Just stay with me - Quentin

Det havde været en mindre periode hvor Selene faktisk ikke havde orket at rejse sig fra sin seng nærmest. Måske var det nok den eneste ting der fik hende op, var at hun faktisk havde noget hun skulle lave. Hun skulle sørge for at ingen anede mistanke om hun havde det dårligt, og hvordan gjorde man det? Problemet var nok hun ikke orkede at tænke. Faktisk ville hun hellere bare blive i sengen resten af dagen og natten - og så videre. Så idag var sådan en dag. Miss Cuddles var ikke engang hjemme, det var bare Selene idag. Det var egentlig også fint nok, men hun følte så pokkers tom når hun bare lå der. Stirrede ud i luften som om hun prøvede at finde ud af, hvad hun egentlig burde tænke eller føle. Måske havde hun i sidste ende ikke fået det bedre af at hviske minderne ud, og hun savnede Quentin og hans selskab. Hun havde skubbet ham væk af en grund, og måske havde hun haft brug for at reagere på situationen og ikke kun være pokkers trist. Quentin kunne se igennem hende, og det var det hun ikke havde haft brug for - men nu havde hun. Om hun så havde brug for at indrømme det overfor sig selv, så var det blot sandheden. Lyden af døren der gik op, fik hende til at sukke lidt. Der var kun en anden end hende selv der havde nøglen til dette her sted, men hun orkede ikke at rejse sig for at hilse. Så hun vendte til at Quentin kom ind i rummet, og hun drejede sig om for at se ham i øjnene.
"Don't ask... just come here.. please," sagde hun med halv knækket stemme og løftede let op i dynen til at Quentin skulle komme ind og holde om hende. Det var selvfølgelig okay, hvis han ikke havde lyst - men det tog aldrig skade at spørge. De store halv tårer fyldte øjne så op på ham.


//You didn't even knew it did this, hæhæ [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Selvom hverdagen var hektisk og der altid foregik et eller andet omkring ham, så var der altid tid til at se til de vigtige folk i hans liv. Desuden var det også en af de ting der holdt ham kørende. En ting var at hænge ud hjemme hele tiden og være social med dem der nu dumpende ind i tide og utide - men der var også andre. Selene var en af dem. Selvfølgelig var hun det. En af de få personer der faktisk var inden for de ellers lukkede døre Quentin havde omkring sit liv. Det var ikke fordi han ikke ville have folk i sit liv - men de blev valgt meget nøje. Man kunne ikke stole på mange i denne verden og kunne man ikke det med dem man havde - så var det bedre ikke at have nogle.
Der var ikke mere arbejde at komme efter denne dag. Hvilket nok var det der havde gjort det sidste til at han havde bevæget sig ud - men også fordi han bare havde haft en eller anden følelse - eller fornemmelse, der sagde ham at han skulle besøge Selene. Om ikke andet bare et par timer.

Han havde låst sig ind, uden problemer - det var det gode ved at have en nøgle. Også selvom det måske kunne ende med at være en smule upraktisk - hvis han kom på uheldige tidspunkter. Men det var endnu ikke sket - om det så var fordi Selene ikke havde meget hjemmeliv eller fordi han bare havde været heldig. Det var også lige gyldigt. Nu var han her. Han lod blikket glide rundt mens han trådte gennem boligen for at finde hende. Trommede kort fingrende mod en dørkam men rynkede så kort panden en smule. Der var uhyggeligt stille - måske hun slet ikke var hjemme?
" Selene? " Sagde han så bare lidt før han så endelig fandt hende. Et øjeblik var han en smule ved siden af sig selv. Kun fordi han ikke helt vidste hvordan han skulle takle at hun ikke var sit sædvanlige glade og sprudlende jeg - ikke at han ikke havde set hende anderledes, men det skete ikke så tit at hun ikke var sådan. Han rynkede panden lidt men trådte så bare hen til hende, hurtigt.
" Hey.. I can't just.. Not ask.. " Sagde han så bare og lod sig uden tøven dumpe ned ved siden af hende. Hun virkede jo faktisk slet slet ikke glad - tværtimod. Han lod armene snog sig omkring hende før han kort bed sig lidt i læben. " What's up? And don't say nothing - 'cause this is not nothing.." Sagde han så bare hurtigt mens han holdt om hende. Lige meget hvad det så end var vidste han godt at nogle gange var det bare et kram man havde brug for - men Selene... Nej der skulle være mere end bare brug for et kram før hun reagerede som hun gjorde lige nu. Han slap hende ikke - lod i stedet bare den ene hånd kærtegne hendes ryg. Måske havde det ikke været så dårlig en tanke at tage herhen. Han var glad for han havde gjort det. Det var tydeligvis nødvendigt.

