 mænd opholdt sig henne. Han havde gjort det af med 2 da de først rumlede ind i ham men det var som om de var mere forberedt på hvad de havde med at gøre denne gang og på egen hånd var det lidt en stor mundfuld at skulle kæmpe mod så mange på en gang. Den ene mand måtte lade livet til sit eget sværd og måtte acceptere at hans hoved ikke længere ville være placeret mellem hans skuldre. Den anden mand der måtte sige farvel på en lidt langsommere mod og var blevet sat fast til et træ med en gren boret gennem sin krop. Medmindre hans egne mænd havde tænkt sig at hjælpe ham ville han dø meget hurtigt. Og eftersom Razor vidste at der var 4 mænd efter ham da han var løbet afsted, gik han ud fra at de havde dømt manden død og fortsat uden at skimte ham en tanke. Razor elskede normalt at slås, men ikke når det hele pludselig ikke gik efter bogen og når det havde stået på i flere dage - ude af kontrol. Razor var den der følte han kunne være ude af kontrol, men kun i kontrollerbare omgivelser. Så meget for en rolig gå tur hjem.

Han skævede mod sin side som havde fået et ordenlig tryk da han tidligere måtte vride sig under trykket fra en foden af en af dæmonerne. Han mistænke at ribbene i den ene side ikke opholdt sig helt hvor de skulle, for en hver bevægelse han lavede gjorde tegn til at noget ikke var som det plejede. Det blødte fra hans pande efter et slag fra en økse, da de havde forsøgt at slå ham i jorden. Heldigvis havde manden ikke ramt ham med den skarpe side - ellers kunne han da have sagt farvel for længe siden. Men det ændrede ikke på den dunkende hovedpine og mangel på evne til at fokusere på omgivelserne omkring ham.
Han kunne acceptere hvis han skulle dø, men at skulle tilbage til det sted han og Tatia var stukket af fra nægtede han. Og han vidste at hvis de først fik fingrende i ham var det der han ville vende tilbage til. Han lænede kort hovedet tilbage mod stammen bag ham og lukkede øjnene, i det han trak en kniv ud der var blevet plantet i nederst ved hans lår. Men han gemte kniven, den kunne han sikkert få brug for senere hvis han skulle risikere at støde ind i dem igen.
Han kunne fornemme dem komme nærmere og mærkede hvordan irritationen og frustrationerne boblede op i hans krop. Han bed tænderne sammen før han skubbede sig væk fra stammen og kom på benene. Satte i løb væk, de var for tæt på og han var ikke i sikkerhed ved at blive siddende der. Han lugtede i sidste ende langt væk af blod, både hans eget og andres. Hans tøj havde ikke længere deres oprindelige farve, nej tværtimod det var dækket af en tykt lag størknet blod, med et nyt lag af frisk blod. Det samme var hans ansigt, han lignede mere eller mindre en kamp zone. Så han var nem at kende for dem der vidste de ledte efter ham. For andre var han måske ikke helt så genkendelig.

" Over there! "
" He won't get away this time! "

Lyden af stemmer bag ham fik ham til at øge farten. Han kunne bare håbe på at de ville miste hans færd og give op inden længe. Dog var det ham selv som måtte give op og holde en pause i sin flugt væk fra dem. Han standsede ved et træ i håb om at det ville være dække nok til at de ikke til at begynde med ville kunne se ham. Heldigvis var han kommet godt på afstand fra dem og synes ikke at kunne fornemme dem alt for tæt på.

Påklædning: hvid langærmet trøje med en rød skovmandsskjorte udenpå, lyseblå, forvaskede jeans, brune vandrestøvler samt sit brune bælte med ting og dimser hængende fra.

Reign følte sig en smule kikset, som han rendte rundt i skoven med en kurv under armen som en anden eventyrprinsesse. Alligevel kunne det ikke ødelægge det gode humør, han havde været i de sidste par dage, eller fjerne det smil, der havde siddet som syet fast til hans mund lige fra, da han stod op og til nu.
Han var ikke sikker på, hvorfor han humør var højt. Vejret var ikke specielt godt. Den eftertragtede sommersol virkede til at have problemer med at komme frem. Hans chef havde kørt ham ekstra hårdt, fordi der var kommet en stor flok rejsende gøglere gennem byen, og de alle ville have morgenbrød så tidligt som overhovedet muligt. Hans forældre havde den anden dag plaget ham med det typiske 'skal du ikke snart have dig nogle børn?' spørgsmål.
Men trods alt dette var han glad og tilfreds, og hvis ikke det var, fordi det ville se endnu mere kikset ud, så ville han uden tvivl gå og nynne og fløjte som en anden særling.

Han satte sig ned på hug, da han fik øje på nogle kantarelsvampe, placeret ved roden af et stort fyrretræ, og plukkede dem én efter én, hvorefter de blev lagt i hans fletkurv. Og der kunne han ikke holde tilbage mere fra at nynne en sang, han havde lært som barn - den handlede om, hvilke svampe, der var spiselige og hvilke, der var giftige. Hvis han nogensinde fik unger, skulle de også lære den. Giftige svampe kunne resultere i alvorlige sygdomme - eller bare en omgang mavekrampe, hvis man var heldig.

Nynneriet faldt dog hen, da han syntes, han hørte noget, og stoppede helt, da han få sekunder efter var sikker. Der var nogle andre i skoven. Nogle der råbte. Han blev egentlig ikke nervøs - det var højst sandsynligt bare jægere eller vandrere - men valgte alligevel at gå imod det for at være sikker. Det kunne jo også være nogle, der var løbet ind i en flok ulve og havde brug for hjælp. Og selvom han ikke var den bedste til at slås, ville han altid hjælpe, hvis han fandt nogen i sådan en situation - alt andet ville være umenneskeligt.
Men han nåede ikke at gå længe, inden hans øjne mødte noget, og han stoppede brat op. Det var uden tvivl ikke roden til råbene. Det var Razor - badet i blod og stående op af en af de mange gråbarkede stammer, skoven indeholdte.
Reign blev stående lidt med åben mund og et stirrende blik, indtil chokket fik lagt sig bare en smule, og han fik smidt kurven med de mange lækre svampe og urter i, han havde samlet op i løbet af dagen, og satte i løb mod ham i stedet. "What the hell. You're covered in blood," sagde han hurtigt efter at have stoppet op foran Razor. Hans arme var slået lidt ud som om, han havde tænkt sig at gøre noget, men samtidig var han usikker på, hvordan situationen så ud, og hvor slemt det var - noget af blodet var tydeligvis Razors, men det kunne umuligt være det hele. "What happened? Are you--" han stoppede sig selv og flyttede blikket fra det blodfyldte tøj op på knægtens ansigt, da han kom i tanke om råbene fra før. Han krummede øjenbrynene en smule i en bebrejdende grimasse, "what have you done, Razor?" Hans første tanke var, at der var sket noget forfærdeligt med Razor, men den fik bevæget sig i en anden retning; det var mere sandsynligt, at der var nogen efter ham, fordi han havde gjort noget dumt. Skadet nogen. Måske endda slået ihjel.

