The sun. The moon. The truth -JoshxSarah-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Sted: Carolines nye hus.

//


Stella havde givet Josh adressen, men hun ville være sikker på at Caroline faktisk var til stede. Hun bankede stille på hoveddøren og da ingen åbnede vadede hun blot indenfor. Huset stod tomt - eller sådan så det ud. Ud af det blå blev hun sprunget på, at nogle af Julians mænd. De havde da selvfølgelig hørt om den lille sammenkomst omkring at planlægge Julians død. De spændte hende fast til en stol, hvorpå de gav sig til at slå hende for at få hende til at fortælle, hvor Josh og Matt var henne,men som om at Stella ville fortælle dem det?
"Spyt ud dume kælling!" Råbte den ene hende i hovedet så hun kunne mærke de klamme spyt ramme ind på hendes ansigt. Hun ville ønske hendes hænder var fri nok til at fjerne det fra hendes ansigt! Stella kiggede op på dem, og gjorde sig klar da endnu flere slag ramte hende i træk - hun følte sig så svag. Hun hadede følelsen af at hun behøvede at nogle til at komme og redde hende - så ynkelig som hun jo var. Hun troede hun var nået, men hvad hvis det hele bare var i hendes hoved. Det måtte det næsten være. Stella rystede konflikten med sig selv ud af hovedet da hendes nakke næsten gav et knæk da hovedet blev slynget til siden. Ikke at hun brækkede nakken, men slaget var blot hårdt. "Skal vi give dig den samme behandling som vi gav Josh, eller har du i sinde at fortælle mig, hvor de er henne?" Snerrede den ene, med sin klamme ånde der stank af røg henover hendes næse. Så spyttede hun ham i hovedet - en dejlig spytklat lige i hovedet, blandet med blod. "Jeg fortæller jer intet." Knurrede hun igen. "Så må vi gøre det på den hårde måde." Svarede han koldt til hende, og greb fast om hendes hånd. "Det er ellers nogle nydelige hænder du har dig. Sig pænt farvel til dem." Grinnede han hånene og gik lidt væk fra hende. Han rodede lidt i en taske, hvor han tog en kniv op. Han lod sine fingre balancere henover bladet, imens man kunne se hans grønne øjne reflektere i bladets blanke klinge. Samme øjenfarve som Julian og hende selv. Stella knyttede sine hænder sammen og rystede på hovedet. "Fortæl mig det nu bare, og der sker ikke dig mere." Sagde han så og kiggede på hende som en lille pige der kunne bestikkes med en karamel eller nået i den stil. Stella rystede på hovedet. "Det her får dig vel på andre tanker." Sagde han så og gjorde an til at svinge armen med kniven imod hendes håndled. Stella klemte hurtigt øjnene sammen og gjorde klar til at mærke smerten. Men den kom ikke.
Hun tænkte det nok var Josh, men der var ingen skrig efter lys og der var intet lys. Hun åbnede stille øjnene, og så sin far suge livet ud af sin egen søn. Han lod liget falde til jorden og lod de dybe mørkegrønne øjne kigge ind i Stellas. Hun sank en klump, og holdt derefter vejret. Wait a second. Did he just help her? Stella så forvirret og mistroisk på Julian. En anden mand kom frem, også en af hendes halvbrødre. "Julian, hvad skete der. Dræbte hun ham?" Spurgte han skeptrisk og kiggede ned på sin døde halvbror. Julian rystede en enkelt gang på hovedet. "Det var hans straf for ikke at parere ordre. Jeg bad jer om at tage jer af den blonde vampyrtøs. Ikke Stella. Forstået?" Kort efter brugte Julian sine spøgelsesevner til t løfte kniven fra jorden og bore den igennem halsen på den anden søn. Stella gispede kort og så på den kniv der sad i halsen på den unge mand. Dog sortnede det sig kort for hendes øjne og hun kunne mærke, hvordan hun ligeså stille blev slæbt hen på en sort sky.

Hun bemærkede ikke, at hendes såkaldte far slap hende fri, og løftede hende med sig. Det så ganske normalt ud på gaden. En far der kom gående med sin datter i sin favn - det så alt for normalt ud til at virke mistroisk. Stella begyndte at vågne stille op, men slagene i hendes ansigt gjorde stadigvæk at hendes blik var sløret. Hun følte sig ikke tryg, hvilket hun allerede vidste at det hverken var Josh, Matt eller Romeo som havde hende i deres arme. Hun var stille ved at komme sig - det var jo ikke alvorlige skader som ville tage langtid at heale, men indtil hun kunne sætte sine fødder fast på jorden igen, ville hun ikke kæmpe imod - hun vidste trods alt ikke, hvor hun befandt sig lige nu.

