If I Stay - Vienna {Fortidsemne}

Sted: Sydlige del af Ashen Wood
Tid: For 5 år siden; Alder 14 år.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - senere intet.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var nogle dage siden hun var begyndt at gå. Hun var ikke stoppet siden. Kun når hun skulle sove, eller når hun så en jæger. Tatia var malet i blod. I hendes hår hang det indetørret. Tatia havde sin egen lille lejr i en grotte ikke så længe væk. Så hun altid kunne løbe tilbage til i tilfælde af at der skulle ske noget. En flok jægere holdt til i nærheden. Dæmoner. Blodtørsten bankede i den unge shapeshifter. Øjnene glødede arrigt rødt, fordi den indre ulv var voldsomt fremme. Tatia havde efterladt sit sværd ved sin grotte. Desuden var hun ikke vanvittig god med det. Vreden tog over og hun forvandlede sig til den store snehvide kæmpe ulv. Tatia gik til angreb. Slagtede jægerne, rev dem fra hinanden. Til sidst lå hun blandt de afhuggede lemmer og dækket i jægernes blod. Hun lagde hænderne for hendes øjne inden hun skreg. Skreg så højt hun kunne. Ikke af fysisk smerte. Så satte hun sig op og kørte sin blodige hånd igennem håret og så sig omkring. Vreden havde så meget kontrol over hende. Had og skyld. Tatia fik rejst sig op og kiggede henover de døde dæmoner. Tatia bed sig selv i læben. Inden hun så stille gik nøgen rundt. Hendes gode hørelse opfangede en hjertebanken i nærheden. Tatia bed sammen, og de røde øjne glødede igen. Tårerne trillerede stille nedover hendes kinder. Hvis man ikke havde set hende angribe, kunne man snild tro hun havde været en af de angribende. Tatia havde kun få skrammer fra sammenstødet med dem. Ikke skader hun ikke kunne leve med. Smerten var ikke, hvad hun fokuserede på. Tatia trådte stille nærmere lyden af den fremmede.
"Jeg har hørt dig.. hvem er du?" Hendes stemme var en anelse hjerteskærende. Hendes hjerte bankede voldsomt. Hun var ikke bange som sådan, men hun var ikke tilpas. Hun følte sig hjemløs. Alene. Alle de ting hun ikke brød sig om. "Kom frem.." Tilføjede hun med hævet stemme og bed tænderne sammen. De røde øjne så truende ud, fordi hendes ulv var forberedt på det værste.

"Jeg er ikke bange. Ikke vær bange." Gentog hun i sit hoved om og om igen. Tatia sprang frem og opdagede en kvinde foran sig. Det gjorde hun automatisk sprang lidt tilbage. Mest fordi, at kvinden ikke ligefrem så truende ud.
"Du forskrækkede mig." Vrissede hun en anelse og sank en klump. Tatia var ikke bange for sin krop eller for at vise den. Tatia bed sig i underlæben og lod sit blik kører analyserende henover kvinden. Tatia vippede hovedet på skrå, og lod derefter blikket kører henover sig selv.
"Beklager, normalt er det ikke sådan jeg træder op foran folk.. du kender tilfældigvis ikke en flod i nærheden."

Vienna havde brugt mere og mere tid i skoven. Helst ville hun sidde hjemme ved hendes far og bror, men hendes far havde insisteret. Hun var heldig i forhold til hendes varulve-gen. Det var ikke nær så fremtræden, som det var hos nogle andre. Men hun kunne stadig miste kontrollen ved fuldmåne, og på trods af hendes shapeshifter dyr ikke ligefrem var til fare for andre, kunne hendes far og bror ikke altid holde hende i hjemmet, og hun var langt sikrere i en skov, hvor der ikke kom så mange mennesker der kunne udnytte hende i et stadie hvor hun ingen kontrol havde, eller store støvler og hestesko, i tilfældet hun var i kamelæon form. Men før hun turde bevæge sig ud i skoven ved nattefaldet, ville hun kende sin vej rundt. Så godt som muligt, i hvert fald. Hun stoppede op, da hun hørte lyde der mindede besynderligt meget om kamp. Der var dybe mandeskrig, lyden af tunge ting der faldt mod jorden. Som hun kom nærmere, opdagede hun det var lemmer. Det var en pige der havde gjort det. Hun var ikke meget ældre end hende selv. Vienna kunne på ingen måde forstille sig, hvad pigen havde gennemgået. Hun havde lige dræbt en gruppe mennesker. Mænd. Hun havde revet dem fra hinanden som et vildt dyr. Men Vienna følte sig ikke bange. Hun havde medlidenhed med hende.

