someone from the past! - vienna - XXX

Det var mange år siden han sidst havde sat en fod er i  Sunfury City Og egentlig havde han aldrig troet at han skulle komme tilbage her til! Ikke efter den gang!
Hans mave havde vendt sig flere gange, og han gik med en konstant frygt om at møde nogle han kende! Dog havde han ikke været så uheldig endnu.

Han havde lovet sin chef at få nogle bøger sikkert frem til Fønix skolen! Desværre havde det bud der pelejede at bringe dem ud, været ude for en ulykke.. Og hans chef havde lovet ham at han ville få en ekstra mønt for det. Og samtidig fik han jo også en lille ”ferie” ud af det. Selvom det nok nærmere var en ferie i helvedet det her. Han havde fået afleveret alle bøgerne, og nu galt det bare for ham om at finde et sted han kunne få noget at spise, og måske et sted at sove. Det var for sent at tage hjem nu, det ville blive alt for mørkt inden  han kom hjem, og denne rejse var ikke en man skulle foretage om natten.

Han fandt et lille spise sted, hvor han kunne sidde udenfor. Det havde han det bedst med. Han vidste ikke hvorfor, men han følte ikke for at sidde inden for med alle de mennesker. Så nu sad  han ved et lille bord udenfor og spiste, mens han SELVFØLGELIG læste en af sine medbragte bøger. For var der noget han elskede så var det at læse.
Det var nok derfor han havde valgt at arbejde i en boghandler. Han så lidt op fra bogen og kom med et let suk. Disse gader var så bekende. Selvom han troede at han ville have svært ved at huske dem, så var det slet ikke tilfældet. Derimod huskede han nemt turene til og fra skole! Turene han altid gik sammen med sine venner. Dem havde han jo en del af den gang.
Han sad og overvejede om han måske skulle gå forbi deres gamle hus? Eller ville det mon kalde for mange minder frem?
Han spiste færdig, og begynde at gå. Men lige meget hvad, så var det som om han alligevel var drejet ned mod vejen han boede på den gang. Også selvom hans hjerne sagde nej. Han kom til huset, der bestemt lignede sig selv. Dog var der ikke nær så flot en have som den hans plejemor havde. Men det var også det hun brænde for.

Han stod på den anden side af vejen, men hænderne i bukselommerne, og studerede huset. Alting lignede sig selv, og det bragte mange minder frem. Lykkelige…. Men også ulykkelige. Han så lidt mod vinduerne, det så ikke ud til at der var nogle der boede her nu? Gad vide om det stod tomt. Han bed sig lidt i læben da han utrolig trang skød frem i ham. Han så sig for, og krydsede så vejen. Han gik ind af den lille låge der var i stengæret, der formede et hegn om huset. Et sus gik gennem ham da han trådte inden for lågen. Det var så underligt at være tilbage igen. Dog var det som om han stivnede. Som om han ikke kunne gå længere end dette. Det ville være at vanære hans pleje forældre hvis han trådte inden for dette hus. Derfor stod han nu bare her, og betragtede hans gamle og utroligt vidunderlige hjem gennem 9 år.

Viennas tunge bevægede sig over hendes tørkede læber, som hun gik igennem de velkendte gader. Hun havde gået der alt for mange gange. Hun kendte hver en genvej. Vienna kendte også vejen til skolen, selvom hun aldrig havde gået der selv. Det var ikke hendes adoptivfars første indskydelse at adoptere, da han havde nok i sin søn efter hans kones død.

Men da hans søn fandt hende som baby, kunne han ikke nænne at efterlade hende. Men det betød han måtte tage ekstravagter for at have råd til en ekstra mund at føde. Men det var stadig ikke nok til, at de begge kunne gå i skole. Han prøvede at undervise Vienna i hjemmet, men han havde ikke tiden til det. Derfor havde hun heller aldrig lært at læse eller skrive. Det havde ikke generet hende førhen, men på det seneste havde det været i vejen. Der var ikke længere nogen der kunne læse det højt for hende.

Hun bevægede sig væk fra gaderne, og ned imod bydelen. Hun gik hen til hendes tidligere hus, og lod hendes hånd glide over den ru husmur. Hun stoppede op foran døren, og var klar til at gå ind, da hun så rester af blod på dørkarmen. Hvad hvis de stadig lå derinde? Hun vendte hurtigt rundt, og hendes tanker blev sendt over på noget andet, da hun så nogen stå foran Loris gamle hus. Hun gik hen imod huset, og rømmede sig for hans opmærksomhed. Hun kunne ikke vide hvem det var, blot fra hans ryg. Men der var noget bekendt over ham alligevel.

”Jeg har hørt stedet er hjemsøgt.” Det var ikke helt sandt. Ikke for andre end hende, i hvert fald. For hende, var stedet hjemsøgt af minder fra hendes tidligere dage. Hendes tid sammen med Lori, på godt og ondt. Men hun synes ikke folk skulle bruge det som en særværdighed. Folk omkring byen havde muligvis hørt hvad der skete der og senere i huset overfor. Det var ikke umuligt, at unge mennesker så det som et sted at hænge ud og udfordre hinanden på modighed. Vienna fandt det bare usmageligt.

