You are a prisoner. You shall die a prisoner -Veltói

Yra trådte træt ud af sit telt. Hun havde været ude og træne det meste af morgenen for at holde sig i form. Hun havde også trænet nogle af de yngre børn i stammen. Men hun var blevet vækket af en af sine krigere. En person havde sneget sig rundt i deres område og var nu blevet fanget. Der var ikke noget som Yra hadede mere end spioner fra andre stammer. Normalt havde hun bare ladet sine mænd gøre en ende på den arme stakkels lidelser, men i dag følte hun sig irritabel nok til at selv at tage sig af fangen. Hendes sværd dinglede og slog blidt mod hendes bare ben som hun gik. Der var tegnet prikker over og langs hendes øjenbryn i sorte farver. Hun sørgede altid for at ligne den typiske leder når hun skulle konfrontere fangen.

Hun trådte roligt ind i teltet med cellerne. Normalt brugte de aldrig celler, men efter at have krævet dem af en fjendtlig stamme, tog de god brug af dem:"Aena shekhikhi Khal Yra!" blev der sagt til hende så snart hun trådte ind. Hun trak roligt sit sværd og slog let mod det tynde dog ret stærke metal der holdte ikke andet end en engel fanget! Hun kunne dufte det på lang afstand. Hun fnøs kort:” Engle hører ikke til i skove. I er for fimsede og rolige til at tilbringe jeres tid i stammer og udforske sødmen af krig.” sagde hun en anelse hårdt inden hun tog fat i tremmerne. Hun rykkede tættere på med den fakkel hun havde taget med sig og betragtede manden.
”Hvad laver du overhovedet her? Kender du ikke Yurok-stammen og dens ry? Hvis din forklaring er god nok, kan det ende med at jeg lader dig gå herfra levende.” et smil gled over hendes læber som hendes indre brændte for at færddiggøre sætningen:” Men jeg vil foreslå dig ikke at sætte dine håb høje.” afsluttede hun så. Hvis han ikke reagerede ville fangevogteren slå på tremmerne og råbe:” Ishish chare acharoe hash me nem ejervae nharesoon!” (Måske vil øret høre hvis det bliver fjernet fra hovedet!) hvilket fik Yra til at grine men hun gav ikke tilladelse til det. Hun drejede let om på hælen og rakte fangevogteren faklen mens hun ikke så meget som værdigede fangen et blik.
”Klargør ham til turen. Han skal gå med vores heste og når han er for træt til at gå, må hesten slæbe ham til hans hænder falder af.” kommanderede hun så inden hun gik ud. Hun fandt sin hest frem og satte sig op på den. Fangen blev derefter tvunget ud og sat fast til hendes hest. Hun red roligt afsted, tvang ham til at gå ved siden af hende:” Så fortæl mig, ifak.” (Fremmed, nedladende talemåde). ”Du vover at træde ind i mit land, endda bevæbnet. Dette er en ære, fra mig til dig. Din skæbne kunne have været langt værre.” forsikrede hun ham mens hun så frem. Hendes postur var ret og symboliserede styrke og magt, hendes blik var hårdt men hvis man kendte hendes moder ville man kunne genkende den svage blidhed der var gemt væk dybt inden i hende.  

At han tiltalte hende med respekt fik hende til at trække let på smilebåndet:" Veltoi med buen." Sagde hun så blot, rakte igennem tremmerne og rørte kort ved hans kind som tegn på at hun værdsatte hans talemåde:" Selv hvis jeg ville..." sagde hun så inden hun kørte fingerem op langs hans kind:" Så kan jeg ikke lade dig gå.." hviskede hun blot inden hun slap hans ansigt. Hårdheden fra før var væk. Hun lagde hovedet på skrå:" Og selv hvis du virkelig talte sandt, er jeg nød til at vise mit folk at mit territorium er sikkert. Ingen slipper ustraffet ind." Var det sidste hun sagde til ham inden hun lod ham være. Fangevogteren havde heller ikke noget at sige.

Efter hun var redet afsted med ham, lyttede hun til hvad han sagde og rystede på hovedet:" Du frygter ikke død, Veltoi af bueskytterne? Det er modigt. Jeg ville næsten give dig æren af en hurtig død." Sagde hun og trak sit spyd inden hun let pressede klingen truende mod hans hals mens de gik. Hun prøvede ikke på at være morsom så han skulle ikke tro at hendes ord var tomme. Dog blev hendes opmærksomhed taget af en raslen i buskene i nærheden.
I et splitsekund fik hun fjernet klingen og kastet den afsted mod lyden. Hvis der var noget man skulle frygte var det Yras spyd. Det var hendes kæreste eje og bedste våben, og hun ramte altid plet! Et hyl lød fra busken, men det var ikke fra et dyr. Det var fra et menneske. Hun hoppede ned fra hesten og så mod busken. Så rettede hun kort opmærksomheden mod sin fange:" Prøv og stikke af, Veltoi. Mit spyd vil nedlægge dig som var du en vild hjort. Dette er mit territorium og du er blot kvæg." Advarede hun inden hun gik mod hylet.
Ud af busken trak hun en mand frem. En rivalstammes kriger der også troede at Yurok stammens område var en legeplads. Hun trak ham hen til Veltoi og smed ham foran ham:" Hvad skal jeg gøre med ham her?" Sagde hun så. Hun ville se om fangen ville vise sig at være brugbar eller om deres lille gåtur skulle fortsætte. Hun trippede let med den ene fod, indikerede at hun ikke havde hele dagen, selvom at hun var ganske tålmodig. Manden som lå for fangens fødder stirrede bedende op i fangens øjne, han lignede en der ikke havde lyst til at ende sit liv i dag. Yra kneb øjnene sammen og rykkede tættere på:" Idéer?" Spurgte hun så.

// Skriver fra mobil, håber det går