Varmen omfavnede pludselig hendes hud og hun mærkede, hvordan hun blev lagt ned i nogle bløde tæpper. Hendes øjne var halvåbne, men så snart hun lagde ned farede hun op i siddende tilstand. Hun kiggede vildt rundt til hendes blik stoppede på Julian... Stella sprang hurtigt op på benene og sank en klump. "Hvad vil du?" Spurgte hun koldt og lidt forstrækket.Hun trådte et par gode skridt bagud til hendes ryg mødte en mur. Det overraskede hende at han ikke rørte sig ud af flækken. "Tale." Svarede han blot kort og enkelt, hvilket var det som gjorde Stella blev helt ved siden af sig selv - for hun stolede ikke på ham - og med god grund? "Du skulle have det afvide af en eller anden ikke sandt?" Spurgte han så og det fik Stela til at rette opmærksomheden imod ham. "Vide hvad?" Spurgte hun lidt skeptisk. "Sandheden." Svarede Julian enkelt uden at tøve. Hvilken sandhed? Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede vildt afsted. "Hvilken sandhed?" Spurgte hun så og bed tænderne sammen lige efter ordene var sagt. "I så mange år. Har jeg prøvet at fnide ud af, hvad der gik galt med dig. Og sandheden er. Der gik intet galt. Du fik den opdagelse du havde brug for... for at blive... lige som mig." Sagde han så. Det følte som om Stellas hjerte gik i stå. "Jeg er overhovedet ikke som dig." Svarede hun hurtigt igen, med et alvorligt blik i øjnene. "Nå ikke. Du kan lide kvindekroppe ligeså godt som jeg selv kan. Du elsker at de dåner over dig, at du får lov til at berører dem." Sagde han og gik et skridt tættere på dem. "Dine halvbrødre nyder magten. Men du. Du nyder at have kontrollen over det. At du kan få dem til at føle sig specielle. Lige til, at du ikke får nået nyt ud af det mere. Så smutter du." Han stoppede op foran hende. "Vi er ens Stella." Tilføjede han så. Stella stod med et tomt blik i øjnene. Imens tankerne slog sig løs i hovedet på hende. Til sidst blev det for meget og hun faldt ned på sine knæ og klemte sine øjne i. Det kunne ikke være sandt. Det lød så sandt det han sagde. I al den tid hun havde været så meget imod ham, var hun så bare en kvindelig kopi af ham? Det kunne ikke passe. Så slog hun blikket op og kiggede direkte ind i Julians øjne. "Jeg er overhovedet ikke som dig." Hviskede hun så i en høj nok tone til at han ville kunne hører det.

Så rejste hun sig op og stod lige foran ham. "Hvis du tror, at du kan få mig vendt imod Josh og Matt. Så tror du gruligt fejl." Sagde hun så. Julian lod et skævt smil komme frem på sit kolde ansigt. "Jeg vil ikke have dig til at vende dig imod dem. Jeg vil have du skal joine mit hold her." Hans ord fik STella til at spærre øjnene op og blinke et par gange. "Er du seriøs?" Spurgte hun og lod et grin ud af imellem hendes læber. "Sig ikke at du er seriøs." Tilføjede hun så og rystede på hovedet. Hun rystede på hovedet. "Det var virkelig ikke smart af dig, at komme til Carolines hus alene." Sagde han så og greb om heneds hals. "Hvem sagde jeg var der alene?" Spurgte hun så irriteret og sparkede ud efter sin spøgelsesfar.

Trådt af tronen eller ej, han var stadig en archangel og havde stadig den største smag af hævntørst siddende på hans tunge. En hævntørst der kun kunne slukkes ved, at få sin far på plads. Og når han sagde på plads, så mente han, at han ville se spøgelset lide en gang for alle og have ham af vejen en gang for alle. Det skulle være slut med Julians hærgen. Manden hørte hjemme i en grav.
Og som Stella sagde, hvem sagde, at hun var alene? Imens Julian var fokuseret på, at holde sin datter nede, kom Ghost springende bagfra og lukkede sine enorme kæber om Julians skinneben. Den høje lyd af knækkede knogler genlød igennem rummet.
"Hun er aldrig alene," lød Josh stemme bagfra. Uden det mindste tegn på frygt, gik han hen imod sin far, hvis ene ben stadig var lænket sammen med Ghost kæber. Den store ulv havde ikke frivilligt tænkt sig, at give slip på ham.
"Og hun er bestemt ikke som dig," Havde det ikke været fordi, at det ikke kunne skade spøgelset, ville der allerede været en dolk stukket igennem hans kranium lige nu. Josh ville så gerne se ham lide. Det var ved, at blive den største længsel han nogensinde havde følt inde i sig selv.
Julian grinte lumsk og så fra Stella til Josh. "I er begge som mig og det ved i. Dybt nede i jer lever jeres 'dæmon' og inden længe kan i ikke holde den tilbage længere," Den fod der ikke var fanget af tænder og savl, sparkede ivrigt til Ghost hoved og til sidst måtte den store ulv give slip.
Knurrende trak han sig tilbage, stadig med de stikkende øjne lagt på Julian.
Som altid virkede Julian selvsikker. Eller, han virkede ikke bare selvsikker. Han var selvsikker og det skræmte Josh mere end han turde indrømme. Hvad skulle der lige til for, at denne mand ikke havde selvsikkerheden hos sig? Hvor dybt skulle man lige grave hullet før han endelig ville være bange for at falde ned i det?
Julian så med sine stikkende og lusket øjne hen på Stella. "Dybt nede min pige, du ved at du gemmer den, du ved at din dæmon er dernede!"
Nogen burde stikke en sok i kæften af spøgelset. Hverken ham eller Stella havde tænkt sig, at give efter for deres indre dæmoner! Det kunne han glemme alt om kunne han!

//Nok ikke det bedste svar, undskyld :3..

