xx I'm not a prisoner of my feelings! At least I dont want to be! -Markos

Det var en rolig aften udenfor. Skyerne var faldet over himlen henover dagen og gjort at denne nat var en smule koldere end de andre der havde været. Faktisk gjorde de skyer der nu havde blevet der til aften at en smule regn faldt ned i et afslappende tempo, dog ville man en smule hurtigt blive våd hvis man tilbragte for lang tid ude.
Folk valgte at blive inde denne aften grundet al regnen. Dog var der en enkel person at spotte ude på gaden. En ung kvinde. Hendes brune let krøllede hår var helt vådt men såvel var hendes tøj vådt. Hun stod nær en lygtepæl og lignede en der havde brug for at slappe af.
Mange i bydelen ville kende hende som en af de værste slavehandlere der fandtes, men hun lignede ikke en. Og dette triste udtryk hun bar mens hun bare stod der kunne få de fleste til at tvivle. Hun lignede bare en ung kvinde på afveje.

Tera havde aldrig prøvet i sit liv at føle sig så vred før. Hun tog en hånd op til sit hoved og sukkede kort. Det var ikke meningen… Hun mistede kontrollen. Hvorfor skulle han også opføre sig som enhver teenager og blive forelsket? Den person hun tænkte på var hendes ”adoptiv søn” Elliot. Han havde taget en pige med sig hjem på et dårligt tidspunkt, Teras humør var på et nulpunkt.
Hun blev for vred da han begyndte at mene at han var forelsket og ud af denne vrede kom hendes klør frem og hun rev ham på kinden. Det var ikke slemt men Tera havde fået det dårligt med sig selv, så hun var nød til at gå. Hende pigen han var sammen med så ud til at hjælpe ham fint alligevel. Hun tog sig lidt til hovedet. Hvorfor blev hun så vred?
Hun forstod det ikke. Hun støttede sig kort til lygtepælen og blev revet ud af sit minde da hun mistede sit fodfæste. Hun vidste at tage hjem ville ikke være det bedste. Hun ville end ikke nænne bare at overveje det. Hun så sig kort rundt og kom med et dyb følt suk. Forelskelse? Han var for ung til at forstå det, det var hun sikker på. Enten ville han få sig selv såret eller såre hende.
Hun kørte en hånd igennem sit våde hår og kunne mærke hvordan kulden kravlede langsomt ind under tøjet på hende, det ville ikke være en god idé at tilbringe for længe udenfor. Tera var ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Hendes blik faldt lidt rundt fra bygning til bygning, ud af dem var der en enkelt med lys i. Hun gik med tunge skridt hen til døren og så lidt op på skiltet over døren: SMED. stod der.
Hun tog fat i håndtaget og drejede forsigtigt inden hun så bare trådte ind. Der var varmt, og rart? Hun stod bare med armene over kors i døren og overvejede et sekund at gå igen, det var jo ikke fordi hun ligefrem skulle have noget smedet. Hun frøs og hendes tøj var plaskvådt. Hun bar en langærmet sort trøje og et par mørkeblå jeans, som var blevet endnu mørkere af at blive vådt.

Hun satte hovedet lidt på skrå mens hun betragtede den arbejdende mand. Hun blinkede kort med øjnene og prøvede at opfange hans duft. Men pludselig nøs hun, hun måtte have været for længe ude i kulden. Hun så på ham mens han talte til hende og satte hovedet en smule på skrå.
Hun bed sig lidt i læben og så lidt til siden da hun så ham, hun var ikke sikker på hvordan hun skulle reagere på smilet da hun stadig var lidt ude af den efter skænderiet med Elliot. Hun smilte dog bare en smule halvhjertet, det var ikke fordi hun gjorde det med vilje men hendes følelser ville ikke lade hende smile.
Hun gik hen til ham med tunge skridt og så sig lidt omkring. Der så nu meget spændende ud. Hun sagde dog ikke rigtig noget, i hvert fald ikke i starten. Hun samlede tæppet op da han smed det til hende og så lidt ned af sig selv. Hun kunne ikke bare tage tæppet om sig, hendes tøj ville blive lummert og ubehageligt, men hun kunne heller ikke bare tillade sig at klæde sig af.
Hun så lidt på ham mens han arbejdede og virkede nu en anelse nysgerrig. Hun havde ikke rigtig sat sig ind i hvordan andet arbejde var end at være slavehandler, men det var også fordi at den slavehandler der fandt hende udnyttede hendes svagheder.
Hun stod bare med tæppet i sine hænder og ville nu ikke gøre det vådt med sit tøj. Hun så lidt ind i ilden og kom med et lavt suk:” Det er da ret sent at arbejde… er det ikke?” sagde hun lavmælt og betragtede ham arbejde. Hun ville bare gerne tænke på noget andet.
Dog lod det ikke til at hjælpe, hun kunne ikke lade være med at tænke på det. Det kunne man også tydeligt se på hende, da hun begyndte at stirre ind i ilden, opslugt at tanker. Hun strammede grebet lidt om tæppet og rettede så sit blik op mod manden.
”Det nok bedst hvis jeg går.. Det ser ud til at du ikke har brug for at blive forstyrret i dit arbejde.. Men det er flot.. Din kunde er heldig at have en så god som dig..” sagde hun roligt og lagde tæppet fra sig. Hun gik hen til vinduet og så ud, regnen var blevet værre, det øsede egentlig bare ned, og lod ud til at trække op til en frygtelig torden.