Selvfølgelig kunne han ikke bare ikke sige noget. Det var nok derfor hun havde trukket sig væk, at sige, hvad der gik hende på - det der var sket havde hun aldrig sagt højt. Heldigvis tøvede han ikke med at komme hen til hende. Armene omfavnede hende, fik hende til at føle sig bare lidt bedre tilpas. Det var nok en hemmelig evne han måske ikke engang vidste, at han selv besad. Selene klyngede sig ind til ham og lukkede let de tårefyldte øjne så tårerne kunne trille stille henover kinderne. Selvfølgelig skulle han spørge hvad der var galt, og hun ønskede egentlig heller ikke at finde på noget. Hun kunne mærke læberne skælve let, som om tingene snart blev et skridt tættere på hende end hun ønskede. Normalt skubbede hun problemerne væk for ikke at være så ked af det, men hun kunne ikke bare altid skubbe det væk. Det var der disse dage kom. Som hun hev vejret ind knækkede åndedraget ind imellem, og hun kæmpede virkelig for at beherske sig selv. Selene slog øjnene op, måske var det bedst at være ærlig overfor i hvert fald en omkring det. Det var hende og Aarons hemmelighed. Aaron havde slået dem ihjel der havde gjort det, og måske burde hun indrømme det for at komme over det. Indrømme hvad der var sket i stedet for at skjule det.
"I.. I'm not sure I can say it..." Indrømmede hun med en stemme der knækkede halvt over. Så løftede hun blikket op så hun så Quentin direkte i øjnene. Selene tog en dyb indånding. Normalt var hun ret hurtig til at fortælle hvad der gik hende på, og det var tydeligt at det var mere voldsomt for hende i hvert fald. Det krævede en del at sige de tre ord, som om de var forbudt. Hun anstrengede sig for at sige det og tog endnu en dyb indånding for at det kunne lade sig gøre. "I was raped," sagde hun så hurtigt og kunne mærke både en lettelse, men også alle følelserne der kom med den sætning. Selene klemte øjnene hårdt sammen da tårerne bankede på, og klyngede sig ind imod Quentins favn igen. Hjertet bankede afsted hurtigere end nogensinde før. Sandheden var på bordet og hun ønskede ikke at han skulle gå fra hende lige nu, og hun ønskede slet ikke at han skulle se på hende som et offer. Nok var hun et offer, men det betød ikke at man skulle behandle hende forsigtigt.
"I'm sorry... that I haven't reached out for you.. I have handled it very bad.." Indrømmede hun så lidt efter. Quentin havde set hendes håndtere ting dårligt metode, og det betød tilbage til alkohol. Dog siden hun lå her og ikke var et sted henne for at feste, betød det vel også at hun havde fundet ud af at hun ikke burde håndtere det sådan. "Please don't be mad at me.." tilføjede hun så lidt og knugede sig tættere ind til ham.

Jo længere tid der gik før Selene sagde noget, jo mere voksede den bekymring der i forvejen havde fyldt Q til randen fra det øjeblik han var trådt ind i værelset. Men indtil hun kunne sige det måtte han holde om hende. Så det var hvad han gjorde. Ikke kun af den grund. Han ville oprigtigt gerne holde om hende. Selene betød alverdens for ham og se hende i den tilstand var slet ikke noget han synes om. Hvad end grunden til det var så fortjente hun ikke at være ked af det. Hun var trods alt solstrålen i hans liv og når hun ikke strålede var det svært selv at gøre det. Hun var jo altid glad - derfor var det også endnu mere overvældende når hun ikke var det. Han strøg hende ned over ryggen, ganske forsigtigt og lod hende tage den tid det ville tage før hun kunne sige det.
Han rettede blikket mod hendes ansigt og bed sig kort lidt i inderlæben. Han nikkede bare lidt som en 'Yes you can' gestus. Hun blev nødt til at fortælle hvad der var galt, ellers var der ingen mulighed for at han kunne hjælpe. Han kunne være der for hende ja, men i mange tilfælde var det ikke helt nok for ham kun at være der - han ville hjælpe hende til bedre.