Det føltes som timer han havde stået der foran havelågen, med hænderne i lommen på hans frakke, mens han blot stirrede på det der engang var hans hjem. Han vidste ikke engang om der nogle sinde havde boet nogle efter. Det var jo snart mange år siden 6 år var gået siden han stak af fra dette sted..
6 år.. hvor han havde bebrejdet sig selv for noget han stadig ikke vidste om var hans skyld. Han overvejede at gå, men samtidig overvejede han om han skulle gå ind. Han spekulerede over om det mon stadig stod som den gang.

Dog nåede han ikke at beslutte sig, før han hørte en rømen, han valgte dog at overhøre den. Dog da der blev sagt at man sagde at huset var hjemsøgt, lød der et dybt suk fra ham ”ja.. det skulle ikke undre mig” brummede han lavt.
Med hans held hjemsøgte hans adoptiv forældre det sikkert! Og han forstod det også hvis de gjorde! De havde ikke fået en værdig død.. Han vidste jo ikke engang om de havde fået en værdig begravelse!

Lori sukkede lidt, og ville vende sig og gå, dog da han vende sig, fangede hans blik et ansigt han ikke havde set i mange år! Trods man tydeligt kunne se hun var blevet ældre.. og smukkere. Så var det hende. Han stoppede op, og stirrede på hende som var hun et spøgelse. Et spørgelse fra fortiden der nu var kommet for at hjemsøge ham. Han sank en klump, og minderne væltede ind over ham. Minderne om hende og ham, om deres venskab, deres flirt, og deres uskyldige og meget unge kærlighed. Skyldfølelsen fylde hans krop, skyldfølelsen over blot at være stukket af uden at sige noget til hende, uden at lade høre fra sig i alle disse år.

Vienna kunne nærmest fornemme følelserne der strømmede ud ad ham. Han virkede både tryg og utryg, glad og trist på en og samme tid. Det var sådan hun havde det, og hans tilstedeværelse forstærkede det. Hendes blik faldt imod jorden. Hun havde lyst til at gå, da følelserne var overvældende for hende. Hun ønskede hævn over dem hun havde elsket, men hun ville ikke finde den der. Hun var midt i en bevægelse, da hans stemme drejede hende tilbage. Det forekom automatisk. Stemmen virkede også bekendt. Hun forsøgte at placere ham. Det var en gene for hende, at hun ikke kunne huske ham. Hun havde selvfølgelig heller ikke set hans ansigt. Det ville uden tvivl hjælpe på det. Men han måtte være fra hendes fortid, ellers ville han sandsynligvis stadig være frisk i hendes hukommelse.

Da han drejede sig rundt, kunne hun mærke hvordan luft til førelsen stoppede for et øjeblik. Hun tog et halvt skridt tilbage, da fortiden ramte hende med orkanstyrke. Alle hendes minder med Lori, de følelser hun havde haft omkring ham. Hun havde først troet han var død med hans forældre, men da de ikke fandt hans lig, havde hun brugt mange vågne timer på at finde ud af hvor han var, og hvorfor han ikke havde sagt farvel. Men det var længe siden. Nu var hun bare glad for at se ham. Hun gik hen imod ham med hastige skridt, og lagde sine arme om ham. Hun havde savnet ham. Det var der ingen tvivl om, og hun ville ikke dvæle i fortiden. Hun var bare glad for, der ikke var sket ham noget. ”Jeg har savnet dig,” hviskede hun i hans ører, mens hun knugede ham hårdere. Han var den første hun havde haft følelser for, den første kærlighed. Hun kunne aldrig glemme en som ham.

Han mærkede hvordan alt luft forlod hans bryst, som at få en knytnæve i maven. Men uden at det gjorde ondt. Det hele kom tilbage til ham. han stod faktisk og håbede at hun ikke ville genkende ham. Håbede at hun ville kunne leve sit liv videre uden at vide noget om ham. Men det var en håbløs drøm, for allerede da hun havde lagt første syn på ham, så han genkendelsen i hendes øjne, og før han vidste af det, var hun på vej mod ham. Han var sikker på at der ville komme en lussing, eller noget værre! Hun havde alt ret til at være vred på ham!
Han havde svigtet hende og forladt byen uden at sige et ord. Dog vidste han ikke om hun var klar over hvad der var sket.

Han spærrede dog øjnene op, da han mærkede hendes arme om ham. Han hørte hvad hun sagde, og han bed sig i læben. Han viklede hurtigt sine arme omkring hende, og krammede hende ind til sig. Gemte hans ansigt mod hendes bløde går, som han havde gjort det så mange gange før da de var yngre ”jeg har også savnet dig” sagde han ind mod det blød hår. Hun duftede stadig som den gang. Og han huskede den med det samme. Det var utroligt så mange minder der flød ind over ham nu.
Han holde hende længe, men rettede sig så en smule op, og så ned på hende, fjernede en tår hår han havde uglet mod hendes ansigt ”hvor er du dog blevet voksen at se på” sagde han med et grin, der klart antydet at han var ked af at have været gået glip af forvandlingen.
Han havde nu også selv ændret sig! Selvom han stadig var en meget køn mand, så var han klart kommet til at se mere mandlig ud, trods hans træk der ikke var sindssyg maskuline