Som om det ikke var nok. Holdt hun den inde hver dag. Hun var dæmon, og som dæmon var det svært at kæmpe imod, hvad man lige præcis var. Diego havde fået hende derover - hvilket i sidste ende måtte have været den største fejl i hendes liv. Og dog ikke. Ghost sprang frem og gjorde Stella åndede ud og kiggede op på Josh da han trådte frem. Da Julian snart havde rejst sig stolt og rank op og kiggede på dem. De ord der summede ud af hans mund som nåle. Stella holdt dog hovedet højt da han snakkede til hende. Hun kiggede nedladende på ham. Det varrede dog ikke kort før en fremmanet kniv i hendes hånd borrede sig op igennem Julians hage og han gav et kort skrig for sig - som burde have været et skrig, men i stedet blot et hånene grin. "I kan ikke skade mig. Men det godt at se, at du ikke er helt blødsøden som da du var mindre." Kommenterede han så. Selvfølgelig var hun ikke det - folk forandrede sig. "Jeg har min dæmon. Det indrømmer jeg. Jeg er dæmon. Men ikke på samme måde som dig. Du incubbus, og jeg er bloddæmon. Jeg kæmper imod den kolde side hvert eneste sekund af min levetid, og tro mig jeg ved det godt." Svarede hun irriteret igen og kiggede Julian i øjnene og kniven var forlængest faded væk. "Er det derfor at du er sammen med den engele tøs? Hvad er det nu hun hedder? Nora. Får hun dig til at føle dig levende. Godhjertet. Bedre? Alt det du ikke rummer?" Kom det fra Julian. De koldhjertede ord syntes at passere hende, og dog kom de et smut igennem den overanalysrende hjerne, som ikke ville lade dem komme væk - ikke at man kunne se det på hende, for hendes blik var koldt som is rettet imod hendes 'far' og hendes ansigt fortrak sig ikke en mine. "Hører du overhovedet til lyden af andre end din egen stemme. Er du bare fanget i din egen sindssyge verden.." Mere nåede hun ikke at sige før Julian forsvandt og dukkede op lige foran hende, med et greb om hendes hals og ryggen skubbet hårdt op af muren, med al energi så man kunne hører muren der stille blev beskadeliget. "DET ER DIN SKYLD. DIN ALENE! DU FIK MIG TIL DET HER! DIG! KUN DIG! MÅSKE ER DU DET VIRKELIGE MONSTER!" Råbte han hende i hovedet så hun kunne mærke hans spyt ramme hendes ansigt. Stella holdt vejret og kiggede forskræmt på Julian - nærmere chok. Hun kunne mærke, hvordan Julians greb om hendes hals blev strammere og strammere - men hun kunne ikke fjerne sit blik fra hans blanke øjne som ikke gav andet end et billed af hendes eget skræmte ansigt tilbage lige i smasken af hende. Stella var skræmt over hans ord. Skyldfølelse - når det kome til tiden - så havde hun mange hun kunne smide over skulderen lige nu og tage skylden for. Lige nu kørte hendes tanker rundt i hovedet på hende. Hvis hun ikke havde været så pokkerts voldig, måske ville han aldrig have begyndt voldtægt? PRøv at tænk, hvor mange hun kunne have reddet ved det. Julian trådte væk fra Stella og lod hende falde til jorden - hendes tanker dragede hende ned og de små stemmer i hovedet der over analyserede det hele til bunds. Hun sad der på knæ med hænderne til hovedet og øjne klemt helt sammen.

Takket være hendes hurtige reflekser kunne hun parerer et angreb fra Julian som brugte sine nye evner stråelende - han fik et sværd sendt igennem luften imod Stellas hoved, men lyden - bare lyden af nået der skar igennem luften i den fart fik hende til lige i sidste sekund at fremmane et sværd selv som blokerede det andet - så det blot faldt til jorden foran hendes knæ. Hun slog blikket op og sank en klump.

Alle de ord Julian sagde til hans lillesøster fik blodet i kog hos ham. Stella havde intet, at gøre med hvorfor han var blevet som han var. Det var hans helt egen fejl. En datter skulle have forhindret en i, at blive et monster og ikke forvandle dem om til et. I Joshs ører var et hvert et ord den mand lukkede ud noget vås. Ingen skulle snakke sådan til hans lillesøster og med ingen, mente han ingen. Det værste af det hele var nok, at han kunne se hvordan ordene gik Stella på. Hvert et ord var som en kniv i hendes hjerte. Ord som Josh ønskede at heale ved, at sige dem imod og få knivsårene ud af hendes hjerte. Dette skulle ikke hærge hendes tanker. Det var hun simpelthen for god til.
Julians vrede hærgede dog først, han kastede et sværd efter Stella og ville have ramt hende, hvis ikke hun havde været hurtig og undgå det. Hjertet sad i halsen på Josh. Det havde været alt for tæt på!
Nu var det nu. Der var ikke mere tid at spilde, de måtte gøre alt i deres magt for, at holde Julian hen, så han ikke fandt ud af, at Caroline og Jacob ledte efter hans knogler. Fik de fat på disse knogler, kunne de besejre ham en gang for alle.
Hurtigt sprang Josh imod Julian, knyttede næven og indledte et hårdt slag på hans kind, så det uforberedte spøgelse kort vaklede på sine ben. Øjnene gnistrede, da monstret løftede blikket og så på sin skuffelse af en søn. Lysten til at dræbe gik nu monsteret til hovedet og han ville ikke stoppe, før englen lå død for hans fødder.
Som en vred pitbull, farede Julian i flæsket på Josh, hvor den ene stærke hånd sneg sig om hans hals, imens den anden ivrigt slog imod hans mave. Josh ømmede sig, krympede sig sammen af slagene fra den hårde knytnæve. Til sidst vred han sig ud af grebet, drejede sig om livet på Julian og endte bag ham, ved den udækket ryg. Spøgelset nåede knap nok, at blinke før Josh var begyndt, at hamre sine knyttede næver imod hans ryg..
Julian gjorde sig usynlig og forsvandt endnu engang i den gennemsigtige luft. Med øjnene på stilke, så Josh sig omkring og trak knap nok vejret. Før eller siden ville monsteret dukke op igen.