Ordene gav nærmest genlyd i hans hoved og han lod blikket hvile mod hende før han så bare rystede lidt på hovedet. " What?.. " Det var egentlig ikke et spørgsmål, han havde hørt hende. Men det var ord han ikke ville høre. Ord der med det samme bragte en vrede op i ham som ingen ende havde. Han slap hende dog ikke, sørgede for at holde helt tæt da det virkede til at være det hun havde allermest brug for lige nu.
" Never apologize.. " Sagde han så bare kort og lod blikket hvile mod hende igen et øjeblik efter. Han løftede hendes hage lidt med den ene hånd og lod blikket hvile mod hendes ansigt. " Selene.. Never.. This is not your fault.. " Sagde han så og rystede lidt på hovedet før han strøg hende over håret. " It's okay.. We're all different, you're handling this on your own term and thats okay. " tilføjede han så hurtigt før han kort bed tænderne lidt sammen.
Han rystede lidt på hovedet igen og måtte faktisk anstrenge sig lidt for ikke at være sur - han var ikke sur på hende, men på hvem end der så havde gjort det.
" Do you know who is was? " Spurgte han så bare i stedet for at svare på hendes sidste spørgsmål. Hun måtte ikke tro at han var sur på hende - men han kunne ikke sige han ikke var sur - for det var han. Nej han var ikke sur, han var rasende.
" I'm not mad at you. I'm glad you're telling me, you should never walk around with something like that.. You know I'm here for you - who did it? " Spurgte han så igen og holdt et bekymret blik rettet mod hende. Hans arme var stadig omkring hende - så længe det gav hende tryghed så gav han ikke slip.

Kortene var på bordet og Selene følte både godt samt dårligt ved det. Reaktionen kom egentlig ikke bag på hende, og hvis hun havde hørt det fra ham eller andre  - var hun også blevet helt forvirret over hvordan hun skulle håndtere det. Måske var det derfor hun ikke havde sagt noget, hun ville ikke have folk skulle føle at de behøvede at være der for hende eller noget. Selvom Quentin sagde hun aldrig skulle undskylde, så var det langtfra let ikke at gøre. Hun ønskede ikke at være en byrde og hun følte måske sig lidt som en - ikke kun for andre, men også for sig selv. Selene så dog først Quentin i øjnene da han stille løftede hendes hage lidt op. De mørke øjne mødte Quentins lyse og sank derefter en klump. Et lille nik forlod hende til at det var forstået. Det var svært, svært ikke at tænke igennem alt man kunne have gjort om for at det ikke var sket - for noget ikke var sket. Et tegn på hun klarede sig var det skævt smil der svagt skar igennem de våde ansigt - bare svagt, men nok til at vide at hun på et punkt nok skulle klare sig. Selvfølgelig var der forskelilge metoder til at overleve på, man gik altid til den metode man kendte bedst når noget traumatisk ramte en. Det var ærligtalt nok bare ikke den bedste, men var der nogensinde en god måde at håndtere sådan nogle ting på? Spørgsmålet om hun vidste, hvem det var - fik hende til at gå tilbage i sine minder - minder hun ærligtalt havde prøvet at fortrænge, men her var de. Selene hadede at hun gjorde ham vred, og på en måde ikke. Det var meget blandet. Endnu engang sank hun en klump og kæmpede med at finde de rette ord for samtalen.
"I know you are here, and I'm very happy that you are," sagde hun først med det samme svage skæve smil som før - det var lige det hun havde overskud til, men hun prøvede i det mindste - alt andet ville ikke ligne hende. Selene samlede kort læberne sammen og tog en dyb indånding.
"I was walking down the street one night - on my way home. First i started out as a simple vampire attack, I bite one of them.. but then the other one got pissed.. a demon.. and yeah, everything happened so fast.. never thought I should feel that empty again.. like I was nothing.. worth nothing.. then one of my brothers came few minutes later.. killed them all.. " Selene hev vejret ind og kæmpede imod tårerne. Ansigtet kæmpede imod, men i sidste ende måtte hun knække sammen og lade det hele komme ud. Det var ikke ligefrem noget hun gjorde meget i foran andre. Selene var den glade person, lyset - og overdækket af mørke var det en svær vej at finde igennem alene.

