The Sun, The Moon, The Truth - Willow

Påklædning (dog med løst hår)
Emnepartner: The amazing Darling @Willow <3

---

Hun var taget afsted så snart Jonathan troede hun sov. Hun var sprunget ud af vinduet og havde vandret afsted på eventyr. De små fornøjelser som bragte hende en hjertebanken var de bedste. De varrede næppe længe, men et enkelt sekund var bedre end intet. Accalia var kommet til ørkenen. Eller i hvertfald starten af den. Den så mørk ud i natten. Det var klart når den var i flammer om morgenen. Det havde hun i hvert fald hørt. Accalia havde forsøgt sig at liste sig ind på en lejr som sov. Hun kunne godt lide at se om folk havde nogle pæne ting som hun kunne bruge. Om det var en fingerring, en mærkelig sten eller noget helt andet. Så længe det fangede hendes øje - så var det hendes. Accalia havde haft held i at snige sig ind i et stort telt. Her fandt hun en masse. Guld. En masse guld. Dog var det ikke det som sagde hende noget. En pels hang over en stol. Så den tog hun. Den var blød. Så listede hun ud. Dog måtte hun stoppe op da en fra et andet telt var gået ud for at tisse. Han fik øje på Accalia og reagerede med at råbe. Hurtigt skiftede den unge pige form i mens hun løb. Bjergløven løb igennem de mange telte og ud af den fine lejr. Hun løb afsted igennem ørkenen og så sig ikke tilbage. Ikke fordi at hun var bange. Hun havde lovet at komme tilbage til Jonathan.
Så snart de var ude at syne var hun vendt tilbage til byen. Sådan var hendes nætter.

Morgenen kom og hun stod atter op. Som havde hun sovet hele natten lang. Jonathan bad hende om at gå ned på markedet for at handle lidt ind sammen med en af tjenestepigerne. Så det gjorde hun. Accalia talte aldrig med andre end Jonathan. Hun vidste hendes ord ikke betød noget alligevel. Alt hun havde at sige betød ingenting. Hun så på folk imens hun fik rundt på markedet. Nogle løb rundt og var glade. Stakler. Det var spild af deres tid. Sandheden ville ramme dem hårdt når den tid var inde. Sådan var det bare. Da tjenestepigen kiggede lidt på noget frugt, så tog Accalia sit snit og smuttede i den anden retning. Stille kiggede hun rundt på tingene. Snuppede et stykke brød for snuden af bageren og løb afsted med det. Der blev råbt efter hende, men hun ignorerede det. Lige til en greb fat i hendes hånd.
"Jeg fangede hende!" Råbte han stolt. Accalia stod blot stille som om at dagens leg var ovre og sådan var det blot. Hun gav ham brødet. "Som om det kan redde dig nu." Sagde han og kyssede hendes kind. Normale folk ville væmmes, men hun stod blot stift. Det var bare en anden dag i et spil hun ikke var kontrol over alligevel, hvorfor så kæmpe imod?

"Hvis du spørger pænt, så kan vi lade dig slippe med en mindre betaling." Sagde han og hun mærkede hænderne ramme imod hendes hud. De klistrede klamme hænder. Det irriterede hende en anelse, men hun skubbede det til side. Hvorfor kæmpe imod? Hvorfor ikke bare lukke i og være ligeglad med det hele? Accalia stirrede blot ud i luften som var hun død. Ingen mimik i ansigtet overhovedet. Han satte sine hænder under hendes tøj. De næsten af bidte negle borede sig i hendes hud. Ånden imod hendes hud var ubehagelig.
"Tal pigebarn!" Vrissede han og fjernede den ene hånd for at gribe hårdt fast i hendes hår. Hun kunne mærke hvordan de mørke lokker stille gav slip fra hendes hovedbund.
"Tre ting kan ikke skjule sig. Solen. Månen. Sandheden." Hviskede hun og lukkede øjnene i. "Tre ting kan ikke skjule sig. Solen. Månen. Sandheden." Gentog hun om og om igen. I samme hviskende toneleje.