Let's stay a while, shall we? (Semyon)

August havde ikke kunnet holde sig væk. Han havde lånt en af Loris kapper med høj krave, så han kunne skjule halsbåndet under det. I princippet kunne han bare have efterladt halsbåndet derhjemme, for det var ikke Lori der gik op i det. Underligt nok var det August selv der havde krævet det. Men han ville ikke efterlade det derhjemme...Og selv om det mindskede hans chancer for at komme ind, var det også rart at kunne vise halsbåndet senere, hvis der opstod problemer, og håbe folk så lod ham være. Ikke? Han håbede det ville gå sådan...Men mest af alt skulle tingene gerne gå problemfrit. Også selv om det kunne virke mærkværdig at have en hel kappe på når vejret var så dejligt. En sommerkappe, ikke så tyk som vinterens, men den virkede stadig som lidt for meget tøj.
Biblioteket. Han havde altid været fascineret af biblioteket som barn, selv om hans familie generelt havde været for fattig, til at han kunne få adgang. Det var sket et par gange, enten i en tur med skolen eller han havde sneget sig ind, og han havde fået lov at kigge på hylde efter hylde af bøger. Han havde været opslugt af det og elsket det. Det var også derfor han i sin tid var flyttet til Dragons Peak for at studere videre. August havde hørt at jordskælvet havde ramt biblioteket og det var heller ikke helt den samme bygning som han huskede.
At komme ind til dagens aktivitet kostede lidt. Ikke meget, men lidt. Sikkert til genopbygningen af bibliotekets mistede mængder af bøger, men også for at sikre de forkerte - de fattige - kom ind og ødelagde illusionen for resten af gæsterne. August havde hørt om udstillingen på markedet for nogle uger siden og havde arbejdet hårdt på at samle pengene sammen. Det skulle helst ikke gå ud over Lori. Desuden var det en oplagt mulighed for at se biblioteket igen. Hans hjerte hamrede hårdt ved udsigten og han kunne ikke lade være med at smile svagt for sig selv.

Han var iklædt nogle sko, nogle bukser og en trøje. Det hele var af standard materiale. Støvlerne var mørke, bukserne brune og trøjen...Well, en eller anden afart af hvid. Kappen var mørkebrun og hvilede på hans skuldre, bundet foran ved kravebenet. Den var ikke tung eller tyk, så den faldt let om hans spinkle skikkelse. Stadig tynd, efter opholdet i et slavebur. Men i det mindste så han rask ud nu. Huden havde farve, øjnene energi. Resten skulle nok komme.
Håret var brunt og krøllende, skægget fjernet, omend nogle dagsgamle skægstubber var ved at vokse frem. August var blot en af mange, der vrimlede for at komme ind eller ud af den store, flotte bygning. Igennem entreen, hvor betalingen foregik, før han blev lukket ind i resten af stedet. De store haller. Langs hallerne var der reoler fulde af bøger til alle sider - men i midten af det hele var kunst blev udstillet. Under jordskælvet havde biblioteket mistet meget af deres kunst, så måske var det et forsøg på at genskabe en samling?
Uanset hvad var det et fantastisk syn. Ikke fordi kunst var hans største interesse, men han kunne godt lide det. Det kunne vise meget om folk, meget om samfundet. Desuden var det forfriskende at komme ind i noget, der mindede August om hans egne, gamle verden. Ikke den nye, i alt dens tragiske udfoldelse. Men før, da han boede i Dragons Peak.
Skulpturer, malerier og andre ting. I et øjeblik vidste han slet ikke hvor han skulle se hen...
Han gav sig ned igennem en af hallerne og slugte alle indtrykkene. Det var som yulen!

Det var ikke særlig tit det her skete, men idag var en af de få undtagelser. Semyon hadede normalt større flokke af folk. Han ville normalt være blevet væk - men lige idag kunne han ikke rigtigt. Han havde desværre lovet at han ville være her på åbningsdagen for udstillingen, nu han havde bidraget med tre af de malerier, ejeren af biblioteket havde været gladest for. Og så var han måske også lidt stolt af det. Ikke at han malede for nogen andens skyld end sin egen. Hans malerier og de få skulpturer han lavede, var trods alt den eneste grund til han rent faktisk havde et rum i rotten root. Ellers havde han aldrig haft noget sted han ville kalde for sit... I alt fald ikke efter hans død. Før det havde han haft meget han ville kalde sit eget.

Så han havde været ude til sent på natten, taget livsenergien fra to personer denne gang, ikke kun en... Nu han vidste han skulle tilbringe meget af dagen i sin fysiske form, der trods alt tog meget energi fra ham. Men han havde også været forholdsvist tidligt oppe igen for at komme i tøjet - et par hvide bukser, med en hvid tunike udover, der havde en smule mønster langs kanten... Og et bælte der matchede. Han måtte jo hellere vise sig i tøj der var bare en smule mere nydeligt end hans norm. Sko var dog stadig ikke noget han gjorde noget ud af... Så... Ingen sko. Blot hvidt stof vikler om bunden af hans fødder og anklerne, så hælen og tæerne stadig var bare. Det var bare en vane han havde fået i løbet af de mange år - han kunne noget så godt lide at mærke jorden og gulvene under sig. Det var som om det vil ham til at føle sig lidt ekstra forbundet med denne del af verden. Det gjorde det ikke helt ligeså forkert at være på denne side af 'sløret'.

Siden han var en af kunstnerne, betalte han intet for at komme ind. Han løftede blot det hvide klæde lidt, så de kunne se han kom med sine malerier, og så lukkede de ham ind. Han fik hængt dem op, på den ene væg der var blevet gjort fri så der kunne være malerier - op og ned af det plads der var blevet lavet til skulpturerne.

Der var nu gået et par timer siden han havde sat op, og folk var begyndt at komme ind, i større og større stimer. Han var blevet tilbudt noget at drikke og spise, men rystede blot på hovedet, og så gik folk igen. Generelt rykkede han ikke særlig meget på sig. Stod i hjørnet mellem en af bogreolerne og den væg hans malerier hang på, og observerede blot folk, hans ansigt udtryksløst som det så ofte var. Det eneste der kom indimellem, var den svageste antydning af et smil, og et lille nik, når folk komplimenterede hans malerier. Derudover stod han der, skiftede indimellem vægten over til et andet ben, og så ud over mængden af folk der kom ind, hans næsten hvide hår hængende løst ned så det indrammede hans blege ansigt, med de utroligt markante øjne.

// Outfit, maleri 1, maleri 2, maleri 3.

Alle skulpturerne og malerierne...Ah, blot at gå mellem alle bøgerne, trods de ikke havde folks opmærksomhed lige nu, var sådan en glæde og fyldte August med en energi han ikke havde følt længe. Ikke siden Dragons Peak, inden folk var kommet efter ham og havde ødelagt hans liv. Han kunne rejse tilbage, men de samme folk var der nok stadigvæk og de sikkert komme efter ham. Sætte hans kollegaer, studenter og få venner i fare endnu en gang. Forhåbentlig havde de fået fred nu.
August gav sig tid ved de skulpturer og malerier der fangede hans opmærksomhed, glemte alt om vand og mad, selv om gæsterne blev tilbudt lidt af begge. Han undgik kun lige at gå i folk, fordybet i sine egne tanker, når han gik fra den ene til anden. På et tidspunkt gik det galt og han nåede faktisk at træde nogen over tæerne. En finere kvinde, så det ud til, med hendes kjole. August kunne straks se hun var blevet sur og han bukkede dybt og undskyldte. Heldigvis skete der ikke mere og August var mere forsigtig derefter. Han skulle nødigt smides ud.

Og så fangede de næste malerier hans opmærksomhed. De to af dem havde en klar rødlig farve i sig, som var en farve der normalt ville tiltrække opmærksomhed. Det gjorde klare farver, men specielt visse af dem. Rød specielt. Hvordan havde kunstneren opnået sådan en klar rød farve? De fleste røde farver August kendte var fra okker i jorden. Men dette var en meget kraftig rød. Knuste ædelstene måske? Han havde lyst til at røre, men i stedet trådte han så tæt på, som han kunne komme. I den ene var penselstrøgende tydelige. Linjerne var kaotiske, skabte en kaotisk stemning i billedet. Dramatisk billede. Rød som blod, sort som døden og et koldt lys med den næsten blålige kant lyset havde. Der var også det med de mere lilla farver. Fugle...Det ligende den ene fodrede den anden. Mor og barn? Eller...Væsen og menneske, som det var i dette samfund? Det var ikke til at sige. Kunstneren havde måske haft sin mening, men det flotte med kunst var også at det gav en individuel mening for beskueren. Alligevel kunne August ikke lade være med at overveje den dybere mening i dem. Han ville ønske han kunne spørge...Se om han var på rette vej, eller om han automatisk lagde sin egen mening ind i billederne. En mening der gav mening til ham, for det han oplevede i sit liv og som han hele tiden beskæftigede sin hjerne med.