Tid. Det galte om tid og holde hovedet koldt. Stella kom på benene igen, imens hun stille som en kat på lur betragtede Josh og Julian slås. Vreden kogede i hende. Hun hadede den. Det var den som hun skulle undgå for ikke at blive kold. Hun ønskede at løbe hen til sin lillebror da Julian forsvandt i luften. Stella fremmanede to daggerter i sine hænder og var parat på angreb. Selv der blev hun stående. Dog blev det ikke meget længere før deres fars papirtynde form dukkede frem i midten af dem. Det tog ham ikke længe før, at han brugte sine mægtige evner igen, evner han ikke fortjente at lege med. Han løftede Stella op i luften, så hun hang og kunne sprælle så meget hun ville. Julian flyttede hende igennem luften til han kom til en høtyv. Selv ikke en dæmon ville overleve et fald i en høtyv. "Så Josh. Hvad siger du så?" Lo Julian et par gange. Han slap kræften et par gange ved at lade Stella falde også gribe hende igen, bare for at irritere Josh. Stella klemte øjnene hårdt sammen hver eneste gang hun kunne mærke et sus ved det. Ganske enkelt en forfærdelig følelse. Dog slog Stella øjnene op og tænkte sig lidt om. Hvis Julian virkelig ønskede hende helt død. Så ville hun have været død for længe siden. 140 år come on. Julian ønskede ikke hun skulle dø. Bare være som ham. Og nej hun var ikke ved at få medlidenhed med ham, langtfra. Men hun ville prøve at bruge det til hendes fordel. "Du ønsker ikke at dræbe mig. Du vlle have gjort det for så længe siden, hvis du virkelig ønskede det." Sagde hun så og kiggede Julian i øjnene. Hun hang i en tyndtråd lige nu, og selvfølgelig prøvede man alt. Julian brummede lidt og sat hende så ned foran ham. Stella holdt vejret. Julian greb rundt om hendes hoved - og nået der kunne ligne et kys formåede at ske. Men det der skete var at Julian sugede Stellas livsenergi ud, så hun væltede om på jorden foran ham. Julian lod som om, at han havde rester om munden og 'fjernede' dem. "Det var lækkert." Sagde han til sig selv og vendte sig om. Stella var ikke død, men det kunne hun have været. Heldig nok til at overleve havde hun lige været. Men besvimet var hun så sandelig. Julian slog ud med armene og kiggede på Josh.
"Hvis mig, hvad du har i dig. Eller er det kun Joaquin som har en chance for indre styrke i dig?" Spurgte Julian hånene inden han sendte en træpæl afsted imod Joshs ben, for at få ham fældet ned i jorden.

-Lad mig om dette her Josh, du er alligevel for smag til, at gøre noget som helst ved det.
Joaquins stemme blev som sagt ignoreret, selvom Josh måtte indrømme, at det var svært at tackle denne situation. Flere gange havde han haft mareridt om, at dette ville ske og nu skete det rent faktisk. Det idiotiske monster var endnu engang i live, med hænderne dybt begravet i Stellas hår, hvor han svingede hende rundt og rundt, let som en fjer i hans favn. Arrigt knurrede Josh for sig selv og forsøgte, at følge Julians bevægelser, selvom det var svært når idioten gjorde sig usynlig, som den kujon han nu var. Det hele skete så forbandet hurtigt, lige i det øjeblik Josh ville kaste en af dolkene, tog han alt livs energien fra Stella og for en lillebror der ikke kendte til et spøgelses magi, så det nu ud som om, at hans søster lå død på jorden ikke så langt fra ham.
Nu... var... det... nok!
Han så bare koldt på sin såkaldte far. Hver en følelse var forsvundet fra ham, kun øjnene formåede, at lyse op i had og hævnlyst. Da dolken blev kastet imod hans ben, undgik han den hurtigt og sprang imod Julian, med alt den hurtighed en archangel kunne besidde.
Et vindsus om Julians øre var alt monstret ville kunne nå, at mærke før det blev til en dolk i ryggen og et hårdt slag i baghovedet, så Julian måtte give efter og falde på knæ. Josh placerede hårdt fodden imellem Julians skulderblade, hvor der kun gik et sekund, før han pressede til og tvang spøgelset ned, at ligge på sine knæ.. Bagerst i Josh sind, kunne han høre hvordan ryggen på hans far var ved, at knække under hans fod. Det var en dejlig lyd..
Ingen skulle dræbe hans søster og slippe godt fra det! Han sparkede en sidste gang til Julians hoved. Sparket havde været så hårdt, at blod nu trillede ned af panden på spøgelset. Josh var hurtigt henne ved Stella.. Med hjertet pumpende i kroppen, faldt han på knæ ved siden af hende og løftede hende op i sin favn..
"Stella?" spurgte han uroligt med en hviskende stemme.

På den forsvandt Julian... for nu.
Stella lagde bare der. Kold som is. Huden så noget så bleg ud, at man ikke kunne tro andet end hun var død. Men i virkeligheden var hendes puls bare så lav at han ikke kunne hører den.
Stella blev slugt ind i et univers af drømme.

Med et køligt blik gled det rundt i kroens rum, inden hun så endelig fik øje på hvad hun søgte, det var sjældent man så et smil på hendes læber, men ligenu viste det sig. Det var.. Jasmin. '' Hvad så min tøs? Hvad skal vi lave i aften? '' Jasmin var ikke forventnings fuld. Hun håbede bare det, ville blive en hyggelig aften. '' Jeg elsker dig Stella. '' Jasmin smilede en del, og begyndte hurtigt at omfavne hendes krop, så hun ikke ville fryse helt. "Jeg elsker også dig Jasmin, af hele hjertet." Hviskede hun forførende i hendes ører.

Det var en stor bølge af minder, der slog hende som om, at hendes hjerte var ved at give hundrede procent op med at slå.

"Alexandria Escada Lows. Bloddæmon."
Hun lod blikket glide op på Josh. "Hun var smuk, men falskhed gør skønheden forsvinder." Sagde hun og lød næsten som om hun var i trance, det var fortiden der bankede på.

