✵ Run before I loose my mind! (Reign)

"Oh. Okay," sagde Reign bare en smule ærgerlig. Det kunne være interessant at få at vide, hvilket sjæledyr, Razor havde. Så kunne han også drille ham, hver gang han gjorde noget, som dyret ville gøre.
Måske en kat. Eller en hund. Knægten mindede lidt om begge dyr. Han kunne selvfølgelig også være noget helt tredje. En form for fugl. Et insekt måske. Eller en... blåhval?

Reign rystede let på hovedet af sine egne tanker, der igen formåede at bevæge sig for langt ud, og fokuserede i stedet på spørgsmålet. "Oh, it's made up. Completely." Han kunne godt fornemme, de var trådt ind i det fattige distrikt. Det var ikke ligefrem der, han plejede at søge hen med vilje eller uden grund, så det føltes underligt at gå pænt med på den måde.
Alt imens boblede hans tunge for at få lov til at foreslå, at Reign da bare kunne lære Razor at læse. Men det gik slet ikke. Overhovedet. Drengen skulle flytte, Reign skulle passe sig selv og i et langsomt men godt og roligt tempo skulle han bare glemme ham. Og så gik det ikke at foreslå sådan noget.

Han så frem mod det hus, der blev peget på, og lagde hovedet en smule på skrå. En ruin. Eller en halv ruin. En af jorskælvets formodede han. Det så helt ensomt ud, som det stod der, fordi husene omkring det var braset helt sammen, og han kunne ikke lade være med at overveje, om det var sikkert at gå derind.
Alligevel fulgte han med, "it's... certainly unique," svarede han og trådte ind efter Razor. Reign gik forsigtigt henover de knirkende gulve, mens han spejdede rundt. Hans opdagelsestrang slog igennem, og han kunne ikke lade være med at gå og pille ved tingene.
Han trådte hen til en stor kommode, åbnede den og spjættede med en tilhørende, forskrækket lyd, da en edderkop på størrelse med hans hoved kravlede ud og skyndte sig væk. Havde nok begivet sig væk fra Ashen Wood Forest. Heldigvis var det kun en unge.
Reign rystede forskrækkelsen af sig og gyste, "I fucking hate spiders," inden han undersøgte videre. "So... is this, like, your hanging out spot?" spurgte han og pustede støvet af en gammel grammofon.

" That takes one heck of a imagination to come up with a hole book.. I mean.. seriously - impressive, and yet so boooring.." sagde han så bare lidt med et lille grin. Så mange ord - tænkt at der fandtes så mange ord. Men i sidste ende var det vel ord der skabte en historie og det var vel super underholdende, hvis man hellere ville læse dem frem for at opleve dem på egen krop - det måtte man selv om, Razor synes nu det var helt og aldeles underholdende at opleve ting selv. Hans liv ville være noget af en bog hvis den skulle skrives ned. Der var nok i sidste ende ikke nogen der gad bruge så lang tid i selskab med ham hvis han skulle fortælle det hele.

" Yeah but.. it's nice.. and ummhg.. nice.. " sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder. " Don't worry, I haven't killed anyone in here.. " sagde han så lidt med et lille smil. Uden egentlig at tænke over det. Han fulgte Reign lidt med blikket og blev et øjeblik bare stående lidt midt i det rum de nu lige var i. Dog lod han selv blikket glide rundt - han selv havde lyst til at kravle rundt på det hele, mest fordi huset havde taget skade så man kunne nærmest kravle fra rum til rum gennem loft og vægge.

Reign fik dog hurtigt hans opmærksomhed igen da han pludselig kom med et eller andet udbrud. Razor rynkede kort næsen lidt. " Why? " spurgte han så lidt, og kunne ikke helt lade være med at føle sig ramt af kommentare. " Spiders are awesome, you can't hate awesome. " sagde han så bare lidt med et lille grin og lod blikket skæve rundt efter den edderkop som han vidst havde set - Razor kunne dog ikke lige få øje på den. De var hurtige.
" No not really, I haven't been here in forever.. " sagde han så lidt før han så bare trådte lidt rundt. Han puffede kort til et stykke træ der lå på jorden men svingede så lidt med sine arme. " But I think its cool - and quiet.. " sagde han så lidt. " Not that I'm a big fan of quiet - but its better than the sounds of crying children and annoying ducks.." sagde han så bare med et trak på den ene skulder. Han rettede så bare blikket op mod loftet og i et enkelt hop sprang han op og greb fat ved kanten i et hul i loftet - han kravlede så bare op på etagen oppe over. " Do you need new books? " spurgte han så lidt og kigge ned mod Reign, fra hullet i loftet - efter kort at have observeret en stak bøger i hjørnet af det rum han var kravler op i.

"Because they're ugly and disgusting," forklarede Reign bare med en grimasse. Der var mange dyr, han godt kunne lide, men der var godt nok også mange, han ikke brød sig om. Edderkopper var en af dem. Han havde ingen særlig grund for det. Ingen dårlige oplevelser med dem. Havde kun mødt de forholdsvist små i Ashenwood Forest, og de løb bare væk, når de så mennesker, så han havde været heldig. Alligevel kunne han ikke lide dem. De var for hurtige. Havde for mange ben og for mange øjne. Nej, ad.

"When you look at it like that I guess you're right," det lykkedes overraskende nok Reign at få gang i pladen, der allerede lå på grammofonen. Lyden kradsede, fordi det var en gammel maskine, der samtidig var dækket til med støv, men hvis man så bort fra det, var det en ganske blød og behagelig melodi, der blev spillet.
Reign var langt fra musikkender, men han kunne da anerkende en god melodi, når han hørte den. Også selvom det virkede surrealistisk med en så dejlig melodi i et så faldefærdigt hus.

Han vendte sig med ryggen til musikken, da et bump lød, og han lige nåede at få et glimt af Razors ben, inden de forsvandt op i loftet. Den livlige unge, det var næsten til grin.
Han gik lige så stille hen mod hullet og kiggede op på ham, "what kind of books?" spurgte han men rystede så på hovedet og sagde hurtigt, "no, wait, I'll check 'em out myself. Give me a second." Han måtte rende lidt rundt for at finde husets trappe, inden han sluttede sig til Razor på første sal. Han ville måske have kunnet kravle op af hullet og måske ikke. Måske var det braset sammen og måske ikke. Han turde i hvert fald ikke tage chancen.
Reign gik forbi hybriden og videre hen til bøgerne, som han lod fingrene glide hen over. Til sidst greb han fat i ryggen på en, "this one looks promising," og tog den op i sine hænder. Men han nåede kun lige at åbne den op, inden halvdelen af siderne faldt ud, og i lang tid gloede han bare ned på de nu spredte sider på gulvet med et intetsigende blik og en larmende stilhed over sig, der kun blev overskygget af grammofonen nedefra stueetagen.

" I like spiders, they're fascinating and cool! " sagde han så bare med et smil.
" Told you I knew a place.. " Razor vidste ikke om Reign fandt dette bedre en parken - sikkert ikke. Men i sidste ende var der nok ikke mange steder Razor kunne vise Reign som han ville finde mere spændende - hvert fald ikke i Doomsville, måske alle mulige smukke steder man kom fordi når man rejste rundt - Razor havde da set en del på sine ture til og fra Dragons Peak - men han tvivlede på at han nogensinde ville tage den tur sammen med Reign. Desuden synes han heller ikke at Reign skulle med til Dragons Peak - det var ikke et sted for sådan en som ham. Selvom Razors stemme måske nok kunne blive hørt hvis nogen mente der skulle gøres noget mod hans menneske - Jep, Reign var et øjeblik lige blevet til Razors menneske - nok ikke noget han skulle sige højt, men sådan var det lige.