Han drejede sig endelig, efter at have kigget intenst på malerierne. Han var fordybet i tanker og det var tilfældigt, eller forudbestemt alt efter overbevisning, at hans blik gled over en enlig skikkelse, der havde trukket sig fra den generelle mængde af folk. Det i sig selv var måske ikke så spetakulært, men vedkommende vækkede alligevel en pludselig nysgerrighed. En lyst til at tjekke om vedkommende stadig stod der...
August så der over igen. Han havde været midt i en bevægelse før, men nu stod han stille, selv om det var uhøfligt at stirre. Den lyse hud mindede ham om lyset i malerierne. De kantede øjne skreg på opmærksomhed...Men da August slog blikket ned og tjekkede sine omgivelser, var der ikke mange der så ud til at bemærke personen.
Hans intuition fortalte ham at han burde gå. Undersøge resten af kunsten og komme hjem igen, til sit hjem hos Lori. En anelse usikkert gled hans ene hånd op og rettede lidt på kappen og halsbåndet, i et håb om ingen havde bemærket det endnu. Men selvfølgelig var der ikke det. Han kørte jo sig selv op!
Han ville allerhelst...Undersøge. Han var nysgerrig af natur, havde en videbegærlighed som få. Også selv om det kunne bringe ham i evige farlige situationer. August rømmede sig svagt og vendte sig, kun for at gå over mod personen fra før, hvis denne stadig var der. Han vidste hans nysgerrighed ikke ville give ham fred, før han havde forsøgt sig med...Et eller andet. Opsøgt personen. Gæst? Eller kunstner?
"Undskyld mig..."

Semyon havde stadig nærmest ikke rørt sig ud af flækken. hans blik havde blot indimellem kørt over gruppen der var forsamlet og kiggede på kunsten. Det var en af de gange han kiggede ud over gruppen, at han lagde mærke til en mand, som en af de finere åbenbart var blevet sur på over et eller andet. Hvad, kunne han ikek se herfra, ej heller høre. Og der var for mange folk herinde tiil han ville glide ud af fysisk form blot for at stille sin nysgerrighed, så han slog bare blikket væk igen, som endnu en kommenterede på hans værker, og han endnu en gang høfligt nikkede. Han havde endnu ikke talt til nogen, på nær en enkelt der var kommet med spørgsmål for nok en halv time siden. Han havde tiet stille igen siden da. Atter en gang kom de forbi med mad og drikkelse, og atter en gang rystede han blot på hovedet, og ignorerede de mærkelige blikke han fik for det. han vidste jo godt hvorfor de undrede sig. At han havde været der i en del timer efterhånden og stadig ikke havde lyst til noget - ja, for et menneske ville det da også være rimelig usædvanligt. Så meget kunne han da huske fra dengang han selv havde været det. Men det var jo så en helt anden sag når du ikke levede af fysisk føde længere.

Hans øjne fangede da manden fra før, som han kom tættere på, og øjensynligt nærstuderede Semyon's malerier. Han så rimelig fascineret ud... Hvis han altså læste det ansigtsudtryk rigtigt. Det der med at lukke af for egne følelser gjorde det jo desværre også vanskeligere at læse andres. Han lagde dog hovedet bare den mindste smule på skrå som han studerede manden, nu han var tæt nok på til han rigtigt kunne se hans tøj, og andre detaljer. Andre folk gik bare forbi som om Semyon ikke var der, som de så ofte gjorde. Sådan var det vel når man på trods af et måske lidt opsigtsvækkende ydre, var så utroligt stille, ja, lydløs endda, at folk hurtigt glemte dig igen.

Hans blik var igen gledet væk fra manden, men det betød absolut ikke at han ikke lagde mærke til at hans opmærksomhed var kommet over på ham selv. Huh. En af de få der virkelig lagde mærke til ham. Så måtte han vel egentligt være lidt speciel. Eller også var det bare et rent tilfælde. Da han hørte manden rømme sig, drejede han langsomt hovedet, i en nærmest flydende bevægelse, til de så stod der og så på hinanden. Han løftede let øjenbrynet som manden tog sig sammen til at tale til ham. "Ja?" svarede han så, i en utroligt stille stemme, nærmest ikke til at høre i larmen fra alle de andre der talte omkring dem. Hans stemme bar også den svageste antydning af ruhed, grundet hvor lidt han rent faktisk brugte den. Stille og roligt vendte han også resten af kroppen mod manden, og så indgående på ham, afventende.

Der var noget ved manden, der fik et svagt kuldegys til at glide ned gennem Augusts ryg. Ikke nok, til han åbenlyst stod og fik et kuldegys, men nok til at August bemærkede der var noget over manden her. Præcis hvad anede han ikke. Om han var et væsen? Hvem vidste? August kunne ikke se forskel på dem alle sammen. Og han måtte snart begynde at modarbejde sin paranoia, der fortalte ham alle var væsner og de alle nok ville ham noget ondt.
Han havde ikke forventet den flydende bevægelse eller den...kant...Der var ved...Fyren, ja. Om ikke andet, så på tøjet. Der var androgyne træk, bemærkede August og selv om han vidste det påvirkede folks opfattelser af personen - normalt i hvert fald - betød det ikke noget for August. Det var netop det, der var anderledes, der tiltrak ham og gjorde ham nysgerrig. Til grænsen at han til tider legede med sit eget liv.
August kunne ikke lade være med at smile, da manden reagerede. Også selv om stemmen var ru. Fyren slog ham straks som en lidt antisocial type, men det sagde nok sig selv, som han stod og gemte sig her. Og stemmen, der lød som om den trængte til smørelse.

Det gik op for August at han endnu ikke havde svaret manden og han rømmede sig hurtigt. Det var så nemt at blive opslugt af tanker, af analyser og observationer. Han slog let ud med den ene hånd.
"Sikke et dejligt arrangement. Jeg trængte til at komme ind og se disse ting. Smukt, meget af det" Når det ramte August, kunne han være ret snakkesaglig. Også selv om turen med at blive solgt som slave, måske havde taget broden af det. Han stillede sig ved siden af manden og kiggede ud over mængden. Slugt mandens udsigt, som den sikkert havde været i lang tid, måske endda siden arrangementet var startet. Herfra havde man en god udsigt over mængden i hallen. Man kunne se hvem der stoppede hvor, hvor de så gik hen. August kunne også se de malerier han var stoppet ved for et øjeblik siden, hvor nogle nye stod og diskuterede det. Ud fra armbevægelser og hovedrysten kunne August se, der var nogen der ikke brød sig om dem. Sådan var det med kunst. Altid blandede modtagelser.
"Du...De...Skulle vel ikke være en kunstner til noget af det, vel? Eller ved du måske hvem der har malet de specielle malerier derovre? Jeg er ved at dø efter at stille spørgsmål" fremsagde han så endelig og sendte manden ved sin side et af sine sædvanlige, venlige smil. August var en ret åben og varm type. Han elskede at forbinde med folk.
"Undskyld hvis jeg ikke tiltaler Dem korrekt...Hvad foretrækker De?" spurgte han så høfligt. Ikke blot fordi han i princippet var slave - hvad de færreste nok kunne se lige nu - men lige så meget fordi han var bevidst om mandens finere tøj.

Semyon's øjne blev hængende et par sekunder ved mandens smil. Det kunne godt være han havde svært ved at læse folks følelser, men et smil vidste han trods alt stadig helt generelt var en god ting. Manden virkede meget åben i forhold til mange andre. Gad vide om det var noget der bragte ham i problemer indimellem? Det var i alt fald en af grundene til at Semyon holdt sig for sig selv. Han havde været lidt ude overalt og talt med mande da han havde været i live, og se hvor det havde ført ham hen. Ikke at han vidste præcis hvorfor han var blevet dræbt, men han vidste dog at han var taknemmelig for at en af hans få sande venner dengang havde fundet ritualetde andre havde udført for at få ham tilbage på denne side af sløret. Men det havde mærket ham for resten af hans eksistens - han stolede ikke på andre end sig selv. Og var også meget længe om at åbne den mindste smule overfor fremmede. Det lod til at manden her ikke havde helt samme type reservationer som ham selv, i alt fald.

Han nikkede blot til det første manden sagde. Ingen grund til at svare på det - i alt fald ikke efter hans hoved. Og han sagde helst ikke noget medmindre det var nødvendigt. Observerede ham som han trådte tættere på. Så hvordan han så ud over folk, nok ikke ret anderledes fra hvordan Semyon selv havde set rundt på folk for lidt siden, og lige siden han var ankommet. Han lagde da også selv godt mærke til dem der ikke brød sig om hans malerier - det var nu ligegyldigt for ham. Han malede ikke for andres skyld. Udelukkende for sin egen, fordi det var noget så befriende for ham. Fik alle tankerne ud som han aldrig havde lyst til at dele med folk i tale. Det var nemmere at lade kreativiteten tale for sig.