Det ville måske have være lettere, hvis hun bare havde drejet hælene og gået sin vej. Hun ville ikke blive mindet om de følelser han havde forvoldt hende. Selvom de fleste var gode, var der også nogle dårlige. Hendes hjerte var knust da han var taget af sted, og hun var også stadig vred over det. Men hun så intet grundlag i, at hun tog fat i det igen. Hun dvælede i genkendelsen ved hans kram. Selvom han var blevet højere og mere muskelløs, var det stadig de samme arme der lå om hende. De arme hun før hvad fundet stor tryghed i. Den velkendte duft af ham lå med legesyge tendenser om hendes næse. Hun trak sig væk fra ham, som han rettede sig op. Hun trådte så et skridt tilbage og så på ham med et varmt blik og et smil på hendes læber. Hun havde forandret sig, det var kun en naturlig ting. Lori havde også forandret sig, men hun ville kunne genkende ham hvor som helst.

”Jeg kan kun sige i lige måde.” Hun lod kort hendes blik undersøge de områder, hvor han havde forandret sig. Der var sket tydelige tegn på aldring. Kun til det bedre. Han var stadig en flot mand, og hun kunne da stadig føle et sus i maven ved tanken om ham. Men det var længe siden. De havde begge ændret sig. Det var ikke kun udseendet der ændrede sig, men også sindet. ”Hvordan går det med dig?” Hun mente både hans forældres mord, såvel som helt generelt. Det var første gang Vienna tog tilbage til Royal Flame, så han kunne sagtens være kommet der ofte, uden hun var klar over det. Men hvis han var som hende, ønskede han ikke at blive mindet om hans tid der. Hun kunne ikke komme væk hurtigt nok, det var helt sikkert.

Lori betragtede hende lidt. Han måtte indrømme hun var blevet en smuk kvinde, selvom smuk have hun altid været. Han så på hende da hun spurgte hvordan det gik med ham. Han trak på skuldrende ”det går vel egentlig okay… jeg er flyttet til doomsville.. der har jeg boet et par år” sagde han roligt. Han så lidt tilbage mod huset ”det er faktisk første gang jeg er her siden den gang” sagde han og bed sig en smule i læben. Det nev faktisk i ham hver gang han så det hus. Men han prøvede på ikke at tænke over det.

Han så tilbage på hende med et mildt smil ”hvad med dig?... er du hjemme og besøge din far og bror?” spurgte han så.
Lori havde ikke været i byen siden den nat, så han vidste intet omkring hendes fars død, eller hvad der var sket i denne by i det hele taget. Han vidste heller ikke at byen havde mistanke om at det var de samme der havde angebet begge familier. For Ingen havde set Lori forlade huset. Derfor havde alle troet at han var blevet kidnappet. Det var han dog ikke.. han havde været en kujon og stukket af.

//sorry for længden

Det var ikke overraskende for Vienna, hun stadig fandt Lori tiltrækkende. Hun holdt stadig af ham. Selv efter alle de år. Man kom sig nok bare aldrig over den første man havde elsket. Eller den første hun troede hun elskede. Hun var meget ung, og var ikke engang sikker på, om hun kunne kalde det kærlighed. Hun havde endnu ikke følt noget der overgik det hun havde følt for Lori. Måske ville hun aldrig. Vienna nikkede som han fortalte. Hun vidste hvor svært det måtte være for ham. Det slog hende, han ikke vidste hvad der var sket da han spurgte ind til hende og hendes familie. Hun gnubbede sig på næsen med siden af hendes hånd. Det gjorde hun tit, når hun ikke ønskede at tale om noget. Det var ikke usandsynligt, Lori kendte til den underlige vane hun havde.

”For ikke så længe siden…” Hun slog blikket mod jorden og sank en klump. ”Undskyld. Det er stadig svært at tale om.” Hendes blik fandt igen hans. ”De blev dræbt for et par måneder siden.” Hun havde stadig boet hos dem, og hun var stukket af, fordi hendes far havde insisteret på det. Siden da havde hun ikke haft et fast sted at holde til. Hun var ude efter at finde ud af hvad der var sket. Både med hendes far og bror, men også med hendes biologiske forældre. Hun havde kun deres navne og en adresse at gå ud fra, og det hjalp hende ikke meget, når hun ikke vidste hvad der stod.

Det med ikke at vide noget, om hvordan det gik her hjemme, Det var både en lettelse, men også en forbbandelse. Hsn kunne være lettet over at han ikke vidste om andre var døde, og på den måde behøvede han ikke at sørge!..og ja det var egoistisl.. Men sådsn var det nu engang han tænkte dn gang i mellem. Dog var det også en forbandelse! en der hvilede over ham altid, og kom frem en gang i mellem for at give ham dårlig samvittighed, for at dræbe alt glæde der evenruelt havde fundet sted.

Loris brede smil, forsvandt brat da han høre hvad hun sagde "hvad?" mumlede han helt paf. Han havde altid godt kunne lide hendes far! Og han havdd leget så ufatlig meget med Hendes bor som barn. Han mærkede hvordan det hele snørrede sig sammen i hans hals. Hvad skulle han sige? Det værste ved det hele var at han ikke havde været der! Han havde ikke værdt der og hjulpet hende, taget dig af hende og trøstet hende. Han gik hen til hendes, og krammede hende ind mod sig atter engang "undskyld!.. undskyld jeg ikke var her til at hjælpe" sagde han stille.