Et lille smil bredte sig om hans læber da Reign fik gang i noget musik. Imponerende, man skulle ikke tro der kunne komme gang i den, taget i betragtning af hvad det var for et sted de var. Han lyttede et øjeblik til musikken mens han skævede rundt - det var nu egentlig meget hyggeligt. Måske kunne sådan et sted faktisk udvikle sig til noget bedre end parken, det galt bare lige om at ligge den rigtige stemning.
" I don.. " han nåede ikke rigtig at svare mere før Reign kom ham i forkøbet med en ny sætning. Og vidst bevægede sig herop selv. Det var altid noget. Razor vidste ikke hvad det var for nogle bøger - om det var noget der kunne bruges til noget, han havde bare lige set dem. Han kom på benene og rettede blikket mod Reign da han var kommet op på samme etage som Razor var på.

Razor rynkede kort næsen lidt, et rimelig mislykkes forsøg på at holde masken da bogen nærmest smuldrede mellem hænderne på Reign. Der gik ikke mange sekunder før han så bare kom med et grin, et længere et af slagsen. " Oh wauw Reign, you really know how to work books huh? " sagde han så bare og rynkede panden en smule. Måske var det mere det udtryk Reign havde fået da bogen gik i stykker - stakkels fyr, så troede han lige han havde fundet en bog der kunne være noget værd. Det var vidst ikke tilfældet, medmindre han havde tænkt sig at sortere siderne og få dem til at passe sammen igen. Han smuttede hen til Reign og snuppede resten af bogen ud af hånden på ham. " Maybe its just to old.. or.. " han åbnede den og kiggede på den et øjeblik, før han så bare smed den hen over sin skulder. " Boooring - you probably wouldn't even like it.. " sagde han så lidt med et lille smil.
" You don't need books for stories.. I can tell you a story? " sagde han så lidt og rettede blikket mod Reign ansigt, før han lod hovedet glide lidt på skrå, stadig med et lille smil om læberne.

Reign så først op, da Razor tog det, der var tilbage af bogen, og det stak i hjertet på ham, da han bare smed med den, langt mere end da han grinede af ham. Han var godt klar over, den var i stykker og derfor ubrugelig, men... bøger skulle ikke smides med. Bøger skulle værdsættes som de små mirakler, de var.

Han sukkede højlydt ud og kørte håret tilbage synkront med begge hænder, der bevægede sig om i nakken, ned af halsen og til sidst hængende ved siden, hvor de hørte til. Derefter rømmede han sig, "sure, kid," og gik lidt rundt for at finde en god plads at sidde, "tell me a story."
Hans søgen endte på en slidt sofa, der så ud til kun at være én tyk person fra at knække sammen. Med forsigtighed satte han sig - den knirkede beklagende under ham, men det lykkedes.
Reign trak benene op til sig og rettede på dem, indtil han sad i skrædderstilling, hvorefter hans blik røg hen på Razor, afventende efter historien. Knægten havde garanteret masser af fantasi. Han var trods alt stadig et barn. Teenager. Et teenagerbarn, der havde været igennem en masse lort.
Django hoppede op i sofaen og lagde sig, og trods Reign var sikker på, den ville bukke under vægten af dem begge, holdt den. Et imponerende stykke møbel - havde først modstået et jordskælv og nu vægten fra både en voksen mand og et hus.

Han lod blikket glide over Reign og rynkede kort panden lidt, i takt med at smilet falmede en smule. Al den begejstring var nærmest overvældende - hvis altså der havde været nogen former for begejstring eller interesse at finde i Reign. Men Razor fandt ikke voldsomt meget af det. Han blev stående et øjeblik før han så kort bare lod blikket ramme gulvet under hans fødder. Han pillede kort lidt ved sine fingre før han så bare kort lod blikket glide rundt - overvejende et øjeblik - om han skulle fortælle en historie der havde fundet sted eller om han skulle finde på noget. Begge dele kunne vel være spændende nok.

Han skævede kort lidt hen mod Reign før han så bare trak lidt på skuldrende. " Give me second, I'll... " han mumlede resten af sin sætning helt utrolig utydeligt mens han bevægede sig lidt rundt. Undersøgende i huset, eller hvert fald det rum de ophold sig i. Han havde ikke planer om at sætte sig ned, det var han i forvejen for rastløs til. Han snuppede en af de gamle bøger før han så bare gik hen og satte sig på gulvet. Han kunne vel sidde et øjeblik.

" Well.. Alright.. " sagde han så kort lidt og skævede kort lidt mod Reign men rettede så blikket mod bogen mellem hans hænder - han snuppede en side fra den, som han hurtigt bare begyndte at folde rundt med.
" He always said that the yellow eyes in the dark weren't something to be scared of, ones they were gone - they wouldn't come back. No sunlight ever came down to the basement - there were no windows, only the flickering sight of the tiny fire from the candle in the corner. Hypnotacing to look at - almost. Ours and ours were spend down in the basement. The sisseling sound of meat being cooked upstares, when they opened the tab to fill the glass with water. When they walked around - footsteps were to be heard. Conversations about work, the weather, money - everything you can imagine - normal stuff. Only as a cover up. The little girl weren't allowed listening to what the grown ups talking about. But she did - when she went to bed, she laid awake longer than most kids. She heard everything, just like the little boy down the basement. The little girl didn't know him yet. She wasn't allowed. They talked about how to kill, how to kill, who to kill, when and were - every detail was writtin down - the sound of a pen scrathing down letters on paper. " han satte første stykke papir han havde foldet som en svane, på gulvet - og tog en ny side fra bogen, som han gik igang med at folde. " The mother was kind - she always smiled and said kind words like - you are beautiful, you are talented, you are smart, what a nice smile you have. The little girl always ended up with a even bigger smile once she heard the words from her mother. 'You have such pretty hair' the little girl said while guiding a brush through her hair. Then the father got home. The little girl ran to his arm and they hugged.." Razor gik i stå et par sekunder - det mindede ham om Tatia - et kram, Tatia ritualet. Et lille smil bredte sig om Razors læber før han fandt sit fokus igen. " They looked so happy, the little thought. They were happy. The boy who was told to go downstairs, and so he did - he always did, he knew why. He was not allowed to ask questions. The man came down a few ours later - he brought a gift. The little boy had never recived a gift before. The man told him to wait, he wasn't allowed to open it yet. Instead the man grabbed a knife. A smile appeared on the little boys face - he loved knives. He always had. This time though - it was different, the man didn't give the knife to the little boy as he use to do. He slit one wrist and then the other - the little boy didn't blink, he didn't feel a thing. The man strokes the little boys hair, told him he was a good boy. Then he did the same thing, over and over again - all the way down the his bag. Not a flinch, nothing. After a while the man wrapped the boy in bandages and left. He was down there for days, alone. The little girl knocked on the floor - they had conversations like that quite often. He laughed alot, jokes were told, just by knocking. The yellow eyes appeared everytime he closed his eyes. Until til the day a gun shot woke him up. The Yellow eyes were staring right at him. The candle in the cornor was no longer there - but he wasn't scared. He grabbed the colar around his neck, the gift he got from the man. He didn't get punished the day he opened the gift. That was a good day. A young woman was killed in the house on that night - just because she saw a piece paper - the little boy always wondered what the letters on the paper told, how could tiny letters matter that much? He soon found out - he was brought to a church. He needed to do exactly what he was told - kill without a flinch, just like he practiced. And so he did. twelve people died in that church. The man was proud, the mother was proud - the little told him how great he was when they got home. It was the first time he ate with family, sitting by the dinner table. He didn't use the cutlery though. But he smiled, more than ever. " Razor bed sig kort i læben og placerede svalen han havde foldet ud af papiret ved siden af svanen. Og først der rettede han blikket mod Reign. Uden nogen forventninger om noget respons på noget som helst af hvad han havde sagt.