Så han nikkede igen til det næste den fremmede sagde, denne gang med den svageste antydning af et smil, nok den eneste følelse der havde været at læse på hans ansigt indtil videre. "Det har jeg," svarede han ham så, til hvem der havde malet det - igen i det utroligt stille, lettere hæse toneleje. "Og De kan tiltale mig som De helst vil." han var utroligt ligeglad med hvad folk kaldte ham. Også hvis de sagde hun og ikke han om ham, så var det fint med ham. Han satte ikke så mange krav for andre folk. Bare de talte pænt til ham, så var han ligeglad med pronomenet, eller om de brugte hans navn. Imens han talte, vippede han en lille smule på fødderne - mærkede godt efter gulvet med de bare tær og hæle, som blot var en vane han havde tilegnet sig. Det så dog nok også lidt mærkeligt ud - det finere tøj og så kun hvide klæder om fødderne, der endda kun dækkede dem halvt. Han havde da også fået et blik eller to på vej ind, men de færreste lagde mærke til det nu han stod i hjørnet her, langt væk fra andre på nær manden der nu var kommet hen til ham.

Der var en speciel lugt her, faktisk. August havde vel godt bemærket den, efter han var kommet tættere på fyren, men havde tænkt det nok var meget normalt et sted som dette. Så mange støvede bøger havde i sig selv en speciel lugt, men malerier havde også. Malingen udsendte altid en speciel lugt. Eller duft, om man ville. For slet ikke at snakke om alle folk havde deres egne dufte. Denne var dog lidt speciel...Og faktisk en anelse ubehagelig. Han kunne ikke helt bedømme hvad den lugtede af og han kunne ikke lade være med at dreje hovedet og kigge lidt på sidemanden endnu en gang. Alt ved ham var hvidt. Tøjet, huden, og håret. Det fik øjnene til at fremstå mere end normalt, eller måske var det en slags makeup? Huden var også meget hvid. Nærmest helt tynd. Mon manden led af en sygdom? Det ville også forklare...Well, nogle ting. Folk kunne finde på at trække sig væk fra andre, hvis de ikke følte sig på toppen. Måske var August i virkeligheden kun et irriterende moment i mandens liv lige nu?
Han havde også bemærket at der ikke var sko på fødderne. Men det var jo blot et valg af tøj og ikke noget han tænkte mere over.
Men han kunne ikke lade være med at tænke...Der næsten var noget overnaturligt ved manden. En intuition han ikke vidst om han burde reagere på eller ej. Måske satte han sig selv i en ny fare og måske ikke. Men han var blot for nysgerrig til bare at gå sin vej. Måske kunne han spørge senere, når de havde snakket lidt? Hvis han kunne lokke en samtale ud af manden.
"Oh....Hahaah...Jeg er ikke en De. Jeg er langt fra en De. Du kan kalde mig 'du'...Eller August. Mit navn er August" præsenterede han sig venligt og ikke uden en svag latter. De? En De? Som professor havde hans studerende kaldt ham en De, eller blot professor. Men nu var han intet af det. Han var blot en du...En slave. Et simpelt menneske i en stor, farlig og forvirrende verden. I hvert fald når man kendte til den, på den måde som August gjorde.
"Jeg vil tillade mig at kalde dig du, så" Smilte han og så tilbage på manden. Du lød mindre formelt og mere nært. Mere personligt. Derfor foretrak August det, når han kunne, selv om han godt vidste det ikke gik i alle situationer. Især i denne verden, der var opbygget af hierarki. At denne mand ikke gik op i det, bekræftede kun hans individualitet, en ting August havde en fordom om mange kunstnere gik med. De så verden på en anden måde, som oftest.

August slog let ud med den ene arm, mod malerierne.
"Jeg er fascineret af dit arbejde. Ikke bare nogle af de klare farver, men også motiverne. Ofte giver kunst mening for dem der ser den. Og andre gange er de lavet med et specifikt budskab eller fordi kunstneren ønsker at opnå noget specifikt. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke noget...Lidt dystert i dem? Som om de hvisker om en anden verden eller i det mindste et andet udsyn på den. Men jeg kan se nu...At de passer til kunstneren der har lavet dem" August så tilbage på manden, ikke helt sikker på om han havde overtrådt en grænse. Men han fortalte jo blot hvordan han så kunsten og hvordan den på en måde gav mere mening nu.
"Havde du nogle specifikke ting i tankerne, da du malede dem? Især det med fuglene fangede min opmærksomhed..."

Semyon nikkede let til hvad han sagde. Okay, jamen så ville han da tiltale ham sådan. Manden virkede jo som sådan flink nok, og så længe han gjorde det, kunne han da respektere ham og hans ønsker. Og... Han havde fået hans navn, nu. August. Folk plejede at give deres eget når de fik andres, gjorde de ikke? I så fald var det godt at manden kun havde præsenteret sig med fornavn, for han kendte ikke længere sit eget efternavn. Det var blevet glemt for længst. Som han var blevet mindre og mindre en del af hverdags samfundet havd ehan haft mindre og mindre brug for det, og derfor glemt alt om det for at huske på mere vigtige ting. Inklusive alle de mange timers træning med hans nye evner.

Men til sidst introducerede han dog også sig selv. "Mit navn er Semyon." et meget usædvanligt navn, ja... Men det var det han havde fået dengang, for godt over de 250 år siden, nu. Det her havde tegnet til at blive en virkelig kedelig dag - men af en eller anden årsag gjorde denne mands interesse ham også meget interessant i Semyon's øjne. Et menneske der var så observant... Det var en sjælden ting. I alt fald med de voksne. Det var som regel børn eller dyr der lagde ekstra mærke til ham, aldrig voksne... Så at denne mand gjorde, ja... Han måtte være noget specielt.

Det utroligt svage smil var igen at spore i hans ansigt da August sådan kom med sin egen fortolkning af hans malerier. Han var da heller ikke helt galt på den... Semyon havde jo trods alt set en helt anden verden end langt de fleste havde. Der var ikke mange der kunne prale af at frit kunne vandre mellem åndeverdenen og den fysiske verden, som han kunne efter sin død. I starten havde det været så voldsomt forvirrende - og det var der stadig mange ting der var, hvilket nok var grunden til det mere kaotiske anstrøg i det ene maleri. Men det som mennesket var mest intereseret i... Ja, det var en lidt anden sag. "Jeg tror det er de færreste der ville have et normalt syn på verdenen, hvis de gik igennem det samme som jeg har," sagde han så roligt, og nok en smule kryptisk. Det kunne jo være åh så mange ting.

"De fleste kan vel relatere til det første..." han kiggede hen på det med de kraftige penselstrøg. "Konflikt. Ikke nogen bestemt... Bare det alle føler indimellem." så vidt han vidste, altså. For der var vel ikke nogen der aldrig havde prøvet at være i konflikt, det værende med andre eller sig selv, vel? "Fuglene... Lad os blot sige det er min måde at se denne verden på." han kiggede igen over på August, hans ansigt tilbage i de udtryksløse folder han havde haft fra starten af.

Som August fik noget der mindede om forklaringer på billederne, kiggede han på dem igen. Malerierne, altså. Især det med fuglene fik et intenst blik, som han prøvede at udrede alle detaljerne i det herfra. Han trådte et halvt skridt tættere på malerierne igen, selv om det var tæt på at bringe ham ud, hvor alle de andre gæster vandrede frem og tilbage. Hans hænder blev samlet på ryggen, som han koncentrerede sig om maleriet. Hans måde at se verdenen på...Han elskede det svar. Det fik hans hjerne til at springe op på de højere hylder, hans hjerte slog en anelse hurtigere. Der lå noget her, han kunne mærke det! Han havde en fornemmelse af han havde fat i den rigtige ende og ved at opnå en eller anden forståelse i dette øjeblik...
Og alligevel var der stadig noget han ikke helt kunne sætte fingeren på. Måske var der andre spørgsmål der bør stilles, selv om August havde sagt til sig selv han ville vente. Men dette var en fugl, den ene der fodrede den anden. Eller en der tog, uden den anden kunne gøre noget? Det slog ham det i princippet kunne gå begge veje. Et maleri var ikke bundet af realismens regler, men var mere abstrakte. Så...Semyon, dette specielle navn, så...At andre tog. Eller fik. Refererede det ikke til de væsner, August selv havde tænkt på for lidt siden?

Til sidst vendte han sig om mod Semyon igen og lod blikket glide over manden igen, også selv om det kunne virke uhøfligt. Men der var intet ondt over Augusts blik, det var mere som om det ledte efter et eller andet.
Så trådte han helt op til Semyon, lidt tættere end før. Han ønskede dette skulle være mellem dem, at de andre gæster ikke overhørte det. Det kunne altid skabe en scene sådan noget.
"Semyon...Dine malerier taler til mig. Og jeg har et måske lidt...Personligt...Spørgsmål..." Han vædede sine læber og lod blikket glide ud over gæsterne foran dem et øjeblik. Dæmoner lignede mennesker. Vampyrer havde hvid hud, men kom ikke frem om dagen. Hans blik gled op til håret...Men han kunne ikke bedømme om manden havde spidse ører som elverne. Havde elverne desuden samme slags hud? Øjnene? August kendte ikke rigtig nogen elvere til at sammenligne. Shapeshifters, santuines, engle...De lignede også alle mennesker. Med en varme og farve i huden. Nej, August kunne nok ikke gætte det selv om han måtte spørge!
"...Du er ikke et menneske, er du vel?"
Forhåbentlig ville han ikke fortryde dette. Men han havde ikke fornemmet nogen umiddelbar truende adfærd fra Semyon, så han tog chancen. Desuden var de ude i offentligheden. Det måtte tælle for noget, ikke?