Hun lagde godt mærke til at der var foragt i hans stemme mens han talte, hun kom med et lille smil som svar. Da hendes ”mester” havde oplært hende var han også bare gået hen og var blevet doven, efterlod hende med alt arbejdet. Han gjorde det endda uden at skænke hende en eneste tanke. Hun sukkede kort og så lidt op på manden mens han snakkede.
Et lille smil bredte sig på hendes læber, hans venlighed gjorde hende glad. Hun så ned af sit tøj da han snakkede om det og nikkede kort. Hun vendte sig roligt om, af en eller anden grund følte hun sig en smule forlegen, ligeså stille trak hun den våde trøje af sig og slap den.
Da trøjen ramte gulvet lød lyden mest af alt som et klask, som hvis man smed en gennemblødt klud. Derefter åbnede hun sine bukser og tog dem af, hun var nød til at læne sig en smule forover for at holde balancen. Hun vendte sig derefter om mod hvor hun havde lagt tæppet og tog det roligt om sig. Det føltes varmt og rart og hun slappede en smule af.
Hun så lidt på ham og vendte så derefter blikket ned imod jorden:” Det skal du ikke takke mig for.. Jeg siger bare hvad jeg ser..” hun kunne ikke rigtig undgå at føle sig som en byrde, på nogle måder var hun vel også en. Hun så lidt ud af vinduet igen og betragtede regnen, der egentlig piskede mod vinduerne. Vinden havde trådt ind og regnen blev slynget rundt fra side til side.
Hun lænede sig en smule op af væggen og følte roligt hvordan hendes krop varmede sig igen. Hun gik roligt hen til sit tøj og samlede det op. Det var stadig ligeså plaskvådt som før og havde nu efterladt en lille pøl af vand på gulvet. Hun tørrede det væk med bunden af tæppet som alligevel ramte jorden, da hun jo egentlig ikke var særlig stor, og i løbet af noget tid var gulvet kun fugtigt.
Hun så lidt rundt og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af det:” Mnh.. Jeg vil ikke være til besvær… Så når mit tøj… er mindre vådt… Kan jeg godt gå igen..” sagde hun roligt og så lidt rundt. Hendes blik faldt på en lille kniv der nu lignede hendes. Hun så en smule overrasket ud, mens hun betragtede kniven.
Hun løftede kort det ene øjenbryn og rodede lidt i sin bukselomme inden hun trak sin kniv frem. Hendes bukselommer var lavet til at der var et ekstra rum i hendes lommer som både ville sørge for at kniven ikke kunne skære hende og at man ikke kunne se den. Hendes blik gik op på kniven der hang og derefter ned på sin egen:” Har du lavet den her?” sagde hun roligt og pegede på kniven der hang mens hun så tilbage på ham.