”I tænker sikkert, hvad dette lille hus er til. Jeres svar skal blive besvaret, det er her, hvor vi sætter de gravide kvinder ind. Det rigtigt søde skat, så heldig er du. Der er alt hvad du har brug for, så du kan overleve derinde.” Sagde han og derved greb han om Stella, og smed hende ind af døren til huset, og låste døren efter sig.
Stella kiggede rundt i panik, der var glas og flasker med blod nok til at hun kunne overleve. Hun kiggede sig rundt, og det tog hende ikke langtid at finde et vindue, hun bankede løs på ruden, men det var ikke ’rigtig’ glas, det ville ikke gå i stykker. Stella gik i panik, for første gang overtog frygten hende, mest fordi hun stod alene – i en situation, hvor hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Stella begyndte at græde, imens hun råbte: ”Jeg beder dig. Du må ikke efterlade mig herinde alene. Jeg har brug for hende!” Råbte Stella flere gange, imens tårerne flød ned af hendes kinder.
Stella bankede sig selv, hvis hun virkelig var gravid, så ville hun dræbe barnet inden det nåede at blive til noget rigtigt. Stella skreg til sidst op, da hun hamrede ind i hjørnet af en væg. Der løb blod ned af hendes ben og en lille blodklatagtig lignende ting lagde på jorden. Stella samlede det op, inden hun gav sig til at grine af smerte.
"Jeg har brug for hende!”

"Du reddede mig Nora. Jeg er dig evigt taknemlig." Hviskede hun imellem Noras læber og kyssede dem kort igen. "så hellere tilbringe tid med dig" Nora gav hende et hurtigt kys.

Alle minderne suste stadigvæk rundt, men modsat den ønskede virkning, fik det blot Stella til at kæmpe hårdere og hårdere for at få sin livsenergi tilbage. Den sætning som fik hende tilbage....


"men jeg kan ikke slippe følelsen af at jeg bare elsker dig...så vil du Stella, gøre mig den store ære at være min kæreste, hende jeg vil elske til evig tid og altid være hos" Spurgte Nora spændt.


Stella slog øjnene op og satte sig op i et slidt sekund, med øjnene spærret op som om de kunne falde ud, og et ordenligt åndedrag. Hun blinkede et par gange og sukkede så lettet ud. Helt død var hun ikke, men tørstig. Hun var virkelig tørstig, og det eneste hendes hoved kunne fokusere på var Joshs hjerte der bankede, pulsen der pumpede. Duftens af hans hud, det fik hende til at springe op på benene og gå væk fra ham med hænderne oppe i håret, som om hun prøvede at fjerne stemmen i sig som bad hende angribe ham. Hun ønskede det jo ikke.

Det måtte bare ikke være sandt. Sandheden var som regel altid en pain in the ass, men han ønskede ikke, at den skulle være så sårende, at han nu sad med en død storesøster i sine arme. Han havde lige fået hende og nu var hun allerede væk. Umuligt, det kunne ikke være sandheden. Han nægtede, at tro på det. I flere minutter sad han bare med sin storesøster, ventede på at hun skulle åbne øjnene og nægtede, at tro på at dette var sandheden.
Det var små skærende stik i hans hjerte, at han bare sad og så ned på hendes lukkede øjnene i håb om, at de ville igen skulle se på ham, med det blik kun en søster kunne se på en med.
Julian skulle fortryde dette... Efter alt det manden havde gjort, var dette over stregen og mere end noget andet i verden, ønskede Josh at finde monstret dødt i dets bur.
Stellas krop var så kold, at det føltes som at sidde med et stykke is, men i modsætningen til en klump is, havde man ikke lyst til at give slip på hende, selvom hun var ved at fryse ens hænder af..
"Vågn nu op," hviskede han.. Det kunne nærmest lyde ynkeligt, som han tikkede om, at hun skulle vågne. Hvis det endte sådan her, ville han aldrig tilgive sig selv.

Heldigvis, efter hvad der føltes som flere timer, vågnede hun op og han kunne ikke have været mere lettet. Så da hun skubbede ham væk, var det næsten ikke til at acceptere, men han valgte at lade det ligge og se hvad der skete. Roligt rejste han sig og forsøgte, at gå hen imod hende, fuldkommen ligeglad med, at hun lige havde skubbet ham væk.
For pokker, hun var i live, han var lettet og lykkelig!
"Hvad skete der?" spurgte han med sin bekymrede broderstemme. "Hvad gjorde han dog ved dig? jeg troede du var død,"

Det var kujon agtigt af Julian at få andre til at gøre hans beskidte arbejde, og Sarah var sat på den tjans. Hun elskede modsat Josh og Stella hendes far, han havde aldrig gjordt hende noget dårligt, heller ej hendes halvbrødre. Sarah så på dem fra mørket, hvorpå hun skiftede form til ingen ringere end en tro kopi af Lola, hun havde været i huset ved kælderen hun havde set på Lola den dag, hvor Julian fortalte hun skulle dø fordi en blond mennesketøs havde trodset ham. Hun havde holdt hende da hun døde, men hendes far havde fortalt det var Joshs mor. Lige nu behøvede de to ikke at få at vide, at Sarah var Stellas tvillingesøster. Det kunne vente til senere. Dog brød hun sig ikke om formen i langtid og skiftede så til Josh, og trådte ud som var hun en udgave af ham. Hun var iført de samme klæder som ham, og smilede lumsk. "Godt du vågen. Nu kan vi få afgjor det her engang for alle. Julian har sendt mig. Klar til at tabe?" Spurgte hun med Joshs stemme og lagde hovedet på skrå.