Hans øjne fulgte August's blik for en kort stund, før de igen var tilbage på manden. Kunne nærmest se tandhjulene køre rundt så meget som han tænkte og sikkert fortolkede alt hvad han sagde, og ikke mindst det penselstrøgene fortalte i hans malerier. Det var jo trods alt dem ham åbenbart først var blevet interesseret i. For selvfølgelig havde han da fat i den rigtige ende - ikke fra start, men nu. For det var netop hvordan Semyon altid havde set de stærke - det værende væsner eller bare højere stående folk - tage hvadend de vilel fra de svagere uden der var nogen der kunne, eller bare prøvede på, at gøre noget imod det. Det var en verden hvor du endten selv spiste eller blev spist. Om det så var bileldligt talt eller bogstaveligt, ja, det kom så an på situationen. For med hans eget liv var det vist gået fra det ene til det andet. Hvis han ikke selv dræbte... Eller, med de få der var heldige, sendte folk i et koma... Så ville han trods alt ikke blive her. Han havde godt set en af hans gamle venner forsvinde tilbage ind i åndeverdenen for bestandigt. Fordi han havde nægtet at blive ved med at dræbe.

Han løftede let det ene øjenbryn da han så åbenlyst igen blev betragtet, nærstuderet. Manden havde vel på fornemmelsen at han ikke var helt almindelig. Det var der nok en del der havde, men hvilken måde kunen de aldrig helt sætte fingeren på, og mange enten lagde slet ikke mærke til ham, eller lod som om de ikke havde set ham fordi han måske var... For mærkelig, for mystisk, for dem? Eller også vidste de bare ikke hvad de skulle gøre med den måske underlige følelse han gav dem? Børn og dyr plejede at opdage ham først, og det gik altid en af to veje - enten vandt nysgerrigheden, eller også frygten så barnet forsvandt eller en hund gøede helt vildt af ham...

Som manden trådte tættere på var der vist ingen tvivl om at det var nysgerrigheden, der drev ham. Hans ord bekræftede det kun, og Semyon undlod blot at sige noget, ville vente til han havde fået mandens spørgsmål. Og det var som han forventede - han havde godt mærket det der var anderledes ved ham. Og det var ikke fordi han holdt det så forfærdeligt skjult - hvis folk blev sure på ham eller ville til at skade ham, tja, så skulel de trods alt igennem en del, og han kunne bare altid forsvinde og rejse hen et andet sted nogle årtier. Så simpelt var det. Så var det bare hvordan man skulle svare ham. Måske med den lidt mere private måde at snakke på?

*Ikke længere, nej. Det har du ganske ret i.* svarede han ham endelig, efter næsten et minut... Med sine tanker, der ville lyde i August's hoved så klart som havde han lige talt, mens læberne selvfølgelig forholdt sig lige så meget i ro som før. Med så mange år der var gået, havde Semyon trods alt fået en del træning ikke kun i de telekinetiske, men også de telepatiske evner, han havde fået.

Augusts blik gled hen over Semyons ansigt på jagt efter en reaktion. Noget der bekræftede det...Eller, hvilket lige så vel kunne være, afkræftede det. Måske gik August lidt for meget op i det og lige så snart, folk havde et lidt anderledes udseende, troede han det var fordi de var et væsen. Det var en mulighed. Men han troede ikke selv på det. De fleste VAR væsner og han var helt sikker på denne også var. Spørgsmålet var hvilket. Han havde et behov for at vide det, et ønske.
Til at starte med virkede det for ham, som om Semyon havde svaret ham lige så normalt, som i en normal samtale og han var på vej til helt at slå hen, at Semyon slet ikke havde åbnet munden. Som hjernen kun lagde mærke til det, den dømte nødvendigt i situationen. August havde åbnet munden for at sige noget, men den gled langsomt i, som hans øjenbryn gled tættere på hinanden i en undren.
Hans forundring blev dog snart erstattet af entusiasme, som fik hans øjne til at stråle og trak hans smil lidt højere. Selv om det vel for de fleste var grænseoverskridende, forblev han stående helt op af Semyon.
"Vent, du...Det...." Han grinte svagt for sig selv og trådte et halvt skridt bagud, som hans hænder gled op til hans mund i en over-entusiastisk bevægelse, som han ikke var i stand til at holde det inde. Han rettede sig dog hurtigt op og rømmede sig, med en svag rødlig kulør over kinderne. Det var ikke en passende reaktion for et voksent menneske.
"Undskyld..." han viftede lidt med hånden i luften, før hans brændende øjne hvilede på Semyon igen - og ikke slap ham med blikket. Han sænkede sin stemme igen.
"Hvad er du så? Og kan du...Gøre det der igen? Hvad kan du med det? Kan du også læse mine tanker lige nu? Hvad tænker jeg på lige....Nu?" spurgte han og koncentrerede sig om at tænke på noget, der var ikke var altid for åbenlyst. Men hvad? Han nåede frem til en bog han havde liggende derhjemme og som han var halvvejs igennem. En bog, der passede til hans profession inden for psykens verden. Det burde ikke være særlig åbenlyst i denne situation.

Det svage, næsten umærkbare smil gled tilbage på plads som han så den lette undren i menneskets ansigt. Ja, den skulle vist lige ind og vende, at han ikke havde åbnet munden for at tale. Men bare brugt sine tanker istedet. Hans smil gled dog bort igen for at han let løftede på det ene øjenbryn som entusiasmen overtog hvor undren havde været før. Det va rnok første gang han havde oplevet nogen blive så glædeligt opstemt over det. De fleste blev skræmt eller ville have ham til at holde op med det samme - de kunne ikke lide tanken om at han på en måde rodede rundt i det allermest private sted folk havde, nemlig deres hoved.

Det at August stadig stod helt op og ned af ham, rørte ham overhovedet ikke. Det der med personligt rum var lidt en anden sag når man altid selv bare kunne forsvinde ind på et andet plan hvis man syntes det blev for meget. Folk kom aldrig så tæt på at han ikke bare kunne gå væk. Han kunen aldrig rigtig blive trængt op i en krog, medmindre folk rent faktisk kendte til den cirkel der kunne holde et spøgelse indespærret - især da mange slet ikke vidste hans type spøgelse eksisterede. Næsten alle troede de kun var på åndeplanet og aldrig fysiske. Tja... han var jo så en af undtagelserne til den regel.

Semyon's ansigt gled tilbage i de udtryksløse folder, og han trak let på skuldrene som August undskyldte. Det var vel de færreste der havde kontrol over deres reaktioner, så der var vel ikke det store at undskylde for? Han rettede lidt på sit tøj og sit hår, strøg noget af det om bag hans ører. Trak selvfølgleig ikke vejret nu, nu han ikke behøvede at tale højlydt, længere, da det ikke lod til at manden havde noget som helst imod at han talte til ham med sine tanker istedet. *Noget mange folk ikke tror findes her på det fysiske plan.* 'sagde' han først, og så lidt væk, udover folk igen, blot for et øjeblik før øjnene igen fokuserede på mennesket. *Og ja. En... Bog om psykologi?* svarede han så efter et øjebliks koncentration. Ikke at han selv gik op i den slags, men læse kunne han da, grundet hans uddannelse dengang han havde været menneske.