Viennas hjerterytme steg da pigen udmeldte, hun kendte til Viennas tilstedeværelse. Forsigtigt trådte hun frem fra træerne hun havde gemt sig bag, og blottede sig for en pige, der potentielt kunne være farlig. Men også en pige der kunne bruge hendes hjælp. Bruge en varm hånd hendes kunne hvile i. Hun fremstod truende med de røde øjne, og Vienna var af den grund også varsom, men hun havde på fornemmelsen, pigen ikke ville gøre hende noget. Hun stod med armene ned langs side, og bevarede et åbent kropssprog. Hun kunne ende som jægerne omkring hende, hvis hun ikke passede på. ”Undskyld,” det havde ikke været Viennas intention. Hun ville bare se, om nogen havde brug for hjælp. Selv hvis jægerne havde været uskyldige - hvilket de næppe var - kunne hun intet have gjort. De var alle dødsdømte da hun ankom. Nu ville hun hellere hjælpe pigen, hvis hun kunne. ”Jeg så en et stykke her fra. Jeg kan vise dig vej.” Det faktum at Vienna stod omringet af afrevne lemmer, var ikke særlig betryggende for hende, så hun ville helst bare væk derfra hurtigst muligt.

Tatia lod den røde farve sive ind og de overraskende blide blågrønne øjne trådte frem. Ansigtet var malet i den røde farve. Hun brød sig ikke om sine handlinger, men hun havde ingen kontrol over dem. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Ganske let rystede Tatia på hovedet da kvinden foran hende undskyldte.
"Du skal ikke undskylde." Tatias stemme var langt mere rolig nu. Den bar et mildt toneleje, man kunne næsten ikke få billedet af alt blodet og hendes handlinger, til at hænge sammen med de uskyldige øjne samt med den blide stemme. Let kløede hun sig i nakken. Lod blikket ganske kort glide henover de afrevne lemmer. Tatia bed sammen i skyld. Hendes opmærksomhed ramte pigen igen da hun snakkede. Faktisk havde Tatia ikke forventet at pigen ville hjælpe hende. Let fik hun løftet hovedet lidt og ryggen blev lidt mere rettet op.
"Tak." Fik hun formuleret og for første gang i selskabet med pigen fik hun trukket sine læber op i et skævt smil.

Den unge shapeshifter fulgte med pigen hen til en sø. Der befandt sig en lidt akavet stemning. Det så nu også lidt sjovt ud, Tatia kom gående nøgen afsted igennem skoven tildækket i blod, og pigen gik i sit tøj og bar ikke en eneste strejf af blod på sig. Totalt modsætninger. Tatia havde et barsk første håndsindtryk, og havde altid haft det. Så det overraskede hende egentlig ikke hvis pigen frygtede hende bare en smule. Søen kom frem efter en god gåtur. Tatia trådte i vandet ganske elegant. Blodet blev vasket af den nøgne hud, blev vasket ud af hendes hår. Det var sjovt at se, hvordan den røde farve forenede sig med vandet og til sidst forsvandt. Hun gled sine hænder igennem håret og vendte sig så om imod pigen. Hun var her endnu. Let vippede Tatia hovedet på skrå. Et smil strakte sig på hendes læber.
"Kom i. Vandet er skønt." Sagde hun så og lod et grin forlade de kønne læber. Tatia sprøjtede lidt vand op imod pigen. Humøret var ændret voldsomt ved hende. Fra vred til glad. Tatia var nysgerrig omkring denne hjælpsomme kvinde.