Razor drejede hovedet med et stift blik rettet mod Reign da han pludselig dukkede op. Han havde slet ikke bemærket ham før han sagde noget. Det tog ham et par sekunder før han kunne rive opmærksomhed væk fra overraskelsen over at han pludselig var der. Hvilket var det øjeblik hvor det gik op for ham hvor dum en idé det var at Reign vadede rundt her. Selvfølgelig kunne han ikke vide at der var fare på færre, han var jo vandt til at bevæge sig rundt i skoven. Det var i princippet Razors skyld at folkene der jagtede ham overhovedet var endt i denne del af skoven. Dog var der også en lettelse som skyllede ind over Razor - synet af Reign betød at han umuligt kunne være langt fra byen.

Razor svarede ikke på Reign spørgsmål, mere eller mindre ingen af dem. Han var heller ikke helt sikker på han egentlig havde hørt hvad Reign havde sagt. Det var kun det sidste spørgsmål han havde fået fat i, men valgte ikke at svare med det samme. Det summede i hans hoved og fandt det svært nok overhovedet at fokusere på noget som helst. Nej i stedet greb han ud efter ham og trak ham ind mod træet så han ikke stod og flagrede ude hvor han kunne ses fra alle vinkler " Shh... be quiet. " sagde han hæst og lod stille blikket glide i den retning han kom fra. Han forsøgte at lytte om han kunne høre dem nogen steder men han opfangede ingenting. Han kunne håbe på at det var fordi de ikke var i nærheden og ikke fordi han ikke kunne høre noget for de ubudne lyde der sussede rundt i hans hoved.
" I can't hear anything, why can't I hear anything.. " mumlede han stille for sig selv og rystede kort frustreret på hovedet.
Han bed tænderne sammen og knyttede kort sin ene hånd, før han rystede lidt på hovedet. " I didn't do anything.. " fik han fremmumlet i en halv knurrende tone og skævede kort mod Reign, som sikkert måtte være forvirret over hvad der skete - men der var ikke tid til at forklare noget som helst lige nu. Men alligevel gad Razor heller ikke bedømmende kommentare, det havde han simpelthen ikke overskud til.
" You have to leave. Now.. they'll kill you.. " sagde han så hurtigt og trådte et par skridt væk fra Reign, før han rettede blikket mod hans ansigt. Hans blik gled kort rundt mellem træerne da han kunne høre nogen i nærheden. " Like.. right now.. leave. " sagde han så hurtigt, i det han rettede blikket tilbage på Reign. Af en eller anden grund havde han ikke lyst til at Reign skulle miste livet fordi Razor var i lort til halsen. Og hvis det krævede at han skulle holde dem hen for at Reign kunne smutte, så måtte det være sådan.

Flere senarier om, hvad Razor kunne have gjort, var allerede ved at bevæge sig igenem Reigns hoved, men de stoppede, idet han blev trukket ind mod stammen, og han huskede pludselig, hvor stærk Razor egentlig var.
Han havde så mange spørgsmål men holdte dem pænt inde, da han blev bedt om at være stille. I et øjeblik så stille at han næsten glemte at trække vejret. Først da hans spørgsmål blev besvaret fortsatte de tunge og lidt hurtige vejrtrækninger, der tydeligt kunne høres forlade hans læber. Han nåede at lave en skeptisk grimasse, inden Razor rykkede sig væk fra ham. Han var ikke sikker på, han fortalte sandheden. Hvis han løj og havde gjort noget forfærdeligt, ville Reign jo ikke have lyst til at hjælpe ham. Snarere det modsatte ville han melde ham - det lå i hans etik, at man skulle tage sin straf, hvis man havde gjort noget forkert.
Det næste fik ham dog på andre tanker. Knægten var tydeligvis ikke interesseret i hans hjælp. Så hvis han løj, var det i hvert fald ikke grunden.
Han rynkede lidt på panden og overvejede det ikke engang, inden han svarede, "no. I haven't done anything so they won't hurt me." Han rykkede sig lidt væk fra stammen igen, "you hide. I'll tell them you ran that way," han pegede i den omvendte retning af, hvor Razor stod, og forsøgte at se så rolig og fattet ud som muligt. Indtil videre havde det kun været ham, der panikkede, men nu var det Razors tur, og han måtte derfor opføre sig som det modne, voksne menneske, han var. Førsteprioriteten var at få forfølgerne væk, derefter ordne Razors skræmmer og så finde ud af hvad fanden, der foregik.

" Sorry Reign, too them you're just food. Dosen't matter if you have done anything or not. If you're not going to leave, you'll have to fight. And I don't want you to do that. So please.. leave. " sagde han så lidt med blikket mod Reign før han kort skævede i retning mod lyden hvor fodtrin blev mere tydelige for hans øre. Samtidig med at desperationen sejlede ind over Razors ansigt. Han strammede grebet om kniven som han stadig havde i den ene hånd. Hans blik hvilede et øjeblik ned mod jorden ved Reigns fødder, men et øjeblik efter rettede han det tilbage mod hans ansigt.

" How wonderful! You brought a snack! "
" Or is he your new teammate? "
" We're not going to play your little game of hide and seek anymore! "

Razor skulle lige til at bede Reign en sidste gang om at gå da stemmerne nåede hans øre og han rettede blikket tilbage mod de 4 dæmoner som havde en kurs direkte mod dem. Som om det ikke var rigeligt at han skulle forsøge at holde sig selv i live, men nu var Reign med på sidelinjen - et menneske som de helt sikkert ikke havde tænkt sig at tage med sig tilbage, tværtimod bare slagte ham på stedet. Hvis der var noget Razor havde lært den seneste tid var det tankegangen dæmonerne fra arenaen havde og der var ikke en venlig tanke gemt bag nogen af deres pander.

" Seriously.. Can't you just go find someone else? I survived, shouldn't the price be our freedom? " spurgte han så i en knurrende tone før han trådte mod dæmonerne der stadig fortsatte gangen mod dem. Han håbede virkelig at Reign ville blande sig uden om, aller helst at han ville skynde sig væk. Disse mænd var ikke til at spøge med.
" But we need you to get the powerful girl you fought with! And you as a team - we could earn more money than ever seen before! " lød det fra den ene mand som trådte frem og trak sit sværd. De andre tre fulgte trop - den ene med mere opmærksomhed mod Reign end de andre.
De havde dog ret. Et hold som Tatia og Razor havde dannet i arenaen havde været utroligt, de havde knap måtte lide nogle skrammer selv og havde kæmpet sig igennem alle der stod i vejen. Dog havde Razor ikke tænkt sig at vende tilbage dertil og slet ikke for at være lokke mad.