Reigns blik fulgte i et kort øjeblik Razor, men da han fortsatte med at gå rundt, gav han til sidst op og lod blikket hvile på brædderne foran sig. Det landede dog på knægten igen, da han kom tilbage og endelig fik sat sig ned.
Reign placerede albuen på sofaens armlæn og hvilede sin kind på sin knyttede næve. Han var ikke sikker på, hvad han skulle forvente andet end, at der ville være en form for død eller ulykke i hans historie. Det var der ingen tvivl om. Razor var ikke typen, der ville fortælle om regnbuer og hundehvalpe.

Og hvor havde han ret. Historien fra deprimerende helt fra begyndelsen af og til slut. Slutningen virkede måske lykkelig men... ikke helt alligevel.
Desuden havde Reign lagt mærke til, der var ting, der passede skræmmende meget på Razor. Om han regnede det ud, efter halsbåndet eller kniven blev nævnt, eller om det var før, vidste han ikke. Men den lille dreng var Razor. Spørgsmålet var, om det var fiktivt eller ej. Måske var han den fødte historiefortæller, der ikke behøvede at tænke over det, inden ordene flød fra hans fantasi og ud af munden på ham. Eller måske blev det kun fortalt så naturligt og ubesværligt, fordi det var en sand historie, som han allerede kendte til, fordi han selv havde oplevet den.

"That was a sad story," fik Reign ud som det første, lavt og med blikket, der ellers havde hvilet på Razor gennem hele historien, placeret på gulvet. Han flyttede hovedet nok til, at næven dækkede for hans mund, og i forholdsvist lang tid sagde han ikke noget. Tænkte i stedet over, om det var okay at trække emnet op igen efter, hvad der skete sidst, de talte om Razors familie. Og ville han overhovedet selv vide det? Det ville han måske. Til en vis grad i hvert fald. Selvom det gjorde ondt at tænke på det - drengen blive mishandlet.
"Did--" Reigns stemme knækkede, og han rømmede sig højlydt, efter han havde besluttet med sig selv, at han var nødt til at spørge. Han så endelig hen på halvdæmonen, "did your parents do that to you?"

Razor trak kort på den ene skulder, mens han smil fandt lidt vejen tilbage til hans læber. " You think? " spurgte han så bare lidt. " I thought it was a happy story.. " tilføjede han så lidt før han kort vippede lidt med sin ene fod. Han skubbede bogen ned fra sit skød før han så bare satte sig op i sofaen ved siden af Reign og Django - hvor der nu end lige var plads.
Han nussede kort Django lidt på hovedet med et lille smil, men rettede så blikket mod Reign da han spurgte om noget. " No.. I don't know my parents. " sagde han så bare lidt. Også selvom han godt vidste hvad Reign egentlig mente med spørgsmål.

" You don't have to hold back, you can ask just as much as you want. " sagde han så lidt med et lille smil og lod blikket hvile mod Reign et par sekunder. Det havde virket som om det var svært for ham at spørge - han kunne ikke helt forstå hvorfor, der var ikke noget galt i at spørge og Razor var ikke voldsomt påvirker af sådanne ting fra sin fortid. Tværtimod - det gjorde ham ikke så meget. Det var jo bare en del af ham.
Razor lænede sig så bare tilbage og vippede kort lidt med sin ene fod, som hans blik hvilede mod et øjeblik - før det så fandt sin vej til Reign. " My master did.. " sagde han så lidt. Historien var skam sand nok - det var en af de første succes oplevelser Razor havde i sin såkaldte træning. " I'm sorry.. I don't think I know any stories that you would actually find interesting.. " sagde han så bare lidt og rodede sig kort lidt i håret. Razor kunne hurtigt komme på en masse historier som ikke var sande - men selv de historier ville ikke være specielt glade. Han havde lidt svært ved at sætte sine tanker ind i den retning. Han kendte vel egentlig godt til Reigns holdning omkring alt det med at slå ihjel - det undrede ham faktisk en smule at det ikke havde været det han havde kommenteret på.

" But.. Do you wanna see? " spurgte han så lidt - selvom Reign havde set de ar Razor havde, så kunne han da godt vise dem han lige havde fortalt om - hans håndled var helet bedre end dem på ryggen. Huden på ryggen var noget finere end så mange andre steder på kroppen og havde svært ved at hele. Han kom hurtigt på benene inden Reign overhovedet kunne nå at svare, og få sekunder efter havde han trukket lidt op i sin trøje. " riiight.. everywhere I guess.. " sagde han så lidt og skævede om mod sin ryg mens han forsøgte selv at kunne se - men de var i en fin række fra lænden og hele vejen op langs rygraden.

Razor bad ham nærmest om at spørge ind til det, hvilket var rart. Det fjernede lidt pres fra Reigns skuldre. Men det var som om at nu, hvor han havde fået lov til at spørge, var det kun endnu sværere. For mange spørgsmål bevægede sig rundt i hans hoved og for få virkede okay nok til at lukke ud.
"It's okay. This one wasn't exactly boring," svarede han ærligt efter at have rykket lidt på sit hoved, så hånden ikke længere dækkede for hans mund.

Reign forsøgte at svare på de andre ting, der var blevet sagt, men var faldet fuldstændig ind i sin egen tankestrøm, der kørte derudad og ikke så ud til at ville stoppe lige med det samme.
Så først op, da der blev spurgt, om han ville se arrene. "I, uh..." nåede han kun at sige, inden Razor allerede havde rejst sig og trukket op i blusen. Reign havde set dem en enkelt gang før, men det havde været hurtigt, det havde været mørkt, og han havde stået længere væk end nu og havde derfor ikke kunnet se, hvor slemt det egentlig var.
"It's not that bad," løj han forsigtigt, da han helst ville opmuntre Razor, selvom knægten for det første ikke virkede ked af det, og for det andet langt fra virkede flov over sine ar. Reign var på mange måder nok mere påvirket end drengen selv. Nok til at have svært ved at fjerne blikket fra dem og nok til, at en klump på størrelse med en fodold havde samlet sig i maven på ham.
"... Can I tell you a story?" spurgte han pludselig og hævede blikket lidt.