Augusts blik fulgte Semyons, som denne så ud over mængden af folk. Ingen virkede synderlig interesseret i hvad de lavede, eller i det hele taget særlig opmærksom på dem generelt. Lige nu gjorde det ikke August noget, for jo længere han havde Semyon for sig selv, jo flere spørgsmål kunne han nå at kaste af sted. Og ingen virkede til at bemærke at det lød som om August snakkede til en fyr, der ignorerede ham. Fantastisk! Absolut fantastisk!
En en bøjet finger blev hvilet mod hagen, da August gav sig til at overveje hvad manden faktisk var. Semyon virkede selv lidt vag omkring det. Vidste han det ikke selv? Eller var det mere sandsynligt han var forsigtigt? Eller måske drillede han August på sin egen måde?
Det gjorde intet. August kunne lide en udfordring og hvis han undersøgte det længe nok, måtte han støde på sandheden før eller siden. Han trådte automatisk et skridt væk fra Semyon, kun for at få plads nok til at gå lidt frem og tilbage mens han tænkte. Hans blik var fjernt og rettet mod gulvet. Så vendte han sig om mod Semyon igen.
"Fantastisk...Er telepati din egen evne eller noget alle af din slags kan?" spurgte han så. Han trådte endnu et skridt tættere på og studerede Semyon en smule intenst.
"Og udseendet. Det tager et øjeblik at se det hele...Den lyse hud, de mørke øjne. Et valg eller hører det med? Og det samme med...Hvad bemærkede jeg før? Duften. Lugten, om man vil" Det virkede uhøfligt at kalde det en dårlig lugt, når Semyon trods alt stod lige ved siden af ham. Hans næse havde vænnet sig lidt til lugten, men den var speciel. Måske hørte den også til racen?
Han rømmede sig svagt.
"Jeg beklager hvis mine spørgsmål er for nærgående. Måske burde jeg starte med at spørge...Om det er i orden jeg stiller dem?"
Igen havde hans entusiasme taget over og fjernet almindelig høflighed. Selv væsner havde personligheder, flere af dem havde følelser eller i hvert fald nogle. Og taget i betragtning flertallet nemt kunne dræbe ham, burde han vænne sig til at starte høfligt ud og vente med spørgsmålene til bagefter...
"Jeg er ret interesseret i væsner. Ser du, jeg arbejder på at forstå dem. Alle væsner har deres egen adfærd, deres eget samfund og handlingsmønster. Jo mere vi, mennesker og samfundet generelt, kan forstå dem...Jo nemmere kan vi måske finde en måde at leve harmonisk på. I dag sker der så mange drab, så mange der lever i mørket, torteres eller andre ufattelige ting. Ingen ønsker det liv, selv om der altid vil være nogen til at tvinge det over hovedet på dem. Det er mit håb - kaldt det naivt, som du vil - at vi en dag kan forstå hinanden nok, til at flere af os kan leve fredeligt med hinanden" forklarede han tilføjende. Hans nye entusiasme skruede lidt op for hans lyst til at føre en samtale og det gjorde ham intet, hvis han var den eneste der snakkede. Men dette var simpelthen for...Spændende!

Semyon var meget vandt til det her, så det rørte ham absolut ikke spor. At folk slet ikke så derhen. Lagde nærmest overhovedet ikke mærke til at han var der. Det var godt... Nærmest som en form for beskyttelse. Det var rart at han næsten aldrig skulle tænke på om folk holdt øje med ham. Og hvis de gjorde, skulle han bare gå om et hjørne før han så ville forsvinde og de ingen chance ville have for at finde ham igen. Medmindre de altså var i kontakt med åndeverdenen... Som meget få var.

*Jeg har, så vidt jeg ved, ikke min egen evne.* svarede han blot August, som han så hen på ham igen. Det korte han havde nået at se til hans gamle venner da de også var kommet over på denne side af tingene, før de af den ene eller anden årsag forsvandt igen, så havde de også alle haft både de telepatiske og de telekinetiske evner. Og selvfølgelig det med at kunne gå igennem alt i den anden form... Som var noget så praktisk hvis der var nogen efter dig. At kunne slette sig selv helt fra dette plan for blot at dukke op i det igen senere, et helt andet sted end hvor man forsvandt. Han løftede let et øjenbryn som mennesket trådte endnu tættere på. Dét va rnok lige en tand for tæt på til hvad han foretrak, men hvis det blev alt for slemt måtte han jo bare træde lidt væk igen. Han var jo ikke helt trængt op i hjørnet.

*Jeg skjuler ikke ligefrem hvad jeg er. Så spørg du bare løs. Så vidt jeg husker er en blege hud en del af det, ja. Jeg lagde aldrig selv mærke til det med øjnene, eller nogen lugt, men det kan ligeså godt være fordi alt var nyt dengang.* han havde trods alt kun set de andre de første par årtier han havde været sådan her... han havde selv haft mere end rigleigt travlt med at finde ud af tingene med sig selv, så han havde ikke videre nærstuderet de andre. Der havde været så mange ting pludselig at få styr på, så selvfølgelig havd ehan ikke haft meget overskud til at nærstudere de andre.

*Du er langt fra den eneste interesseret i andre væsner. Jeg har... Studeret dem i lang tid. Men det ville være synd at sige at min type har et samfund.* det var de skam alt for få til... Han havd ei alt fald ikke mødt så meget som ét andet spøgelse siden hans venner forsvandt igen. Og det var skam ikke fordi han ikke havde prøvet, at han ikke havde ledt nærmest overalt i den kendte verden... For det havde han. Både på det fysiske, men skam også på det åndelige plan. Men menneskets håb om at de alle kunne leve fredeligt... Tja, det var nok ikke helt muligt. I alt fald ikke med nogen som ham selv, der for selv fortsat at 'leve', blev nødt til at tage andres livsenergi så ofte som han gjorde. *Men ja, det er generelt meget fascinerende at observere de andre racer. Måske også lidt nemmere når man ikke helt skal bekymre sig om sådan at blive dræbt af dem.*

Det føltes som om hans hjerne kogte over, ved alle de nye informationer. Han havde travlt med at repetere ordene for sig selv, for ikke at glemme dem og beklagede han ikke havde en mulighed for at skrive det hele ned med det samme. Han havde stødt på noget nyt! Og ikke noget der sagde ham særlig meget. Flere væsner kunne man læse om, ofte med halve sandheder og halve myter. Spørgsmålet var om August faktisk allerede kendte dette væsen, på den ene eller anden måde, uden at vide det? Det var svært at kategorisere præcis hvad vedkommende var, når August endnu manglede et overordnet navn. Informationerne og indtrykkene truede hele tiden med at falde ud for rækkevidde, som hjernen kun kunne tage så og så meget på en gang. Entusiasmen gjorde det ikke nemmere. Igen prøvede han at tøjle sig selv og rømmede sig svagt. Hans blik gled ned mod gulvet, som han tydeligvis tænkte meget over de ting som Semyon fortalte ham.
Lagde aldrig selv mærke til...I datid? Vidste manden ikke hvordan han så ud? Hvordan han lugtede? Mærkværdigt. Ikke fordi verdenen nødvendigvis var spredt med spejle eller en vandpyt altid udgjorde et klart spejlbillede. Men stadigvæk. Nyt dengang...Så det måtte indeholde en form for forvandling. Som vampyrerne havde det. Deres kroppe gennemgik en omfattende forandring. Og skyggevæsner også, så vidt han havde fundet frem til, omend det var mere...skjult...
Og varulvene! Men han var ret sikker på dette ikke var en varulv.
"Jamen alle har et samfund! Måske ikke i klassisk forstand, samlet i store byer og med love og regeringer. Men selv hvis alle individer af en race er individuelle og klarer sig selv, vil jeg gå så langt som til at sige det er deres samfund - deres måde at leve på. Og at noget må medvirke til eller drive dem til at leve på den måde. Undskyld...Jeg snakker selvfølgelig om din slags og sandt er det jeg ikke ved meget om det...Jer. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde dig!" ud over mandens navn, selvfølgelig.
"Så du snakker om...En tidligere tid, hvor alt var nyt...Så din race inkluderer en form for forvandling, en måde at gå fra en ting til en anden...Hvad kan du fortælle mig om det? Om dig selv?" forsøgte han. At fyren ikke bekymrede sig om at blive dræbt, behøvede ikke betyde noget. Det kunne også være et udtryk for arrogance eller et anderledes syn på verdenen, hvor man så sig hurtigere, stærkere eller bedre end andre. På nuværende tidspunkt var det ikke til at sige.
"Kalder I jer selv for noget?"
August stod ikke helt op i hovedet på manden længere. Almindelig opførsel havde fået ham til at træde lidt væk igen, men han havde ikke opfanget at Semyon havde følt lidt ubehag ved Augusts tidligere overtrædning af intimsfæren.

Semyons øjne var igen gledet ud over mængden af folk, om ikke andet så blot for at han ikke bare skulle stirre på mennesket hele tiden, selvom han da blev mere og mere interessant for hvert øjeblik der gik. Den nysgerrighed. Måden han ikke virkede alt for creeped out af ham, men tværtimod lod til at være usandsynligt tiltrukket af det overnaturlige. Måske især det han ikke havde stødt på før? For sådan som han reagerede havde han vist aldrig stødt på en som Semyon før. For at være helt ærlig anede Semyon da helle rikke at hans slags eksisterede, overhovedet var mulig, førend han var blevet dræbt og bragt tilbage af sine venner. Han havde ikke troet ritualet rent faktisk ville virke, men det havde det. At han så var den eneste der havde klaret sig i så lang tid, var en anden side af sagen, og grunden til han ikke lige sådan var typen der gik ud for at prøve at socialisere med folk og få sig nye venner. Han ville sikkert miste dem på en eller anden måde, også, og så var det bare nemmere at lukke af for følelserne og glemme alt om den slags. Gjorde det også nemmere at dræbe dem der var behov for at dræbe, for egen overlevelse.