Hun lagde ikke rigtig mærke til at han kiggede på hende mens hun tog tøjet af. Hun havde det nu godt med at være gemt bag tæppet. Hun så lidt på ham mens han snakkede og smilte kort. Han havde vel ret. Men hun ville alligevel gerne rose ham, om han kunne lide det eller ej.
Hun ville ikke have ladet ham stoppe hende, så derfor var hun ret hurtigt om at få det tørret op. Hun kløede sin kind lidt, hun havde det med at klø sin kind når hun tænkte over noget, det var bare noget hun altid havde gjort. Hun så lidt på ham og smilte kort:” Det havde det nok… Men jeg vil ikke have at nogen af os glider i det..”
Hun så lidt på ham da han tog hendes tøj og vendte så sin opmærksomhed mod kniven. Hun holdte sin egen kniv og så lidt på håndtaget. Hendes navn var fint indgraveret derpå. Hun holdte kniven sidelæns og undgik at skære sig på klingen da hun rakte den mod manden. Dog tabte hun den og ømmede sig da hun ramte spidsen som havde en smule sølv i sig. Hun tog sin blødende finger i munden og lukkede øjnene en smule hårdt i, i nogle sekunder.
Da hun åbnede øjnene igen tog hun sin finger ud af munden og prøvede at prikke den forsigtigt, for bare at komme med et lettet suk, heldigvis havde sølvet kun ramt overfladen så det havde brændt hende. Hun så lidt ned på kniven og smilte en smule skævt.
”Jeg fik den i gave… for nogle år siden..” sagde hun roligt og samlede forsigtigt kniven op og rakte ham den uden at røre med sølvet. Man kunne se at hun havde taget sig godt af den, den var ikke på nogen måde slidt eller grim, den lignede faktisk den der hang på væggen på en prik, bortset fra at der var navn på hendes.
”Det er en flot kniv.. og den har været til meget gavn.. Ikke at jeg som sådan har brugt den.. Kun i nødstilfælde.. Det var derfor jeg fik den..” hun stoppede sig selv i at sige mere, det var tydeligt at se på hende at hun ikke rigtig ville snakke mere om lige præcist hendes knivs historie. Hun så lidt op på ham og satte sig så roligt ned et sted hvor hun kunne. Hun plantede sit blik lidt ned i jorden og virkede stadig en anelse trist.
Hun trak roligt tæppet mere om sig, dog kom der et pludselig nys fra hende. Var hun blevet forkølet? Man kunne se hendes kropform ud fra tæppet, især når hun trak det så tæt om sig som hun gjorde. Hendes blik var stadig plantet ned mod jorden.

Hun løftede det ene øjenbryn kort efter hun lyttede til ham og pludselig brød hun ud i en munter latter. Det var egentlig ikke så sjovt virkelig, men det fik hende til at få det bedre, så derfor grinte hun lidt mere end hun burde have. Hun slap tæppet et smule, ikke for at smide det, men ubevidst for at vise at hun var mere afslappet. Tæppet røg stille ned og afslørede hendes skuldre som egentlig så silkebløde ud, føltes de også sådan?
Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til ham mens han snakkede. Hun nikkede kort og slappede af:” Jeg dyppede den i en speciel magi ved en heks som blandede sølv ind i den.. Mest fordi det er effektivt mod nogle racer…” sagde hun i en rolig stemme og så lidt på kniven. Hun kløede sin kind kort mens hun tænkte over noget. Hun så lidt op på ham da han kom over til hende og så trak hun tæppet mere om sig mens han spurgte.
”Meget dårlig dag…” var bare det eneste hun mumlede og så en smule ned i hendes lår. Hun havde nu ikke den store lyst til at snakke om det, men det ville vel altid hjælpe at få det ud. Hun tog en dyb indånding:” Min søn… han er ikke min søn… Jeg fandt ham da han var baby.. Mnh… Han er forelsket… eller det mener han at han er..” hun tog en hånd op til panden og et dybt suk undslap hendes læber.
”Jeg var slet ikke beredt på det.. Så jeg blev vred.. meget vred… og vi kom op at skændes… Han sagde: Bare fordi din første kærlighed sked på dit hjerte betyder det ikke at det gælder for alle…. Jeg mistede kontrollen og rev ham henover ansigtet.. Hans udtryk efter det, jeg kunne ikke klare at se de øjne..” hun trak skævt på smilebåndet og så lidt på ham:” Han havde ret… og jeg kunne ikke klare at han havde ret..”
Hun spjættede kort og rejste sig inden hun gemte sig ind mod ham da et lyn pludselig slog ned i nærheden, det var virkelig højlydt og uventet. Lyset kom også næsten samtidig med lyden, og udenfor kunne man høre et træ roligt vælte ned over gaden. Hun så sig lidt om mod vinduet og gipsede svagt efter vejret mens hun mærkede sit hjerte pumpe helt vildt. Hun havde ikke bemærket at tæppet var faldet lidt mere ned, over chokket, så hendes øverste del af ryggen kunne spottes.