Byen havde troet at Loir var blevet kidnappet, der var ingen der vidste at han selv var stukket af. Og selvom han havde lyst til at sige det, så tænkte han, at det var bedre at hun troede på set andet. Det ville blot såre hende endnu mere at vide sandheden, og det havde hun ikke brug for. Ikke nu

Vienna havde ønsket hun ikke skulle fortælle nogen det. De fleste hun havde kendt boede i byen, og de vidste hvad der var sket før hun havde chancen for at fortælle det. Hun havde aldrig forstillet sig, hun skulle stå og fortælle Lori det. Hun havde håbet ikke hun skulle. Han var den i området, der havde været tættest på hendes familie. Det var derfor også hjerteskærende at se hans smil falme og ham blive paf. Hendes blik bevægede sig kortvarigt væk fra ham. Det påvirkede hende stadig meget, og Lori var den første hun havde fortalt om det. Den eneste hun ønskede at tale med om dem.

Hun lagde sig ind til ham og lod hans arme ligge beskyttende om hende. Hun havde sådan savnet hans kram, og havde helt sikkert haft brug for dem det seneste halve år. Men hun bearbejdede ham intet. Lige som alle andre, var hun kommet til den konklusion, at hvem end der havde dræbt hans forældre, havde bortført ham. Ellers ville han være kommet tilbage. Det var hun sikker på. ”Du havde dine egne ting at slås med. Jeg ønskede du var der, men jeg forstår hvorfor du ikke var.” Det ville være egoistisk, hvis hun ikke havde forståelse for hvorfor han ikke var der. Hun blev stående et øjeblik, før hun igen trak sg væk fra ham. ”Du er her nu. Det er det vigtigste.”

Lori holde hende i sine arme som så mange gange før, når livet for dem begge en gang i mellem blev lidt for hårdt, så havde de altid været hinandens trøst. Hun havde været hans klippe når hans adoptiv forældre ikke forstod ham. Og han var sikker på at hun havde haft det på samme måde som ham. Han stod med sne armen, og beskyttede hende, var den sterkke klippe hun havde brug for. Dog var det som at få en mavepuster da han hørte hvad hun sagde. Hun åbnede sin øjne, og bed sig i læben. Det var som at få revet hjertet ud, få det smidt på jorden og der efter blevet tampet på.
Hun vidste ikke hvad der var sket! Og hun havde som alle andre troet at han var blevet bortført. Og det ville nok heller ikke have gjort noget, hvis det blot handlede om nogle få år. Men han havde været væk fra byen i mere end 5 år.. og han havde aldrig forsøgt at tage tilbage, han havde tænkt på det en enkelt gang i mellem. Men slet ikke så meget som han havde burdet!
Hun var helt gal på den. Han var der ikke, fordi han ikke ønskede at være der.

Da hun rykkede sig fra ham, så han på hende med et lidt sørgmodigt udtryk. Han havde svigtet dem alle sammen. Ikke bare hende, men også hendes familie, hans egen… hele byen. Han hørte hvad hun sagde, og fik klistret et smil på læberne. ”ja.. jeg er her nu” sagde han med en roligt og mild stemme.
Dog ville han ikke fortælle at det eneste han havde tænkt på indtil nu, var at komme væk her fra igen.

Det var klart, Vienna havde fundet en støtte i Lori. Måske den største støtte på det tidspunkt i hendes liv. Hun havde derfor været særlig ramt da han ikke længere var der. Hun havde været desperat efter en ny støtte, en ny klippe. Hun havde endda forslået hendes far at prøve og finde Lori igen. Men som enhver anden forældre, havde hendes far sat hende uden for fare. I stedet havde han spurgt rundt omkring om nogle vidste noget. Men han var forsvundet og det tog tid før Vienna kom sig over det. Men hun kom sig. Hendes liv forsatte uden ham, men det efterlod et hul i hende.

Vienna kunne ikke vide hvad der var sket med ham. Og selvom hun var nysgerrig, og gerne ville vide helt præcis hvad der var sket dengang, havde hun ingen lyst til at rive op i gamle sår for ham. Det ville være ondskabsfuldt, og det var ikke den hun var. Selv ikke efter så mange år, hvor hun havde manglet en som Lori i hendes liv. Hun var forblevet tæt på den samme. Hun var blevet ældre og mere moden og hun havde da en hævntørst for hendes far og brors morder, men hun var ikke klar over hvad hun ville gøre hvis hun stod ansigt til ansigt med ham. Hun havde aldrig været ude i en situation, hvor hun stod over for en person hun oprigtig hadede. Hun kunne ikke engang sætte et ansigt på ham, der var ikke et navn. Der var ingenting. Hun havde sine teorier, men kunne ikke være sikker.

Vienna ville gerne væk derfra. Det var ikke et oplagt sted for deres genforening. Det var fyldt med døde minder. Hun ville hellere skabe nye et andet sted. ”Har du lyst til at gå en tur?” Det ville også være helt i orden, hvis han gerne ville blive og indenfor i huset. Det kunne hun godt forstå, og hun ville ikke forstyrre ham i sådan et tilfælde. Men hun håbede på, det kunne få talt noget mere sammen.