Razor skævede kort i retning mod Reign, mest for at tjekke om han stadig var der eller om han var smuttet - men det var et blik som resulterede i at han ikke fik ordenlig fokus på den ene mand som var trådt frem og svingende sværdet mod ham. " Jeez! " knurrede Razor i det han måtte springe tilbage for slaget og derefter selv vise sin styrke i et angreb, han hakkede kniven ud efter mandens hals men han undveg og svingede sit sværd endnu engang. Razor fik dog hurtigt snoet sig smidigt udenom og under manden for at ende bag ham. Der var altid en smule mere kampgejst i kroppen når det alt kom til alt og han havde ikke tænkt sig at give op. Han skimtede ud af øjenkrogen den ene som satte kurs mod Reign og mærkede med det samme en panik boble op i hans krop.

Et 'men' lå på Reigns læber men nåede ikke at komme ud, inden ejerne til de stemmer, han havde hørt, dukkede op. Og ganske rigtigt virkede de ikke til at være typerne, der ville lade ham gå, selvom han ikke var en del af deres leg. Måden, de sagde tingene på, samt det, Razor havde sagt, gjorde det tydeligt for Reign, at de også måtte være dæmoner. I hvert fald ikke mennesker, det var helt ude af billedet.

Han nåede ikke at overveje, hvad deres samtale gik ud på, inden fokus røg hen på den ene af de fire, der gik i hans retning. Hvis hans fornemmelse var rigtig, og de var dæmoner, så havde han ingen chance. Deres hurtighed og styrke overgik hans.
Han fik klodset hevet sin dolk frem, men det resulterede kun i, at han følte sig endnu mere på skideren, end han allerede før gjorde. Hans lille, sløve dolk mod et stort, skarpt sværd - det måtte se latterligt ud udefra.

Han skævede i et enkelt sekund hen mod Razor, der så ud til at have hænderne fulde, og i det korte sekund, fik dæmonen foran ham svunget sværdet. Det lykkedes kun Reign at undgå ved at lade sig falde bagover, ned på bagdelen. Endnu engang blev sværdet svunget i en lodret linje ned mod ham, og endnu en undvigelse foregik fra hans side, denne gang ved at han spredte sine ben. Han stirrede med store øjne ned mod tippen af sværdet, der var skræmmende tæt på hans mere ædle dele, og da sværdet blev løftet igen, fik han rejst sig og løb afsted. "Crap... crapcrapcrapcrap!" lød sammenbidt fra ham, som han desperat forsøgte at regne ud, hvad han skulle gøre. Men alt, der umiddelbart faldt ham ind, var at løbe.

Razor fik et slag på siden af hovedet og tog ham et øjeblik lige at finde fokus før han sprang op på skuldrende af dæmonen som før havde svunget sit sværd mod ham. Dog var hans opmærksomhed slet ikke mod den dæmon han selv kæmpede mod, men rettet mod Reign og få sekunder efter havde han kastet sin kniv som borede sig ind i skallen på dæmonen som forsøgte at gøre det af med Reign, og den faldt til jorden kort efter.

Der gik dog ikke længe før en anden dæmon havde retning mod Reign. " You wouldn't last a minute in our buisness." sagde dæmonen hånende til Reign i det han bevægede sig mod ham. Enten skulle han skulle sig på benene og kæmpe med det sværd der nu lå ledigt i hånden på den døde dæmon - eller sætte fut i sine fødder og skynde sig væk. Razor kendte ikke Reigns evner indenfor kamp men af hvad han havde fået indtryk af, var det ikke de vilde kampfærdigheder han var i besiddelse af.
Det var dog en handling som fik Razor til at ende på jorden da han ved sit ben mærkede en hånd der greb fat om ham og trak ham ned. Han skar kort en grimasse da han ramte jorden men kun fordi det frembragte hans tidligere hovedpine og fik såret i hans pande til atter at lukke en sø af blod ud. Han havde ikke sin kniv, så han måtte udtænke en måde at få fat i sværdet på. " Don't touch me! " hvæste han før han satte tænderne i dæmonens hånd da han skulle til at holde ham mod jorden ved halsen med sin ene hånd. Der gik ikke længe før dæmonen faldt sammen, det betød giften fra Razors tænder havde bredt sig i dens krop - men det var kun et spørgsmål om øjeblikke før det var ude igen. Det virkede ikke længe på stærke væsner som dæmoner men heldigvis havde det virket nok til at han kunne komme fri og snuppe sværdet.

Razor nåede også kun lige at få fat om sværdet før han endnu engang måtte kysse jorden da han måtte give efter et slag over knæet da den sidste dæmon valgte at melde ind i kampen. Den havde sikkert set at det ikke så helt godt ud for sine kammerater. Razor kunne håbe Reign kunne holde ud lidt endnu. Han rullede hurtigt væk for at undgå øksen der blev slået mod jorden hvor han havde ligget et split sekund før.
" Give it up hybrid! you're done! You and your human friend wont make it for long! " sagde dæmonen alt for selvsikkert. - hvilket kun fik et irriteret udtryk frem i Razor og han svingede sværdet han før havde fået fingrene i mod dæmonen, dog ramte han ikke og han måtte give efter for det slag sværdet mødte mod øksen da hans arm skreg i smerte under trykket. Det skulle gå stærk, den ellers lammede dæmon gav lyd fra sig og Reign var i vanskeligheder. Razor gjorde hvad han kunne for at finde et fokus punkt og gøre som han altid gjorde men det hele var for meget og han kunne slet ikke koncentrere sig.

Reign kiggede febrilsk rundt - på den nu døde dæmon foran ham, på dolken i hans hånd, på sværdet, på dæmonen foran ham, på Razor. Han vidste ikke, hvad der var klogest at gøre, og han havde ikke tid til at tænke over det. Derfor lod han bare sin krop og dens reaktioner styre, hvilket resulterede i, at han kastede dolken mod dæmonen, der med lethed undveg hans kast. Dog gav det Reign et ekstra sekund eller to til at snuppe sværdet på jorden samt en håndfuld sandet jord, inden dæmonen kunne nå at se det.
Han stillede sig i kampposition og forsøgte at få blikket til matche bare en smule, selvom han godt var klar over, han ikke kunne skjule al den stress og rædsel, der var ved at boble over indeni ham.
Alt gik pludselig hurtigt. Dæmonen svang sværdet mod ham og i stedet for at undvige, trådte Reign frem, smed sandet i øjnene på sin fjende og stak med sin fulde kraft sværdet ind i maven på ham, hele vejen igennem. I et split sekund stod alt stille, og han var frosset i rædsel over at have spiddet en person. Han burde slet ikke have overlevet dette - måske var han heldig, måske var han blevet undervurderet, han vidste det ikke. Men han var i live.