Det var sjovt at se forandringen. For øjeblikke siden, havde hun været i fuld gang med, at dræbe mænd, som krævede stor træning at dræbe. Nu var hun rolig og mild. Vienna kunne endnu ikke erklære sig tryg ved hende, men det gik i den rigtige retning. Men så snart hun ikke var dækket af blod, ville det sikkert også hjælpe. Det så ganske uhyggeligt ud. Hun smilede forsigtigt da pigen ikke mente det var nødvendigt at undskylde, men Vienna var ikke helt enig. Hun lod den dog ligge, da hun ikke ville ophidse hende. Hvem vidste hvad hun så kunne finde på. ”Det var så lidt,” svarede hun og ledte pigen afsted.

Vienna var varsom med hendes handlinger og ord, da hun ikke kendte pigen nok til, at vide hvad der ville trykke på hendes knapper, hvad der ville gøre hende sur. Selvom hun virkede roligere end tidligere, havde hun stadig lige dræbt en del mænd.

Hun satte sig ved vandkanten til søen, og studerede pigen som hun langsomt blev ren. Hun afslørede en fin hud, flot brunt hår og de blå øjne blev ikke nær så udstående som de var til den røde farve. Hun var en flot pige. Vienna opdagede hun stirrede, og lod blikket falde imod hendes fødder, som langsomt blev fugtige fra de små bølger hendes bevægelser satte gang i. Vienna var først i tvivl om hun skulle gå ud i vandet, men kunne ikke lade vær, da hun hørte hende le og sprøjtede vand imod hende. Hun havde helt sikkert ændret sig en del den tid hun havde kendt hende. Og der var ingen tvivl om, hvilken udgave Vienna foretrak. Hun fik trukket tøjet af sig, som bestod af lidt for meget tøj til årstiden, men det var aldrig til at vide, om vejret ville tage en drastisk ændring. Hun trådte ud i vandet og lod det omfavne hendes nøgne krop. Hun havde aldrig set et problem med nøgenhed. Det var ikke fordi hun smed tøjet for hvem som helst, men skulle nogen se hende nøgen, var det ikke jordens undergang. Hun sprøjtede på hende med et bredt smil på hendes læber. ”Jeg hedder Vienna.” Det var vist på tide, de blev ordentligt præsenteret.

Tatia var meget humørsvingene. Men lige nu havde hun ingen grund til at være andet end glad. Så det var, hvad der faldt hende først ind. Glæde. Hendes glæde strålede. Dog da pigen der havde hjulpet hende trak af hendes tøj, fangede hun sig selv kort af en dragende følelse. Et billed i hendes hoved der formede sig ud i, hvordan det ville være at lade sine hænder kærtegne huden. Det var ikke fordi, at Tatia nogensinde havde set sådan på en kvinde før, eller det var nok løgn. Men hun havde aldrig tænkt over det før. Forsigtigt bed hun sig i læben og pustede let ud. Heldigvis fik pigens stemme sat Tatia ud af sine tanker.
"Smukt navn." Sagde hun så med et skævt smil og vippede hovedet let på skrå. En blid latter forlod hendes læber. Tatia gik stille tættere på Vienna. "Mit navn er Tatia." Tilføjede hun og lod sin tommelfinger glide henover Viennas kindben, som om, at der var noget skidt der skulle fjernes, men det var nu blot en undskyldning. Tatia ville se om huden var ligeså blød som hun først havde troet, og hun havde troet rigtig. Tatia lod de blågrønne øjne glide ind og kigge kort ganske dybt i Viennas.
"Du havde lidt jord siddende." Hviskede hun undskyldende og sank en klump. Hjertet sprang en takt over. Tatia var ikke den person som fik den helt store fysiske kontakt, selvom hun havde behov for det. Så hun søgte den. Hun fjernede hånden fra Viennas ansigt ved at lade den glide ned ganske få centimeter fra huden, i bevægelse langs Viennas arm. Man ville kunne føle bevægelsen uden den faktisk ramte huden.

Det var en sær form for tiltrækkelse hun pludselig havde. Det var ikke forelskelse, men en dragende følelse hun havde for denne kvinde. Tatias hjerte bankede voldsomt imod sin brystkasse. Skulle hun læbe fra denne underlige fornemmelse, eller blive og se, hvad der ville ske? Tatia valgte at blive. Udforske det ukendte. Det kunne aldrig gå helt galt kunne det.