" Huh? really? whats wrong then? You're acting kinda strange.. I mean.. more than usual. " sagde han så bare lidt. Hvis det ikke var fordi historien havde været kedeligt, så forstod han ikke helt hvorfor Reign pludselig var blevet så mundlam. Det der med at tale - der måtte være noget om det at det ikke var nemt i Razors selskab - eller hvad det nu end var han havde sagt tidligere.
Razor lod hovedet glide lidt på skrå og lod sin trøje falde på plads, før han så vare dumpede ned i sofaen igen. Der gik lige et par sekunder, før han så rettede blikket lidt mod Reign. Løgnen Reign kom med gjorde ikke Razor noget, han vidste vel sådan set godt hvordan det så ud. Hjerterytmen som han havde lært kunne afsløre hvorvidt en person fortalte sandheden, det var vidst rigtig nok. Ikke fordi Reign havde været den bedste løgner indtil nu, men stadig. Det var nu okay.

Han forsøgte kort lidt at komme på noget at sige - men det var som om han et øjeblik blev tør for ord. Hvad gik Reign sådan på? Var det historien? hvordan kunne den have sådan en effekt på ham? - Måske var det noget af det Tatia havde sagt, som måske faktisk passede - at den verden Razor levede i var så anderledes fra Reign, at det kunne tage længere tid for et skrøbeligt sind at vænne sig til sådanne ting. Han rynkede kort næsen lidt før han så bare trak sit ene ben indtil sig og lagde armene omkring det, hans hage hvilede han mod sit knæ, mens hans blik gled mod Reigns ansigt. " Mmh, ofcourse - I'll love to hear a story.. " sagde han så lidt og smilet voksede om hans læber. Hvad han kunne forvente af historier fra Reign var han faktisk lidt i tvivl om. Der kunne sikkert også foregå mange flere ting bag den fyrs pande end man lige skulle tro - men det kunne selvfølgelig også være at der ikke gjorde, så det var spændende hvad han havde at fortælle. Sandt eller opfundet - Razor var sådan set lidt lige glad, han var interesseret i at høre - alt hvad Reign havde at sige, så længe det ikke var en kommando om at han skulle gå sin vej.
Han vippede kort lidt med sin ene fod og bed sig kort lidt i læben - spændt på hvad der mon ville komme til overfladen. Hans blik forlod ikke Reign et øjeblik - okay selvfølgelig gjorde det når han blinkede, men ellers ikke. - Om det til sidst kunne ende ud i en halv skummel stirren - det vidste han ikke, men han følte sig lidt ude af stand til at fjerne sit blik. Han kunne bare håbe Reign ikke havde noget imod det. Ellers måtte han jo sige til.

"Nothing's wrong," svarede Reign bare med et lille træk på skulderen. Han var vel bare blevet rørt af historien. Som Razor selv havde sagt tidligere, da han havde sat ord på Reigns personlighed, så var han følsom. Små ting ramte ham let. Ting, der virkede som bagateller for andre, kunne fylde utrolig meget i hovedet på ham.
Det var rart at vide, man havde følelser og kunne føle både skyld og medlidenhed, men samtidig kunne det også være hårdt at blive påvirket så let.

Reign tog en dyb indånding og rømmede sig, idet musikken nedefra stoppede. Det var ærgerligt ikke at have baggrundsmusik - det gjorde stilheden mere larmende end højest nødvendig - men ikke nok til, at han gad gå ned og sætte den til igen.
"Okay..." han lod først sit blik hvile på Razor, da det gav mest mening, når det var ham, han skulle fortælle historien til. Indså dog hurtigt det blev for akavet at sidde og stirre på hinanden, så han førte det ned på Django i stedet, der så ud til at hygge sig mellem dem. Endnu en rømmen forlod hans hals, inden historien begyndte, “once upon a time, there was this guy named Re-… Robb. He was a part of the… the land people. Only liked his own kind and could not stand the sea people. He was a very proud man, that Robb, and that made him carry a bunch of hate within him all the time. Especially ‘cause the rest of his family really liked the sea people and sometimes it made him feel really worthless and unloved. Therefore, he swore that he would never befriend anyone who was a part of the sea people.
However, he met this other guy… Bob,” Reign løftede kort blikket op på Razor, men det røg ligeså hurtigt tilbage på hunden, der havde placeret hovedet på halvdæmonens bare fødder, “Bob was a seaman. Robb didn’t realize it at first but when he did find out he started rejecting Bob and treating him like a monster and a freak. But Bob, he didn’t care. He wasn’t scared of Robb - actually, he kept coming back to him. And suddenly, out of nowhere, the landman started caring more and more for the seaman. His pride kept telling him that it was stupid, bold and careless – that sea people were aggressive and evil – but Robb couldn’t help himself. He kept rejecting the seaman, of course, but only because he knew that he would come back eventually. But one day he didn’t,” han holdt en kort pause uden selv at lægge mærke til det, “Bob had grown tired of Robb and had moved to another sea. Robb was sad, really sad, but he ended up accepting it and blamed the seaman for everything. For making Robb like him and then for just leaving without even saying goodbye. And the landman turned back into his old self and continued hating the sea people. Too obsessed with these creatures he didn’t live happily ever after. The end.”
Reign lod fortsat blikket hvile på Django. En let tristhed var gemt i hans øjne bag den ellers tørre og intetsigende grimasse. Måske skulle han ikke have fortalt historien, måske havde det været dumt. Men nu havde Razor delt sin historie, og selvom det ikke virkede til at betyde noget for ham selv, betød det noget for Reign. En persons fortid var en stor del af dem, så det, at han delte sin fortid, betød, at han delte et stykke af sig selv.

" Okay.. " sagde han så kort lidt og så lidt tænkende på Reign. Det måtte han jo så gå udfra passede. Det virkede nu meget ærligt. Reign var en underlig en, han var slet ikke til at læse. At læse mennesker krævede ikke kendskab til bogstaver - men det var i sidste ende sikkert meget sværere. Lukkede bøge med lås på! - Sidderne faldt aldrig bare uden videre ud, eller gjorde de?

Razor lyttede til historien - intenst, den var spændende. Han skævede lidt mod Django da det va ham Reign havde opmærksomheden mod det meste af tiden. Han nussede kort selv hunden lidt hvor hans hånd var nærmest. Men rettede så blikket lidt tilbage mod Reign. Han skulle et øjeblik til at afbryde Reign og stille et spørgsmål - men han fik stoppet sig selv og lyttede i stedet bare videre til historien - som i Razors øre heller ikke ligefrem lød som en specielt glad historie. Den var decideret ulykkelig. Han pillede kort lidt ved det nederste af sit bukseben, mens han lyttede til Reigns ord - hans stemme.

" Reign... That story was even more sad than the one I told.. " sagde han så bare lidt og lod sit blik hvile lidt mod Reign. Han rynkede kort næsen en smule. Han havde måske alligevel ikke forventet noget trist fra Reign, det kom en smule bag på ham - måtte han alligevel indrømme. " Very sad.. I mean.. why didn't Robb just tell Bob that he cared so much.. Maybe he would've stayed - and not moved.. " sagde han så lidt med et kort lille træk på den ene skulder. Han sad så bare lidt og forsøgte at tyde Reigns udtryk - det kunne han ikke rigtig, det sagde noget - men ikke meget. Måske alligevel nok.