Lori hadet sig selv for det han havde gjort, eller…. Det han troede han havde gjort, for han vidste det jo ikke. Men han havde hadet sig selv fra den dag han var stukket af. Han havde ofte tænkt på hende, men skammen og frygten for at blive opdaget var for stor.
Og nu stod han så her med hende, en ung kvinde han engang kende bedre end sine egne adoptiv forældre. Og nu, var han næsten så fjern fra hende som han kunne blive. Selvom det ikke var det nogle af dem følte, så vidste han det inderst inde! Han vidste at det de havde aldrig ville blive det samme! For selv hvis de ende med at være sammen, så ville de ikke være de samme som den gang, og Lori ville rande rundt i evig skyldfølelse over at han efterlod hende der! Over at han ikke kom tilbage. Og over at han kun tænkte på sig selv.

Han så på hende da hun spurgte om han havde lyst til at gå en tur. Han vende sig lidt, og så tilbage mod huset. Det var nok en meget god ide. Han så atter på hende med et smil ”ja lad os det” sagde han så. Han puttede hænderne i lommerne, og begynde at gå lidt. Han så lidt op mod himlen, den var lyseblå og klar. Men trods det gode vejr, så var det som om der var en skygge over denne vej. Som om alt glæde og lys var forsvundet fra vejen mellem de 2 hjem. Deres hjem… Han stoppede kort op, og så tilbage mod dem. Dette ville nok være sidste gang han kom her! Han hadet at blive mindet om den gang. Men Vienna var en detalje han altid havde undladet at forbinde til dette sted, da hun ikke skulle være en del af de mørke tanker. Han fortsatte med at gå, og så, så på hende ”hvad laver du så her i byen?” spurgte han roligt.

Det var klart Vienna havde teorier. Hun havde tænkt meget over, hvad der var sket og hvem der havde dræbt Loris forældre i årene efter. Særligt det følgende år, havde hendes teorier været mange. Med tiden var hendes tid som teoretiker falmet. Hun havde været sikker på, hun aldrig ville lære sandheden at kende. Så hun havde sluppet det, men nu hvor hun stod der igen, kunne hun ikke undgå at tænke tilbage. Hun havde mødt Lorikan, og han var langt fra en rar person. Hun havde mistænkt ham for at have været skyld i forældrenes død, såvel som drabet på hendes egen far og bror. Men hun havde intet hold i det. Det var skud i tågen, og hun kunne på ingen måde være klar over om det var sandt.

Vienna begyndte, at gå med ham. Hun ville helst glemme alt der var sket i fortiden, og bare fokusere på nutiden. Hendes tid med Lori. Hun var stadig usikker på hvor de stod. Selvom de aldrig officielt havde brudt hvad de havde sammen, var det blevet tydeligt hun ikke skulle vente på ham. Så hun prøvede at komme videre, men ingen nåede op på samme niveau som det hun havde med Lori. Det var overfladiske og meningsløse flirts. Ja, hun kom da til at holde af nogle af dem, men hun havde ikke fundet nogen, der fik så stor betydning som Lori. Hun så på ham, da han spurgte ind til hende. Hvad havde hun egentlig lavet der? Havde hun forsøgt at mindes hendes familie, æret deres minde? Var det for deres skyld, eller for hendes egen hun var der? ”Dvæler ved gamle minder.”

Hun ønskede hendes familie skulle have en ærefuld død, men det var langt fra det de fik. Det eneste hun kunne gøre, var at leve for dem. Huske dem og leve med de værdier de havde lært hende. Det ville aldrig blive det sammen uden dem, men de havde haft så stor betydning for hende, at de ville være med hende selv i døden. De var altid ved hendes side.

Det var bestemt ikke nemt at definere hvad de var for hinanden nu! Hun var jo hans bardoms veninde! Men hun var jo også hans ungdoms kærlighed! Men hvad var hun nu? De havde aldrig rigtig endt deres forhold! Han var stukket af inden dette fandt sted.. måske var det i virkeligheden også en af grundende for hvorfor han var stukket af! Han havde ikke kunne få sig selv til at fortælle hende sandheden, og han havde ikke kunne få sig selv til at slå op med hende. I det øjeblik virkede det bare som den bedste løsning at stikke af!
Han betragtede hende lidt som de gik. Hun var virkelig blevet smuk! Eller… det havde hun altid været! Lige fra de var børn! Men hun var blevet meget mere voksen at se på! Meget mere moden trods hun stadig kun var 19 år.

Han nikkede til det hun sagde. ”ja… dem er der mange af her” sagde han så, og så sig lidt fremfor. Han kunne næsten komme på et nyt minde for hver gade de gik ned af. Om ikke med ham selv, så noget der havde foregået i byen mens de boede her. Det var faktisk lidt hårdt! Men på de anden side fik han en varm følelse i kroppen! Det var en meget blandet følelse at være her! Man blev både glad for de mange dejlige minder. Men samtidig… så var det bare som om at alle de varme og lykkelige inder blev dækket af en mørk tåge! En tåge af tristhed og smerte!

Han så lidt på hende. Det var mærkeligt for de eneste minder der lyste op, og overvandt tågen var dem sammen med hende! Men måske var det fordi hun var her ved siden af ham.. Han bed sig lidt i læben, og så ned på hendes hånd. Han rakte hånden hen, og grab hendes. Flettede sine finger ind i hendes, og gav den et klem. Han sende hende et mildt smil. ”Jeg er virkelig glad for at se dig igen!” sagde han så.