Vienna var ikke den mest erfarne med kærlighed. Hun havde endnu ikke haft sin første kæreste. Det havde været tæt på med Lori, men tingene havde ændret sig. Hun prøvede ikke at tænke for meget på ham. Hun var stadig ikke klar over, hvor han var eller hvad der var sket ham. Han kunne ligge og være død et sted, og hun ville ikke kunne vide det. Hun havde bedt hendes far om lov til at lede efter ham, men det var for farligt. I dag var hun glad for han havde sagt nej. Selvom hun holdt meget af Lori, så ville det være en stor risiko at løbe. Hun lod hendes opmærksomhed finde vej til pigen da hun komplimenterede Viennas navn. Hun kunne mærke blodet løbe til hende kinder, der hurtigt fik en rød farve. Det var tydeligt i hendes lyse hudfarve. Hun hadede det, for hun kunne ikke skjule når hun blev flov over noget, eller påvirket af en kompliment som lige nu var tilfældet. ”Tatia er også smukt,” sagde hun i håb om, hun kunne skifte emnet.

Da Tatia førte en finger over hendes kindben, kunne hun mærke hendes hjerte slå hurtigere. Hun frygtede faktisk for, det var tydeligt i hendes bare brystkasse. Hun tog en dyb indånding, og holdt den lige så længe som deres øjenkontakt varede. Først da hun havde brudt øjenkontakt, lod hun igen luften løbe ud over hendes læber. Hun blev nervøs, usikker på sig selv. Hun vidste ikke hvad det betød. Hun havde kun følt sådan én gang før, men det havde været imod en dreng. Tatia var jo ikke en dreng! ”Tak,” svarede hun forsigtigt og så igen på Tatia.

Vienna ville gerne røre ved Tatia, hendes arm, hendes fingre, hendes læber. Hun ville bare have en fysisk kontakt med pigen der stod overfor hende. Nøgen, midt i en sø. Var det egentlig normalt? Der løb en masse spørgsmål febrilsk rundt i Viennas hoved. Hun kunne ikke blive klog på sig selv, på hvad hun følte. Så hun besluttede sig for, at stoppe dem alle. Hun vidste hvad hun ville, hun behøvede ikke at forstå hvorfor. Under vandet, greb Vienna fat i Tatias ene hånd, som Tatias finger bevægede sig forbi hendes arm, uden den faktisk berørte hende. Men hun kunne stadig fornemme det. De små hår på hendes arme rejste sig.

Vienna havde glemt alt om hvad hun havde set Tatia gøre tidligere. Det var ikke vigtigt. Hun kunne kun se den flotte pige foran hende, som fik hende hjerte til at slå hurtigere, hendes mave til at blive fuld af sommerfugle. Uden nærmere eftertanke, førte Vienna sig frem imod Tatia og lod ganske blidt hendes læber berøre hendes. Hun var endnu ikke sikker på, om Tatia havde det på samme måde som hende. Hvis ikke, ville det være flovt, men hun kunne gå derfra og ikke se sig tilbage. Hun eksperimenterede, og indtil videre havde hun intet imod det.

Tatias hånd blev taget af Viennas. Dog ikke på en måde som fortalte, at hun skulle stoppe hvad hun havde gang i. Sådan så ulven i Tatia det i hvert fald ikke, heller ikke Tatia. Vienna var ikke en fyr. Tatia havde aldrig forstillet sig at skulle stå og føle sig tiltrukket af en pige før. At have disse lyster overfor en pige. Tatia stoppede derfor ikke sine handlinger, men lod den anden hånd flette sig ind i Viennas i stedet for. Tatia kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede vildere og vildere - hvis hun ikke vidste bedste ville hun tro det lå i modsatte ende af skoven nu. Tatia sank en klump. Pludselig skete der noget uventet. Ærligtalt havde hun ikke regnet med det ville ske. Det tog hende ved en overraskelse. Et kys blev placeret på Tatias læber. Et kys fra et par bløde læber. Det var som om at nogle havde åbnet et bur med sommerfulge i hendes mave og nu fløj de rundt i alle hjørner og kroge, for blot at prøve på at slippe ud. Tatia gengalte det dog. Det var et nyt farevand. Men hun prøvede at udforske det.