Endelig gik det op for Reign, at han var blevet ramt i skulderen, da han havde rykket sig frem mod dæmonen, og selvom sandet havde sørget for, det langt fra havde været med fuld kraft, gjorde det alligevel ondt og blødte en del.
Han slap sværdets håndtag, hvilket tillod dæmonen at falde tilbage, så han i stedet kunne holde sig på skulderen, hen over blødningen. Opmærksomheden forblev dog ikke længe på smerten men røg hen på Razor i stedet, der stadig var i problemer.

Hvis han løb derhen, ville han bare være i vejen, det var han sikker på. Men han kunne ikke bare stå der og glo. Derfor hev han Razors kniv ud af hovedet på dæmonen, der stadig lå på jorden, og kastede den med sin fulde kraft hen mod den ene af de to dæmoner. Han regnede ikke med at ramme eller være til hjælp overhovedet, men hvis der var den mindste chance, så ville han tage den - og det havde han gjort.

Razor bed tænderne sammen da duften af menneskeblod nåede hans næse. Han havde ikke lyst til at kigge mod Reign, kun fordi han ikke vidste hvad han ville se - om det var en skade eller om dæmonen havde gjort det af med. Tanken gjorde ham sur og han sparkede ud efter dæmonen mod øksen som nær havde væltet da han havde ramt ham hårdt ved knæet og fået hans ben til at give efter under ham. Han udnyttede øjeblikket til han rulle sig væk med sværdet inden den fandt sin balance igen. Denne gang parerede han øksen meget bedre end før, men kun fordi dæmonen blev forvirret over en kniv der kom flyvende og formåede at bore sig ind i dens arm og gjorde dens greb om sin økse svagere. Razor udnyttede det dog og snuppede kniven fra dens arm - han havde altid været bedre til at kæmpe med knive, det var ikke nær så klodset at have med at gøre som fx et sværd.

Et kort lille smil bredte sig over Razors læber da han fik et godt greb om kniven og vidste at Reign stadig var i live. Dog et smil der falmede dog hurtigt igen da han mærkede en kniv ved sin hals og pr automatik trådte han et skridt tilbage, han måtte nærmest stå på tæer for ikke at være sin egen vægt mod kniven. Hans ene hånd fandt sin vej op i et forsøg på at skubbe kniven på afstand og hans puls som i forvejen var helt vejret steg endnu engang og han bed sig kort i læben.
" If you go with us. You'll both live, if you dont.. you both will die - you know the rules " hviskede dæmonen til Razor. Han knurrede kort lidt som repons og skævede kort mod Reign men lod så sit blik glide mod den anden dæmon som havde vundet sin balance tilbage, dog med en tydelig smerte i sit ben. " I refuse to be a piece in your stupid game.. " snerrede han så bare før han hamrede kniven ind i lysken på manden som med det samme slap ham i en smertefuld lyd. Razor trådte hurtigt væk fra manden og tog sig til halsen før han i en sidste bevægelse bankede kniven ind i tindingen på manden og han måtte også se sig slået.

Der var en tilbage, en som tydeligt ikke brød sig om at han havde mistet sine 3 kamp brødre til en lille blanding og et simpelt menneske. Hvilke dæmoner følte ære i at dø på den måde? Ingen. Razor vendte rundt for at træde mod den sidste men måtte stoppe sig selv i sine bevægelser da svimmelheden pludselig meldte sig og han havde et øjeblik svært ved at stå oprejst. Han rystede kort lidt på hovedet for at finde fokus, men det var som om at ingenting ville gøre som han ville. Hans krop lystrede ikke. Han fandt dog ikke fokus hurtigt nok før dæmonen igen var på banen og forsøgte at slå ham helt ud med øksen. Et kort fnys forlod Razor i det han genfandt balancen og sprang på manden inden øksen nåede at ramme ham, istedet borede den sig ned i jorden hvor Razor havde opholdt sig for få sekunder siden. Det var heldigt at disse dæmoner havde en anden form for kamp teknik end Razor selv havde - så brugte styrke, hvorimod Razor mere eller mindre mestrede smidigheden. Dæmonen fald sammen på jorden i smerte da Razor havde snuppet hans øjne og plantet den lille kniv i halsen på ham. Han var træt og gad ikke mere. Der gik dog ikke mange sekunder før han lod sine arme glide ned langs hans sider og han rettede blikket mod jorden. Hans øjne blev våde, ikke af blod - men tåre. For første gang vidste han rent faktisk hvorfor.

Reign hævede forbløffet øjenbrynene over rent faktisk at have ramt. At have formået at hjælpe bare en smule. Dog gjorde han ikke mere end det. Det hele gik for hurtigt til, han kunne følge med, og i den ene pause, der var, hvor Razor var blevet grebet fat i bagfra af en af dæmonerne, turde han ikke gøre noget, når der lå en kniv for knægtens strube.

Da den sidste dæmon faldt om på jorden, kom der dog fart under hans fødder, som han spænede hen mod Razor, mens han skævede rundt på dæmonerne for at se, om nogen af dem stadig bevægede sig. De virkede dog alle til at være døde - eller virkelig gode skuespillere.
Reign stoppede foran ham og skulle til at gribe fat i hans skuldre, da han pludselig så tårerne og tøvede. Nok mest fordi det var sådan en overraskelse at se ham græde. Man græd vel kun, når man følte. Med mindre det var smertetårer selvfølgelig.
Han fik hurtigt smidt det ud af tankerne, da der ikke var tid til det nu, og fik nu grebet fat i Razors skuldre og tvunget ham ned at sidde med forsigtighed, op af et træ.

"God..." mumlede han ud efter selv at have sat sig på knæ foran drengen, hvis sår og blødninger han nu endelig kunne kigge ordentligt på. Der var mange, og det blødte meget. Alt for meget til at han turde tage ham med tilbage til sin hytte uden at være bange for, han ville forbløde på vejen.
"I'll patch you up. Just stay with me, okay?" Reign rettede sig lidt op og spejdede efter en specifik plante, han vidste var gode til at rengøre sårene med. Dog gik det op for ham, at planten skulle skæres ud og koges, inden den kunne laves til en salve, så han droppede sin søgning og så i stedet nervøst på Razor. Pludselig kom han i tanke om noget og følte sig trods den forfærdelige oplevelse som den heldigste person i verden - han havde alkohol med. Ikke meget, men lidt var også godt.
"Which one hurts the most? Which cut?" spurgte han, mens han fiflede med at få lommelærken fri fra bæltet.