Det var måske i sidste ende godt at hun havde Quentin at knuge sig ind til, specielt efter at have gået så længe med det selv. Hemmeligheden var mellem hende og Aaron - i hvert fald til Selene fik taget sig sammen til at fortælle Alessio og Kubo om det. Endda Tatia og gud hvor hun hadede tanken om at skuffe dem ved sådan en fortælling. Generelt at skuffe, hvordan ville Moria ikke reagere. Måske Selene i virkeligheden lagde mere i det end der faktisk var.
"Will you stay the night?" Spurgte hun ganske forsigtigt og så op på ham med sine store tårefyldte brune øjne. "We can even talk about something else.. like the ocean.. I always wanted to take a boat and go on adventure - maybe one day you will take me?" Spurgte hun for at ændre samtalen lidt. Det hjalp i hvert fald på hendes generelle humør at snakke og specielt med Quentin.

Quentin lyttede til hvad Selene fortalte. Selvfølgelig var det stærke væsner. Typisk! Dem der følte de havde retten til hvad som helst. Mange ting ja, men dette!? Nej - det var simpelthen ikke i orden. Vreden i ham voksede. Hvordan kunne nogen overhovedet finde på at gøre sådan noget. Det gjorde ham rasende. Men lige nu var det det at trøste Selene der skulle væres hans fokus. Han kunne ikke lade sin indre vrede stå i vejen for at sørge for at hun i det mindste var okay nu. Han kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være for hende. Men helt sikkert ikke let, helt sikkert ikke rart og helt sikkert ikke noget hun bare lige ville kunne glemme.
Der var i sidste ende ikke meget Quentin kunne gøre - han kunne nok trække nogle tråde og finde ud af hvem der stod bag og gøre det af med dem. Men heldigvis var det job allerede gjort. Heldigvis var en af Selenes brødre dukket op og havde reddet hende ud af den forfærdelige situation. " So who do I need to thank for saving you? " Spurgte han så bare lidt og strøg hende over håret. " I don't know what I would've done if I found out something like that would've happen and you didn't make it. " Sagde han så lidt og rystede en smule på hovedet. Han trak hende tættere ind i krammet og lod kort blikket hvile mod væggen. Tanker var alle steder, mest i en retning af noget der kunne lede ham til en løsning på at gøre Selene tilpas. Ar på sjælden - det var hvad sådanne ting bragte med sig og det var dem der var de svære at hele.

Han lod en finger glide ned over hendes kind for at fjerne en af hendes tåre. " Ofcourse.. I'm not going anywhere. " Sagde han så stille og sendte hende et lille smil. Han ville ikke forlade hende. Så længe hun havde brug for at han blev, så længe blev han. Folk hjemme ville kunne forstå det - de ville passe biksen og sørge for verden ikke faldt sammen mens han var væk. Selvom han havde en lille idé om noget han blev nødt til at hente som Selene skulle have. Bare for en sikkerhedsskyld.
" The ocean? I'll take you to the ocean some day - sure. " Sagde han så lidt og nikkede nogle gange. Ingen tvivl om det. Han havde selv set det engang, men det var da efterhånden længe siden. " But I gotta admit - I have absolutely no idea on how to sail. So unless you have so crazy talent for that - we'll need someone to be in charge of whatever boat we can find. " Sagde han så bare lidt med et lille grin. Han overvejede det kort lidt et øjeblik. Eventyr til havs lød ikke helt forfærdeligt. Måske bare ikke lige nu, men det var jo heller ikke den efterspørgsel. Han lod blikket hvile mod Selene et øjeblik før han kort overvejede det en smule.
" So - what about we make some food? As you know - I'm a brilliant cook, when it comes to boiling potatos and.. scrabble eggs.." Sagde han så bare lidt med et skævt smil om læberne. Hvilket i sidste ende ville sige - Quentin var ikke den bedste kok, men han havde enkelte ting han da hvert fald godt vidste hvordan man lavede.