Han bed sig kort lidt i læben før han rettede sig en smule op. Det var en trist historie - Razor forsøgte så vidt muligt at forstå den så godt som muligt. Også selvom han måske faktisk ikke helt forstod den. Men han prøvede da i det mindste - og jo mere han tænkte det igennem, jo mere mening gav det. Men stadig uden helt at give mening. " Ummhg.. do you think.. " startede han så lidt, men gik i stå. Holdt en lille pause. " .. do you think Robb would stop rejecting the seaman if he knew that Bob cared alot about him too? Would a goodbye make it easier for Robb to move on when Bob left? or would the thought of Bob staying - make Robb happy in the end? " Razors blik gled ned mod Django som han kort nussede lidt på ryggen. " I think Bob would like Robb to know, that.. Its okay to be mad - but he is loved, very much and he's worth so much more than he thinks. That he should doubt himself that. " Razors blik gled tilbage på Reign og han sendte ham et lille smil.

"Meh," gav Reign bare som svar, da han ikke var sikker på, han var enig. Jo, den var sørgelig men kunne slet ikke sammenlignes med Razors. Død og tortur slog det meste i hans øjne. Det var mange andre forfærdelige ting, man kunne opleve, men netop det, var det ultimative. Kunne ikke engang måles på grusomhedsskalaen.
Han hævede blikket, indtil det nåede det store hul i loftet. Det måtte være magisk at sidde og kigge på himlen inde fra huset om natten, når stjernerne og månen var ude. Utroligt at en så ubrugelig bygning alligevel kunne bruges til noget, hvis man havde fantasien til det.
"I dunno. I guess he was too scared," han vippede underlæben lidt ind i sin mund og greb fat i den med tænderne, mens han fortsat overvejede Razors spørgsmål.

Reign flyttede blikket fra himlen og hen på drengens ansigt, da han prøvede at sige noget men kort stoppede. Han hævede afventende et øjenbryn, indtil en række spørgsmål dukkede op. I stedet for at svare oprigtigt smilede han bare let og trak på skuldrene, "maybe. I'm just telling the story. There's no part two."
Smilet svandt langsomt hen af det sidste. Reign slugte en klump og rettede lidt på sig, så han endte med blikket på hullet, Razor var kommet op af, i stedet. "Bob sounds like a nice guy," mumlede han lidt ud og kradsede sig på siden af næsen, mens han anstrengte sig for at holde koncentrationen på samtalen, så han ikke endte med at tude og tigge halvdæmonen om at blive. Det ville hans stolthed ikke kunne holde til.

"I would like to apologize," sagde han så pludselig og trak rygsækken af. Den blev placeret på hans skød, og han rodede lidt rundt i den, indtil han fandt den store sandwich, han tidligere havde lavet, pakket ind i papir, frem. Han placerede tasken nede på gulvet foran sig i stedet, inden han lod blikket glide hen på Razor, "for throwing you out that night. You remember, right?"

" He probably didn't know that there was nothing to be scared of. " sagde han så lidt med en kort rysten på hovedet. Hans blik hvilede lidt lod Reign, men slog det så væk - for i stedet at lade det glide rundt i det rum de var i det. Det var ikke specielt interessant egentlig. Der var ikke mange ting af kigge på - så hans blik fandt hurtigt Reign igen. Hvis det virkelig var sådan det var - så var der ingen grund til at holde det tilbage. Det kunne også være det bare var fordi Razor selv var så vandt til at sige alting som det var. Han havde måske ikke sagt så meget i dag - men det skyldtes sikkert at Reign sidste gang ikke havde lyttet til noget af det han havde sagt, og stadig bare afvist et venskab på alle måder muligt.

" Well.. I don't like it.. I don't want the story to end like that. Can't you just.. make a part two? I mean.. you're the one who decides the next chapter.. There's no limits.. actually - everything you want to happen, can happen. " sagde han så bare lidt med et lille smil om læben. Han vippede kort lidt med sin ene fod, men lænede sig så tilbage igen. Han gav sig et øjeblik til at pille lidt ved sine fingre, men selvfølgelig med et smil om læben. Mh - Razor synes måske også Bob lød lidt som en flink fyr - men det gjorde Robb også. Det ville være ærgeligt hvis historien skulle ende som Reign havde fortalt den. " I'll help.. make a good chapter - maybe one day the story is worth writing down - you could be famous for your briliant work. " sagde han så bare med et lille grin og et træk på den ene skulder. Der var dog noget om det Razor sagde, han synes oprigtigt det lød som en god plan. Reign vidste vel godt hvordan man skrev, hvis man tog i betragtning at han åbenbart var helt vild med at læse bøger.

" Huh? " mumlede han kort og rynkede panden en smule da Reign undskyldte. Først forstod han ikke helt hvorfor - men så fortsatte Reign og det gav pludselig mere mening. " I forgave you for that a long time ago.. Reign. You don't have to apologize. " sagde han så bare med et skævt smil om læberne. Det var ikke fordi Razor havde glemt det, men han havde tilgivet det. Det havde han allerede kort efter - også selvom han måske kunne have virket sur over det til tider, men det var bare en fantastisk undskyldning at bruge hvis Reign havde været på tværs. " I'm kinda use to stuff like that.. It dosen't get to me as much as people want it to " sagde han så bare lidt med et lille grin.

"Hm, maybe," svarede Reign bare, lettere mut, med et løft med begge øjenbryn, der senere hen rynkede sig sammen igen. Der var masser at være bange for. At bede Razor om at blive ville være det samme som at sige, at han gerne vil se mere til ham, og det ville han jo ikke. Eller... jo, han ville godt. Selvfølgelig ville han det. Men Razor skulle helst ikke vide, at han ville det. Det var ikke meningen, de skulle se hinanden igen, bruge tid med hinanden. Han kom aldrig over ham, hvis det fortsatte på den måde.

Han smilede lidt af Razors engagement omkring historien - det var ret kært - og vendte blikket tilbage på ham, "it doesn't work that way, Razor. It's a nice thought, tho'." Han viklede sit ene ben ud af det andet, førte det hen til knægten og puffede drillende til hans læg, "if you learned how to read you could write it yourself, you know? Razor sounds like an author's name, anyway." Et matchende drilsk smil formede sig på hans læber, som han trak benet lidt til sig igen.
Trods han nød samtalen, ville han ikke have noget imod at få skiftet emne. Helst så hurtigt som muligt. Der var for mange muligheder for at sige noget dumt. Men Razor var ikke lige en, man kunne løbe om hjørner med ved bare at snakke om noget andet. Han var for ihærdig til sådan noget, det havde han fået bevist op til flere gange. Hvilket var bemærkelsesværdigt og imponerende - og en lille smule irriterende i netop denne situation.

"Still," begyndte Reign med et ryk på skulderen og tog en bid af sin sandwich, der hurtigt mindede ham om, hvor sulten han var. Han var altid mere eller mindre sulten. Hvis han havde været rig og havde oceaner af mad til rådighed, havde han garanteret været et fedtbjerg. Han fortsatte, stadig tyggende, "I didn't even listen to your side of the story. I just thought 'oh, he killed someone. He's gotta be a monster'. But, really, what you did... you had a reason for it. A good one."
Han formåede at tygge færdigt og så kort tænksom ud, inden han med et seriøst udtryk sagde, "and I'm sorry for that. I'm really, really sorry."

Razor rynkede kort næsen lidt. Reign var da også bare en lort. Eller, måske ikke - men Razor havde lidt svært ved at acceptere den måde Reign bare afsluttede alting med ingenting. Havde den fyr ikke en anden mening end at være neutral omkring alting.