Han smilede roligt til hende, og så, så frem for sig igen hvor han gik. ”hvor bor du så nu?... jeg mener.. boede du hjemme da….. ja da det skete? … eller var du flyttet for dig selv?” spurgte han så. Han havde på fornemmelsen af Vienna havde boet hjemme hos sin far. Hun var jo et stort familie menneske.

Vienna forstod til en vis grad godt Loris beslutning. Det første hun havde gjort, var at stikke halen med benene. Hun fortrød det i høj grad. Hvis hun var blevet, kunne hun måske have hjulpet hendes forældre, forhindret at de blev dræbt. Men så igen, hvis hun var blevet, havde hun med stor sandsynlig været blandt de døde også. Det var ikke det hendes far havde ønsket, og hun var den eneste der kunne slippe væk. Så det var havde hun havde gjort. Løbet så langt væk hun kunne, og først sneget sig tilbage da hun var sikker på jægerne var væk. Da havde hendes far fortalt om hendes biologiske forældre, den lille smule han kendte. Men jægerne var vendt tilbage, sikkert for at færdiggøre hvad de startede med. For at dræbe hende. Hun var stødt på dem flere gange siden da. Men hun var sluppet væk hver gang.

Vienna nikkede anerkendende. Minder var der ikke mangel af. Det var hele hendes barndom de passerede. Stedet hun tog hen når hun ville være alene, hendes fars arbejdsplads. Alting virkede bekendt og alligevel som en fjern ting. Selvom det kun var få måneder siden hun sidst var der, var der ikke samme liv i byen som der havde været tidligere. Hendes familie var der ikke, og det var de eneste hun ønskede stadig var i byen. Vienna blinkede et par gange og fandt sin vej tilbage til Lori, da han greb fat i hendes hånd. Hun så ned på deres flettede fingre, og smilede. Det var rart at have ham ved hendes side igen. ”Jeg er også glad for at se dig. Rigtig glad.”

Vienna ledede stadig efter et sted at holde til. Hun havde forsøgt at tage tilbage til huset dagen efter mordene, men det var umuligt for hende. Så hun fandt bare tomme huse at opholde sig i, inden hun fandt et fast sted. ”Jeg boede der stadig. Jeg var der. Jeg slap kun væk fordi min far bad mig om det. Deres shapeshifter dyr var for stort, mit var ikke.” Hun var med nød og næppe sluppet forbi jægerne uden de opdagede hende. ”Jeg bor vel på gaden lige nu.” Hun havde egentlig aldrig tænkt sådan på det, men det var sandheden. Hun var hjemløs.

Dette måtte bestemt være værre for hende end for ham. Han havde trods alt haft mange år til at vænne sig til tanken! Det havde hun ikke! Det var stadig meget nyt, og det var bestemt ikke sjovt. Han smilede da hun sagde at hun også var glad for at se ham. Det betød faktisk meget for ham, virkelig! Han havde tænkt på hende i alle disse år, og pludselig var hun her. Ikke at det var det underligste sted, men der måtte bestemt være en grund til at de mødte hinanden netop nu.

Han betragtede hende lidt, og han var sikker på hun havde det som ham! At alle mindrene der var i denne by, blot var meget tågede. For ham var det et fjernt minde der lå år tilbage.. for hende var det hendes hverdag for ikke ret lang tid siden. Han lyttede til hvad hun fortalte, og hans grab om hendes hånd, blev automatisk lidt strammere. Tænk at hun havde gennemlevet det. Han sukkede lidt. Han havde virkelig ondt af hende.

Han stoppede dog op da han hørte det sidste ”hvad?... du bor på gaden?” spurgte han uforstående. ”hvad med et hotel?.. eller kroen?.. du kan da ikke bo på gaden” han blev virkelig forarget. Han kunne da ikke lade hende leve sådan!? Han bed sig lidt i læben, og så meget tænksom ud. Efter lidt, vende han blikket mod hende igen med et bestemt og beslutsomt udtryk ”så kan du bo hos mig! I Doomsville City!” sagde han så. Han havde godt nok ikke meget plads, men for en tid ville hun godt kunne bo hos ham! Han kunne ikke lade hende bo på gaden! Bestemt ikke.

Vienna havde altid lært, der var en grund til tingene skete. Hun havde mistet sin familie, men fundet en gammel ven. Det var vel en form for trøst fra guderne. De havde ondt af hvor fortabt hun havde været, så de førte hende sammen med en der kunne give hende retning igen. Det var det hun valgte at tro på. Måske havde hendes far og bror endda bedt guderne om det. Hjulpet hende igennem en svær tid.

Hun smilede da hans greb om hendes hånd blev strammere. Hun havde en trøst i ham. Han hjalp hende, bare ved at holde hendes hånd og være ved hendes side. Mere behøvede hun ikke. Mere forlangte hun ikke. Hun ville ikke være grådig. Men en del af hende ønskede, de kunne finde tilbage til hvad de var. Eller noget der mindede om, i det mindste. Hun sukkede let ved tanken. Det var ønsketænkning. Han var sikkert kommet over hende. Hun var også selv kommet videre. Det havde hun i hvert fald troet. Nu var hun ikke så sikker.