" Just leave it be.. It dosen't hurt!.. " sagde han kort i en snerrende tone. Razor rystede bare en smule på hovedet da han kom ned at sidde. Han orkede ikke engang at gøre modstand. Dog var den manglede modstand kun et øjeblik og han rettede blikket mod Reign med et noget så vredt udtryk. " You're so stupid! " bed han så af ham i en knurrende tone. " Why!? Why are you so stupid! " han bed tænderne sammen før han så bare rystede på hovedet endnu engang, tydeligt frustreret og sur. Ked af det. Sårene var han ligeglad med, det gjorde ikke ondt. Ikke ligeså ondt som så meget andet. " Look what I made you do! " Sagde han så, havde det ikke været fordi hans stemme knækkede på halvvejen ville det have været en råben. Han hadede tanken om at være skyld i at Reign havde stået i den situation han havde, det var slet ikke meningen og det gjorde ondt indeni. Tydeligvis var sket ting den seneste tid som have aktiveret en knap i Razor der lukkede følelserne fri og han havde helt og aldeles ingen kontrol over hvad der foregik. Han vidste bare at det der var sket ikke skulle have været sket. Heller ikke selvom Reign i sidste ende var ret badass og havde slået en dæmon ihjel. Men det kunne man komme ind på senere, når skideballen over at han ikke bare havde lyttet var overstået.

Han knyttede kort sin hånd men slog så bare blikket ned mod jorden og tårrende fik frit spil. Det var prikken over i'et han kunne ikke længere holde noget som helst tilbage, ikke fordi han bevidst havde gjort et forsøg på det, men hans krop ville ikke mere. Den var vidst godt træt af at kæmpe imod. " You didn't leave." Knurrede han surt og rystede på hovedet. Han måtte anstrenge sig for ikke at lade vreden blive til fysisk kontakt - han ønskede ikke at skade Reign yderligere, heldigvis var han drænet for energi og i sidste ende ikke klar på at bevæge sig mere end højst nødvendigt. " I told you to leave.. why didn't you leave?.. " mumlede han så bare lidt før hans hænder fandt vejen til hans ansigt som han gemte et øjeblik bag dem. Der gik ikke længe før han fjernede sine hænder en smule med et nu mere forvirret udtryk end vredt.. " what is wrong with me.. why is my face all wet.. " spurgte han så og hans blik rettede sig tilbage mod Reign.

Reign blev en smule irriteret over at blive snappet sådan af, når han udelukkende forsøgte at hjælpe, men samtidig lagde han ikke så meget i det. Razor var i smerte, og adrenalinen pumpede nok løs i kroppen på ham og havde garanteret gjort det længe, så han bebrejdede det for hans opførsel.

Da han intet svar fik på sit spørgsmål, valgte han såret på panden, da det umiddelbart virkede som det største af de åbne sår. Han tog skjorten af og rev ærmerne af den, så stoffet kunne bruges som forbinding. "I don't know," svarede han imens i en intetsigende og uinteresseret tone, da han var for fokuseret til at snakke i øjeblikket. Dog sagde han sandheden. Han kunne have løbet fra starten af. Han burde måske have løbet. Men han havde ikke kunne få sig selv til det.
Han greb fat om lommelærken, han før havde stillet fra sig på jorden, igen men rensede ikke såret, da Razors hænder var i vejen. Han ville ikke lade ham sidde der og bløde - men samtidig havde han et unikt øjeblik, hvor han endelig lod sig selv græde, og det fortjente han, så Reign havde ikke lyst til bare at skubbe hans hænder væk. Desværre måtte han indse, der ikke var mange andre muligheder, hvis han skulle rense de sår.

Han lod sin frie hånd glide ind bag Razors hænder og rykkede dem forsigtigt ned, væk fra hans ansigt, "you're sad. You're hurt. And you're probably stressed the fuck out," han åbnede lommelærken uden at slippe Razors hænder, der var endt i drengens skød, og sendte ham et lille, opmuntrende smil, "crying is a normal reaction. Nothing's wrong with you."
Reign gav ham lidt tid til at komme sig og falde til ro, inden han førte lommelærken op til hans ansigt, "this is going to sting," og hældte lidt alkohol ud over såret.

" Maybe you're just as crazy as I am.." mumlede han så bare lidt som svar til, det hele. Reign havde valgt at blive. Det var at være en smule forkert sat, men på den anden side var det vel egentlig Reigns naive side der havde vundet - håbet om at kunne tale sig fra problemerne. Det måtte være en menneske ting, for det var ikke sådan det fungerede når man havde med utålmodige dæmoner at gøre. Tænkt at den det naive menneske i sidste ende skulle være grunden til at Razor ikke havde måtte lade livet. Et eller andet sted gjorde det Razor sur - men også en smule taknemmelig. Han havde sikkert ikke klaret den uden hjælp. Om ikke andet kunne han være fanget i skoven i meget lang tid, på flugt fra nogen som bare slet ikke virkede til at ville opgive deres jagt. Normalt satte man pris på at være noget værd - men ikke når det var til sådan et formål.

Han skævede lidt mod Reign hånd da han fjernede hans hænder, og måtte koncentrere sig hvis han skulle få sine egne rystende hænder til at slappe en smule af. Dog bemærkede han at det ikke kun var hans hænder som havde sat en rysten i gang, hele hans krop dirrede. Han tog kort lidt en dyb indånding i et forsøg på at slappe af. Det han vidste ikke helt hvordan man ellers skulle takle det.
" I have.. " mumlede han kort før han rynkede næsen lidt, da Reign hælde alkohollen mod hans sår i panden. Han blinkede nogle gange med øjnene. Det sveg. Hans blik hvilede i stedet bare lidt mod Reign uden lige med det samme at fortsætte den sætning han egentlig havde tænkt sig at sige. Mest fordi det virkede, det bekendte ansigt der var lige der - det gav en indre ro. Det føltes rart, og fik et lille smil frem i hans ene mundvig.
Duften af Reigns blod snorede sig omkring i luften og det var svært at ignorer det. Han skævede et øjeblik mod såret efter sværdet der havde været på tot hold med Reign - men han måtte skubbe tankerne ud af hovedet som først havde tænkt sig at melde sig. Han kunne ikke sidde her og blive lækker sulten.
" Your blood.. I mean, you're bleeding. It needs to be fixed. " fik han så alligevel sagt før hans blik gled tilbage mod Reigns ansigt. " You don't have to do this. I can take care of myself.. " sagde han så kort efter. Også selvom det nok ikke var helt sandt. Var der en ting han var blevet bekræftet i, var det at han hvert fald ikke kunne klare alting på egen hånd.

"Maybe I am," Reign vidste, det var en overdrivelse, i hvert fald fra hans side af. At han var blevet havde været en skødesløs, uklog for ikke at sige direkte tumpet handling, men det nåede langt fra op på Razors niveau af skørhed. Intet menneske ville kunne nå helt derop, med mindre de var psykisk syge - og så måske ikke engang der.
Men selvom Reign godt var klar over, at knægten var bimlende, havde han samtidig lagt mærke til, at jo mere de var sammen, jo mere prallede det af på ham. Han var begyndt at vænne sig til det, hvilket han egentlig ikke brød sig om. Det var som om, han forstod Razors særheder - i hvert fald mere, end han gjorde i starten, hvor han stirrede blankt og spørgende på ham, hver gang han sagde et ord.