*Nuvel, hvis du vil kalde detfor et samfund, så gør endelig det. Jeg har kun kendt to andre af min slags. Aldrig set andre, udover dem. De kunne ikke tilpasse sig dette liv... Så de gik bort... Igen.* det der lille 'igen' var jo nok meget vigtigt, nu de allerede havde prøvet at dø én gang og det med at de ikke kunne holde sig på denne side, vel effektivt havde været deres anden, og endelige, 'død'. Selvom forvisning måske mere var det rette ord om den slags. *Det er korrekt, 'sagde' han så som svar til det med forvandlingen. Eller... hvor meegt af en forvandling det egentligt var, fremfor blot en adskillelse mellem sjæl og krop, for at hive sjælen tilbage, det... Kunne vel diskuteres om det egentligt var en forvandling. Men meget nyt havde der dog været at lære ved det. *Jeg tror... Det tætteste jeg kan komme på hvad jeg er... Hmm.. Det må vel være en ånd? Et spøgelse, af en slags? Jeg var engang menneske. Blev dræbt, og bragt tilbage på denne side... Dog uden at være i min krop.* hans øjne låste sig fast med menneskets, ledte efter hvilken reaktion han ville have på at vide præcis hvilken type overnaturlig han havde med at gøre her, en så sjælden som Semyon trods alt var. Det ville måske også give et 'svar' på hvorfor han ikke rigtig frygtede døden. Han havde allerede mødt den... Og var kommet tilbage med nye kræfter, nye evner.

August vædede sine læber og trak vejret dybt. Endnu en gang, måske. Han lod selv blikket glide ud over mængden og kunsten i lokalet, men lige nu virkede det...middelmådigt. Som noget i en anden verden, noget der var mere ligegyldigt. Vidste folk hvem der var i rummet med dem? Nej, det gjorde de ikke. De så aldrig den slags. Flertallet vidste måske der fandtes væsner, men tit kendte de ikke mere end deres egen overtro eller også lukkede de øjnene for det og levede deres eget lille liv. Noget August også havde gjort, til denne verden var blevet så meget mere...Tydelig...For ham.

Spøgelser. Ånder. Ja, måske...Nej, han vidste ikke om det gav mening. Mange mente den slags fandtes, men uden for det blotte øje. At man skulle have en sjette sans for at opfange denne anden verden. August havde ingen speciel evne af den slags. Han var engang faldet over en magibog på universitetet og havde overvejet om han selv kunne lære noget magi. Efter mange forsøg og øvelser havde han fundet ud af, at det kunne han. Men han brugte den nærmest aldrig.
"Men..." Han så over på Semyon igen og modstod en lyst til at røre ved ham.
"Men du står her. Foran mig. Foran os alle sammen! Hvordan, hvis du ikke har en krop?"
Og hvordan blev de fanget her? Havde Semyon lidt under en voldelig død, som teorierne sagde den slags havde gjort? August måtte gå ud fra at alt han vidste om spøgelser og ånder ikke nødvendigvis var rigtigt.
Men selvfølgelig kunne de ikke stå her hele dagen. August havde lige givet sit spørgsmål, da en person trådte op til dem. En ung kvinde, der tydeligvis hørte til de rigere lag. August slog hurtigt blikket ned. Her i byen havde han ikke selv nogen stilling og han ønskede ikke at tiltrække sig opmærksomhed.
"Er De kunstneren bag disse billeder?"
Kvinden gjorde et vink mod malerierne, manden stod bag. Det var tydeligt hun ønskede at diskutere kunsten.

Semyon stod fortsat næsten helt stille, kun indimellem vippede han lidt frem og tilbage på sine halvt bare fødder, mærkede godt efter på gulvet, på en måde han trods alt kun kunne mens han var i denne, sin fysiske form. Det føltes så meget tryggere at være i den når han hele tiden kunne forsikre sig selv om at ja, han var stadig fysisk, det var ikke ved at være på tide at han gik ud på 'jagt' igen. Ikke at det burde blive noget problem idag når han nu netop havde dræbt to denne nat for at tage al deres energi, så han kunne forblive i denne form hele denne dag... Og eventuelt bruge andre af de evner han havde fået med sin race, skulle der blive brug for dem.

Han selv bekymrede sig ikke meget om alle de andre. Der var ikke mange der lagde mærke til ham når han stod så stille her i hjørnet, og da især ikke når han havde næsten udelukkende talt telepatisk med mennesket foran sig, som der nu blot lod til at have endnu flere spørgsmål til ham end for lidt siden. Ikke at han ikke forstod ham... Havde han fået at vide spøgelser fandtes, denganghan var menneskeog før de begyndte på at læse op på ritualet for dette, ja, så havde han nok ogsåhaft tonsvis af spørgsmål. Han skulle lige til at svare August, da kvinden kom hen til dem. Han rettede roligt sit blik mod hende, og kiggede så bare på hende, hans ansigt tilbage i de næsten udtryksløse folder.

"Det er jeg," sagde han så roligt, i det samme lave toneleje som August havde hørt før, stemmen stadig lettere ru af at blive brugt så sjældent. Indvendigt sukkede han let - manden havde været så meget mere interessant end hende her allerede var, selvom han godt vidste at det med at svare på spørgsmål til hans malerier var vel egentligt det han var her for, idag. Han ville dog bare gerne have det hurtigt overstået, så han håbede på hun ikke havde alt for mange spørgsmål, så han atter kunne komme til at tale med August, måske få svaret ham lidt på hans spørgsmål, det han havde stillet inden kvinden her så uden videre havde afbrudt. Igen, det var nok ikke tydeligt for andre at der rent faktisk havde været en gensidig samtale og ikke blot at August havde stået og talt til ham uden at få svar.

Det var slået August, at han havde glemt alt om hvor de var. Semyon var her af en grund og det var på grund af hans kunst. Han kunne slet ikke vide om spørgsmålene overhoved irriterede Semyon eller andet i den dur. Nu, hvor kvinden havde taget mandens opmærksomhed, gled August blik over Semyons ansigt igen. Udtryksløst. Det var virkelig ikke til at sige, var det?
Måske burde August også gå. Videre, se noget mere eller hjem og skrive det hele ned, men det endnu var frisk i erindringen. Alligevel var han som limet fast til stedet. Som afventede han også blot kvindens afsked, blev han stående som en statue, selv om samtalen mellem kvinden og Semyon intet havde med ham at gøre. Kvindens blik gled over til ham et øjeblik, men hun havde hurtigt besluttet sig for han ikke var nogen vigtig og derfor vendte hendes opmærksomhed tilbage mod Semyon. Her slog hun et stort smil op.
"Jeg er ved at dø over dem!" forsikrede hun. Sætningen kunne ikke få August til andet end smile lidt for sig, samtalen om spøgelser taget i betragtning.
"De MÅ fortælle mig alt om dem! Hvad var Deres inspiration? De skulle vel heller ikke sælge nogle af dem, vel? Mine veninder vil elske at se dem!" forsikrede kvinden videre. Hendes kærlighed var faldet over malerierne og det var tydeligt hun selv håbede på at lokke Semyon i snak - eller måske ligefrem få ham for sig selv. Som den underholdning en gift kvinde nu kunne få, specielt de rige af dem, der burde sidde hjemme i deres stuer dagen lang.

August følte sig lidt overflødig ved hendes ord og havde en fornemmelse af han var ved at miste det mest specielle ved hele dagen. Semyons selskab. Men han kunne intet gøre. Det var Semyon hun talte til og det var Semyon, der måtte tage stilling til om han ønskede at sælge i dag og sprede interessen for hans billeder, eller vende tilbage til en princippet ligegyldig samtale med et ligegyldigt menneske. August vidste bare han måtte snakke med Semyon igen, uanset om han fik muligheden for det senere i dag eller en anden. Pludselig var han trådte frem og havde forsigtigt lagt en hånd mod Semyons underarm. Han var udmærket klar over han nu pressede sig ind et sted, hvor han ingen autoritet havde. En samtale og situation, som han ikke var en del af.
"Undskyld jeg presser på...Det slår mig vi er flere der kæmper om denne kunstners opmærksomhed i dag. Jeg er ikke så egoistisk at lægge beslag på den helt selv..." Kvindens læber blev knebet sammen, som huede Augusts indblanding hende slet ikke. Men ordene virkede til at berolige hende om, at August ikke ville holde hende fra at kaste sig over Semyon.
"...Så hvis De føler for at besvare kvinden hendes spørgsmål, kan vi som minimum ikke mødes senere eller en anden gang? Jeg har så mange spørgsmål...Hvis det ikke er til besvær?" det sidste var kun henvendt til Semyon, som han så direkte mod nu. Samtidig som han drejede hovedet, blev kanten af slavehalsbåndet vist fra kappens indre. Måske kun fordi hun var en kvinde og var trænet i at bemærke små detaljer, så hun det med det samme.
"Jeg tror han vil finde mit selskab mere underholdende, end en gemen slave. Hvad laver skidt som du her overhoved?"
De aggressive ord kom bag på August, der automatisk slap Semyon og så over mod kvinden. Var han...Var han blevet opdaget?! Hurtigt gled den ene hånd op til hans hals, hvor han hev kappen på plads, før han trådte et lille skridt bagud. Hans blik søgte væk fra kvinden. Han ønskede ikke at gøre denne situation værre, men hans hjerte slog hårdt i brystet på ham.