" Ofcourse it does? why wouldn't it? If you could.. How would you like the story to end? Do you want Robb and Bob to stay apart, forget about each other? The sad ending, no one is happy - they'll both be sad. Wich I find kind of stupid, considering you could just choose another ending, they could just stay together - figure things out? " sagde han så lidt og rynkede kort panden en smule - hans blik hvilede mod Reign og han lod hovedet glide på skrå.
" I don't want my name on a book.. Books to me is nothing, just a stack of paper - I want my name in.. I.. " han gik i stå og lod blikket være rettet frem for sig et par sekunder. " I want my.. I only want you to remember me - hopefully I don't need a book for that.. " sagde han så bare lidt og rynkede kort næsen en smule.
Han vidste næsten med sikkerhed at Reign nok bare ville ignorere hvad han sagde, men det gjorde vel heller ikke så meget. Det var ikke fair af Razor at bede Reign tage stilling til de ting der fyldte hans hoved. Hvis Razor kunne holde kæft havde han gjort det, men selv hvis han tænkte på at ikke at skulle sige alt det han ikke skulle sige - så ville han alligevel ende med at sige en masse han ikke burde.

Razor rystede bare lidt på hovedet. " I get it.. You're not use to those kind of things. Its okay, I just don't know when to shut up. I don't really know what is the right or wrong things to say. " sagde han så bare lidt med et trak på skuldrende. Han kunne så kort ikke helt lade være med at grine. Han prikkede kort lidt til Reigns ben, og sendte ham et lille smil. " Please stop.. It's fine. Don't feel bad about. I didn't care then and I don't care know.. " sagde han så bare lidt mens han rystede på hovedet. Reign skulle ikke have dårlig samvittighed over det - det gjorde ikke Razor noget. Det var fortid og betød ikke længere noget. Selvfølgelig gjorde en undskyldning godt - men det var slet ikke nødvendigt.
" Even if you pushed me of a cliff - I would probably still like you. " sagde han så bare med et lille grin.

"I..." Reign tog en dyb indånding, mens hans tydeligt overvejede Razors spørgsmål. Selvom det ikke var et ønsket emne, gjorde det det alligevel lettere at tale om, når de blev beskrevet som fiktive karakterer. At sige tingene direkte virkede så... ja... direkte. Alt for lige på og personligt. Dette var også den eneste grund til, at han kunne svare overhovedet, "I would like them to stay together of course. For Robb to realise that he doesn't have to hate all of the sea people. But I, honestly, don't think they could just figure it out. It's too complicated. And Robb is a character who's way to proud and blinded by his own hatred to just accept Bob. That's- That's what I think."
Igen skar det en smule i hjertet på ham - måden Razor talte om bøger på som ligegyldige - men det blev hurtigt erstattet af en anden form for stik. Det stak stadig i hjertet men på en anden måde - en bedre måde.
"Why...?" spurgte han mildt for at undgå, at stemmen knækkede. Reigns blik lå på Razor og så afventende, næsten spændt, ud. Alle de venlige ting, der pludselig blev sagt. Halvdæmonen havde sagt søde ting til ham før men slet ikke så mange og slet ikke så følelsesladet, som han gjorde nu. Det føltes underligt. Og rart. Underligt-rart.

"I've noticed," sagde Reign og kunne ikke holde et lille grin tilbage. Razor sagde ofte nogle meget dumme ting på nogle endnu dummere tidspunkter. På en måde var det en del af hans charme, og på en måde var det virkelig frustrerende og gav nogle gange Reign lyst til at rive hovedet af ham.
Han var lettet over, at drengen ikke var vred på ham over det. Han havde virket så ked af det den aften, hvor Reign hensynsløst havde råbt af ham, højere og højere, for derefter at have smidt ham ud i regnen. Det havde sat sig fast og boret sig ind i hans allerede skrøbelige samvittighed. Han hævede let et øjenbryn af det, der blev sagt, og rystede bare på hovedet, inden han spiste videre, "careful. Maybe I'll put that to a test."
Han kløede sig lidt i hovedbunden og skiftede emne, "so, Dragons Peak. What is it about that place that's so amazing?"

Razor lyttede til hvad Reign sagde, først var det okay - men så blev det en smule trist igen. " You really don't want a happy ending do you? " spurgte han så lidt og lod hovedet glide på skrå. Det var rimelig meget det eneste han sådan lige kunne finde på var grunden til at Reign ikke havde planer om at gøre historien til en med en god slutning. Der skulle være et eller andet galt, hvis ikke det ene så det andet. " ... Complicated dosen't need to be a bad thing you know - sometimes good things can come out of it.. I mean, it may take time - but sooner or later.. " sagde han så bare lidt med et træk på den ene skulder. " Maybe Bob could make him realize that.. the hatred hes feeling isn't bad - that he can change it to something better - something amazing, if he just give it a chance " sagde han så lidt mens han nikkede. Det lå på en eller anden måde pludselig helt naturligt at tale om det på den måde - også selvom de måske i sidste ende begge var fuldt ud klar over hvad det egentlig handlede om. Men det var rart at høre noget fra Reign som ikke bare var af cuttede sætninger.

" Why I want you to remember me? " spurgte han så kort og rynkede panden en smule. " Why do you think? If you opened your eyes, you would see how much I like you. I mean.. I don't know - you just mean alot to me, more than alot. It weird - you make me smile even when you're yelling at me, but not in the 'I'm entertained' kinda way. Just.. I don't know - I can't stop thinking about you.. Its weird, but.. nice. Yea. " sagde han så bare lidt med et lille smil før han kort vippede lidt med sin ene fod. Han rettede sig så bare lidt op og skævede kort rundt, der gik dog ikke længe før hans blik igen landede på Reign, og hans smil voksede en smule mere.

Han kunne ikke helt lade være med at grine før han så bare træk lidt på skuldrende. Der skulle vidst ikke meget til før man opfattede hvor malplaceret Razor til tider kunne være. Selv hvis man ikke kendte ham krævede det ikke den store opfattelsesevne.
" Pfft.. I don't believe you could ever do something like that. You're way to sweet for that, imagine how bad you would feel afterwards. " sagde han så lidt. - Hvis han kendte Reign rigtigt, så ville han da ikke kunne gøre sådan en ting, hvert fald ikke uden en forfærdeelig dårlig samvittighed bag efter. Fyren var simpelthen alt for god af sig til det.
" Do you really want to know? " spurgte han så lidt og hævede kort lidt et bryn. Razor kunne ikke forestille sig at han kunne komme med et svar som faktisk faldt i Reigns interesse - især fordi.. de ting han lavede i Dragons Peak ikke lige var dansen på en blomster eng. Tværtimod.

"Maybe he could, maybe he couldn't. I just don't know if it's worth the trouble," Reign rystede kort på hovedet og skævede akavet til siden, "I mean Robb. Robb don't know if it's worth the trouble."
Han rettede akavet på sig over sin dumme fejl, fyldte sin mund op med luft og pustede det hele ud i et lettere nervøst suk. For at få det glemt hurtigt, fortsatte han, "it could still end up with a sad ending even though they stayed together. They could turn enemies and start hating each other. They could realise that they were just to different to be friends. They could end up killing each other," han trak på skuldrene og så endelig hen på Razor, "maybe them being apart is for the best. Maybe that's actually the good ending even though it seems bad."