Dog havde Tatia det på fornemmelsen at det var et nyt område for dem begge to. Så, hvorfor ikke udforske det sammen? Tatia lod sin hånd der før havde haft været haft strejfet sig henover huden glide op til Viennas hoved igen. Denne gang greb hånden om ansigtet, hun holdt hovedet. Pressede sin egen krop tættere op af pigens. Det var ikke fordi der lå noget følelsesmæssigt i det. Det var et eksperiment. Hun prøvede sig frem. Huden ramte hinanden, bryst imod bryst. Tatia slap Viennas ansigt og lod hånden glide om bagved ryggen af pigen. Lod hånden kærtegne ryggens bløde hud. Så slap hun kysset. Lod sin varme ånde danse henover Viennas læber. De blågrønne øjne kiggede på de bløde læber inden de kiggede op i de mørke øjne pigen havde. Det var vel Tatias møde at se på, om det var okay det der skete. Let sank hun en klump og slap den hånd der holdt fast i Viennas hånd. Hun lod den glide henover Viennas len og pressede sig selv tættere imod Vienna. Hun ville lade Vienna føre an herfra. Tatia kunne virke meget dominerende men var det ikke på dette tidspunkt. Hun delte gerne rollen, men fortrak ikke rollen som den dominerende. Spørgsmålet var blot, hvad pigen tænkte.

Vienna havde været nervøs, da hun først tog Tatias hånd. Hvad hvis det ikke var gengældt? Hvad hvis hun havde bildt sig selv ind, at hun gengældte tiltrækningen. Da hun lod deres fingre flette sig sammen, var hun ikke længere i tvivl, og hendes sommerfugle baskede voldsomt i hendes mave, der førte til hendes første kys med en pige. Det var noget helt andet end hvad hun tidligere havde oplevet. Der var en tydelig forskel, og Vienna kunne ikke beslutte, om hun synes bedst om pigelæber eller drengelæber.
Tatia gengældte kysset, hvilket blot glædede Vienna. Det havde været temmelig akavet, hvis hun ikke havde gengældt det, og hun måtte rende væk i flovhed. Det ville uden tvivl være hvad der var sket, havde Tatia ikke vist interesse for Vienna, som Vienna gjorde for Tatia. Heldigvis var det ikke tilfældet.
Vienna gipsede kort bag kysset, da Tatia greb fat om hendes hoved og pressede hendes krop mod Viennas egen. Det var ikke fordi det var ubehageligt, det var bare kommet som en overraskelse, og Vienna reagerede ikke først, da hun var på ukendt grund. Hun var aldrig nået så langt med nogen. Hun havde knap nok vist hendes nøgne krop for nogen, nu stod hun og pressede den imod en anden pige. Hun lod kysset føre sig videre, og ventede på hvad Tatia ellers havde i tankerne.

Vienna kunne mærke en fornemmelse i hendes mave. Et sus, der ikke kun stammede fra sommerfuglene. Hun kunne mærke de små hår rejse sig på hendes ryg, som Tatia lod hendes hånd føre sig vej over huden. Da kysset blev brudt, kunne hun stadig smage hende på hendes læber, mærke hendes ånde mod hendes ansigt. Det var en rar fornemmelse. Hun blinkede et par hurtige blink og så så ind i Tatias blågrønne øjne. Vienna var okay. Hun var mere end okay. Hun var tændt. En følelse der gav hende sus i maven og en lyst til, at være tættere på den næsten fremmede pige. Hun havde ikke oplevet noget lignende. Vienna var typen, der nemt kunne falde i som følger, men kunne sagtens fremstå dominerende når det var nødvendigt. Det forekom, Tatia havde det ligedan. Hun lod hendes hånd glide ned til Tatias, og førte den an som en støtte. Sådan kunne Vienna styre tempoet, og hun overlod ikke den dominerende rolle udelukkende til Tatia. I stedet kunne de dele den.