Semyon løftede blot let et øjenbryn af kvindens ord, resten af hans ansigt forholdt sig udtryksløst- hvilket nok også gjorde at han så ud til at kede sig en del ved hendes ord, hvilket han også gjorde. Han kastede et kort blik ned af hende, og op igen, og havde med det samme dannet sig et indtryk af hende. Og ikek et af de gode. Han kendte godt denne type kvinde... Lidt for godt, hvis han selv skulle sige det. Rigmands kvinde der var ude og skulle få dagen til at gå med hvadend der virkede den mindste smule interessant, præcis den type kvinde hans forældre - som han nu kun svagt kunne huske - havde prøvet at splejse ham sammen med da han havde overtaget handelsbutikken dengang.

Han gad ikke engang spilde energi på et af de små, svage, falske smil da han så hendes store. Så meget opmærksomhed mente han heller ikke den type kvindfolk fortjente, selvom de nok selv mente det og ville gøre alt for at få den opmærksomhed. Han gav et svagt suk fra sig da spørgsmålene kom. "Selve verden er min inspiration." sagde han stille, stadig i det lave toneleje der knapt nok kunne høresover alle de andre der snakkede løs med hinanden i lokalet. "Og nej. Ingen af mine malerier kommer nogensinde til salg. De er ikke til for at indbringe mig nogen mønt. De er der for at berige tilværelsen for en kort stund, før de bliver ødelagt. Min kunst skal ikke stå til skue i årevis... Det er den ikke bygget til. Som livet selv er den flygtig, og hvis man blinker en gang for meget, misser man den." sagde han roligt, ligeglad med om kvinden ville blive forfærdet over at han destruerede sin kunst efter den var blevet udstillet. Han havde ikke engang kigget på hende som han sagde det sidste, men lod istedet sit blik glide ud over forsamlingen i rummet.

Hans blik røg dog hurtigt hen på August igen, og... var det antydningen af et rigtigt smil, de svage han kunne formå? Ja, det var det vist. Dette menneske var så også noget mere interessant i hans øjne end rigmands fruen var. Han lyttede roligt efter, og skulle lige til at svare ham, da kvinden kom med sin kommentar. Semyon lukkede øjnene en kort stund. havd ehan stadig været i live, havde han taget en dyb indånding for at beherske sig selv, men som det var, måtte dette gøre jobbet istedet, før han åbnede dem igen og så hen på kvinden, hans ansigt tilbage i de udtryksløse folder. "Og hvorfor skulle jeg finde Deres selskab mere interessant? Lad venligst være med at antage ting på mine vegne. Jeg kan udmærket godt tænke og tale for mig selv, og min mening er så absolut ikke i overensstemmelse med Deres. Jeg ved allerede alt, hvad jeg har behov for at vide om Dem. Det er ikke alle der deler Deres måde at se verden på - så lad mig udforske den som jeg vil, og tale med hvem jeg vil. Og lige nu, er det ikke Dem. Jeg har svaret på Deres spørgsmål, så - hvis De vil have mig undskyldt, vil jeg meget gerne tilbage til min interessante samtale med denne mand." han rakte roligt en hånd ud for blidt at placere den på August's skulder, som for uden ord at bede ham om at blive.

//undskyld den blev lidt kortere den her gang...

Dette var jo ret dumt. Et slavehalsbånd hørte ikke hjemme her og han burde have taget det af...For han var jo egentlig ikke en slave som sådan. Mere tog han det selv på, når han gik ud af døren hjemmefra, for at gå ubemærket rundt i samfundet og blive ladt i fred. Hvem ville interessere sig for en slave? Ingen. Men i dag havde det mere været en forhindring, der kunne have holdt ham fra at deltage i denne kulturelle begivenhed. En begivenhed, der havde ledt ham til at møde Semyon. Om man så troede på noget større eller om det var ren tilfældighed, var det som om skæbnen ønskede han skulle opdage spøgelsers eksistens. Ønskede at August skulle arbejde videre på sit arbejde, trods han havde mistet så meget af det igen.
Kappen var trukket stramt op om halsen, for at forhindre at halsbåndet blev yderligere bemærket. Det var en instinktiv reaktion, selv om den kunne virke overflødig. Kvinden havde jo bemærket det.
I virkeligheden ville han nok ikke tage ordene som et slag. Han havde oplevet værre det sidste års tid og han kunne sagtens ryste det af sig - også selv om det i situationen ikke var rart. At Semyon trådte til og faktisk støttede ham, var dog en hel del uventet. Et eller andet sted var det måske det, som havde været hans største bekymring. Måske mistede Semyon interessen - og August ville aldrig kunne stille flere spørgsmål eller udforske bekendtskabet yderligere. For selvfølgelig var Semyon ikke kun et spøgelse, men på sin egen måde en person. Med personlighed, tanker og følelser. Hvilket da også blev understreget over for kvinden, der stod chokeret tilbage. August genkendte trækkende af afsky og vrede, der løb over kvindens ansigt, mens hun nedstirrede Semyon et langt øjeblik. Så greb hun fat i sin lange kjole og med et hårdt nik vendte hun sig om for at gå.
"Idiotiske mænd...Forfærdelig kunst..."
Nogle løse ord var alt hvad August kunne samle op, da kvinden vredt gik, mumlende for sig selv. Det så ud til interessen for Semyon og hans kunst var forsvundet.

Den dårlige samvittighed gled dog straks over August. Dette her...Hvorfor endte August altid midt i en eller anden konfrontation? Nu havde han kostet Semyon en beundrer. En mulighed for at diskutere kunsten. Selv om Semyon virkede udtryksløs, også når han talte, måtte manden jo lave sin kunst af en årsag. Og nu havde August potentielt ødelagt det.
Langsomt slap August sin kappe, så han ikke holdt den så hårdt om sin hals længere. Alligevel sikrede han sig, at stoffet forhindrede halsbåndet i at være synligt. August blik gled rundt på deres omgivelser, mens han gjorde det, før han vendte sig mod Semyon igen. Han trak vejret dybt.
"Tak...Og undskyld. Det ser ud til mit selskab ødelægger din dag og mulighed for at diskutere kunsten med andre kunstelskere..." bemærkede han.
"Det kræver måske en forklaring. At jeg er her...Og samtidig...Den laveste i samfundet. Det er min egen dumhed der er skyld i denne situation. Jeg beklager hvis det har ulejliget dig på den eller anden måde..." han rømmede sig svagt og hans blik gled over Semyons ansigt, som for at afprøve om han stadig burde gå eller blive. August havde været heldig, trods han tit endte i konfrontationer: Det virkede til der altid var folk i nærheden, der kunne redde ham ud af situationen. Og som næsten altid førte til en styrkende samtale bagefter. Der fandtes gode folk i denne verden, og racen betød sjældent særlig meget for det. Så der var håb.
Situationen havde fyldt for meget, til at August havde bidt mærke i at Semyon ønskede at ødelægge sin kunst. Også selv om August ville finde det forfærdeligt. Han ville selv nyde at gå og se den. Men når det kom til stykket, var det jo Semyons eget valg og måske ligefrem en del af det kunstneriske udtryk.
Ja, Semyon var på mange punkter ganske individuel i sit udtryk og ageren. Men det var ikke nødvendigvis nogen dårlig ting.
"Men hvis...Øh..."
Hvad skulle han sige? Eller mere, hvordan?
"...Hvis det ikke helt har afskrækket dig fra mit selskab, foreslår jeg stadig vi mødes en anden dag - hvis det passer med dig. Dette er måske ikke det bedste sted at fordybe i en lang og dyb samtale om den slags. Og selvfølgelig vil jeg gerne give tjenesten igen, hvis der nogensinde er noget jeg kan hjælpe med eller svare dig på..." Det virkede ikke fair at kun August stod og spurgte løs. Og August ønskede ikke, at Semyon skulle føle sig dårlig tilpas over i princippet at blive et af Augusts subjekter. En mand, med svar, som August bare måtte udspørge...Nej, hvorfor skulle Semyon dog det? Ud over, hvis han håbede på det selv gav ham flere svar? Eller måske underholdte det ham bare? Det var jo...Heller ikke til at sige, nej.

//Og jeg beklager tiden.

Han vidste skam godt at det ikke var normalt at folk sådan stod op for en slave og foretrak at tale med denne frem for det 'normale' borgerlige eller højerestående selskab. Men nu havde Semyon selv fået mere end rigeligt af den type folk dengang han stadig havde været menneske,så han var blevet umådeligt træt af dem og fandt som regel synspunkterne fra de laveste i samfundet, såsom netop slaverne, meget mere interessante end noget som helst andet. Han brugte megen af sin tid på at observere, lære, om folk fra alle de samfundslag han ikke selv havde været en del af som værende velhavende med nogle større butikker under sig som han havde bestyret.