Reign fortrød hurtigt sit spørgsmål. Razors svar og hans barnlige smil fik hjertet til at banke så hurtigt, at han var sikker på, han kunne få et hjerteanfald, så snart det skulle være. Hvordan den dreng kunne sige sådan noget, upåvirket, forundrede Reign. Og gjorde ham samtidig lidt jaloux. For ligegyldigt hvor meget han havde lyst til at sige noget pænt igen, kunne han ikke, og det fik ham til at føle sig som den største idiot.
"Right," forlod ham som det eneste, idet han flyttede blikket frem for sig. Pludselig virkede han som den ufølsomme af de to, og det virkede helt forkert og surrealistisk, at en halvdæmons følelsesladethed pludselig kunne overtrumfe hans egen på den måde.

"Oh, but I would laugh my ass of," sagde Reign bare med en tydelig ironi i stemmen, inden han spiste det sidste af sin mad. Han ville egentlig have tilbudt noget til Razor men huskede stadig, hvor tvær han var blevet, da han havde tilbudt det i parken. Desuden var der både salatblade og tomatstykker i - ikke drengens favoritføde, formodede han.
Han kunne godt regne ud, han ikke ville få noget rart svar ud af det og garanteret ville fortryde det, men alligevel nikkede han bestemt mod Razor. Han ville vide, hvad præcist det var, som Dragons Peak kunne tilbyde, som Doomsville ikke kunne. Som han ikke kunne.

" Then maybe Robb should get his shit together and figure it out before its too late.. " sagde Razor så bare lidt og skævede kort lidt mod Django. Han bemærkede kort godt Reigns mindre uheld i sin sætning - men pointerede det ikke. Mest fordi det et eller andet sted ikke var specielt rart det Reign sagde.
" You said it yourself - Robb never lived happy ever after. If thats not a sad ending, then I don't know why. But if everything really is that complicated - maybe Bob should just move away. And never come back. Killing each other wouldn't do any good.. I don't think neither of them would like that kind of blood on their hands.. " sagde han så bare lidt med en kort rysten på hovedet. Hans blik hvilede et øjeblik mod Reign, men han flyttede det bare kort efter igen. Hvis det virkelig var tilfældet - så var det vel bare at Razor snart burde tage afsted - der var ikke meget mere i det. Der var ingen grund til at kæmpe for noget hvis man på forhånd havde valgt at give op på det.

Som forventet var der ikke meget at trække ud af Reign. Han ville ønske der kom et eller andet, bare.. et eller andet. " I don't want to ignorer the feeling - but I think I have to. I mean.. even if it hurts like hell to think about letting go. " sagde han så lidt. Det var nok det bedste - skubbe det væk. Men det ville kræve ikke at se Reign igen, så måske var hans idé med den dårlige slutning den bedste. Nej. Det var ikke rigtigt - hvorfor skubbe noget væk som føltes godt og erstatte det med nogen der virkede som knive i brystet.

" Ofcourse you would.. " sagde han så bare ironisk og himlede kort med øjnene. Dog med et lille grin. Heldigvis var det tydeligt på Reign at han vidst heller ikke selv helt mente de ord han netop havde sagt. Ham stå på en klippe og grine efter at have skubbet et væsen ned i den visse død - nej det var et syn han ikke kunne forestille sig.
Han rettede sig kort lidt op før han så bare satte sig på en lidt anden måde. Han kunne godt mærke efterhånden at han havde siddet længe - længe nok til at rastløsheden meldte sig en smule. " Do you re.. " han stoppede sig selv, og bed sig kort i læben. " Do you have more stories you would like to share? " spurgte han så lidt og lod hovedet glide på skrå. Han ville gerne høre mere hvis Reign havde mere at fortælle. " Or just.. anything else to say? " tilføjede han så lige - det behøvede ikke være en historie. Det kunne også være en dårlig Reign joke eller.. tilfældig info, selv endda small talk kunne gå an. Det havde været hyggeligt, men Dragons Peak var ikke et emne de skulle ind på.

Da Razor inddirekte sagde, at Reign skulle tage sig sammen, dukkede en lettere utilfreds grimasse op på hans ansigt; den forsvandt dog hurtigt igen, da han godt kunne se, at han havde ret. Han burde tage sig sammen. Droppe det latterlige skuespil. Men det var så svært.
"Neither do I," gav Reign ham lavmældt ret og forsøgte at forestille sig ham slå Razor ihjel, men det fungerede ikke. Idéen om det var så dum, at han ikke engang kunne tegne sig et billede af det. Det ville aldrig ske. Han så langsomt væk, idet han lod sit ene ben falde fra sofaen og ned, så det hang fra kanten.

Reign følte hvert eneste af Razors ord ramte ham som mentale lussinger, og han vidste, at hvis han ikke gav noget igen, bare en lille smule, ville han hade sig selv for evigt.
"You're being awfully sensitive all of a sudden," sagde han med et forsøgende smil efter at have rykket blikket tilbage på halvdæmonen. Intet hånende var gemt bag hans ord, det var mere ment som en konstatering, hvilket han håbede på, Razor ville forstå. Han smilede en smule bredere, "it kind of fits you. In a weird way."

Reign krummede brynene i en undrende grimasse og lagde samtidig hovedet en smule på skrå, da Razor uden videre åbenlyst skiftede emne.
"What's so appealing about Dragons Peak? Tell me, I want to know," krævede han og kunne ikke lade være med at mistænke, at Razor skjulte noget for ham. Ud af det blå dukkede en mistanke op i hovedet på ham. Måske var det helt væk, men hans jalousi fik ham alligevel til at spørge, "it's not because of that Sean-guy, is it?"

Det var altid noget at ingen af dem havde planer om at slå hinanden ihjel. Man kunne selvfølgelig aldrig vide det med sikkerhed - Reign kunne genoptage sit had i så slem en grad at det ville gøre en ende på Razor. Razor kunne miste hans allerede ikke eksisterende kontrol og ende Reign. Det var ikke umuligt, men så længe det ikke lige pt var en bevidst beslutning - så var der vidst ingen fare på færde.

Razor kunne ikke helt lade være med at smile, han skævede lidt mod Reign før han så bare træk lidt på den ene skulder. " Maybe thats just.. one side of me that, I didn't think excisted until a few weeks ago. And the fact that I haven't slept for weeks - it gets to your head. " sagde han så bare med et lille grin. " So.. you're not full blown in hiding? I mean.. what do you feel? Am I the one with all the feelings now? and you just turning into an emty shell? I hope not.. " sagde han så lidt og rystede på hovedet, dog stadig med et lille smil om læberne. Et eller andet sted kunne han godt li det ved Reign, at han var en lukket bog - men det var samtidig enormt frustrerende ikke at vide hvor han var. Mystisk - hvilket var godt, men irriterende fordi.. det måske lige var tanden for lukket.