Reign tiltede lige så stille flasken tilbage, da hele såret var blevet hældt over med alkohol. Han var forbløffet over, hvor pænt knægten tog det. Måske havde han en anden smertetærskel end et menneske. Han klarede det i hvert fald pænt og... var det et smil, han kunne skimte i mundvigen?
Han flyttede hurtigt blikket fra Razors ansigt og ned på sin venstre skulder, "hm? No, no, it's not that deep. Barely hurts." Det var ikke helt sandt men heller ikke en løgn - den stadig pumpende adrenalin, der kørte rundt i kroppen på ham, virkede smertelindrende. Han havde slet ikke tid til at ømme og beklage sig over et snitsår nu. Det ville dog komme senere, det var han sikker på. Når han var faldet mere ned og i sikre omgivelser, ville smerterne begynde.
Han fik fokus væk fra skulderen igen, da han hørte knægtens næste kommentar, og fik byttet kommelærken ud med et af skjortens ærmer, "right," sagde han først i en sarkastisk tone, inden han begyndte at binde ærmet rundt omkring Razors hoved, "like I'm going to let you walk all the way back home, bleeding like that." Han flyttede hænderne igen, da han var sikker på, stoffet dækkede og lagde et pres på såret. Han to en dyb indånding, "good. Nice. Looks stupid but I think it works," han sendte ham et smil og fik sat sig bedre til rette på jorden, nu hvor han havde forbedret situationen bare en smule og på den måde givet dem mere tid.

Han var stadig ikke rolig. Faktisk, som tiden gik, blev han kun mere og mere urolig, som billeder af ham, der spiddede dæmonen, kørte for hans øjne igen og igen og igen. Han fattede ikke, han havde gjort det. Bare sådan. Stress havde sat ind og fået ham til at gøre det, men selvom han vidste, han aldrig ville have gjort det, hvis ikke det havde været for presset, føltes det stadig forkert. Han kunne have talt med dem. Fået dem til at gå. Måske givet dem penge for at gå - alt og alle havde en pris.
"You need to help me here, kid," sagde Reign endelig for at få sine tanker skruet hen på noget andet. Han lavede en håndbevægelse ned mod den blodige trøje, "just tell me where it hurts. Please."

Razor var i tvivl om hvorvidt Reign mente det, et eller andet sted kunne det jo være sandt nok - han kunne være bandegal men gemme det godt bag sit søde og venlige menneskelige ydre. Det kunne være at det han netop havde gjort var noget han altid havde drømt om. Når Razor tænkte mere over Reign egentlig had til dæmoner - så kunne der vel ikke være noget mere tilfredsstillende end at slagte en? - Razors blik hvilede mod Reign et par sekunder og fandt med sig selv ud af at det nok ikke var tilfældet. Det passede ikke på Reign at være en brutal dæmon morder. Slet ikke. Derfor gjorde det også ondt at han havde tvunget ham ud i en situation hvor det var den sidste udvej. Der fandtes venlige dæmoner, men med disse skulle man vide at enten så slår man ihjel, ellers så bliver man selv slået ihjel. Der var ingen mellemvej.
Han holdt et lidt skeptisk blik mod Reign da han sagde det knap gjorde ondt. Han troede ikke helt på ham, men på den anden side kunne det jo godt være han var mere hårdfør end hvad han så ud til. Razor kunne vel umuligt være den eneste i verden der havde problemer med at kople smerte til smerte. " It still needs to be fixed.. " sagde han så bare lidt og rynkede kort næsen en smule.

Han forsøgte bare at sidde så stille som mulig, så det var nemmere for Reign at gøre hvad han nu gjorde. Også selvom Razor ikke fandt det nødvendigt. Han havde gået mange gange før med slemme skader, så hvorfor skulle han ikke kunne denne gang. Men han satte nu alligevel pris på Reigns hjælpsomhed, også selvom han måske ikke var så god til at vise det. " I wasn't planning on going home.. " mumlede han så bare kort først før han skævede lidt mod ærmet der blev viklet omkring hans hoved. " I just spend two weeks fighting for my life, going home would make it a waste. He's gonna kill me for being away that long.. " tilføjede han så lidt og lod kort blikket glide ned mod sine hænder før det rettede sig mod Reign ansigt, et kort smil fandt sin vej til hans læber og han lod kort hovedet glide på skrå. " I can work with stupid. " sagde han så bare lidt. Det var vel i princippet bedre end at rende rundt med en åben pande og efterlade en duft af blod - ikke at resten af hans krop gjorde det arbejde helt fint, men tøjet dækkede da i det mindste en smule for skaderne.

" I told you already, it dosen't hurt. " Sagde han så lidt og forsøgte et øjeblik at skubbe sig op at stå. Men hans ben opførte sig som gele under ham og han kunne slet ikke komme op. De kunne vel ikke blive siddende der for evigt, eller det kunne de jo så blive nødt til - eller Razor kunne, Reign kunne i princippet selv bestemme om han ville gå eller ej, medmindre han også var kommet til skade andre steder som Razor havde overset - den tanke fik ham hurtigt til at lade blikket glide ned over Reign, bare for at være på den sikre side.
Han prøvede en sidste gang om han kunne komme op at stå, men måtte opgive sin kamp da ingen af hans lemmer ville som han ville. " Oh wauw, well thats convenient " mumlede han så irriteret før han så bare endte med at droppe det og rykke lidt på sine ben så han sad en smule bedre.
" But we need to fix your shoulder. I'm so hungry and sitting next to you is like a poor kid in a candystore. " sagde han så bare lidt og rynkede kort næsen en smule. Han havde ikke spist siden han havde forladt lejren, og selv der havde sulten meldt sig flere gange - så at sidde med en så sød duft lige under næsen var anstrengende bare at tænke på. Han bed sig kort i læben før han rettede blikket tilbage mod Reigns ansigt.

Reign abede bare efter Razors næserynken som svar. Han ville ikke sætte knægten over sig selv, men han ville heller ikke sætte sig selv over knægten - det eneste, han ville, var at gøre det vigtigste først og tage logiske beslutninger. Og her var den logiske beslutning først at hjælpe personen, der havde blod overalt udover sig, inden han kiggede på sin egen skulder.

Han greb lommelærken igen og hældte alkohol over de snitsår og skader, han umiddelbart kunne se. Heldigvis var der ikke nogle meget store udover det på panden. Ikke at det betød, Razor havde det fint. Der kunne være masser andre ting galt, indevendigt; forstuvninger, trykkede ribben, indre blødninger. Men Reign kunne intet gøre ved det. Han var trods alt ikke læge, og det hjalp absolut heller ikke, at halvdæmonen ikke ville samarbejde med ham.