Hun var nødsaget til at stoppe, da han også gjorde det. ”Det har jeg ikke råd til. Tingene har været turbulente den seneste tid. Jeg skal have et arbejde.” Hun havde ledt, men få ville ansætte en uden nogen uddannelse. Hun bebrejdede ikke hendes far, at han havde givet penge til sin biologiske søn. Han gik allerede i skole, så at trække ham ud, så hun kunne gå der i stedet, var bare tosset. Men lige nu havde uddannelse været en god ting for hende. Hun så på ham med rynkede bryn, da han foreslog hun kunne bo ved ham. Det var ikke i vrede, men i forundring. De havde kun lige fundet hinanden igen, hun kunne ikke forlange han bød hende ind i hans hjem. ”Det behøver du ikke Lori. Jeg klarer mig. Jeg vil ikke være til besvær.” Hun indrømmede gerne, at det lød dejligt med et fast tag over hovedet, men hun følte bare hun ville trænge sig på. En følelse hun helst ville undgå.

Lori så på hende da hun nævnte hun ikke havde råd til hotel eller kro, okay det var faktisk også ret dyrt! Han havde selv, men ikke til at bo der i længere tid af gangen.
Et arbejde var selvfølgelig altid godt, men Han vidste også at Vienna havde problemer, eftersom hun aldrig havde gået i skole, og det var der ikke mange der var fan af. Selv i en verden som denne, hvor størstedelen ikke havvde penge til den slags, så diskriminerede man stadig folk der ingen skole gang havde.

Da hun sagde hun ikke kunne tage imod at bo hos ham, og ikke ville være til besvær, så han på hende. Han gav hende et smølfespak i panden med sin pege finger "hold op med det pjat!... du er aldrig til besvær, desuden ville jeg hade mig selv hvis jeg lod dig rende rundt uden et sted at bo!" Sagde han lidt skabt og bestemt.
Han smilede dog mildt til hende "Det er jo bare til vi har fundet dig et job, og til du har råd til dit eget" sagde han med et smil.

Han nussede hende lidt på kinden "Jeg ville elske at habe dig boende.. så vær ikke så beskeden.... Der er godt nok ikke voldsomt meget plads, men vi kan sagtens være der begge to!. og når jeg er på arbekde har du det jo for dig selv" sagde han med et opmundrende smil.

Vienna kunne et eller andet sted godt forstå arbejdsgiverne. Især hvis det var akademiske arbejdssteder. Men fysiske steder som ved en smed som et eksempel, kunne ikke se hvor stor forskel læsning og skrivning gjorde. Men måske kunne lære det endnu. Det kunne være hun tage undervisning. Men det krævede selvfølgelig, hun kunne betale først.

Hun var væk i sine egne tanker, da hun fik et smølfespark i panden. Hun så måbende på ham. De var gode til at drille hinanden, det havde de altid været. ”Okay fint, men lad vær med at gøre dét igen, hun gjorde bevægelsen til et smølfespark ud i luften. Hun smilede til ham og så frem for sig igen.

’Det er jo bare til vi har fundet dig et job’ det var ikke så let som så. Men hun satte pris på hans hjælp. Selvom hun ville finde det lidt underligt at bo hos ham. Ikke på grund af ham, men på grund af deres fortid. De blev måske nød til at finde ud af hvor de stod, før der blev sat planer i værk. ”Jeg sætter virkelig pris på det Lore.”

Hun greb fat om hans arm så de stoppede. ”Men først skal vi nok snakke om… Os.” Hun var ikke selv sikker på hvad hendes forhold var til Lori, ikke efter så lang tid. Men hun mente det var bedst, hvis de var enige om det fra starten. ”Bare så vi ikke går ind i det med forskellige forventninger.” Det ville være ærgerligt, hvis en af dem forventede mere end den anden.

Han grinte lidt, da hun bad om lade vær med at lave et smølfespark på hende igen "Haha det skal jeg husle at lade vær med" grinte han lidt. Det var dejligt at kunne grine sammen med hende igen. Han havde virkelig savnet de her stunder! virkdlig.
Han smilede da Hun sagde at hun satte stor pris på det. Det vidste han godt! Det havde hun altid gjordt, lige meget hvad han havde gjordt for hende.

dog var der også noget der fik nervøsiteten til at spille ind! Han havde jo ikke set hende længe så.. hvad var det egentlig de var i gang med at arrangere?
Han mærlede hvordan hun stoppede ham, og vende sig rundt mod hende. Han blev lidt overrasket da spørgsmålet lød fra hende.Han kløede sig lidt i nakken "Ja det må vi vel hellere" sagde han så.
Men han vidste ikke hvad han skulle sige! Han havde meget blandede følelser.. På den ene side.. så ønskede han alt tilbage til det gamle. At hun var hans kæreste, at de bare kunne glemme alt der lå i mellem.. men det var han heller ikke sikker på de kunne. Det var mange år siden de havde set hinanden! Lori sukkede lidt "Jeg.. tror det er bedst at vi går ind i det her som venner.. jeg mener.. du er stadig min bedste veninde.. men for at. sige det lige ud,.. så er jeg i tvivl om hvad mine følelser for dig er" sagde han med et undskyldende blik, og en nedslået stemme. Han anede ikke om det var det Vienna gerne ville høre, eller om det ville gøre hende sindsygt ked af det.

