It started out so beautiful, and somehow only ended in tears [Fortidsemne]

Zachary havde levet i 25 år, da han mødte Auriol, men alligevel føltes det som om hans liv først startede der. Han havde vidst fra det øjeblik at han så hende, den smukkeste og reneste kvinde han nogensinde havde passeret, at han ville beskytte hende for evigt. Hvad han ikke havde regnet med var at han senere skulle forelskes i hende. Han burde have set det komme – med alt den godhed og charme hun havde var det umuligt ikke at udvikle følelser for hende. Og som dagene gik voksede de sig større og større, til han tænkte at han snart ikke længere have plads til dem. Indtil denne aften, hvor han stod uden for kroen, i sit fine jakkesæt og vingerne slået ind på ryggen, og han betragtede hende nærme sig ham. Betragte var måske ikke det rigtige ord – beundrede hende. Hans øjne lyste op, da han så hende og hans læber adskilte let, da han blev ramt af hendes skønhed. Det var først, da hun nåede hen til ham, at han åndede ud. Han havde glemt at trække vejret. Deres læber mødtes i et kys, noget han aldrig ville blive træt af, og hans hænder gled ned af hendes arme for til sidst at lukke sig om hendes.
”Kan det være muligt at du bliver smukkere for hver gang jeg ser dig?” sagde han mens han så ind i hendes unikke øjne. Alt ved hende var unik. Det var blot én af de ting der fangede Zachary gang på gang. Ligesom de små ord og sætninger hun kom med. Han kunne ikke sproget, hun talte, men han havde med tiden lært de fleste af dem hun sagde til ham. Gvegeyu’i var et ord som ikke blev sagt ofte, men så snart ordet slap hendes mund, spredte der en varme inden i ham, for han vidste præcist hvad det betød.
”Jeg elsker dig,” svarede han. Han ville aldrig svare hende på hendes sprog. Det var hendes unikke træk og ikke noget han ville tage fra hende.
Han stod og blev forgabt i hendes dybe blik, indtil han kort rystede på hovedet og kom tilbage til virkeligheden.
”Lad os gå indenfor i varmen.”
Han slap tøvende hendes ene hånd, men holdt den anden, mens han bevægede sig indenfor. Belysningen var dæmpet og et mindre orkester spillede klassisk, stille baggrundsmusik. Selve kroen var pyntet op med blomster i loftet, der gav en et følelse af at være ude i naturen. Bordet var allerede dækket op med blomsterblade og stearinlyst. Rødvin var også på bordet, en vin som Zachary havde valgt ud dagen før, da han vidste, at de begge to ville kunne lide den. Det var ret dyrt at spise på denne kro, men Zachary kunne ikke være mere ligeglad. Alt for at gøre denne aften så perfekt som Auriol var for ham. Han slap nu hendes hånd for at trække stolen ud til hende.
”Du ser vidunderlig ud. Hvor længe har du skjult den kjole fra mig?”
Han satte sig ned foran hende og smilede til hende. Han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men sådan havde det dog været fra første dag. Han tog rødvinen, hævede den kort for at vise den til sin elskede og tog så hendes glas for at hælde en anelse op.
”Vil du smage, om den har iltet nok? ” spurgte han og rakte hende glasset igen. Han kunne egentlig have gjort det selv, men han ville hellere høre hendes mening.
Zachary var en planlægger. Han elskede at lægge ting op i en plan eller en liste og det bedste var når tingene gik efter det. Denne aften var også en plan. Den skulle være perfekt. Han havde det meste planlagt nøje, men som han sad her og så på den skønne kvinde foran ham, kunne han se, at aftenen ville være perfekt blot fordi hun var der til at bruge den med ham.

Hendes reaktion til kroens indretning frydede ham. Det var den reaktion han havde gået efter. Zachary havde det med at gøre dét ekstra for at overraske Auriol og gøre hende lykkelig. Han havde selvfølgelig sit eget liv med familier og venner, men alt dette ville han opgive hende, hvis det gjorde hans elskede glad.
Men det virkede ikke nødvendigt, for lige nu kunne han mærke glæden radiere fra hende og smitte af på ham. Hans smil blev blot større efter de havde sat sig nu, og hun åbnede munden op. At høre hendes blide stemme var formegentlig det eneste han ville savne, hvis han en dag skulle miste evnen til at høre. Han lyttede ikke til megen musik men hendes stemme var som musik for ham.
”Din søster har endnu en gang ret. Jeg finder den yderst passende,” svarede han, hvilket bestemt var sandt. Auriol var altid smuk, men kjolen var nok noget af det tætteste et klæde kunne komme på at matche hende skønhed. Hun var nu også en hård konkurrent.
Hendes hånd lagde sig over hans og en varmen spredte sig i gennem ham. Han så kort på hendes rene, tynde fingre, før han flettede dem sammen med sine og så vendte han sine blå øjne mod hendes igen.
”Det må man sige, når jeg har valgt dig,” svarede han til hendes kommentar.
Endnu en gang ændrede hun sprog til sit eget personlige. Når hun talte det, føltes det hun sagde mere ægte, som ramte det ham direkte i hjertet. Det slog ham også næsten ud hver gang og det tog ham nogle sekunder før han kunne løsrive sig fra hendes fortryllelse og kunne svare hende: ”Jeg elsker dig, Auriol. Af hele mit hjerte.” Han svarede hende ofte på hvad hun sagde til ham på sit eget sprog. Ikke fordi han ikke var kreativ nok til at finde på sit eget, Zachary var meget kreativ når det kom til romantiske kommentarer, men han følte, at hun skulle vide, at han elskede hende lige så meget som hun elskede ham, hvis ikke mere. Og så var det også fordi han kunne bruge alle de kreative ord i verden, men intet ville kunne beskrive hans kærlighed til hende. Så hellere bruge de ord, som der sendte en glæde i gennem ham når hun sagde dem, i håb om at det samme skete for hende.
Han rømmede sig, da tjeneren kom. Der var menukort på bordet, og Zachary tog et op selvom han allerede vidste, hvad han ville have – som sagt før, havde han alt planlagt.
”Jeg tager andebrystet stegt i egen sovs og med karamiliseret løg.”
Han smilede til tjeneren, da han gav hende menukortet men ikke på samme måde som han smilede til sin elskede. Dette var af venlighed og høflighed og noget han gjorde fordi han var som han var. Men med Auriol var det ikke noget han kunne gøre for. Smilet kom frem så snart han så hende.
Tjeneren tog Auriols bestilling, kom med en høflig bemærkning og gik. Zachary vendte glædeligt opmærksomheden mod kvinden foran sig igen.
”Har du nydt dagen med Tubinka?” spurgte han for at komme ind på et emne. Han snakkede sjældent om sit eget liv medmindre spurgt ind til. Hans liv var ligegyldigt. Han ønskede blot at høre om Auriol.