Hun så lidt på hans hånd da hun mærkede den og kom med et lille smil. Ærlig talt vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere. Det var ikke akavet, tværtimod, men hun var ikke van til at folk var venlige. Ikke fra det miljø hun kom fra, der var ingen venligsindet nærhed. Hun nikkede kort til det han sagde og kløede sit øje en smule, mest for at skjule en lille tåre der havde sneget sig frem, græde ville bare gøre det mere akavet.
Det var ikke meningen at hun ville sådan hoppe på ham, det var mere fordi hun ikke havde regnet med at tordenen ville slå ned. Hun blev også overrasket over at han fik fat i essen og stod lettere mundlam mens hun betragtede ham:” undskyld… det var ikke meningen…” udbrød hun så og skyndte sig hen til ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hendes hånd tog lidt fat ved hans skulder og hun så nervøst ned på hans hånd.
”Det gør nok ondt…” konstaterede hun og klemte sin anden hånd om der hvor hun holdte tæppet om sig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hvad var der at gøre? Hun holdte bare stadig fast i hans skulder og betragtede lydløst hvad han gjorde. Hendes greb klemte en smule til, som et tegn på at hun nu var nervøs på hans vegne.
Hun så lidt på ham da han snakkede til hende og nikkede kort:” Jeg skal nok blive og hjælpe dig… Bare fortæl mig hvad jeg skal gøre.. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan gøre som ville hjælpe..” hun så op på ham og blev nu en smule trist over at han var kommet til skade, især fordi det var hendes skyld. Hun lagde sin pande mod hans arm mens hun tænkte over hvad hun kunne gøre for at hjælpe.
Hun kom så med en idé. Hun så lidt rundt og ledte nu lidt efter sæbe. Hun gik hurtigt rundt indtil hun fandt noget der lignede en sæbe, brun sæbe måtte det være. Det var også fint. Derefter gik hun hen til ham og stak sin hånd ned i vandet til hans inden hun tog blidt fat om hans håndryg. Hun prøvede at holde tæppet om sig ved at presse sine arme mod sin krop, men heldigvis var hun ikke komplet nøgen, hun havde stadig undertøj på:” Det kommer nok til at gøre… en smule ondt… men jeg skal nok gøre det hurtigt og godt….”
Tæppet faldt til jorden da hun tog den anden hånd med sæben ned i vandet og begyndte at vaske det brændte område blidt og omhyggeligt. Hun så ikke op på ham, hendes blik var plantet på deres hænder og hun ville ikke have at der var et sted hun ikke fik renset. Hun så lidt på hans trøje som lå  i vandet og løftede øjenbrynet svagt:” Du skal nok bruge noget andet end din trøje til at forbinde det med..”