Reign så op fra sit arbejde, da Razor snakkede om ham, der ejede ham, og hvad han ville gøre ved ham. "Wait... what?" spurgte han forbavset, inden knægten uden held forsøgte at rejse sig. Han forstod intet af, hvad der var sket, og nysgerrigheden trykkede mere og mere på. Noget med en pige og en... en arena? Eller havde han mon hørt forkert?
Uanset hvad var det vigtigste at få Razor et ordentligt sted hen, hvor han kunne få ro, lov til at ligge ned samt lægebehandling.

Han krummede brynene i en småirriteret grimasse, da dæmonen i Razor kom frem, og snappede bare af ham, "you will just have to restrain yourself," inden han vendte tilbage til det forhenværende emne, "where will you go if not back to your master? You need a bed, you need a bath, you need some medical care. Seriously, you do," forklarede han i en lettere frustreret tone på vegne af personen foran ham. Han tog alt for let på situationen og virkede slet ikke til at kunne se alvoren. Han kunne ikke sove i en eller anden gyde med sådan nogle skader.

Razors blik hvilede mod Reign og han lagde kort hovedet lidt på skrå. " Reign you really don't have to do that.. They'll heal soon anyway." sagde han så lidt og bed sig kort i læben. Razor var ikke specielt hensyntagen overfor sig selv når det kom til skader, det var spild af tid at behandle og de skulle sikkert nok forsvinde med tiden. Det eneste sår han virkelig kunne være bekymret for var det i hans lår hvor en kniv havde boret sig ind tidligere. Den kniv som i sidste ende havde reddet deres liv. Der var ikke så mange af de andre skader som kunne mærkes sådan til et punkt hvor han fandt det ulideligt og som noget der havde brug for at blive ordnet.

" I don't know.. I just.. Ugh. I just get the feeling he's mad.. like really mad. And.. nevermind. Not that I care, it's not my problem. - I just don't feel like dying today. " sagde han så bare lidt og knurrede kort - mest bare i irritation over hele situationen. Egentlig ville han gerne hjem i en varm seng efter et langt bad og et ordentlig måltid, men det virkede ikke til at være noget der ville ske i den nærmeste fremtid.
" What do you think I'm doing? If I wasen't you would be dead by now.. " knurrede han så bare kort lidt og rynkede kort brynene lidt. Det var måske ikke helt sandt - men at tale sammensatte sætninger som faktisk havde en betydning og passede 100 procent på hvad han egentlig mente - det var der ikke meget af på nuværende tidspunkt. Han burde egentlig bare tie stille for ikke at gøre ting værre end de var. Han burde bare sætte pris på den hjælp der sad lige foran ham i stedet for at være i en snerrende tone overfor Reign.
" I don't know.. Maybe I.. I'll probably just.. " sagde han så lidt før han kort skævede lidt mod Reign men trak så bare lidt på den ene skulder. " I dont know. " gentog han så bare efter at have tænkt et par ekstra sekunder over det. Han anede faktisk ikke hvor han skulle tage hen. Det var ikke fordi han ikke kendte nogle, men han anede ikke hvor nogen af dem boede - medmindre han skulle tage hele vejen til Dragons Peak og der var alt for langt, han ville gå til inden han nåede frem. I sidste ende måtte han vel bide i det sure æble og vende hjem - håbe på at det ikke var døden han skulle se i øjnene men en herre som ville lytte til hvad han havde at sagde. Også selvom der på ingen måde var udsigt til at hans herre ville tro på historien selv hvis Razor var ærlig. Det var så langt ude at det nemt ville kunne mistænkes for at være noget han havde fundet på. Han rykkede kort lidt på sig før han så bare skævede lidt rundt mellem træerne. Adrenalinen der havde suset rundt i hans krop var begyndt at aftage i takt med at han blev mere rolig da det ikke virkede til at der var mere fare på færde.

Reign lyttede med et roligt blik, der skjulte den egentlig nedtrykte følelse, han havde i kroppen. Han forstod slet ikke, at nogle kunne være så grusomme mod deres slaver. Jo, hans herre havde da lov til at blive vred på Razor over at blive så længe væk - han havde trods alt betalt for ham, det regnede Reign i hvert fald med. Men at slå ham ihjel ligefrem. Han forstod slet ikke, at man kunne få sig selv til at gøre sådan noget mod sine medmennesker. Eller... sine meddæmoner.

Han ignorerede Razors snerrende tone så godt, han kunne, selvom det stadig var frustrerende, at han opførte sig som en forkælet møgunge, og gav sig i stedet til at tænke over, hvad han kunne gøre med Razor.
Han ville ikke gå og bare lade ham sidde der. Det var ude af billedet. Der var langt til hans hytte, og han var ærlig talt ikke sikker på, knægten ville overleve turen. Doomsville var tættere på, men han skulle ikke hjem til sin syge herre og risikere at blive slået ihjel der.
Efter kort tids intense overvejelser, fandt Reign endelig på noget. "I'll rent a room for you in Doomsville. And I'll find a doctor who will take care of you. You can walk, right?" han smilede spørgende og så kort ned på Razors ben. Smilet forsvandt dog lige så hurtigt, som det var dukket op, da han lagde mærke til hvor meget, det blødte. Han havde været så fokuseret på overkroppen, at han slet ikke havde lagt mærke til hullet i hans ben.

Han rystede chokeret på hovedet og begyndte at rulle hans bukseben op, "for god's sake, Razor! Why didn't you say anything, you stupid shit!" Det lykkedes Reign at få buksebenet rullet nok op til at såret kom til syne; det var tydeligt, det var dybt. "Crap..." mumlede han stresset ud og fik endnu engang åbnet lommelærken. Han havde gemt den sidste, der var tilbage i den, til sin egen skulder, men hældte det i stedet ud over Razors sår - det var trods alt værre. Han greb hurtigt det andet skjorteærme og forsøgte at binde det stramt rundt om benet, mens han konstaterede, "I can carry you. It'll be okay."

Razor rystede hurtigt på hovedet. " You don't have to do that.. " mumlede han så bare lidt, men måtte indrømme at det måske faktisk ikke var en dårlig idé. Razor havde vel et eller andet sted en skjult stolthed over ikke at ville virke hjælpeløs. Især ikke overfor Reign, af en eller anden grund. Men det skib var sikkert alligevel sejlet for længst - sådan som han sad, smurt ind i blod og ude af stand til at rejse sig. Der var intet andet end hjælpeløs hed over ham på nuværende tidspunkt. Og det irriterende ham. " I don't need a doctor.. Angel blood is better, It'll heal in no time.. " sagde han så bare lidt. Et sted at sove kunne han acceptere men ligefrem at skulle ud og finde en eller anden doktor som helt klar ville belære ham om hvad der var rigtigt og forkert - der havde han simpelthen ikke overskud til. Engel blod kunne vel umuligt være svært at skaffe, det var bare at opsnuse en engel - eller folk der i de dystre gader havde noget i lommen man kunne handle sig til.
" Ofcourse I can walk.. " fik han så alligevel sagt før Reign pludselig fik et chokerende anfald over blodet på Razors bukser.