"Han sugede det meste af min livsenergi ud. Det krævede en del af kæmpe mig til live igen." Sagde hun rigtig rigtig hurtigt og vente sig rundt imod ham. "Det var jeg også. Næsten. Men jeg klare mig." Hun gned sig imod tændingerne, og da en stemme fra mørket kom frem blottede hun tænderne i et ordenligt hvæs helt inde fra sin indre dæmon. Men hun trak dog tænderne til sig da personen lignede Josh? Hun kiggede overpå Josh og så over på den nyankommende. Hun kunne dufte vedkommende var dæmon, så ligeså langt nåede personen ikke på sin lille færd. "Lad mig gætte. Endnu en af hans åndsvage sønner, måske endda en tvillinge bror af Josh? Lad mig gætte han blev den gode og du blev den onde og idiotiske?" Kom det spydende fra Stella som vendte hendes kraftige tørst til vrede og vendte den om på den nyankommende. Stella lod hænderne falde til siden og fremmanede en kniv imens hun knurrede lavt.

Sugede det meste af hendes livs energi? I det øjeblik følte Josh sig som en anden idiot, eftersom han ikke var helt sikker på hvad det betød. Men hvad det så end betød, så vovede Julian, at gøre det igen. Medmindre han gerne selv vil have suget alt sin livs energi ud.
Det lettede lillebrorens hjerte, at hans storesøster stod i live foran ham. Hurtigt skulle det lettede hjerte, dog komme til, at banke igen, da lyden af hans egen stemme kom bag fra. Hvordan i al..
Mere nåede han ikke, at tænke, før han vendte sig om og så til sin skræk, en der lignede ham på en prik. Det kunne ikke passe.. Stellas muligheder gav ham kuldegysninger. Umuligt, han kunne ikke have en tvillingebror! Det måtte ikke være sandt! Han kunne umuligt have været nede i kælderen med ham uden, at han ville have opdaget det. Det var simpelthen for urealistisk.
Dog var der ikke tid, til at spørge ind til det nu. Hans eget spejlbillede truede hans søster og ham selv. Spørgsmålene måtte vente til senere! Hurtigt trak han sine dolke op af deres beholdere og spændte hver en muskel i kroppen.
"Hvem du end er, så vil jeg sætte pris på, at du ikke brugte mit ansigt," sagde han advarende. Nok skulle spørgsmålene vente til senere, men det var så svært ikke, at stille en masse oppe i sit hoved. Fyren lignede ham for guds skyld! Han måtte have noget, at vide om dette! "Jeg husker ikke at have en tvillingebror,"

Hun grinte af stella og nikkede så ganske kort. " på en måde kan man vel sige." Svarede hun og rettede derefter sit blik over på Josh og lyttede derefter opmærksomheden på det han sagde. Hun nikkede let. Det var sjovt at ligne ham. Det var altid sjovt at se folks reaktioner på hendes evne. "Foretrækker du mere det her?" Spurgte hun så og skiftede form til Lola og tog kort på sig selv som var hun en fyr. "Smuk ikke sandt." Tilføjede hun og blinkede kort. "Min far ønsker i lader vores familie være i fred. Join os eller hold jer væk. Der er intet galt med vores familie, det jer der valgte at forlade den, en skam.... For jer." Sagde hun og kastede med det hår der lignede Lolas. Så fnøs hun kort og gik et par skridt frem.

Fra Josh til en kvinde. Hvem fanden var den søn, og hvorfor havde hun ikke dræbt ham endnu? Grebet om kniven blev strammere og da kvinden gik tættere imod den. Med de ord der kom ud af munden på personen, han hun eller hvad personen nu var. Hun kogende over mere og mere for hvert sekund. "Julian er ikke værd at samle på. Det samme er dig og dine rådne halvbrødre heler ikke. Vi ønsker jer blot døde, intet andet." Sagde hun som om der intet var forkert i den sætning overhovedet. Smilet der satte sig på hendes læber sagde de samme ord. Hun stolede ikke på personen foran hende og Josh.

Hvem var dette? En af halvbrødrene? Hvor mange var der lige af dem!? Det var lige før, at de kunne starte deres egen race, så mange var de begyndt at være! Udover, at denne race ville man ikke have noget imod blev udryddet fra jordens overflade. Ligesom Stella, blev grebet om hans dolk bare strammere og strammere og lige i det sekund han følte sig klar til, at kaste den, forvandlede personen sig om til hans mor. Det var nok! I få sekunder stod han fast frosset med øjnene rettet på kvinden, der en gang havde været hans eneste lys i livet. Først da personen valgte, at tage på sig selv, gjorde han igen klar til at kaste dolken og de ord der undslap den fremmede, gav ham ikke mindre lyst til det.
"Som min søster så pænt sagde det.. I er intet værd, at samle på," Han gjorde et nik til Stella, som i et tegn på, at de skulle angribe nu. Dolken der var blevet grebet så stramt om, blev nu endelig kastede hen imod den fremmede og allerede derefter, var han klar til at kaste nummer 2.

Hun fnøs let og i det den første kniv blev kastet greb hun den og kastede den tilbage hvor den kom fra. Den næste undveg hun i samme sekund som hun skiftede til hendes oprigtige form, den kendte hun trods alt bedst. Sarah blottede sine tænder af Josh, inden hun så sprang op på nogle kasser og sad på hug der. Så kastede hun håret let tilbage og kiggede på dem på skift. "I er dem som ikke er værd at samle på. I gør ikke andet end at prøve at slå os ihjel. Vi går bare til modangreb." Forsvarede hun familien. Derpå sprang hun ned igen og sendte dem begge et skævt smil. "Jeg kan lide den her krop. Den er dejlig." Sagde hun blot for st pisse dem begge to af, selvom de begge ikke vidste det var hendes egen.