At han grinte kunne hun ikke helt forstå, hvad var der sjovt ved at hun undskyldte? I hendes øjne var det hendes skyld, hvem havde ikke forventet torden i sådan et frygteligt regnvejr? Hun rystede kort på hovedet og smilte så en smule:” Som hvad?” sagde hun med en lettere glad stemme.
Hun så lidt undskylde op på ham da han pludselig slog ind i væggen men blev ikke ligefrem forskrækket over det, hun havde lidt forventet en eller anden form for reaktion. Hun fortsatte dog med at blidt vaske hans hånd, sørgede for få den vasket godt og grundigt, også selvom han slog i væggen:” Hvad er dit navn?” spurgte hun roligt, for at lede ham på andre tanker indtil hun var færdig.
Hun slap roligt hans hånd da han trak den op og nikkede kort. Hun så dog stadig en anelse nervøs ud, hvad hvis hun ikke havde fået renset hans hånd godt nok? Hun vaskede roligt sæben af sin egen hånd og rystede dem for at få vandet af inden hun trak tæppet op over sig igen. Så gik hun roligt hen til vinduet for at se lidt ud, træet var faldet ned over vejen og skulle nok fjernes i morgen for at folk ville kunne komme forbi. Det var dog heldigt at det ikke havde ramt nogle bygninger.
”Det er et frygteligt vejr… Stopper det nogensinde?” sagde hun roligt til sig selv og lagde roligt sin hånd mod ruden. Hun slappede en smule af og mærkede kulden mod sin håndflade. Det ville ikke være smart at gå ud i kold regn der ville gennembløde en på sekunder, det vidste hun godt. Hun vendte sig roligt mod ham og betragtede ham mens han forbandt sin hånd, dog vidste hun ikke rigtig om der var noget hun kunne gøre.
Hun gik over til ham og lagde roligt sin hånd på hans skulder og sukkede nu kort igen. Hun ville dog ikke undskylde endnu engang selvom hun virkelig bare havde lyst til det. Som om at et undskyld nok bare på magisk vis ville hele hans hånd. Hun lod sin hånd køre ned af hans skulder og blidt ned af hans arm inden hendes arm faldt ned langs kroppen igen.
Så vendte hun sig og satte sig ved siden af ham. Hun så lidt frem og kørte en hånd gennem sit hår:” Jeg burde nok snakke med ham… Han er et helvede af et barn, men jeg holder af ham..” hun var lidt overrasket over det sidste hun sagde. Hun holdte af ham? Det var ikke løgn, men det var ikke ligefrem noget hun plejede at sige højt til nogen. Men manden kendte hende jo ikke, så hvordan skulle han vide det?
”Mit navn er Tera.. Hvis jeg glemte at nævne det..”

Hun smilte kort og nikkede så bare til det han sagde:” Jeg kan ikke undgå at have det dårligt over det..” sagde hun så roligt og kørte en hånd igennem sit hår endnu engang, uden rigtig at lægge mærke til det. Hendes hår var stadig en smule fugtigt.
”Markos. Okay. Det navn kommer jeg ikke til at glemme” sagde hun med et lille smil på læben og kløede sin nakke kort:” Mest fordi jeg aldrig glemmer at første gang du mødte mig, brændte du din hånd… Det vel et godt minde…” det sidste sagde hun med en sarkastisk klang.
Hun nød nu at have tæppet på, det holdte hende dejlig varm. Så at hun havde tabt det gjorde at hun havde det en smule koldt igen. Hun tog hans hånd da han rakte den og smilte kort. Hans hånd var varm mens hendes var kold. Nu hvor hun tænkte over det kunne hun ikke rigtig regne hans race ud, duften var ikke en hun havde stødt på før. Hun satte hovedet lidt på skrå og lod sit spørgsmål forblive i hendes hoved.
Hun så lidt på ham da han kom tilbage og nikkede kort mens hun smilte. Hun satte sig roligt på hug og begyndte at folde tæpperne ud indtil det nogenlunde mindede om en seng. En ikke så blød seng men man måtte jo nøjes med det der var, det var langt bedre end at prøve at begå sig ude i regnen. Hun så lidt op på ham og smilte kort:” Det ser ud til at vi enten skal ligge tæt eller sove på skift…” med det sagt lagde hun sig bare ned og strakte sig kort. Hun trak sit eget tæppe væk under sig og lagde det som en form for dyne.
Et let suk undslap hendes læber mens hun betragtede loftet:” Jeg har intet imod at ligge tæt..” sagde hun så roligt og så lidt på ham, hendes hår havde spredt sig fint ud på der hvor hendes hoved lå og hun så nu meget fredelig ud.
Hun gøs kort da et af de pludselig lyn bragede igen og trak tæppet en smule over sit hoved. I det mindste når hun lå ned kunne hun ikke hoppe rundt og skade ham yderligere. Hun kiggede lidt frem fra tæppet og kom med et let suk:” Det…. Altså underligt! At de bare kommer med det samme… Sådan plejer det ikke at være” sagde hun så og bukkede sine øjenbryn en smule. Hun var ganske utilfreds med at blive forskrækket over lyn.