Han fulgte hans bevægelser da han rullede hans bukseben op og et øjeblik var han en smule forvirret over hvorfor. Han bed sig kort lidt i læben og rykkede kort lidt på sig. Det gjorde en smule ondt, men samtidig ikke helt så meget som det burde. Sikkert fordi hans krop nærmest var helt følelsesløs. Udmattet. Han bed tænderne sammen og knurrede en smule da Reign hældte indholdet fra den lille lommelærke ned i såret, men han rystede så bare kort lidt på hovedet. " Stop being so worried.. It.. I don't like it. It feels weird.. " sagde han så bare lidt og skævede kort mod Reign men rettede så blikket lidt mod sit ben. Reign halv paniske udtryk forvirrede Razor og han fik mere og mere dårlig samvittighed over at have sat ham i sådan en situation. - Dårlig samvittighed, ikke noget han før havde haft inde på livet, men det var åbenbart en af de mange ting som denne tur havde bragt til overfladen. Endnu en forfærdelig ting som han ville ønske han bare kunne skubbe væk.
Han rynkede kort næsen lidt før han rystede på hovedet. " No, I can walk! You don't have to carry me - really! Your shoulder - it wont do. " sagde han så hurtigt i en halv skarp tone. Reign skulle under ingen omstændigheder bære rundt på Razor med en skadet arm.

Reign åbnede munden for at udvise sin forargelse over, at Razor ville bruge andres blod for at så at sige fjerne sit eget. Men han droppede det - den diskussion skulle ikke tages nu - og sagde bare lavt, "right... I'll figure something out." Han havde hele tiden været sikker på, at en læge ville være det bedste og det vigtigste for knægten lige nu. Men engleblod... var der mon noget om det? Han anede jo ingenting om sådan noget og kunne derfor ikke udelukke det med det samme.

"Well, neither do I!" udbrød Reign irriteret, stadig med blikket på såret, der var kommet til syne igen, efter han for tredje gang havde bundet skjorteærmet op, da det ikke ville sidde, som han ville have det, uden det gled ned, "it's not that i wanna care for you, I just... do," tilføjede han sammenbidt, inden det endelig lykkedes ham at få placeret ærmet godt og stramt omkring benet. Han fortrød hurtigt, hvad han havde sagt, selvom det ikke undrede ham, at det var røget sådan ud af ham. Han havde gået med tanken i flere dage nu - tanken om hvorfor han blev ved med at behandle Razor, som han gjorde, og tænke på ham, når han i bund og grund slet ikke brød sig om ham. Det var frustrerende, og han havde ingen at tale med det omkring.

"I told you it's fine," sagde han hårdt, idet han førte det matchende seriøse blik op på hans ansigt, "you can't walk - you can't even stand up. Stop acting like a baby when I'm trying to help you."
Da Reign var sikker på, der ikke var mere, han kunne gøre for at stoppe blødningerne og Razors smerte, rejste han sig op. Der var ikke andet tilbage end at løfte ham op, bære ham til Doomsville og finde et værelse - det var hans eneste chance lige nu.
Han spredte armene lidt ud men førte dem akavet tilbage, da han ikke var sikker på, hvordan han kunne tage bedst fat i denne situation. Han ville ikke kunne bære ham på ryggen - Razor ville ikke kunne holde fast, når han var så tappet for energi - og over skulderen ville bare skade ham mere, end han var i forvejen. Derfor skubbede han stoltheden fra sig, stillede sig om på den ene side af knægten og løftede ham op i den typiske prinsessestilling, de fleste kendte til, hvorefter han vandrede afsted. Knægten var heldigvis let som en fjer, og da det meste af vægten lå i hans højre arm, gjorde det ikke det store.

Der var ikke megen begejstring at finde i Reign ansigt over Razors forslag. Men det var hvad Razor til hver en tid ville gå efter hvis det skulle blive nødvendigt. Engleblod var effektivt - ikke så effektivt som det blod han havde drukket tilbage i lejren havde været - men godt nok til at ville kunne hele hvert fald en del af de skader han havde fået, mindste dem så det var mindre alvorligt end det egentlig var. Det gik mere og mere op for Razor at det måske ikke bare var små skræmmer han havde fået med sig, i takt med at virkeligheden stille fik sneget tilbage i hans sind. Han burde vide bedre end at spøge med ting som dette - men det gjorde han ikke, det lå ikke til ham at være bekymret.

" Sorry.. " mumlede han så bare kort af Reign reaktion. Han valgte så bare ikke at sige mere. Fulgte i stedet bare med i Reigns bevægelser der med besvær endelig fik bundet ærmet om Razors ben. Hans blik hvilede mod ærmet mens han forsøgte at ignorere følelsen af hans mave der slog en knude på sig selv ved Reign ord. Det stak underligt, en anden ubehagelig følelse end nogen af de skader han havde fået have givet ham, men så alligevel dansede den følelse med en eller anden varm meget mere behagelig en af slagsen - hvilket kun gjorde det endnu mere forvirrende. Han sank kort en klump men rystede så bare lidt på hovedet. " Thank you.. " sagde han så lidt og holdt blikket fra Reign et øjeblik længere før han så rykkede det mod hans ansigt. Det var et oprigtigt tak, hvilket Reign forhåbentlig kunne høre.

Han rynkede kort næsen og sad helt stille. Havde han lige kaldt ham en baby? - Razor synes da slet ikke han opførte sig som en baby - de skreg altid og var pisse belastende. Han sagde knap en lyd og var ikke morsyg på nogen måde. Han kunne ikke se sammenligningen - men nu var det heller ikke fordi babyer var dem Razor var mest i selskab med. Han kommenterede dog ikke på det og accepterede i stedet bare hjælpen fra Reign, som kort efter løftede ham op. Han bed tænderne lidt sammen da det nærmest gav stød i siden på ham, men han sagde ikke noget. Han ville ikke være mere til besvær end han allerede var - og at informere om ribben ude af kurs på nuværende tidspunkt var en rigtig dårlig idé - også selvom det skar i ham hver gang han skulle trække vejret, det kunne mærkes mere end for kort siden, nu var de i bevægelse og det samme tingene i perspektiv. Han rykkede kort på sig for at sidde en smule bedre i armene på Reign, som til Razors overraskelse ikke virkede til at være specielt belastet af at skulle bære ham. Razor vidste godt at han ikke var den tungeste i verden men der var intet at spore i Reign der fortalte at det var til besvær. Efter lidt hvilede han så bare hovedet ind mod Reigns skulder og holdt blikket rettet mod hans ansigt, det kunne med tiden nok gå hen og blive en en smule skræmmende stirren.

//Doomsville it is? :')//

// Seems like it yea! ^^