Reign bragte det på banen igen, hvilket først bare fik Razor til at læne sig tilbage i sofaen og rette blikket lidt ned mod sine fødder. Han skævede så kort lidt mod Reign. " I just like being there.. " sagde han kort lidt men bed sig så kort i læben da Sean blev nævnt. " Not really.. but at the same time yes.. No string attached - he's good company. And he dosen't get me - wich is hillarous. " sagde han så lidt. Han smilede bare skævt. " Besides.. I've got nothing better to do. If I'm not staying here - I'll go there. " sagde han så bare lidt, der var egentlig ikke meget at sige omkring det. Han var der for sin egen underholdnings skyld - også selvom Sean havde vist en side af sig selv som Razor fandt spændende - sikkert fordi den opførsel han havde udfoldet sig med havde mindet Razor om sin første herre - det var dragende. Noget der manglede og havde manglet ved den herre han havde haft i Doomsville - som han var sikker på han ikke ville vende tilbage til. Der var intet for ham der. Her, Reign.. Reign var vel i bund og grund, grunden til at han ikke var blevet væk endnu.
" But can we talk about something else? " spurgte han så lidt. Han havde egentlig ikke lyst til at skulle tage stilling til hele idéen om at bo der og ikke her. Falde til der og ikke her. Undvære folk her som ikke var der. Det var underligt, spændende, men underligt.

"Never," sagde Reign og gengældte smilet, idet han forsigtigt lod hænderne glide henover Djangos pels, "I think I have too many feelings, actually. That makes it so hard to keep track of them."
For få uger siden ville han aldrig havde troet, han ville sidde og snakke om følelser med Razor. Men her sad de, smilende og godt tilpas - ingen skæld ud eller råberi - og kæmpede om, hvem der mon havde flest følelser og hvem, der havde færrest. Det var næsten komisk.

Reign brød sig ikke om Razors reaktion, da Seans navn blev nævnt, og hans fantasi løb allerede afsted med ham i så høj en fart, at han slet ikke kunne følge med. Det var helt igennem latterligt, det vidste han godt, og han lød som det største og mest irriterende røvhul, når han sad der og blev jaloux over ingenting. Måske var er intet mellem dem. Han var sikkert bare paranoid.
"Yeah, okay. We can do that," sagde han derfor også, da Razor foreslog at skifte emne. Han så frem for sig og overvejede, hvilke emner, der kunne tages op, men trak endnu engang emnet, han åbenbart slet ikke havde givet op på endnu, tilbage. "I mean, no. We can't," sagde Reign hurtigt og så tilbage på drengen uden intentioner om at lade ham slippe, "what exactly are you doing, the two of you, when you're together? Just... talking? I can't imagine that."

Razor lod blikket glide over Reign, kort lidt overvejende og var stille et par sekunder. Alt for mange følelser, han var da et naturtalent i ikke at vise dem så. " You're not gonna explode are you? " spurgte han så. For mange følelser lød som mange - det var vel begrænset hvad sådan en krop kunne holde til at bære rundt på. " Tell me about them.. are you mad? happy? sad? confused? Lonely? " spurgte han så og lod hovedet glide på skrå. Razor havde heller ikke styr på det - han var nået så langt i den nye lærdom, at han vidste hvad føltes godt og hvad føltes skidt - problemet var at de fulgtes ret ofte ad når det han forsøgte at spore sig ind på mere. Tatia havde hjulpet ham med at forstå, men han forstod det stadig ikke helt - hvordan man fandt forskellen. Reign gjorde det ikke nemmere, tværtimod. Endnu mere forvirrende.

Razor satte sig i skrædderstilling, og lod sit blik glide rundt - mens smilet fandt sin vej tilbage på hans læber. Det falmede dog hurtigt igen da Reign først sagde god for emne skifter, men hurtigt skiftede mening. Razor sukkede bare kort før han rystede et par gange på hovedet. " If you reeeeeeally want to know that bad.. " mumlede han så bare lidt og hans blik gled tilbage på Reign. " We talk... And kill.. Humans.. thats kinda the point of being where no one can touch you.. " sagde han så bare kort med et træk på den ene skulder. De lavede andre ting også, men Razor det svar han kom med var rigeligt. " Why is it so important? Sometimes Its like a hole different world. Wich actually is kinda nice for a change - you don't have to think. And I need that right now, I guess. More than ever." sagde han så bare lidt og rynkede næsen en smule. Han vidste ikke hvad Reign forventede at høre fra Razor, eller hvorfor han så gerne ville høre om det.

" Tell me instead.. what have you been doing lately? besides reading and taking care of Django? " spurgte han så bare lidt. Han kunne vel bruge et af de kneb Reign altid selv brugte når han ikke ville svare på noget af det Razor sagde - et emne skift, føre den hen på noget andet og sørge for den ikke længere var rettet mod ham selv. Desuden var han oprigtigt interesseret i hvad Reign gik og brugte sin tid på. På en måde, der var ting han måske se fyren nævne mere end andre. Men han ville da også gerne overraskes. Man kunne jo aldrig vide om han havde fundet sig en ny hobby - eller slået flere dæmoner ihjel, fordi hans indre kamp maskine måske var blevet vækket efter den dag.

"I hope not. That would be a shame," Reign smilede let og så tænksomt ned på Django, han stadig kælede, da det næste spørgsmål blev stillet, "I'm feeling a bunch of things right now. Can't narrow it down to just one feeling. I mean, I'm feeling relaxed just sitting here, talking to you. I'm also feeling a bit sad because of the stories we just told each other. Lonely? I don't know. Not right now, I guess. I mean; you are here."
Smilet fandt vej til hans læber igen, som han skævede mod drengens ansigt.

"Oh," sagde Reign bare med et tomt blik placeret på Razor. Han havde slet ikke overvejet den mulighed. Havde været for besat af tanken om, at de måske... gjorde andre ting. Flovheden blandede sig med følelsen af, at han dømte drengen, hvilket tydeligt kunne ses på hans ansigt.
Nogen gange lykkedes det ham at glemme, at Razor var en morder, men sandheden ramte ham lige hårdt hver gang. Han kunne ikke være venner med en morder uden konstant at dømme ham for det. At han var det i sin fritid, når de ikke var sammen, var én ting, men hvis halvdæmonen en dag slog en person ihjel foran Reign, uden det var i selvforsvar, så ville han ikke vide, hvad han skulle gøre. Hans syn på ham ville sikkert ændre sig bravt. Og det lille håb, han havde om at ændre Razor - gøre ham mindre voldelig og ikke slå ihjel for sjov - var allerede langt væk og opgivet på forhånd. Han kunne ikke ændres. Han ville ikke ændres.

På en måde var han glad for, emnet blev skiftet, for selvom det par patetisk og direkte dumt, foretrak han ikke at tænke på Razors så at sige 'sande' jeg og bare lade som om, han var overfor alle, som han var overfor ham selv.
"Not much. Working. Visited Max and his fiance the other day," Reign trak på skuldrene. Knægten formåede ofte at få ham til at føle sig som verdens kedeligste person, og selvom det ikke gjorde noget, og han nød at være "kedelig", så var det også smule pinligt, hvor ens hans dage var.
Han kom pludselig i tanke om noget, "oh, and I met a guy, actually," han rettede sig en smule op, "we're going on a date soon." Det var lidt en løgn. Han havde mødt en fyr, og de skulle ud sammen, men det var ikke en date. De skulle bare jage og lave mad sammen. Alligevel valgte han at kalde det for en date. Kun for at se Razors reaktion, krævende efter bare en snert af jalousi fra drengen, så han ikke behøvede at føle sig så ynkelig i forhold til ham. For det gjorde han - og det var slet ikke i orden at blive jaloux på en person, Razor ikke lavede noget med. Det var bare dumt.