”Jeg glemmer det aldrig! Tro mig…” sagde hun med et blidt smil på sine læber. Hun snoede lidt af sit hår rundt om sin pegefinger og havde nu et sødt smil. Hun følte sig så tilpas og glemte egentlig alt det dårlige hun havde været igennem denne aften.
Hun grinte let over at han nævnte at hun ikke måtte glemme ham:” Jeg ville aldrig glemme dig… Højst sandsynligt…” hun grinte let, det var ret sjovt at han nu troede at hun ville glemme ham. Da hun havde lagt sig gjorde hun plads til ham med det samme. Efter lynet slog ned og han tog armen om hende slappede hun hurtigt af igen. Hun åndede tungt ud og smilte så let:” Det godt at du passer på mig..?” sagde hun lidt drillende og strøg hans kind blidt med sin pegefinger.
Hun lagde sig godt til rette og havde nu ikke så meget imod at han holdte om hende. Det gav hende en vis tryghed. En tryghed hun havde følt før men den her var anderledes. Det var også bedre omstændigheder. Hun lod sine øjne glide i og tog fat i hans trøje ved hans skuldre i et roligt men let greb, så hun havde en følelse af at havde styr på ham.
Hun slappede helt af i kroppen og var egentlig ved at falde lidt hen. Da hun pludselig kom i tanke om noget. Hun opførte sig som sit gamle jeg? Hvornår havde hun ladet sin barriere falde sammen? Hun bed sig lidt i læben og kom nu egentlig til at bide hul.
Hun tørrede blodet væk fra sin hage med sin håndryg men synet af blodet fik hende til at sætte sig op. Hans trøje blev sluppet og hun trak sig væk. Hun knurrede men ikke af nogen speciel grund. Hendes indre var vred på sig selv. Hun gnubbede den ene side af sit ansigt som om noget kløede. Hun rejste sig og så lidt ned af sig selv:” Markos…. Det ikke godt…. Det overhovedet ikke godt det her….” mumlede hun halvt panisk.
Teras krop var i en smuk bleg farve der fik hende til at ligne en dukke. Hun havde ikke de største kvindelige former, men hun var også ganske tynd, dog var det ikke fordi at det gjorde hende uattraktiv. På hendes mave og overarm var de eneste steder hvor hun havde hendes ar. Men hendes ar på maven var det der så nyest ud, hvilket det også var. Hun kørte en finger over det inden hun trak sin hånd væk.
Klørene voksede roligt ud og erstattede hendes egne negle. Hun vred sig kort og faldt ned på alle fire inden hun knugede sine hænder sammen og lukkede sine øjne i. Hendes kropform ændrede sig roligt mens hår voksede ud. Hendes undertøj blev flået i stykker men pelsen dækkede hende. I løbet af et par minutter var hun en ulv. Hun udstødte et hyl og så faldt hendes blik på ham. Hun nærmede sig ham kort som om hun ville angribe.
Hun hoppede, ville hun angribe? Nej. Selv efter sine transformationer havde hun ingen intentioner om at kæmpe. Hun landede ved vinduet og slog haspen af inden hun smuttede ud, uden at ødelægge vinduet. Regnen var ikke så slem mere men der var en masse vind som hurtigt ville gøre våde ting kolde. Hun løb afsted og havde egentlig ikke ligefrem et mål. Intet sted at løbe hen. Hun kunne løbe hjem? Men hun havde glemt vejen hjem.

Hun løb og løb og løb. Hendes blik sløret over regnen og hun kunne ikke ligefrem finde rundt. Hun var heldig at det var tydeligt at se forskel på hvad der var vej og hvad der var bygning, i skoven havde hun nok løbet ind i alle træer der stod i vejen. Hun var forvirret og kold og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Kulden gjorde også at hun ikke løb ligeså hurtigt som hun kunne normalt.
Hun stoppede ved udkanten af byen. Hvis hun fortsatte ville hun ende et sted i skoven. Hun så sig lidt om og satte sig mens hun slappede af. Hun stod lidt i læ mens hun observerede skoven. Vinden fik grenene til at rasle kraftigt og en svag hylen hørtes mellem bladene. Tera så ned og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hendes hoved føltes som ruiner værre end Doomsvilles gader. Hun lagde sig og lukkede øjnene i. Et minde flød gennem hendes hoved.