Kvinden var ko sindssyg. Men stella modtog Joshs blik og nikkede kort, og gjorde sig så klar, da hun opdagede personen lige havde stjålet hendes udseende. Det fik stella til at knurre. "Hvis det krig du ønsker så er det lige hvad du går." Hvæste stella af personen. Så hoppede personen ned og kommenterede hendes krop, hvilket gjorde bæoddæmonen kogende godt over. "Din lille..." Hun kastede en kniv for at fremmende en anden, og det samme til hun var drænet for energi og faldt på knæ. Trods alt var hun jo ikke i sin bedste tilstand. Heldigvis havde hun ramt med to af sine knive, den ene i maven og den anden i knæet, så hun knapt kunn e gå.

Desværre, undveg den fremmede hans dolke og kastede dem tilbage imod ham. Den første valgte han, at gribe igen, imens han hurtigt undgik den anden. Det sveg voldsomt, at gribe om dolkens blad, hvilket gjorde han tog en dyb indånding og lod såret i hånden heale. Da han igen kiggede på den fremmede, havde hun forvandlet sig om til Stella og kommenterede hendes krop, som var det en ting man bare kunne låne. Det pissede både ham og Stella af. Hvem denne halvbror end var, så skulle han nedlægges sammen med alle de andre. Han kunne da hilse på sine brødre på den anden side!
Heldigvis havde Stella mere held i, at ramme den fremmede, selvom det hurtigt drænede hende for energi. Han lagde roligt en hånd på hendes skulder, et tegn på, at hun skulle tage den med ro. Den fremmede havde ikke nemt ved, at stikke af nu.
Hurtigt løb Josh hen til den fremmede, greb ham/hende om halsen og satte spørgende hovedet på skrå. "Et sidste ord før du ryger over på den anden side med dine brødre?" Han greb en af sine dolke, med den hånd der ikke var i et stramt greb om den fremmedes hals. Nogen fordele var der vel ved, at være en archangel..

Hun faldt sammen da hun blev ramt og bed hårdt sammen. Mere nåede hun ikke at gøre før Josh greb om hendes hals pænt hårdt. Hun knyttede øjnene hårdt sammen, og fokuserede på at prøve at rive kniven ud af hendes mave, det gjorde ondt og hun kunne ikke lige frem ånde udmattet ud. Så slog hun øjnene op og kiggede Josh lige ind i øjnene. Modsat stella var Sarahs øjne brune med et sølvskær man kun lagde mærke til helt tæt på. Sarah bemærkede kniven forsvandt ud i det blå, pokkers. Hendes far havde ikke fortalt hende Josh var så stærk eller om Stellas evne. "Han løj overfor mig." Gispede hun kort. "Han sagde i var svage." Hvisked hun efter luft nærmest. Hun klemte øjnene hårdt sammen for at spare på kræfterne inden han klemte hendes luftrør helt sammen. "Han havde ret. I bare monstre." Hviskede hun åndeløst. Sarah havde aldrig lært rigtig og forkert eller pæn opførsel. Hun havde lært alt det Julian havde lært hende, og det kunne umuligt være godt.

Blod. Blodet der var på hans hånd fo hendes sanser til at eksplodere. Dog blev hun siddende og kiggede på showet. Ventede bare på fyren ville blotte sit rigige ansigt for dem. Selv stellas knive for forsvundet på grund af jun ikke havde nok energi. Hun kiggede dog på showet. Josh havde grebet om halsen på fyren, det kunne ikke vare længe nu. Men nået undrede hende, hvorfor ikke skifte til en krop hvor han ville føle sig mere sikker? Fyre ville da helst undgå at være i en kvindekrop ikke? Det var sådan tingene så ud tit i hvertfald. Så fik hun til sidst rejst sig op. "Der er noget galt Josh. Det giver ikke mening det her." Sagde hun så og kiggede opmærksomt på hendes bror.
En lyd lidt fra dem fik stella til at løbe derover og springe direkte på ryggen af den nuankommende shapeshifter. Synd for ham st han kom på det forkerte tidspunkt. Stella tæmmede ham hurtigt barbarisk for blod og tog nogle stykker kød med sig. Lyden af flænset kød måtte ikke havde været just appetitvækkende for hendes kære broder, mn hun havde behøvet det. Blodrester sad omkring hendes mund, som det rovdyr hun jo også var. Hun gik over imod Josh igen.

Hvorfor skiftede han ikke om? Hvorfor blev han i Stellas krop? Ville det ikke være mere behageligt for ham, at være i sin egen krop og ikke en fjendes?
Tankerne blev ødelagt, så snart hun/han begyndte, at snakke om en person der havde løjet for hende og det skulle ikke undre Josh, hvis det var ingen andre end Julian han/hun snakkede om. Havde idioten virkelig bildt en af sine sønner ind, at ham og Stella var svage og ude af stand til, at forsvare sig selv? Julian var en større kujon end Josh troede. Det var sku da helt utroligt..
Da den fremmede nævnte, at de blot var monstre, tog Josh sig selv i, at løsne grebet om halsen en smule. Han ønskede ikke, at være det monster han frygtede for, at blive. Der var ingen meldenhed, at finde i hans øjne, men grebet blev en smule løsnet. Den fremmede var nu i stand til at trække vejret.
Stellas ord fik ham til at dreje hovedet om, hvor han så spørgende på hende. Havde hans storesøster også kunne fornemme det mærkelige ved denne situation? De tænkte garanteret det samme... Hvorfor havde den fremmede ikke skiftet om til sin rigtige form.
En stakkels shapeshifter kom forbi på det forkerte tidspunkt. De gnaskende lyde og det rædselslagene skrig, lukkede han ude ved, at se på den fremmede. Nok havde han det ikke godt med det, men der var intet, at gøre ved det, da Stella trods alt skulle have mad.
"Hvem er du?" Hans stemme var rolig men bestemt. "Julian har bildt dig alt for meget lort ind, han er monsteret... det er vi ikke,"