Vienna tog ikke let på sådan ting. Når folk gjorde noget godt for hende, skulle folk også vide, hvor meget satte hun pris på det. Hun nikkede bestemt da han sagde han ville lade vær. Det var godt, selvom hun fornemmede, de ville finde tilbage til et stadie, hvor de kunne drille hinanden. Lori var trods alt hendes tætteste ven. Ikke mange kunne måle sig med ham i hendes øjne. Og selvom der havde været nogle følelser, og måske stadig var det, så ville de altid være venner.

Vienna vidste samtalen nemt kunne gå hen og blive akavet. Det var ikke ligefrem et emne man ønskede at tale om, fordi man ikke vidste hvad den anden følte. Men det var nødvendigt. Hun lyttede til hvad han forklarede. Det var også sådan hun havde det. Det der sårede hende mest, var hans undskyldende blik og nedslået stemme. Det var der ingen grund til. ”Hey, sagde hun og greb fat om hans hånd og gav den et betrykkende klem. ”Vi er venner. Det har vi altid været, så selvfølgelig er vi venner.” Hun burde måske fortælle, hun havde det ligesom ham også. ”Og så ser vi hvad der sker. Jeg har det fint med at være venner.” Selvom hun gerne ville mere, eller det troede hun måske hun ville, kunne de sagtens ’bare’ være venner.

Han så på hende da hun sagde at de selvfølgelig var venner. Han var nu glad for at hun virkede til at have det som ham. Eller havde hun? Han var ikke engang selv sikker på hvad han gerne ville have de var. På den ene side var det bare venner der trak mest. men noget i ham savnede det de havde! Savnede deres nærhed.

Han smilede til hende "Jamen.. hvad så med at vi tager hjem?.. har du nogle ting du skal have med nogle steder fra?... og hvis ikke, så skaffer vi noget til dig" sagde han med et smil. Han tog hendes hånd igen, og begynde at gå. Hans følelser var splittet! egentlig havde han aller mest lyst til at kramme hende ind til sig, kysse hende og bare... være tæt på hende. Men igen... der var sket så meget mellem dem! Han kunne ikke drage hende ind i alt det. Hun ville få nogle helt forkerte tanker om ham

Vienna havde stillet sine ting bag huset. Det var ikke meget, da hun havde været hurtigt inde i huset og ude igen før hun fik meget med. Hun kunne bare ikke få sig selv til at gå derind. ”De er lige herhenne. Jeg henter dem lige. Hun var hurtigt dernede, og tilbage ved Loris side, med en enkelt pose i hendes arme. Det var ikke meget, men det var hendes.

Spring til om aftenen.

Vienna steg ud af karreen, og blev imødekommet af mørket. Hun fulgte Lori indenfor, og så sig omkring med nysgerrige øjne. Det var ikke stort, men bestemt nok til en enkelt person. Forhåbentligt nok til to. Hun fandt det charmerende, de mange bøger, spisebordet og lænestolen. Det var hyggeligt, og hun kunne godt lide det. Hun lagde hendes pose fra sig og så på ham. Vienna var meget ydmyg, og hun var bange for hun krævede for meget af folk, selvom det ofte var små ting, der nærmest ikke var et krav. ”Er det okay hvis jeg tager et bad?” Vienna havde klaret sig i naturen, men at bade i søer og floder, var ikke det samme som i en balje. Hun håbede sådan hun kunne få lov, for hun kunne godt bruge det. Ikke kun fysisk, men også psykisk.

Lori ventede til hun havde hdntet sine ting inden han skaffede en karat til dem der kunne køre dem hjem. Det var allerede blevet mørkt da de kom til hans hus.

Da de kom op, tog Lori jakken af. Han så på hende da hun spurgte om hun måtte tage et bad "Vienna.. det hdr ed dit hjem nu! du må gøre lige som det passer dig" sagde han med et smil. Han så på sengen "uhm ja... jeg har kun en seng.. " erkende han. Det ville ikke røre ham at se sov sammen, men han vidste jo ikke med hende.

Han lod hende hoppe i bad, inden han satte sig i sin stol. Dog vsr han virkelig træt. så der gik ikke længe inden han faldt hen. Efter godt 5 minutters søvn, begynde hans krop af forandre sig. "rattoveringen" på hans arm sprædte sig til hans rygge, nakke og den anden arm. Da han åbnede øjnene var de ikke længere himmel blå! men derimod orangerøde.

Han rettede sig i stolen, og strakte sig. Han rejstr sig fra stolen, og smilede for dig selv "helt ærlig Lori!.. den tøs igen?" brummede han lidt. Han gik over til baddværelses døren. Han kunne høre hende plaske lidt i badet. Et dyriak og drilsk smil sprædte sig på hans læber. Han tog i håndtaget og åbnede døren. Han stillede sig i døråbningen lænet op af karmen med armene over kors "hvem har vi her?... er ddr ikke lille søde Vienna?" kom det fra ham med en stemmd der var Loris, men alligevel ikke. denne havde noget helt andet over sig. mere sensuel, mere drilsk og flabet.
han var da også fuldstændig ligeglad med at hun sad nøgdn i et kar lige nu