Så at tale med 'hjælpen', ja, det syntes han blot gav ham så meget mere, at få helt ny viden frem for blot at få bekræftet de ting han mente at kunne huske. Hans ansigt var så koldt som altid, afslørede så lidt som det hele tiden havde gjort, selv da kvindens eget ansigt fortrak sig i hendes vrede over måden han bare skubbede hende til side på. Men hvert evigt eneste ord han havde sagt var præcis hvad han mente, han sagde som regel ikke noget medmindre han mente det var værd at sige. Hans øjne fulgte hende også blot stille og roligt som hun gik derfra igen, helt og aldeles ligeglad med hvad hun måtte synes om ham og hans kunst lige nu. I realiteten skulle han jo slet ikke stadig være en del af denne verden, så hvorfor bekymre sig om sådan noget.

Han drejede stille hovedet mod August som han talte til ham, igen, og rystede svagt påhovedet, så lille en bevægelse at den nemt kunne overses. *Ingen ulejlighed overhovedet. Om noget, har du blot gjort min dag mere interessant. Jeg har fået mere end nok af det 'højere' selskab tilbage i min levetid...* Semyon's øjne gled igen stille ud over mængden, observerede måden de bevægede sig på, gestikulerede når de talte... Det var altid interessant, altid en lille smule anderledes fra landsdel til landsdel, by til by, race til race. Der var altid noget nyt at lægge mærke til, når han kom andre steder hen end han plejede. Det var herligt.

Hans blik gled dog roligt tilbage til mennesket som han åbnede munden igen, og det ene øjenbryn var svagt løftet som han stille lyttede. Den svageste antydning af et smil var også at se på hans læber, kun et sekund eller to, så var det væk igen, og hans ansigt tilbage i de udtryksløse folder. *Det vil jeg med glæde. Jeg... Har også et spørgsmål eller to.* mest fordi han undrede sig lidt over om der var andre måder, menneskerne havde ændret sig på siden han selv var et, som han måske ikke havde lagt mærke til... Deres plads i samfundet, måske også? Nu var han jo i alt fald selv en der tit levede af at dræbe dem, eller i alt fald sende dem ind i et dybt, langt koma. Sådan skete det jo når de mistede deres livs energi, for at han kunne blive her. *Medmindre du har et bedre forslag, så har jeg et enkelt værelse jeg som regel bruger til at lave mine kunstværker i. Det ligger i den sydøstlige del af Rotten Root.* Nu det jo kun var dem i hjørnet igen, så gav det for ham ikke noget mening at sige tingene højt, når manden trods alt godt vidste hvad han var, nu.

Trott skiftede vægten fra det ene ben til det andet, før han trak vejret dybt. Alt taget i betragtning havde han været ret heldig. Han var kommet ind for at se disse kunstværker og han var faldet i snak med et spøgelse, af alle væsner, som tilmed intet havde imod Augusts lave stand i samfundet - måske tværtimod. Det sagde også noget om Semyon, at manden før havde været...Måske ikke rig, men i hvert af finere stand. Gad vide hvordan det havde været, at ende som et spøgelse og uden en stand som sådan? Eller lavere stand?
Måske var August fordomsfuld. Måske tænkte spøgelser slet ikke over det på den måde, eller måske var Semyon bedre stillet end August gik og troede. Han kunne ikke lade være med at se på manden ved siden af sig igen, som for at bedømme hvilket af delen der var mest sand.
August smilte svagt og nikkede let.
"Jeg er glad" bemærkede han mere afslappet. Det var han. Han var glad for Semyon var villig til at snakke mere og ikke virkede alt for påvirket af Augusts mange spørgsmål, af hans nysgerrighed. At Semyon selv havde spørgsmål var kun fint. August ville gøre sit bedste for at svare, hvad end spørgsmålene var. Det slog ham på intet tidspunkt at han i princippet kunne vade ind i en fælde eller blive spøgelsens næste form for måltid.

August rettede sig lidt og trak kappen lidt om sig igen. Det var nok bedst for ham at komme ud herfra, ingen andre opdagede ham. Måske kvinden ville sladre til en vagt, blot for princippet, eller sladrede til andre folk der kunne gøre hans besøg her mere besværligt. Det var ikke fordi August led af paranoia hvad de ting angik, men han vidste det var et muligt udslag. Folk reagerede altid forskelligt, måske kvinder især.
"Hvornår passer det dig at jeg kigger fordi?"
Han så tilbage på manden med sit sædvanlige smil.

Semyon's blik havde roligt haft vandret ud over folk og hele rummet igen, stille, observerende. Især var det det forskellige kropssprog han lagde meget mærke til. Der var ikke helt samme form for ærbødighed i det nu, som der havde været da han var i live. Mange af tingene havde dog overlevet, men... Det var som om de blev leveret med mindre følelse end førhen. At folk bare gjorde det som en pligt, og ikke så det som en dyd at have den ærbødighed længere.

Hans blik var dog igen gledet tilbage til mennesket ved siden af ham, som han trods alt stadig fandt langt mere interessant end resten af selskabet her idag. Meget mere interessant end noget andet menneske han havde stødt på i lang tid. En der ikke var bange for det ukendte, men nysgerrig. Endnu en der udforskede og observerede. En der måske ville kunne forstå bare en smule af det der til tider foregik i Semyon's hoved - men som nok stadig ville finde andre ting underlige. Et paradoks han ville glæde sig til at få undersøgt lidt mere.

Det svage smil der næsten ikke var til atskelne fra hans normale udtryksløse folder, var igen atspore på hans læber, som det jo tydeligt kunne høres at mennesket stadig var oprigtigt interesseret i at vide mere om ham, og også om at give igen og svare på de spørgsmål Semyon selv havde. Godt, godt. Kun godt. *Jeg skal intet i aften, eller i morgen aften. Så du vælger blot, hvad der passer bedst for dig.* han havd eikek haft andre planer end at fortsætte med at observere folk... Fra den anden side. Det var så rart bare at kunne bevæge sig umærket rundt i verdenen, tage al den tid han ville til at observere det hele, uden nogen som helst havdeen chance for at se ham. han havde i alt fald ikke mødt nogen der kunne se ham mens han var på den anden side endnu. Han strøg roligt en hånd gennem sit næsten kridhvide hår, og stod også selv og vippede lidt frem og tilbage på fødderne, koncentrerede sig et kort øjeblik om følelsen af gulvet mod hans næsten bare tær, igen, mens han ventede på August's svar.

August trak vejret dybt ind og holdt det et øjeblik. Hans hjerte slog et slag over af ren forventning. At få Semyon på tomandshånd...Oh. Han glædede sig allerede. Hans tanker svirrede af mulige spørgsmål. Hans reaktion kunne minde lidt om den ophidselse andre ville føle ved flirterier. Det gav også mening, for han havde aldrig haft meget til overs for fysiske forhold. Jo, han var da ikke jomfru - men at sige han var erfaren eller at kvinderne samlede om ham, var at give ham evner han ikke besad. Og når han tænkte tilbage på de sidste par...Oplevelser...Var han næppe klar til at udforske den del af sig selv foreløbig.
Nej. Dette var så langt mere! Så langt bedre! Det var...Det var...
Oh. En hel aften. Kun med videnskabelig nysgerrighed med intet ringere end et spøgelse. Der var så mange spørgsmål! Ikke bare om det at være et spøgelse - men om livet og døden. Det føltes som om svarene på nogle af livets store spørgsmål var inden for rækkevidde. Hvis han spillede sine kort rigtig, kunne han skrive en afhandling der ville gøre ham berømt i hans kredse. Tanken var svimlende og han åndede langsomt ud. Kun for langsomt at trække vejret ind igen. Han følte han kunne besvime når som helst, men det ville ødelægge situationen nu her.
August knyttede let sine hænder for at holde hans indre entusiasme i spil, før han sendte Semyon endnu et alt for stort smil. Hans øjne slog gnister ved udsigten til at snakke videre senere. Åh, valget! i aften eller i morgen? Nejnej!

Ikke i aften. Ikke i aften. Han havde brug for at tænke. For at udnytte situationen måtte han tænke over præcis hvad han kunne spørge ind til.
"I morgen aften ville passe mig fint" ordene blev sagt i en lang udånding. Næsten som tog det pusten fra ham. Svagt huskede han på hvor han var, før han rømmede sig. Nikkede kort for sig selv.
"Så øh...Præcis hvor kan jeg finde dig?" Selv hvis han bare gik efter den sydøstlige del af Rotten Root, var der stadig meget by at dække. Et navn på stedet eller noget andet ville gøre det nemmere.
"Og jeg skal nok lade være med at komme for sent! Eller...Jeg ved slet ikke om spøgelser sover?" Han kløede sig let ved det ene øre. Hans øjenbryn gled tættere på hinanden et øjeblik, som om netop det spørgsmål var det vigtigste af dem alle.