Luften der kunne komme ned og vende i hendes lunger var en ufattelig følelse at have i sig igen. Hun nød den, men bed stadigvæk sammen. Sarah iagttog stella spredte shapeshifteren op hvor Josh kiggede væk. Engle og dæmoner, som en dårlig tv serie. Hun spærrede dog øjnene op til hvad de sagde om hendes, deres far. "Vores far er em kujon det ingen hemmelighed. Men han er ikke et monster. Alle gør onde ting. Men vi ikke alle monstre af den grund. Jeg har dog hørt om jer. Siden for 133 år siden, der begyndte min far at lære mig hvordan man skulle opføre sig og hvordan man ikke skulle. Historier om min svage tvillingesøster hjalp en del. For hvem ville dog gå efter det?" Sagde hun og kiggede åbenlyst på stella og fik så et lumsk smil på læben. Hun var trukket langt ind i mørket, men hun dræbte dem da ikke, faktisk så lignede hun ikke en der ville angribe om så de vendte ryggen til.

Hvorfor kunne de ikke bare dræbe personen og smutte videre, selvfølgelig skulle vedkommende spille monsterkortet på Josh. Stille nikkede til Josh at han vare skulle slippe hende da jan havde talt. Stella tog i stedet over ved at hamre hendes ryg ind imod en mur, imens personen så fint var ved at tale ud. Om hvor god Julian var og alt mulig ander lort... Eller vent. Stella kneb øjnene lidt og talte tilbage. "Shot" mumled hun irriteret over det sidste ser blev sagt. Det hele gav mening. "You Got to be kidding me!" Snertede hun irriteret. Julian havde taget en søster en tvillingesøster fra hende og forvandlet hende til en anden menion. Det gjorde Stella trådte et skridt væk og kørte en hånd henover sit hår og sank en klump. "Imens du havde det så sjovt med at være den perfekte lille dukke, så havde nogle af os travlt med at holde hovedet rent for selvmordstanker." Udbrød stella irriteret. Hvorfor kom den nyhed først nu. Var hun en form for hemmelig våben på Julians side eller? "Hvad skal vi gøre Josh?" Hun havde vrug for at vide om de skulle dræbe hende eller ej. For hvis så skulle hun nok i sidste ende, men hun ønskede alligevel at redde denne kvinde fra Julians mørke klør som sad så dybt i hende allerede.

Det måtte være løgn. Umuligt. Havde det virkelig lykkedes Julian, at trække en kvinde med ind i den mørke verden han levede i og gøre hende til en kopi af ham selv? Og ikke nok med det, hun var tvillingesøster til Stella, hvilket ville sige, at dette her var hendes rigtige form. Lige nu, kunne Josh slet ikke finde rundt i tingene og han var fristet til, at skille sig af med tvillingesøsteren og bare glemme at det nogensinde var sket. Desværre, kendte han sig selv og Stella alt for godt. Det ville ikke bare være så nemt, at skille sig af med hende, tvært imod havde de nu begge lysten til, at redde hende fra dette mareridt.
Han stønnede irriteret for sig selv og placerede hænderne bag hovedet. Ja, hvad pokker skulle de nu gøre? Hvad var så anderledes denne gang? At hun var en pige? At hun lignede Stella og var en tvillingesøster? Der burde ikke være den store forskel, eftersom de andre også var deres halvbrødre og havde gjort nøjagtig det samme som hende eller vent... Voldtog hun også kvinder? Eller, var hun grusom på en anden måde?
Han lod hænderne falde ned langs sin hofte igen, hvor han gik hen imod Serah, der blev presset op af muren af Stella. "Jeg ved det ikke," svarede han Stella lavmælt og tog ikke øjnene fra tvillingesøsteren. "Du mener ikke, at vores far er et monster huh? Hvordan hjælper du i hans gruppe i det hele taget? Fanger du kvinderne for ham?"

Sarah lagde armene om på ryggen og kiggede skiftevis på dem. Hun nikkede kort for sig selv. "Hør her. Jeg planlægger selv når jeg har tænkt mig at få en af jer til at slå mig ihjel." Kommenterede hun på de snakkede om hendes liv som var det en lille simpelting. Så fnøs hun af det Josh sagde. "Nej Josh. Jeg gør rent for dem og henter deres kaffe. Hvad tror du selv, jeg gør ikke deres beskidte arbejde. Jeg gør mit ejet, og vores fars hvis jeg keder mig. Som idag." Svarede hun og lagde så hovedet imod den anden side. "Modsat så det dem som bringer folk til min dør. Jeg kommer normalt ikke så tit ud." Tilføjede hun og trippede lidt. "Hvis i virkelig ikke er som rygterne går. Hvorfor dræber i dem så? De æder jo bare og går hvad de behøver." Spurgte hun forvirret og kiggede på Josh. Hun vidste godt hendes far ikke blev glad for hun snakkede med fjenden, men hun var nysgerrig.

"Rolig." Sagde hun et øjeblik truende imod Josh, og sendte ham med det samme et undskyldende blik og kiggede så imod kvinden. "Han har fuldkommen hjernevasket hende." Tilføjede hun og bedsig så i læben. Stella sank så kort efter. "Fordi de gør tusinde uskyldige ondt. Du ved sex når den anden part ikke er villig." Hun passede på med sine ordvalg. Det overraskede hende ikke st hendes måde at snakke og forstå kvinder kom først til hende, men hun kunne forstille sig det. Kvinden havde været en brik i Julians spil igennem så mange år nu. Det lød ikke til hun tænkte til rigtig og forkert. Ligesom halvbrødrene. Kvinder var bare sommetider nemmere at skifte kanal på end mænd. En side af kvinden virkede ikke ond som Julian, lidt sf deres mors side måtte være sivet ind i sidste ende, selvom den kælling ikke var meget værd alligevel. "Så hvad er dit navn?" Spurgte hun så forsigtigt.