Hun stod ved Doomsvilles indgang. En fyr stod ved siden af hende. Bag dem kunne man høre larm fra mennesker og en fakkel kunne spottes i horisonten. Det var mørkt men for deres held var det sommer. Fyren så rasende ud. Hun stod bare uden at sige noget. Stirrede ind mod Doomsville.
Hendes opmærksomhed blev rettet mod ham da han begyndte at råbe af hende. Hun så skræmt ud. Og bag efter såret. Hun greb ud efter hans hånd men han trak den til sig.
Hun så fortvivlet ud, hvad skulle hun gøre? Det var ikke hendes skyld.. Han reddede hende. Han kunne have ladet hende ligge og dø hen. Eller noget. Men det gjorde han ikke. Hun mistede kontrollen og skulle til at åbne sin mund for at råbe tilbage, men så skete noget uventet.
Lyden af slaget kunne høres på lang afstand. Hendes blik faldt ned på jorden. Hendes hånd fandt op til hendes kind som roligt begyndte at få en rødlig farve. Skete det virkelig? Hun lukkede sine øjne hårdt i for at holde sine tåre tilbage. Da hun åbnede øjnene var han på vej væk. Forlod han hende?! Hun stod frossent og så efter ham.

Ulvens øjne var stadig lukket, et dybt suk kom ud gennem snuden. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun satte sig en anelse op og så på sine poter mens de roligt forvandlede sig tilbage. Indtil hun var sig selv igen. Hun sad der helt nøgen og så ned i jorden. Dog var der en sidste ting hun opfangede før hun blev forvandlet tilbage. Han var fulgt efter hende. Det var vel også til hendes held. Hun tog armene om sig og trak sine ben tæt ind mod kroppen. Mest for at holde på den varme hun havde tilbage.

Tera havde ikke opdaget ham, da han løftede hende op, var hun alligevel besvimet, af en art. Dog selvom at hun var væk, tog en hånd fat om hans trøje og holdte godt fast, søgte en tryghed selv ubevidst. Da han tabte hende fløj hendes øjenlåg op og hun satte sig op. Hun kørte en hånd igennem sit hår og mærkede at tårer stadig løb fra hendes øjne. Hun så på ham og skyndte sig at rejse sig, ligeglad med at hun var nøgen, hun gik rundt i smedjen til hun fandt et tæppe der havde ligget nær essen og samlet en god varme.
Hun skyndte sig hen og lukkede døren inden hun satte sig ved hans side. Hun mærkede lidt på hans tøj og trak hans trøje af ham da den var våd, dog lod hun ham beholde hans bukser på. Hun åbnede tæppet og pakkede ham hurtigt ind i det. Hun lagde sine hænder mod hans arme og prøvende gnubbede hans overarme så varmen rigtigt kunne trænge ind i ham. Hun syntes ikke han var ynkelig, hun var mere opslugt af skyldfølelse og det var nok også det bedste at have sine tanker på for hendes vedkommende.
Hun sad på sine knæ ved hans side og betragtede ham. Før hun satte sit ansigt ned mod hans bryst og lagde en hånd på hans mave. Hun lukkede sine øjne hårdt i og håbede at hun havde været hurtig nok til at varme ham:” Undskyld… Det hele er min skyld..” kom det fra hendes læber i en lavmælt tone. Hun ville ikke have at han frøs ihjel fordi hun er et følelsesvrag. Det skulle han ikke udsættes for:” Det også bare mig der er underlig…” kom det trist fra hende.
I et kort sekund var hun næsten ved at gå i panik, hun skød op og så på ham. Han skulle nok klare den, tænkte hun om og om igen. Hun lagde sine hænder på hans kinder og sukkede stort over hvor kold han føltes:” Undskyld…” mumlede hun og lod sine hænder varme hans kinder inden hun slap ham. Hun stirrede lidt ind i væggen og faldt så roligt sammen over ham.
Hun sad stadig på sine knæ med hovedet mod hans bryst, hun havde drejet hovedet, lyttet til hvert hjerteslag, sikret sig at alt var godt, og han ville ikke kunne fjerne hende. Hun nægtede at rykke sig. Hun måtte havde faldet i søvn på et tidspunkt, hun var stærkt opslugt i sine tanker og håb om at han ville klare den. Det var det eneste hun havde tænkt på.

Hun sov trygt og lagde ikke mærke til at han rykkede på hende. Hun gnubbede faktisk sit hoved en anelse mod ham og lagde sig til rette i hans arme. Hun sov tungt og ville ikke vågne før næste morgen. Da hun så vågnede åbnede hun først sine øjne lidt forsigtigt. Hvorefter hun åbnede øjnene helt. Hun virkede ret overrasket over at ligge hos ham på den her måde. Og særligt når hun ikke var påklædt. Hun lagde dog en hånd på hans kind og kørte sin tommelfinger rundt i små blide cirkler dog forsigtigt så hun ikke ville vække ham.
Et let suk undslap hendes læber. Vejret udenfor var stille. Og mørkt. Det måtte være omkring en 5 eller 6 stykker. Hun havde lyst til en smøg. Hun satte sig lidt forsigtigt op og så lidt på ham. Inden hun så ned af sig selv. Og trak tæppet en anelse op. Hun vendte sig lidt forsigtigt og så på ham igen. Hun lænte sig blidt ned mod ham og lagde en hånd på hans kind. Hendes ansigt var ikke langt fra hans. Men hun var ikke sikker på hvad hun ville. Hun var ikke sikker på noget. Hun satte sig op og så lidt på ham. Inden hun så bare rystede på hovedet og lænte sig ned mod ham, hendes læber blev blidt presset mod hans.
Hun lukkede sine øjne i og lagde sine hænder på hans skuldre. Hun rettede sig op efter det og lagde hovedet lidt på skrå:” Mnh… Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke var med vilje.. og undskyldte..” hun så væk i et kort øjeblik og pressede sig så tæt indtil ham og gemte ansigtet ind mod ham. Hun kørte en hånd op af sin kind og greb sig selv lidt i håret inden hun krøllede en anelse sammen i hans favn. Og så begyndte hun at græde.
Nu hvor han var okay, havde hun ikke noget at fokusere sine tanker og sin opmærksomhed på, så minderne strømmede ind. Hun knyttede sin hånd sammen og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var splittet. Hendes mur var brudt, sunket ned så man kunne se over den, se den rigtige hende. Den hende hun selv havde glemt alt om. Den Tera der engang var smilende og lykkelig. Hun rev lidt i sit hår og lukkede sine øjne hårdt i, hun ville have den Tera væk. Den side af Tera kunne ikke bruges mere. Hun ville ikke snakke om det, hun ville bare hulke og gemme sig.

Hun havde ikke regnet med at han havde kysset med. Så hun blev en anelse mere rolig når han ikke strittede imod. Det hjalp hende faktisk en del. Hun lå bare ned over hans ene arm og hulkede. Hun stoppede i en kort stund med at græde og snøftede bare. Men hurtigt begyndte tårerne at presse sig på igen.
Hun pressede sit ansigt ind mod hans bryst men græd ikke. Hun så bare ind mod ham uden at sige et ord. Hun kunne alligevel ikke finde på noget at sige. Eller det kunne hun godt. Hun tog en dyb indånding og sukkede let inden hun begyndte:” Jeg er ikke hvem du tror jeg er… Jeg er ikke nogen sød ung pige som plukker blomster eller redder en hund…. Jeg fanger mennesker… Og sælger dem… For på den måde kunne jeg overbevise mig om at være noget jeg ikke er….” hendes stemme knak et par gange mens hun snakkede og hendes hænder rystede.
Hendes blik pegede nedad og hun havde mest af alt bare lyst til at forsvinde. Eller gå. Kunne hun dog få sig selv til at gå fra ham. Hun gled roligt ud af hans favn og lagde sig på tæppet halvt krøllet sammen. Hendes tanker stak hende i hovedet som knive og det gjorde ondt. Hun satte sig op og sad et stykke fra ham. Det var også bare trælst! Hvorfor skulle hun føle sig splittet. Hvorfor hende?
Hun så op på ham og kastede sig på en måde over ham. Hun tog armene om hans hals og havde sit ansigt få centimeter fra hans. Hun kyssede ham dog ikke. Hun vidste ikke helt om hun ville. Nu hvor hun var blødsøden og sårbar. Skulle hun så virkelig lukke ham ind? Skulle hun bare sænke sine parader og risikere at blive såret igen? Hun nussede hans nakke blidt, i håb om at hun ikke have skræmt ham væk, selvom det var en stor mundfuld at få på en gang.
Tera rykkede sig tættere på ham så hendes krop var mod hans og så dybt ind i hans øjne:"Så.... Kan du se bort fra alt det...?" Hun var afventende, han var nød til at komme med en reaktion, om han ville have hende tæt på sig eller langt væk. Hun havde fortalt ham hvad han skulle vide. Hun var klar til at lukke ham ind. Også selvom det ville såre hende. Hun følte sig endelig klar til at tage en chance.